Way down we go - Killian

S: Moonlight Falls; Torvet; The crypt
T: Omkring midnat
V: Det støv regner udenfor
O: Der er ikke så mange folk, da der ikke er særlig mange som tør være ude om natten pga de levende døde. Dog er bygningen beskyttet af magi.
P: Klik
Emne til: @Killian <3 I wanted to make this, hope its okay!

---

Hendes hjerte bankede et par ekstra slag for hurtigt og hun sukkede let for sig selv. Det havde ikke ligefrem været sødt af hende bare snige sig afsted. Hun havde Jason til at sove ved sin side, men det lagde ikke skjul på hvad fortiden drev frem i Rebekah. De samme flashback som hun ikke kunne slippe fra. Siden den edderkop havde haft fat i hendes mentalitet - så havde hun følt hvordan dens magiske evner havde pillet hende fra hinanden stille. Skrællet lag af bid fra bid til hun havde følt sig nøgen og derefter trukket de dybeste og mørkeste dage af hendes liv frem i lyset. Det havde taget mange år for Rebekah at bearbejde dem, og pludselig var såret åbnet igen. Selvfølgelig vidste Rebekah at hun kunne få det hele på plads igen, men hun havde ikke tiden. Hun skulle også finde Hale. Hun skulle også holde øje med sin kære lillesøster Regina samt resten af den besøgende familie fra Wonderland. Wonderland - burde hun ikke bare finde en måde at tage dertil også lade alle andre blive her? Tage en tur for sig selv. Rebekah tog en tår af sin drink før hun fik øje på nogle der snakkede om hende. Et fnøs forlod hendes læber før hun løftede blikket over på dæmonerne.

Heksejagt var stadigvæk intet nyt. Dog først udbredt efter skabelsen af Stephen, førhen havde folk bare set hende som en dæmon, andre som en form for gud. Det var meget forskelligt og stadigvæk var der nogle med gammeldags blik. Der fandtes endda engle som ønskede at få hende væk. Magi havde det med at skabe frygt i gamle sjæle, og Rebekah forstod udmærket hvorfor. Det var noget man blev opslugt af og ikke bare kunne slippe. Hun mærkede den prikkende smerte henover sin hud, som en af dem prøvede at bruge deres evner på hende. Let rystede hun på hovedet af dem, og løftede sin ene hånd med et lille vift - dæmonen fløj igennem baren, og blev smidt ud af vinduet uden Rebekah overhovedet kiggede mere på ham. Med et knips var vinduet fikset igen. Det var altid sjovt at hører dem der var tilbage stå mundlamme. Et smil sneg sig op på hendes læber.

Ganske elegant svang hun benene til siden så hun sad med fonten imod dæmonerne. Et smil klædte hendes læber, afslørrede den uskyldighed hendes ansigt for mange år siden havde haft. Dog ændrede ansigtet sig stille til noget man nok skulle frygte. Det blik som kunne få næsten alle til at ryste - den kulde.
"Oh damn right. You should be scared. But how about you tell me who send you? I mean.. you four aren't stupid enough to make a plan to take me down.. not with weak powers like that," sagde hun og kneb øjnene lidt. "And I'm in the mood for chaos," tilføjede hun og stirrede på den ene. Den ene løftede sine hænder op til halsen, og gispede efter vejret. Det var tydeligt på ham, som hans øjne blev livløse og næsten sprang ud af øjnene på ham. Rebekah slap sit greb om ham og lod ham falde til jorden.

Dog pludselig var der en anden form for magisk energi der slog ind på hende. En stærk magisk energi, lys magi energi. Not now vrissede hun i sine tanker. Det sidste hun havde brug for var en eller anden godhjertet fe der kom og troede de var bedre end hende. Hun løftede en finger op på de to sidste dæmoner de skulle vente eller løbe deres vej. Så drejede hun sig om imod døren da hun frøs fast. Hjertet bankede hurtigere og hurtigere afsted. En vrede bobblede i hendes sind, i foragt og sorg. Det var tydeligt i hendes blik. Han var taget hertil for den dumme Alice skyld, sammenarbejdet med Dahlia - Rebekahs mor. Efterladt Rebekah alene og hjælpeløs. Det var de minder der holdt hende vågen for tiden og det var den smerte hun følte i sit hjerte i det sekund de mørke øjne blev lagt på Oberon.
"Do you have any idea what you have taken from me?!" Udbrød hun som hun stormede imod ham. Folk begyndte at rejse sig og skynde sig ud i det sekund Rebekahs vrede aura havde spredt sig.

OUTFITTET

Hvis man ikke kendte Killian og havde set ham den gang han var i wonderland og så ham igen den dag i dag, så ville man ikke kunne se forskel på ham. Han stod stadig høj og charmerende. De skarpe velskabte ansigtstræk og den gyldne udstråling. Han var en mand ingen kunne modsige var et fryd for øjet. Godheden strålede ud af ham - også efter alle disse år, efter alle disse fejltagelser og skuffelser. Han var stadig en god mand, stadig en mand med hjertet på rette sted. Men kendte man ham, ville man vide at han var forandret, alle forandrede sig. Alle går igennem noget der forandre dem - ligeså har Killian - eller skulle man denne dag i dag kalde ham Oberon? Et navn han efterhånden havde prøvet at skubbe til side, ligge bag sig. Han følte sig ikke længere fortjent til dette navn og det var da også den dag i dag, de færreste der kaldte ham dette. Men lige netop i dag ville han komme i kontakt med en, der netop kendte ham som Oberon og ikke Killian.
Allerede inden at han var kommet ind i rummet, så havde han kunne mærke det. Luften tung af dårlige energier, han havde også en fornemmelse af at det var hende. Rebekah. En af hans største fejltagelser, en af de ting der havde været med til at forandre ham. Hans største fortrydelse den dag i dag. Ikke den eneste, men i sandheden den første og største. 
Han var taget ud for at danse, han elskede at danse. Falde i snak med en spændende person, drikke god vin også tage hjem og sove alene. Men allerede inden at han var kommet ind på baren så vidste han godt at hans plan ikke ville holde. Han var alligevel gået ind på baren. De blå øjne havde hurtigt fundet hende, ung og smuk. Med et temperemantsfuldt rødt hår, stormende imod ham. Han kunne ikke dy sig for at angive et lille smil ved synet af hende. Der var ikke meget at smile af lige nu - Rebekahs vrede, deres fortid, måden hun var forandret, måden han var forandret. Det var ikke noget at smile af. Men det gjorde han, han smilede, for han havde savnet hende.
"I know" sagde han så blot, roligt, lod hende storme imod ham og forberedte sig på hvad end af vrede hun ville give ham. Han fortjente det jo i sidste ende - også selvom han aldrig med sin gode vilje havde ville sårer hende, svigte hende, men Killian forstod hendes sorg, hendes vrede alligevel "I know too well Rebekah" kom det ligeså roligt fra ham. Han tog ikke blikket fra hende, han var ikke bange for hende, også selvom mord allerede lå i luften - hun havde allerede haft fingrene i andre denne nat og det skar ham i hjertet. Bevidnede kun at hun i sandheden var ødelagt. Han havde lyst til at tage fat i hende og trække hende indtil sig i et kram, fortælle hende at det hele nok skulle blive okay en dag. Overdrysse hende med beroligende festøv. Men den her Rebekah ville ikke sætte pris på det som den Rebekah i Wonderland ville havde. Det var for sent at kramme hende for at ordne alting. Hun havde jo kun været et barn den gang. Så ung og uskyldig. Der skulle mere til at fjerne sorgen i hendes øjne end et kram.

Alt ved ham var ved at tænde et flamme hav op omkring hende. En af de gange Rebekah levede op til det man sagde om rødhårede. Det slog nærmest gnister ud af hende, og man skulle aldrig tro hun havde været så vred før. Lyden af glasset i vinduernes ruder som splintrede. Smilet. Den lyse aura der prøvede at snige sig und under huden på hende. Det prikkede til hende, mindede hende om gode tider - men som alt fra disse tider bragte det blot en voldsommere sorg over Rebekahs sind. Hun havde mistet alt på sin tur her til. Hendes familie revet fra hende og blevet til mørke sataner - hendes mor død. Alt håb hun havde tilbage var blevet slukket og nu legede hendes dæmoner med hende uden at Rebekah havde en chance for at slippe væk.
"So you know? How great!" Udbrød hun og slog overdramatisk ud med armene. "Then you are just a fool to claim yourself to be pure. The light shinning from you? All a trick. You are just a lie," sagde hun og lagde armene over kors. Hun virkede roligere, men ikke om det behøvede at betyde at det var godt. Måden hun tilnærmede sig ham, stille og truende - utilregnelig - var ikke til at spøge med. Rebekah var enten mest truende rent magisk, men rent verbalt var hun også altid ude med en spydig kommentar. Hun havde ærligtalt mest lyst til at vise ham med al sin styrke hvem hunvar blevet til, men det ville ikke overraske ham. Han vidste hvad hun var i stand til, han havde kendt hende siden hun blev født. At få ham til at frygte hende var ikke hvad hunvar ude efter, hun ønskede ærligtalt mest at han skulle betale for at have efterladt hende.

For ja, Rebekah var den mest magtfulde magiker nogensinde - men hun var også menneskelig. Hun var sårbar og trænet til at lade sig selv drive det væk. Når hun så på ham mindede han hende blot om, hvad hun havde mistet. Før hun nåede at sige mere, havde vreden endt sig til at hun trådte et skridt tilbage. Hun kørte frusteret hænderne igennem sine røde lokker. Lyset flimrede voldsomt i hele baren og hun vendte sig imod ham igen. Hun stirrede ham i øjnene, imens læberne kæmpede imod at skælve. Hun anstrengte sig.
"I hate you," vrissede hun og løftede sin hånd op for at slå ham. Det var en af de få gange Rebekah reagerede med ikke magiske hensigter. Hun slog ud efter ham. Slog på ham gentagelige gange med en vrede der nok nærmere var et tegn på omsorgssvigt igen og igen. "You left me. You. You left me. You let them turn me into this.. you.. you let them do this.." tilføjede hun i det sidste slag.
"Fight back.. Fight back!" Råbte hun til sidst som alle ruderne sprang.

Killian slog kort blikket ned i et vagt suk, før han let rystede på hovedet "Im not claiming to be anything Rebekah .. I know im not completely pure, I know I've made mistakes" sagde han så og hvilede blikket på uvejret foran ham. Der var ingen tvivl om det had Rebekah besad imod Killian - og Killian havde ikke i sinde at overbevise hende om andet, han fortjente hadet efter det som han havde gjort - eller rettere sagt ikke gjort.

Havde der været den mindste tvivl før, blev den i hvert fald fjernet nu da Rebekah sagde det lige ud og direkte, 'I hate you', det var ikke noget Killian hørte specielt ofte - og derfor ramte det ham da også, ikke fordi han blev vred, men fordi han blev sorgmodig over det. Tænk at han havde været i stand til at sårer en person så meget at han nu var hadet? Han knugede let øjnene sammen som hun begyndte at slå ham "No Rebekah, I can't hurt you, I care for you!" kom det så lidt mere højlydt fra ham som han greb ud og fik fat i hendes håndled "Stop it, It wont help to hurt me, let me be there for you instead, let me try and make it up for what I did" bad han så istedet og trak hende indtil sig i en tæ omfavnelse, måske i et forsøg på at få hende til at slappe af? Måske prøve at give hende noget af den omsorg som hun ikke havde fået? Det var nok de færreste der ville trække Rebekah tættere på sig når hun var i den tilstand som hun var i nu - Killian var ikke i tvivl om at hun kunne slå ham ihjel hvis hun ønskede. Men han havde en fornemmelse af at det ikke var modstand eller vold hun havde brug for. Det ville ikke få hende til at have det bedre at Killian slog igen og hvorfor skulle han? Han hadet ikke Rebekah, hun havde ikke gjort ham noget. Killian ønskede ikke at dø, men hvis det var det som Rebekah ville, så havde han ikke meget at gøre modstand med - måske for en tid, men Rebekah ville vinde kampen i sidste ende.

"I know I did wrong Rebekah, I know I chose to follow some wrong instincts, I was blinded by love and I promise it wont happen again" prøvede han atter og slap hende ikke trods den modstand hun måske ville gøre brug af. Han vidste at selvom Rebekah var en stærk heks, så ville Killians aura trods alt have en smule effekt, selvom hun modsat andre ville have lettere ved bare at ignorere den - men Killian havde brug for sin rene beroligende aura mere end nogensinde. Hvis han bare kunne få hende til at falde ned? Ville hun så kunne finde plads til at lade Killian være der for hende som hun ikke havde været den gang? Han vidste at tilgivelse var for meget at forlange trods alt.