Dynasty - Simon

Gæst

At hun sagde at hun ikke ville miste ham, fik ham til at synke en klump let. Han ville ønske at han kunne love hende guld og grønne skove, men det allersidste han kunne finde på at gøre, var at stikke hende en løgn, ligemeget hvor nyttefuld den så end var. Han åndede roligt ud og trak svagt på smilebåndet. "You're doubting my cockroach-like skills. I have proven myself over the years to be quite nuclear-proof. What I'm saying is that you wont get rid of me that easy."
Hendes spørgsmål fik ham til at blotte tænderne i et lille smil, før han så roligt nikkede, "Of course, Tatia." bekræftede han hende uden den mindste tøven. Hvis der var det mindste han kunne gøre for at få hende til at komme videre og nogenlunde finde glæden igen, ville han sørge på bedste vis at gøre mere end det. Han kunne ikke forklare hvordan eller hvorfor han havde det på denne måde med hende, han vidste bare at der ikke var det han ikke ville gøre for hende på dette tidspunkt.
Som hun gengældte kysset og satte sig over ham, lod han sin ene hånd glide af hendes ansigt og istedet gribe om hendes læn for at trykke hende tættere på sig. Hans hjerte galloperede som et aggressivt hestevæddeløb og hans vejrtrækning var dyb. Da kysset blev brudt, og hun lagde sin pande mod hans, lukkede han kort sine øjne i som deres vejrtrækning synkroniserede. Han smilte let af hendes hvisken og nussede hendes læn blidt som han svarede:" I'll remember that next time, I promise," lavmælt og løftede sit hoved for at se hende i øjnene.
"I gotta admit, you being a fierce and agile fighter, you also have a way to use those soft lips," sagde han gennem et tandsmil og lagde begge sine hænder mod hendes hofter for at lade dem hvile der. Han nød nærværet, at føle hvor tæt på hun var. Han løftede en hånd og fjernede noget af hendes pandehår fra hendes ansigt før han så betragtede hende i et par sekunder. "I could stare at you all night, but you'd probably get bored of my ugly mug," sagde han så noget så blidt efterfulgt af et lille grin. Så fugtede han sine læber og kærtegnede hendes kind. "We need a plan to help you move on, as I said, I will help you with all in my might. What else than your people being held up in the arena, is burdening you lately?" sagde han så. Han vidste at det var noget af et emneskift, men han sørgede for at nusse hendes kind og læn så hun på bedste vis kunne mærke at han var der og støttede hende.

Emne: Sv: Dynasty - Simon Ons Maj 16, 2018 2:19 am

"Good," smilede hun let til ham. Hun rystede let på hovedet som han snakkede om hendes læber. Hun så kort lidt væk med et kort genert smil, før hun flyttede blikket tilbage på Simon igen. "Well it would surprise you what it takes to make be feel bored," pointerede hun med et drillende smil. Derefter forsatte de deres gamle samtale. Eller på en måde, men det var det rigtige at gøre. De var nød til at planlægge noget og nu når hun ikke var alene om at gøre det, så var det måske nemmere at gøre end uden.
"I had to give someone up in the arena.. I was very lucky some years ago. I found happiness even in the darkest place.. I had a boyfriend.. which gave me two beautiful little girls.. I had to get them out.. so I gave them up.. to save them.. and I feel like they are some of my missing pieces.. It's just the having no clue on what is going on with their lives.. again being the one who don't see them grow up or just being a part of them. I'm scared that once they do see me, they will run away. I don't want them to feel like I left them or I didn't want anything to do with them.. you know," fortalte hun så. Tatia vidste at fortælle hun havde børn måske var en sten på vejen, det var forskelligt hvordan folk tolkede det trods alt. Men Tatia var efterhånden ligeglad med hvordan folk tolkede det.
"Knowing would help.. I guess.. I might just have to find out for myself," hviskede hun let. Det var den mest skræmmende ting ved det hele.

Gæst

Han lyttede til hende som hun sad på ham, hans hånd mod hendes kind som roligt kørte op i hendes hår for at kærtegne hendes hovedbund. Han trak let læberne sammen som hun nævnte børn - Ikke at han dømte hende på nogen måde, tværtimod. Han kendte også lidt til det hun snakkede om, med hans deling var det ikke blot soldater for ham, men heller ikke hans egne børn. Han kendte til det med at ville beskytte, og at hun nu var bange for at hendes valg ville ødelægge forholdet mellem hende og hendes børn. Han rystede let på hovedet og kiggede ind i de grønblå øjne som et skævt smil bredte sig på hans læber, "You chose to put them before yourself - To keep them from a horrible childhood," sagde han så for at understrege for hende at hun havde taget det rigtige valg.
Så trak han lidt på skuldrene som han fortsatte, "I never knew my parents. They were killed trying to get a better home for me. It didn't exactly work out for them, but I do love them unconditionally. You just do that with parents," forklarede han så og gned sin hage kort som han overvejede hvad han så skulle sige. Han havde jo ikke den store erfaring med børn. Han åndede tungt ud og bed sig kort i læben, "They'll be angry, 'cause they don't understand. But the anger will be tempoary. They'll adapt and understand eventually. Also I have no experience with children whatsoever, but what I know from my squad is that all kids need time to process. So if they run away or cut you off - They'll come back again. You just need patience," sagde han så før et lille smil kom over hans læber.
Han kunne mærke at trætheden var ved at krybe sig ind på ham, forsigtigt løftede han sin ene hånd fra hendes hofte og dækkede sin mund som han gabte. Han lagde derefter sin hånd tilbage mod hendes hofte og lænede sig forsigtigt frem for at kysse hendes læber, et vagt kys hvor deres læber blot strejfede hinandens kort, som en slags indbydelse til mere. Han lænede sig lidt væk og så hende an, en anelse afventende endda.

Emne: Sv: Dynasty - Simon Tors Maj 31, 2018 2:35 am

Tatia fangede sig selv i at bide sig ret så hårdt i læben, som hun lyttede til hvad Simon sagde. Selvfølgelig vidste hun det ikke ville være en dans på roser, faktisk ville det overraske hende hvis det var let. Og det var ikke ligefrem fordi, at Tatia var den roligste person på jorden eller mest tålmodige. Eller måske var hun mere tålmodig end hun så sig selv som.
"You seem close to Carrie, what is she twelve or something like that?" Spurgte Tatia så og sank en klump. Hun havde haft børn smidt i arenaen, som bare skulle kæmpe - det var det rene vanvid, en del af dem havde hun fået nået at tage ind. Som Octavia, Adela - og hjulpet dem. Ligesom hun havde hjulpet Cain med ikke bare at blive dræbt gang på gang.
"Patience," tilføjede hun med et lille suk. Alting kom til tålmodighed, og det vidste hun egentlig godt. Hun brød sig bare ikke om ordet. Måske ønskede hun i virkeligheden bare et eller andet ikke behøvede at kræve af hende, at hun skulle være tålmodig eller vente. Som at vente over hundrede år på at være stærk nok til at befri sig selv. "I'm tired of patience," mumlede hun lidt irriteret for sig selv. Hun så ham gabe, og kom i tanke om at en menneskelige funktion stadigvæk krævede søvn. Hun var bare så van til at sætte sin krop i modbydelige situationer. Men at se ham gabe fik hende blot til at smile, huskede hende på de små ting hun burde gøre - men glemte. Små ting som at smile, mærke hendes hjerte banke og mærke følelserne blusse op i hver eneste celle i kroppen. Nær kontakten var alt for hende, og det var som om hans hænder, hans læber - hørte hjemme imod hendes hud. Simons læber strejfede hendes, som om det sugede alt ilt fra hendes system - og hun ville have det tilbage. De røde øjne trådte kort i magt, men det varede ikke længe før de blågrønne øjne hæftede sig fast imod hans læber, som han lænede sig lidt væk. Efterfølgende flyttede de sig op imod hans øjne igen, og lænede sig imod ham. Tatias læber placerede sig imod Simons og hendes krop trak sig tættere imod ham. Hun tvang ham nærmest tilbage i sofaens ryglæn.
Tatia mærkede suset i hendes mave, det bankende hjerte. Nød selve følelsen i hendes system. Der var noget over Simon, som hun ikke havde set i andre. Der var ikke behovet for at skjule noget. Eller måske ville der være. Hun havde hørt ham nævne Callas navn, ikke at hun ville gøre Calla noget - nærmere Kol. Hun slog tanken fra sin hjerne.
"Come with me," hviskede hun som hun slap hans læber. Simon var træt, og det var måske også bedst at få noget søvn. Hvis de skulle besøge en krigszone imorgen samt undgå levende døde. En ny dag i paradise. Tatia rejste sig op med sin hånd i hans, og førte ham med ind til soveværelset(Link), som var bag en af de få døre heroppe.
"We need to save energy for tomorrow," sagde hun så og slap hans hånd. Hun trak sin trøje af igen, hvor tatoveringen på hendes ene skulder blev tydeligere, og hvordan den bevægede sig henover skulderbladet. Tatia kendte ikke til begrebet nattøj, men hun kendte til det med at have en dyne eller et tæppe over sig når hun sov.
"You can sleep next to me if you want.. you don't have to," pointerede hun og sendte ham et skævt smil. Hun trak sine bukser af og satte sig på sengen, for at placere sig under dynen. "I totally forgot what I feels like.." mumlede hun som hun mærkede dynen omfavne hende - men egentlig ønskede hun stadigvæk at have Simon tæt på sig - men hun ville heller ikke ligefrem tvinge ham til at sove ved siden af hende.

» Lost in the woods - Simon