A dinner with the Sinclairs - what can go wrong?

S: Sinclair Mansion; Forfra + bagfra 
T: Kl 18:00
O: Entre ;; Spisestuen ;; Stuen
V: Mild
P:Klik
Emnedeltagere: @Dove, @Stephen,  @Alycia, @Amena, @Primrose, @Archie, @Katherine, @Daisy, @Jason, @Anastasia & @Poppy <3 [andre kan forkomme + jeg spiller to karaktere over nogle af mine karaktere - ellers er dette rækkefølgen.Hvis i gør det samme så skriv det i indlægget så jeg kan strege ud af denne her fine liste xD]

---

Okay. Det så ud til at mange ankom. Rebekah glædede sig og havde forberedt alt. Okay det havde hun folk og magi til. Det betød ikke at Rebekah ikke glædede sig. Hun gjorde nok mest op i at gøre sig selv klar og sørge for ingen glemte det. Der var et par enkelte stykker, som hun ikke var sikker på ville dukke op men ellers var der klar til at blive serveret. De bedste kokke fra forskellige lande var her for at tilberede forskellige lækre retter.  Hun stod i entreen og ventede på sine gæster.
Det første ansigt hun så var Dove.
"Welcome my dear, I'm glad you could make it," smilede hun og omfavnede kort sin datter. Hvorefter hun opdagede den lille pige der også havde anmeldt at hun ville komme. Primrose. Callies datter. 
"And hallo to you, welcome," smilede Rebekah og satte sig på hug ved pigen, hvor hun sendte hende et oprigtigt smil.  Et par tjenere kom for at tage deres jakker. "Make yourselves at home," smilede hun og så imod døren for at modtage andre gæster.  Rebekahs palæ var ganske storeslået, og tydeligvis skulle det også være det - hun var om ikke andet dronning. Der var så også værelser til hele familien kunne bo der hvis de ønskede, men det vidste alle så af erfaringer måske ikke var den bedste ide.

Påklædning

Callie var i live. Efter Dove havde lært sandheden at kende, havde hun både følt en vrede mod Kol, men også en taknemmelighed for, han ikke havde gjort noget ved hende. Han var stadig ikke hendes yndlingsperson, men han var far til to af hendes døtre. Han var også anderledes nu end han før havde været. Hun var blevet klar til selskabet i hendes lejlighed. Hun havde fået lov til at passe Callies lille datter, Primrose. Hun var en skøn pige, og Dove nød hvert øjeblik sammen med hende. Det var efterhånden længe siden hun havde haft så små piger i huset. Men nu var der to mere på vej. Hun skulle være mormor igen. Det generede hende, hun ikke havde oplevet Primroses opvækst. Men var bare lykkelig for at have dem begge i hendes liv.

Dove så på sin mor, da døren til hendes hjem blev åbnet. Hun holdt Prim i hånden. Huset var stort, og det var første gang Prim skulle møde flere af medlemmerne. Hun havde mødt de nærmeste, men nu var der så mange flere mennesker. Af den grund var Dove også særlig opmærksom på hende, og på hvordan hun havde det med de mange mennesker. Hun virkede som en glad pige med mod på livet. Ligesom Calla og Callie havde været da de var børn. ”Hello mother,” sagde hun og krammede hende. Hun så ned på Prim, da hendes mor satte sig på hug foran hende. ”Thank you,” sagde hun og førte Prim igennem det ekstravagante hus. Det var ikke usædvanligt for Dove længere, men hun kunne forstå hvis en ung pige ville se det som noget særligt og utroligt. Dove satte sig på hug foran hendes unge barnebarn. ”You can go and investigate. Just be careful not to break anything.” Hun tog en lille krystal frem fra hendes taske. ”If you need me, hold this to your head and think of me. I will come find you. Okay?” Den blonde pige nikkede og løb op af trappen i entréen. Hun gik tilbage til Rebekah. ”I hope it’s okay, Prim is running around the house. I will get her when dinner starts,” sagde hun med et smil og så mod hende, som hun løb hen over gangen.

Outfit

"Don't worry, you look great, I promise" sagde han i en venlig og selvfølgelig beroligende tone. Hun virkede lidt nervøs, men det var jo klart, efter al den tid? Han var selv nervøs måske, men af andre grunde sikkert. Han så bare ud af vinduet, som de nærmede sig destinationen. Der var stille lidt, og så stoppede bilen. Han gled elegant ud af døren, og holdte den for hende, som hun fulgte efter. Han rakte en arm frem imod hende, og ventede på hun tog den, støttede sig til den, vel? Han så op mod huset og vendte sig så lidt mod Alycia, "So this is it then, ready to meet them all?" sagde han, et venligt smil om læberne, "No you really shouldn't be nervous, this is a great surprise, don't worry, they'll love you.. I'm sure!" sagde han forsigtigt til hende, før han nikkede lidt, lod hende tage en dyb indånding, eller hvad hun nu fik brug for! Så gik de op til døren, hvor Rebekah og Dove lige nu ventede, Stephen ville ikke helt slippe Alycias arm, så han gav bare Rebekah og Dove et halvt kram hver før han trådte lidt tilbage. "So, I bought a date, this is Alycia, she's.." sagde han lidt tøvende og skævede til sin datter, ville hun selv fortælle dem det, eller, skulle han?

Påklædning + hår + make up

---

Selvfølgelig var hun nervøs, hvad skulle hun ellers være. For første gang længe, hang hendes minder sammen. Hvem skulle have troet at en kop kaffe på Ravens ville ende med at give hende et flashback fyldt med minder. Faktisk at kunne se på sin far igen, og vide at Stephen var hendes far. Calvin var stadigvæk væk. Ikke død. Med sin nye viden om sig selv, ville hun vide hvis hendes tvillingebror var død. Hun havde haft kort tid til at sno sig omkring et center og snuppe den pæneste kjole hun kunne - at være dronning i Gaia og prinsesse af Moonlight Falls var hendes nye identitet så, hvorfor ikke udnytte den nu når hun kunne. Hun var derefter direkte tilbage ved Stephen, og han slog hendes tanker tilbage til virkeligheden som de var på vej hen til selskabet. Alycia pustede let ud. Hun var van til selskab med mange folk, men alligevel føltes dette som en udfordring - det var familie hun ikke havde set længe - eller nok nærmere aldrig vidst var hendes familie. Alycia fik hurtig skrevet til Sebastian, og lagde derefter mobilen i sin taske.
"As ready as I can get.. I guess, " svarede hun ham med et varmt nervøst smil. Hun så hen på ham, som han beroligede hendes nervøse nerver. Hun nikkede let. "I hope so. A lot of years... lot of things have happened," tilføjede hun og tog en dyb indånding.

De kom op til døren og hun så de genkendelige ansigter. Specielt Dove - selvom Dove havde været hvad; 14 eller noget i den stil - kunne hun genkende sin storesøster på afstand. Alycias øjne strålede en anelse ekstra og så derefter hen på sin mor. Da Stephen hilste på dem havde Alycia nærmest bare lyst til at kaste sig i favnen af dem, men det var ikke passende - endnu. Dog fik hans kommentar hende til at rulle let med øjnene, men på kærligvis. She's..
"Your daugther.. and your sister.. don't tell me that I'm that easy to forget," sagde hun og sluttede af med at se på Dove. I håb om at Dove kunne huske hende. Det var måske lettere for Alycia, fordi hun lige havde fået minderne tilbage. Flere personer kom ind af døren, og Alycia trådte til side for at møde dem med et smil.

[Da Primrose er introduceret har vi aftalt at springe hende over i denne omgang <3]
Påklædning

---

Okay. Naturligvis havde det i starten gået ham på, og i sidste ende var han van til Jess måde at behandle ham på - så han valgte at lade det passere. Undgå mere kontakt med sine følelser, eller det havde han prøvet. Men det var som om at så kom Katherine gående, og hun fik snoet hans tanker om på noget andet. Man kunne vel aldrig undslippe sin første kærlighed. Der var noget i ham, som aldrig kunne give slip på hende. Måske var det derfor, at han havde hendes arm i sin, som han havde inviteret hende med til familie middagen. Archie vidste, at hun kendte Rebekah. Han var klar over sådanne nogle ting, for ærligtalt - så havde Rebekah selv fortalt det da hun egentlig havde opdaget det. Sært det var sådan en normalitet i deres familie. Når man tænkte over det, så kunne han ikke bebrejde hekse for at have mager. Så snart han kom ind af døren, så han genkendelige ansigter. Alle sammen genkendelige. Han nåede kun lige at hører hvad Alycia sagde, før at han blinkede overraskende.
"I always seem to find missing family members without having any idea.. that they are family members," jokede han lidt og sendte dem alle et smil. Han havde været venner med Calla før han vidste det var hans niece.. været venner med Alycia før han vidste hun var hans halvsøster.

De kendte Katherine, eller havde i hvert fald mødt hende før. Archies første store kærlighed, hans første kone.. mor til deres datter som døde af ukendte årsager tilbage i den tid - og nok Archies største hjertesorg. Alligevel havde hans hjerte fundet tilbage fra smerten og sprunget direkte i hænderne på Katherine igen. Ikke at han ligefrem ville stå og skrige det højt - ikke før han var mere sikker. Der lå dog en klar melding i måden han så på hende på, og holdt hende tæt på sig.
"I took a date with me. Hope you don't mind," sagde han så til sin mor. Han lavede et set øjne til Dove om hun ikke skulle kommenterer på det. "Hale will be here in few seconds.. he is still angry that I didn't took him along with me.. I got like 100 texts," lo han lidt med et skævt smil, hvorefter han gav Katherine et kys på kinden og smilte til hende. Hun vidste hvad hun gik ind til. En familie med Sinclairs. Det var ligeså unikt som det lød.
"Want anything to drink love?" Spurgte han lettere hviskende mod hendes ører, hvorefter flyttede blikket over på sin lillebror der ankom.
"Nice to see you all," smilede han stille.

Outfit

Jason havde normalt nok været hos Rebekah, da det var der han egentlig boede, men han valgte at han ville komme til denne middag sammen med hans datter, Anastasia. Udover det havde han også noget planlagt, som var hemmeligt for Rebekah.
Den eneste der vidste hvad han havde i tankerne, var Anastasia, siden Jason havde haft brug for hendes hjælp.
Jason var ret spændt på denne middag, så mange kom til middag, så mange som han ikke havde set i lang tid, mest fordi han næsten lige var kommet tilbage fra de døde. Han glædede sig til at se nogle gamel venner og have en middag med nogle af sine børn.
Ana ville i virkeligheden ikke havde været med, det vidste Jason godt, men han havde alligevel formået at lokke hende med, siden han også havde fortalt hende om hans ide, så havde det været lidt nemmere.
Hun kunne ikke miste muligheden for at se hele sin familie, det var så sjældent det skete og der kunne umuligt komme noget godt ud af det, men alligevel prøvede de.
De stod nu foran døren til huset og bankede på. Han havde taget et fint jakkesæt på til begivenheden, som han specielt havde valgt til lige den aften.
Da døren blev åbnet af Rebekah, gav han hende et stort smil og gav hende et blidt kys. Hello my dear. Ana decided to join too sagde han og gik lidt ud af vejen, så Ana også kunne komme ind og hilse på sin mor.
Han tog sin jakke af og hang op inden han gik helt ind, sammen med Ana og begyndte at hilse på alle de andre.
How's it going everyone? spurgte han med et venligt smil.
Han fik øje på Archie, sin søn. Han bevægede sig hen til ham, stadig med Ana ved sin side.
Archie my son, been a long time since. And Katherine, nice to see you again Han gav sin søn et kram, hvor han derefter gav Katherine et kys på kinden.
Han kiggede på Anastasia med et smil. Forventede da også at hun ville hilse på sin storebror.

Form + hår
Hendes tøj

---

Det havde været et sandt julemirakel da hendes far opstod fra de døde. Dog havde hendes hoved stadigvæk ikke rigtig fundet en metode at stole på at det ikke bare var endnu en illusion. Katana havde fortalt Ana til at hjælpe deres far. Det var ikke ligefrem specielt svært men heller ikke altid lige let for Katana at få kontrol over Anas twistede måde at opføre sig på til tider. Dog var det som om, at Jason havde fundet en kontrol over det. Måske også uden han sådanset vr klar over det.
De kom ind af døren stod hun blot og stirrede på alle de medlemmer hun havde vendt ryggen. Hendes fars død havde taget specielt hårdt på hende, og at vende ryggen til alle sine familie medlemmer var en måde at gøre det på. Ana havde oplevet hvordan en verden udenfor hendes families beskyttelse var, men det var ikke noget Ana styrede som sådan - det læssede hun over på Katana. Dog var der en stor del af hende, som var glad for at se sine forældre sammen - og måske det endda fik hende til at trække på et oprigtigt smil. Archie var der. Og efter de to havde stået og stirret på hinanden i lidt tid, besluttede han alligevel at kramme hende. Ana gispede i overraskelsen, men svang så sine arme omkring hendes storebror.
Derefter måtte hun jo hilse på sin mor, sådan lidt forsigt. Man kunne tydeligt se hvor nervøs hun var for at fucke noget op. Hun var bange for at sige eller gøre noget forkert - og det krævede endnu mere for hende at holde sig selv i takt. Måske hun bare skulle have ladet dem møde Katana - det ville have været nemmere. Don't be a fool Ana.
Just let me do the talking, it will be fine. Lød det fra Katana inde i hovedet på Ana. Så snart hun havde hilst på Dove og de andre endte hun med at stå ved siden af Amena. De to havde også været voldsomt tætte engang.
"N..Nice to see you again," sagde Ana så og så over på hende med et skævt smil. Derefter flakkede det halv nervøse blik tilbage til Jason. Han havde lokket Ana ud af hendes lille bobbel om det så var en god ide - var en anden sag af historien. Ana så kort på Stephen. Det var sjovt, hvordan hun ikke altid bare så folk som de udgav sig, men Ana kendte smerte på en anden plan end mange også gjorde - det gav hende chancen for at lærer, hvad folk udstrålte igennem hvad deres øjne prøvede at ændre. Måske derfor hun var blevet så fascineret af masker og øjne. De bar alle sammen en maske, alle sammen. Alle havde noget resten af familien ikke skulle se.
"Silly masks.." mumlede hun for sig selv - kom i tanke om hun ikke bare skulle plapre løs. Hvilket fik den reaktion at klaske sin hånd for sin egen mund - hvilket nok ikke gav hende mindre opmærksomhed. Ana lagde hænderne bag sin ryg og gik så ind i stuen. Hun ville sikkert fare vild inden maden blev serveret alligevel. Hun mødte den lille pige som også bare kiggede rundt.
"Now don't get lost. It might just take.. foreeeeeeeeeeever to get back," smilede hun en anelse uskyldigt.
"Who. Are. You?" Spurgte hun nysgerrigt den lille pige.

Hun så på Stephen da han kom ind med en kvinde? Hun gav gengalt ham det kram han gav hende, og derefter lyttede hun til hvad kvinden sagde.. Alycia.. hendes Alycia! Rebekahs øjne nåede næsten at falde ud af hendes hoved før hun svang Alycia ind i et tæt kram. Havde Sebastian virkelig haft hendes datter på så tæt hånd så længe? Rebekah rystede tanken ud af hovedet og hilste på resten af sine børn der ankom. Archie med Katherine som i gamle dage, naturligvis før Rebekahs tid med Katherine - og Rebekah gav Katherine et vink.
Jason ankom ind og hun modtog ham med et smil på læben. Hun gengalte det blide kys ganske hurtigt, og lyttede til hvad han fortalte. Rebekah flyttede blikket over på Anastasia da hun trådte ind. Det var længe siden hun havde set Anastasia, meget længe siden. Hun gav Ana et halvt kram for at ødelægge nervøsiteten bare lidt. Derefter så hun Ana gå ind i stuen. Et lille suk forlod Rebekahs læber og hun kløede sig kort i nakken. Hurtigt fik hun bragt et smil stærkt op på sine læber igen. Rebekah knipsede med fingrene, så der kom folk ind med drinks - og derefter kunne de gå ind i selskabsrummet, hvor der var smukt dækket op. Duften fra maden i køkkenet var utrolig varm og dejlig. Rebekah tog en slurk af sin drink.
"I'm very happy that you all are here today," indrømmede hun og stillede sig ved siden af Jason og gav ham et kys på kinden. "and don't worry darling - there is no alcohol in yours," fortalte hun til Alycia.

//wow kald da lige det her et kort og præcis svar xD

Folk strømmede til, men tingene lod til at gå forbi Dove uden hun bemærkede det. Det eneste fokus hun havde, var den mørkhårede kvinde foran hende. Den kvinde der havde så bekendte øjne. Kvinden der var kommet sammen med hendes far. Først havde hun troet hun faktisk var Stephens date, men det gik hurtigt op for hende, kvinden var en Sinclair. ”Not easy. Not at all.” Efter hendes forsvinden, havde Dove givet sig selv skylden i lang tid. Hun havde ikke følt hun havde passet godt nok på hendes lillesøster. Men hun fandt også ud af, hun selv var et barn da det skete. Det var ikke hendes ansvar at sørge for alle i hendes familie var i sikkerhed. Det var et alt for stort ansvar. For alt hun vidste, kunne der rende Sinclairs rundt i alle verdens lande. Det var en stor familie. At tage deres sikkerhed på hendes skuldre var for stort et pres. Så hun havde forsøgt at snævre det ind, så kun hendes nærmeste familie fik hendes beskyttelse. Det blev hun nød til. Lige nu var det især hendes tvillinger hun var opmærksomme på. Calla havde været igennem noget forfærdeligt og Callie havde hun ikke set i så mange år. Og nu stod hendes lillesøster her foran hende. Voksen og smuk. ”I can’t believe you’re here. That you’re alive even” Efter deres mor havde krammet hende, gik Dove de sidste skridt hen til hende og lagde armene om hende. ”Thanks for coming back,” sagde hun lavmælt i hendes øre før hun trak sig ud af krammet. ”I apologize,” startede hun ud og så på Alycia, Stephen og Rebekah. ”I need a minute.” Hun gik ind i huset og fandt et sted uden folk og tog sig en dyb indånding. Aftenen var gået anderledes end hun havde regnet med.

Jaja det var altsammen meget fint jo! Men.. Nej.
Den første chance der bød sig tog han, og så slap han hendes arm, hun var i gode hænder, Rebekah skulle nok tage sig af det, det var fint. Og da han var færdig med at hilse høfligt på den alle, så havde de vel heller ikke brug for ham mere.
Han bed tænderne hårdt sammen som Rebekah og Jason delte et kys. Han vendte øjnene vredt væk, og gik så endelig sin vej. Ind i huset han kendte så godt, forsvandt bare, han gad ikke! Hvorfor var han her overhovedet, han skyldte hende ikke noget!
Men det var bare.. Siden den nat i skoven.. Han var nok alligevel bekymret for hende, hun havde ikke helt været sig selv siden? Gad vide om Jason overhovedet havde lagt mærke til det? Sikkert ikke, manden var en komplet idiot jo, ikke god nok til hende, ikke efter Stephens mening i hvert fald.
Han fandt en bar og skænkede sin egen drink, vodka, no ice, nono!
Han drak det, skyllede det ned med endnu et glas, og så lige endnu et - til alt var lidt mere dulmet!
Så kunne han godt vende tilbage til selskabet, kunne bedre håndtere det nu vel? Måske, nu måtte han se vel.
De andre havde sat sig til bords da han vendte tilbage, og han snuppede hurtigt en ledig plads, satte sig med vilje ved siden Archie, bare fordi. Lænede sig lidt over mod ham. "She's pretty.. New?" mumlede han flabet, meget bevidst om at Katherine sikkert godt kunne høre ham, but, whatever. Han var fuld.

//Skal vi Oute dette emne? <3