Does fate really know what the fuck its doing? - Matt

Det havde været en typisk dag for Juliet hvor arbejdet kaldte. Det var ikke unormalt og arbejde på en lørdag, men sådan var det vel når man var model. Sådan havde det altid været lige siden hun blev model. Photoshoots lå når det passede ind for alle indvolverede. Selvfølgelig var det at foretrække det lå i hverdagene, men nogle gange kunne det bare ikke undgåes og hive en weekend ind over. Det var også tilfældet i dag. Det havde været en fotograf fra australien som var kommet præcis for dette shoot, og de havde været i gang siden kl 14. Nu var de endelig færdig og Juliet var på vej hjem til sit lille rækkehus. Hun havde dog ikke kunne finde en taxa, og havde besluttet sig for at gå hjem. Det var ikke unormalt for hende, hun gik tit alene, hun var trods alt ikke noget hjælpeløst menneske.

Turen gik da også fik nok, hun kom igennem den første del af Gaia, og nåede til by midten. Hendes hjem lå modsat af hvor photoshoot havde været, og hun var derfor ca halvvejs hjemme. Hun havde vel små 15minutter gang endnu. Hun trak sin jakke lidt op om sig og kiggede op på himlen over hende, nød synet af stjernerne og månen som lyste natten op. Der var selvfølgelig også gadelygterne men det var bare ikke det samme.

Men hendes ro og fred blev brat afbrudt som hun med vold blev hevet ind i en gyde. Hun nåede ikke og reagere først, og mærkede blot en hånd imod hendes mund som hun blev grebet bagfra. Inde i gyden blev hun ret hårdt skubbet op imod en mur og kiggede direkte ind i øjnene på den unge mand som havde hevet hende derind. Men hun var ikke hjælpeløs, og hun fik leveret en god knytnæve i synet på ham, hvilket fik ham til at vakle et par skridt bagud. Men til hendes store skræk var hun ikke alene, ud fra skyggerne trådte 2 andre og hun kiggede skræmt rundt. Havde det blot været mennesker havde det ikke været et problem, men hun kunne godt dufte at det bestemt ikke var tilfældet. De var alle dæmoner som hende selv, præcis hvilke vidste hun dog ikke. I samme øjeblik de bevægede sig hen til hende forsøgte hun desperat og slå fra sig, hun fik da også leveret nogle slag ind, og skreg om hjælp, skreg i håb om nogen ville hører hende. Desværre overmandede de hende og der gik ikke længe før hun blev holdt imod væggen af 2 af dem, og hendes mund blev dækket med en hånd så hun ikke længere kunne skrige. Tårene begyndte at trille fra hendes lysegrønne øjne og hun så bedende på manden hun havde givet blodnæse. Det hjalp dog ikke og han rev hendes jakke op. Hun forsøgte igen og komme fri men det var ingen nytte. Hendes tårer blev til gråd og hun stod blot der hjælpeløs, og frygtede for det der nu ville ske.

Lørdag aften, Weekend, og ligmed fest og druk! Han havde brug det meste af dagen på at slappe af, og skrive med folk, finde ud af hvilken fest han helst ville tage til. Derefter gøre sig klar og selvfølgelig se så godt ud han kunne, hvilket selvfølgelig ikke var så svært! Så nu var han netop på vej mod byen, med mobilen i hånden mens hans skrev med en masse. Gaia var normalt ikke byen hvor han gik i byen, her var hyggeligt nok, men det var ikke ret tit at der var ordenligt gang i den som i Moonlight fall. Overnaturlige væsner havde det altså bare med at feste federe og vildere end mennesker. Og ikke fordi han havde noget imod mennesker, slet ikke! Men når man selv var en heks, så måtte der meget gerne ske noget vildt! Og det gjorde der for det meste altid i Moonlight fall.

Han rettede lidt sin jakke da han efterhånden var nået til midtbyen. Det var her han skulle til fest så der var ikke ret lang vej endnu. Der var dog noget der fik ham til at stoppe op. Et skrig. Han så lidt rundt. Hmm et skrig kunne være mange ting, og samme tider var der svært at vide om det var unge mennesker der rande rundt og pjattede, eller om det rent faktisk var nogle der var i fare. Han valgte dog at undersøge det, og gå mod lyden.
Jo tættere han kom på, kunne han pludselig også høre stemmer. Mænd. Og man skulle ikke lytte efter længe for at høre dem hviske om noget helt bestemt. Nemlig at de skulle være stille, og da han hørte sætningen "hold hende stille" vidste han hvad der foregik. Han trådte ind i gyden "slip hende" sagde han blot som om han regende med at det ville få dem til det. Det var dog ikke helt tilfældet. Den ene af dem valgte nemlig at tage en kniv frem. "skid med dig tøsedreng!" vrissede han og viftede lidt med Kniven. Matt trådte et skridt tilbage. "det der ville jeg ikke gøre hvis jeg var dig" sagde han bestemt inden Matts øjne begynde at lyse i en lilla agtig tone. Han holde hånden frem mod dem "slip hende så!" sagde han bestemt. Matt var ikke dum, han vidste godt at han fysik ikke ville kunne klare 3 som disse slet ikke hvis de ikke var mennesker, men med magi ville han! og de fleste fandt heldigvis også hekse temmelig skræmmende.

Hun mærkede den kolde nattluft imod sin hals som hendes jakke var blevet flået op. Hun forsøgte og komme fri, men alt det gav hende var en lussing. De indså dog hurtigt det ikke stoppede hende, og det blev derfor fulgt op af en knytnæve, som fik det hele til at snurrer rundt for hende. Det hele blev afbrudt da en stemme lød henover dem alle. Juliet kiggede i retningen, hvilket den ene mand da også gjorde. Juliet forsøgte igen og komme fri, men blev endnu engang holdt tilbage af de 2 mænd som havde fat i hende. Hendes blik faldt på manden der forsøgte at hjælpe hende, og manden der stod med en kniv. Hun bemærkede de lysende øjne, og hun kunne også kende duften, heks. Der var en fordel ved og være bloddæmon.

Den ene mand der holdt hende blev skræmt, han ønskede ikke og slås med en heks kunne man godt se, for han løb pludselig ned igennem gyden og fik den anden som holdt Juliet til at kigge efter ham. Juliet udnyttede det til at rive sig fri, og som dæmon var hun trods alt ret stærkt. Hendes mor havde også lært hende og forsvarer sig selv, så hun kunne da også nogle ting. Det betød også hun fik gengældt det slag hun havde fået tidligere og manden vaklede et par skridt bagud. Han satte dog hurtig i et løb imod hende igen og fik skubbet hende imod muren. Hendes hoved ramte og en lyd af smerte forlod hende. "shit.." Hun kunne ikke lade manden der hjalp hende slås alene, der ville intet godt komme ud af det. Hun behøvede ikke mærke efter, hun kunne dufte sit eget blod fra såret i baghovedet. Hun vidste hun ikke kunne blive ved sådan her, og da han endnu en gang gik imod hende holdt hun en hånd op og fokuserede på ham. Hun samlede sin energi, tærrede på den, og ikke længe efter faldt manden til jorden i en dyb søvn. Juliet selv faldt sammen på jorden, det tog hårdt på hende at bruge den evne, det var da også derfor den kun var i forsvar.

Hun kiggede op på heksen og dæmonen som stadig var i gyden. Hun havde ikke kunne følge med i hvad fanden de lavede, men hun nåede lige og se dæmonen der tidligere var løbet sin vej nu komme fra bagved heksen. "BAG DIG!" Råbte hun blot, hun var ikke i stand til at gøre meget andet lige nu, og smerten i hovedet gjorde det ikke nemmere og bevæge sig. Hun holdt dog øje, klar ti lat bruge sin evne igen hvis det blev nødvendigt, velviddende at hun kunne risikere at sende sig selv i en koma lignende tilstand, hun havde gjort det før. Men hun ville ikke lade manden komme til skade, ikke når han havde hjulpet hende.

Matt havde nu nok håbet at det havde skræmt dem alle væk, blot det at han var en heks! Men der var desværre kun en af dem der var dum nok til det. Og det nyttede jo ikke når der var hele tre! Og han var travlt optaget af den fyr der stod foran ham og viftede med en kniv, så det var virkelig svært at hjælpe pigen med den anden fyr! Men heldigvis klarede hun den faktisk selv! For før han vidste af det lå manden på Jorden bevist løs!
Så nu var det kun denne mand med kniven der var tilbage! Og ham skulle han vel nok kunne ordne! Han skulle også lige til at sige en besværgelse der ville kunne slå manden foran ham ud, men han hørte pludselig pigen råbe. Han nåede kun lige at vende sig og parrere inden manden havde slået ham ud med en eller anden metal genstand han sikkert havde fundet i en gyde. I et lidt stresset øjeblik, fik han lavet en bevægelse med hånden der gjorde at manden med metal genstanden fløj bagud, og landede op af en mur, noget der heldigvis slog ham ud! Matt nåede dog ikke meget mere end at lette sig over at endnu en af disse mænd var slået ud, før han mærkede en svigende fornemmelse i sin arm. Manden bag ham havde stukket ud efter ham, men ramt Matts arm i stedet. Han tog sig til den, inden han vende sig mod Manden og med selv samme bevægede om før, udsatte han denne mand for det samme som hans væk. Han holde for sin ham, og ømmede sig! Men kom i tanke om pigen. Han skynde sig hen til hende. ”er du okay?!” spurgte han som han satte sig på hug foran hende.
”nåede de at gøre dig noget?” spurgte han og undersøgte hende lidt, uden at overfuse hende.

Der var dog en tanke der slog ham. Han så sig om ned gennem gyderne. De måtte hellere komme væk! Det var ikke godt at være et sted som her, på denne tid. Og slet ikke nu hvor disse væsner vandrede rundt i gaderne! Han lagde roligt en hånd mod hendes skulder. ”hvor end jeg gerne ville lade dig komme dig, så er vi nød til at komme væk her fra” sagde han og så på hende. ”kan du gå? Eller skal jeg bære dig?” spurgte han forsigtigt. Det ville være nemmest hvis hun kunne gå, men hvis ikke, så måtte han jo bære hende! lige meget hvad, så kunne de ikke blive der! Det gik ikke.

Juliet havde set til imens det hele var forgået alt for hurtigt. Hun var en smule rundt på gulvet af det hun lige nu var midt i, hun var da også jordens mest uheldige person. Duften af blod ramte hendes næse som fyren der var kommet til hendes undsætning blev ramt. Heldigvis var hun ikke ung og uerfaren, og duften af blod fik hende ikke til at miste kontrollen. Hendes lysegrønne øjne hvilede på ham som han satte sig ned på hug foran hende, og hun nikkede forsigtigt. ”Yeah.. Takket være dig. Tak.. Jeg ved ikke hvad der var sket hvis du ikke var kommet.” hun sendte ham et taknemmeligt smil, og lagde roligt en hånd på hans. Hun fjernede forsigtigt hans sår fra hvor han var blevet ramt, og betragtede det. Det var ikke noget voldsomt, men det blødte stadig. Hun løftede skubbede til sin jakke, og hev et stykke af bunden af hendes stribede trøje, og brugte så dette til at binde det om mandens sår. Hun var nødt til at stoppe blødningen, og det her ville helt klart hjælpe.

Da hun var færdig kiggede hun op på ham, betragtede ham som han kiggede rundt i gyden. Hendes lysegrønne øjne mødte hans gråblå og hun nikkede en gang. Han havde ret, det var ikke sikkert her. Hun forsøgte og komme på benene som han spurgte om hun kunne gå, testede hvor usikker hun egentlig var på hendes ben. Hun kunne godt mærke chokket sad der, og det at hun havde brugt sin evne hjalp ikke, men det skulle nok komme. ”Jeg kan godt gå, men tror jeg får brug for en hånd.” sagde hun så ærligt som hun stod der og støttede sig imod muren. Hun trak sin jakke tæt om sig og tog imod den hjælp han nu tilbød før hun guidede dem imod hendes række hus her i Gaia, det var kun små 10minutter gang herfra, nu hvor hun gik langsomt. ”Jeg har et hus, 10minutter herfra. Der er sikkert der. Ville være yderst taknemmelig hvis du vil følge mig derhen.” Hun følte næsten det var for meget og bede om, men hun vidste at hun ikke ville kunne klare det alene. ”Så kan jeg også se ordenligt på dit sår.” tilføjede hun med et smil på de feminine læber som hun kiggede op på hendes redningsmand.

Han kunne godt fornemme at hun stadig var lidt omtumlet, og det var der jo ikke noget at sige til! Hun var lige blevet overfaldet, og ikke nok med det, var hun også kommet til skade takket være disse kryb. Han gik genialt ikke ind for nogle former for vold, men han kunne forstå hvorfor nogle kunne have brug for at and en anden en, særligt hvis vedkommende var en idiot, men at overfaldet nogle, og ikke mindst med voldtægt som hensigt, det kunne han slet ikke klare! Lige meget om det var en mand eller en kvinde der var offeret... Misbrug og voldtægt var virkelig noget af det værste han vidste, det var faktisk lige før at det var værere end tortur!
Han så på ende som hun pludselig rev sin egen trøje i stykker, inden han kunne nå at sige noget. Han betragtede hende som hun bandt det om hans sår.

Han rejste sig selv da hun prøvede på at komme op, og var klar til at støtte hende hvis hun fik brug for det! Og selvom hun kom på benene kunne han godt se at hun var lidt omtumlet, og svimmel, og sikkert ville få brug for en støttende hånd. Og da hun erkende at det netop var hvad hun havde brug for skynde han sig da også og lægge en arm om live på hende så han bedre kunne støtte hende. "det er helt fint, bare støt dig til mig" sagde han som han roligt begynde at gå.
Da de var kommet ud af gyden, og havde gået en stund, så han dog pludselig på hende. "forrasten... jeg har slet ikke præsenteret mig!.. Mit navn er Matt.... og dit?" Spurgte han med et roligt smil. Han tænkte det nok var meget rart for hende at kende hans navn, nu han jo faktisk var på vej hjem til hende.
Og han vill da også gerne kende hendes navn! Hun var jo ikke en grim pige.. ej okay... nu skulle han nok stoppe sig selv en smule, pigen havde lige været ude for et overfald, og forsøg på voldtægt, det var nok ikke lige nu han skulle begynde at charmere sig ind og flirte

Hun tog taknemmeligt imod hans hjælp og støttede sig til ham og sendte ham et taknemmeligt smil som tak. Hun følte sig underligt tryg hos ham, ligesom hvis det havde været hendes bror John. Hvorfor var det hun havde for vane og rende ind i typer som de mænd? Hun følte sig en smule hjælpeløs over konstant og skulle reddes, det var jo ikke fordi hun var hjælpeløs, men gang på gang endte hun med at være afhængig af andre. Hun blev revet ud af sine egne tanker da hun hørte fyrens mørke stemme og hun kiggede op på ham med et smil. Matt, sødt navn det passede til ham syntes hun, eller i hvert fald den del af ham hun havde set. ”Juliet…” sagde hun med en rolig stemme og holdt en kort pause før hun fortsatte ”Jeg er virkelig taknemmelig for din hjælp. Hvis du ikke var kommet da du gjorde, jeg tør ikke tænke på hvad der var sket. Det må være skæbnen” sagde hun så med et lille grin.

Hun havde haft ret, der gik ikke længe før de nåede rækken af 2 etage rækkehuse. Hun førte dem ned til nummer 107, og fandt sin nøgle i hendes jakke og åbnede døren så de kunne komme ind. Næsten med det samme kom de ind i et stort køkken alrum, og hun fik taget sine sko af og hang jakken på en knage der var i den lille gang. ”Kom ind. Føl dig hjemme, og lad mig kigge på det sår der på din arm.” sagde hun som hun gik ud i køkkenet og fandt en balje med vand og noget og rense sår med inden hun gik over og stillede det på bordet og ventede på han kom ind og satte sig.


// Udenfor Køkkenalrum 1 Køkkenalrum 2 Køkkenalrum 3

Hun virkede som en meget sød pige, og så var hun utrolig smuk! Når nu man SKULLE rede en pige og følge hende hjem, så var det da kun et plus at hun så ud som denne pige! Han støttede hende mens de gik. Han gik lidt i tanken om hvad der mon fik en pige som hende, til at bevæge sig undt alene ude på dette tidspunkt. Der var dog noget der brat rev ham ud af sine tanker. Han så næsten chokeret ud da han hørte hende præsentere sig selv. Det var da løgn!? Juliet?... han tog sig instinktivt til halsen, det var næsten som om tattoorevingen på hans hals prikkede... Hans blik faldt ned på hende igen. Virkelig?.... denne lille nip ting var hans mage?.... så var det derfor han havde haft så stor en trang til at passe på hende... og fordi han nu var i færd med at hjælpe hende hjem?! Normalt ville han nok bare havde ringet efter en taxa til hende... men nu! Han var i gang med at følge hende på vej hjem.
Han kom dog lidt tilbage til hende da han hørte hendes taknemlige ord. Han smilede varmt til hende, der var det igen! hvorfor? Normalt ville han komme med en eller anden slesk kommentar.. dog blev hans smil en kende mere anstrengende da hun snakkede om at det måtte være skæbnen at han var kommet forbi!

Han var stille resten af tiden, selv da de nåede hjem til hende. Han gik med ind, og så sig om efter han havde smidt sine sko i entreen. Virkelig? Han havde gjord alt for at undgå at finde sin mage, størstedelen af hans flirts havde været mænd det sidste stykke tid, blot for at han kunne undgå at støde på hende i byen eller sådan... og så skulle han finde hende alligevel.. og på denne måde? Og nu stod han i hendes hjem.. Han så på hende da hun kom ind til bordet med en balje med vand. Han tøvede lidt, men trak så læderjakken af, og kom over til bordet. Han rullede ærmet på sin skjorte op, efter af havde bundet det stop op hun havde bundet om såret. Han satte sig på en stol og rakte hende så sin arm. Han så lidt studerende på hende. "Hedder du andet end Juliet?" spurgte han pludseligt.

Juliet var en meget opmærksom ung kvinde, og hun bemærkede derfor også hvordan han tøvede som hun bad ham om at sætte sig. Hun kunne selvfølgelig ikke regne ud hvorfor, og han endte da også med at sætte sig, så hvorfor kommentere på det? Nej hun valgte blot at hjælpe ham med såret. Hun satte sig selv ned og var i gang med at rense såret med en ren klud, alt imens hun kunne mærke hans øjne der hvilede på hende. Hun tog det nu ikke særlig tungt, som model var hun vandt til det. Hun kiggede dog en smule undrende på ham som han spurgte om hun hed mere end Juliet. Det var længe siden hun havde givet ham sit navn, så hvorfor spurgte han ind til det nu? Måske han prøvede og få en samtale i gang? Hendes undrende blik blev til et venligt smil ”Hewitt. Juliet Hewitt.” hun var stoppet det hun havde gang i, men fortsatte nu med at rense såret.

Hun duppede det forsigtigt tørt som det var rent, og rejste sig og fandt en førstehjælps kasse i det ene skab. ”Så er du snart klar og fin til at komme afsted igen. Jeg vil ikke holde på dig hele aften, du har sikkert også noget du skal.” Hun kunne ikke forestille sig han bare havde vandret rundt i byen uden noget rigtigt formål. Hun skubbede baljen væk og fandt en forbinding som hun forsigtigt og meget blidt bandt om såret. Ikke fordi det blødte vildt, men det var bedre som en sikkerhed, i hvert fald når hun ikke vidste hvad hun skulle efter. Hendes hænder kom et par gange til at røre hans varme hud, og som altid når hun rørte andres hud, virkede den meget varmere end den var. Men sådan var det når man altid havde iskolde hænder, en bivirkning af hendes ene evne. Hun sikrede forbindingen og smilte tilfreds. ”Sådan.. Så er du klar til… Ja hvad end du nu skal.” Hun sagde det sidste med et feminint og kært grin. Hun anede jo egentlig ikke hvad han skulle. Hendes lysegrønne øjne kiggede op på ham, og man kunne tydeligt se at smilet på hendes læber nåede helt op i hendes øjne. Det var et oprigtigt og venligt smil.

Han havde da uden tvivl lyst til at sukke tungt da det gik op for ham at hun ikke hed noget andet end Juliet. Pis… men igen! Der var så mange der hed det! Det kunne være hvem som helst! Bare fordi hun hed det, så var det jo ikke ensbetydende med at det var hende her. Juliet var et meget almindligt navn! Så det kunne jo nemt være en anden! JA! Det var helt sikkert en anden!........
….Helt ærligt.. hvem prøvede han at narre? Han kunne allerede mærke den der ulækre følelse af at være lykkelig i hendes selskab. Hvordan hans ud kildede og sitrede hver gang hun rørte ved den.. Åh for helvede! Hvorfor skulle han også rande ind i hende allerede nu? Han var knap nok kommet fra reden, og nu skulle han allerede til at håndtere en mage? Hans blik hvilede på hende mens hun blev færdig med at rase hans sår, og jo mere han betragtede hende, jo større blev trangen til at gøre noget. Han mærkede hendes utroligt kolde hænder mod sin arm, og fik helt kuldegysning af det. Ikke kun på grund af hendes hænder var kolde, men også på grund af det pokkers magebånd.
Han fik allerede nu en enorm trang til at passe på hende! Var det derfor han havde hjulpet hende? fordi han allerede der kunne mærke båndet?
Han så på hende da hun sagde at nu var han klar til at gå der hen hvor han var på vej. Han rullede roligt sit ærme lidt ned. ”jeg var på vej til en fest i midt byen” sagde han roligt. Han så lidt op mod hende.
”sig mig… Juliet, hvor gammel er du egentlig?” spurgte han så roligt. Hun så ikke voldsomt gammel ud, og han frygtede virkelig at hans skæbne havde leget med ham og fundet en pige der var alt for ung for ham! Han rejste sig fra stolen, mens han fik lukket skjortens ærme. Han stod lidt, ”hvad med dig?... har du ikke lyst til at tage med? Du kunne godt bruge noget opmundring efter den oplevelse” sagde han med et mildt smil.
Hvad gik der af ham? Normalt ville han gøre alt for at flirte, men med Juliet… der ville han bare gerne være god ved hende? Han rystede det dog lidt af sig, som han trådte lidt nærmere på hende. ”vi kunne måske gøre din aften en kende bedre” sagde han med et charmerende og skævt smil.

Hun nikkede blot for at indikere at hun nok havde regnet ud han var på vej til fest inde i byen, han virkede som typen der nød og feste. Ikke fordi han virkede arrogant eller som en eller anden tosset fest type. Men jaa, hun havde haft ret. Hun lagde hovedet en smule undrende på siden da han spurgte til hendes alder, hvorfor spurgte han om det? Hun rynkede let på brynene, kneb dem sammen, men der gik ikke mere end et par sekunder før det var tilbage i det sædvanlige afslappede og uskyldige udtryk. "Jaa.. Ser du.. Mit udseende snyder, det ved jeg godt. Men eftersom du er heks så sker der ikke noget ved at sige det..." startede hun ud med at svare ham, holdt en kort pause og fortsatte så. "Jeg er 203 år gammel, men min krop stoppede med rigtig at ældes da jeg blev 21." Hun vidste stadig ikke hvorfor han spurgte, men der kunne ikke ske noget ved og svare ham. Hun overvejede og fortælle havd race hun var, men blev enig med sig selv om at lade være. I stedet betragede hun ham som han fik sin skjorte ordenligt på igen.

Hun var gået over til køleskabet hun havde åbnet, men stoppede op og kiggede på fyren som stod i hendes hjem. Hun sendte ham et smil før hun greb en flaske vand i køleskabet. "Må indrømme at jeg ikke går ret tit i byen, det er.. Well det er ikke rigtig noget der interessere mig." Hun trak lidt på skuldrene og tog en tår af sin vand, tydeligvis ikke påvirket af hans charmernede og skæve smil. Hun lukkede flasken og stillede den fra sig på køkkenbordet. "Efter den oplevelse er jeg ikke sikker på det er en god ide og tage i byen heller." Hun lænede sig med ryggen imod køkkenbordet, og placerede begge hænder på kanten af det før hendes milde øjne fandt hans og hun fortsatte med at snakke. "Du skal ikke tænke på mig. Jeg er okay, du kom før der nåede og ske noget og er jeg taknemmelig for. Så jeg vil ikke berøve dig mere af natten." Hun sendte ham et sødt og alt for uskyldigt smil.