Wait, what exactly? ~ Jenkins

Sted Atletikbanen, ved siden af Akademiet.
Tid Henad eftermiddag engang.
Omgivelser Ikke meget liv omkring.
Vejr Koldt, trist og gråt.
Dag Torsdag.
Påklædning Arites outfit.
Emne til @Jenkins


Undervisningen var mere eller mindre ovre for de, der havde fag på atletikbanen. Det havde Artie ikke, men hans egen undervisning var for længst ovre. Så i stedet sad han blot på et af tilskuerpladserne, helt henne ved en af væggene helt nederst, så han hurtigt kunne smutte når som helst. Han sad lænet tilbage med støvlerne på ryglænet på stolen nede foran ham. Godt pakket ind i en varm jakke og med et stort halstørklæde om halsen. Der var koldt, et rigtigt januar vejr, så at sige. Stadig vinter, åbenlyst. Det generede ikke Artite overhovedet, han brød sig ikke om de helt varme dage, som krævede shorts og T-shirts. Han hadede faktisk de dage. Han var ikke meget for at vise sin krop bart. Mellem læberne hang en smøg. Han var halvvejs. Pakken med resten af cigaretterne lå på stolen ved siden af ham med en rød lighter. De mørke øjne betragtede de sidste elever og lærerne ude på banen. De gjorde klar til at holde for i dag, og der gik ikke lang tid, før der blev stille og forladt på banen. Det var så det. Artie havde ikke så meget at lave. Han kunne også godt lide at tilbringe tid alene og på egen hånd rundt omkring. Enten rundt på Akademiet eller i Gaia by. Han var aldrig i Moonlight Falls. Skoven nød han også at bruge tid i. Specielt når han var forvandlet og han kunne få lov til at løbe frit omkring. Det var snart det, han nød aller mest. Om det var en form for rebelsk nydelse på grund af hans barndom? Måske. Artie tog smøgen mellem pege-og langefinger og tog så et sug af den. Han åndede ud, og et svagt suk forlod ligeledes hans let lyserøde læber. Næsen steg til vejrs i lidt tid. Han betragtede himlen med en rynke i panden. Sommetider gad han godt vide, om hans forældre stadig levede. Han tænkte ofte på dem. De var et meget sentimentalt emne for ham at snakke om eller blot at tænke på, men han kunne sommetider ikke lade være. Han kunne aldrig gøre op med sig selv, om han nogensinde havde eller ville kunne tilgive sin mor for at have solgt ham. Solgt sin søn, og oven i købet til en ond mand, som ikke gjorde andet end at torturere og nedgøre Artie og andre unge drenge. Det gjorde altid ondt indeni at tænke på, og Artie tog sig selv i at krympe sammen i stolen og sidde med sin ene hånd omkring højre håndled, ovenpå den gamle tatovering med numret "21". Ganske langsomt gav han slip, og røg det sidste af sin smøg.