She was like the moon, a part of her was always hidden - Stephen

S: Moonlight falls, Layla Gris.
T: Eftermiddag
O: Der er en masse sjove ting derinde, både rigtige magiske objekter og urter - men også smykker osv.
V: Små koldt men ellers okay.
P: klik + et par sorte bukser
Emnepartner: @Stephen <3

---

Det var en af de dage, hvor Alycia tog sit mere normale hverdagstøj på - det man aldrig ville se hende med i Gaia. Det kunne hun nemt begå sig i her i Moonlight Falls. Og hun nød det. At vende tilbage til de mere simple ting, men ikke fordi hun ville give sit ægteskab væk med Sebastian for noget andet i verden. Layla Gris var en shop hun kom i når un var i området. For fremmede var magien her nok ikke det helt store, men for Alycia vidste hun præcis hvad hun kunne købe og til hvad. Selvom hun var langt nok inde i sin graviditet til at kunne få lægerne til at fortælle hende kønnet på sit kommende barn - så kunne hun godt lide at gøre tingene på den gammel dags måde. Derfor var det, hvad Sebastian lod hende gøre. Hope var på en privatskole, fordi hun ønskede at være omkring andre børn på hendes egen alder og ikke bare alt dette royale tingel tangel. Jakken dækkede alligevel Alycias mave bare lidt, men når man kom tæt nok på var man ikke i tvivl om at hun var gravid. Fanget i sine egne tanker hørte hun næsten intet andet som hun gik rundt - og det var først da hun så op - at hun så på en person som virkede så benkendt for hende. Dog på samme tid, så var hun ret sikker på -at hun aldrig havde set vedkommende før. Alycia stod stille og så bare på ham, indtil han så på hende. Aldrig havde hun oplevet så mærkeligt.
"Hey," sagde hun bare for at sige noget og hilste venligt på manden.

En hel normal dag, eller, hvornår var det helt præcis en normal dag når det kom til Stephen? Okay måske havde de sidste par uger været okay, der havde været lidt mere ro på en normalt? Men altså, hvad havde han også regnet med? Lige siden han var kommet tilbage her til, havde der været drama næsten dagligt jo! Ja han elskede sgu sin crazy-ass familie! Men på samme tid, så fik de ham også til at længdes lidt mod tiden han havde tilbragt med Morrigan i Alperne. En meget mere simpel tid for ham, godt nok havde det været hårdt, og det var der mange grunde til.. Men det var stadig noget helt andet end det her. Nogen gange overvejede han om han bare skulle sige 'fuck it' og stikke af igen? Men det var stort set umuligt, desuden kunne han ikke bare skride fra Damien, selv om han havde lyst til det næsten hele tiden. Det var jo ikke drengens skyld at skæbne havde været så modbydelig ond at sætte ham op sammen med den mest følelseskolde heks i universet? Og nej det var jo heller ikke fordi han aldrig følte noget? Men den slags som Damien gerne ville have ham til, fandtes bare ikke længere, hvordan kunne en mand elske, med et knust hjerte? Det var.. Umuligt.
Han burde nok bare ende tingene med Damien, få det overstået? Han havde givet det et godt forsøg, ik? Nu var der ikke rigtig mere at komme efter.. Ikke fra Stephens side i hvert fald, jov han ville da gerne nå at have haft fyren med en tur i høet, men så igen, Damien var ikke speciel seksuel, og han ville ikke presse ham til noget, utroligt nok, ik?
Det var alle de her tanker der hang som en sort sky over hans hoved, i det han gik gennem gaderne i Moonlight Falls, på vej hjem forbi sin søster. Et eller andet trak ham dog alligevel ud af sine tanker i det hans blik faldt på en ung kvinde, gennem ruden til en af de mange butikker. Han stoppede op af sig selv, helt uden at tænke over det, og stod bare i lidt tid og betragtede hende gennem ruden. Der var et eller andet ved hende, noget bekendt måske, der gav ham en underlig trykken i brystet. Han søgte hen mod døren og nåede knap nok ind af døren før hun hilste på ham, så hun havde også bemærket ham?
Det sære blik i hans øjne blev gengældt, og han følte sig draget imod hende. "Hey.. Do I know you? You seem familiar" sagde han stille og gengældte lidt anstrengt hendes venlige tone, som han sendte hende et ret akavet smil.

Alycia var klar over, at nogle af hendes minder stadigvæk lå sløret for hende. En forskel fra andre gange, for normalt var hun slet ikke vidne til hendes minder var sløret. Dog fik hun ret, der var noget genkendeligt over ham, ellers ville han jo ikke selv nævne det. Genkendeligheden fik hendes hjerte til at banke hurtigere og hurtigere. Det var uhyggeligt på en måde, og det fik alle de små hår til at rejse sig henover hendes arm. Først svarede hun ham egentlig ikke, fordi uvisheden prøvede at forklare spørgsmålet og samle brikkerne.
"I was going to ask you the same thing," svarede hun venligt og kneb øjnene lidt. "I'm Alycia.. Alycia Mikaelson," tilføjede hun og rakte sin hånd frem i høflighed.
Hun havde ikke tænkt sig at slippe denne her mulighed, og hendes minder ville sikkert finde ud af det hele inden længe. Hun kunne ikke bare lade det slippe væk. Det måtte ikke ske.
"So I heard Ravens serves a good coffee, wanna grap one - I would like to figure out why you look so familiar," sagde hun så og kløede sig kort i nakken.
"But first.. what may I call you?" Spurgte hun stille. Alycia var dronning af Gaia.. og kendt for sit rolige sind. Hun havde en form for aura som blot virkede beroligende på folk, og hendes smil var så oprigtig med skinnende øjne. Nysgerrighedden kunne få hende til at minde om et barn på nogle punkter, men kun på en måde blikket blev helt unikt. Nysgerrighed. En ting hun altid havde været, og et specielt træk på det venstre øjenbryn når hun ville løse et mysterium.

Egentlig burde det føltes mere underligt end det gjorde, sådan at møde en fremmed som man egentlig følte man kendte lidt alligevel? Men for Stephen var det gået lidt hen og blevet en del af hverdagen. Hans evne havde gjorde ham, utrolig glemsom, kunne man sige det? Han havde så mange sorte huller i sin hukommelse, og så var der alle de minder som han ikke engang var sikker på var sine egne, men hvor de stammede fra anede han intet om, som om han havde levet flere liv? Eller, altså, det havde han jo egentlig også, men ikke som forskellige personer jo? Og ja, der var så mange han havde glemt, ikke med vilje, måske nogen gange, ubevidst? Hun var sikkert bare endnu en?
Dog blev han lidt slået ud af den da hun fortalte ham hun havde det på samme måde? Så hun genkendte altså heller ikke ham, hmm.. Det var alligevel mystisk, han havde lidt håbet hun kunne hjælpe ham jo. "Oh.. Alycia Mikaelson? Thats.." sagde han lidt tøvende og lod sit blik løbe op og ned af hende igen før han smilede, "You're the Queen.." sagde han så til sidst og grinede lidt, måske akavet? Før han bøjede sig en smule for over, altså bukkede foran hende, okay det var måske også lidt akavet? Men, altså, ja? "Stephen Sinclair at your service!" udbrød han så, da han havde fået rette sig op igen.
Han nikkede kort til hendes forslag og smilede lidt "Coffee sounds good.. Hmm.. Yeah, It's weird, isen't it? You do remind me of someone.." sagde han og sendte hende bare et venligt smil, før han rakte sin arm frem på gammeldags manér, ventede på hun snoede sine fingre om den, og førte hende så ud af butikken og ned af gaden, mod Ravens, som hun jo havde forslået.