Don't let me go - Roy

T: Omkring senere aften
S: Deres hus
V: Koldt, mild vind
O: Det ligger fjernt, så tæt på skoven
P: Klik
Emne til: @Roy <3

---

Hjertet bankede afsted. Hurtigere og hurtigere som hun kom tættere på. Det var næsten svært at trække vejret i de små panikanfald der truede hende. Calla havde været tilbage i et par dage, men haft svært ved at forlade nogle grunde alene - så hvis det ikke havde været fordi, at det var Roy hun skulle mødes med.. så havde hun nok aldrig fået trukket sig selv ud. Bare det at gå ud, fik hende til at flakke tilbage på dagen hun undslap - hvordan hun havde trukket sig igennem skovbunden. Hurtigt trak hun hovedet til siden i et hurtig sving, i håb om mindet forsvandt. Det ærste var de vidste hvor hun boede, hvad nu hvis de ventede på hende. Kunne hun klare sig imod dem denne her gang? Hvis de fangede hende igen, hvad ville de så gøre ved hende? Calla tog fat i det nærmeste træ på sin vej for at få genvundet sin evne til at trække vejret. Hun kom endelig til husets grund, der var besvægelsen beskyttede hende for fremmede skulle gå ind. Det var ved grænsne hun huskede, at hun var blevet snuppet - og hun lyttede kort. Lukkede øjnene for at opfange alt i nærheden. Hun kunne hører Roys nervøse hjerterytme. Men så kom det næste, hun kunne hører hvisken i skoven. De ledte stadigvæk efter hende. Calla sank en klump før lyden af hendes eget hjerte overdøvede alt andet. Så gik hun op af de få trappe trin og åbnede døren til huset og lukkede den bagved sig.

Hendes fært var næsten væk derfra, men Roy havde tydeligvis været her imens hun havde været væk - hvilket gjorde hende glad. Dog mindede det hende om hun også skulle få fat på Livia. Calla sank en klump, hun så stadigvæk lettere udmattet ud - men nok mest fordi hun ikke var i stand til at sove uden at blive hjemsøgt i sine drømme. Ikke engang skaderne var healet ligeså perfekt som de normalt gjorde - de var blevet til ar, mest af alt fordi Callas evne trods alt ikke kun healede hende. Så gik hun med tunge og nervse skridt ind i stuen. Prøvede at styrer sig selv for ikke at blive alt for følelsesladet. Let spredte hun læberne så snart hun så Roy, vel for at hilse - men ordene kunne ikke komme henover læberne. De skælvede og der gik ikke længe før et par hulk forlod hendes læber og sendte hendes tårer afsted henover kinderne. Hun havde holdt sig neutral overfor sine forældre omkinrg det - fået det til at lyde som om, at det ikke havde været noget særligt - men overfor Roy kunne hun ikke holde på den maske. Det knækkede sammen, som hun styrtede imod hans favn.

Roy havde været bekymret, selvfølgelig havde han været det, han elskede jo stadig Calla. Men hun var bare forsvundet, uden et ord.
Han havde selv været i New Zealand, tilbage hvor han virkelig følte sig hjemme, sammen med Veronica, han havde elsket det, men det havde ikke føltes som hjem mere. Det gjorde Calla og de første par nætter havde han ikke rigtig sovet, fordi hans tanker havde faret rundt om at han ville ønske at han kunne vise Calla det hele. Dyrene, naturen, menneskerne, maden, alt. Og det havde da også påvirket ham, utrolig meget endda. Men han havde stadig moret sig med Ronnie og han havde endda fået sin gamle guitar og forstærker med sig hjem. Den havde Ronnie taget til sig, da han var væk.

Roy kunne mærke sit hjerte hamre, som han rejste sig fra sengen efter at have svaret på Callas besked. Han havde boet i huset lige siden deres skænderi. Levet i duften, minderne og tankerne omkring dem. Endda sovet i hendes side af sengen. Alt sammen i håbet og ønsket om at hun ville komme tilbage. Og det gjorde hun nu.
Han havde lige fået vasket et par enkelte tallerkener op og tørret sine hænder, da han hørte hoveddøren gå op. Han gik fra køkkenet ind i stuen og inden han nåede at gøre noget, stod Calla foran ham. Han så hvordan hun begyndte at falde fra hinanden og han skyndte sig hen til hende og greb hende i sine arme, mens han holdt hende tæt ind til sig. Al vreden og skuffelsen over hendes forsvinden var væk. Lige nu, følte han blot en overvældende følelse af at skulle passe på hende og trøste hende.
Han tyssede kærligt på hende og kyssede hende i håret, alt imens at han holdt om hende og i en hurtig bevægelse, løftede han hende op og bar hende med sig hen til sofaen, hvor han satte sig ned, stadig med armene omkring hende og med en rolig stemme sagde "It's good to have you back, Calla..". Han havde godt set arrene, og allerede der vidste han at hun ikke bare var taget afsted selv, men han ville ikke presse hende til at fortælle noget, ikke før hun var klar til det.

Det var utrolig, hvordan alle følelserne ramte på en og sammetid. For en enkelt gangs skyld forstod hun godt, hvorfor. Fordi hun netop havde holdt det i sig selv, været omgivet af sin familie - og det var ikke ligefrem dem hun havde lyst til at falde fra hinanden foran. Men Roy. Han kunne se igennem hende uden problemer, der var intet at skjule. Så snart han greb hende og hun følte hans hud mod hendes - føltes det som om at håbet brød igennem muren hun ellers havde bygget op sten for sten. Calla lod ham tage hende med sig hen til sofaen, og hun bemærkede i sine sorger nærmest ikke engang sig selv blive løftet fra jorden. For ærligtalt, var det eneste hun mærkede var Roy. Calla knugede sig ind til ham, som om at hun frøs helt vildt og han var den sidste gnist tilbage i pejsen hun kunne varme sig på. Calla klemte de sidste tårer ud, og mærkede stadigvæk hvordan læberne let skælvede, kæmpede for at få ordene udover sine læber. Hvad skulle hun sige? Dog beroligede hans rolige stemme hende. Fik hende til at puste stille ud.
"Trust me.. I feel the same way," svarede hun i et halv kvalt hulk, hvor det næsten ikke havde lykkedes hende at sige sin sætning. Calla sank en klump og tørrede sine øjne.

"I should never have walked out that door," mumlede hun så, men hun vidte han kunne hører det. Hænderne begyndte at ryste let, mest af slt fordi hun vidste det ikke var ovre. Folk kunne gentage gang på gang, at det ikke ville ske igen - men det var sket før, så det kunne ske igen. Tydeligvis gav hun sig selv skylden for at blive taget, eller for ikke at have reageret mere alvorligt på de trusler der havde været imod hende. "I was so stupid.. I'm so sorry.." sagde hun så og løftede hovedet fra hans skulder op så derved Roy i øjnene. Tårerne samlede sig atter i øjnene på hende og trillerede henover kinderne som et uendeligt vandfald.
"I thought I would never see you again.. I was so.. I am.. I'm scared.." Frygt. Frygt var ikke noget som ellers som sådan lagde i hendes ordforråd. Calla var normalt ikke bange af sig, og der skulle meget til at fylde hende med frygt. Der skulle meget til at traumatisere hende og ikke bare pisse hende af. Første tegn på, hvad end der var sket, var det voldsomt. Det var tydeligt på hendes vejrtrækning at den pludselig blev voldsommere, som om at hun ikke kunne finde ro. Calla tog sig til sit hjerte, hjertet som endnu engang fyldte rummet med sit alt for hurtige og hårde slag.

Roy så på Calla, som han hørte hende fortælle en smule og sagde så "It's alright Calla. You're safe right now. You're safe in here, you told me yourself, this place is secure.". Han aede blidt hendes hår og han placerede et kys i hendes pande, inde han let tørrede hendes tårer væk og så hendes i øjnene. "You don't have to tell me everything right now, unless you want to. But if you can't or don't want to, I understand, alright?". Han lagde sin pande imod hendes og snoede sine arme omkring hendes krop og holdt hende tæt ind til sig.
Det var i det øjeblik at han hørte noget udenfor, det lød som mere end bare én person. Han rettede blikket op og så kort hen imod vinduet, sådan sad han lidt, inden han pludselig dukkede sig og hev Calla med sig ned i skjul af ryggen på sofaen.
"What are they doing here?" spurgte Roy lavmælt og så kort på Calla. Han bed sig let i læben og så kort rundt, inden han holdt en finger op for læberne. Han, Nathan, Veronica og Livia havde fundet ud af at der var nogle mennesker, som var forbundet med at overnaturlige væsner forsvandt og han havde set mere end én person udenfor vinduet som han kunne genkende.
Han prøvede at gribe ud efter sin telefon i sin bukselomme, men bandede lavt "Fuck.. It's in the kitchen.. Calla, can I borrow your phone, we have to get a hold of Nathan, Ronnie and Livia? We have to get out of here, and only Nathan can help us with that.". Hans ene arm lå stadig omkring Calla.
Da han havde fået Calla's telefon i hånden og skulle til at skrive en besked til Nathan, kunne man hører My Heart Is højlydt ude fra køkkenet. Det var Roys telefon der ringede.
Roy kom med et frustreret suk og så undskyldende på Calla, som han møvet sig ud ad sofaen og skyndte sig, mens han holdt sig i ly for vinduerne, ud i køkkenet for at tage telefonen.
Men da han kom derud, stoppede han brat op og så på to mænd der stod foran ham. Den ene med et våben og Roy skyndte sig at række armene op i luften og sagde med en tydelig stemme "What are you doing here? You do know it's private property, right?". Han prøvede at holde dem hen så meget han nu kunne, så Calla måske kunne nå at komme i skjul og kontakte Nathan, så han kunne hjælpe dem.

I et sekund føltes det som om, at det kunne blive bedre. At tingene kunne blive gode, at hun kunne slappe af. Dog som håbet netop var opstået, kom en kæmpe bølge af mørke og trak det med sig ud i dybet. Calla frøs fast da hun fik færten af personerne, de var hurtige. Så sikre var de muligvis nok ikke, de havde hendes blod. Hendes blod kunne bryde forbandelsen. Inden hun nåede at sige noget hev Roy hende med ned. Han bad hende være stille så det gjorde hun, men hun vidste hvem de havde med at gøre - jægere der ikke stoppede før de havde fået deres bytte igen.
"Sure.." hviskede hun og tydeligvis kunne man ane hvordan hendes blik blev mere og mere panisk. Hends rystende hånd fik fat i sin mobil og gav Roy den. Den gode hørelse fangede sangen ude fra køkkenet, let løftede hun på et bryn og så på Roy. Så snart han slap hende frøs hun fast, det føltes som at være tilbage i de kolde rum. Da hun hørte Roy tale blev hun endnu mere bekymret. De var her. Hjertet sprang afsted, hurtigere og hurtigere - og hun glemte næten at trække vejret. Hoveddøren gik også op, og nogle andre kom ind. Calla fløj på benene og bakkede tilbage.
"You really thought you could hide? I'm surprised you survived," lo den ene af dem og gik nærmere hende. Han rakte sin hånd frem imod hende, og Calla trak sig nærmere ognærmere op af muren til det føltes som om hun var ved at trænge igennem den - hvilket hun selvfølgelig ikke kunne.

Tv bordet væltede, og snart kunne hun mærke hånden der ramte hendes skulder - sendte uendelige volt stød igennem hende. Calla bed tænderne sammen, og knyttede sine næver for t håbe at hun kunne beskytte sig selv imod bølgen. I sidste ende lykkedes det hende at gribe fat i hånden på manden og flå den af. Manden skreg af smerte og overraskelse - Calla slap armen og gled ned af muren med bankende hjerte. Så kom hun i tanke om at Roy måske kunne være i problemer, og gik derud.. de andre mænd holdt sig lidt på afstand efter at have set hun havde revet armen af deres leder. Nogle løb hen for at hjælpe ham.

Calla gik ud i køkkenet.
"There she is. So let's make a deal, we know how you Sinclairs love making deals. And you do need help.." sagde den ene af dem, som havde grebet fat om Roy. Lagt ham i en lås så han ikke kunne flytte på sig uden at risikere at miste hovedet. Calla sank en klump.
"Fine.." sagde hun så og sank en klump. De havde det eneste man kunne forhandle med overfor Calla - de havde Roy. "Just let him go," tilføjede hun og gik stille derover imod med hænderne let løftet. Så snart der var givet slip på Roy brugte hun sin fart til at sparke dem på afstand og fik revet Roy på afstand af dem. De andre kom nærmere bag dem og pludselig var de omringet. Panikken bredte sig i Callas system, og man kunne ane kroppen begynde at ryste stille.
"Oh Connor.. look you have traumatized her.." rystede en af dem forfærtet på hovedet og Calla greb automatisk fat i Roy - måske for at holde sig på afstand af de andre. Men det var en af de sjældne gange i livet Calla ikke bare tog en kamp op- de havde virkelig smadret hendes billed af sig selv.
"Yeah.. so listen to us Angel boy.. we don't want to harm you.. we just need our experiment back.. now that she is not dying we can.. you know.. not stop our research," sagde en anden i håb om Roy bare ville levere hende videre til dem.

Roy havde strittet imod, som de havde fået ham ned på jorden og lagt ham i en lås, som ikke just var smertefri eller risikofri.
Og han lukkede øjnene, som Calla fik sparket dem, der holdt ham nede, væk og han mærkede hvordan hun hev ham med sig, så de var på afstand af dem. Men han nåede ikke mere end kun lige at indse det, før han opdagede at de var blevet omringet. Han bandede af sig selv, indvendigt. Hvorfor skulle han lige have valgt huset som mødested?
"No. I'm not giving her up. Not to you, not to anyone, alright?" sagde Roy og trådte imellem Calla og ham der havde prøvet at forslå en aftale. Han mærkede vreden indvendig, hvordan den buldrede og brølede for at komme frem. Men han holdt den tilbage, lige indtil at der var en som rakte ud efter Calla. Han greb fat i deres arm og fokuserede noget af sin energi og personen begyndte at skrige højlydt, skriget forsatte indtil personen dejsede om af luftmangel og udmattelse.
"You're not gonna take her with you, you hear me?" råbte han og fandt øjnene på ham som måtte være deres næstkommanderende. "You'll have to kill me, in order to do so, and let me tell you something, I don't die that easily, and I'll take at least two of you with me." sagde han truende, med et lettere ondskabsfuldt smil læben.
Han havde stadig Callas mobil på sig, han havde haft kommet den i lommen på vejen ud til hans egen telefon og lige nu, stod han og indtastede Livias telefonnummer. Han vidste at hun ville tage telefonen, så snart hun så Callas navn på sit display. Og at hun ville kontakte de andre, så de kunne komme dem til hjælp, hvis det blev nødvendigt.

Hun fik sig en overraskelse da Roy greb fat i manden, og brugte sin nye evne på ham. Skriget fangede hende, og hun prøvede at samle sig i situationen. Calla hadede at føle sig sådan her, nytteløs og bange. Det var ikke hende, det burde ikke være hende. Roys ord skar igennem hendes hoved, og selvom hun hellere end gerne ville placere sit liv i hans hænder - så kunne hun heller ikke lade ham ofre sig for hende. Hun kunne ikke klare en hverdag uden ham i. De vrisede af dem, og Roy skrev Livias nummer ind.
"You really think you can keep them safe, bad news -you can't." sagde ham, "we took your magic.. you have nothing to use against us," tilføjede han, som hun havde revet armen af på. Callas blik skød flammer, og hun løftede armen frem. En stor kugle af mørk magi brød ud i køkkenet af reaktion. Calla var naturlig overbeskyttende, og mere end hun nogensinde havde forstået - til hun i hvert fald havde mødt Callie igen. Den sandhed havde åbnet hendes øjne.

Pludselig kunne hun mærke kulden omkring sig. En unaturlig kulde, og ikke bare fordi at døren stod åben og lukkede varmen ud. Et par skrig fra stuen fangede Callas opmærksomhed. Dog sagde færten hende noget andet.
"We need to get out of the house.. They won't be able to get in.. the spell is still up.. and I'm out of magic," sagde hun stille til Roy. Snart kunne hun se, hvordan de fleste af 'jægerne' nærmest frøs fast i deres seneste bevægelse. Frosset til is. Callie dukkede frem i døråbningen og lukkede sin hånd i - som kroppene blev til de fineste snestøv.
"I do hate bad manners," sukkede hun lidt og lavede en mur af is for at holde Roy og Calla på afstand af de sidste der var tilbage.
"Come on.. If you are on your way to call for help - do it now. This is far from over," pointerede Callie og så på Calla og derefter på Roy. Derpå smuttede Callie ud af huset, og Calla slap ikke Roy - men begyndte stille at følge med Callie. Calla lyttede.
"They are here in five minutes, ten max," sagde Calla så da de endelig kom ud. Hun kunne hører dem.
"I know their scent.." sagde hun lidt og så derefter på Callie og Roy. "And.." før hun nåede at præsentere Callie gjorde Callie det naturligvis selv. Hun rakte hånden frem imod Roy; "You must be Roy.. I'm Callie, Callas sister," smilede hun lidt og trak på skulderen. "Not the way I wanted to meet you, but - nothing is perfect. Are the help on the way.. let me guess.. yes.. I can sense Livias ice magic." smilede Callie lidt for sig selv. Calla hævede på et bryn, så hun kendte Livia - fantastisk. Hvem kendte hun ellers?

Roy så på Calla og greb hendes hånd, som de skulle ud af huset. Han så også en anden, en som lignede Calla, også hun var magisk, lod det til.
Roy nikkede let og lyttede til hvad Calla fortalte og så på Callie, da hun selv præsenterede sig "Hi, I have ot agree, these terms aren't the ideal way fo meeting you, but I'm glad you're here." Han så på Calla og gav hendes hånd et klem. "Shouldn't we get in cover, just in case there's more on the way?". Han så derefter over på Callie, som for at få en bedre idé om hvad de skulle gøre.

Livia havde været sammen med Nathan, da hun fik et opkald fra Roy, men da hun tog den, var der ikke noget svar, kun en lav stemme i baggrunden, som hun kun lige kunne hører.
Så hun havde rejst sig op, meget pludseligt, hvilket havde gjort Nathan en smule forvirret, for de havde netop lige lagt sig. Hun trak sin sweater over hovedet igen og havde forklaret Nathan hvad det var. Hun havde også brugt en besværgelse, for at finde ud af hvor de var henne.
Hun havde også haft øvet sig i teleportations besværgelser, men dette var længere end hun hidtil havde tryllet sig hen. Så hun lukkede øjnene og koncentererede sig. Hun måtte hellere være på den sikre side, end at komme til at dræne sig selv for meget eller at ende et helt andet sted.
Og hun dukkede op et lille stykke fra hvor hendes venner stod. Kun en lille gå tur fra dem, som hun selvfølgelig satte i løb i deres retning.
Hun havde også fået overtalt Nathan til at finde Veronica, så hun kunne slutte sig til dem.
Og da hun endelig nåede frem og så de tre stående der, var hun både chokeret, glad, forvirret og vred, men vidste at lige nu, var det ikke tiden til at snakke følelser, de skulle lige overleve det her først.
"Hi, so someone wanna fill me in on what is happening?" Hun så på Calla til Roy til Callie. Så hemmeligheden var altså ude nu, at Callie var i live og Callas søster.
Inden nogen nåede at svare, strakte Livia sin ene hånd ud og frøs tre mænd, som kom bag den lille tre mands gruppe.

"Well  you didn't know.. it's not your fault," pointerede hun hurtigt og nikkede derefter til hans næste sætning. Callie kiggede på Roy og nikkede.
"As far as they know, its the two of you against the world. They will not see a team here, so.. Livia will be here in short time, so if don't cover ourselves but find a space where we can see the whole picture, but still have a cover," forslog hun. Callie så over på Calla.
"Like dad taught us. This is our field and we need to use it to defend ourselves." sagde Calla så og kiggede rundt på omgivelserne. Det var en større lysning som var omringet af træer og sten. "It's me they want.. no matter if I hide or not.. they will know my exact spot. Blood tracking," pointerede hun og så hen på Roy. Hun vidste, at han ikke ville gå med til at lade hende stå som lokkemad. Selv Callie hævede let et bryn af hende.
"There is nothing they can do to me, that they haven't already done.. I can handle it, beside.. with you around.. they won't get that close," sagde hun og viste tillid til dem på dem.

Callie vendte sig imod Livia da de kom frem. Calla gjorde det samme og fløj direkte automatisk i favnen på hende. Ren reaktion.  Dog to sekunder inden frøs Livia tre mænd som kom imod dem.
"Hi.. well short story.. angry people want to harm.. hurt.. kill us.. basic stuff," sarede hun og trak let på skulderen.
"No time for planning.." mumlede Calla let og sank en klump. Callie så over på Calla.
"Remember our training? You got this okay. I know you are not in your best shape, but you can do this.. you are not alone.. okay?" Sagde Callie så til Calla og lagde kort hånden mod hendes skulder.

Det tog ikke Nathan længe at finde Ronnie og få hende bragt med hen til møde stedet. Nathan så på flokken og rettede lidt på sin jakke. Veronica så over på Roy og løftede let på øjenbrynet.  Endnu en dag med et drama, men hun hævede på brynet fordi hun havde haft ret - det kunne ikke passe Calla bare var forsvundet, og ret havde hun haft. Veronica kendte udtrykket af en person der var påvirket af en tidligere traumatisk oplevelse. Dog valgte hun ikke at sige noget. Det var der heller ikke tid til før endnu en gruppe kom imod dem. Denne gang med ildbaserede angreb som blev kastet hen imod flokken. Veronica løftede armen op i refleks, og var stadigvæk ikke van til at hun automatisk  blokerede folks evner uden at bruge energi på det. Callie fik hurtigt dannet en mur op foran Roy og Calla af solid is  som beskyttede dem imod ilden. Callies evne var forstærket på grund af Livia. Hun så derfor på Livia om, hvad deres næste træk skulle være. Nathan nåede at stoppe en kugle af ild i luften og fik den sendt tilbage.  

Nathan fyrede det første angreb af imod en af mændene. En simpel transformerings besværgelse, så den første endte ud i at blive til en sommerfugl. Ironien ved Nathans besværgelser var sommetider genial. Dog prøvede han at holde sig til den mere neutrale form af magi, det var begrænset hvor længe han skulle gå før verden med mørk magi ville nå ham.Veronica gik et par skridt tilbage, og prøvede at tænke i sin rolle her - for selvom hun havde haft lidt kamp træning med Roy og Alessio - samt med selve banden. Så følte hun sig kort ude af kontekst, i forhold til at være i sin første direkte kamp, hvor hun skulle forsvare ikke kun sig selv.  Calla så hen på Roy.
"There are coming more from the back.. they are trying to attack from all sides," fortalte hun så og blikket flakkede let omkring.

Livia havde krammet Calla, da hun var styrtet hen i hendes arme og da Calla havde sluppet hende igen, så Livia rundt på dem og lyttede til deres korte forklaringer.
Hun så hen på de tre mænd som hun havde frosset, de lignede isskulpturer nu og hun vidste at de umuligt kunne overleve det.

Men inden hun nåede at gøre mere, dukkede ilden op. Hun fik kun lige afveget en kugle af ild, inden den ramte hende og hun sendte den tilbage i hovedet på personen som havde kastet den.
Livia mumlede et par enkelte ord og 7 store istapper formede sig omkring hende i luften, de var smukke i sig selv, men det formål som de skulle bruges til, var grusomt. Hun havde sendte et par istapper i retningen af nogle af dem, som brugte ilden imod dem, og så snart istapperne havde brudt igennem deres tøj og deres hud, syntes de langsomt at fryse fast, som om isen spredte sig inden i dem. Hvilket det gjorde. En forfærdelig og smertefuld død, det passede perfekt til dem, efter det de havde gjort ved Calla, som nu syntes at være en blot en skygge af sig selv.

Roy så hans søster, men nåede ikke at gøre mere, inden Calla sagde gjorde ham endnu mere opmærksom på situationen og han mærkede hvordan hans vinger brød frem igen, de var mørkere og så mere forfaldne ud, men han havde lært at bruge dem i kamp. Ikke ved at flyve, men ved at kunne skubbe og selv slå med dem.
Han så kort på Calla og sagde "I love you Calla.". Det var ikke fordi han var bange for at de ikke ville overleve, nej, han følte bare at han var nødt til at sige det. Nødt til at bringe lidt håb frem i hende. Men også fordi at han havde haft brug for at sige det selv.
Han så en sidste gang Calla i øjnene inden han vendte sig rundt og med al kraft han kunne mestre, slog en knytnæve ind i ansigtet på en mand der var komme tæt nok på bag ham.

Livias øjne fangede Callie og hun gik med bestemte skridt hen imod hende, som hun var kommet tæt nok på, rakte hun sine hænder ud. Det kunne kun betyde én ting. En storm af is og sne.
Hun så hende stadig i øjnene og sagde "Let's do it.".

Nathan vendte blikket om for at se, om nogle var ramt af ilden - heldigvis ingen. Han tabte næsten kæben da han så Livias istapper - ikke i andet end beundring i hvert fald. Han vendte derved et øjeblik væk i form af at teleportere sig et andet sted hen, for at se omgivelserne an - det var han trods alt den der kunne gøre hurtigst.

Veronica stod og så på de frosne folk og spærrede øjnene op. Hun var stadigvæk ved at tilpasse sig det hele, men det gik bedre end forventet.  Hun stirrede op på månen, det var vel en form for lys - og msåke til hendes held at den var fuld. Så længe der ikke var varulve her i skoven. Calla så Roy i øjnene, og forventede faktisk kort han skulle til at sige et eller andet helte pjat. Dog dramatisk blev de sorte vinger slået ud, og hendes øjne blinkede kort til de ord han faktisk kom med.
"I love you too," svarede hun uden at tøve. Ordene dansede henover hendes hud og beklædte hende til kampen. Okay det var kamp tid.


Calla prøvede at regne dem ud. Prøvede at skille de forskellige lyde fra hinanden. Så mange mænd for at hente hende, det gav ikke mening. Det var næsten som om at de ønskede en kamp. Hun blev slået ud af sine tanker da en daggers spids stak sig dybt ind i hendes lår. Calla vrissede kort, men trak så kniven ud. Hun healede stadigvæk ikke. Dog var der noget andet. Hun kunne mærke det snige sig ind på hende, og hun så over på Callie som var på vej over til Livia. Hvordan kulden syntes at ramme omgivelserne hurtigt. Callie smilede til Livia og greb hendes hånd. Snart kunne de sende dem som kom fra siden for at prøve at overraske dem - ind i et vinter eventyr land, hvor de næppe ville leve lykkeligt til deres dages ende.


Men dette var noget andet som ramte Calla. Hun kunne mærke hvordan det føltes som om noget prøvede at trænge ind i hendes sind. Pille murbrikkerne ned en for en. Calla bed hårdt sammen for at holde muren op, og heldigvis opfangede Veronica hendes anstrengelser. Der ændrede hele spillet sig.

En sirene på sit hold kunne ikke tage skade, og som Veronica rettede sin sang stemme i en fin nynnen - så kunne hun lurer dem til at flytte opmærksomheden over på hende. Veronica havde ufrivillig øvet den et par gange, så hun var endelig ved at få en større forståelse for sine evner. Dog måtte hun også indrømme at hun ikke var specielt glad for, hvordan de alle sammen trak imod hende. Calla brugte sin fart til endelig at komme ind i spillet og hurtige knæk gav genlyd i skoven som hun knækkede nakkerne på dem som var tættest på Veronica. Det var i det sekund at Veronicas lys evne satte i gang og hun ville egentlig bare trække Calla væk, men istedet for aktviterede Callas egen lys form sig. Et lysskær formede sig og nedlagde i hvert fald den gruppe der havde været der. For nu. Veronica gav slip på Calla og de så kort på hinanden - som havde de læst hinandens tanker - hvilket de måske også havde.

Nathan vente tilbage kort tid efter. Det eneste anderledes ved ham var læben var en smule flækket og tegn på han måske var blevet brændt lidt af - men han havde reddet sig ud af den.
"Just what I needed.. to cool down," sagde han og sukkede lidt. Der var ret mange kroppe som var bevidstløse og nogle som var døde.
"What did you find?" Spurgte Callie og kunne huske hun havde set Nathan før. Et visit hun havde gjort for Joy for at gøre Jessalyn glad. Hun frøs de bevidstløse kroppe og knuste dem til støv.
Calla skar kort grimasse af hendes ben, men prøvede ikke at gøre et stort nummer ud af det. Smerte var trods alt noget hun snart var immun overfor. Men det irriterede hende at hun ikke healede. Nathan skulle lige til at fortælle da Callie så over på Calla, og trak sit håndled frem.
"Drink," beordede hun næsten. Calla sukkede let og greb fat i Callies håndled for at drikke bare lidt at blodet - men hun kunne mærke tørsten der truede, så hun stoppede før hun ville dræbe sin søster for alvor.

"As I was trying to say," indskød Nathan så og kløede sig kort i nakken. "We have time before the next team strike.. there are more people than we first thought. and it looks like they know just where to go.." tilføjede Nathan - "Bloodtracking," pointerede Calla og nikkede kort.
"We need to finish them off.. all.. full force," pointerede Callie. "Otherwise.. if they use bloodtracking not even a clocking spell will hide you in the long run," pointerede hun og sukkede lidt.
"So what is the plan?" Spurgte Ronnie og sukkede lidt.
"Not dying," svarede Calla så og så rundt på dem alle sammen.
"I have an idea.. its risky.. but an idea is an idea.. me and Livia run to the north forest.. I can use my ability to make them think Calla is their.. I always been the best at hide and seek," pointerede hun det var ikke rigtig et forslag.

Livia holdt sit fokus på stormen, på hver en lille isklump i luften, som gav deres fjender små rifter og ødelagde deres tøj, ved at skærer sig igennem. Alt imens at de alle syntes at syne bort under kulden.
Da Nathan var tilbage, skyndte hun sig hen til ham, hun så godt hvordan han så ud, men han syntes at være okay, så hun valgte at fokusere på deres næste skridt.

Roy havde kæmpet af alle kræfter, et par store sorte fjer, kunne dog ses rundt omkring.
Han havde også en flækket læbe og øjenbryn, dette gjorde at hans ansigt var halvt dækket af hans egen blod, som så noget voldsommere ud end det egentlig var. Han haltede også en lille smule, men hans krop var allerede begyndt at heale, ved hjælp af hans ene evne.
Han stillede sig op ved siden af Calla og forslog "We'll go west then, perhaps even try and find something.. Or someone who can help us.". Hans hånd fandt Calla's og hans blik gik fra den ene til den anden.
Livia trådte frem og sagde "We should probably get going then. Go west, and continue for as long as you can, okay?". Hun så bestemt på dem og hendes blik fangede Nathans og hun sagde "Please go with them, they're gonna need you. We've got this covered." Hun smilede mildt til dem, men blev snart seriøs igen og trådte et skridt tilbage og sagde "Take care and think wisely!" og hun vendte sig rundt og begyndte at gå imod nord.

Calla flyttede blikket op mod Roy da han forslog de skulle gå mod vest. Hun nikkede let, og så derefter hurtigt hans ansigt efter med et hurtigt flakkende blik - for at se skaden an. Da hun selv erkendte det måske var noget han ikke ville få større problemer med, så bekymrede hun sig om det næste træk i stedet for.
Nathan fangede hurtigt Livias blik og han holdt kort vejret. Han brød sig ikke specielt meget om at lade hende vandre afsted uden han havde en ting at gøre for at hjælpe, hvis der skulle ske noget. Han greb derefter hurtigt ud efter hende, for at tvinge hende ind i sin favn hurtigt.
"Dont worry, I'm not the one with the hero hair," påmindede han i et halv munterttoneleje. Derefter så han på Livia, og placerede hurtigt læberne imod hendes - inden hun var nød til at gå. Nathan vendte sig om imod Roy og gav ham et kort nik.

"Okay the town is south.. what about east.. if Nathan and I go east.. we cover more ground," forslog Veronica og sank en klump, "plus there is a lake.. might give us a head-start," pointerede hun og så på Roy. Det var nok mere den, men hun ønskede mere at han skulle gå med Calla end hende lige nu.
"No it's okay.. I think it's best if we stay together.." sagde Calla så, og Nathan nikkede.
"You shouldn't even be fighting," pointerede Veronica og så på Calla med et lidt stift blik. Calla sank lettere nervøst en klump, så havde de måske i virkeligheden haft et lille moment at dele hinandens tanker i.
"I have to," svarede hun og prøvede let at lokke samtalen et andet sted hen.
"You might.. but maybe you should tell.. I don't know.. tell my brother first," fiskede hun ud efter sandheden. Nathan rynkede kort på brynet.
"What are you waiting for.. walk and talk.. or just spit it out. We are on our way to an epic battle.. Look Roy has even the whole hero hair thing going.. so talk.. this might be the best time for putting cards on the table.. anyway i'm gonna start going," sagde Nathan så lidt og gav Veronica et nik til hun skulle følge med ham.

Calla blinkede kort over at Veronica smed kortene i hovedet på hende, og skulle forklare dem.
"She had a look inside my head.. I personally think we know more than what we want others to know.." sagde hun bare til Roy og gav hans hånd et lille klem. "Do you want to know now, or after?" Spurgte hun så og stoppede op foran ham. Blikket var mere seriøst og hun kunne mærke sit hjerte springe en takt over.



Callie så over på Livia som de nærmede sig deres mål.
"It's good to see you again... I feel more myself after I actually remember everything. How crazy is it we know some of the same people.. and I never made the connection," sagde hun med et lille smil. "So you and the warlock?" Spurgte hun derefter og hævede lidt på et drillende bryn.
Callies gode sanser gjorde det nemt for hende at lytte til, hvor når deres fjender var tæt på.

Roy så også på Calla, da de stod der. Han så også på hvordan Nathan fulgte efter Livia.
Livia selv stoppede op, da Nathan fik fat på hende. Og hun kunne ikke lade være med at komme med et lille grin af det han sagde. Og hun gengældte også hans kys, da han hurtigt kyssede hende. Hun havde ikke spor lyst til at lade Nathan gå med de andre, men de havde brug for ham, mere end hendes selv og Callie kunne få. Hun vidste at de sammen var utrolig stærke, så hun fokuserede på at Calla skulle have mere beskyttelse. Og inden Nathan nåede at smutte tilbage, fangede hun hans blik og sagde "Be careful, alright? And come back to me in one piece.". Og hun begav sig nordpå sammen med Callie.

Roy nikkede sig enig i det Calla sagde om at de skulle holde sig samlede. Det næste han hørte var dog en del mere forvirrende. Hvad var det helt præcist at Veronica mente med at der var noget Calla skulle fortælle ham. Han så på hende med et lettere forvirret blik, men calgte at skubbe det til side og sagde "Yeah, we'll talk about it all later, right now, we have to keep moving.". Sagde han og fulgte med Nathan.

Livia så ligefrem, da Callie begyndte at snakke og hun svarede hende "Yeah, it's really good to see you again too.. And it isn't too crazy I think, I mean, compared to everything else, it's actually pretty normal." Hun kom med et lille grin. Og mærkede så en let rødmen, da Callie spurgte ind til Nathan og hende, men hun nikkede og med et smil, der viste glæde, svarede hun "Yeah, he's my mate actually. He's really kind, even though he's goofy all the time. It's very few things that he takes seriously, but when he does, he's ready to do anything it takes.". Hun smilede og så kort rundt, inden hun så på Callie igen og spurgte "What about you? What have you been up to lately?".

Da Veronica, Calla, Nathan og Roy havde gået i lidt tid, stoppede Roy pludselig op. Der var en knitrende lyd lige fremme, som var der et bål igang. Han så på de andre og bed sig kort i læben, men inden han nåede at sige noget, kunne man hører en råbe til deres venstre. Han gjorde sig klar til at kæmpe, men i det som mændene nåede frem, var der noget der susede gennem luften. Pile! Han så hen i retningen hvor pilene kom fra, det oppe fra et træ. "Who's up there?" spurgte han, bueskytten ville da ikke gøre dem noget, ville de?
Det eneste svar han fik, var en ung pige, med langt lysebrunt hår, som hoppede ned fra træet. Hun gik hen imod dem, med en pil klar til at blive fyret af og sagde "You could just say thank you and move on, y'know?" Hun så på dem alle, men da hende øjne ramte Calla, sænkede hun buen og så lettere måbende på hende og sagde i en lavmælt tone "You're alive? How did you escape?!".

Callie lyttede til hvad Livia fortalte omkring Nathan. Det var rart at hun var kommet videre fra det mørke, som hun havde været suget ind i tilbage i tiden. Så ændrede hun stemme. Netop så det lød som om at det faktisk var Calla der snakkede. Der var ingen fejl på stemmebåndet.
"Me? Not much.. music stuff... taking care of my daughter, she is actually with Nathans older brother Bryce, he is a friend of mine," fortalte hun med et lille smil. Let løftede hun en hånd op da hun hørte stemmer. Elegant bukkede hun sig ned i bro da en kniv blev kastet hends retning. Kniven fløj henover og snittede næsten hendes trøje, og hurtigt var hun oppe igen da den havde passeret.
"I think that was our clue," pointerede hun med en lille drilsk kommentar. Ganske simpelt manipulerede hun en bane af ren is frem. Modsat andre ville de to have intet problem i at begå sig på isen, og kunne muligvis bevæge sig meget hurtigere ved hjælp af det.

Calla havde været enig i at give Roy muligheden for de kunne snakke om det senere. Måske det havde været bedst bare at have sagt det alligevel. Det var pludselig hende alene i ansvaret om at holde både sig selv og de andre to liv i live.Som de gik stoppede de alle op da Roy gjorde. Calla gispede kort da en masse pile susede igennem luften. Let kneb hun øjnene sammen da en genkendelig fært ramte hendes næse - men alligevel var hun usikker. Så faktisk som hun hoppede ned, havde hun en ide om hvem det var, men det var først da hun så kvindens ansigt at hun smilede lettere skævt.
"Still recovering.. and you can call it luck I guess.. Almost died trying," svarede hun uden egentlig at tænke videre over sin sætning. Mest fordi Ylva havde været der sammen med hende, hun havde set hvordan de havde behandlet Calla.. alle de turer de havde sendt hendes system igang med at forvandle sig.. drænet hende for blod. Faktisk så Calla frisk ud nu kontra dengang.
"How about yourself? You seem to made it in one place.. and thanks for the saving," svarede hun og vippede hovedet let på skrå.
"So.. this is Roy.. my boyfriend.. Veronica.. aand Nathan.. and guys.. this is Ylva - trust me she hates these men just as much as me," præsenterede hun dem for hinanden.
"We are trying to hunt them down.. we have two others to take them out in the North... so wanna team up for a little destruction?" Spurgte hun så derefter. Hun vidste nogle af de ting Ylva kunne, blandt andet hvad hun var. Trods alt havde de delt celle. Se hinanden lide var ligesom noget af det de kendte hinanden bedst i. Nok også derfor hun ivdste at Ylva hellere end gerne ville brænde et par stykker af.

Veronica gik hen imod bålet, hvor mændene havde været. Hun var nok nærmere bare sneget sig ud af samtalen Calla og Ylva havde. Hun var god til at snige sig væk, også fordi hun var godt skjult for magi. Hun kiggede rundt i lejren. Bukkede sig ned for at samle bøger op, der var skrevet tekster i. Let læste hun henover nogle af siderne, så på billeder men tabte bogen ved et syn af et par billeder. Kort så hun tilbage på Ylva og Calla - nok som hendes gisp havde afsløret hun var gået ind i lejren uden dem. Bogen indholdte billeder af de fanger de havde haft. Billeder fra deres celler, hvor de så noget så efterladte og tomme ud. DEt skræmte hende næsten, og ikke tale om Roy ville tage det pænt - men inden hun nåede at skubbe bogen ind i bålet havde Nathan tryllet den over i sin hånd. Han stod og bladrede og rynkde på næsten af afsky.
"This is sick," mumlede han og stoppede let da han nåede til de billeder der før havde fået Veronica til at tabe bogen.
"Of course they had to journal everything.." mumlede Calla og sparkede let til en sten på jorden. Derefter gav hun sig til at gennemsøge telte der var sat op - som om de havde ventet på hun ville komme ud i denne her del af skoven - eller bare mod huset. Veronica så på Roy.
"This is beyond crazy, are you sure we can handle this just us?" Hviskede hun til Roy.

Livia så overrasket på Callie og skulle til at svare hende, men hun så den løftede hånd, hun nikkede let og fulgte med Callie, hen over banen af is, alt imens at hun gjorde hvad hun kunne for at undgå angreb, men kom med et udråb, da hun så hvad der stormede ind fra siden af og hun nåede kun lige at lave en mur af is, hvor de blev frossen fast i, inden at de ville have været blevet angrebet af hunde. Livias hjerte sank ned i maven på hende, da hun vidste at det ville slå hundene ihjel, men hun forsatte, der var ikke tid til at være i tvivl, det var overlevelse, over alt andet lige nu.

Roy så på den unge kvinde foran dem og så hen på Calla, de kendte hinanden? Hvad hun været ude for det samme som Calla?
Ylva selv, lagde pilen tilbage i koggeret som sad om hendes hofter, men holdt sin bue i hånden og sagde "Yeah, I didn't. But we'll talk about that later.". Hun så fra person til person, som Calla præsenterede.
Ylva var stadig hjemsøgt af de ting som de havde gjort ved hende og Calla. De havde prøvet at brænde Ylva, frosset hende ned, indtil hun var i dvale, holdt hende i det smertefulde stadie af nedkøling til lige inden hendes dvale. Tvunget hende til at forvandle sig til hendes føniks fysiologi, prøvet at få hende til at græde, så hun kunne lave hendes eliksir og mange værre ting.
Hun nikkede "Nothing I'd rather do. I was actually trying to get a hold of their files, to see who else they've taken.". Der var intet andet hun heller ville end at få hævn, eller jo, at redde de andre fra deres forfærdelige kløer og sætte en stopper for det hele. Om hun så skulle slå dem alle sammen ihjel.

Da Ylva hørte Veronicas gisp, var hun klar til at trække endnu en pil, men da hun opdagede at det var bogen hun havde gispet over, gik hun hen imod Nathan, som nu stod med bogen og sagde "I'll take that. I need it to find out who else thay have taken, and that book is the key.". Hun så op på ham og strakte sin ene hånd frem, som for at ville tage imod bogen.
Hun vendte sig imod det telt som Calla var gået ind i og sagde "They were moving me to another facility, when I escaped, I was lucky that Sam found me, when he did or else I'd still be there.".
Roy så på dem alle og lyttede, han havde gået lidt rundt, mens at hele tingen med bogen var blevet snakket om, bare for at holde øje og kigge rundt, som for at holde vagt.
Og han stod i udkanten af lejren, da Veronica var kommet over og hviskende spurgte ham om han troede på at de kunne klare det selv.
"Perhaps, I must admit the throught have crossed my mind, Ronnie." Han lagde en arm om hendes skuldre og forsatte så "I want you to run for help, you're good at going undetected, hell I know you are, but at the first sign of us not being able to do this ourself, I want you to run for help, contact Rebekah, Dove, hell even Kol if needed, alright?". Han så ned på Veronica med alvorlige øjne og hans tone var mindst lige så seriøs.

Nathan lukkede bogen i og gav den til Ylva. Ikke fordi han var meget for at give den, msåke kunne de selv bruge den. Måske var det også derfor, at han havde lavet en kopi af den uden meget anstrengelse - den var bare hjemme på hans værelse nu. Han stillede sig op af et træ, mere for at have overblik henover lejeren - og bekymre sig om hvad der skete henne ved Livia lige nu.

Calla så over på Ylva da hun kom nid til hende i teltet.
"I'm glad you escaped.. you didn't deserve what happened to you," sagde Calla så med et lille svagt smil. Hun ledede videre og fandt endnu en bog, lidt ældre. Hun bladrede stille igennem den da et billed fik hende til at stoppe op. Det var ikke et billed af hende, men hun syntes der var noget genkendeligt over personen. Get it now? Hørte hun en stemme i sit hoved, og blikket flyttede sig om bagved dem - men der var ingen. Let rystede Calla på hovedet.
"Can I see the other book.. I need to read it.. I need to know what they did to me.." sagde hun og så bedende på Ylva. "I'm still me.. I think.. but there is something else.." tilføjede hun og tog sig lidt til hovedet. Let lukkede hun øjnene i. Hun kunne hører tanker udefra lejeren.. nogle der ventede.
"There is an ambush.. they are moving here.. it.." hun tog begge hænder op til hovedet og bed tænderne sammen. Calla gjorde alt for ikke at skrige af den skingre lyd der gang på gang sprang hendes trommehinder. "They know," hviskede hun og så på Ylva.

Veronica så på Roy med et løftet bryn. Tydeligt at hun ikke var helt klar for at skulle løbe fra dem alle sammen, hvad så hvis hun kom tilbage til intet var tilbage. Tanken strejfede hende.
"Lets hope it doesn't come that far," pointerede hun, "but I promise," nikkede hun. Calla kom ud af teltet lige som hun trak sig tilbage fra et sværd der kom flyvende igennem luften. Dog før hun nåede at reagere mere på det, gennemborede det luftne og ramte perfekt Nathan. Nathan gav et kort støn fra sig, som han så ned. Sværdet havde gennembordet hans hjerte. Veronica så over på situationen og løftede rystende en hånd op for sine læber. Endnu en hær kom stormende over imod dem. Calla løb hen imod Nathan for at se om der var liv i ham endnu. Hjertet bankede stadigvæk, og hun analyserede hurtigt sværdet.
"It's a Rubin swords honey, you have heard the legend haven't you?" Trådte en person ud af træerne ved siden af Nathan. Calla så sig kort tilbage, der var allerede så mange. Manden trak sværdet ud af Nathan og lod ham falde bevidstløs til jorden.
"It traps the soul, in its own personal hell," han pegede på Calla med sværdet, men ikke imod hendes hjerte - sværdet var derimod rettet imod hendes mave.
"Now I have your attention," smilede han lidt lumsk.

Ronnie bukkede sig som et slag blev slået ud efter hende. De fleste af angrebene var heldigvis af magi, så de havde ingen effekt - men hun havde ingen fornemmelse af hvad der faktisk forgik omkring sig. Alting gik så voldsomt stærk. Dog fik hun øje på Calla, og hendes instinkt var at løbe derover imod. Sværdet fik hende til at stoppe da det skiftede retning, dog var det som om at det ikke rigtig kunne komme hende nærmere end mandne egentlig havde håbet op.
"I think we will take you with us as well," mumlede han lidt, men vente tilbage til at true Calla. En greb fat i Veronicas arme i en lås bagfra, og hun ruskede kort for at komme fri - men af erfaring ville hun ikke komme særlig langt med det. Hjertet bankede, og hun kunne mærke vreden. En ny form for vrede. Af dyrisk instinkt eller var det var, trak de rovdyrslignende tænder sig frem - og hun vendte hovedet til siden. Før Veronia vidste af det havde hun bidt sig fast i mandens kind og bidt hans kind af. Let spyttede hun kødet ud, og drak vejret tungt ind. Smagen på hendes læber var ny, og hun havde ellers håbet på, at hun aldrig skulle få smag for den slags kød. Manden skreg, og selv manden som stod ved Calla så ligeså chorkeret ud.
"I think you will just listen to me know," sagde hun og gik imod ham.Naturligvis kunne han ikke bruge sværdet, og et slag i hans ansigt fik ham hurtigt på andre tanker. Lige nu så hun rødt. Kun rødt. Følelsen kunne ikke beskrives, hvad blodet om hendes læber gjorde ved hende.

Calla var på vej hen for at stoppe hende, da hun så flere rokkede sig sammen imod Ylva. Hurtigt var Calla oppe bagved en der lige skulle til at sende et voldsomt vandangreb imod Ylva -og hun smadrede sin hånd igennem ryggen på ham og rev hjertet ud uden at tøve. Den næste runde var hendes gamle vaner taknemlig for. Hun tøvede ikke med at dræbe. Don't be scared, be scary little monster, havde hendes far altid sagt. Derefter vente hun blikket over for at se til Roy. Veronica havde fået revet manden op og stå - og derefter havde hun faktisk tvunget ham op af et træ. Forføret af sirenen som så rødt. Let blottede hun sine tænder og flåede derefter struben ud på manden med dem. Dog blev hun revet væk af nogen og nok også derved revet tilbage til sig selv. Let løftede hun sin hånd op til sine læber for at se blodet på fingerne. Så kiggede hun hen på manden og stirrede let på den døde krop der faldt til jorden. Det var der ikke tid til at tænke på nu.

Der gik ikke længe før de var omringet, endte med at stå alle sammen i en lille cirkel af alle jægerne. Det var der en genkendelig fært endnu en gang ramte Callas næse. En masse forskellige røde angreb ramte jægerne og skræmte dem på afstand. Som en kvinde fløj henover hovederne på dem og landede ved gruppen. Hun lavede en kæmpe bølge af energi som fik dem på mere afstand. De trak sig derved tilbage ved de uventede angreb. Efterlod dem tilbage til at vente på næste runde. Calla gik hen til Roy.
"You should go to Ronnie.. I'm fine," sagde hun så og flyttede opmærksomheden over på det nye ansigt. Det var pigen fra det billed hun havde fundet genkendelig i bogen. De to stirrede lidt på hinanden. Veronica var gået over til Nathans krop med sværdet for at prøve at finde det ud - lukkede sin handling ud til hun kunne magte den. Typisk hende at finde et mål for ikke at fokusere på konsekvensen ved en ting. Blodet der hang om hendes læber skreg en anden historie dog.

Livia havde været midt i at kæmpe imod tre mænd på samme tid og havde heldigvis lige fået dem slået, da hendes bevægelser frøs, en fornemmelse af at der var noget galt fyldte hendes indre "Nathan.." Hviskede hun og efterfulgt af en smerte, så ubeskrivelig som noget kunne være, gennemtrængte hver en lille del i hendes krop og sind.
Hun kunne mærke hvordan hendes ben knækkede sammen under hende og hun endte liggende på jorden. Hun gispede efter vejret og fik kæmpet sig op at stå, dog en del svagere end hun hidtil havde været og hun råbte til Callie "We gotta get out of here.. I can't .. Something's wrong!" Hun lavede endnu en mur af is, men den var ikke nær så solid eller tyk som den burde være og var snart nedbrudt igen.

Roy som havde stået og kigget på Nathan, kom med et udråb, da han så sværdet og han vendte sig hurtigt imod den person som stod og snakkede, et rubin sværd? Det næste han opdagede var at sværdet som var rettet imod Callas mave, han mærkede endnu en gang den nye mørke som var i hans indre, det spredte sig i hans indre og hans trang til at flå dem alle fra hinanden voksede. Dette blev ikke bedre, da han så at de også greb fat i Veronica og ville have hende med, dog blev han stadig ret chokeret over det hun gjorde, men han vidste at der ikke var noget at gøre, ikke andet end at prøve at stoppe hende. Han havde, ligesom Calla, været på vej hen imod hende, men var blevet stoppet af to mænd, som han hurtigt greb fat i og sendte ud i deres eget smerte helvede, og lige inden at de smed sig på jorden, sad der to pile i deres rygge, igennem deres hjerte. Han så hen hvor pilene kom fra og nikkede taknemmeligt til Ylva, som blot smilede let og derefter vendte sig om og greb fat i en mand, som havde forsøgt at snige sig ind på hende og han brød straks op i flammer, da hendes fingre lukkede sig om hans hals.

Da den unge kvinde landede ved dem og fik jægerne på lidt større afstand, så Roy efter Calla, var hun okay? Da hun kom hen til ham, vidste han at han virkelig burde gå hen til Veronica og han skyndte sig derhen til hende og mens han så rundt på jægerne som stadig havde dem omringet, lagde han en hånd på hendes skulder og sagde "Ronnie.. RONNIE! Stop, stop!" Han fik hende væk fra Nathans krop og så på hende, mens han sagde "We'll save him, alright? Right now we have to survive or else it doesn't matter at all, okay?". Han trak sin trøje ned over sit håndled og tørrede hende blidt om munden, inden han så hen på den nyankomne kvinde. Det var hende han havde snakket med da han var trist, var det ikke?

Callie kæmpede og kæmpede. Det var utroligt så mange der var. Det gav ingen mening. Hendes tvillinge instinkt sagde hende, at de andre ikke var mindre heldige. Dog blev hun hurtig opmærksom da is magien svækkede sig, Livia. Callie vendte opmærksomheden over imod hende da hun så, hvordan hun stille så svagere ud- og råbte ud efter hende. Callie ændrede retning og løb hen til Livia, hun hjalp Livia på benene med en støttende hånd, og brugte ellers bare en is bane til at få dem hurtigere fremad. Plus Callies fart var de der hurtigere end jægerne. Og snart kom de hen til de andre.

Calla pustede ud og så igen på denne Scarlet person. Tog endnu engang færten til sig, men rystede så på hovedet da hun så Livia og Callie i det fjerne. At Livia var i live beviste at Nathan ikke var død. De var stadigvæk omringet af folk som syntes at være skeptiske om denne her Scarlett person. Calla prøvede at snige sig ind i deres hoveder som hun havde gjort før, hvilket endnu engang efter et lille sneak peak bare fik payback med endnu mere kræft. Hun bed tænderne sammen og bukkede sig lidt forover som de føltes at nogle slog hende i hovedet med hundrede mursten. Dog med en hånd på skulderen fra vampyren og Calla så endnu engang hende i øjnene. I know who you are, sagde Scarlet igennem sine tanker til Calla - Calla nikkede. It's been long, svarede Calla blot og så over imod Livia. Callie brugte sine evner til at fjerne dem der stod i deres vej og kom ind til gruppen - og derved så Nathan.
"what happened?" Spurgte hun alle men hendes blik landede på Calla. "Rubin sword," svarede Calla og så på Livia.
"He is not dead. I know the weapon, it takes souls and traps it. We just need a strong witch or a coven to blast his soul back. I have been trying to get a hold on it in ages.." Callie nikkede til Scarlett - de kendte trods alt hinanden igennem Bryce, mere eller mindre.
"A powerful witch or a few.. that shouldn't be to hard, we can get a hold on Rebekah.. or maybe my mum.. or I can let Livia channel my power. It should give a blast," forslog Calla og fokuserede derefter på den flok der nøje så dem an.

Veronica blev slået ud af sine tanker da Roy rev hende væk fra Nathan af. Hendes øjne var blanke, tydeligt at se hun holdt det nyeste chok indtil sig. Hun lyttede dog på hvad Roy sagde til hende, imens han tørrede blodet blidt væk fra hendes mund så godt han kunne.
"I just killed someone.. I don't think I can ever forgive myself for that. But for now.. lets survive," Veronica tog sværdet op igen bagefter hun var kommet til sig selv. Hun pillede stille stenen ud og så på den. Hun gik hen til Livia og gav hende stenen.
"So they are tracking you Calla.. which means.. you need to be the moving target," sagde Veronia så og så på Roy. "Like drop some blood on us all. It is on you.. but if your blood is on all of us.. we got them," tilføjede hun og så hen på de andre. Ronnie var jo leder af en bande, det var på tide hun opførte sig som en, om det så var hendes medlemmer eller ej.
"That is not a bad plan," pointerede Scarlett.
"It could work.. but what are we gonna do to them?" Spurgte en ny person som kom frem i flokken så - engel - tydelig på auraen.
"Who we are.. and who we need to be to survive this are very different people.. we do what we have to do," svarede Veronica og endte med at se på Roy.
"You know you are risking your lives on my ass right? I don't want to see you get hurt.. its now you need to back out before it gets to messy," pointerede Calla og så rundt.

Livia støttede sig stadig let op ad Callie, da de nåede frem, men da hun så Nathan ligge på jorden, banede hun sig vej hen til ham og faldt på knæ ved siden af ham, tårerene løbende ned ad hendes kolde kinder. Hendes fingre, som stadig var dækket af et fint lag rimfrost, strøg blidt over hans kind, alt imens at hun næsten uhørligt tiggede og bad ham om at komme tilbage til hende.
Dog stoppede dette, så snart hun hørte ordet rubin sværd og hun rejste sig op. "A Rubin sword? That's.. That's a fate worse than death.". Hendes stemme var skræmmende rolig, hendes tårer is på hendes kinder og hendes blik koldt og køligt.
Ylva så lidt rundt på dem alle sammen. "So.. I know a little about Rubin Swords and I know that the witch has to be powerful, yes, but also stable. So she can't do it, even with your help. Besides he'd be too drained of energy to be able to do anything, also.. He won't really be himself the first few hours, he'll be more paranoid, not knowing if this is really real or not.". Hun så rundt på dem alle sammen. "So we should bring him to a safe place, where someone can guard him.". Hun så på nogle af dem som kunne flyve, som for at spørge om de kunne hjælpe med at få ham i sikkerhed.

Roy så på Veronica, som hun snakkede, hun virkede mere fattet, mere fokuseret. Og da hun rakte Livia stenen, kunne han ikke lade være med at smile bare en smule anerkendende. Det var det rette sted stenen ville være i sikkerhed.
Livia tog imod stenen, som Veronica rakte hende, hun knugede den i sin hånd, som hun holdt ind imod hendes hjerte. Hun så ned på Nathan endnu en gang og sagde "I'll go with Nathan, I have to. I'm not of much use here anymore. I'll research some more, while looking after him, maybe even try and contact my coven.".
Ylva så på Calla og sagde "Don't you worry, I'd gladly risk my life for you again. Besides, we can't back down now, can we?". Hun smilede let og så rundt på de andre.
Roy nikkede let og sagde "Let's do this.". Han tog let hendes hånd i sin og gav den et klem. På trods af at han ikke var fan af at de andre satte deres liv på spil, så var det nødvendigt, desuden gav det dem en stor fordel.

Scarlet og Fox nikkede på sammetid til kvinden der nævnte noget med at få ham et sikkert sted hen. Fox trådte frem.
"I can fly.." startede hun ud og Scarlet trådte frem, "and I can take you with me.. if you all promise to kick these peoples asses for me too?" Tilføjede hun til englens sætning og så over på Livia. Calla så over på Scarlett.
"Oh I promise," pointerede hun meget seriøst. Derefter slog Fox de store hvide vinger ud og gik fat i Nathan. Scarlet så over på Livia med et skævt smil og greb om livet på hende. For at følge efter Fox der allerede var sat på vingerne.

Calla så på dem som de forsvandt i det fjerne, og tog en dyb indånding.
"Okay.. lets do this," sagde hun så og så over på Roy som han gav hendes hånd et klem. Calla gav hans et lille klem igen før hun samlede en kniv op fra jorden. Hun skar i sin håndflade. Veronica rakte sin hånd frem, og lod Callas blod dryppe ovenpå den. Callie gjorde det samme. Så snart blodet var delt rundt.
"I'm going back north.. why don't you two join me?" Spurgte hun og så på Veronica og Ylva.
"Roy and I take south.. sounds like a plan.. we can always split up if needed," pointerede hun. Calla tog Roys hånd igen og så på ham. "Come on," sagde hun så og nikkede til de andre da deres veje skiltes. Så snart de var kommet på afstand af de andre og længere ind i skoven, så hun over på Roy.
"I'm sorry.. I didn't mean it either this happening.. or Ronnie to go kill for me. I always wanted people to be safe.. not go dying for me," sagde hun svagt imens blikket atter flakkede ud i skoven.  Så stoppede hun op, og flyttede blikket tilbage på ham.
"I know you said you wanted to wait for me to talk about this.. But if anything happens.. I can't risk it.. I don't feel like I can just risk it. I don't know how long I can protect them Roy.. There is a reason why I'm not healing," startede hun ud og kløede sig kort i nakken. "The night we had our fight.. I was.. I was about you tell you something," tilføjede hun og opdagede en enkelt jæger på vej imod dem. Hurtigt med den kniv fra før, kastede hun den igennem luften og landede perfekt i hovedet på jægeren.
"I'm pregnant.. and.. my abilities have been keeping them alive.. but my other wounds don't heal.. that is how badly this is.. this is how much harm they did. So know this.. I will fight for this okay. But I can't stand alone.. that is what Ronnie saw when we connected," sagde hun så lidt og glemte næsten at trække vejret i sandhedens time. Ikke engang en lille skræmme i hånden eller de andre var så meget som begyndt sin healing endnu. "And I know I'm not alone.. it's not like that I mean.. but they are in my head.. I'm afraid if I give in.. they will know all about every move we make.."


Callie så på Veronia og Ylva som de bevægede sig mod nordøst. Det var her Veronica opdagede en sø.
"Maybe we can set up a scene.. you know.. what is a siren best known for?" Spurgte hun med et lille skævt smil.
"So you want to lure the bad men in the water and drown them or eat them?" løftede Callie lettere undrende på brynet.
"Just drown them.. I'm not that much of a siren.." - "the blood on your face tells me something else," pointerede Callie men vendte så opmærksomheden væk fra sig.
"We can also cover more ground by splitting up," forslog Callie derefter og så på Ylva.

Livia kom ikke engang med en overrasket lyd, nej, hun havde faktisk lænet sig hen imod Scarlett. Hendes tanker kun på at få Nathan tilbage.

Roy så kort efter Nathan, Fox, Scarlett og Livia, som de forsvandt opad. Han kunne mærke savnet ved at flyve, men han vidste at hans egne vinger aldrig ville kunne bære hans vægt igen. Hvilket han måtte acceptere, de hjalp ham dog på slagmarken, ikke mange forventede at han ville bruge sine vinger, som stadig var stærke.
Han blev revet ud af sine tanker, da han hørte Calla sige Let's do this, som hun gav hans hånd et lille klem. Han klemte igen, for at bekræftige at han stadig var der og at de nok skulle komme igennem det her sammen, alle sammen. Han så hvordan hun dryppede blod ud på, først Veronicas hånd og så Ylvas.
Ylva tværede straks blodet ud ved hendes kraveben, mens hun forklarede at der ville det forblive længere, da hun jo skulle bruge sine hænder, og sin evne, som nok ville brænde blodet væk fra hendes hånd.
Ylva nikkede dog til Veronica og sagde "I'll go north with you, lemme just retrieve some of my arrows and I'm ready to go." og hun gik igang med at indsamle hendes pile fra de døde mænd og kvinder som lå omkring på jorden.
Roy så også efter dem, som de forsvandt nordpå. Han slugte den klump der sad i halsen på ham, men som han tog en dyb indånding, vidste han at de var mere end gode til at forsvare dem selv og overleve.
Som han og Calla begyndte at begive sig sydpå, kiggede han vagtsomt rundt og lyttede til Calla snakke. Han så også hvordan hun kastede kniven perfekt og slog en jæger ihjel.
Det hun sagde derefter fik ham til at stoppe op og han så på hende "Pregnant? You're pregnant?" hans stemme var lav, og han følte sig lettere forvirret, som om det mindede ham om noget, men hans hoved kunne ikke finde ud af hvad det var. Han nikkede dog og sagde "That's good to know. And it makes sense." Han vidste godt at hans reaktion nok ikke var hvad hun havde forventet, men det måtte vente til efter de havde været det her igennem. Til efter at de havde overlevet det her.
"Now we have one more reason why we must survive this, alright? We have to survive this, so we can raise this child together, alright?". Han lagde en arm om hendes skuldre og kyssede let hendes tænding, som de forsatte, på vagt overfor trusler og fjender.

Ylva så på Callie og Veronica. Hun lyttede til deres samtale og sagde "We should split up, but stay relatively close to each other, just in case one of us needs help.". Hun havde stadig sin bue klar til hvis de blev angrebet igen.
Hvilket de gjorde, to jægere dukkede frem mellem to træer og hun tog hurtigt sigte og ramte den ene i øjet, mens den anden stormede frem imod Callie.

Hun så blot på ham. Let nikkede hun blot af ham, da han sagde det gav mening. Det gjorde det vel.
"Right," svarede hun blot og lyttede videre til hvad han sagde bagefter. Kysset mod hendes tænding fik hende til at smile let.
"Alright. And we will," fortalte hun så og sank en klump. Dog efter de fik igang med at gå igen, blev Calla mere og mere opmærksom på en lugt. En kræftig fært som hun kendte. Den gik hende til at stoppe, og alt blodet fik blodårerne under hendes øjne til at vise, hvor tørstig hun i virkeligheden var.
"I smell blood," sagde hun stille og sank en klump. Hjertet bankede en takt hurtigere, for ikke at give efter tørsten. Rovdyret skreg for at komme frem i hende, men hun holdt sig selv i tagt. Bed sig selv i læben til hun kunne smage sit eget blod på tungen. Måske var det dårligt instinkt at gå imod lugten, men hun kunne ikke hjælpe sig selv her - det føltes som en trance. En elektrisk forbindelse som sendte hende derhen imod med små stød.
"Calla," sagde en stemme fra den anden side. Callas blik flakkede hurtigt over til siden, og tydeligvis på hendes øjne troede hun ikke på det syn hun så. Det var for godt til at være sandt. Stemmen var svag, og ansigtet hun så var dækket i blod. Han haltede mod hende, og det tog Calla få sekunder før hun egentlig stormede imod William. Hun så ham hurtigt an og kort glemte hun næsten alt der var sket. William lukkede hende ind i sin favn, før han så over på Roy.
"How.. How are you here?" Spurgte hun og trak sig bagefter ud af hans favn. Hendes blik kunne ikke fjernes fra ham.
"Same as you.. Just plus a couple years though," pointerede han ganske hæs.
"I thought you died.." sagde hun næsten åndeløst, før hun rystede på hovedet af sig selv. Måske blev hun alligevel opmærksom på sin opførsel og vendte opmærksomheden tilbage på Roy.
"William.. this is Roy.. Roy.. William," præsenterede hun dem for hinanden. William brummede utydeligt let utilfreds. Som om han prøvede at finde ud af hvem Roy var for Calla, men på samme tid slet ikke var i tvivl.
"How did you find me?" Spurgte hun William bagefter, og han flyttede blikket tilbage på Calla.
"Who did you think was the reason you broke free," svarede han med et skævt smil. Tydeligvis var hans følelser for Calla ikke ændret og det kunne tydelig ses. Men William var også klog nok til at vide, at han måtte holde sig tilbage. For selvom Calla var glad for at se ham, så kunne han ikke bare sådan ændre på den måde hun så på Roy.
"Well, thank you. You saved my life," smilede hun til William. "But you don't have to risk your ass for me, you are way more hurt than I am," tilføjede hun pointerede hun.
"Shut up. It was worth it. Beside someone had to step in," svarede han og så hen på Roy. Måske for at provokere Roy, og måske ikke - det havde han ikke besluttet sig for endnu. Jalousi var en voldsom farlig ting.
"They moved their camp. I smelled your blood, you should get the wounds healed by the way," fortalte han så og så sig kort tilbage. "We are close to the new hidding spot. I can help you track it if you still want some revenge?"


Ronnie nikkede og satte i fart imod en anden vej end Callie og Ylva. Hun var ikke ligeså hurtig som dem, så det var godt med et forspring. Callie så på Ylva, dengang angrebet fandt sted. Heldigvis var Ylva hurtig efter den første af jægerne. Den anden kom imod Callie, og heksen stormede imod jægeren. Callie satte af og placerede et perfekt spark i brystkassen på jægeren. Hun fik revet jægeren op og stå, hvorefter hun brugte sin styrke til at hamre sin hånd igennem brystkassen på ham. Greb om hjertet og frøs det til is. Snart stod hun med intet tilbage end snestøv i sin hånd, som hun lod falde ned på jorden.
"Fire and ice.. we might just make a perfect team," smilede hun lidt til Ylva.