No! Leave me alone! Get away! Please! ~ Carmen

Sted: Skoven, udenfor Gaia.
Tid: Aner det ikke, men det er nat.
Omgivelser: Skoven - træer, buske, hele molevitten.
Vejr: Mørkt og koldt. Det er fuldmåne.
Årstid: Efterår.
Dag: Fredag.
Påklædning: Simpel hættetrøje, en grå T-shirt indenunder. Et par sorte jeans og sorte sko dertil. Håret er krøllet og sjusket.

Det værste, der nogensinde kunne ske, var sket. Lige den aften. Den fredag aften. Isaac havde lagt i sin seng og været tæt på at sove, da han havde hørt en lyd ude ved hoveddøren. Han boede i en shitty, lille lejlighed uden nogen form for hverken meget lys eller varme. Mildest talt, ja, et shitty sted. Men eftersom han havde boet der siden han ankom til byen Gaia, dengang han var seksten år, så havde han bare aldrig fundet sig et bedre sted at bo. Pengene var der ikke. At få arbejde lå ikke til ham. Han brød sig ikke om nærkontakt med andre mennesker på den måde eller at blive hundset rundt med. Ikke lige nu, i hvert fald.

Faren havde Isaac og var oven i købet brudt ind i lejligheden. Den stakkels, nu, nitten-årig dreng havde faret op fra sin seng og var næsten gået i panik på stedet. Med det samme vidste han, at han måtte væk. Flygte fra stedet. Faren skulle ikke få lov til at få sine fingre i ham, for han vidste godt, at han dengang havde gjort noget forkert ved at flygte hjemmefra. Men helt ærligt, så havde han aldrig troet på, at faren nogensinde ville finde ham igen. Men nu stod Isaac og faren ansigt til ansigt. Farens øjne afspejlede raseri. Isaacs afspejlede skræk. Men hurtig som den unge mand var, slap han ud af lejligheden uden så meget som en skramme. Derefter flygtede han ned af trapperne i den shitty bygning og greb sin ødelagte cykel ude foran på gaden. Det var tydeligt at høre, at faren var lige bag ham, da faren udstødte høje råbe af raseri. Isaac var flygtet ud af byen og ud i skoven, uden rigtig at vide, hvorhen han ville flygte hen. Faren var lige i hælene på ham i sin bil.

Langt ind i skoven nåede Isaac alligevel, nu på egne ben, før faren, også på egne ben, fangede ham. Greb fat i ham og væltede ham ned i skovbunden. Faren begyndte at slå løs på sin søn, der i panik tog armene op foran sit ansigt og råbte efter hjælp. Slag efter slag blev hårdere og mere voldeligt. Luften blev slået ud af lungerne på Isaac og han var ikke længere i stand til at råbe efter hjælp. Faren var splitterravende gal. Han slog løs på den stakkels dreng, der efterhånden blødte flere steder, både i ansigtet og på rundt på kroppen. Svagere og svagere, blev han ligeledes. Og idet Isaac var svagere end nogensinde før, mærkede han sin far trække ned i hans bukser og underbukser..