What are you doing ¤ Carmen ¤

Aaron havde først siddet og ventet. Han vidste Dove var taget ud for at finde Audrey. Og hun var helt sikkert stærk nok til det. Men Aaron følte sig skyldig. Det var hans skyld han var derude, så han kunne ikke bare blive siddende og vente. Så han fik sin jakke på og satte kurs imod skoven. Dove var dog gået for et godt stykke tid siden, så han anede ikke hvor han skulle gå hen. Så han gik bare, ind til han fandt noget der kunne give et spor om, hvor hans søster befandt sig. Audrey havde været igennem meget de seneste år, og hun fortjente på ingen måde noget af det. Så hvor end hun var nu, hvad end der var sket med hende, var ikke noget hun fortjente. Han var der for hende hele tiden, og han vidste det var gengældt. Men nu havde han alligevel svigtet hende, og det gjorde fysisk ondt på ham. Hun var den sidste han ønskede at svigte eller skuffe. Aaron vendte blikket til siden, da en blond kvinde kom stormende. ”Hvor er hun!?” Han vidste med sikkerhed, denne kvinde havde noget med det at gøre. Kald det instinkt, men han var ikke et øjeblik i tvivl. Han nåede ikke at reagere, før hun klemte ham op imod et træ, som var han en lille pige. Hun var overnaturligt stærk, hun var i hvert fald ikke menneske. ”Du får hende ikke at se igen.” Aaron nåde at rynke brynene, før han mærke en skarp smerte i hans side. Så var hun væk. Aaron lagde en hånd på såret, og så hvordan blodet flossede ud igennem hans fingre. Han gled ned af træet og kunne begynde at smage blodet i hans mund. Hun havde ret. Han ville ikke se Audrey igen, for han ville dø i skoven. Han så op i himlen og tog dybe indåndinger, for at forholde sig så rolig som mulig.

Hun havde fået færten af en masse blod. Engel.. mennesker. Hendes instinkter slog til. Trods alt var det hendes territorium. Så hun ville se, og vide hvad der forgik. Det var vel fair? Hun skiftede til et mellem stadie af sin varulve form og løb på fireben igennem skoven. Hvilket kunne se yderst underholdende ud, men var meget praktisk som alfa. Carmen sprang på den faldne engel, og gav hende et sår på maven som hun kunne tage med sig hjem og pleje. Derefter fløj engelen med sine sorte vinger op væk. Carmen gik dyrisk imod knægten. Ganske ung, og helt klart for ung til at dø. Håret var flettet ned langs ryggen, og øjnene mere rødlige end gyldne. Der var så meget blod. Stille gik hun over og satte sig foran ham. Hun greb om hans hånd, hvor han holdt om blødningen, som om, at hun ville forhindre den i at hjælpe ham. Med et satte hun sine varulve tænder i hans håndled, og bed til. Enten så ville det her dræbe ham, eller få ham til at overleve. I det mindste havde han en chance nu. Så hun kunne vel ikke andet end at håbe. Carmen rev lidt op i hans trøje for at se såret an. Se det heale sig, og blive fint igen. Dog ville det nok tage lidt tid før han vågnede op igen... Carmen brølede højt igennem skoven, hvilket relaterede til at hendes pack kom. Jayden, Maya, Colten, Clarissa og Caroline løb over til Carmen. Carmen skiftede tilbage til sit menneske stadie igen.
"Vi skal have ham her hen til floden, så han kan få noget vand." Sagde hun og Jayden tøvede ikke med at gøre som Carmen sagde. Caroline gik hen til Carmen.
"F..Forvandlede du ham?" Spurgte hun skeptisk, og Colten vendte blikket imod hende.
"Der var en falden der prøvede at slå ham ihjel, jeg har muligvis lige reddet hans liv." Tilføjede hun præcist, og flyttede blikket længere ud af imod en anden fært af blod.
"Colten løb ud og tjek det, men angrib ikke nogen med mindre det nødvendigt." Sagde Carmen let og nikkede til Clarissa om hun skulle tage med. De andre tog ned til floden, hvor Maya den yngste af dem. Stod for at rense den sovende drengs hud, så han slap for blodet. Hun havde jordbærblond hår og smukke brune øjne. De andre sad og snakkede ikke så langt væk derfra om, hvad de skulle gøre hvis han vågnede og hvis han ikke gjorde.

Aaron hostede svagt, da nogen stillede sig foran ham. Han kunne ikke fokusere sit blik ordentligt, så det han bedst kunne se, var de røde øjne. Han kæmpede lidt imod, da hun fjernede hans hånd, men havde ikke nær så meget styrke som hende. Slet ikke når han var svækket i forvejen. Han vred sig i smerte, da hun bed ham i hans håndled, men så var han væk. Han kunne stadig høre hvad der skete omkring, men hverken se eller bevæge sig selv særlig meget. Han hørte et brøl, og gjorde en bevægelse i forskrækkelsen, men det virkede mere som en krampe. Han hørte snakkeriet, men kunne ikke kende stemmerne fra hinanden, han kunne høre lyse og mørke stemmer, men det var også det. Ordet forvandlede fik nogle følelser frem i ham. Hun måtte næsten være en varulv, og hvis hun forvandlede ham, ville han også blive en varulv. Ikke? Aaron blev flyttet, men gjorde ikke modstand. Det var tydeligt de bare ville ham, selvom han stadig ikke var sikker på om han kunne stole på dem. Det ville han tage stilling til, når han var vågnet rigtigt igen. Han kunne begynde at mærke noget i hans krop. Der var noget i hans system, og det forandrede ham. Han var ikke sikker på, om det var en god ting.

Colten og Clarissa kom tilbage lidt senere.
"Det var menneskeblod. Fært med knægtens. Men vi så en heks og mennesket gå væk. Så det fint. Sikkert derfor han var i skoven overhovedet." Sagde Colten som tilbage melding. Carmen nikkede og åndede tungt ud, hun kiggede over på Mai og knægten.
"Han skal nok klare det." Sagde Caroline og lagde en hånd på Carmens skulder. "Du gjorde ham en tjeneste." Tilføjede Caroline og de andre i flokken løb ud og tjekkede deres poster. Carmen rejste sig op og gik hen til Mia.
"Bare gå ind og lav dine opgaver til imorgen. Jeg tager mig af den her." Sagde Carmen til den unge beta. Carmen kløede sig kort i nakken.
"Hvis det hjælper dig med at vågne op. Så kan jeg fortælle dig din søster er i live... Vi kunne dufte på jeres fært i var i familie. Colten så en redde hende, og hun har det fint." Sagde hun let. Hvis det var noget der gav en viljestyrken, var det hvis man vidste, at ens familie havde det godt. Familie fik hende til at savne sin søster. Karma burde hun snakke med, dog havde hendes kære søster været lidt fraværende fra akademiet til at vide, at Carmen var startet som underviser også.
Men nu var der intet andet end at vente.

Aaron ville bare gerne vågne op, men virussen var stadig i gang med ham, og lod ikke til at ville give slip lige foreløbig. Han hørte en stemme, den eneste stemme han kunne kende fra de andre. Det var hende der havde gjort det mod hende. Hendes ord gav genlyd i hans hoved. ”Hun har det fint.” Han begyndte at bevæge hans øjenlåg en smule, så hans fingre og til sidst satte han sig op med et dybt gisp. Det var en ret voldsom oplevelse alligevel. ”Hun er okay?” Det var halvt et spørgsmål, og halvt en konstatering. Han kunne stadig mærke virussen, men han var på vej til at få det bedre. At være vågen var helt sikkert en fordel. Han så først lige ud i luften, indtil hans syn kom helt tilbage, så han tydeligt kunne se den mørkhårede kvinde ved hans side. ”Tak.” Han vidste nu, hun kun gjorde det for at redde ham. Men det krævede stadig noget tilvænning. Han var lige pludselig en varulv, det var en ret stor forandring, og ikke en forandring alle teenagedrenge gik igennem.

Han vågnede op. Reagerede som hun selv havde gjort dengang hun blev forvandlet. DEt var en mærkelig følelse, men det galte om tilvendelse, og som alt andet endte det godt til sidst. For de fleste. Carmen nikkede let.
"Hun er okay." Tilføjede hun let for at bekræfte hans ord. Carmen smilede let til ham.
"Det var så lidt." Svarede hun og lagde hovedet lidt på skrå.
"Hvis du vil, kan du hvile her. Eller vi kan føle dig ud af skoven, hvis du gerne vil hjem." Spurgte hun. Hvis hun kunne hjælpe denne nye unge ulv, så ville hun.
"Og, hvis du skulle have brug for hjælp så kan du bare komme til mig... jeg underviser på akademiet, ellers er jeg her." Tilføjede hun let og i mødekommende. Selvfølgelig ønskede hun ikke, at han skulle være en omega - ikke der var noget galt ned omegaerne, hun var selv en før men det var ensomt. "Desuden, hvis du vil så har du en plads i den her pack. Det bestemmer du selvfølgelig selv." Det var meget på engang, men hun ville give ham tid og plads til at tænkte over det.

Aaron var ikke i tvivl om, han nok skulle vende sig til det. Det var bare lige nu, det føltes svært. Hans krop føltes ikke som før, og det gjorde ham forvirret. Hans krop forandrede sig for hvert sekund der gik, og det var en smule svært at håndtere. Han nikkede kort til hendes ord. Det var det første der stod i række på den mange tanker i hans hoved det øjeblik. Nu hvor den tanke var væk, kunne den næste komme til. Han havde været døden nær. Han havde været så overbevist om, at han ikke ville se hende igen. Han havde det forfærdeligt, men disse følelser kunne først få afløb når han var alene. Han hadede at virke sårbar foran andre. ”Jeg vil gerne hjem. Jeg skal hjem til hende. Og jeg har brug for at tænke.” Det var en stor omvæltning, og det ville måske tage lidt tid, før han tog kontakt til Carmen. Det første han skulle gøre var, at finde sin nye plads i verdenen, samt vende sig til hans forandrede krop. Med lidt besvær, fik Aaron rejst sig op. Det gjorde ikke nær så ondt som før, men han kunne stadig mærke smerten fra både knivstikket og biddet. Men han var en fighter, så han skulle nok komme igennem det. Heldigvis havde han også sin søster, og selvom han måske ikke ville fortælle det til hende med det samme, kunne han regne med hende når han gjorde.

Hun nikkede let og rejste sig så op - samt rakte hånden ned til ham, for at hjælpe ham op, hvis han følte for det.
"Så kom med, jeg skal nok vise dig vejen - også så vi når hjem før dem, hvis det skulle være." Sagde hun kækt og begyndte stille at vise vejen. Hun kendte skoven ud og ind - derfor var det let finde rundt for hende. Carmen sørgede for at han var med hende igennem hele turen. Hun havde et territorium her, hvor hun kunne gå uden at blive angrebet af andre packs medmindre de ønskede at få tæsk. Selvom Carmen var væk fra de andre, så havde hele packen et specielt bånd der bandt dem sammen.
Snart nåede de hen til åbningen af skoven.
"Hør. Hvis du får brug for mig, så underviser jeg i kampsport. Og dans. Smut nu ind og se til din søster." Sagde hun med et smil på læben. Hun kiggede efter den unge ulv.

Aaron tog imod hendes hånd, selvom han næsten selv stod op allerede. Det virkede bare som det høflige at gøre. Nu tilbød hun sin hjælp, så kunne han lige så godt tage imod den. ”Det vil jeg gerne.” Hvis hun kom efter Audrey, ville der være en masse spørgsmål fra hende, især i forhold til såret i hans side såvel på hans håndled. Han fulgte efter hende, og havde en masse spørgsmål til hende. Han stoppede op foran hende, før han gik hjem. ”Okay. Måske. Jeg skal lige tænke.” Aaron førte blikket ned på sit håndled. ”Hvad skal jeg gøre med det her?” Han løftede sit håndled, så hun vidste hvad han mente. Når hun svarede ham på det, fik han forhåbentligt også et svar på såret i hans side, der sjovt nok ikke gjorde så ondt længere. Han havde mange flere spørgsmål end dem, men dem kunne hun svare på et andet tidspunkt. Men lige netop det stillede spørgsmål, var vigtigt så han kunne holde det skjult for Audrey. Han var ikke helt klar til, at hun skulle vide det endnu.