I like you but I'm scared of you ~ Day

S ~ En mark i udkanten af moonligth Falls.
T ~ Omkring middagstid.
O ~ Ingen andre at se med det blotte øje, nogen få huse et stykke der fra.
V ~ Der er omkring 4-5 grader, skyfrit og solen skinder.
P ~ Dette plus et par sorte vandre støvler.
Emneparter ~ @Day
 
 
Okay det her var dum, der var ikke nogen i nærheden og der var helt stille, måske var der nogen af de der underlig døde mennesker et eller andet sted men ikke lige her. Alexandra var gået uden for og derefter forsat ud af byen, nu stod hun lidt inde på en mark uden for Moonligt og kiggede rundt. Hvorfor hun var der eller hvad grund til hun var gået her hen viste hun ikke. Måske skulle hun bare vende om og gå hjem igen, der var ikke noget at se og det var ikke ligefrem fordi hun havde lært at slås mod døde og syge mennesker eller hvad de nu var dem alle var så bange for.

Hun havde en fornemmelse om at der ville ske et eller andet her og hun var nød til at være en del af det men hun kunne ikke se det og jo længere ind på marken hun gik jo sværere havde hun ved at tro på det. Okay det her var dumt, hvorfor havde hun troet på den fornemmelse. Hun vente sig om for at gå tilbage af. Så kunne hun sidde der hjemme i varm og øve på hendes guitar og drikke kaffe. Det lyd som en meget bedre ide ind at blive ved med at trave rundt på en mark midt i ingenting. Hun var ikke nået ret langt tilbage hen over marken før hun stoppede op, der var en eller anden lyd, men hu kunne ikke placere den nogen steder. Hun kiggede som omkring I håbet om ikke at se nogen af de der levende døde være på vej hen i mod hende.

Et Lyn nedslag fik endelig day smidt ned på marken, hvor han så begynde og gispe efter vejret, han havde 10 år i denne tid nu, til og få styre over det hele ellers ville han miste sin sjæle for ingen verdens nytte. Men de, havde som altid ikke gået som han ville, hvorefter han fik sig selv kæmpede op inden han vaklede længere hen af.

Hans tøj var der kun hans bukser tilbage af, hvorefter han så over på en kvinde som lignet den dæmon som, havde gjorde dette for ham, men tiden var ikke i nu, hvilket han regnede med hun vidste. Derfor kom han vaklende hen mod hende, for hende ville han nok ligne en walker, han kiggede op på hende, hvorefter han faldt sammen og besvimet. Han lå der på jorden og så hans fortid, deres fremtid igen, mens han var besvimet så han en anden verden, som havde noget med deres fremtid og gøre.

Hun var nød til at holde sig for øjne da et lyn så ned, lidt for tæt på hende syntes hun i hverfald selv. Det var kommet ud at ingenting, himlen var der igen skyer på og det regnede heller ikke. Alexandra forstod stadig ikke noget ud over at den følelse der havde fået hende til at gå her ud havde haft ret. Hun fór sammen da hun begynde at kunne høre nogen gispe efter vejret hun vente sig om, Alexandra var klar til at løb sin vej men på samme tid kunne hun ikke tage øjne væk fra hvad hun så. Hun var navlet til jorden hendes hoved fortalte hendes krop at den skulle komme væk fra denne person som kom vaklende mod hende men hendes hjerte sagde hun skulle blive lige der og vente på ham.

Det var først da han var ved af falde sammen hun kunne flytte sig og det var den forkerte vej i forhold til hvad hendes hoved gerne ville have hun tog. Hun forsøgte at gribe ham hvilket også lykkes mens følelsen der gik gennem hendes krop overraskede hende så meget at hun gav slip igen. Alexandra sank en klumpe mens det gik op for hende hvem han var, det skræmte hende så meget at hun ville gemme sig væk et sikket sted hvor det ikke ville være muligt for hende at komme væk fra. Hun rystede på hovedet af sig selv mens hun tvang sig selv til at se væk fra ham for at se sine omgivelser. Hun kunne ikke lade ham blive her, hun måtte bare lade være med at fortælle ham hvad hun var også håbe på at han ikke ville finde ud af det. Hun bed sig hård i læben mens hun forsøgte at finde den bedste mulige måde at flytte ham på.

Hun kunne ikke forklare hvordan men hun havde på en eller anden måde fået ham med tilbage til byen og hjem så hun kunne lægge ham på sofaen. Det havde ikke været den bedste plan men den eneste hun kunne komme op med. Hun sukkede lettede da hun endelig slap ham. Det havde været mere ind nok kontakt og hun var nød til at gå ud på badeværelset for at smide noget koldt vand i hovedet. Okay næste ting hun var nød til at tage sig af var at få ham dækket mere til for hun var ikke sikker på hvor længe hun ville kunne holde sig selv tilbage vis hun skulle blive ved med at se på hans lækker krop.

Hun fandt et stort tæppe og lagde over ham, hun ville helst rør så lidt ved ham som muligt nu hvor han ikke var i fare længer. Da hun havde lagt en pude under hans hoved og tjekket om han stadig træk vejret gik hun modstræbende ind i soveværelset og tog et par t-shirt ud af skabet, de tilhørte Mateo men han ville nok ikke have noget i mod at hun låne en af dem væk. Hun gik ind og lagde dem på sofabordet så kunne kan selv vælge en når han en gang vågnede. Til sidst gik hun ud i køkkenet og fyldet en kande med vand og tog glad med ind, hun hælde vand op til sig selv og satte sig i den lænestol det var længst væk fra ham før hun trak benene op under sig og drik sit vand.