There you go being my knight on the white steed - Lucian

Tid: Eftermiddag
Sted: Fjorden i Gaia
Omgivelser: Både i vandet, som gør klar til at sejle.
Vejr: Tung regn og blæst.
Påklædning: Outfit Hår, men forstil dig det i rødt
@Lucian

Annalyn var gået i panik, da hun havde læst brevet som Courtney havde givet hende, der havde stået at hun ikke længere var en del af Morning Eye packen, at den nye alfa havde smidt hende ud og at hun fra det tidspunkt havde været rogue. Hun havde ikke kunne få vejret. Hun havde ikke kunne tænke, hun havde bare sat i løb, for at komme væk fra alting, væk fra frygten, væk fra Courtney, væk fra rummet som syntes at blive mindre omkring hende og væk fra alt. Hun stoppede ikke engang, da hun faldt gled i mudderen i vejkanten og faldt og skrabede sine knæ og hænder.
Hendes hænder sved og gjorde ondt og hun var sikker på at hun måtte have enten forstuvet eller brækker noget i hendes håndled, da en dunkende smerte spredte sig og ikke gik væk igen. Men dette stoppede hende ikke. Hun kunne ikke stoppe. Hun måtte væk. Hun kunne ikke blive en dyrisk og voldsom rogue, ligesom den som havde slået Francis ihjel. Hun kunne ikke ende sådan.
Hun nåede ned til fjorden, ned til vandet, ned til bådene. Hun stoppede først, da hun var lige ved at nå vandet. Og hun mærkede hvordan det hele indhentede hende og hun satte i løb væk fra kajen, hen imod en lille sten strand der var der, hvor hun satte sig i skjul fra omverdenen og hendes tårer og hulk brød frem, da hun lod det hele knuse hendes hjerte.

Påklædning + Jakke


Han havde  glædet sig til denne dag, han vidste ikke helt hvorfor men det gjorde han. Det var i dag han skulle mødes med Annalyn, de havde haft svært ved og ses de sidste uger, siden halloween ballet. Men det havde ikke stoppet ham fra at tænke på hende, meget, alt for meget. Han smilede derfor også helt fjoget som han nu stod og ventede på hende. Men tiden gik, og hun kom ikke. Han kiggede igen på sit ur, 30minutter, det lignede hende ikke. Han prøvede og ringe til hende, med den gik direkte på telefonsvare.

Han rejste sig fra bænken han sad på, rettede sin jakke og gik med roligt skridt imod skolen. Han spurgte nogle random elever om de havde set hende, indtil han fik det svar han søgte. Nogen havde set hende løbe fra skolen, uden jakke eller noget. Han fik en retning og satte i et løb i den retning. Han mærkede uroen i sig, og hans rolige sind smuldrede. Han var nødt til at finde hende, det var alt for koldt, og det regnede. Han fandt et sted nogen var faldet, og satte sig på hug, han genkendte den duft alle steder. *Annalyn* han kiggede bekymret frem og fortsatte i et hurtigt tempo. Han kunne ikke løbe nu, han skulle fokusere på hendes duft, følge den.

Han stoppede op som han nåede fjorden. *FUCK.. did I lost her?* Han kunne ikke finde hendes duft, hvor blev hun af? Hun var var vel ikke hoppet i vandet? Han kiggede ned, men så ramte vinden ham, og den bar en duft, en duft han troede han havde mistet. Han drejede hurtigt i retningen det kom fra, og der gik ikke længe før han opfangede hulken. Selvom hun satte sig i skjul, så fandt han hende stadig. Han hev sin jakke af inden han nåede derhen og inden han overhovedet nåede og sige noget havde han lagt den om hende. Han lagde armene om hende og holdt hende ind til sig ”I’m so glad I found you. I was so worried. Annalyn what’s wrong?” han slap hende ikke, holdt hende bare tæt til sig og det var tydeligt og høre på hans stemme at han var dybt bekymret for hende.

Annalyn var fortabt i hendes hoved og det var først da hun hørte hans stemme, da hun mærkede hans arme omkring sig og hans brystkasse imod hendes krop, da hun kunne dufte ham, at hendes panik rigtig begyndte, sådan endnu mere. Der gik lidt tid før hun kom med en reaktion.
Hun forsøgte at skubbe sig væk fra ham, på trods af hendes håndled som syntes at dunke værre og værre for hvert sekund der gik.
Hendes vejrtrækning var panisk og mens hun prøvede at skubbe ham væk, næsten råbte hun "No.. No.. Go away.. You don't want me near you! I can't! No! Get away from me! I'm can't be a rogue.. I'm not.. I won't be.. I'm not..".
Med de sidste ord, stoppede hendes kamp imod ham og hun blev helt stille. Hun sad også bare helt stille. Hendes tårer bare trillende ned ad hendes kinder.
Hun var en rogue.
Hun var helt alene nu.
Hendes alfa ville ikke have hende. Begge hendes brødre havde vendt hende ryggen. Hun ville aldrig se sine niecer eller nevøer igen. Heller ikke hendes forældre. Alle var væk.
"I'm a rogue." lød det stille fra hende, hendes stemme hæs og næsten ikke til at hører. Hendes blik tomt og stirrede bare ud i luften.

Han slap hende ikke, uanset hvor meget hun forsøgte og komme væk, så lod han sine stærke arme blive omkring hende. Holdt hende tæt, og lod hende komme af med den panik der virkede til at ulme i hende. Hun var svær og forstå, og det var kun noget af det som gav mening. Men et ord fangede især hans opmærksomhed. *Rogue? What the fuck happend?* Hun slappede endelig af, og han kunne mærke hvordan hun pludselig sad helt stille. Og så var det hun sagde det han havde opfanget, men som han ikke forstod.

Han satte sig ned på jorden ved siden af hende, og uden at give hende en chance for at gøre modstand trak han hende ind til sig. Med en blid hånd imod hendes hoved placerede han det på hans bryst, imens hans anden arm stadig lå om hende. Han nussede hende blidt i håret og placerede et blidt kys på hendes pande. ”You can try and fight me all you want, but I’m not going anywhere.” han mærkede en underlig fornemmelse I sin mave, han havde ikke oplevet det før og kunne derfor ikke sætte ord på den. Men det var som om det gjorde ondt på ham, men ikke fysisk. Han placerede endnu et kys, denne gang i hendes hår, og lod så blot sit hoved hvile imod hendes. ”Annalyn. Tell me what happend. ” hans stemme havde noget dominerende men beskyttende over sig. Han kunne ikke lade være, han havde en forfærdelig trang til at beskytte hende, sørge for ingen nogensinde gjorde hende ked af det.

Annalyn sad helt stille og lod sig blive holdt om a Lucian, alt kamp i hende væk. Indtil han bad hende fortælle hvad der var sket. Hun flyttede sit blik, langsomt og vagtsomt op på hans ansigt og hviskede "I got kicked out.. My old alfa died.. And the new one, kicked me out. He didn't evenshow up or anything, he just wrote me a letter. I've lost it.. I've lost everything and now.. Now I'm.. I'm.. I'm this!". Hun stressede de sidste ord, med hendes sårbare stemme og hun rakte sin skadede hånd, som efterhånden var hævet ved håndledet og begyndt at tage farve, for at stryge hendes våde hår væk fra hendes ansigt, men hun kom med et udbrud af smerte, så snart hun løftede den og hendes anden hånd fandt vej til hendes håndled. Hun så ned på det og sukkede.. Det så slemt ud, og det dunkede og værkede endnu værre.
Hun så også sårerene på hendes håndflader, men i stedet for at gøre noget, lukkede hun blot sine hænder sammen i små knytnæver og lænede sig ind imod den stædige alfa, som sad og holdt om hende. "I'm all alone now. I've never felt this alone and isolated. Or weak.". Et hulk vred sig igennem hendes krop, på trods af at hun forsøgte at holde det tilbage.
Der var noget ved Lucian, som gjorde hun at hun turde fortælle ham det. De fleste alfaer ville ikke havde noget med en rogue at gøre, men han var blevet siddende, han havde forsat holdt om hende, han havde ikke ladet hende skubbe ham væk fra sig. Hendes tårer var også stoppet. Hun vidste dog ikke om det var på grund af ham eller fordi hun bare ikke havde flere. Hendes hoved dunkede også og hendes øjne gjorde ondt. Hun græd ikke særlig meget, det var første gang hun rigtig havde grædt i flere år.
Som hun sad der i hans arme, tæt op ad ham, mærkede hun trygheden, den beroligende følelse som han altid syntes at have på hende. Hun forstod ikke hvorfor, eller hvordan. Måske det bare var sådan han fik andre til at føle. Men for første gang, følte hun sig ikke skyldig over at føle sig tryg ved ham. Og i det øjeblik, ønskede hun at han aldrig ville give slip på hende igen.

Han lyttede til det hun sagde, men han kunne ikke lade være og spænde en smule og knytte sine hænder som han hørte det hun sagde. Det lignede ikke noget, han hadede sådanne type alfaer, hun havde jo ikke gjort noget forkert? Der havde været en aftale med den tidligere alfa, og var det et problem måtte han sku da hente hende hjem i stedet. Han mærkede vreden der begyndte og ulme i ham. Han bed sig selv i læben i et forsøg på at stoppe vreden, det hjalp ikke hende noget at han mistede sin kontrol nu. Hvad ville han også gøre? Han kunne ikke bare løbe for fuld hammer til den alfa, og sætte ham på plads jo. Han ville efterlade sin egen pack sårbar, nej sådan en alfa var han ikke!

Hendes smerteudbrud fik ham revet ud af sine tanker. Han rykkede hovedet og så bekymret på hende som hun betragtede sin hånd. *For fuck sake Annalyn* Han sagde ikke noget i lidt tid, lyttede til det hun sagde, og betragtede hende som hun opdagede de skader og sår hun havde fået. Han havde kunne dufte hendes blod, men havde hurtigt regnet ud det ikke var så voldsomt. Nu hvor han kunne se det blot var skrammer var han mere rolig. Han strammede let sin omfavnelse af hende som hun puttede sig ind til ham. De blev siddende sådan lidt, men efter lidt tid rykkede han sig en smule, han satte sig om bag ved hende så hun kunne hvile imod hans overkrop. Han tog så blidt fat i den arm hvor hun havde slået sit håndled. ”You will never be alone Annalyn. There will always be a place for you in Light Moon, if you want it” det sidste blev tilføjet med et smil, det skulle være hendes valg trods alt.

Imens han snakkede var han så småt begyndt og undersøge hendes hånd. Hun havde noget forstuvet den, den virkede ikke brækket. Han havde forsigtigt mærket på knoglerne, men den burde nok blive røntgenfotograferet for at være sikker. Han slap hendes arm, og rykkede hende en smule frem. Han hev så sin turtleneck over hovedet, og hev den tanktop af som var under før hans turtleneck igen kom på. Han trak hende roligt tilbage til sig igen, og begyndte og rive sin top i stykker. ”I know your upset, but you really need to take care of yourself.” sagde han med en blid og beroligende stemme som dog stadig lød en smule bestemt. Han tog forsigtigt hendes arm, og begyndte systematisk og binde hendes håndled ind. Uanset om den var forstuvet eller brækket, så var det en god ide og få noget støtte på den! ”If you ask me, this new alfa is a fool. He is tossing away gold. Tshhh.. idiot.” fortsatte han så imens han sikrede at forbindingen ikke gik op igen.

Annalyn så op på ham, som han sad der og undersøgte hendes håndled og sagde at der altid var en plads i hans pack, hvis hun ville have den. Og hun så overrasket på ham. "R-really? You mean that? I mean.. You know, I'm not the best to obey the rules and what if I'm nothing, but trouble? I mean.. I have a thing for going against the alpha, y'know.". Hun prøvede at lyde normal, men usikkerheden var tydelig. Hun ville ikke få sine forventninger op. Men han ville nok ikke tilbyde hende en plads, hvis ikke at han vidste alle de ting om hende.
Og da han skubbede hende en smule væk, for at hive sin trøje af og så hans tanktop, følte hun pludselig kulden omkring sig. Den omfavnede hende, fik hende til at ryste og hendes tænder begyndte at klapre. Kulden fik hende også til at føle sig lille. Lille bitte og ubetydelig.
Så da han igen trak hende tæt på lænede hun sig gladeligt ind i hans varme brystkasse og nød varmen som syntes at omfavne hende. Hun var også faldet en del mere til ro og da han begyndte at forbinde hendes håndled og han sagde at hun skulle passe på sig selv, på trods af at hun havde været oppe at kører, nikkede hun stille og lyttede opmærksomt til det næste han sagde og det fik hendes øjne til at fyldes med tårer endnu en gang og hun fik frem sagt en halvkvalt sætning "The worst part is.. It's the old alpha's son, he killed him at the last full moon.". Hun så op på ham, med hendes våde øjne og krøb om muligt endnu tættere ind til hans varme krop.

Hvordan kunne hun være i tvivl? Han havde uden tøven sat efter hende, han havde fundet hende. Han vidste også godt hvordan hun havde det med regler, og han kendte kun alt for godt hendes flabede attitude. Det stoppede ham dog ikke fra og ville have hende i sin pack. Han havde intet imod lidt udfordring, så længe det ikke var på en måde som var til fare for hans pack. Intet ved hende gav ham det indtryk. ”I think you’re forgetting i already know all that. You told me yourself remember?” sagde han som han sendte hende et skævt smil. ”That’s what I like about you. Your stubborn will, the way that you are yourself, and don’t let anyone tell you other vice. Why wouldn’t I want that In my pack?” han fik et mere seriøst blik I de rolige øjne som han sørgede for de fik øjenkontakt. ”Annalyn I meant it. You’re welcome in Light Moon if you want!” Det var nok mest af alt en konstatering end et spørgsmål. Hun behøvede trods alt ikke træffe et valg nu, men det var vigtigt hun vidste muligheden var der.

Han kunne ikke helt håndtere det der, hendes øjne fyldt med tårer. Det fik noget i ham til at vride sig i smerte, han kunne ikke kende den følelse. Hvad var det her lige? Nååh han havde ikke tid til at tænke på det nu. Hun var vigtigere. Han trak hende ind til sig igen, gjorde hans omfavnelse en smule hårdere, han vidste det kunne have en beroligende effekt. ”A man who kill his own father for power, he is not worth anything. He is a coward and.. to be honest. I’m happy you’re not in that pack. It’s going to go rampage if I’m not mistaken. And alpha like him is no good alpha.” det var et soft spot for Lucian. Han havde mistet sin far I en ung alder, så tanken om nogen ville slå deres egen far ihjel for magt, det fik alt I ham til at vende sig. Han havde set det før, deres nabo pack i Sverige da han var barn. Det havde ikke taget mange fuldmåner før alt kontrol var røget i den pack. Det var et mareridt, og hans far havde taget dem til sig som flygtede sig. Det havde skabt en del problemer.

Annalyn sad i hans varme omfavnelse, hun kunne mærke hans hjerte igennem hans brystkasse og hans duft trængte endelig igennem til hende og en ro samt tryghed, som slet ikke var der før. Hun forstod det ikke selv, det var underligt at han havde den effekt på hende, men hun valgte ikke at spekulere for meget over det, der var andre bekymringer og tanker der susede rundt i hoved på hende.
Da Lucian forsikrede hende om at han var mente det, og om at han ikke ville fortryde at have hende i sit pack, nikkede hun til ham, mens hun holdt hans blik, med hendes store grønne øjne. "Thank you Lucian. Really thank you, it means a lot and I'd be a fool to reject the offer. I can't imagine a better alfa, truly.". Hun lagde sin lille hånd oven på en af hans og gav ham et lille smil.

Hun blinkede tårerene væk fra hendes øjne, da han begyndte at snakke om den nye alfa, hun var enig. Hun var alt for enig. Hun havde kendt ham, da hun var yngre og han havde altid været jaloux på sin far og hans beta. Så det at han havde fået slået sin egen far ihjel, overraskede hende ikke, men hun var stadig i sorg over at han var død., på trods af hans strenge regler og hans afstraffelser af hende.
"It's just.. I worry about my brother, his wife and their kids. I hope they get away safely, before it all blows up..". Hun rev sit blik væk fra Lucian og så ud mod vandet, som slog imod de grå, hvide og sorte sten. Hun tog en dyb indånding og lukkede så blikket, mens hun håbede og bad til hvad end ville  lytte, at de ville være i sikkerhed.

Og så skete der noget der normalt aldrig skete for Lucian, faktsk så kunne han ikke huske at det nogensinde var sket før. Like aldrig. De små 7 ord, 'I can't imagine a better alfa, truly'. 7 så simple ord fik en underlig følelse til at vise sig i ham. Han rømmede sig og kiggede til siden forlegent. "Thank you.. Annalyn.." man kunne godt høre hans stemme var anderledes, på trods af at han stadig sagde hendes navn med den der lidt mørkere tone til stemmen. Det var bare blevet en vane, og han havde for længst glemt hun havde bedt ham om at kalde hende noget andet.

Det tog lidt tid før han fik samlet sig igen, og det var egentlig først da han hørte hendes stemme igen at han virkelig kom til sig selv. Han drejede sit blik over på ham, en smule bekymrende. Han forstod hende godt. Det kunne ende med at koste liv når kontrollen af packen først gik galt. Han sad lidt og tænkte over hele situationen. Ville det være for meget? Nej! Det var et spørgsmål om sikkerhed. "Listen. If you're family want, they're more than welcome to come here and join Light Moon. I dont have a place for the whole pack yet, but they can use my appartment as a start, I will just use the inn untill they find there own place." han sendte hende et venligt og beroligende smil. "If you need it, we can use christmas break to travel there to get them? I will follow you okay? I need to make sure my newst member is safe afterall. And Andrew. Well he got a thing with his mom and well a friend." han var ikke helt klar over hvad Andrew og Charlie var? De var vel bare venner? Andrew sagde i hvert fald at Charlie ikke var til mænd, så det kunne vel kun være venner? Han løftede sin hånd op til hendes ansigt, og nussede hende blidt med sin tommelfinger.

Hendes øjne fandt hans ansigt igen, da hun hørte ham sige hendes navn. Han vidste hvad for en effekt det havde på hende, men i det øjeblik, fyldte det hende blot med en varme, en tryghed, som hun havde haft brug for at føle i lang tid. Hendes hånd, som ikke var forbundet, fandt en af hans store hænder og hun hviskede "Don't mention it, Lucian. It's the truth." Hun vendte sig lidt i hans favn, så hun havde siden ind imod hans brystkasse og hun krøllede sig let sammen op ad ham.

Da han tilbød at hendes bror og hans lille familie kunne joine, rettede hun sig dog op og så på ham, mente han det virkelig? Ja, hun var ikke i tvivl og hun kunne ikke hjælpe det smil som spredte sig på hendes læber, ej heller da hendes øjne fyldtes med tårer endnu engang, denne gang var det dog ikke af tristhed eller panik, men af glæde. Hun bed sig i underlæben og nikkede så. "Yeah, yeah, that's be amazing.. Thank you, thank you so much, Lucian. You have no idea how much that means to me.". Hun smed armene om halsen på ham af glæde og glemte, da at hendes ene håndled var forbundet og hun kom med et lille klynk, da hun kom til at ramme ham, med hendes håndled. Dog slap hun ham ikke før hun var færdig med at knuge ham godt i krammet.
Da hun endelig trak sig lidt tilbage, tørrede hun fjoget tårerene væk fra hendes kinder og hun tog en dyb indånding. "It's a deal then, I'll try and write them a letter now, so they'll know of our arrival and all that.".

Han kunne ikke lade være og smile over den reaktion hans tilbud fik. Han havde da forventet hun ville blive glad, men det her var jo over alt kontrol. Han betragtede roligt de grønne øjne som endnu engang fik tårer i dem. Han vidste dog godt at det var af en helt anden grund. Han gengældte det kram hun gav ham, og han mærkede hvordan hendes duft indtog ham som en tåge der kom snigende i mørket. Shit.. Hvorfor var hendes duft altid påvirkede ham så voldsomt? Hans tanker brød som hendes lille smerte udbrud lød, og han sukkede en smule opgivende. Hun skulle virkelig til at blive bedre til at passe på sig selv.

”You do that. I will inform my beta about our new member, and maybe soon to be members.” han tørrede en tare af hendes kind hun selv havde overset, og lod sin hånd hvile der. Hans blå øjne hvilede på hende, og han bed sig let I læben, lod sin tommelfinger langsomt køre over hendes fyldige underlæbe. Hvorfor fik han sådan en trang til at kysse hende? Det var ikke fordi han var trængende, de tanker havde han slet ikke lige nu, hun var såret og ulykkelig. Men gosh hvor ville han gerne placere sine læber på hendes. Men det duede ikke, han kunne ikke udnytte hende i sådan en situation. Han løftede derfor sit blik og kiggede ud over fjorden, og lagde igen armen om hende. Trak hende ind til sig og placerede et kys i hendes hår, det var bare slet ikke det samme. ”I would like you to meet him. Andrew, my beta.. He’s a good guy.” Emneskift, den bedste løsning på det her! Yes! Hvis han ikke tænkte på det, så ville lysten til at kysse hende da forsvinde. Ik?

Hun nikkede, til Lucian, som han tørrede en tåre væk fra hendes kind. Hendes øjne fanget af hans ansigt og hendes øjne flakkede mellem hans smukke blå øjne og hans læber, som syntes så perfekte. Hun lagde mærke til at han bed sig i læben og hun sank den klump hun pludselig følte hun havde i halsen. Hun havde ikke lyst til andet end bare at læne sig ind og lade hendes læber mødes med hans? Men det var ikke en god idé. Det var bestemt ikke en god idé, men det stoppede ikke hendes håb som voksede i hendes mave og i hendes bryst. Og ganske rigtigt, mærkede hun også skuffelsen, da han pludselig så væk fra hende og da han endnu engang lagde armene om hende og trak hende ind til sig. Hun mærkede kysset som han placerede i hendes hår, og hun sukkede lettere tilfredst. Selvom det slet ikke var det hun havde lyst til, hun ville meget hellere kysse ham, sådan rigtig kysse ham og ikke andet. Men hun var bestemt heller ikke utilfreds med kysset i hendes hår og hun lyttede opmærksomt til hans stemme og det han sagde. Andrew? Hun havde hørt ham nævne ham før og hun var faktisk ret overrasket over, at hun endnu ikke var rendt ind i ham. Så hun kunne ikke lade være med at nikke "I'd like to meet him as well. He sounds like a really nice guy.". Hun smilede let og lod hendes raske hånd krølle sig rundt om Lucians overarm, mens hun nussede den let med sine fingre.
"Hey, Lucian?" spurgte hun og rettede selv sit blik imod fjorden, stadig siddende sammenkrøllet i hans arme. "I think we should get back soon.. I think my wrist should get looked at soon.".
Hun vidste at det var det logiske at gøre, uanset hvor meget hun hellere ville blive siddende i Lucians favn, så gjorde hende håndled mere og mere ondt, og hun vidste at hvis ikke det skulle blive værre, så burde hun få den undersøgt og få en rigtig forbinding på.

Han kunne ikke lade være og smile som hun sagde hun gerne ville møde Andrew. Hvorfor det gjorde ham så glad, det vidste han ikke. Måske fordi han var hans beta, og hun nu blev en del af den pack? Ja det måtte være derfor. Det kunne ikke være andet jo.

Hans øjne lukkede som hun blidt nussede hans overarm. Det var ikke noget han lagde mærke til, det skete ligesom bare. Han åbnede den dog som han hørte hende sige hendes navn. ”Hmm?” han holdt sit blik på fjorden som han lyttede til det hun havde og sige. Hun havde ret. Uanset hvor lidt han havde lyst, så skulle han få hende tilbage. Hun skulle ha det håndled tjekket, nu han var hendes alfa, så var det hans ansvar. Selvom han nok havde gjort det alligevel. ”Your right..” sagde han med en lidt opgivende tone over sig, men han rejste sig dog hurtigt op. Han rettede sin trøje før han bukkede sig ned, og før hun fik en chance for at reagere havde han løftet hende op så han holdt hende i brudestilling. Han sendte hende et smil før han roligt gik imod akademiet. ”Sorry. Im not taking any risks. You hurt your knees to. I rather have you checked out before I let you walk on your own.”


//Brudestilling = når man bærer bruden over dørtrinnet.

Da Lucian rejste sig op, mærkede hun straks kulden, hun var ellers blevet nogenlunde varm i hans arme og en skælven bevægede sig igennem hendes krop. Hun nåede ikke engang at forsøge at rejse sig op, inden at hun mærkede at Lucian løftede hende op. Hun kom med en overrasket lyd og skulle til at sige noget til ham, da han skar hendes ord af og sagde at han ikke havde tænkt sig at lade hende gå før hende knæ var blevet kigget på. Hun nikkede uden rigtig at sige noget og lagde blot sin arm om nakken på ham, mens hun mærkede at hendes kinder fik farve. Det var bestemt ikke det hun havde forstillet sig at han ville gøre. Hun havde ikke rigtig prøvet at blive båret sådan før, over skulderen havde hun prøvet, men aldrig i brudegreb.
Hun vendte sit ansigt væk fra Lucians syn og kiggede på vejen som han gik på. Hun vidste ikke hvorfor det var pinligt, hvis han så hendes kinder blive lyserøde. Det var jo ikke fordi hun havde følelser for ham, var det? Nej.. Det var ikke derfor hun rødmede.. Det kunne det ikke være.
Hun rystede let på hovedet af sig selv og sukkede let. "You're really stubborn, you know that? I even think you might be worse than me!". Hun kom med et lille grin.

Han havde bevidst sørget for hun stadig havde hans jakke om sig. Han ville ikke risikere at hun blev kold nu hvor han ikke kunne holde om hende på samme måde. Han håbede bare det var nok. Hun havde været rigeligt igenenm, sygdom var ikke lige noget hun burde slås med også. Hans dybe latter lød som hun kaldte ham stædig og endnu mere end ham. Well hun havde ret, når det kom til de her ting så var han stædig. Han kiggede derfor også bare ned på hende med et smil på læberne. "I think its good that Im a bit stubborn, especially if we look at the newst member of Light Moon." han gengældte hendes grin, og sendte hende et flabet smil.

Han fortsatte uden stop hele vejen til Athena. Han kunne måske have fundet en læge i byen, men han stolede ærlig talt ikke på dem. Han gik igennem indgangen til porten og kiggede så på hende med et skævt smil. "I think that was the first time I have ever been blown up." han var godt klar over der havde været en god grund, men han fandt det nu alligevel ret komisk.

Annalyn kiggede blot på naturen og byen som de gik igennem, inden hun lænede sit hoved imod Lucians skulder og næsten gemte sit ansigt i hans hals.
Da han snakkede så hun op på ham og kom med et lille grin og sagde "Well, there's always a first. But I'm really sorry Lucian. I really am.". Hun smilede op til ham, men ikke det stolte eller hendes normale smil, nej, det var mere usikkert og undskyldene.
Uden at hun lagde mærke til det, begyndte hendes fingre som lå om hans nakke at nusse ham på hans skulder.

//Sorry det ikke er så langt D:

Han sendte hende et roligt smil og placerede et kys på hendes pande. "Don't worry. You had a good reason afterall." han grinte lidt, og trådte ind på Akademiet. Det var en fordel han havde gået der før, han vidste præcis hvad vej han skulle gå for at finde lægens lokaler.

Folk kiggede på dem som de gik igennem gangene og han ignorerede dem bare. Han kunne dog ikke ignorere det at hun nussede hans skulder, det føltes fantastisk, beroligende. Han nåede lægens lokaler og gik roligt ind af døren og satte hende på en seng der stod derinde. "There.. Safely arrived here." han sendte hende et skævt smil, inden lægen kom ind til dem. Lucian forklarede i korte træk hvad han vidste, og læge gik med det samme i gang med at kigge på hendes håndled. Lucian trådte et skridt tilbage for at give ham plads.

//Det helt okay <3

Annalyn nikkede let, hun kunne godt mærke kulden og hendes panikanfald havde taget en del på hendes energi og hun følte sig træt, hvilket ikke skete så ofte for hende. Hun kom også med en lille lyd, som viste at hun erklærede sig enig, men alligevel stadig var ked af at hun ikke havde overholdt deres aftale.

Hun ignorerede de blikke som de fik, mest af alt fordi hun ikke lagde mærke til dem, dog hørte hun en hvisken fra folk i ny og næ, men disse valgte hun blot at ignorere, lige som blikkene.
Da de kom indenfor og han havde sat hende ned på en af sengene, i hospitalsføljen eller hvad den nu hed, hun var faktisk ikke sikker på hvad den blev kaldt, så hun gik med samme ord som hun fornylig havde læst i Harry Potter, smilede hun op til Lucian, inden lægen kom hen og straks gik igang med at kigge på hendes håndled. Mens han kiggede og forsigtigt undersøgte hver en lille detalje af hendes håndled, knyttede hun sin anden hånd, af smerten og hun så også meget bestemt ud, indtil han konstaterede at det var en slem forstuvning og at hun skulle have skinne på og undgå at overanstrenge den yderligere. Hun nikkede forstående til dette og da lægen var færdig, havde han også kigget på hendes knæ og der var intet andet end at hun nok ville være øm og få nogle voldsomme blåmærker. "And if that's all, miss Annalyn, you and your boyfriend can go on your way once again. But please do try and be careful.".
Annalyn så på lægen med store øjne og hun rystede så på hoved og skyndte sig at fremstamme "No, no, no, he isn't my boyfriend, he's just.. He's a friend and my alfa.". Hun så ikke op på Lucian.
Lucian hendes kæreste? Nej, det var umuligt, en mand som ham ville da aldrig gå eften en lille pige som hende, nej, og så var han også en alfa. Det.. Nej, de var ikke andet end venner. Som nogle gange gik i seng sammen, men intet andet end det. Desuden havde hun jo ikke følelser for ham, overhoved ikke jo. Men en lille stemme i hendes hoved sagde Keep telling yourself that, little girl..

Han var glad for der ikke var noget alvorligt galt, det havde været skidt. Især med den uro han allerede havde opdaget hun havde. Dog fik lægens ord ham til at kigge en smule undrende på ham. Vent kæreste? Vent nu lige lidt. Men inden han nåede og sige noget, så havde Annalyn allerede gjort det. Han havde stået med armene over kors, men havde rykket sig fra væggen, og stod nu roligt ved siden af Annalyn. "And proud to be." tilføjede han så til det hun sagde, og kigged ned på hende med et lille smil. han vendte  dog hurtigt blikket imod lægen "Thank you doctor."

Han tog hendes arm og lagde om sine skuldre, så han kunne støtte hende i at gå. Godt nok var der ikke sket noget alvorligt, men hun havde stadig slået sine knæ. Han følte han hellere måtte være sikker. "Come on. Let's get you back to your room. I'm sure you couldjuse a nap by now." sagde han med et skævt smil som de begyndte og gå imod kollegierne.

//Mit blev lidt kort

Da Lucian lagde hendes arm om hans nakke, kunne hun ikke lade være med at grine lidt, det krævede at han gik underligt, hvis hun skulle have den ordenlige støtte og hun smilede blot "Lucian, you don't have to support me, I can walk, I'm only a little bit sore." Hun trak sin arm til sig og tog et par skridt uden hans hjælp, men måtte indse at det ville gå meget langsommere end hvis hun lod ham hjælpe hende, men hun forsatte uden at bede om hjælp igen. Hendes stædighed for stærk til at hun overhovedet overvejede at bede om hans hjælp igen.
Det var først da hun var nødt til at holde en pause og læne sig op ad en væg at hun så op på Lucian igen og sagde "Maybe.. I could use a hand, anyway. At this rate, I'll never reach my room.". Hun hadede at hun var nødt til at sluge sine egne ord, hun havde altid klaret sig selv, eller for det meste og den her smerte var ikke nær så slem som nogle af de afstraffelser som hun havde været udsat for i sit gamle pack, men så igen, det havde aldrig været i begge ben eller på så følsomme punkter som hendes knæ. Hun vidste også at hun nok ikke ville kunne bevæge sig ordentligt det næste stykke tid, hvilket betød, søvnløshed.. Det var længe siden hun havde oplevet søvnløshed, især fordi hun gik så meget op i at holde sig aktiv.. Men nu var hun i problemer og dette kunne tydeligt ses og høres på hendes pludselige stilhed.

//Det okay <3

Hun var stædig, præcis som ham. Men han valgte og lade hende gå selv, han sørgede bare for at holde godt øje med hende, et svagt opgivende smil på hans læber. ”You’re way to stubborn girl.” Sagde han med et lille grin. Han blev ved med at gå roligt ved hendes side, dog uden at støtte hende nu. Hun fik lov og bestemme tempoet, og på den her måde kunne han nå og gribe hende hvis hendes ben bukkede under. ”Let’s wait with the whole meeting Andrew thing, till you’re feeling a bit better. No rush. Just write your family and let me know what they choice.”

Han kiggede en smule bekymret på hende som de holdt en pause. Hun så virkelig ud til at have ondt, og han overvejede om han bare skulle bære hende. Hell hvis hun gjorde for meget modstand så kunne han vel bare smide hende over skulderen? Det blev dog ikke nødvendigt som hun rent faktisk bad om hjælp. Han sendte hende bare et smil og gik hen og lagde igen armen om hende, hendes arm om hans nakke. ”Well you’re lucky you asked before I just tossed you over my shoulder. And yes I did consider that.” sagde han med et drilsk blik i sine øjne, før han langsomt begyndte og fører hende til sit værelse.

Det gik hurtigere sådan, og der gik ikke længe før de var ved værelset. Han stoppede foran døren og kiggede på hende, stadig med hendes arm over sin skulder. ”Now get some rest! And yes I mean that I’m your alfa after all. You just said yourself. And I know your stubborn and a rebel and so on, but this is something I will discuss.“ hans lidt strenge blik blev mere blidt som han sagde hendes navn. ”Annalyn….” hvorfor føltes det så god tog sige hendes navn? Det var nok bare fordi han godt kunne lide navnet, han kunne ikke se hvorfor ikke. Men det virkede nu mærkeligt. Han skød tanken væk og kiggede afventende på hende.

Annalyn så bare op på Lucian med et blik der sagde Ja ja og rullede kort med øjnene, inden hun grinte. Hun havde intet ment med hendes rul med øjnene eller blikket, hun havde bare joket med ham. En joke hun selv syntes var sjov, i hvert fald. Da han sagde at hendes familie sagtens kunne vente, nikkede hun og sagde med en seriøs tone "Yeah, it'd have to. But we'll leave as soon as I'm better, alright? I can't wait any longer than that, every day is a risk, and it get's bigger and bigger for each day that passes.".

Da han sagde at hun var heldig at hun selv havde bedt om hjælp, ellers havde han smidt hende over skulderen, kunne hun ikke lade være med at gispe kort og så grinede hun. "Well, I'm not surprised, but I do know, that if I want to be out running again any time soon, I shouldn't strain my knees even more, I should rest, as per doctors orders." Hun smilede op til ham og de var næsten ved hendes værelse.

Da de var ankommet, stoppede Lucian op og Annalyn så på døren, fyldt med gru, hun havde ikke lyst til at sætte fod derinde, mest af alt fordi hun ikke ville se Courtneys fryd over hendes reaktion. Men hun blev smidt ud af sine tanker, da Lucian snakkede til hende og hun så op på ham, med et opmærksomt ansigt. Og hun kunne ikke lade være med at grine lidt, da han kaldte hende stædig og rebel, men hun nikkede også. "Yeah, I know.." Nåede hun at sige inden han sagde hendes navn, med et mindre strengt blik og en blidere stemme og hun mærkede den kildrende fornemmelse i hele hendes krop, det summede i hvert en lille millimeter under hendes hud. Hendes øjne fanget på hans. Der gik nogen forbi dem på gangen og en kommentar blev hørt "Can't you guys go inside the room instead of showing off?". Dette brød Annalyns blik fra Lucians og hun kom med et lettere nervøst grin og sagde "What is with people today? I mean, seriously?" Mens hun snakkede havde hun hevet sin arm til sig, så den lå ned ad hendes side istedet for om halsen på Lucian. Hun mærkede den pludselige kulde, da hun ikke rørte ham mere, men hun ignorerede den. Hun kløede sig let i håret og vendte sig så imod sin dør og lagde hånden på håndtaget, klar til at gå indenfor, dog vendte hun sig imod Lucian og sagde "Thank you, Lucian. Not just for today. For everything. For finding me. For giving me a spot in your pack and giving the opportunity for my family as well. I'm really greatful.".

Han nikkede blot som svar. Selvfølgelig tog de afsted så snart hun var klar, det duede ikke at de blev der længere end højst nødvendigt. ”Of course. If you’re well next full moon, that’s when we do it. I think it’s better to be prepared if something happens. Besides, it’s easier for us to get in and out without being noticed as wolves.”

Han kiggede kort på dem som gik forbid og så lidt undrende på dem. Showing off? Han var ikke lige klar over hvad de mente med det, men fred være med det. Han kiggede på Annalyn med et let træk på skuldrene og et skævt smil ”Beats me. Maybe just one of those days?” svarede han med et smil på læberne. Han lod hende fjerne sin arm, og sikrede sig hun kunne stå selv. Hvilket jo egentlig gav sig selv. Hun havde trods alt gået noget af vejen selv, så hvorfor ikke? Hans læber krøb op i et venligt, dog stadig charmerende smil som hun takkede ham. Han lænede sig ned og placerede et kys på hendes kind, ikke rigtig klar over hvorfor han fik bare lyst. ”Always Annalyn. It’s an honor to have you as part of my pack. I will talk to Andrew, and text you about when we can meet up. For now go rest.” han sendte hende et smil før han gik ned af gangen, og stak hænderne I lommerne. Hendes duft hang stadig i hans trøje, og han havde efterladt sin jakke hos hende. Han havde bevidst ladet hende beholde den, han kunne altid få den, han frøs trods alt ikke alligevel


//Lucian er ude

Det gav mening, næste fuldmåne, der var cirka to uger til, det var forhåbentlig også nok tid til at hendes knæ og håndled var blevet okay igen. Selvom hun vidste at forstuvninger tog længere tid at heale, men måske hun kunne finde en der havde kræfter det at heale hende? Hun havde hørt nogen snakke om en engel, som kunne heale folk. Hun ville selvfølgelig give noget for at blive healet, men det kunne være rart med lidt hjælp. Især fordi hun vidste at hun ikke ville få sovet.

Da Lucian lænede sig ned og gav hende et kys på kinden, smilede hun blot, dog kunne hun også mærke at hendes hjerte bankede som om hun lige havde løbet en maraton, men hun valgte at ignorer det og hun så nikkede. "Alright, Alfa. I will." sagde hun drilsk og rakte tunge af ham, inden han gik.
Hun stod lidt ved døren, stadig med hånden på håndtaget. Hendes hånd der havde fået skinnen på, var gemt under Lucians jakke og hun tog en dyb indånding og trykkede ned i håndtaget og trådte indenfor.

//Annalyn er ude <3