What's happening to me?

Han sagde ikke noget lidt tid, for der var egentlig ikke mere og sige. Hans sanser var skærpede, og han lyttede efter om der kom nogle. Hvis der gjorde ville han sørge for at sætte William ned hurtigt. Han vidste godt at mobning skete på skolen selvom det ikke måtte, og der var ingen grund til at gøre tilværelsen værre for ham.
Han nåede kollegiet og først her satte han William ned. Han sørgede for at han støttede ham til at starte med, hvis nu hans ben valgte at give efter. Da han var sikker på William stod solidt sendte han ham et lille smil. "Bare rolig. Der er nogle uger til fuldmåne så der er rigelig tid til at vi kan nå og mødes og få snakket ud inden. Gør nu som jeg sagde ik? Gå i bad, og direkte i seng. Klokken er alligevel ved at være mange, og du har vist haft nok spænding for en dag." Der var noget dominerende i hans stemme, men også noget der afslørede at han bemkymrede sig for William.

William så bare på ham det sidste stykke tid, han sagde ikke noget, for han havde ikke rigtigt noget at sige, han var træt og begyndte at gabe lidt efter lidt. Da Lucian satte ham ned, havde han virkelig svært ved at få styr på benen de var brugte og trætte, hvilket hele hans krop var, det var vidste ret tydeligt for Lucian at se, han havde virkelig svært ved at bevæge sin krop, han fik med trætte arme og trætte muskler fiskede sine nøgler frem fra lommen og fik låst døren op til at komme indenfor. Han så på Lucian og nikkede ” det er jeg glad for. Jeg lover at gøre som du sagde brormand” sagde han og smilede til ham, han havde kaldt ham brormand, fordi han synes lucian var god! Virkelig god! Mere god end bare som ven. Men tja måske det var anderledes nå han lærte ham bedre at kende, men det valgte William ikke at tænke yderligere over. Han gav ham et kram og sagde ” jeg er glad for at have mødt dig” sage han og smilede til ham. Inden han gik ind og op på sit værelse, han smed tøjet lige da han kom ind og havde lukket og låst sin dør, han frøs virkelig! Han skyndte sig ud i et varmt bad i et godt stykke tid, inden han slukkede vandet hoppede i sit nattøj og under dynen.

//OUT

William var som forventet en smule vakkelvorn på sine ben. Han besluttede sig hurtigt for at det var en god ide han havde støttet ham. Han kunne ikke lade være og smile da han blev kaldt brormand, det havde han ikke hørt før men det gjorde ham ikke noget.
Han bukkede sig en smule ned for at kramme William, da han var en del højere. "I lige måde William." Han sendte ham et smil og så ham forsvinde ned af gangen. Han havde selv et værelse i den modsatte retning. Han var selv begyndt og kunne mærke den kolde regn, det var på tide at han fik et varmt bad før han blev syg. Man skulle trods alt kunne lytte til de råd man selv gav ik?

//Lucian Out