Athena Akademiet: Det bedste akademi for alt overnaturligt og alle mennesker fra hele Verden.
 
IndeksIndeks  SøgSøg  TilmeldTilmeld  Log indLog ind  
Log ind
Brugernavn:
Kodeord:
Log mig på automatisk ved hvert besøg: 
:: Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email
Tidslinje

År: 2020
Årstid: Forår
Måned: April

Fuldmåne:
8. April
Nymåne:
23 April
Latest topics
» They say curiosity killed the cat
Call of Nature EmptyYesterday at 12:49 am by Caine Rothwell

» I can't do this all by myself
Call of Nature EmptyYesterday at 12:30 am by Shin

» Late night snacking
Call of Nature EmptyYesterday at 12:18 am by Shin

» Don’t go toe-to-toe with Zitora when drinking is involved
Call of Nature EmptyFre apr 03, 2020 11:09 pm by Zitora

» Call of Nature
Call of Nature EmptyFre apr 03, 2020 10:00 pm by Mykie

» 2020 and a Royal Princess
Call of Nature EmptyFre apr 03, 2020 8:02 pm by Gabriel

» It's spring season [emnesøgning]
Call of Nature EmptyFre apr 03, 2020 12:15 pm by Mirabelle

» Look at all of these weirdoes
Call of Nature EmptyFre apr 03, 2020 12:10 pm by Gæst

» • They called out turbulence (Reign) (tw)
Call of Nature EmptyTors apr 02, 2020 5:45 pm by Razor

Top posting users this month
Razor
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Shin
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Reign
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Atlas
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Mirabelle
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Zitora
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Cassius
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Margo
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Caine Rothwell
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Katerina
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Statistics
Der er i alt 383 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Elena Ahlers

Vores brugere har i alt skrevet 46777 indlæg in 3259 subjects
Top posters
Tidus
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Lilith
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Niklaus
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Atlas
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Razor
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Cassandra
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Reign
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Joy
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Luca
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Averie
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 

 

 Call of Nature

Go down 
ForfatterBesked
Mykie

Mykie

Humør : There's never quite a calm before the storm
Antal indlæg : 7

Call of Nature Empty
IndlægEmne: Call of Nature   Call of Nature EmptyMan mar 09, 2020 9:25 pm

Forbeholdt til  @Maya

Time:
kl. 03:00
Place: Et stykke inde i skoven. Dybt nok inde, at akademiet ikke længere er i syne, men endnu ikke nær den forbudte del.
Weather: Det er både mørkt og det er lettere køligt. Og det regner. Øsende regn med tunge, bløde dråber, der rammer skovbunden som små trommeslag. Et rensense vejr.

_______________________________________________________________________

Der fandtes et kald, så ufatteligt sagte og så ufatteligt blidt, at det aldrig var til at hører. Ikke sådan rigtigt. Men det var et kald, der kunne føles. Som en strygende, sensuel finger under hagen og en viftende hånd til at følge med. Det tiltrak ubevidstheden og for dem, der havde hørt det, havde de ikke kunne modstå det. Kaldet bragte dem ikke i trance. Det var stadigvæk så naturligt som naturen selv. Som klodens egosystem og dens livscirkel. Perfekt tilpasset. For i bund og grund, så var kaldet lige så meget en del af naturen, som de groende planter og de vilde dyr.

Den nat strakte kaldet sine lange arme sig fra Athena skoven og mod selve akademiet. De strakte sig frem til et særligt vindue indtil et særligt værelse, hvor de sivede igennem sprækken. De fandt låsen til vinduet og ved hjælp fra den tidlige forårsbrise åbnede det sig en smule med svage knirk. Armene søgte videre mod den sovende fugleunge i sin seng. Tryghed var ikke just, hvad der virkede til at påvirke den problematiske pige. Der var så meget, der måtte fylde i hendes hoved. Så mange bekymringer måske? Frygt?
Kaldet begyndte at sætte sine klør i hende for at forsigtigt hive hende fra sin søvn. Brugte brisens kulde til sin fordel. Kaldet kaldte hende med lydløse ord. Kildede hendes nysgerrighed. Det var lige ved at lyden af en munter fløjte eller nynne ekkoede sin vej ind i hendes hoved. Billeder af skovens omgivende træer satte sig i fast på indersiden af hendes øjenlåg, som en spillefilm. Mørket var præcis som mørket udenfor hendes vindue. Duften af regnen og al den våde bark og friskheden i duftene tirrede næseborene. Og med ét ville et skarp skrap af en ørn ringe igennem hendes vågnende stadie.

Og netop som ørnekaldet lød slog et lyn henover himlen udenfor. Bragede den smule højere, nu med vinduet en tand på klem. Det var nattens første lyn. Og indtil videre… også natten eneste og sidste lyn. Efterlod natten til sin magelige stilhed igen.


//... det blev lidt underligt skrevet.. bær' over med mig. xD
Tilbage til toppen Go down
Maya

Maya

Fag : Billedekunst, Musik, Dans, Kemi, Psykologi, Kampsport & Magiske elementer
Antal indlæg : 77

Call of Nature Empty
IndlægEmne: Re: Call of Nature   Call of Nature EmptyTors mar 12, 2020 9:38 am

Outfit: Link (bless the homeless look)


Noget havde vækket hende. Vækket hende nærmest svedende som et mareridt. Maya gispede som hun slog øjnene op og mærkede, hvordan hjertet løb om kap med tiden. Hvad skete der? Hvilken følelse af uro var det, som spredte sig ud igennem hele nervesystemet. Som fik hende til at svinge benene ud af sengen og så ud af vinduet. Calla sov stadigvæk, eller om Calla faktisk var på akademiet i disse dage var et spørgsmål for en anden dag. Maya gik hen til vinduet. Det stormede udenfor, og træernes grene slog advarende ind på ruden. Maya trak på øjenbrynene i en undren, og holdt vejret. Dog var den lige så faretruende som den var lokkende, og Maya fandt sig selv i at søge imod det ukendte. Det var som sirene sang der ventede på at lokke søfolk til havs. Maya trådte et skridt væk, og trak i noget hurtigt overtøj, hun var ikke typen som kunne falde i søvn igen, hvis hun først var vågen - og lige nu, var hun lysvågen. Maya løftede håret op med sine hænder, og satte de bløde blonde lokker i en høj hestehale. Hjertet syntes at skippe en takt, som hun blev draget nærmere mod skoven. Maya flyttede sine blå øjne tilbage mod vinduet endnu engang.

Låsene var åbne, og vinduet på klem. Som om nogle havde forsøgt at bryde ind, og blikket vandrede rundt i alle afkrogende af rummet, og det i det slog et lyn ned udenfor og Mayas blik flakkede tilbage på vinduet. Hjertet sad i halsen, og hun sprang et skridt tilbage da tordenbraget lød. Den knirkene lyd fra vinduet fangede opmærksomheden på den unge tordenfugl. Med hjertet siddende i halsen trådte hun nærmere imod vinduet, og åbnede det en smule mere. Blikket så mod skoven, og hun kunne mærke det dybt inde i sin sjæl. Hun skulle derhen. Dog, med alt der var sket de sidste par år, så var hun blevet mere opmærksom. Opmærksom på fare og have en back up. Hun sendte en hurtig besked til Dean om at hun var gået i skoven, og der var noget mærkeligt. I tilfælde af noget skulle ske, så vidste han hvor han kunne finde hende. Maya lagde sin mobil i baglommen og gik hen imod vindueskarmen. Hun placerede sine hænder mod vinduet og mærkede vinden mod sit ansigt.

Det var risikabelt, men Maya vidste, at hun kunne bruge sin evne til at komme ud af vinduet. Desuden vidste hun at sin far, adoptiv far, ikke var på akademiet denne aften. Derfor vidste hun, at hun kunne bruge sine evner til at komme ned. Det var risikabelt, men hun kunne gøre det. Håbede hun. Maya kravlede op på vindueskarmen og tog en dyb indånding. Derefter hoppede hun ud, brugte sine evner indenfor telekinese til at holde sig selv fra at ramme jorden på et hængende hår. Maya satte derefter farten imod skoven, på trods af tordenbragende syntes at advare hende eller hidkalde hende - det var endnu uvist. Men snart stod hun ikke så langt væk fra en kvindelige skikkelse. Maya løftede sin hånd op over sine øjne , som holdt noget af det blonde hår fra at blokere sit syn. "Who are you?"
Tilbage til toppen Go down
Mykie

Mykie

Humør : There's never quite a calm before the storm
Antal indlæg : 7

Call of Nature Empty
IndlægEmne: Re: Call of Nature   Call of Nature EmptyTors mar 12, 2020 9:10 pm

Outfit: Blue jeans, blue jumper and them yellow sneaks..

”How about you call me ’Mama Bird’.” Stemmen der pludselig talte, og svarede på fugleungens spørgsmål, kom ikke fra skikkelsen foran hende. I stedet lød den til at komme fra Maya’s højre side. Og oppe fra. For siddende på en nøgen gren i et træ sad stemmens ejermand. Eller nærmere sagt; kvinde. ”Hi.” tilføjede hun kort og uskyldigt. Mykie’s ben dinglede lystigt i luften, og der var intet der tegnede på, at hun på noget tidspunkt frygtede at få overbalance. Det hjalp vel også at grenen, hun sad på, var godt stabil og vippede i hvert fald ikke under hendes lette vægt. Hun var trods alt ikke af en særlig stor størrelse. Ikke meget større end hendes hidkaldte. Det måtte da næsten været en standard for deres art.

Et både stort og muntert smil sad plastret på hendes læber, som hun sad og betragtede Maya nede på skovbunden. Regnen gjorde hende absolut ingenting. Det gennemtrængende gule hår hang godt nok noget fladt, tungt ned ad den, og hendes beklædning klistrede sig ind mod hendes spinkle krop. Men hun frøs ikke, som man næsten skulle tro, så gennemblødt hun var og hvor lav temperaturen nu egentlig var der midt om natten. Hendes tænder klappede ikke og hendes hage bævrede ikke. Og hvem kunne bebrejde hende. Regn-storme som disse var hvor hun havde det bedst.

Med ét satte hun af fra sin pind og lod sig selv falde det gode stykke ned for at lande naturligt på sine ben. Selvfølgelig skulle hun lige affjedre ved at næsten komme helt ned på hug, men hun rettede sig automatisk og upåvirket op igen bagefter. Og stormgrå øjne lagde sig tilbage på Maya. Smilet havde endnu ikke falmet. ”I’m Mykie. The commander of the storm! The thunder tongue and bringer of clouds!” præsenterede Mykie sig I sidste ende, roligt gående skridt for skridt tættere på, og hun smurte virkelig tykt på med den teatralske dramatik. Armene løftede nærmere mod himlen som en almægtig skurk for hver tilføjede titel – sande eller falske, var da ligemeget -  og hvad der nok ville have sat prikken over i’et ville have været endnu et lynnedslag, men hun undlod. Ændrede dog ikke på, at hun tydeligvis morede sig.

Armene faldt igen. ”Don’t worry I’m not here to cook you for dinner or anything. I remembered to eat probably earlier.”
Tilbage til toppen Go down
Maya

Maya

Fag : Billedekunst, Musik, Dans, Kemi, Psykologi, Kampsport & Magiske elementer
Antal indlæg : 77

Call of Nature Empty
IndlægEmne: Re: Call of Nature   Call of Nature EmptyLør mar 14, 2020 4:15 pm

Det tog Maya ganske få sekunder før hun flyttede øjnene op til stemmens ejer, og sprang et par enkelte skridt tilbage - mest for at holde afstand. Godt med afstand. Hvorfor sad kvinden på en gren, og hvorfor tiltalte hun sig selv som en fugl? Maya var forvirret og det kunne tydeligt ses i de blå øjne. Kvinden smilede og virkede munter, mere end hvad man kunne sige om Maya lige nu. Maya var stadigvæk rundforvirret og overvejede egentlig bare at gå tilbage i seng - håbe på at kunne få bare en times søvn mere ind. Maya var allerede ved at være drivvåd af regnen, og sukkede opgivende til den muntre attitude. Alle alarmer begyndte at ringe da kvinden sprang ned på jorden og stod et stykke fra Maya. "Commander of the storm, really?" Spurgte Maya en anelse mistroisk og kneb sine bryn sammen.  Maya rettede sig op og trådte et skridt tilbage som kvinden trådte tættere på. Hun ignorerede alle signaler i sit system der sagde, at hun burde stole på kvinden foran sig. At der var noget over hende, som mindede Maya om sig selv. Maya var født skeptisk, og det tog oceaner af tid før hun stolede på folk og lukkede dem ind. Hun vidste også godt, at det ydre kunne bedrage og at selvom denne Mykie ikke så så voldsom truende ud - så kunne hun sagtens være det.
"Waking people up with thunderstorms in the middle of the night, mature," mumblede hun for sig selv og lagde armene overkors. Maya prøvede virkelig at ligge skjul  på den dragende effekt hun havde følt mod skoven. For det var vel indbildning i sidste ende, var det ikke? Som Alison ville sige; alt skete af en årsag. Måske hun burde følge Alison optimisme engang imellem i stedet for at være så pessimistisk.
"Why am I here?" Spurgte hun lidt efter og løftede på et anklagende øjenbryn. Maya gik direkte til sagen, der var ingen grund til at tage syv smutveje når den direkte vej var hurtigst. Hvis Maya kunne undgå at sige sit navn, så ville hun lade det ligge så længe hun kunne. "You think you are fun, huh?"
Tilbage til toppen Go down
Mykie

Mykie

Humør : There's never quite a calm before the storm
Antal indlæg : 7

Call of Nature Empty
IndlægEmne: Re: Call of Nature   Call of Nature EmptyLør mar 14, 2020 8:30 pm

Mykie trak på skulderne. Uberørt af den tykke skeptiske tone i ungens stemme og i det hele taget kropssprog. ”Really.” Der var et glimt i den gulhårede kvinde. Maya skulle bare vide.
Det kom ikke det mindste bag på hende, at hendes præsentation blev taget med en meget stor klump salt. Det var trods alt de færreste, der tog den slags seriøs. Mykie havde nok egentlig også lagt lidt ekstra overdrivelse på, netop for at skabe mistroen. Spillede det op som en så åbenlys løgn. Det gjorde det som regel sjovere, når det blev indset, hvor meget sandhed der faktisk lå i det hele. I hvert fald for hende. Hun nød at se folks ansigtsudtryk i dét præcise øjeblik.

”Oh, you can hardly call this a thunderstorm, let alone a storm,” protesterede Mykie fluks, afslørede at hun uden problemer havde opfanget, den indadvendte mumlen, og lod blikket glide op mod himlen. Så lidt søgende rundt, som om hun ikke i forvejen godt var klar over, hvad der manglede for at passe til Maya’s beskrivelse. Der var hverken buldren eller lysglimt at finde deroppe iblandt de tunge skyer. Vinden havde ikke engang taget til.  ”It’s just a bit of drizzle. Noone has been hurt by a little water falling from the sky, now has they.” Der gik et par sekunder, før hun fjernede blikket fra himlen og lige i farten tilføjede; ”Unless we’re talking about the story of Noah’s Arc, of course.”
Man skulle næsten tro, at Mykie fandt morskab i Maya’s meget afstandtagende og generelt noget utilfredse attitude, sådan som hun blev ved med at opfører sig nonchalant. Smile og lave sjov. Være så bekymret, at der nok ikke var en eneste muskel i hende, der var anspændt i øjeblikket. Og det gjorde hun nok også. Bare lidt. En lille bitte smule. For hun vidste jo, at hun ingen fare var overfor Maya. Hun vidste, hvad der foregik… sådan nogenlunde da. Det gjorde Maya ikke. Og ingen i hele verdenen var uselviske nok til at ikke føle sig lidt spændt over det.

Mykie samlede sine hænder på ryggen og gjorde med det ene ben strakt ud som i en march, en kvart omgang om sig selv. ”I don’t know. You’re a smart girl. Why do you think you’re here?” Det var lige på nippet til, at hun lød… ligeglad. ”I have a theory, so hear me out. You felt a string pull you here. A call calling for you. So did I. I heard it. I heard you. Or rather, a part of you that doesn’t seem to have gotten much attention. Yet. Som den kryptiske forklaring begyndte at trille fra tordenfuglens tunge, begyndte hun ligeledes at traske langsomt i lidt af en cirkel omkring Maya. Blikket rettet lige frem for sig.
Tilbage til toppen Go down
Maya

Maya

Fag : Billedekunst, Musik, Dans, Kemi, Psykologi, Kampsport & Magiske elementer
Antal indlæg : 77

Call of Nature Empty
IndlægEmne: Re: Call of Nature   Call of Nature EmptySøn mar 22, 2020 9:14 pm

Maya følte sig trukket ind i et hjørne, som hun ikke vidste om hun kunne løbe fra igen. Energien var voldsom og hun kunne ikke forklare den, hvorfor kunne hun ikke forklare den? Der var ikke meget ufortalt hun kunne klare. De var begrænset, hvor mange flere overraskelser hun kunne rumme før hun eksploderede. Maya var god til at sidde og lade som om, at hun var en af de elever der ikke hørte efter eller var mindre begavet. Men hun gik meget op i detaljer og var klogere end hun lod andre se. Verden havde ikke set sit bedste syn på hende, og alle de udfordringer som havde været smidt for fødderne på den unge pige, havde gjort hende til den som hun var i dag. Maya havde ikke tænkt sig at smide års af fejltagelser væk, bare fordi, at en dum forbindelse syntes at skygge for fornuften. Nej, hun burde vende om og gå hjem i sin seng. Hvad gjorde hun overhovedet herude i regnen, som ikke ville lyde sindssygt? Fulgte en eller anden tosse som dansede i trækronerne, som en eller anden abe? "Are you seriously trying to play mind games with me? Its like three in the morning, and you are dancing around like a money in the tree tops," hun lavede en hånd bevægelse op imod trænen, som Mykie før havde betrådt. "Oh I'm "sorry", bird," tilføjede Maya en anelse flabet. For alt i verden, så ønskede hun at ignorer alt, hvad systemet skreg for hun rakte ud efter. Problemet ved at give efter var uvisheden. Frygten for det ukendte. Det ukendte bragte smerte og usikkerhed. Der var ikke plads til mere i Mayas liv af den slags, hun ønskede ikke at forsøge at lave mere plads. Der var allerede mørkt nok i det rum.

Alligevel havde denne her tosse Maya med på lytteren, og hun lagde armene overkors med øjnene på kneb. De ord der fløj ud af munden på kvinden, fik dog Mayas hjerte til at springe en takt over, for det var præcis sådan hun havde følt. Hvordan vidste kvinden det? Arbejdede hun med Rayna eller Ramsay? ville nogle komme springene ud fra busken lige om lidt, og trække hende med tilbage til Umbrella? Bekymringen kom til syne i de blå øjne, som de flakkede til siden -tydeligvis så forventede hun et angreb eller baghold af en slags. "Wait. What do you mean by: a part of me?" Hun trak hagen en anelse tilbage og trak umådelig forvirret sine øjenbryn sammen.
Tilbage til toppen Go down
Mykie

Mykie

Humør : There's never quite a calm before the storm
Antal indlæg : 7

Call of Nature Empty
IndlægEmne: Re: Call of Nature   Call of Nature EmptyTirs mar 24, 2020 8:30 pm

Tilnærmelsen var langt fra nok til at virkelig fornærme den mægtige ørn. Det var dog nok til at tiltrække hendes øjnes opmærksomhed frem fra stien foran sig. Der manglede noget ved den her unge. En stolthed i sig selv, om hun altid havde set hos andre som dem. Andre tordenfugle. Pigen, som hun stod med i regnen, gav flere indtryk af en kat, der var blevet revet lidt for meget i halen. [i]Interessant.[i]

Mykie stoppede i sin march og slog blikket fra Maya igen derefter. For en lille, stille stund, lod hun det ligne, at hun blot stod og nød vejret. Regnens kølige dræber mod hendes ansigt. Hun trak vejret dybt ind igennem næsen og exhalede befriende ud igennem let adskilte læber. ”Indeed. A part o’ you.” Synkronisk rullede hun sine skuldre bagud, som satte hun en nerven på plads imellem skulderbladene. ”Some would even say that it’s the most important part of you. You know the ’what’ rather the ’who’. I’d like to think that I disagree but then again. I am here after all. To make sure of the ‘what’, ‘cause nature calls for it,” forklarede hun, ikke meget mindre kryptisk, end hvad hun havde gjort de andre gange, som hun havde åbnet mundet. Og igen var tonen i hendes stemme præget af ubekymring. Maya kunne tro, hvad hun ville. Hun kunne blive, hun kunne gå. Men Mykie vidste, at hun havde fået bid på krogen. Og selv hvis fisken slap for at blive halet ind, ville krogen stadig sidde og nage i mundvigen. Så hvad var der at bekymre sig om?

”Well.” Gule og gennemblødte lokker af hår piskede som en hund, idét hun voldsomt rystede hovedet fra side til side og så sluttede af med at køre en hånd igennem det og dermed gav sig selv slikhår, indtil håret faldt til siderne af sig selv igen. ”I’m probably making you have more questions than anything else. What a mentor I am, right.” Pludselig ophørte lyden af regndråbernes trommeslag. Selv duften af skoven ændrede sig en lille grad.
Mykie lagde selv sine arme over kors, men modsat Maya, blev hendes gjort med langt mere ro i kroppen og afslappede muskler i armen. Hun vendte sin front mod hende igen. Smilede igen det skæve smil. Og som skyerne langsomt spredte sig på den mørke himmel og månelyset lokkede skyggerne mere frem for det seende øje, voksede hendes skygge. Modellerede sig fra den lille, sølle menneskeskikkelse til noget større. En fugl. Silhuetten af en ørn. Bestemt ikke en abe, næh nej. Men det var kun skyggen. For den drivvåde kvinde, forblev som hun var. ”My kind is called ’thunderbirds’. And fate should have it that… that is exactly what you are. A little bird. Like me. And that's why I'm here.”
Tilbage til toppen Go down
Maya

Maya

Fag : Billedekunst, Musik, Dans, Kemi, Psykologi, Kampsport & Magiske elementer
Antal indlæg : 77

Call of Nature Empty
IndlægEmne: Re: Call of Nature   Call of Nature EmptyFre mar 27, 2020 5:14 pm

"Stop messing with me," advarede Maya og tog en dybere indånding ind. Hun var bange for at miste kontrol, endnu mere bange for at denne her fremmede havde fat i noget. For hvis der var noget ved sig selv, som Maya ikke kendte til endnu - så betød det en håndfuld ting mere som hun skulle håndtere. Maya havde snart givet op på sig selv, også selvom, at hun virkede så vel fungerende ud til. Alting inden i hende var et stort hul som havde slugt hende halv levende. "Screw you.. and your nature calling," vrissede Maya vredt og knyttede sine næver. Et tordenbrag lød over dem, gav hende et chok, men hun var stadigvæk ikke klar over - at det enkelte brag var hendes skyld.

Maya rystede på hovedet og lagde armene overkors. "As if," mumlede hun misfornøjet. Maya havde lært ikke at stole på nogen hundrede procent for længe siden, og bare at kaste sin tillid i favnen på en fremmed - det kom ikke til at ske. Regnen stoppede pludselig, hvilket fik Maya til at rynke på sine bryn og se undrende omkring sig. Hvordan kunne denne kvinde være så irriterende rolig? Hun var så rolig omkring det hele, at det satte hver eneste af Mayas hjerneceller over kog. De blå øjne faldt henover den skygge som spredte sig for hende. Hjertet bankede så hurtigt at det næsten var umuligt for hende, at forstå hvad der faktisk skete. Dog vidste hun, at der var noget som snart ville ændre sig. Måske det ikke engang var forsent at løbe sin vej? "No," Maya slog ud med armene i benægtelse. "I'm nothing like you. I am me. Nobody is gonna try to change that [i]again,[/i]" udbrød hun og trådte nogle skridt til siden. "Just.. Just leave me alone," Maya kørte sine hænder op henover sit hår og mærkede hjertet der nærmest eksploderede i kroppen.

Det var som en smerte der pludselig ramte hende og som et usynligt skub faldt hun ned på sine knæ. Det gjorde ondt. Dog kunne hun ikke finde ud af, hvad der gjorde ondt. "Can't you just leave me alone?" Skreg hun og et lyn slog ned til venstre fra Maya efterfulgt af et til højre. Konflikten i Mayas system i takt med de evner hun allerede kæmpede med at besidde var overvældende, rev hende op indefra. "Make it stop.. " peb hun nærmest uvidende om, at var den unge tordenfugls even stædighed som var årsagen til smerten. Problematikken med bare at lade sig selv slippe og lade tingene gå som de skulle. Det pressede på og gjorde næsten ondt at trække vejret. Træerne omkring Maya bukkede under for den telekinesiske energy som blev udløst fra hende. Dog forsvandt skriget pludselig, og den lille skikkelse som Maya ellers bar på blev erstattet med en mægtig ørn, som rejste sig op på benene. Vingerne slog sig ud i et tordenslag, og øjnene hvilkede imod den fremmede. Hvad der forgik lige nu, var Maya usikker på. Men en ting var sikkert, hun havde aldrig følt sig så fri som i dette øjeblik.

Tilbage til toppen Go down
Mykie

Mykie

Humør : There's never quite a calm before the storm
Antal indlæg : 7

Call of Nature Empty
IndlægEmne: Re: Call of Nature   Call of Nature EmptyLør mar 28, 2020 11:56 pm

”No?” gentog Mykie i mistillid, som for lige at give Maya en ny chance for at tænke sig over, hvad hun svarede, inden ordet Again på millisekunder fangedes hendes opmærksomhed. Lige som tordenbraget over dem, havde lydt på ungens uvidende kommando og fået Mykie’s blik til at søge opad. Skyerne hun havde dirigeret til at sprede sig, havde for en stund stoppet i deres vej for at adlyde. Det var ikke kontrol, ungen havde. Ikke samme kontrol som hun havde, det var hun godt klar over. Men det var blot endnu en bekræftelse. “You know, I’m not keeping you here against your will. You can just leave yourself whenever you want. I’m not gonna stop you.”

Og så skete det. Præcis, hvad tordenfuglen havde ville undgå. Panik. Og ikke bare en hvilken som helst form for panik. Den ukontrollerbare af slagsen. Den slags panik, der kunne sende dem omkring i fare. Men Mykie var ikke bange. Hendes smil havde bare falmet fra hendes ansigt, og hun kneb sine øjne sammen, som de så Maya falde sammen. Og så lige inden lynet slå ned, så de op mod skyen, der sendte det for at følge det ned inden det slog. Det følgende lyn kom ikke nær så meget bag på hende, men ingen af dem fik hende til at vige på afstand og inden af dem fik hende til at misse med øjnene over deres skarpe lys. Dog reflekterede de i hendes stormgrå øjne.
Det var først da naturen omkring dem, begyndte at bukke og bøje sig for Maya, at Mykie så væk fra hende. Hun så sig omkring og trådte et par varsomme skridt væk fra ungen. Tænderne bidt sammen. Det skulle absolut være så besværligt.

Mykie følte straks, hvordan energien blev sluppet og træernes bøjede grene piskede frit igen. Hun hørte også enden på skriget. Så straks var hendes blik vendt tilbage mod Maya. Denne gang måtte hun dog løfte hagen lidt ekstra. ”Would you look at that.”

Armene faldt ned langs siden igen, og hun var på nippet til at bare… ryste på hovedet. Opgivende. ”Oh, so dramatic. You’re dad was just like that too, so I can see that the apple don’t fall far from the tree,” sagde Mykie helt nonchalant, som stod hun ikke foran en prægtig ørn på dobbelstørrelse, der potentielt kunne flå hende med et enkelt sving med sine klør. Hun tog heller ikke blikket fra ørnen, og pludselig blev hendes blik mere bestemt. Ikke truende. Ikke vredt. Men den samme fornemmelse, havde ligeledes sneget sig frem i hendes stemme, da hun åbnede munden igen: ”Pluck your feathers.”
Det var en ordre, ikke bare en mulighed. Og ligesom hendes ord havde forladt hendes mund, forsvandt Maya’s egen kontrol over sin ene vinge, idét at Mykie overtog og fik den spredt ud. Klar til plukning. Mykie var umiddelbart ligeglad med, at den kære unges tøj lå i revne rester omkring hende og ikke ville være meget værd, når hun vendte tilbage til sin menneskelige skikkelse. ”You might as well learn how this works. And you can’t get back to your room looking like that. So, pluck.”

// læste ikke noget om mentalt skjold under Maya's evner eller styrke og svagheder, så tog friheden til at Mykies evne virker på hende, særligt fordi hun er en tordenfugl
Tilbage til toppen Go down
Maya

Maya

Fag : Billedekunst, Musik, Dans, Kemi, Psykologi, Kampsport & Magiske elementer
Antal indlæg : 77

Call of Nature Empty
IndlægEmne: Re: Call of Nature   Call of Nature EmptyFre apr 03, 2020 6:01 pm

Pluck your feathers. Gentog stemmen i Mayas hoved. Som et evigt ekko der kæmpede om at få kontrollen over resten af kroppen. Maya kæmpede for at holde ved det spinkle strå af underbevistheden, det hun altid havde haft at holde sig om. Men denne her magt var stærkere, mere stædig end hende. Mykie strak den ene vinge ud på den unge tordenfugl, og voldsommere end før satte kampen ind. Frustrationen og frygten over det nye gjorde hende svagere, det var langt mere smertefuldt at forsøge at modstå. Der var ikke meget mere at gøre end at give efter og opgive kampen. Smerte var ikke noget Maya frygtede mere, det kom i mange former og figurer - det havde hun lært for længe siden. Maya slap strået der bandt hende til det sidste af sin selvkontrol, og begyndte plukningen.

En bred smerte skreg ud i nervesystemet som den første fjer blev plukkede. Kroppen var endnu ikke van til den form for smerte, og et tordenskral afspejlede sig i chokket. Det buldrede stadigvæk på trods af regnen var stoppet. Hun var bange. Rædselslagen for, hvad dette her havde at sige for hendes fremtid. Maya var lige flyttet ind hos Levi og Alison i starten af året, og de havde accepteret hende. Angsten for, at de ville se på hende som noget forfærdeligt var begravet dybt inde i sjælen. Tankerne og følelserne truede med at rive hende fra hinanden. Endnu en fjer blev plukkede, og Maya måtte indse at frygten ikke blev mindre endnu. Hun var nød til at blive ved. Hun kunne ikke andet end at blive ved. Fjer for fjer fald ned imod den mudderet jordbund, til det var nok til skikkelsen ændrede sig.

Den lille figur faldt ned på sine knæ, bemærkede næsten ikke, hvordan de blev forslået af de småsten som lå på jordens bund. Hjertet kæmpede i sit livs kamp og hun lagde sin hånd op imod det nøgne bryst. Alt hun ønskede var at det skulle sænke des heftige banken. Tårerne begyndte på ny at strømme henover kinderne. "What is wrong with me," hviskede hun gispende i sin fortvivlelse og så på sine hænder som fandt vej ned til den mudrede jord. "Breathe.. Maya.. breath.. calm down.." Gentog hun i en lav mumlen for sig selv. Træerne omkring dem bukkede stadigvæk unaturligt, og få dråber af blod fandt sin vej ned på jorden fra den unge tordenfugls næse. Hun syntes at få genvundet bare lidt af kontrollen, og rettede sig op. De blonde lokker klaskede sig til den nøgne hud, og hun så hen på Mykie. "I just want to be normal. I didn't ask for any of this," stemmen knækkede igen, og hun samlede sine læber sammen i en smal fold. Blikket flyttede til atter til jorden og hun knyttede sine hænder sammen.


Tilbage til toppen Go down
Mykie

Mykie

Humør : There's never quite a calm before the storm
Antal indlæg : 7

Call of Nature Empty
IndlægEmne: Re: Call of Nature   Call of Nature EmptyFre apr 03, 2020 10:00 pm

”Only a rare few do, little bird. Only a rare few do,” svarede Mykie med en tydelig klang af genkendelighed til Mayas streng af ord, som hun trådte nærmere. Selvom Mykie ikke nødvendigvis stod og hang med hovedet eller noget der kunne ligne, så var der noget sørgmodigt ved det hele. Og selvom at Mykie’s blik ikke havde veget væk fra Maya, som hun havde plukket sig selv som en søndagskylling, havde hun inderst inde følt hver enkelt smertefuldt pluk. Hun havde selv været igennem, hvad den lille unge havde været igennem. Det var en del af deres forbandelse. Men det var meget muligt en af de mest nødvendige lektioner, som Mykie kunne give Maya, så som at blot få revet plasteret af og få det overstået, så havde Mykie ikke givet hende meget andet valg end at lystre efter.
Mykie greb om kanten på jumper og trak den over hovedet. Inden under havde hun stadig en simpel BH på til at stadig have bare lidt værdighed. Nu var nøgenhed ikke noget der bekymrede en som hende. Nøgenhed var for tordenfuglen som den var for Adam og Eva før de spiste fra Visdommens Træ. Tøj var blot en formalitet. Inden hun faldt på knæ foran Maya, sørgede hun lige for at give blusen et godt ryst – på afstand fra dem begge, selvfølgelig – som ville det ryste al regnen ud af stoffet, men vandmanipulation var ikke en af hendes heldige talenter, så da hun tog frihed til at møve trøjen over Maya’s hoved for hende at tage på, så måtte Maya desværre nøjes med at være beklædt i gennemblødt stof. Igen. For nu.

Umådeligt forsigtigt rakte Mykie frem og strøg en tung og vildfaren tot blondt hår væk fra Maya’s ansigt. ”The first pluck is never pleasant. Neither is your next one gonna be. It will never be pleasant. And afterwards it is important to get rid up your feathers.” Mykie tog ikke øjnene fra Maya, selv ikke da en vind tog til omkring dem. Vinden dukkede ned langt skovbunden og blæste visne blade og vådt jord henover de plukkede fjer for at skjule dem, indtil de ville rådne væk.

”What truly amases me is that you’ve lived to long without knowing. Usually it’s not a good idea to stay humans for much longer than half a day. It even weakens me. But you’ve done that for what? 19 years?” Mykie havde skam genfundet sin menneskelighed igennem de sidste 100 år, men der var meget at indhente efter at have levet to årtusinde før det i luften på afstand fra civilisationens midte, så hendes empati rakte kun så langt.
Tilbage til toppen Go down
Sponsored content




Call of Nature Empty
IndlægEmne: Re: Call of Nature   Call of Nature Empty

Tilbage til toppen Go down
 
Call of Nature
Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Forumtilladelser:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Athena :: Athena udendørs :: Skoven omkring-
Gå til: