So give me one good reason, why I shouldn't kill this man

Gæst

Tid Det er sent på natten
Sted En gade i Gaia
Omgivelser Der er ikke mange folk ude, faktisk er de fleste hjemme og sove
Vejr Det er lettere køligt, og himlen er helt klar for skyer
Påklædning
- Tøj + Sko Han er iført en grå/hvid langærmet trøje, med ærmerne smøret op Link, han har mørke bukser på. Han har sorte sko på.
- Hår + Skæg Han har kort krøllet mørkeblondt hår. Han har rødt-ish skægstubbe
- Accent Britisk (London - Posh)
- Andet Han er 1,90 meter høj. Grundet hans incubus gen, er han langt mere attraktivt, end hvad man finder hos vampyrer. Derudover har en fært, som er en blanding af en vampyr, varulv og incubus. Han har sin dagslysring på Link og nogle halskæder Link. Hans hybrid/vampyrtræk Link

Emnet er tilegnet @Abigal

Det var blot endnu en aften, hvor sulten endnu hang over ham, som skyggen fra solen, og han vidste at ligegyldig hvad han gjorde, så ville den altid være ved ham. Det var næsten som en lydløs ven, der altid var ved en, og selvom man ikke kunne høre vedkomne, kunne man altid føle deres tilstedeværelse. Det var måske også dette, som endnu engang drog ham til gaderne, hvor han var i sin søgen efter et måltid, eller måske flere. Han kunne selvfølgelig tage på uanmeldt besøg hos en tilfældig familie, også slagte dem alle sammen, han kunne endda lade børnene se på mens deres forældre blev myrdet, eller hvis han var i et godt humør, så måske det modsatte. Dog blev hans opmærsomhed straks draget imod noget andet, som han hørte lyden af sang fra en masse kvinder, og straks kom det så velkendte halv arrogante skæve smil til hans læber. Tænk her gik han og troede, at han skulle lede længe, for at kunne få noget at spise, også kom maden straks til ham, mon det var hvad de kaldte fast food.
Uden rigtig at sige noget vandrede han de skønne kvinder imod, og fra hvad han kunne se, var det vist en mindre sammenkomst af nogle veninder, grunden kunne han dog ikke finde frem til lige med det samme "Why hello ladies" lød det fra ham, som han kom imod dem. Når man første gang hørte ham snakke, ville man næppe tro at der gemte sig et monster under hans facade, så charmerende et smil og den ellers så bløde stemme, omfavnet af en veltalende accent. Selvfølgelig skulle man aldrig tror på hvad overfladen fremviste, det var trods alt sådan at alle monstre fangede deres ofre, ved at være så charmerende som muligt. Den tætteste kvinde, som han havde taget en svingom med, nåede dog ikke at reagere, før han havde sine tænder i hendes nakke. Han kunne sagtens lege med sine ofre, og det gjorde han også i de fleste tilfælde, men han havde intet fået af spise, og hans hunger skar ham næsten op indenfra, så denne nat var det ikke meget om at talle med sine ofre, snarer bare gå direkte til sagen.
Som forventet blev de andre chokeret, eller det var nok snarer da han havde den ene piges hjerte i sin hånd, og den andens hals mellem sine hænder, at de resterende nåede at se eller måske reagere på hvad han netop havde gjort. Men før de faktisk kunne sige noget eller for den sags skyld skrige, var 3 piger døde, og han var allerede på vej imod sin 4. Han besad trods alt vampyr fart med sig, på trods af at være en krydsblanding af 3 væsner, så han var hurtig om at nå til alle af dem. De søde blod holdte sulten i ham i skak, men selvfølgelig først efter at havde dræbt alle de fylde tøser.
Blodet dryppede endnu fra hans mund, såvel som hans ellers så grå hvide trøje, som han til sidst vendte opmærksomheden imod den tilbagelevende kvinde. Sulten var endnu i hans øjne, som han gik imod hende, med hvert skridt taget fra et rovdyr på vej imod sit bytte, overraskende graciøst og dog så dødbringende. Han nåede dog et godt stykke hen til hende, da hans næse opfangede duften af noget underligt ved hende, og han kunne høre lyden af 2 hjerter der bankede, hvilket kun kunne betyde én ting....denne kvinde var gravid. En overraskende nysgerrighed spredte sig i de blå øjne, som hans vampyr træk trådte sig tilbage, og hans hugtænder forsvandt. Han betragtede hende næsten, som en kat der ikke forstod hvad der skete foran ham, og han skulle netop til at trådte frem, og måske endda sige noget, da skud blev affyret imod hans ryg. Han spændte i sin kæbe, og vendte sig imod manden, der blev ved med at skyde imod ham, og før man vidste af det, havde han ham holdt fast ved halsen, godt og vel 10 cm over jorden, mens han betragtede ham med en blanding af vrede og irritation i sine øjne.

Outfit: Link
Hår: Link
- Accent Britisk
- Andet Taget fra profilen * (Abigal radiates an aura of attractiveness, naturally inducing pleasure and desire while subtly lifting inhibitions. The affected targets remain fully themselves, but can't help but long for the Abigal's favor and affection, and can't bring themselves to cause her harm except as a last resort, like an irreplaceable treasure too precious to be lost.)
________________________________

Hun havde haft et par veninder som havde besluttet sig for at denne her aften skulle de ud og fejre hendes forlovelse med Kyle. Abigal havde følt det var en dårlig ide, men havde ladet sig overtalt af Alycia til at gå ud og have det lidt sjovt. Med alle de problemer de havde været for tiden, så havde hun vel brug for at der skete lidt noget andet. Lucifer havde ikke hjemsøgt hendes sind i nogle dage, mon han endelig havde fået en ny hobby? Hun rystede tanken ud af hovedet, som de var på vej hjem ad. Hendes veninder havde tydeligvis fået meget og drikke, og siden Abigal var gravid vidste hun også at det ville være uansvarligt at indtage alkohol. Dog nød Abigal som altid lidt ekstra opmærksomhed hvor hun kunne få den. Alligevel havde hun skrevet lidt frem og tilbage med Kyle det meste af aftenen, for hun vidste han nok ikke ville sove før hun faktisk kom tilbage til slottet. Mr Burns var den eneste sikkerhed på i aften, og hvad skulle der egentlig også gå galt? Den tanke ramte for hurtig da en stemme fra en herre kom. Abigal kneb øjnene let. Klaus? Hun så kort til siden da spøgelset af Gabriella dukkede op. Run! Advarede hun og så bekymret mod Christian som gav sig til at angribe. Alting gik så hurtigt og Abigal sprang nogle skridt tilbage til muren bagved sig var det længste hun kunne komme tilbage. Han kom nærmere hende og hun valgt at holde sig i ro. Hvis hun havde overlevet 200 år fange af Lucifer i fortiden.. levet som pirat i næsten hundrede år.. og alt det hun havde været igennem bare i det her år - så kunne hun håndtere vel stå op for sig selv nu også. Ikke at hun havde nogle våben på sig. Hun mærkede hvordan hendes hjerte bankede voldsommere og voldsommere. Hun ønskede ikke at nyheden skulle nå Kyle om hun var død. Det ville knække ham for alvor. For ikke at tale om resten af familien lige nu. Dog stoppede han op foran hende, som hun så ham i øjnene. Der var noget der skete, men det var egentlig ikke en overraskelse for hende. Der var en grund til at i løbet af alle de år, med alle de farfulde eventyrer hun havde været på - at hun stadigvæk stod som ofte den sidste levenede tilbage.
Der var et kort øjeblik hvor de blot stirrede på hinanden, han virkede som et rovdyr fascineret og undrende over det andet liv han måtte høre. Den hjertebanken som Kyle også havde fortalt om. Dog skiftede selv det øjeblik sig hurtigt som Mr Burns kom ind i billedet og skød efter manden. Abigal gispede som Mr Burns kæmpede for sine sidste vejrtrækninger.
"Please. Don't kill him," bad hun og sank en klump. "I beg you. Please spear his life," hun gik stille mod faren.
"Miss Abigal. Run," gispede Mr. Burns. Han vidste at prinsessens sikkerhed kom før hans eget liv, det var hans job. Men Abigal var ikke meget for det faktum at nogle behøvede at dø for hende. Hun så ikke på sine døde venner, død var et overraskende vant emne for hende. Og lige nu stirrede den ikke på hende igennem ham, men gennem dem han havde slået ihjel.
"There is better ways than to all this killing.. there is hope. Let me help you," prøvede hun og vidste hun svømmede på det dybeste sted i havet. Men hvis hun valgte at løbe - ville det ikke blot få rovdyret tilbage i ham? Hvilket rovdyr ville ikke jage et bytte som flygtede for sit liv?
"My name is Abigal.. what is yours?" Spurgte hun stille og sank en klump.

Gæst

Han lagde hovedet på skrå, som han med lethed holdte den anden mand, løftet i blot en eneste barn, og dog betragtede han ikke manden med samme nysgerrighed, som havde betragtet den unge dame. Nej han kiggede snarer på ham, med en blanding af en irritation, og som var han intet andet end et insekt der var i vejen for ham. Han havde et mindre forskruet syn på menneskeligheden, og så derfor ikke denne mand som sin ligeværdig, men der var virkelig sjældent nogle som var hans ligeværdig, plus han havde skudt imod ham, det var et under at han endnu ikke var død og borte. Man kunne endda se antrækkende til hans hugtænder, der truede på at komme frem, nok var manden i hans hånd en varulv, hvilket vil sige en del af deres genetik egentlig var ens, hvilket han havde kunne føle da han var kommet tæt på ham, dog betød dette ikke, at det ville kunne holde ham i live.
Han rynkede brynet, som han hørte lyden af en kvinde som tiggede og bedte ham om ikke at dræbe denne mand. Hvorfor hun endnu ikke var taget afsted, mens hans opmærksomhed var rettet imod en anden, var ham et mysterie. Måske hendes graviditet have gjort hende mere dum end beskyttende overfor sig selv. Selv manden der knap kunne få vejret, som kun lige fik luft ind i lungerne, via de hænder han brugte til at holde sig oppe, brugte sin styrke på at bede hende løbe væk, og alligevel blev hun. Hans blik vendte sig imod hende, og han hævede blot det ene øjenbryn, som hun prøvede at snakke til hans menneskelige side, ligefrem gå så vidt som at sige hun ville hjælpe ham "I just murdered you friends, why would you want to help me?" spurgte han lettere forvirret, ikke at han faktisk ønskede hendes hjælp, men det forvirrede ham dog alligevel, denne kvinde generelt forvirrede ham.
Han så på hende, som kunne han ikke rigtig finde ud af hende, specielt som hun præsenterede sig selv for ham "Are you trying to make yourself more human to me? As if that would help anything" og dog havde hun så fint præsenteret sig for ham "My name is Christian" lød det dog lidt tid efter. Det var sødt hvordan hun forsøgte appellere til hans menneskelighed, som om han faktisk havde en "If you're so happy for this man, and the fact you still want him to breath, what would you give to let him live?" spurgte han igen med det hævede bryn, hvad ville hun give for at lade denne varulv leve?

"Because know what its like to feel like the only reasonable thing to do.. is to kill," svarede hun og sank en klump. Man kunne ikke redde nogle som ikke ville reddes, men det betød ikke at man ikke kunne forsøge. Abigal ønskede at prøve og alligevel ikke - det lå bare rent instinktivt til hende.
"Humanity is what is the hardest thing to accept, so perhaps I am," svarede hun blot og åndede stille ud. Abigal vidste at lige meget hvad hun gjorde lige nu, så hang hun på kanten at klippen og kunne kun holde fast med to fingre. Abigal havde ikke noget specielt forhold til Mr Burns, faktisk død kedede han hende det meste af tiden. Havde det ikke været fordi at Kyle havde fortalt hende, at han nød at snakke med ham om sit fiskeri og sine børnebørn - ville hun nok have ladet det gå - bare for at komme sikkert hjem. Men sikkerhed var overvurderet lige for tiden. Men sådan havde England altid været for Abigal, fyldt med fare og drama. Han bad om en grund til at lade Mr Burns leve. En grund kunne være mange ting, en følelse en ting, men hun vidste også det handlede ikke om Mr Burns -det handlede om Christian. Og hun kendte ham ikke, vidste ingenting omkring ham udover han lignede Klaus. Men det var ikke Klaus, og det måtte hun huske.
"Name your price," sagde hun så og sank en klump. Hun vidste at i tilfælde af det værste kunne hun evne til at få ham til at lade dem gå. Abigal havde altid en plan b hvis alting gik mod syd i stedet for vest. "You are better than this.. there most be something you want to fill up your soul and not just your thirst."

Gæst

Han rynkede brynet, som hun igen forsøgte at tale til den del af ham, som ikke længere eksisterede, som ikke havde eksisteret i flere hundrede og endda tusinde år. Dog var der noget ved hende, noget han ikke helt kunne placere, som mindede ham om en kvinde han før havde kendt. Det var måske det, også hans generelle forvirring omkring hende, som gjorde at hun endnu var i live "You talk as if you know me, or rather as if you think you know me, and you really don't" hans blik var hele tiden rettet imod hende, selv på trods af endnu at have varulven hængende og dinglende fra sin hånd. Det viste måske i sidste ende, hvor lidt han anså manden for at være, at han faktisk direkte glemte, at han havde ham holdende i sin hånd. Han klukkede som hun snakkede om menneskeligheden "I don't care much for this humanity" han rystede på hovedet.
Som hun direkte gik med til, at han kunne få præcis hvad han ville fra hende, kom der et smil frem på hans læber, og dog var det ikke af den slags, som man ville ønske fra en mand som ham "You're going to be my new plaything. I won't kill this man and I won't touch your unborn child, I may even grant it my protection to a certain point, but in return you will do as I say and when I say it. So I may show up some day, and ask you to do something for me, and you will do it" han hævede næsten udfordrende sit øjenbryn, som for at se om hun faktisk ville tage den, også gøre præcis som han ønskede "Oh no I'm not, I play the role I’ve been given" var det eneste han svarede hende.

Abigal foldede læberne sammen og kneb øjnene som han kom med sin pris på Mr Burns frihed. Havde det været Abigal tilbage i tiden ville hun have tigget og bedt for hans frihed og ikke tænkt på sig selv. Men hun var også nået til et punkt hvor hun ikke lyst til at være nogens bitch. Lucifer havde fået hende til at tegne en tydelig grænse, og den overtrådte Christian tydeligt ved sine ord. Et lille fnøs forlod hendes læber som hun fjernede blikket fra ham. Hun trådte et skridt tættere på ham og så ham i øjnene.
"I'm no ones play thing," sagde hun så ret rolig - måske hun alligevel havde lært et par tricks af Lucifer. "You might be the big bad man.. that everyone is terrified of. But I'm done letting people like you try to destroy me," hun åndede ud og så ham i øjnene. Abigal åndede stille ud og tog ikke øjnene fra ham.
"You are going to let him go, and you aren't going to hurt me, my child or him. I don't care what you are going to spend the rest of your life doing. But this is how the night ends," påpegede hun ret bestemt. Abigal fremstod ofte som alt for uskyldig og alt for godhjertet - til man overtrådte grænsen og fik den anden side af hende at se. Den som også indholdt mørke, den der havde flået Lucifer ihjel som var det en leg. Så hurtigt og enkelt. Og hun var ikke just bange for at skrige hovedet af endnu en person. Abigal lagde stille armene over kors som hun så manden i øjnene. Han kunne true hende på livet, han kunne prøve - men ville nødig bruge sin evne på folk medmindre hun virkelig havde lyst - eller medmindre det var nødvendigt.

Gæst

Han hævede øjenbrynet en smule højere, da hun trådte tættere imod ham og endda kiggede ham direkte ind i øjnene, hvilket oftest var den dummeste ting de fleste gjorde. Det faktum at hun trodsede ham, syntes alligevel at vinde en smule respekt imod ham, det var trods alt ikke mange der turde gøre den slags ting "I would say you got balls, but we both know testicles aren't the most hardening things" han trak på skulderne. Hvis man kunne fange hans opmærksomhed på den rette måde, kunne man ganske nemt vinde hans respekt, selvfølgelig var det aldrig til at vide om denne respekt, ville sørge for at man vedligeholdte sit liv, i sidste ende kunne man aldrig rigtig vide det omkring ham "I wasn't so much going to destroy you, rather just have fun with you" hans opmærksomhed blev dog igen draget imod manden, da hun nævnte at han skulle slippe ham, næsten som gik det op for ham igen, at manden faktisk var der.
Dog præcis som hun ønskede, gav han slip på manden, som faldt et godt stykke og direkte ned til jorden. Det betød dog ikke, at han var færdig der, for han fik hurtigt trykket manden på benene igen, hvor hans greb om hans hoved, gjorde de havde øjenkontakt med hinanden "You saved the princess from a crazy psychopath, and you did very good, you even managed to kill the murderer. So when you go home, you will remember having succeeded this job very well...ohh and you broke you arm during the fight" der lød det smæld, som han så let som ingenting brækkede armen på den stakkels mand "And now you leave" han vinkede til ham, efter han så fint var kommet ind i kroppen af Klaus, havde han modtaget mandens kære evner, herunder evnen til at manipulere med folks handlinger, minder og nogle gange endda deres tanker "I like you, you have courage and you speak of death as if you're haunted by it, and not just because of what you are" han var ikke vendt imod hende, men stod snarer med sin profil imod hende "You remind me of someone I used to know, she was strong too" han rynkede brynet, og huskede mindet om Caroline.

Hun fnøs da han sagde at han bare ville have det sjovt med hende. Dog valgte hun ikke at kommentere på det, men nærmere at hvad han gjorde ved Mr Burns. Abigal observeret ofte før hun handlede, eller i hvert fald nogle gange. Hun blev derved opmærksom på, at Christian havde en evne som mindede hende om Klaus igen. Måden han fik Mr Burns til at tro på alt hvad der blev sagt, stakkels 66 årige Mr Burns. Hun lukkede øjnene kort som armen blev brækket. Han så på Mr Burns lunte afsted. Abigal sank kort en klump.
"I wish I could make him leave as fast time to time," jokede hun på et dårlig tidspunkt.
Christian ramte plet da han nævnte hun var omringet af død. Det var en unik ting ved hende som adskilte hende fra andre banshees. Det var først den seneste måned at hun faktisk var begyndt at acceptere den som en del af hvem hun var. Så kommentaren gjorde hende ikke just noget.
"I hardly believe in ghosts anymore Christian," indrømmede hun og trak let på den ene skulder. Så meget død hun havde set, følt og oplevet - så lignede spøgelserne de levende ligeså meget som de havde gjort før de døde. Måske ikke hvad folk forventede, men det var sådan de så ud når de kom frem hos hende. Hvem der end havde fortalt om disse gennemsigtige folk der hjemsøgte folk og boliger - havde tydeligvis aldrig set tingene fra Abigals synsvinkel. Han nævnte han havde kendt en der mindede ham om hende.
"What was her name?" Spurgte Abigal nysgerrigt og vippede hovedet let på skrå. Hun var god til at starte en samtale fra brødkrummet og gøre dem til noget større. Og måske så hun det som et mindre anker til den menneskelighed som han ikke troede på. Men alle bar på menneskelighed, dybt inde i dem - lige meget hvor meget de prøvede at skjule det.

Gæst

Hans blik gled imod hende, som hun direkte kommenterede eller nok snarer jokede, selv at have muligheden for at kunne få manden til at gå så hurtigt "I take it he's a part of your security team? Of course you don't look like someone who needs help being protected" pointerede han efter at havde gættet hvad varulven i virkeligheden var. Selvfølgelig havde han en ide om hvem hun var, specielt da navnet var blevet sagt, eller han havde hørt om prinsessen ved navn Abigal, og at hun var en kvinde af en vis skønhed "But I think you're still haunted by them, but not in the sense of what you used to be, no you have more control" han gættede egentlig bare lige nu, mest i forhold til de ting hun før havde sagt, hvor han samlede detaljerne sammen, hvilket han så ofte altid gjorde.
"Her name was Caroline, she was quite extraordinary, even exquisite" Måske var det fordi at han var fanget af gamle minder, og det faktum hun til et vis punkt virkelig lignede Caroline, at han faktisk svarede. Han ville lyve hvis han ikke indrømmede, at selvom de ikke endte tingene på bedste fod, så røg hans tanker tilbage til hende engang imellem, hvor han undrede sig over hvordan hun mon havde det, og selvom han også vidste at hun aldrig tænkte på ham "You somehow remind me of her" han rystede på hovedet, og lod sine blå øjne mødes med hendes "She always told her own mind, and yet she had a kind spirit. I wish I could have been better" han rynkede brynet, og sænkede blikket, næsten som forstod han ikke hvorfor han faktisk sagde disse ord

Et lille skævt træk på smilebåndet som han nævnte at hun ikke havde brug for beskyttelsen - hun kunne hører Kyle være uenig i baggrunden. På sin vis kunne hun sagtens klare sig selv, det havde hun gjort i mange år, men det var også rart ikke at være alene fra en tid til en anden. Han nævnte hun stadigvæk virkede hjemsøgt men med mere kontrol.
"Would you believe it if I told you I'm the anchor to the other side?" Spurgte hun så og vippede hovedet en smule på skrå. "I see death everyday, feel death every single day and not just because I'm a banshee," tilføjede hun så og virkede overraskende til at have accepteret det var sådan tingene var. For hun vidste at hvis hun kunne kontrollere det, så havde hun overhånden når Lucifer kom efter hende igen.
Abigal løftede brynet da han nævnte Caroline, hun havde aldrig selv mødt en Caroline, men hun vidste at hendes fars mors navn var Caroline. Når hun kunne have fået enten sin far eller sin farfar til at fortælle historier, så havde hun spurgt indtil hende også. Men måden han fortalte om Caroline på fik hende til at smile, tydeligvis en person som havde en betydning for ham - og der var det, menneskelighed.
"She sounds like a person everyone should have a chance to meet in their life," indrømmede hun og trak på smilebåndet. Abigal kunne ikke gøre meget ved sine døde venner andet end at være taknemlig over det ikke var hende. Hun vidste hun ville få stuearrest når hun kom tilbage, måske var en god nok ting at tænke på at tage tilbage til Italien snart.
"My Grandmothers name is Caroline, I've never met her. She left my father when he was a young boy, but the stories go that she was very beautiful," smilede Abigal lidt for sig selv.

Gæst

Han trak på skulderne "I've seen a lot of strange things in my long life, someone being an anchor to the other side, is not what I would describe as of being the most unbelievable thing" pointerede han, men nu havde han også leve et liv på over 10.000 år, hvor han havde været født elver, blev forvandlet til en vampyr, senere døde og genopstod som et spøgelse, og det var ikke engang den fulde længde, af hvad han havde været af forskellige væsner. Så at denne kvinde følte døden på et helt andet niveau, end det normale Banshee's gjorde, var for ham noget der sagtens kunne havde været fundet sted. Nu var de jo også i en verden, hvor der fandtes kannibalistiske mænd og kvinder med fiskehaler der svømmede rundt i vandet, eller folk fra andre dimensioner, der syntes at komme til dette sted.
"She very much was one of a kind, and of course I destroyed it, because I tend to destroy everything" indrømmede han fuldkommen blankt, han havde trods alt ødelagt så mange gode ting i sit liv, og oftest uden den mindste smule sam over det. Han kunne huske forholdet til den ellers så uskyldige Yoanna eller Ophelia som hun senere kaldte sig selv, hvor han havde revet lyset ud af hende, og forvandlet hende til en vampyr, for så senere brutalt at myrde hende. Men så om den kære Caroline ind i hans liv, og hvo meget han end prøvede at kaste det væk, så kom hun under huden på ham, og rørte ved den menneskelighed, som han i så mange tusinde år aldrig havde følt. Han hævede let øjenbrynet, som hun indrømmede hendes farmor også selv hed Caroline, men nu var det vel også et ganske velkendt navn.

» Give me one good reason, why I shouldn't just kill her [Lion & Bex]
» Just give me one reason
» Just give me a reason, just a little bit's enough
» Good food is good mood
» My mum might kill me for this