What a mad world we live in

Emne til: @Kol, @Livia, @Dove & @Roy. (Først spilles emnet mellem, Calla, Kol, Callie & Dove)

---

Det var i det sekund at hun fik mange af sine minder tilbage omkring sin søster. Noget der gav hende nyt håb. Callie var i live. Mørket i skoven kendte Calla så godt. Hun vidste præcis hvordan man skulle forsvinde ind i mørket, men først vidste hun det ville kræve alt eller intet. Så alt var hvad hun gjorde. Med Roy på hovedet, Callie, sine forældre.. Livia.. så slog hun fra sig og fik grebet om kniven derh avde været placeret i hendes side - og hun stak den første ned. Derefter løb hun. Hun brugte sine overlevelsesinstinkter til at storme afsted igennem mørket.

Så snart hun var ude af de andres oversyn, kunne hun mærke hvordan blikket slørrede mere og mere. Hun var udmattet. Så meget for kampstyrke. Der var ikke meget mere tilbage for at holde hende igang.
"I'm not dying alone.." Hviskede hun for sig selv da hun fandt en sidste gnist af motivation. De skulle vide hun ikke bare var smuttet fra dem alle sammen. De skulle vide noget var gået galt. Calla fik overtalt sig selv til at bevæge sig fremad. Hvordan hun kom fremad bed hun ikke mærke i - og i skoven kunne ingen rigtig se den pige der kravlede henover jorden. Der varede længe men ikke så langt tid før en genkendelig lyd ramte hendes gode sanser. Et af hendes fars monstre, et lille smil faldt på hendes læber.
"Take me home," hviskede hun til monsteret da det kom tæt på hende. Monsteret fik løftet Calla op på sin ryg og løb igennem resten af skoven og hjem igennem et af husets hemmelige indgange.  Bæstet gav et par brølende lyde fra sig for at fortælle Kol at han var kommet med noget vigtigt. Stille fik bæstet lagt den mere eller mindre bevidstløse Calla på gulvet. Smurt ind i sit eget blod og tydelige dybe skader der ikke ville heales.

Efter Kols genforening med Callie, var han blevet mere opmærksom på hans følelser. For længe siden havde han slet ikke haft evnerne til at føle noget. Men han var begyndt at ændre sig. På sin vis var det fint nok. Han nød at have nogen tæt på ham. Han sad ved sit køkkenbord og ventede på hans monster kom tilbage. Forhåbentligt med et nyt menneske han kunne eksperimentere på. Ja, han var ikke nær så ondskabsfuld som han tidligere havde været. Men det rakte kun til hans nærmeste familie. Alle andre bekymrede han sig overhovedet ikke om. Han rejste sig, da hans monster brølede udenfor. Han fik øje på Calla med det samme. Hun var blodig og så knap ud til at trække vejret. Han faldt hurtigt ned på knæ ved siden af hende. ”Calla,” startede han ud og ruskede i hende i et forsøg på at få en reaktion. Hendes skader var dybe og så ikke ud til at heale. Han blev nød til at handle. Og hurtigt. Han tilkaldte flere af de monstre han havde skabt igennem tiderne. Han gav dem hver sin opgave. En skulle finde forskellige eliksirer og brygge, en anden skulle finde noget rent tøj. Da de alle var kommet tilbage, stod der adskillige flasker ved siden af ham. Han havde også en fugtig klud, han duppede mod hendes pande. ”Drink this,” sagde han og løftede hendes hage en smule, så han var sikker på væsken kom ned gennem halsen. Inden længe skulle hendes skader gerne begynde at heale. Han løftede hende op i sine arme og flyttede hende til sofaen, hvor han også lagde et tæppe over hende. ”Calla listen,” han var ikke sikker på, hvor meget hun faktisk opfangede. Men han ville forsøge alligevel. ”You can’t die. There’s too many people who will break if you do. Your mother won’t ever be the same again. So come back for her and for your friends.” Han trak en stol hen til sofaen og dubbede forsat hendes pande.

Calla registrerede sit navn så snart Kol sagde det, men hun kunne ikke rigtig få nogen reaktion fra sig selvom hun følte hun skreg inden i. Alt hun forsøgte at sige kom ingen vegne. Det var endda svært at holde øjnene åbne. Alt der skete omkring hende bemærkede hun ikke. Calla mærkede først da væsken gled ned igennem de alt for tørre halsrør. Det var som et mindre energi boost for hendes evne, eller nok nærmere hjælp for at lade den slippe fra det pres den havde lige nu. Calle mærkede hna løftede hende op og derefter mærkede hun sofaen - varmen fra tæppet. Hun hørte skam alt. Det var bare problemet med at vise ham hun hørte ham. Hele hendes forbindelse til krop og hjernen syntes at være brudt - men hun kunne mærke det var ved at blive fikset. Selvom det tog tid, så lykkedes det hende lidt tid efter så snart alle synlige skader var healet, at sige noget. De tørre læber skilte sig for at trække vejret ind.
"I know better than to give up," fik hun så sagt med en utrolig hæs stemme. "Do you have some blood. Like a lot of it?" Spurgte hun så og vendte hovedet over imod ham. På trods af skaderne var healet havde hun ikke fået meget næring. Så dødelig syg så hun stadigvæk ud. Dog først med rystende hånd, greb hun først udover hans hånd eller hvad hun nu fik fat i.
"I'm sorry.. I don't know if you need to hear it.. but I need to know I said it.. I love you.. even through everything," fik hun sagt hurtigt og skar en grimasse af de små jag af smerte der stadigvæk var i hendes krop. Let tog hun sig til maven da det gav endnu et jag.
"Help me safe them.." sagde hun som en hentydning til de skulle handle endnu hurtigere nu. Det var begrænset før healingen ville fortærre Calla for det var ikke hende selv hendes krop var mest opmærksom på at heale.. "and call mom.."

Kol ville ikke fortælle andre det – heller ikke Calla, men han var oprigtigt bange for hun ikke ville overleve. Først da hun begyndte trække vejret på en tydelig måde, blev hans frygt mindsket. Endnu mere da hun begyndte at snakke. Han drejede hovedet på et af monsteret. ”Get some blood from the fridge.” Han så tilbage på hende, da hun grab fast om hans hånd. Han blev lidt berørt af hendes ord, men han anede stadig ikke hvordan han skulle reagere på dem. Hun lagde en hånd på hendes mave og gjorde det tydeligt for ham, hun var gravid. Med mere end et barn. Han blev reddet da monsteret kom tilbage med fem poser blod. Han havde en aftale med det nærliggende hospital. Med aftale mente han, at han tvang dem til at give ham blodet. Han fjernede sig fra stolen og gav hende en af poserne. ”Give her a new bag when she’s done,” sagde han til monsteret før han gik ud i køkkenet og fandt sin mobiltelefon frem. På trods af han sjældent snakkede med Dove, havde han stadig hendes nummer. Det var mest i forhold til nødsituationer. Som nu, hvor deres datter havde været døden nær. Han ringede op.

Dove stod på hendes værelse. Hun havde næsten fornemmet noget var galt, men hun havde ikke kunne finde ud af hvad det var. Da hendes telefon ringede, og hun så Kols navn på displayet blev hun først skeptisk, men besluttede sig for at tage den alligevel. Hun vidste han sandsynligvis ikke ville ringe uden en grund. Forhåbentligt var grunden god. ”What do you want?” Sagde hun hårdt ind i telefonen. ”You need to come down here. Calla was hurt. She asked me to call you.” Dove lagde med det samme på og brugte magi til at transportere sig til hans hus. Hun trådte ind uden en invitation. Kol havde en masse magiske remser til at beskytte grunden for uvedkommende. Hun var ligeglad lige nu, hun skulle ind til sin datter. Enten havde han taget dem ned, eller også kunne hendes moderlige kærlighed bryde dem. Sandsynligvis førstnævnte. Hun satte sig på knæ ved siden af sofaen. ”Calla, honey. I’m here.” Hun tog hendes hånd og omfavnede den. Hun drejede hovedet mod Kol. ”If you had anything to do with this, I will kill you.” Han gik hen til sofaen også. ”You might think I’m a monster, but things are different now.” Dove reagerede ikke yderligere på hans ord, men vendte opmærksomheden mod Calla. ”What happened?” Spurgte hun forsigtigt. Hun ville heller ikke byrde Calla mere end højst nødvendigt, men hvem end der stod bag det her, skulle betale for det.

Så snart blodet kom hendes vej greb hun ud efter det. Det tog hende ikke langtid at tømme den første pose. Trods alt var hun sultet, hun havde brug for næringen. Så hun løftede et bryn da hun var færdig med det hun egentlig havde fået - for hun skulle have mere - så det fik hun. Så snart Calla kunne mærke hendes styrke kom tilbage blev hun mere lettet. Hun følte sig faktisk som sig selv - nogenlunde igen. Der hørte hun det. Hendes mor var her. Måske Calla alligevel skulle have passet på med at ringe med alarmen så hurtigt.
"Don't blame him.. he actually saved me," pointerede hun. Naturligvis var det spørgsmålet til en milion, hvad var der sket. Utallige scener og minder sprang henover hovedet på hende.
"Just a few tests.." sagde hun og fik rettet sig op. Det var trods alt halv sandheden. "Why is it so hot in here?" Spurgte hun lidt efter og blinkede kort. Hun havde trods alt været i et meget koldt rum, så alt var varmt.

"Maybe you should cool a litle down," kom en stemme ind med. Callie stod bagved Dove og Kol. Hun løftede hånden lidt op og fik lavet en lille snesky over hovedet på Calla for at dæmpe en mulig feber.
"Hi Mom," sagde hun kort til Dove og så derefter på Calla igen. Personen som havde givet hende et andet liv på godt og ondt.
"Good to see you alive," mumlede Calla og kløede sig kort i nakken. "I need to contact Roy somehow.. he needs to know I didn't leave him.."