Show me your muscles ~ Adam

Endnu en aften med larm inde fra værelse nummer 12, havde gjort Adam næsten irriteret. Han gad ikke banke på igen, det havde han allerede gjort 2 gange før, for at få dem til at skrue volumen lidt ned. Han tog derfor bare sin Jane Austen roman, hvilken han havde for til litteratur klassen og forlod drengens sovesal. Han vandrede så bare lidt rundt på skolen for at finde en stille krop, men der var elever alle steder og han kendte ikke skolen så godt endnu, så han anede ikke hvor han skulle gå hen.
Det var her han fandt træningscenteret, han åbnede prøvende døren og kiggede ind for at se hvad det nu var for noget. Han blev gladeligt overrasket over hvor stille der egentlig var, bare et par folk der stønnede lidt, talte lavt sammen, maskiner der raslede lidt.. Her kunne han faktisk godt finde ro! Hans blik gled dog lidt fra person til person, som han betragtede deres outfit, svedige kroppe og ja.. muskler. Han smilede lidt og bed sig i læben, hmm mon han kunne lade være med at blive distraheret af alt det? Muligvis.
Han gik så ind i salen og så sig om efter et hjørne hvor han kunne sætte sig uden at blive forstyrret, hvilken han fandt. han gled bare ned på gulvet og trak sine ben op under sig, inden han gik i gang med at læse i sin bog, han var kommet til et godt sted! Lige der hvor Mr. Darcy havde været ude og bade i søen og hans trøje var helt gennemblødt og så kommer Elizabeth og ser det! Uhhhh!
Han nåede dog ikke at komme særlig lang ind i bogen, da han hørte et eller andet larm og han kiggede hurtigt op. En af mændende havde tabt sin vægt! Han kom hurtigt på benene og skyndte sig over for at se om han var okay, han ville gerne hjælpe ham, men da han så hvor meget vægt der var på den der stang, stoppede han helt forvirret op, hvem kunne dog overhovedet løfte så meget!
"Omg are you okay?! What can I do to help!" spurgte han med lidt panik i stemmen.

Dacre har ikke helt kontrol over sin vægtstang, ærligt, og den når at ramme ned og placere sig ovenpå hans bryst. Han stønner i kort smerte, og griber fat omkring stangen igen med begge hænder. Forbandet lort. Han mærker, hvordan stangen presser ham ned. Ikke at dette er alt for smertefuldt, men irriterende, meget. Han tørrer hurtigt sine hænder af i sine træningsbukser, og griber så atter fat omkring vægtstangen igen for at løfte til den.
Da han så bliver distraheret af en lille gut, som trapper op ved siden af ham og straks udbryder. Det giver indflydelse på Dacre koncentration, i hvert fald. Han forsøger at løfte vægtstangen op, men den er ligeledes svedig. Dog formår han at løfte den en anelse over brystet, og forsøger vidt muligt at ignorere den lille gut ved siden af sig. Hvad laver han herinde? Han ligner en, der kunne knække af bare at lave en armbøjning. Sagt uden rigtigt at kigge på fyren. Men Dacre har travlt. Han magter ikke ligge der mere og skabe opmærksomhed. Han er stærk og han kan godt. Og med ét får han løftet vægtstangen højere og højere op, med alle de tunge kilo på, og op på dens plads over ham. Han stønner svagt, og skubber sig selv op at sidde. Han er øm nu i brystet og armene, men det går over. Han sætter til sig rette med spredte ben og armene hvilende på sine lår. Han kigger op på fyren med en rynket pande og så et skævt typisk Dacre smil.
"Too late, mate. What could you have done anyways? Cheer on me?"

Adam stod bare og måtte se hjælpeløst til imens manden fik reddet sig selv fra en knust brystkasse, for hvad kunne Adam gøre ved det? Han kunne umuligt løfte alt det der, han anede ikke hvor meget det var, men de der vægtskiver så virkelig store ud, det måtte være en hel del! Han måtte dog puste en smule lettet ud da manden fik stangen på plads igen, faktisk rimelig imponeret over alle de kilo, han kunne hellere ikke helt lade være med at betragte hans mange muskler, bestem overarmene.. Men han kunne ikke indrømme over for sig selv hvorfor han gjorde det. Han smilede venligt til fyren da han kom op og sidde igen, okay så var han okay i det mindste! Det var godt! Så kunne Adam måske godt vende tilbage til sin bog. Eller. Han ville nok komme til at sidde og kigge lidt på manden alligevel, han var.. Bygget af muskler jo! Han kunne umuligt være menneske måtte han indrømme overfor sig selv, men hvad han så var havde Adam lidt svært ved at afgøre, han var ikke så god til at aflæse den slags. "Oh, I eh.. Could have gone for help.. But as it seems, you don't need any, you're really strong.." sagde han en smule forlegen og kiggede ned på sin bog.

"Oh, sure," Dacre betragtede den lille fyr. Øjnene faldt så ned på bogen i hans hænder. Hvad lavede han med en bog i et rum som dette? Det virkede ret underligt. Havde han tænkt sig at sidde og læse, imens han lyttede til stønnende typer, som raslede rundt med vægte og maskiner? Specielt. Han strøg sine fingre igennem sit hår, og nikkede så imod bogen i fyrens hænder.
"Are ya gonna read in here?" Spurgte han så med et svagt grin. Han fandt det ret komisk egentligt. Nu læste han ikke ligefrem selv, og måske fyren bare elskede at læse og kunne koncentrere sig alle stedet om et par linjer på papir. Selv havde han svært ved bare at koncentere sig i undervisningen. Dacre betragtede ham med sine blå øjne under de mørke bryn.
"How 'bout you lift some weights, instead of hiding your pretty face in old paper?" Foreslog han så med et skævt smil og et løftet bryn. Det gad han godt at se. Se fyren lave bænkpres eller bare løfte et par vægte. Muligvis, så var han stærk nok. Af et menneske at være.

Adam kløede sig lidt i håret og følte hvordan den der pinlige tavshed langsomt fyldte mere og mere af rummet. Men der var jo ikke mere at sige, nå ja så kunne han vel komme tilbage til sin bog. Han så langsomt op igen og prøvede med et venligt smil, men som han skulle til at sige farvel igen, sagde manden noget til ham. Han kiggede lidt undrende på ham og så ned på sin bog, inden han kiggede op igen på fyren. "Yes, yes I was.. Well eh.. The guys living next door to me, makes a lor of noise, so I was only trying to find a quite place to read.." sagde han så, det var altså også en mærkelig forklaring, men han havde ikke kunne finde andre steder, men det fungerede her, så ja.. Nu var han her. Adam sendte fyren et noget overrasket blik da han sagde han skulle løfte vægte.. Eh og at han var pæn? Nej! "Oh no thanks.. I can't lift.. Stuff.. I'm not much of a sports guy anyways.." sagde han så og prøvede at bevare roen lidt, men der var bare et eller andet ved fyren, hvad var det??

Dacre betragtede gutten med rynket pande. De bløde nu fugtige krøller hang ned i øjnene på ham, eftersom hans pande var svedig efter træningen. Det var hårdt, stadig. Han grinte kort og nikkede så.
"That's... something," Sagde han så og smilede skævt til ham. Langsomt rejste han sig fra bænken og rakte ud efter sit hvide håndklæde, som lå på gulvet ved hans sweatshirt. Han tørrede sit ansigt i håndklædet. Så kiggede han tilbage på fyren igen. Som var i gang med at besvare Dacres spørgsmål. Det var nu ikke rigtigt et spørgsmål, det var mere for sjov - på en måde. Men det kunne da være sjovt at se fyren lægge sin bog fra sig og tage et par gentagende bænkpres. Dacre skulle nok hjælpe, hvis stangen fik overbalance. Han lagde håndklædet fra sig igen, og vendte sig imod fyren. Igen betragtede han ham. Han så godt ud. Ingen tvivl. Han var et menneske. Heller ingen tvivl. Det var duften. Og det sårbare udseende. Han ville så let som ingenting kunne knække fyren, hvis han lystede. Men det havde han ikke. Ikke endnu i hvert fald.
"I sense that, mate," Sagde han med et par intense øjne. Han ønskede på en måde ikke at deres møde skulle ende. Hvorfor, det anede han ikke. Mennesket var ikke en af de "typiske" typer, som Dacre omgik med for en kort stund. "I'll help you, before your pretty face gets smashed, yeah?"

Adam stod lidt usikker og så til imens fyren tørrede sit ansigt i håndklædet. Han smilede forsigtigt til ham og nikkede tvivlende. Han lod så et nervøst grin forlade sine læber da Dacre sagde han godt kunne fornemme han ikke rigtig var en sportsnørd.. Yeah, not really, haha! "But.. Eh.. You are, I see.. Eh.. And strong too.. Are you a vampire?" spurgte han så forsigtigt, ikke helt sikker på hvad han egentlig spurgte om, han forvirrede sgu også selv selv ret meget. Men ja, det måtte manden næsten være, for at kunne bære al den vægt der, han synes også han var ret bleg, så ja, det var hans bedste bud. Han lagde vægten over på sin anden fod og fandt Dacre øjne igen i det en rødmen bredte sig på hans kinder, eh? Kaldte han ham lige flot igen? Hvorfor gjorde han det? Var han ligesom.. Var han sådan.. Til mænd eller hvad? Det var Adam i hvert fald ikke! Okay måske han skulle se at komme videre så! "Eh, I better.. Not.." sagde han prøvende og skulle til at tage et skridt væk fra Dacre da hans flod gled i et eller anden og han væltede frem mod vampyren, hans instinkter tog til i et forsøg på at forhindre et fald og han greb fat i Dacres tanktop, som dog ikke hjalp ret meget, han fik den i stedet revet lidt itu i det han alligevel væltede, og nu lå på jorden med røven i vejret og et stykke af Dacres tanktop i hånden. Han gispede forvirret, hans hjerte bankede hurtigere og han kunne mærke rødmen brede sig endnu, oh no! God please! don't do this to me! Han kom halv akavet op på alle fire og slap stumperne af Dacres trøje inden han drejede hovedet mod vampyren og mumlede et av eller to. "I'm sooooo sorry!" sagde han ynkeligt og ville mest af alt ønske han bare kunne synke ned i gulvet og forsvinde.. Argh!

"I am," Svarede Dacre med et løftet øjenbryn. Uden tvivl. Det vidste han godt. Næste spørgsmål. "Aaaaand.... yes. I am," Tilføjede han så lidt efter og smilede tilfredst til fyren. Nåh, så det kunne han godt fornemme. Helt lille og uskyldig var han ikke. Nogle mennesker var simpelthen for dumme. De fattede hat af, hvad der foregik omkring dem. De gik rundt i deres åndssvage lille Verden, i deres egen lille bobbel og havde ondt af dem selv. Det at Adam var ved at vælte, bemærkede Dacre godt. Dog gjorde han ingenting ved det. Han betragtede fyren falde imod ham, men ganske langsomt rakte han ud efter ham, men lod ham falde. Dog blev han ret overrasket over, at hans tanktop næsten røg med i faldet. Noget af den gjorde i hvert fald. Han kiggede ned på den lille gut med et hævet bryn. Han foretrak ikke en mine. Hvis han havde ladt fyren løfte enhver form for vægtstang, var han blev mast allerede nu.
["What.. the fuck..?" Mumlede Dacre for sig selv, og rynkede panden. Han hjalp ikke fyren op, men fortsatte med sin stirren. Da han brød ud i grin. "Am I really that easy to fall for?"

Men det kunne han ikke og Dacre hjalp ham ikke på nogen måde, så han måtte skubbe sig selv op fra gulvet igen. Han kom da også på benene til sidst, følte sig en smule ydmyget i det han skævede til vampyren. Hvilket Adam egentlig ikke havde noget imod, han var ikke bange for vampyrer, men han havde heller aldrig mødt en der havde været ond mod ham. Dacre var ikke ond han var bare flabet, det kunne Adam nok godt leve med. "Sorry, and no, I don't think so" sagde han til ham, den score replik kom ikke til at virke på Adam i hvert fald.
Han kiggede på ham igen, og hans øjne vandrede mod hans vilje til Dacres mavemuskler, der nu kunne ses der hvor Adam havde revet hans tanktop i stykker. Han rødmede let uden helt at vide hvorfor og gav så bare et suk fra sig. "Well.. Bye vampire" sagde han så til sidst. Han havde allerede ydmyget sig selv nok overfor den her mand, han havde ikke brug for at stå foran ham længere nu, bestemt ikke når manden tydeligvis lagde an på ham, det var en ting Adam ikke kunne klare.
Han vendte rundt og vinkede blot til ham, inden han gik ud af træningssalen.

//Out