Is it really you? - Samael (sorta fortidsemne)

Påklædning
- Tøj + Sko Han har en grå t-shirt på, et par sorte bukser, en sort jakke og en hat på Link. Han har sorte sko på Link

Hvad han helt præcis lavede på akademiet, kunne ingen vel kunne svarer på. Hvis man spurgte ham, ville han nok give forskellige svar, at han kede sig, eller han aldrig havde set et akademi før, ville nok være blandt to af dem. I virkeligheden var det vel nok en blanding af de to, i virkeligheden kede han sig, han vidste ikke hvad stedet som dette var, også ville han måske gerne skabe lidt kaos. Det lå i hans DNA, som en mørk fe, at han skulle skabe kaos omkring sig, næsten som en stemme i hans hoved, der lokkede ham tættere og tættere imod mørket. I starten kunne han trække sig fra det, men dengang havde han trods alt også Ylva, men uden hende blev han langtsomt drævet i fordærv, hvilket han i den grad var i dag. Som han vandrede rundt blandt gangene, betragtede han enkelte gange de studerende, og andre gange overvejede han, hvordan han kunne ødelægge en dag eller to.
Han nåede dog ikke langt, før han bemærkede en velkendt skikkelse. Blot det at se hende, var som første gang han lagde sit blik imod hende. Hun var ligeså smuk, som hun altid havde været. Hun var en som en stjerne i natten, en der guidede ham imod det gode, og hvor han dog havde lyst, til at komme tættere på hende. Dog vidste han at det ikke var godt, hun var trods alt bedre uden ham, uden den konstante farer som han gav. Han vendte om, og forsøgte at smutte væk, således hun ikke ville opdage ham. Nok havde han set hende, men hun skulle helst ikke se ham. Uheldigvis virkede det til, at hans plan havde slået fejl, da han kunne høre fodtrin, der desperat forsøgte at hale ind på ham.
Det så ud til, at hun dog nåede op på ham, eller rettere fik fanget ham. Blot lyden af hendes stemme, som hun kaldte hans navn, var nok til at få ham til at stoppe op. Han knyttede sine næver, mens han overvejede hvad han skulle gøre. Skulle han gå videre? Skulle han vende sig om, og hvis han gjorde det, hvad pokker skulle han dog sige til hende? I sidste ende, kom behovet for at se hende, som værende større end det at stikke af. Langsomt vendte han sig om, og derpå fik han øjenkontakt med hende. Han havde intet at sige, for uagtet hvad han sagde, så ville det næppe gøre op for det faktum, at han faktisk stak af fra hende, ganske vist med et brev der forklarede hvorfor. Han rynkede brynet, og sænkede sit blik, som fortjente han faktisk ikke at se på hende.

Det tog alt i ham, ikke at gribe fat i hende og aldrig give slip. For uagtet hvor længe siden det var, at det havde set hinanden, så det at stå foran hende, smed ham tilbage til det øjeblik. For et kort øjeblik, var det som første gang de mødte hinanden, den måde han ikke kunne tage øjnene fra hende, måden hans hænder konstant kløede, for at røre ved hende, eller blot være i nærheden af hende. Selv dengang var hun definationen af perfektion, og det var hun også i dag. Normalt havde han ikke meget for folk, specielt i den romantiske form, men med hende havde han lyst til det hele, han havde dengang og nu hvor han stod foran hende igen, fik han den samme lyst igen. Han regnede dog ikke med det fra hende, netop fordi han havde forladt hende, selvfølgelig ikke uden besvær. Siden han havde forladt hende, tog det virkelig alt i ham, ikke at tage tilbage til hende og tigger om hendes tilgivelse, hvilket han selvfølgelig også havde lyst til nu.
Da hun spurgte om det var ham, nikkede han og dog var det som om han ikke kunne snakke, eller for den sags skyld sige noget. Han havde så mange ting han ville sige til hende, først og fremmest undskylde, derpå forklarer hvorfor han havde gjort som han gjorde og til sidst bede om hendes tilgivelse. I takt med at hun rakte hånden frem imod ham, kom lysten til at røre hende op, men også at hun rørte ved ham. Efter at havde set ned, mødte han igen hendes blik, præcis som hun lagde sin hånd på sin arm. Han bemærkede hendes udtryk, men valgte ikke at sige noget til det. Han bed sig i læben, som hun forklarede hvordan hun faktisk var glad for at se ham, men mere specifik hvad han lavede her. I stedet for at svarer hende, trådte han frem imod hende, og tøvende rakte han hånden frem imod hende. Blidt lod han sine fingrespidser glide hen over hendes kind "I'm so sorry....for everything I did, I never wanted to leave you, I just...I just couldn't control myself, and all those thoughs" han så trist på hende, han kunne huske hvordan det onde i ham, det hele ønskede at gøre hende ondt. Hans manglende kontrol, havde været en stor faktorer dengang, men i dag havde han langt mere kontrol. Han lagde sin hånd fladt imod hende kind "I don't even deserve to look at you, or touch you for that matter" som han sagde det, gjorde han an til, at fjerne sin hånd fra hendes kind, samtidig kiggede han væk.

Set fra sine forældres side, havde han nok altid været mærkelig, forhold havde aldrig været hans ting, og han var ikke just typen, som jagtede kvinderne eller for den sags skyld sex. Det var ikke fordi han ikke kunne lide sex, men han havde bare aldrig set det interessante i det. Men når det kom til Ylva, så var det nok snarer det modsatte, med hende kunne han ikke få nok. Han var som en tørstende mand, der aldrig kunne få nok, hver gang hun var tæt på, ønskede han blot at det ville varer en uendelig, at han aldrig skulle være borte fra hende igen. Dog var der også den realistiske side i ham, som vidste hun næppe ville lade ham gøre det, han havde gjort noget imod hende, som i den grad ikke kunne tilgives, og hun fortjente så meget bedre, end hvad det var han kunne give hende.
Hendes ord om hvordan han ikke skulle undskylde, forvirrede ham i den grad. Hvorfor råbte hun ikke af ham? Hun burde da gøre det, han fortjente trods alt mere end blot råben. Hun burde nok slå ham, måske endda gøre værre end dette. Blot måden at hun lænede sig imod hans hånd, fik den velkendte varme til at sprede sig i ham, som altid var der når han var tæt på hende. Som hun lagde sin hånd ovenpå hans egen, på denne måde stoppe hans hånd, fra at forlade hendes varme kind, kom alle følelserne op i ham. Lysten til at knuge hende imod sig, lysten til endnu engang at kysse hendes læber, og dog var der også en stopklods i ham. De var ikke længere sammen, og hun kunne have en kæreste, med andre ord kunne han ikke tillade sig at gøre dette. Hendes hånd imod hans kind, der stoppede ham fra at se væk, fik ham selv til at ligge sin egen hånd ovenpå hendes, og minder strømmede frem.
Da hun sagde hun havde savnet ham, kunne man ane det kærlige udtrykke i hans øjne, det der var så fuld af menneskelighed, og som i bund og grund altid var der, når han var sammen med hende "I've missed you too, you have no idea how much I've missed you. It was like I was constantly starwing, never able to get better, never able to fully get the feeling away, all I wanted was to see you...but I don't deserve it, I don't deserve your forgivness, I don't even deserve your kindness" blidt fjernede han den tårer, som hun forsøgte at blinke væk, derved fjernede han sin egen hånd som lå over hendes kind. Han faldt til sine knæ, og hvilede sin pande imod hendes mave "I'm so sorry, and even though I don't deserve it...please forgive me" han troede på ingen punkt, at hun ville tilgive ham, eller for den sags skyld, lade hende være en del af sit liv. Han regnede med, at hun ville forlade ham siddende på sine knæ, og gå ud og leve sit liv, efterlade ham alene, som han havde efterladt hende. Enkelte tårer begyndte at komme frem i hans øjne, og han lukkede dem, hvorpå de gled ned af hans kinder. Han var normalt ikke typen for følelser, men med hende var det en helt anden historie.

Ligesom med kærligheden og forhold til andre, så havde Samael aldrig været typen, som kom tæt ind på andre. Hans søskende havde været et særtilfælde, men ellers tillod han sig aldrig at elske. Dog som altid havde det være så anderledes med hende, med hende elskede han mere end noget andet, hun var den første han elskede og ville nok også være den sidste. Hvad han havde følt for hende, og stadigvæk følte for hende, var ulig noget andet, og selvom han måske ikke kom til at være hos hende i en romantisk måde, så håbede han for alt i verden, at han blot kunne være en del af hendes liv. For med hende, kunne han føle sig levende, på en måde som han troede var umuligt, hun var med andre ord, en som han havde brug for. Det virkede heller ikke til, at han havde kontrollen, til at holde sig væk fra hende. Han havde én gang forladt hende, men det havde taget i ham, og han havde ikke længere den slags styrke i sig.
Da hun gik ned på hans niveau, løftede han sit blik, og med tårerne i sine øjne betragtede han hende. Blidt lagde han sine hænder imod hendes kinder, og med sin tommelfingre fjernede han hendes tårer, der efterhånden havde fyldt hendes smukke øjne. Som hendes pande hvilede imod hans, strøg han hende blidt over kinden. I det hun udtalte at hun for længst havde tilgivet ham, kunne man se glæde i hans øjne, og det trak svagt i hans mundvige, og lysten til at kysse hende kom frem, generelt lysten til at være tættere på hende, end hvad der lige nu var muligt. Dog gjorde han intet, for at udtrykke denne lyst, der var trods alt sket så meget, og han ville helst ikke presse sig på "Thank you" han havde aldrig været typen, som sagde tak eller for den sags skyld undskyld, dog var der altid undtagelser til reglerne, og Ylva var denne store undtagelse. Han var så taknemmelig, at hun tilgav ham, dog vidste han ikke om dette betød at hun ville lade ham, være en del af hendes liv igen.
Det var egentlig ganske godt, at de var på en tom gang, for havde nogen set dem, ville det nok se lidt mærkeligt ud. Men for Samael, var dette det tætteste på lykke, at han nogensinde ville komme. Det at være så tæt på hende, og endda kunne røre hende, det gav ham en lykke, som han ikke kunne beskrive. Det var præcis den form for følelse, blandet med hans kærlighed for hende, som han havde følt dengang. Han havde været så hul, uden hende ved sig, men nu hvor han faktisk var sammen med hende, havde han ikke den tomme følelse i sig længere "I never really wanted relationships, I always thought they were pointless...but with you, you give me the hope of something better, so whatever you have done, it won't change how I view you" han tog blidt hendes ene hånd fra sin kind, og lade den over hans hjerte "While you may not feel those things anymore, I do...and as long as my heart beats, it will always beat for you" indrømmede han "I will never leave you...I cannot leave you again" han bed sig let i læben, før han strøg hende over kinden, og igen mødte hendes blik.

Det var helt underligt, hvordan så lille en bevægelse, kunne skabe en så stor følelse i ham. Hun lavede intet andet end at stryge ham over kinden, og alligevel fik hun hans hjerte, til at banke hurtigere end noget andet. I sidste ende var det vel også, et bevis på den magt hun havde over ham, hvor lidt hun skulle gøre, som alligevel gav så stor en effekt på ham. Han hævede øjenbrynet, som hendes blik flakkede ned og kort efter igen mødte hans blik, og hendes ord blev halvt glemt, da hun kyssede ham. Han elskede selvfølgelig det faktum, at hun ikke ville lade ham forsvinde igen, men det var næsten berusende, det at have hendes læber imod sine igen. Han nåede dog aldrig at gengælde det, før hun trak sig væk og endda rejste sig op. At have hende væk, var ikke noget som han ønskede, så lysten til at få hende tættere på, kom frem og modsat før, var den langt større, og derfor næsten umulig at ignorere.
Han så på på hende, og rejste sig selv på. Let rettede han på sit tøj, han lagde hovedet på skrå, som hun undskyldte, og dog med smilet, virkede det ikke til at hun mente det. Han gik imod hende, og lagde sin hånd imod hendes kind "Don't apologise, you only did what I so badly wanted to do" forklarede han, og derpå trykkede han sine læber imod hendes. Hans frie arm sneg sig rundt om hende, og trykkede hende imod sig. Hvor mange gange han dog ikke havde lyst til dette, hvor mange gange han havde drømt, om at have hende i sine arme igen. Han var helt bange for, at det hele var en drøm, og at han snart ville vågne op, kun for at opdage, at han endnu engang var alene. Da han trak sig ud af kysset, kunne han ikke holde sin lykke væk fra sit blik, og for den sags skyld det smil på sine læber "You have no idea how long, I have wanted to do that. I almost fear this is a dream, and that I will wake up alone in a second, so long away from you" han kyssede blidt hendes pande.

Det var sjældent, at han faktisk ønskede sig noget, sjældent at han fandt han sig håbe på noget, dog fandt han sig selv gøre dette. Han ønskede sig et liv med hende, han håbede om en fremtidig hendes liv, og måske endda som mere end hvad de nogensinde havde været. Blot det at føle hendes nærhed, føle hendes hånd på sit bryst, og den anden på sin nakke, fik ham til at indse, præcis hvor meget han havde savnet hende. Førhen ville han sammenligne det med tørsten efter vand, og nu var det blevet så meget mere end det. Det virkede heldigvis ikke til, at han behøvede bekymre sig mere, for hvad det lød til, behøvede han ikke stikke af mere, og hun ville ikke tillade ham, plus han havde også så meget mere kontrol, end hvad han havde haft dengang. Han havde været så ung, dengang de var sammen, og hans selvkontrol havde været minimal.
Det var næsten morsomt, hvordan hun ikke vidste, helt præcis hvad hun var for ham. Hun var hans kilde, til den menneskelighed, som han havde som en lys fe, og et indblik i den slags liv, som han havde ønsket sig. Denne kvinde var alt for ham, hans største svaghed og alligevel hans største styrke. Som hende havde hans øjne været lukket, og hans sanser i den grad på overarbejde. Han kunne fornemme alt ved hende, og hvor han dog havde savnet det. Han klukkede let, da hun spurgte indtil hvad han skulle lave de næste timer, nu hvor han endelig stod foran hende, ville han helst ikke langt væk fra hende igen "Well Whatever you're going to do, is what I'm going to do, but I really don't have any plans" han strøg hende over kinden. Han forventede på ingen måde, at hun refererede til noget mere intimt, men at de måske skulle snakke ud, om alt hvad der var sket mellem dem.
Han hævede øjenbrynet, da hun udtalte at hun havde nogen, som han skulle møde. Et kort øjeblik frygtede han, at hun blot legede med hans følelser, måske som en måde at hævne sig på det han havde gjort. I sidste ende vidste han, at han sikkert havde fortjent hvad end det var, som hun ville give ham. Dernæst kunne det være en ven, eller måske hendes familie. Hun havde aldrig snakket meget om familie, han vidste hun ikke havde været i stand til at få børn, noget som han aldrig havde holdt imod hende, i sidste ende havde det vist at hendes selskab var mere end nok. Hans blik så højst tænkelig forvirret ud, mens han forsøgte at gætte sig frem til, hvad det var som hun ville vise ham "Then lead on my love" han prikkede hende drillende på næsen, mens han så ventende på hende.

Han smilede stort til hende "There's nothing I would like more than that! When it comes to you, I would spend eternity with you" indrømmede han smilende. Dette var som taget ud af hans drømme scenarie, det at være så tæt på hende, og endda at være i stand til, at kunne røre hende, uden at bekymre sig om at vågne op igen. Selvom der stadigvæk var en frygt i ham, som gled imod det hele værende en drøm, så var han også mere bevidst på, at skulle det endelig være en drøm, så ville han for alt i verden aldrig vågne op. Han ville hellere drømme, også drømme om at være hende, end at drømme om det mørke der var i ham, men med hende var det ikke nær så dominerende, og selvom mørket var vanedannende, så ville han hellere være hos hende. I sandhed var hun hans største drøm, det ønsket om et bedre liv, som han nok et sted altid havde ønsket sig.
Som hendes hånd gled fra hans nakke, og ned af for til sidst, at lande ved hans hånd, gav han hendes hånd et blidt klem. Han var ikke vant, til at vise kærlighed i offentligheden, ofte havde de været alene, dengang de oprindeligt var sammen. Men nu var folk mere frem i offentligheden, så selvom han ikke var vant til det, så forsøgte han dog for hendes skyld. Han hævede øjenbrynet, da hun sagde de skulle ned til hendes værelse "So you live at this school?" spurgte han nysgerrigt. Siden dette var første gang, at han overhovedet havde hørt om et sted som dette, så vidste han på ingen måde hvordan tingene fungerede, eller at man for den sags skyld levede sådan et sted. I takt med de bevægede derhen, var der øjne som kiggede imod dem, dog havde han intet andet i tankerne end hende, og han ville nok i sidste ikke have andre ting end hende i sine tanker. Han sendte hende et skævt smil, som hun kom med spørgsmålet til hvad han lavede på akademiet "I don't know, I kind of found myself at the school, and since I have never seen a school before...thought why not create a bit of chaos" han trak på skulderne.
Da de endelig nåede frem til hendes værelse, så han nysgerrigt på døren, og han vidste ikke om han skulle forvente, at blive overfaldet som hun åbnede døren. Dog siden han havde set et hus før, vidste han halvt om halvt, hvad han skulle forvente som han trådte ind. Han havde ikke engang nået at nikke, før hun åbnede døren, og med et kunne han høre lyden at et dyr, dog hvad vidste han ikke. Han hævede øjenbrynet, nysgerrigt over hvordan hun tiltalte dyret. Dog da han endelig så dyret, måtte han indrømme den var ganske sød. Let lagde han hovedet på skrå, og med det nysgerrig udtrykke, kunne han egentlig godt ligne en nysgerrig hvalp. Et smil formede sig på hans læber "His kind of cute, what is he? I have never seen such a creature before" spurgte han og langsomt rakte han hånden frem imod Speedy. Han vidste fra mange andre dyr, at man ikke skulle være hurtig, så han lod hunden dufte til sig, før han overhovede ville gøre noget andet.

Hendes rødmen, var nok noget af det smukkeste, som han havde set, men så igen alt ved hende var smukt. Hvor hun normalt var ekstremt smuk, så gav det en uskyld til hende, og det mindede ham lidt om første gang de mødtes. Han kunne huske hvordan hun havde været nøgen, og han selv ikke havde en ide om hvor han skulle kigge hen, så selvfølgelig havde han tilbudt, hende alt sit tøj, så hun ikke skulle være nøgen. Han kunne tydeligt huske den akavet stemning, mens han forsøgte ikke at stirre på hendes bryster, eller resten af hendes nøgne og meget smukke krop. Selvfølgelig fik han æren af, at se hendes krop mere an senere. Det var dog også omkring der, at hans egne usikkerhed kom frem. Han var trods alt ikke verdens højeste fyr, og ikke den mest muskuløse, en usikkerhed han sommetider bragte op hos hende, når han sammenlignede sig med højere, kønnere og mere muskuløse mænd. Noget hun dog aldrig tillod ham at sige.
Han hævede let øjenbrynet, da hun sagde disse steder var mere sikre, men hvad vidste han, han boede trods alt i en hytte oppe i træerne. Dog valgte han ikke at kommentere på det, måske var stedet vel ikke så slemt, selv ville han da nyde af, at komme forbi også endda ofte. Generelt ville han gerne tilbringe meget mere tid sammen med hende, og måske kysse lidt mere på hende, som måske også kunne lede til lidt andre ting "Well I guess you had to do something, eternity can be so boring, if you don't have anything to do" han trak på skulderne og klukkede. Da hun forklarede at han var en hund, gjorde det ikke så meget, han vidste trods alt ikke hvad det var, dog valgte han ikke at sprøge alt for meget ind til det, men skrev det derimod bag øret, som et begreb han skulle søge ind på, da hun virkede til at kunne lide disse væsner "That's good I suppose, I am to come by, then he may have to like me, I wouldn't like it if he hated me, while I come by" forklarede han klukkende. Han rynkede brynet, som Speedy slikkede ham på hænderne, ikke just noget som han var vant til.
Som hun lagde hunden ned, og åbnede sin jakke op, trak han selv sin sorte jakke af, og smed den samme sted, som hun selv smed sin egen hen på. Han lod hende trækker sig imod sengen, og som hun tilbød de kunne sidde og tale, nikkede han blot. I noget tid stod han dog og betragtede hende, som vidste han ikke helt hvad han skulle gøre. Dog da han opdagede hvordan hun gjorde, forsøgte han at gøre lig hende, selvfølgelig tog han dog først sine sko af, sko havde trods alt intet at lave i sengen. Han fik et tænksomt udtrykke frem, da hun spurgte hvad han havde haft lavet "After I left you, I searched for my family, but before I found them I meet a demon, and she taught me how to control my darker side. Then I meet my family, and after that I kind of just traveled around" han havde faktisk ikke lavet meget, selvfølgelig så var der også alle mord han havde begået, de fleste troede han var en ung mand, men han havde ofte vist sig som noget mere mørkt og farligt.
Han tog dog med et hendes hænder, og betragtede hende med et kærligt udtrykke i sine øjne, mens han forsøgte at finde de rigtige ord "May I court you?" spurgte han med fuld seriøsitet i sine øjne. Siden han ikke rigtig var sammen med andre, vidste han ikke hvad folk spurgte hinanden om, når de gerne ville være sammen med andre, eller rettere nå det stadie hvor de var sammen "I already know how I feel about you, and I want to be with you...but I want to do it correctly" så selvom han gerne ville være intim med hende, og smide tøjet, for at genopleve så mange gamle minder, så ville han også gerne gøre det korrekt, måske gå på disse "dates" som han havde hørt om "I have heard of this thing called a "date" and while I may not know what it is, people seem to like it very much, so I want to take you on one" han kløede sig i håret med sin frie hånd, og selvom hans endelig ønske var simpelt, gjorde han det vist værre for sig selv, ved ikke at kende mange ny moderne begreber.

Han nikkede, han forstod godt det med, at man ikke længere behøvede at løbe. Med de mange slemme ting han havde gjort, så skulle han ofte gemme sig, eller være på flygt, det med fjender der fandt en, var ikke altid det bedste. Dog levede han ret skjult, så man skulle virkelig se godt an, for at kunne finde hans mindre hytte "I get it, having to be on the run, is never really something you want to do all the time" sagde han forstående, hvis der var nogen der kendte, til at skulle være på flygt, så var det helt sikkert ham. Derudover så var han også en fe, og mørk eller ej, så var hans blod eftertragtet blandt vampyrerne, og andre væsner, der levede af blod. Det var som at have et skilt over sit hovedet, hvor der stod tag selv buffet. Da feer heller ikke var de stærkeste, så skulle man også være forsigtig, også vælge sine kampe med omhul.
Der syntes altid at komme et smil på hans læber, hver evig eneste gang Ylva begyndte at smile. Hendes smil var som altid smittende, og han kunne finde sig selv, betragte hende i flere timer, og selv efter så mange år, finde nye ting, som han ville elske. Da hun spurgte indtil hans familie, kløede han sig i nakken "Rosalie isn't really doing well, some woman did something bad to her, but she is well protected. Rei is Rei, so I guess in his own way he's okay" han trak let på skulderne. Det var egentlig sjovt, hvordan deres alder var fordelt. På trods af at han var den ældste, så lignede han den yngste ud af dem alle, og Rei der egentlig var den næstældste, og dog lignede han en der var ældre end alle tre. I hans eget tilfælde, var det fordi han blev mørk i en ung alder, og mange feer stoppede ofte med at ældes, når først de blev mørke, specielt hvis det var i en ung alder.
Han ventede spændt, på hvad hun ville sige til ham, om hun ville komme med et ja, eller om hun havde brug for tid. Dog gik der ikke lang tid, plus den søde rødmen på hendes kind, og til sidst den dejlige nikken. Han kunne ikke holde smilet tilbage, og det syntes også at nå hans øjne, som han betragtede hende "This appears to be the best day in a long long time" indrømmede han smilende. Da hun forklarede konceptet ved en date, syntes han hurtigt at finde ud af hvad det i virkeligheden var, og smilende nikkede "It makes a lot more sense now" han klukkede og kløede sig i nakken. Han vrikkede drillende med øjenbrynene "Ohh I already have an idea" han havde haft mange drømme, og ofte længdes efter hende, så han havde allerede en plan, til hvad de helt præcis skulle lave "It's gonna be you and me, and no one else" han løftede blidt hendes hænder op, og gav dem et kærligt kys.
Han lænede sig op imod væggen, men da det blev en smule alene, fik han trukket hende hen til sig, hvor han trykkede hende ind imod sig. Nok ville han gerne gøre tingene ordentlig, og ikke blot giv ind for sine indre lyster, og ikke forlade dette rum i mange dage, men det betød vel heller ikke, at han ikke kunne putte med hende. Han strøg hende blidt op langs armen "but what about you? What have you been doing?" spurgte han nysgerrigt "Other than starting school and getting a dog" han klukkede kort "Which I still don't know what is...I guess it's some kind of miniture wolf?" samtidig med det var en en sætning, var det også mere et spørgsmål, som for at høre om han havde ret. Der var så mange ting, som endnu var nye for ham, heldigvis havde han tid, til faktisk at kunne lære dem at kende, og forhåbentlig også tilbringe langt mere tid med hende.

Som hun fortalte om hvad hun havde været igennem, sad han blot og lyttede med. I takt med han kunne fornemme, taleemnet ikke var godt, forsøgte han at berolige hende, ved at stryge hende gennem håret, en ting hun havde syntes at kunne lide, dengang de sidst var sammen. At vide hun havde ledt overalt efter han, fik skammen til at komme frem. Der var virkelig ikke mange ting han skammede sig over, men lige netop at forlade hende, var helt klart en af dem. Blot tanken om, hvilket liv de kunne havde haft, havde han ikke forladt hende, havde hjemsøgt ham hver evig eneste dag. Hver gang han stødte på én af hendes dobbeltgængere, var det som en kniv i hjertet, med den viden om at han havde forladt, den eneste kvinde, som han nok ville elske. Hendes fortælling om hvordan hun blev jagtet af jagere, og nærmest havde flygtet gennem hele verden, blot for at slippe af fra dem, men i sidste ende blive fanget. I sidste ende kunne han gætte, at hun havde været tvunget til at gøre ting, og ligesom ham selv, havde hun ikke fundet det nødvendigt at fortælle.
Han trykkede hende blidt ind imod sig, som for at fortælle hun ikke længere var alene, og den sorg hun havde følt førhen, fra nu af og forhåbentlig for altid, ville være en del af fortiden og ikke mere en del af nutiden, eller fremtiden for den sags skyld "I guess we all did some shitty things, that we don't want to talk about" sagde han, og blidt kyssede han hendes pande "But Denmark, isn't that the land where they talk really funny?" spurgte han drillende, som for at fjerne snakken om det triste, og hellere fokusere imod noget lidt mere sjovt. Selv havde han aldrig været der, men han var fra Tyskland, som trods alt var tæt på Danmark. Han blev dog trukket væk fra tanken om Danmark, da hun plantede en kys på hans mundvige. Blidt lod han sin hånd glide fra hendes arm og op til hendes kind, hvor han kærligt trykkede sine læber imod hendes, i hvad man kunne beskrive, som et ganske passioneret kys. Det var som om alle de års smerte, var væk og det kun var dem i nuet. Han lukkede øjnene, og lod sin hånd falde ned langs hendes ryg, hvor han blidt trykkede hende tættere og tættere imod sig, som kunne han ikke få nok af hendes nærvær. Da kysset blev brudt, hvilede han sin pande imod hendes, og han lagde også sin håndflade fladt imod hendes, hvor han med med et smil på læberne, flettede deres fingre sammen, noget han havde set et par gøre.

Han havde mere eller mindre, fået hende sat ovenpå sit skød, blot for at være det tættere på hende. Af en mand der normalt ikke var for forhold, eller for den sags skyld det at være sammen med andre, så var det tydeligt, at hun havde lysten sammen med hende. Måden han betragtede hende på, som var hun det tætteste på det guddommelige. I hans verden, fandtes de ikke noget smukkere, end hende og der ville nok aldrig gøre det "Yeah me too" han var ikke just den optimistiske person, ikke at han var en pessimist, nok mere en realistisk. Han vidste at det ikke altid var det bedste, når det kom til mørke væsner. Det var lidt som skurkene i en historie, at de med andre ord, ikke fik en god slutning og var dømt til forevigt at have en sørgelig og ensom historie. Dog var det på ingen måde sådan med Ylva, hun gav ham håbet om denne bedre fremtid "You know I'm not really someone who hopes and dreams...but I have those with you" indrømmede han med et smil.
Han klukkede "You can speak Danish? Isn't that like a really weird language" spurgte han nysgerrigt. Han havde ikke set mange danskere, men han havde hørt sproget et par gange, og det lød generelt bare virkelig underligt "But you know what, let's not speak of those Danes, let os do this" han kyssede hende hurtigt, men om ikke andet blidt og kærligt. Som han dog havde håbet for dette, han havde virkelig håbet på, at få lov til at se hende igen og endda kysse hende, og nu havde han muligheden for det. Der voksede et kærligt smil på hans læber "Me too, I have missed you so much" han gav hendes hånd et blidt klem, før han førte hendes hånd op til sin egen, hvor han gav hendes håndryg et blidt kys. Da hun nussede sin næse imod hans egen, klukkede han kort "you're just a beautiful, as I remember you being" han lod sit blik glide op langs hendes ansigt, som forsøgte han at huske alle hendes træk, så skulle hun forsvinde, så ville han kunne genkalde hendes smukke ansigt.

Da hendes hånd rørte ved hans hår, syntes han at blive fuldkommen beroliget, havde enhver anden gjort det, ville han næppe reagere på samme måde, havde det været en anden, ville vedkommende nok havde mistet en arm, eller det der var værre. Dog som altid var Ylva anderledes, og hvor han var hård og modbydelig ved andre, var han blid og kærlig imod hende. For hende ville han give verden, men for andre ville han give smerte, og kaos. De fleste omtalte ham som en lille dæmon, der på trods af sit ungdommelige udseende, i den grad var mere modbydelig end uskyldig. Han blev kastet ud af sine tanker, da han betragtede hendes rosa kinder, så smukke og fulde af liv, det gav ham følelsen af, at fremtiden kunne se bedre ud, at han måske ikke var dømt til at gøre det samme om og om igen. Forhåbentlig kunne han også være så heldig, at hun endnu engang ville være en del af hans fremtid, at han endnu engang kunne vågne op med hende ved sin side, og måske ikke være så kontrolleret af alle de mørke tanker, som hans så ofte før havde været.
Han klukkede da hun kaldte ham smuk, og selvom han et sted ikke altid troede på det, netop fordi han ikke just lignede alle andre. Han var ikke høj og køn, han var heller ikke muskuløs, og der var så mange fejl ved ham. Dog syntes hun altid at se det kønne og gode i ham, og for hende ville han tror på det. Han smilede bredt, da hun kyssede hans næsetip, derpå hans kind, dog som kysset ramte hans læber, gengaldte han det med samme følelser, og blidhed. Han kunne ikke få nok af hende, og selvom han vidste de nok ikke skulle have sex ligenu, ville han stadigvæk være så tæt på hende som muligt. Han sukkede og betragtede hende, med hvad der kun kunne beskrives som kærlighed. I hans verden fandtes der ingen mere smuk, ingen mere fantastisk og vidunderlig end hende. Hun var så sandelig alt hvad han ønskede sig, alt hvad han ville have, hun var for ham perfektionen, og han kunne ikke ønske sig noget bedre.

//Jeg tænker om vi skulle tage et tidshop eller nyt emne, frem til nutiden, hvor han fandt hende i skoven? Måske de allerede har været på en date inden da? <3