Don't you dare! - Niklaus (XXX - Fortidsemne)

"And that's all you got?" mumlede han stille, kørte sine fingre gennem stoffet igen, det var virkelig blødt faktisk. Han holdte det op til næsen og duftede kort til det, og det duftede ikke af muk, eller gammel mand! Han ville dog alligevel ønske han kunne se det, så han ikke endte op med et eller andet hjerte mønstret noget, eller noget med spiderman.. Endnu værre.. My little Pony.. Argh. Men manden forsikrede ham om at stoffet var helt uden print, at det bare være mørke grønt, hvilket passede Ozzie helt fint, det var hans ynglings farve. Mandens stemme var rar, han valgte at stole på ham. "Fine.." mumlede han og lagde stoffet på disken. Han fandt sin pung frem og betalte så for det. Manden pakkede hans nye sengetøj i en pose og rakte posen mod Ozzie. Ozzie der ikke kunne se manden ventede blot i stilhed, til manden rømmede sig, og Ozzie rakte akavet ud og fik fat i posen. "Thank you.. Ehm.. Can you please.. Point me to the exit?" spurgte han så og holdte posen ind mod favnen. Okay.. Næste projekt.. Finde tilbage til Akademiet. Han sukkede håbløst over sig selv. Manden der havde peget mod udgangen havde taget sig selv i sin dumhed, og dermed trådt ud bag fra disken og hjulpet Ozzie til udgangen med en hånd på hans skulder.
Da Ozzie var uden for igen, stod han lidt og lænede sig op af de bare mursten. Han kunne mærke regnen i sit hår, hvordan det gjorde det fugtigt, og nok også gemmeblødt snart. Det gjorde han egentlig ikke noget, han kunne godt lide regnen, den duftede godt.
Han havde ikke nogen hund, og han havde ikke nogen stav. Han havde kun sig selv, og dermed begav han sig ned af gaden, mod det bus stoppe sted, som han håbede på stadig var der, hvor han troede det var. Ellers måtte han vel spørge om vej.

Selvom vejret ikke var det bedste, og at det regnede, var Nik stadig gået ud. Han var ligeglad med regn, da det ikke gjorde ham hverken kold eller syg, da han i forvejen var yderst kold i forvejen, på grund af han var en vampyr. Han gik ned af gaden, og gik lidt i sine egne tanker. Prøvede at finde ud af, hvor han skulle gå hen, for at få noget nyt legetøj. Hvor var der mon bedst? I en bar, eller en klub eller noget helt tredje? Han var ikke sikker på det. Dog så han pludseligt op, da han var gået ind i en eller anden. ”Så se dig dog for” nærmest knurrede han. Havde ikke lagt mærke til, at manden foran ham egentlig var blind, og derfor ikke kunne se sig ordentlig for.

Ozzie famlede sig stadig afsted mod busstoppestedet, en gang imellem stoppede han kort op og prøvede ligesom at fornemme sig til det, desværre var det ikke en af de evne han havde fået, det havde ellers givet så meget mere mening så. Han forsøgte selvfølgelig ikke at gå ind i folk, og de fleste gik vel egentlig også bare uden om ham, men så var der lige de der vampyrer, der var så lydløse at han jo ingen chance havde. Det var først da han var gået direkte ind i denne mand at han og udstødte et hæs hvin. "Åh gud! Det er jeg virkelig ked af! Jeg så dig slet ikke" sagde han højt og forsøgte at gå lidt mere til siden så denne mand kunne går forbi ham og videre, så han ikke længere stod i vejen. Han mumlede et eller andet for sig selv og sendte dem fremmede et venligt smil, imens han ventede til han var gået forbi ham, så han selv kunne komme videre, og forhåbentligt ikke tumle ind i flere personer idag.

Efter Nik var stødt ind i fyren foran sig, fik han færden af fyren. Han var ikke en race som Nik kendte? Var han mon en af de der specielracer? Fyren havde allerede fanget Niks opmærksomhed. Han overvejede hvordan han skulle få denne fyr her, da fyren virkede yderst interassant. ”Det okay. Men hvor er du på vej hen af?” spurgte Nik, og hans stemme havde ændret sig. Den var ikke længere gnaven, men venlig. Måske vil det få fyren foran ham til at stole på ham. Han var ikke sikker, men håbede det.

Ozzie havde endnu ikke lagt mærke til det manglede hjerteslag hos vampyren, og var derfor heller ikke blevet bange for ham endnu, han tog det helt roligt, det var en god dag og han havde det godt, inden grund til at være paranoid. Han sendte ham endnu et smil og rystede lidt på hovedet over sig selv. "Ja altså, jeg prøver på at finde til bage til Akademiet, men det kan godt være jeg er faret en lille smile vild.. Der burde været et busstoppested omkring her? sagde han så, måske manden kunne hjælpe ham i den rigtige retningen, det håbede han lidt. Han lagde godt mærke til at manden havde skiftet over i den mere venlige tone, men det var jo også klart han havde været gnaven før, hvem brød sig også om at blive gået ind i på den måde? Han var bare glad for at være blevet tilgivet.

Nik så på fyren, og hørte det han sagde. At han prøvede at finde akademiet. Der var ikke specielt langt der over, og busstoppet kunne man se her fra hvor de stod. Nik så over mod det, og undrede sig lidt over hvorfor fyren her ikke havde set det selv, da det jo var så tæt på dem som det var. Dog slog det Nik. Fyren her var nok blind siden han ikke kunne se det. Men hvor var hans stok eller hund så? Plejede blinde ikke at have den slags, så andre kunne se de var blinde? Men åbenbart ikke denne fyr. ”Jeg kan følge dig hele vejen over til akademiet. Der er ikke så langt, og skal selv der over.” løj han. Dog kunne man ikke høre han løj. Hvis fyren valgte at takke ja, vil Nik føre ham hjem til sig selv, og finde ud af hvad fyren var, og gøre fyren til sin, selvom fyren var blind, vil han vel stadig kunne finde ud af ting.

Ozzie stod op trippede lidt på stedet og en håbefuld tanke skød op i hans hoved, måske manden ville hjælpe ham med at finde bus stoppe stedet? Han flyttede posen med det nye sengetøj lidt mellem sine hænder og sendte manden endnu et smil. Han nikkede så ivrigt ved det manden sagde og svarede selv på det: "Ja? Gider du virkelig det? Det ville være fantastisk! sagde han glad og smilede kun endnu mere. Ikke en eneste bekymring var at se på hans ansigt, han var ikke paranoid, han vidste ikke hvad han gik ind til, men hvordan kunne det på nogen måde være noget nyt, det var klassisk Ozzie. Altid at rode sig ud i problemer han i sidste ende slet ikke kunne håndtere, og alligevel stod han der og smilede som en glad lille elver.
"I øvrigt så hedder jeg Ozzie, hvad med dig?" han tog en dyb indånding og rakte så en arm frem mod Niklaus. "Og er det okay jeg holder dig i armen? Det gør det lettere for mig at følge med.. spurgte han forsigtigt, det var ikke alle der brød sig om at fremmed rørte ved dem, men hvis Ozzie skulle følge efter Niklaus, var det altså bare nemmere hvis han holdte ved ham.

Nik hørte hvor glad fyren her til syne ladende var, ved at Nik tilbød ham at følge ham hele vejen til akademiet. Han vil fortryde dette kraftigt når han vidste hvad Nik egentlig havde i tankerne. Han vil ikke være så glad for de ting, eller det vil undre Nik kraftigt hvis fyren vil blive glad for de ting som Nik vil gøre mod ham senere. Han havde nemlig ingen intention om at følge fyren her tilbage til akademiet, men derimod hjem til sig selv.
Han så hvor meget fyren smilede. Det var sindssygt. Hvem smilede dog så meget? Og hvorfor? Han gjorde det til tider selv når han dominerede, men fyren er havde jo intet at smile over? Så hvorfor i alverden smilede han lige nu? Var det noget som bare lå til de blinde mon? Måske. Det var nemlig tit de smilede til alt og alle. Men Nik havde ikke nogle ide om hvorfor de dog gjorde det, når de ikke kunne se om de fik et smil igen eller ej jo.

Nik hørte fyren her præsenterede sig. Han hed altså Ozzie? Specielt navn. Gad vide hvor det stammede fra? Dog spurgte han ikke om det, men svarede derimod bare på hans spørgsmål. ”Jeg selv hedder Niklaus.” sagde han roligt. Han så Ozzie rakte sin arm frem mod ham. Sikkert fordi han vil have hjælp nok. Han hørte så Ozzies ord, og fik derved ret i sin mistanke. ”Det er okay du holder fast i mig.” sagde han, og lod Ozzie få fat i hans arm så han vil kunne følge med uden at støde ind i noget, eller noget i den stil. Nik begyndte at gå, men ikke mod akademiet, men derimod hans eget hus. Når Ozzie alligevel var blind, vil han ikke kunne se det var den forkerte vej alligevel jo. Mens de gik valgte Niklaus at spørge ind til Ozzie. ”Jeg er blevet nysgerrig på noget omkring dig Ozzie. Jeg er normalt god til at finde ud af hvad race folk er, men dig kan jeg ikke placere. Som om du er en race jeg aldrig før har mødt? Så vil meget gerne vide hvad du egentlig er?” sagde han mens de gik.

Ozzie nikkede svagt "Hey Nik.." sagde han roligt og lagde så sin hånd mod den modsatte side af Niklaus albue, på der øverste stykke af hans underarm. En ubehagelig kuldegysning gled igennem ham da han mærkede kulden fra Niklaus arm, hele vejen igennem hans tøj. Han rystede let på hovedet, det kunne bare være fordi det var koldt jo, ingen grund til at panikke. Han fulgte med Niklaus henimod den vej han troede førte ham tilbage til Akademiet, han havde fået posen over i den anden hånd så han kunne holde fast i Niklaus også. Han smilede lidt ud i luften, forsikrede sig selv om at der ikke var noget at være bange for, at der stadig fandtes gode mennesker.. Ja. "Ja?" sagde han forventningsfuld og lyttede til spørgsmålet der kom fra Niklaus. Men med Niklaus spørgsmål gled endnu en kuldegysning igennem ham, og håret på hans arme rejste sig. Hvorfor spurgte han om det? hvorfor vidste han.. Hvorfor? Var han.. Et stille gisp gled fra hans læber og slap Niklaus arm. "ingen ting, jeg er ikke noget, bare normal!" sagde han hurtigt, og kunne mærke nervøsiteten skyde op i hans krop, han var stoppet helt op nu. "Hvorfor spøger du, hvorfor ved du det?!" sagde han helt mistroisk og lagde sin ene arm omkring sin egen krop som var et beskyttende træk i hans kropssprog.

Efter at Nik havde spurgt Ozzie hvilken race han var, mærkede han tydeligt hvordan Ozzie lige nu panikkede over det spørgsmål. Han skulle aldrig have spurgt om det. Han så på ham da Ozzie slap hans arm, og hørte hans letter paniske svar på spørgsmålet. ”Sorry det var ikke for at skræmme dig. Jeg har bare en evne som gør jeg lettere kan finde ud af hvad folk er, med mindre de er noget nyt jeg aldrig før har mødt. Blev derfor nysgerrig da jeg ikke kunne placere dig noget som helst sted.” sagde han med en rolig stemme, og håbede på, at dette vil berolige Ozzie. Hvis ikke, måtte Nik jo blot tvinge ham med sig, og det vil ikke se kønt ud for Ozzie.

Ozzie der stod med armene om sig selv og kiggede mistroisk ud i den sorte ingenting, forsøgte at lytte til Niklaus' forklaring. Han stod og tænkte lidt, han var ikke helt sikker på at han stolede på ham. Han burde nok ikke, tideligere erfaringer burde have lært ham ikke at stole på nogen som helst, men det var svært for ham.. Det lå til hans natur at være venlig og godtroende. Han nikkede til sidst stille, Niklaus kunne lige så let tale sandt som han kunne lyve, men når han lod Ozzie bestemme hvad han var, så måtte han jo overgive sig til sit gode hjerte og sendte ham et lidt halvt nervøst smil. "Okay" sagde han til sidst og lagde en hånd frem mod ham igen, fandt hans arm og snoede den om hans underarm, så han igen kunne følge med ham tilbage til skolen. Han tænkte et øjeblik på at fortælle Niklaus hvad han var, eller hvad han troede han var, for selv Ozzie var ikke helt sikker.. De spidse øre var dog ikke til at gå galt af, han var elver og intet andet. "Hvad er du selv?" valgte hans å at spørger i stedet, så kunne han bestemme sig for om han stolede på ham ud fra Niklaus svar, var han hvad han havde på fornemmelsen.. Ville han ikke tøve et sekund med at flygte, men var han ikke, havde han intet imod at gå med ham.

Niklaus kunne mærke hvor nervøs Ozzie var lige nu, og at han ikke helt stolede på Nik. Hvis han vidste hvad Nik var, vil han med sikkerhed prøve at stikke af. Det var Nik næsten helt sikker på. Alligevel virkede det som om, at Ozzie faldt lidt ned, og igen stolede på Nik. Især da han igen tog fat omkring Niks arm for igen at følge med ham. Nik var glad for, at Ozzie lige nu var så godtroende, og frivilligt valgte at følge med ham. Især så han ikke endnu behøvede at tvinge Ozzie med sig.
Dog svarede Ozzie ikke på hvad han var, men vil vide hvad Nik derimod var. Nik sukkede. Skulle han sige sandheden eller lyve? Han vidste at Ozzie sikkert vil prøve at flygte fra en vampyr af. Dog prøvede han alligevel. ”Jeg er en vampyr. Dog kan jeg styre mig, og dræber ikke nogle, og skader ikke folk på nogle måder. For ellers havde jeg jo allerede overfaldet dig.” sagde han roligt, og håbede lidt på, at Ozzie ikke nu vil prøve at flygte.

Ozzie ventede i spænding på hvad Niklaus havde tænkt sig at afsløre over for ham, han var stadig ikke helt tryg ved ham, men håbede på at blive det snart, hvis Niklaus nu fortalte ham han var varulv eller sådan noget, han var ret vild med varulve! De var så søde! I hvert fald dem han havde mødt. Han slap med det samme Niklaus arm da han endelig fortalte Ozzie hvad han var, alt hvad der kom efter ordet vampyr hørte Ozzie overhovedet ikke, desuden var han fuldstændig ligeglad.. Han havde hørt det hele før.. Blevet lokket før, aldrig igen! Han tog et skridt baglæns væk fra Niklaus, lige så stille bakkede han væk fra ham.. Det der med bare at løbe, virkede ikke.. Af tog grunde, 1 Niklaus var hurtigere end ham.. 2 han var blind! Hvad skulle han nu gøre?!
"Okay.. men jeg.. smutter nu.. jeg har glemt noget i byen, så ellers tak for hjælpen!" sagde han hurtigt og vendte så ryggen til manden og begyndte at gå, så roligt som han kunne, men han kunne ikke helt lade være med at skynde sig alligevel, han ville væk fra ham jo! Så hurtigt som muligt!

Planen gik ikke helt som Nik havde håbet på, for lige så snart han havde fortalt Ozzie at han var vampyr, var det tydeligt at Ozzie blev bange. Han sukkede da Ozzie begyndte at bakke og vist prøvede at komme med en dårlig undskyldning for, at skulle væk her fra. ”Jeg ved godt du blot prøver på at flygte lige nu Ozzie. Du er bang for mig.” sagde han, og gik meget hurtigt over til Ozzie og tog fat i ham. ”Men beklager. Du kommer med mig. Jeg kan ikke lade dig gå. Ikke endnu i hvert fald.” sagde han. Han begyndte at hive Ozzie med sig, og heldigvis for Nik var de ikke specielt langt væk fra hans hus. Han vil gøre Ozzie til en slave, selvom han var blind. Det gjorde dog ikke noget for Nik at Ozzie var det.

Ozzie rystede bare på hovedet "Jeg er ikke bange for dig, jeg bliver bare nød til at gå!" sagde han igen over skulderen, og holdte nu posen med sit sengetøj stramt mellem sine hænder som han prøvede at komme væk fra Niklaus, han var bare ikke god til vampyrer! Havde for længe siden lært at man ikke skulle stole på den slags! De var alle sammen ens..
Han nåede dog ikke særlig lang før Niklaus indhentede ham og tog fat i ham og trak ham den anden vej, "Hey! Slip mig! Jeg vil ikke med!" sagde han frustreret og blev trukket efter Niklaus, imens han prøvede at hive sig fri.. Hans kræfter vare bare intet i forhold til en vampyr desværre.. Han prøvede at komme i tanke om hvordan han skulle rode sig ud af det den her gang.. Men han kunne ikke lige kommet på noget, hans var vidst gået i panik.

Nik var meget sikker på, at Ozzie lige nu var bange for ham, selvom han prøvede at overbevise Nik om noget helt andet. At han bare lige pludselig efter Nik havde fortalt han var vampyr skulle gå. Den troede han virkelig ikke helt på. Han så godt Ozzie nu holdte sin pose stramt mellem sine hænder. For Nik et bevis på, at Ozzie var nervøs. Om det var rigtigt vidste han ikke med 100% men det var det tegn de fleste gav når de var nervøse/bange for ham.
Da Nik meget hurtigt fik fat på Ozzie hørte han god det som Ozzie sagde. At Nik skulle slippe ham, og at han ikke vil med. Hvem vil også med hvis nogle begyndte at hive i en uden de havde givet en lov? Det var de færreste med mindre de kendte personen, og Ozzie her kendte ikke Niklaus.

Der var ikke langt hjem til Nik, så de var meget snart ved Niks hus. Nik låste op, og hev Ozzie med ind. Låste døren, og tog nøglen så Ozzie ikke kunne komme ud igen. Han smilede selvom han godt vidste at Ozzie ikke vil kunne se det. ”Velkommen min kære Ozzie til dit nye hjem, hvor du vil gøre hvad jeg siger.” sagde han roligt. Ventede på hvordan Ozzie vil reagere på det.

Ozzie hev og sled for at komme fri og lige lidt nyttede det. Han gav et par klynke lyde fra sig i et forsøg på at frembringe lidt medlidenhed hos Niklaus, men også fordi han bare ikke kunne lade være, han følte sig så ynkelig og magtesløs nu. Han hørte så pludselig at en dør blev åbnet og lukket igen, og lyden af en lås der gav et klik fra sig. Han kunne tænkte sig til at han var inden for nu, men han forstod det bare ikke helt, hvad ville han? Han gav et suk fra sig og trak så endelig sin arm til sig, hvormed han famlede sig til døren og begyndte at hive i håndtaget der ikke gav efter! Fuck!
"Hvad?" sagde han så helt mistroisk, hans nye hjem? Ikke på vilkår, han kunne ikke bo her jo! Han kunne ikke blive her, han ville ikke være her, forhelved! Og gøre som Niklaus sagde, aldrig på vilkår! "No way! Luk mig så ud, jeg skal hjem nu!" sagde han prøvende og trak videre i den låste dør. Fucking vampire!

Nik tog sig slet ikke af, at Ozzie prøvede på at rive sig fri, og den klynkende lyd som han kom med, påvirkede langt fra Niklaus på nogle måder. Selvom det nok var meningen at den skulle det. Dog var den blot irriterende i stedet.
Da de var kommet hjem til Nik, lod Nik Ozzie få sin arm igen, og Nik så på Ozzie som lige nu prøvede på at komme ud af huset som alle andre også altid prøvede på i starten. Han ignorerer det som Ozzie sagde, og gik tættere på ham. ”Du kommer ikke ud. Du tilhører mig nu.” sagde han roligt. Han vil se hvor lyde han kunne gøre Ozzie her. Han stod nu lige ved siden af Ozzie, og smilede stille. Han tog fat i ham, og skubbede ham mod en mur. Lænede sig ned og hviskede til ham. ”Du gør det du får besked på, eller du vil fortryde det.” sagde han, inden han bed Ozzie i halsen og begyndte at drikke. Smagen var overraskende. Den var himmelsk. Ikke som engles, men stadig yderst god. Han stoppede dog lidt efter med at drikke, og slikkede det resterende blodet væk fra halsen af. ”Mm” lød det. ”Du virkelig lækker.” sagde han, og mente selvfølgelig hans blod.

Ozzie rystede forfærdet på hovedet.. No way in hell! Han skulle på ingen måde tilhøre nogen som helst, han var helt sin egen! "Det kan du godt glemme alt om, jeg tilhører ikke nogen!" sagde han vredt til Niklaus, han havde ikke tænkt sig at blive her i hvert fald, han skulle bare lige finde en måde at komme ud på, og når han gjorde! Ha, så kunne han få den! Ja. Og han kunne bare vente sig, for Ozzie skulle nok finde en måde at stikke af på, på den ene eller anden måde. Det gjorde han jo altid.
Et forskrækket gisp forlod hans læber da Niklaus skubbede ham op af en af væggene, han prøvede at skubbe ham fra sig, men vampyrer rokkede sig ikke ud af stedet. "Du er den eneste her der kommer til at fortryde noget som helst!" sagde han vredt. Da Niklaus bed ham, strammede det en del og han lod et suk glide over sine læber ved den velkendte følelse af at have en vampyr siddende i halsen.. De hundrede vis af mærker på hans krop, viste blot at dette ikke var første gang en vampyr havde bidt ham. Det gjorde det måske mindre smertefuldt for ham, i realiteten, men i virkeligheden bragte det bare mindre frem fra alle de andre gange og det gjorde ham helt dårlig. Han vidste godt hvad Niklaus ville smage når han drak af ham, ligesom alle de andre dumme vampyrer, ville han smage hans elverblod, og hvis han blev ved.. med at drikke af ham, ville han blive afhængig af det, ligesom med de andre. Han løftede sine fingre og lagde dem mod Niklaus bryst, så en strøm flød fra dem og over i Niklaus, han gav ham selvfølgelig stød, som var hans krops forsvarsmekanisme, den brugte når den fik nok. Han fik dermed skubbede vampyreren fra sig og løb så i blinde gennem huset, i et forsøg på at finde en udvej. Han lod sine fingre glide over væggene, i et forsøg på at finde et vindue, imens han også prøvede på ikke at vælte over noget. Han vidste godt han ikke havde meget tid, hans elektricitets kræft var ikke særlig god.. og han kunne ikke bruge sin anden evne uden at have kontakt til noget jord, eller nogen planter.

Et smil formede sig på Niks læber ved lyden af det som Ozzie sagde. At han ikke tilhørte nogle. Snart skulle han nok indse at han nu var Niks. Han vidste at Ozzie vil prøve at stikke af, men det vil ikke blive nemt for ham. Langt fra, og slet ikke når han var blind.
Nik blev ved at drikke af Ozzie som smagte helt vildt himmelsk, men mærkede så stødet, og måtte slippe sit greb. Han vaklede nogle skridt bagud. Fordømt. Nik havnede nede på det ene knæ, og så efter Ozzie, som løb afsted i blinde. Nik smilede lidt over det, og lod Ozzie løbe lidt rundt. Han vidste at der ingen udvej var fra dette hus her. Ikke andet end indgangen de var kommet ind af. Som nu var låst. Vinduerne var låst så de ikke kunne åbne. Lidt efter valgte Nik at følge efter, og gik over til Ozzie, og tog fat i ham. ”Der er ingen vej ud. Blot gør som jeg siger i stedet.” sagde han roligt, og trak Ozzie med over til sofaen i stuen. Han satte sig i sofaen. ”Sæt dig ned på gulvet.” beordrede han, og vil presse Ozzie ned hvis ikke han selv satte sig ned på gulvet.

Ozzie gav et højt råb fra sig da Nik fik fat på ham igen, han blev trukket gennem rummet og skubbet ned på gulvet. Han prøvede at styre den vrede han holdte inde i sig, men den ville ud. Hans hænder begyndte at gniste som elektriciteten løb gennem hans krop, den her gang gav han Niklaus mere end bare et zap, han gav ham rigtig stød så manden ville falde sammen, vampyr eller ej. Det gav Ozzie tid til igen at prøve at flygte, han fandt en vindue som han smadret og skyndte sig ud af det.
Han snublede dog og slog sit hovedet på noget hårdt, så han var bevidstløst. Det gjorde dog ikke noget da Alistair var der til at redde ham, englen tog fat i Ozzie og fløj ham væk derfra, så Niklaus ikke kunne få fat i ham mere.. Heldigvis.

//OUT