Bloodworth Mansion <3

Aftenen var blevet brugt på værelset. Det store værelse, som oprigtigt lignede et teenageværelse. Sjovt nok, fordi der også boede en teenagedreng derinde. Plakater af alle former på væggene, rod og atter rod på gulvet, gamle kopper og tallerkener lidt rundt over det hele i rummet. Der lugtede lidt, siden der ikke rigtigt blev luftet ud. Medmindre andre gjorde det, men ejeren gik ikke så meget op i det, overhovedet ikke. Ej heller rengøring. Ollie brugte meget tid på sit værelse. Når han ikke var på skolen - selvfølgelig. Han havde været i skole denne tirsdag og alligevel haft en del fag. Det var sjovt, nogle af dem, men det havde også været kedeligt. Han havde i hvert fald glædet sig til at komme hjem og bare være for sig selv.
Nogle dage kunne han bedst lide at sidde alene på værelset og spise sin aftensmad. Men det blev det ikke til denne aften. Aftensmaden foregik sammen med forældrene. Mor Adelaide og far Matthew. Ved det store, lange bord. Ollie gad ikke. Han ville bare være for sig selv og ikke skulle bruge energi på at sidde og snakke med de to. Til trods for han godt kunne lide at passe sig selv, så elskede han jo selvfølgelig sine forældre. Helt ekstremt meget. Men han var trods alt teenager og han gad ikke rigtigt sine forældre. Han mente, at de var skide gode til at ydmyge ham. Også selvom de ikke gjorde noget, andet end blot at kigge på ham. Men han gennemgik så mange forskellige stater de her år. Han var helt hormonfyldt og fyldt op med følelser. Der skulle ingenting til, før han eksploderede. I alle retninger. Og ingen kunne forudse hvilken retning det blev til.
Ollie pillede ved aftensmaden for denne aften med sin gaffel. Den ene albue hvilede på bordet og hovedet hvilede i håndfladen. Han brød sig halvt om aftenens måltid - blodfyldt salat med helt rødt blodfyldt kød. Salaten var stadig på tallerkenen. Urørt. Mor havde nævnt, at der ville være dessert efter hovedretten, men drengen gad ikke spise op. Han ville bare have dessert nu. Skide være med den blodfyldte salat.
"Kan vi ikke bare få desserten nuuu...?" Spurgte Ollie for tiende gang med en plagende stemme, og kiggede over på sin mor med en grimasse. Han nægtede at spise det, der stadig lå foran ham. Det blodfyldte kød han havde ædt. Decideret ædt. Han spiste meget og trængte til meget i disse tider. Og nu manglede han dessert.

Påklædning

Dagene var begyndt at smelte sammen for Adelaide. De to natklubber, som hun ejede, tog det meste af hendes tid og opmærksomhed, hvilket var godt og ondt på hver sin måde. Hun følte i for vejen, at det meste af hendes dag var dedikeret til papirarbejde, jobsamtaler og vedligeholdelse af dem begge. Varebestilling, status, gæsteantal. En masse specielle ord, som ellers aldrig ville blive brugt i en almindelig, civil samtale mellem to personer. Men alligevel følte hun, at hun aldrig havde nok tid. Dagen var ikke lang nok. På den ene måde følte hun, at hun nåede så meget af det slaviske arbejde, og på den anden måde følte hun, at hun aldrig blev helt færdig. Men på trods af alt dette, så havde hun gjort det til en prioritet at nå hjem til aftensmaden og sidde rundt om spisebordet med hendes elskede mand og kære søn. Hun ville lægge alt fra sig og skynde sig hjem ad, da hun værdsatte kvalitetstiden, som kom fra at dele et måltid sammen.
Det var ikke nemt at håndtere to natklubber, en klan, et ægteskab og en hormonal tennagesøn på én og samme tid. Adelaide havde virkelig en masse ting på tallerken, men hun prøvede så vidt muligt at distribuere sin opmærksomhed til det hele på en ordentlig og proportional måde. Hendes familie ville i hvert et fald altid komme først.
Adelaide sad ved hendes mands højre side og med hendes søn over for sig. Matthew, som manden i hjemmet, sad som en selvfølge ved bordenden. Hun lagde roligt sin gaffel ned på tallerken efter at havde taget en bid af salaten og rettede sin fulde opmærksomhed mod sin søn, Ollie, som beklagede sig over den manglende dessert endnu engang. Hun kiggede ned på hans tallerken og kluk lo af ham, hvorefter hun hvilede begge albuer på bordet, foldede hænderne sammen og hvilede sin hage oven på dem.
"Kære, altså. Du skal lige færdiggøre din salat først, det ved du godt. Du er trods alt i voksenalderen, så spis op" sagde hun med en yderst tålmodig og moderlig stemme. På trods af hans vaklende attitude til tider, så kunne Adelaide aldrig finde på at hæve stemmen af sin søn, til trods for hendes mands irritation. Hans mening lød så ofte om, at hun forkælede deres børn i tide og utide, i sær Ollie, den yngste i familieflokken. Dog blev han altid mødt med et henkastet skuldertræk og en beroligende kommentar. Et typisk forælderpar, hvis du spurgte hende.