I Hung My Head

Fuldmånen hang som en lys plade i den blottede himmel, stjerne blinkede i en iver der langtfra matchede den stilhed og ro, som der efterhånden havde lagt sig hen over Akademiet. De elever som der havde familier at tage hjem til, var alle ude og nyde disse dyrebare dage af frihed, mens dem som enden havde familie der arbejdede eller i nogle tilfælde slet ikke havde nogen at tage hjem til, de var stadig at finde i akademiets kollegier. Det var hellere ikke alle lærer, som man kunne finde på skolen disse dage. Selvom at Juniper havde været nødsaget til at tage bo i en af de større huse, en smule afsides fra de andre, og trods for hun havde mistet hele hendes hjem til virussen der stadig hærgede i Nordskoven der grænsede op til Gaia. Så kunne man allerede se blomster vokse rundt omkring det store stenhus, henlagt i mørkefarve der næsten stod i skarp kontrast til plantelivet som der var begyndt at få rod i den bløde muld, grænsede Junipers hus i et næsten perfekt maleri. Idyllisk og indbydende, det var i hvert fald disse tanker som der gik gennem den ældre hybrid som der stod ikke langt fra haven og kiggede, usikker på hvad hun egentlig lavet oppe på denne tid. Men noget havde vækket hende, ikke at hun helt kunne putte en finger på hvad, men efter at hun havde ligget og stirret op i træloftet, med sådan en passion at hun havde formået at tælle sig frem til femoghalvfjerds åre spredt ud på de mange forskellige træbjælker der udgjorde loftet, så var hun gledet ud af sengen og i hendes silkemorgenkåbe. Hendes fødder havde hun stukket i nogle sandaler der kun lige hang fast mellem hendes storetå og ned langs det bredeste af foden.
Med et suk vendte hun rundt, måske noget te ville dulme hendes nerver, der tydeligvis allerede på nuværende tidspunkt vidste at noget ville ske, selvom Ophelia selv ikke anede hvad.
Men som hendes krop drejede og hendes mørke hasselfarvede øjne kiggede ned langs stien, kunne hun se Asa skikkelse, som lænede sig op af en af lygtepælene. Men det var ikke selve synet af ham, der fik hende til at stoppe op, eller måske var det netop det som der gjorde hun havde gjort holdt. Fordi han lignede noget hun havde været vandt til at se i helvede, tortureret sjæle der tiggede om tilgivelse, kun for at blive mødt af endnu et piskesmæld, eller endnu et snit langs deres hvide kød. Først vidste hun ikke hvad hun skulle gøre, næsten stivnet i skræk af de følelser der vældede op i hendes brystkasse. Panik, omsorg, forfærdelse—angst. Alle følelser hun aldrig havde prøvet før, og der var et øjeblik hvor hun overvejede at vende rundt, stikke af, og ikke se sig tilbage. Men selv hvis det var det, som hun ønskede at gøre, var det ikke det hun gjorde. Nej, hun løb mod Asa, og som hun kom tættere på, desto værre tilredt kunne hun se han så ud. ”Asa” hviskede hun med en hæs stemme, tydeligvis påvirket af at alt væske i munden var forsvundet. Hæs, usikker og rad. ”Hvad, nej, kom—vi må have dig tilbage til dit hjem” hviskede hun og uden at spørger om lov, tog hun (med en omsorg, som hun ikke før havde udvist) hans arm og lagde rundt omkring hendes skulder. Hvilket syn de måtte være, som de begyndte at gå mod husende. Asas tornene skikkelse, hængene over hendes meget lille og spinkle. Heldigvis for dem begge, var hun en del stærkere end hun så ud.

Det var som om nogen havde taget en kniv, og ført det gennem hendes brystkasse. Det var sådan en medmenneskelighed, som hun aldrig ville indrømme at ville føle, men den var så fremtrædende i hende at hun ikke kunne andet, end at byde den velkommen, for prøvede hun at lukke af, var hun ikke helt sikker på hvad konsekvenserne ville være. Det var her hendes tvillingebror var meget bedre, for han var meget mere menneskelig end hende, mest af alt fordi han fandt dem så fascinerende i en grad, hvor han prøvede at efterligne dem til bedstevis, også selvom han ikke altid formåede at bringe det helt i land. Derimod havde Ophelia aldrig ville dette liv, hun ønskede ikke at være på Akademiet, men det havde været en langt bedre handle en at sidde i fængsel, ind til den dag hun kunne blive prøveløsladt. Og til det vidste hun jo godt, at det kun ville være et spørgsmål om tid før at hun ville ende bag tremmer igen. Hun var ikke typen der fulgte reglerne, og i det mindste var der ikke så mange øjne der overvejede hende her, som der ville være bag fire beton mure, der ville sikre hun ikke kunne bruge hendes evner.
Med et lille støn, løftede hun ham bedre op, han blev tungere for hvert skridt hun tog. Men det var også her hun vidste der måtte opstå et behov for at snyde, snyde i den forstand at hun måtte tage hendes evner i brug. Så ved hver skridt, for hver gang hun var nødt til at bruge energi, lod hun følelse eksplodere i sig selv, så hver gang blev det nemmere ind til at hun gik fuldstændig ubesværet mod døren der ville føre ham ind i hans hus.
Hun tyssede på ham, da han begyndte at snakke om at nogen var væk, at de ikke længere var der. Det var ikke tidspunkt at dvæle på ting der var sket, lige nu var der et større dilemma lige foran dem, nemlig at få Asa helskindet hjem, så ikke blot faldt om i græsset og lå der indtil næste morgen.
Hun løftede hendes hånd og med endnu et skridt skubbede hun energien hun kreerede med hendes krop mod døren, og fik den til at låse op og skubbede den derefter op så de kunne gå igennem. Næsten lige som magi.
Ophelia fik ham ind i hans seng og satte ham på kanten. Hendes hænder greb hans ansigt, ”du må ikke falde i søvn, okay? Jeg bliver nødt til at se til dine skader, før at du gør, ellers er jeg ikke sikker på om du vågner igen, kan du love mig det?” hun ville ikke give slip før han gjorde, et blidt smil gled hen over hendes læber, selvom at bekymringen var tydelig at spore i de brune øjne.

 Det gjorde ondt, ondt helt inde i det inderste af hendes hjertekamre. Hun kunne mærke hvordan det bevægede sig voldsomt, og noget fik hendes hjerteslag at øge deres kræft. Som en rytmisk trommen der optrappede dens banken mod hendes brystkasse, næsten i sådan en grad der fik det til at gøre fysisk ondt helt ned i hendes finger- og tåspidser. Det var næsten ikke til at være i, hvordan at hun blev tvunget ud i følelser hun ikke ønskede at være i, og selvom hver fibre i hendes krop næsten skreg på at få hende til at flytte sig, flygte ud ad døren og ikke se sig tilbage. Så måtte det koste hende en tur bag tremmer, alt var bedre end at føle denne afmagt, denne bekymring. Denne kærlighed. Men hun blev hos ham, hendes fingre dansede forsigtigt hen over hans kindben, da han nævnte at der ingen hjælp var at hente, måske havde han ret. Men en tanke slog hende, en farlig en, for selvom hendes kys normalvis var drænende, havde det den effekt at hun kunne overføre hendes livsenergi til en anden; siden hun også havde muligheden for at manipulerer med energi. Ydermere var hun udødelig, hvilket betød hun ikke ville føle den samme pris som et menneske ville gøre. Spørgsmålet var blot om hun turde, om hun var parat til at krydse den grænse med ham—man kunne jo friste sig til at spørger, hvorfor det ville være så anderledes end alle de andre, som hun havde kysset før dette kys. Problematikken lå i, at alle de mennesker havde ikke betydet noget for hende, og bestemt ikke sådan som heksen der sad foran hende, tydeligvis gjorde.
”Stædige, idiotiske mand” hvislede hun, næsten som om hun skældte ham ud, som prøvede hun at gemme sin beængstelse for hans velbefindende bag ondskabsfulde ord. Som en mor der skældte ud, når hun var blevet bange, når hendes barn havde gjort noget der havde udsat dem selv for fare. ”I det mindste, kan jeg få alt det her blod af dig” hviskede hun så, omsorgen havde fundet vej ind i hendes toneleje igen, som hun lod blikket glide mod hans arme, så de lange snitsår han havde forårsaget mod ham selv. ”jeg er ked af du ikke kunne redde hende" hviskede hun så, før hendes bøjede sig ned for at få ham op igen ”kom, sidst energi ud til badeværelset, jeg skal nok hjælpe dig, nu når du nægter at tage vare på dig selv” kom der igen en anelse brysk som hun løftede ham op, kysset, det måtte være hvis der virkelig ikke var andre udveje. Det var i hvert fald hvad hun prøvede at fortælle sig selv.

Hun gryntede lidt under presset, af manden der lå over hendes skuldre. For selvom hendes styrke snildt kunne måles med en dæmon, var hun ikke uovervindelig, og siden det ikke var fysisk styrke hun havde lagt sin træning i, nærmere hendes mentale kunnen, da hendes evner gjorde et stort stykke af arbejdet for hende. Hun kunne selvfølgelig sagtens havde lavet en kørestol for hende at gøre Asa rundt med, det ville have gjort hendes arbejde betydeligt nemmere. Men der var også noget betryggende at have ham så tæt på, så hun hele tiden kunne sikre sig om han stadig var ved bevidstheden. ”Du burde vide, Hr Hopkins, at der er sjældent noget jeg er sikker på i dette liv” hviskede hun med en tone der gradvist blev mere morende, mest af alt fordi hun ikke helt vidste hvordan hun ellers skulle takle situationen. Enden var det vrede, eller dårlige jokes, og af de to valgmuligheder virkede muligheden for at lette stemningen en anelse, som en af de bedre. Men hendes smil der havde formet sig hen over hendes læber, falmede hurtigt som hun fik ham kantet over på toilet brættet, hendes arme forlod ham og Ophelia vendte kortvarigt hendes blik mod badekarret. Hendes fingre skubbede håret bag øret på begge sider, derefter prøvede hun at greje hvordan det hele virkede, efter lidt tid fik hun endelig tændt for vandet, sikret at det var en behagelig temperatur før hun atter vendte sin opmærksomhed mod heksen. Hun drog en skarp indånding, følte smerten blomstre frem igen. ”Ti stille” hviskede hun næsten bedende, som hun begyndte at hjælpe ham ud af tøjet. ”det er ikke fordi jeg ikke har set det før” hun var ikke sikker på, om hun prøvede at overbevise ham, eller om det måske var hende selv.
”Selvfølgelig vil jeg hjælpe dig” hun bandede af sig selv, som hun mærkede den svigende fornemmelse vælde op i hendes øjne, hvorfor fik han hende til at føle sådan. Det var ikke til at begribe, og hun følte hvordan smerten havde taget rod, sammen med alle de forvirrende følelser. Hun ønskede så inderligt hun kunne være ligeglad, hun higede efter en knap hvor hun kunne slå det hele fra. Men som hendes øjne fandt hans, reagerede hendes krop så instinktivt, så hurtigt, at hun ikke formåede at stoppe sig selv. tårerne gled ned af hendes kinder, som hendes læber mødte hans. Et lille gisp forlod hende, som hun mærkede følelserne pulsere fra hendes læber gennem kroppen. Hun prøvede at fokusere på at sende energi ind i ham, prøvede at holde det til en hvis form for professionalisme hun fuldstændig fejlede.
Med samme hastighed som hendes læber havde fundet hans, trak hun sig væk og stillede sig mod væggen lige over for Asa, ikke det var mange meter hun kunne flytte sig i det lille badeværelse. Hendes fingre fandt hendes læber, og hun kunne mærke hvordan de pulserede efter kysset. Hvordan hun ønskede at mærke ham mere. Maven sank hurtigt, næsten som om den havde taget et frit fald ned i hendes mellemgulv. Igen blev hun grebet af lysten til at stikke af, men igen nægtede hun sig selv den chance og blev bare stående ”undskyld, det, det skulle jeg ikke have gjort” hviskede hun hæst, men hvorfor lød ordene så ikke oprigtigt? Hvorfor lød de næsten tiggende om at han skulle bede hende om at gøre det igen?
Hvorfor var det hele så forvirrende.

Det var en af de der øjeblikke hvor at tiden gik i stå, i mange tilfælde ville det nok være tilfældet at tiden faktisk gik forbi personer med samme hastighed, som den havde gjort ganske kort forinden. Men i dette tilfælde? Der havde Ophelias evner grebet omkring heksens hus, tvunget tiden at gå i stå. Vandet der burde fylde karet til Asa, det var stoppet midt i bevægelsen, den eneste der kunne bryde tiden, udover hybriden selv som var årsagen, var heksen som der langsomt kom op fra hvor hun havde sat ham. Hun trykkede sig længere med væggen, som hun prøvede at bryde igennem barrieren til friheden.
Ophelia blinkede, det var som om at hendes hjerte havde fundet vej op i hendes hals, pressede sig således opad at hun ikke kunne få ordentligt luft. Sammen med rusen af blodet der strømmede voldsomt rundt i hendes krop, eksploderede næsten i hendes øre som han var kun et skridt tilbage. Men det var ikke tætheden der fik hende til at reagere sådan, det var ordene. Det var de ord som der forlod Asa, ord som hun vidste hun havde drømt om. Ord som hun havde håbet han måske ville sige til hende, og hvorfor fik det tåre til at vælde op i hendes øjne? Måske fordi hun var nervøs for de følelser der så unægtelig var begyndt at blomstre frem i hendes brystkasse. Nervøsiteten hvad der mon skulle blive af hende, hvis han ikke gengældte de følelser hun ikke længere kunne benægte.
”Asa” hviskede hun, mens hendes store hasselfarvede øjne kiggede opad og fangede hans, det var som et vilddyr der pludselig var blevet lavet om til byttet. Uvidende omkring hvad de skulle stille op, en frygt de ikke anede kunne bane vej i deres følelsesregister og pludselig var de blevet forvandlet til noget så primitivt, som et byttedyr.
Hun følte sig pludselig nøgen, stående der i hendes sove t-shirt der kun dækkede hendes lår, og den fine silke kimono der havde beskyttet hendes arme mod kulden i den varme nat.
”Jeg, jeg er slet ikke så selvsikker som du går og tror” medgav hun endelig, hendes fingre higede efter at hive ham tættere på, men der var noget som der stoppede hende—frygt kunne være så paralyserende, selv for datteren af hovmod. For selvom hun havde en stor arrogance og selvhævdelse, betød det ikke nødvendigvis at det også kom i form af selvsikkerhed inde for dette område. Hun ville aldrig medgive at hun mindreværd, eller hun ikke var smuk eller en kvinde mange higede efter. Men, lige med Asa, det var pludselig en helt anden sang, en tone hun ikke anede hvordan hun skulle slå an. Hun vidste end ikke hvilket instrument de spillede. Lige meget hvor højt hun ønskede at finde ud af det. Men her fortalte hun ham noget, der pludselig fik hende til at fremstå meget mere menneskelig, end de dæmoniske træk hun havde arvet af sin far.