A short time of freedom ( tw )

Theo var fascineret over hvor nemt det var at charmere sig ind på folk. Han gjorde knap intet, og hun havde allerede inviteret ham ind i sit hjem. Det var jo næsten for nemt at komme ind i folks liv og hjem. Han bemærkede godt hendes flirten ikke var nær så direkte og voldsom som andres. Den var mere nedtonet og sød, hvilket var mere hans stil. Han synes tit det blev lidt overdrevet.
Han smilede svagt. ”Det vil jeg også gerne.” Han rømmede sig svagt da hun kyssede hans hals. ”Det er jeg sikker på du vil. Jeg bør også komme hjemad. Du skal have tak for gæstfriheden.” Han vidste han ville være tilbage igen snart. Han skulle bare vente på mørket lagde sig over byen. Når han kom hjem, ville han straks gå i gang med at finde de nødvendige ting og gøre klar til at have en overnattende gæst.

Tamires var lidt overrasket over, hun selv havde inviteret ham hjem, og at hun endda flirte med ham, det var så langt fra hvad hun ellers gjorde. Hun smilede let til ham og rødmede lidt som han rømmede sig efter hendes kys, var hun gået for langt ? Hendes tanker var et stort rod lige nu, men hans næste ord fik hende til at nikke, hvorefter hun rejste sig op, for at kunne følge ham med til døren " det lyder godt, det vil jeg glæde mig til " sagde hun ærligt, som hun fulgte ham til døren. Hun lukkede ham ud " vi ses Theo" sagde hun blidt, før hun lukkede og låste døren.

Flere timer senere...

Tamires lå i sin seng og sov, hendes søvn var som altid fyldt med mareridt, og hun lå derfor meget uroligt på sengen. Efter Theo var gået havde hun været i bad, gået en tur ned og handlet ind, før hun havde brugt resten af tiden på at sidde og læse. Bogen lå endda stadig åben på sofaen, og et lille natlys stod tændt ved siden af sengen da hun ikke var helt glad for mørke efter alt der var sket hende. Hun krammede dynen tæt, som hun drejede sig i sengen for mindst 10 gang. Et svagt smil gled over hendes læbe som hun i drømmene, så Theo i et kort sekund, før han blev erstattet af en af de mænd der havde holdt hende lænket.

Theo bevægede sig over til døren efter hende. ”Det gør vi, Tamires.” Han bevægede sig væk fra lejligheden, men lod endnu et blik bevæge sig over omgivelserne, før han vendte hjemad. Han gjorde hans rum klar til en ny person, og fandt nogle forskellige nyttige ting frem. Han havde et apparat der kunne slukke for overvågningskameraer. Han fandt desuden hans klassiske stof der kunne slå folk ud rimelig nemt og et sæt der nemt kunne lirke låse op.

Flere timer senere, vendte han tilbage til lejligheden med sin bil. Han parkerede ude foran komplekset og bevægede sig op til hendes lejlighed. Det var så sent, han var sikker på hun sov. Hvis ikke, måtte han jo handle hurtigt. Han lirkede låsen op og bevægede sig indenfor. Han gik hen og samlede bogen op der lå i sofaen. Han fik nu lyst til at skabe en leg med mere end en person. Hvis nogen skulle komme og lede efter hende, ville han efterlade en besked til dem. Han fandt en kuglepen fra hans lomme, og omkredse bogstaver i bogen. Hvis man flyttede lidt rundt på dem, ville de skabe en sætning. ’Hun stolede på den forkert. Hendes dømmekraft er skylden i hendes uheld.’ Han lagde bogen tilbage hvor den lå, og bevægede sig over til hendes sen.
Han stod og betragtede hende mens hun sov. Først virkede hun glad og pludselig ikke så meget. Han satte sig på hug ved siden af sengen og lagde armene på kanten af sengen. ”Vågn op,” sagde han med en blød stemme.

Tamires var uvidende om, at den mand hun tidligere havde mødt, var på vej til hende nu. For første gang efter alle de år i fangeskab, havde hun valgt at flirte med en fremmede, men skæbnen mente åbenbart ikke, hun fortjente sin frihed for længe. Hun hørte ham ikke komme, var langt væk i sine mareridt til at opfange hans duft, selv hendes gode hørelse svigtede denne nat. Hans besked i bogen ville nok kun blive fundet af hende, hun havde endnu ikke nogle venner.
Som lyden af hans stemme ramte hendes ører, troede hun først det var en drøm, men langsomt opfangede hendes næse hans duft.

Tamires åbnede langsomt øjnene, som hun så ham blev hun i et sekund ret forvirret, før hun satte sig op og trak dynen omkring sig " hvad laver du her?" fik hun sagt, med en træt stemme som hendes hoved stadig sov, hun kiggede nervøst på ham og kravlede en smule tilbage i sengen for at komme lidt væk fra ham.
Hendes tanker begyndte at vågne og flyve rundt, imens hun stirre på ham, imens panikken begyndte at vise sig i hendes ansigt. Hun åbnede munden for at lade sine katte tænder træde frem, så hun i det mindste kunne forsvarer sig en smule, selvom hun ikke var sikker på om hvad han lavede her.

Theo så næsten skuffet ud, da hun kravlede væk fra ham. Det var så kedeligt når de var bange. Men han ønskede ikke en gentagelse af Sadie, så det var måske meget godt hun reagerede som hun gjorde. Han blev siddende i samme stilling. ”Du sagde du ville se mig igen. Du skuffer mig, Tamires.” Han rejste sig op og gik hen for at finde et glas fra hendes køkken, han fyldte det med vand og hældte lidt af stoffet der i. Han gik tilbage og rakte det til hende.
”Drik det. Gør det nemmere for dig selv.” Han afventede om hun ville kæmpe eller gå med til den. Det ville ikke være sjovt hvis hun gjorde, men nu måtte han se. Det var sjovere med en udfordring. Lige meget hvad, skulle han nok få noget ud af det. ”Jeg troede du kunne lide mig. Du havde travlt med at komme tæt på mig over i sofaen.” Han vidste at hun sikkert bandede over sig selv. Han håbede at se det i hendes øjne, fordi det var virkelig et af de bedste øjeblikke. Det tidspunkt de opdager der ikke er nogen vej tilbage, og at de selv var skyld i at de endte i situationen.

Tamires stirrede på ham, det var ikke sådan hun havde regnet med at se ham, hun mærkede frygten i maven det var ikke normalt at komme midt om natten. Hendes krop reagerede meget, som hvad en kat ville gøre, det var også derfor de dyriske tænder kom frem, de havde det med at komme når hun følte sig bange.
Hun lyttede til hans ord, rystede på hovedet og sukke dybt " ja jeg ville se dig, men da ikke nu midt om natten ?" svarede hun en smule desperat.
Som han gik så hun efter ham, imens hun hurtigt tog fat i blusen der lå for enden af sengen, og skyndte sig at tage den på, for ikke at vise sin halvnøgne krop frem.
Da han kom tilbage rykkede hun sig ikke, men kigge på glasset før hendes smukke øjne så på ham, hun rystede på hovedet "jeg er ikke tørstig " svarede hun kort men kontant.
Tamires stivnede ved de næste ord, hendes blik blev fyldt med fortrydelse, og hun bande sig selv langt væk i sindet, hun kom lidt til sig selv igen " men det jo ikke det samme " svarede hun tvivlsomt, hvis han rykkede tætter på ville hun blotte tænderne og knurre ad ham.
Hendes sind skreg, frygten for at blive fanget igen, gav hende næsten kvalme og glimt fra fortiden gled forbi hendes indre blik. Hun så en smule væk fra ham, som hun bed sig i læben og trak dynen tætter på sig selv, som om den kunne beskytte hende fra ham, og resten af verden.
" du skal gå nu" sagde hun fast, men der var ikke særlig meget styrke i de ord, det var som om hun godt vidste hun havde tabt, men ikke ville overgive sig så nemt.

Theo lod en kort latter flyde over hans læber og fylde det mørke rum. ”Jeg synes du er lidt infleksibel nu.” Han så på hende med et intenst blik. ”Drik det,” kommanderede han. Han smilede da hun igen talte og endda knurrede af ham. Han lænede sig frem mod hende, fuldstændig upåvirket af hendes katte-lignende tænder. ”Du er lige så overfladisk som resten.” Han stillede glasset fra sig og himlede med øjnene, da hun beordrede ham til at gå.
Han greb fat om hendes hage for at trække hende tættere på. ”Du inviterede mig herind. Du lagde an på mig. Og nu er jeg pludselig ikke god nok for dig.” Han så hende i øjnene og gav langsomt slip på hendes hage. ”Det er ikke min skyld, at du åbner døren for den første og den bedste. Hvis du ville undgå det, skal du lade vær med at invitere fremmede ind.” Han tog glasset igen.
”Du kommer til at drikke det her på den ene eller anden måde. Gør det nemmest for dig selv.” Han rakte hende glasset igen. Der var helt sikkert nemmere måder at gøre det her på, men han fik meget mere ud af det, hvis han kunne se frygten i deres øjne, når de fandt ud af de ikke kunne flygte.

Hans latter bredte sig i hendes hjem, hendes krop fik gåsehud ved lyden af latteren, frygten sad dybt i hende som den havde gjort i så mange forbandede år. Hun kiggede på ham men der var ikke mere flirt at spore i hendes blik, det var mere fyldt med frygt, og en smule hemmelighedsfuldt. Som han snakkede skutte hun sig, skævede til glasset med vand, men vidste udmærket der ikke kun var vand. Hun fulgte det med blikket som han sat det fra sig, før hun mærkede hans hånd imod hendes hage, og tvang hende tætter på, men hendes krop strittede imod det gjorde dog ikke nogle forskel.
Tamires så ham dybt i øjnene, som hendes krop svagt rystede i hans greb " jeg mente det jo ikke på den her måde" svarede hun med rystende stemme, imens hun lytte til hans ord og slap et suk endnu engang, imens hendes blik søgte væk fra ham " det gør jeg heller ikke normalt" pointerede hun en smule irriteret. Som glasset igen kom imod hende, så hun på ham rystede på hoved i det omfang hun kunne " nej , nej nej " sagde hun stammende, som frygten steg i hende og hun følte sig fanget, en følelse hun aldrig havde håbet på at møde igen...
Tamires stirrede på glasset, før hendes ene hånd slog ud efter det, i håb om at kunne vælte det ud af hans hånd, imens hun prøvede at slippe fri af hans greb. Hun knurrede dybt, og hvæssede næsten som et vilddyr af ham, et vilddyr trængt op i en krog. De skarpe hænder nærmede sig hans arm, for at få ham til at slippe hende, hun prøvede at sparke med sine ben, gjorde alt hun kunne for at kæmpe imod ham.
Hjertet pumpede derudaf, hun frygtede virkelig at blive fanget igen, at være en andens ejendel endnu engang, og miste friheden hun havde kæmpet så mange år på at få.

Theo skulle nok få hende med på den ene eller anden måde. Han havde mente det, da han sagde hun kunne gøre det nemmere for sig selv ved at drikke vandet. Men det virkede ikke til hun tog hans ord alvorligt. Han forventede ikke hun ville flirte med ham meget længere. Det var ikke ligefrem en situation de fleste ville tage let på. Han lo igen. ”Måske skulle du så lade vær med at springe på den første du møder.” Han gjorde hende i virkeligheden en tjeneste. Hun ville måske lære ikke at stole på hvem som helst.
Han så bare beundrende på hende da hun hvæste. Han trak sin arm væk, da hun prøvede at bide ham. ”Okay, du må få den besværlige metode så.” Han tømte glasset på gulvet og stillede det fra sig, uden at flytte sig, så hun ikke bare lige kunne komme væk. Han tog et lommetørklæde frem fra lommen på hans bryst og brugte det som beskyttelse, da han samlede mønten op fra hans lomme. Han greb fat i hendes hånd og forsøgte at lægge mønten i hendes håndflade. Hvis hun blev berørt af mønten, ville hun straks falde ind i hendes værste mareridt. Det ville ikke fungere som et almindeligt mareridt, men føltes som om hun var til stede i det. Hun ville kunne lugte, føle og høre alting.

Tamires ville ikke give op uden kamp, men inderst inde vidste hun godt det var for sent, hun havde fejlet og ødelagt sit eget liv. Det var skræmmende så meget en mand kunne ændre sig, han havde ellers været så sød tidligere? men hun begyndte at tvivl på, om det var hende der havde været for naiv, troede på hans ord og endda tilbudt ham at komme med hjem. Hun følte sig billig, som hun havde flirte med ham, hendes hoved gjorde ondt af alle de tanker der fløj igennem hendes sind.
Hans ord gjorde ondt, men det ønskede hun ikke at vise, hendes blik var vredt som hun så på ham " tror du jeg gør det hver dag ? " hvæssede hun fornærmet, hun var ikke billig !
Hans ord fik hende til at rynke brynene, som han snakkede før hendes øjne søgte hans bevægelser, som han greb hendes arm prøvede hun at trække den til sig, men i det møntet rørte hendes hud stivnede hendes krop.

Rummet omkring hende forsvandt, hun var i sin landsby, hendes forældre græd som hun blev slæbt imod junglen, imens de alle kom med grimme gloser som de fortalte hun var et djævlebarn. Hendes krop i virkeligheden krøb sammen, imens scenen ændre sig igen.
Hun flygte igennem junglen, i sin katte form da lyden af skud kom, og alt blev sort. Hun skreg som amerikanere kom frem, hun var fanget i et bur. Hendes krop rystede som hun gennemlevede de mange ting der var sket, imens små sætninger slap fri ikke sammenhængende med ord som " nej, jeg er ikke dit dyr, please ikke mørket" lød fra hendes mund.
Hun gispede som hun endte, i et velkendt rum lænket fast til en seng, sidende nøgen på gulvet efter endnu et overgreb fra den mand der havde købt hende. Hun græd som pisket som alle de dårlige minder blev til et stort rod...

Theo trak på skuldrene over hendes ord. Hvordan skulle han kunne vide det? Han kendte hende ikke. Ikke endnu. Han skulle nok nå at lære en masse mere om hende. Han trådte tilbage og betragtede hende, som hun blev påvirket af mønten. Han havde ingen mulighed for at vide hvad der skete i hendes mareridt, men ofte ville folk tale eller bevæge sig, som typisk gav ham en idé om det. Hendes lød dog til at være anderledes. Hun var blevet behandlet som et dyr, og hun frygtede mørke. Godt at vide.
Han lod hende sidde opslugt i hendes mareridt, mens han gik rundt for at finde nogle ting han skulle bruge. Han fandt et par bukser han kunne trække på hende. Han bevægede sig ud i køkken arealet og tog et nyt glas. Han fulgte det endnu engang med vand og lidt af stoffet. Han bevægede sig tilbage til hende. Nu hvor hun var i denne tilstand, var det nemmere at håndtere hende.
Han greb op om hendes hage og skilte hendes læber ad. Han hældte vandet ned i hendes mund. Det ville ikke tage længe før hun ville gå kold. Han tog fat i mønten igen med lommetørklædet. Da han var helt sikker på hun var slået ud, fik han manøvreret bukserne på hende. Han samlede hende op i armene og bevægede sig ud til sin bil. Skulle han møde nogen på vejen, ville han blot bruge en undskyldning om at hun besvimede og skulle på hospitalet. Han satte hende ind på passagersædet og sørgede for hun igen havde mønten i hånden, så hun forsat ville lide under mareridtet.
Han kørte hende tilbage til hans hjem og tog hende med ind i hans særlige rum. Han fandt en stol og satte sig foran den eneste åbning og overvågede hende forsat, mens hun var i hendes mareridt. Måske ville der komme flere småbidder af information han kunne benytte. Dog blev han til sidst utålmodig, og gik hen for at fjerne mønten fra hendes hånd. Den landede på gulvet, men det varede ikke længe før den forsvandt, blot for at dukke op i hans lomme på ny.

Tamires var langt væk i sit mareridt, det var som om alt der var sket for hende, dukke op på nye og hun kunne mærke smerten, sorgen og frygten, som overtog hendes indre. Hun kunne ikke ligge helt stille, ofte kom der spjæt fra hende, men der var ikke mange ord. Som stoffet kom i munden kunne hun ikke kæmpe imod, hun var et andet sted. Mørkede omslutte hende som hendes krop blev påvirket, og hun døsede hen i en lang række af marridt som han fik hende ud i bilen.
Hun kom med en del piv lyde i bilen, som det hele fortsatte ud i en udelelighed, som alt blev gennemlevet igen, og igen til tårerene trille uafbrudt.

Som hun blev lagt på madrassen, hvæssede hun dybt på grund af endnu et mareridt, hun mærkede mørket omslutte hende, og panikken stige i kroppen som hun igen blev lukket inde i et lille mørkt bur " du må ikke gå fra mig her" skreg hun højt, som hun hulkede. Som mønten forsvandt begyndte hun langsomt at komme tilbage. Hendes tindinger dunkede og hjertet bankede, som hun langsomt satte sig op og hendes hånd strejfede benet, mærkede hun noget stof der ikke før havde været der.
Tamires åbnede langsomt øjnene, som hun vænnede sig til det sparsomme lys, imens hans skikkelse langsomt blev fremtrædende. Hun tørrede sine øjne med håndryggen, før hun åbnede øjnene helt og så imod ham. Hendes krop krøb med det samme sammen, og hun lagde beskyttende armene omkring ham, imens hun gispede svagt " hvad var det? " sagde hun med rystende stemme, der ikke længere var særlig kraftfuld, mere ødelagt og bange " hvor er jeg ?" tilføj hun, som blikket flakkede rundt i det ukendte rum, før hun igen så mod ham.
Gåsehuden vendte tilbage, som en bange anelse strejfede hende, og hun krøb mere imod hjørnet, for at komme så langt fra ham som muligt, hun lignede et dyr der var blevet trængt op i en krog.
Kroppen rystede svagt, og et par tårer gled ned ad hendes kinder, som hun langsomt sænkede sit blik og mærkede frygten vokse...

Theo satte sig tilbage i stolen og ventede på at hun ville vågne op igen. Han havde et par idéer til hvad der skulle ske med hende. Men først skulle han anse hvordan hun ville reagere på ting. Han rejste sig da hun kom til sig selv igen. ”Du ved formodentligt godt hvad det var. Jeg ved ikke hvad du spørger mig for." Han gik hen og tændte for en lygte, der gav en smule mere lys i rummet. ”Det ville ikke være sjovt, hvis jeg fortalte dig det, ville det?” Han bevægede sig over mod hende.
”Jeg udfordrer dig til at prøve at komme fri. Hvis du kan, lader jeg dig gå. Hvis ikke…” Han greb fat om en hårtot og klippede en lille smule af hendes hår, med en saks han havde i lommen. ”… Så kan du godt blive vant til at være her.” Han vidste hun nok stadig ville være rimelig påvirket af stoffet, og ikke ville gøre meget modstand. ”Hvor lang tid vil du have? 1 time, 2 timer?”
Theo mente ikke selv han var ondskabsfuld. Ja, han gav nok disse personer nogle traumer, men det ville de få lige meget hvad. Sandheden var, største delen af dem han indfangede, gik herfra med livet i behold. Han ville nok sørge for de ikke direkte kunne huske ham, men stadig de oplevelser de havde været igennem. Det ville gøre dem stærkere, og mindske chancen for det ville ske igen i fremtiden. Heromkring, var kidnapning ikke en særlig ualmindelig ting der skete heromkring. Hvis ikke hun var opmærksom nok, kunne det være meget værre end det han udsatte hende for.
Han var ikke en urimelig mand. Han gav hende i det mindste valgmuligheder. Det var dem der var stærkest, der ville kunne formå at udnytte disse muligheder rigtigt. Han var endnu ikke sikker på om hun var en af dem. Dette må tiden vise. Han så afventede på hende for at få et svar.[/color]

Tamires fulgte ham med blikket, som han tændte mere lys, før hun hørte hans ord som gav hende gåsehud igen. Som han nærmede sig krøb hun mere sammen, imod hjørnet imens hendes hjerte bankede af frygten for at få ham tæt på, som han greb fat om en tot af hendes hår, slap hun et forfærdet gisp. Hans ord løb koldt ned ad nakken på hende, som hendes øjne søgte hans " nej jeg kan ikke blive her" hviskede hun nærmest panisk, og fællede en tårer som han klippe en tot hår af hende, det kunne ikke passe, det vendte sig i hendes mave ved hans ord.
Hun havde endelig fået sin frihed, og nu var han ved at stjæle den fra hende? hun kunne slet ikke overskue at skulle være fanget igen, det ødelagde hende indefra at igen skulle føle sig som en slave, ikke have nogle rettigheder og være ubetydelig. Hun havde ikke engang nogle der ville savne hende, det gjorde ondt at tænke på, hun vente tilbage til nuet, og prøvede at skubbe sine mange tanker væk.
Tamires kigge på ham, som hun kom ud fra sine tanker igen, hans ord fik hende til at rynke på næsen " 1 time" svarede hun hurtigt. Jo før jo bedre hun kunne komme væk fra den mand, hun var slet ikke sikker på hvad han ville hende, men ønskede heller ikke at finde ud af det.
Hun begyndte langsomt at rykke på sig, kom langsomt op af stå men lagde hånden, imod væggen da hun følte rummet sejlede for hendes syn.
Tamires gispe svagt, som hun lagde den anden hånd imod hendes pande, for kort at massere den før hun fjernede den og vendte blikket imod ham. Hun var klar til at flygte, hendes sind var det var ikke sikkert hendes krop var med på den, men hun ville ikke give op, ikke endnu der var et lille spinkel håb, det kunne næsten ses i hendes blik.

Theo følte ikke nogen kunne tillade sig at snakke om fangenskab, medmindre de havde været i helvede. Hvad end nogen oplevede her på jorden, kunne ikke være lige så slemt som det man oplevede i helvede. Det var bare umuligt. Han nikkede imponeret, da hun valgte kun at bruge en time på det. Det var ikke mange der troede de kunne flygte på så kort tid. Han så håbet i hendes blik. Håb var kun for folk der ikke havde levet. Der var ingen højere kræfter, der gjorde noget som helst for at gøre livet bedre. Ingen skæbne, ingen karma, ingen benovelsen gud. ”En time,” gentog han og gik mod døråbningen. Han skubbede reolen for, men sørgede for den lille var åben nok, til hun måske kunne få den skubbet op.
Ikke at det ville hjælpe hende meget. Samtlige døre og vinduer i huset var låst fast. Nøglerne kunne findes rundt omkring i huset, men det handlede også om at finde nøglen og låsen der passede ham. Han sad inde i sit soveværelse og havde sine overvågningskameraer fundet frem på sin tablet, så han nemt kunne følge med i hendes fremskridt. Hvis hun da fik nogle fremskridt overhovedet. Hun virkede så bange, at det næsten ville bremse hende i at komme ud. Medmindre hun fandt en måde at komme af med frygten på.

Tamires stirrede på ham, ventede næsten på han ville gå fra hende, hun ville gøre alt for at slippe væk. Men efter alt der var sket her i nat, var hendes krop ikke helt klar på at løbe, og inderst inde var der en frygt for ikke at slippe ud, at ende med at være hans et eller andet, og måske ende sit liv her. Uden at være elsket eller savnet, det ville næsten være trist at ende sit liv på sådan en måde. Hun nikkede som han sagde en time, hun betragtede ham som han forlod hende, som han forsvandt slap hun et dybt suk. Hendes krop rystede under hende, men det hjalp ikke at give op nu? hun ville ikke være svag igen, hendes sind ville ikke klare mere fangeskab, det havde taget hende et halvt år bare at komme ud fra sit hjem, da hun endelig var flygtet fra sit fængsel, men nu følte hun sig lænket igen.
Tamires fjernede hånden fra væggen, som rummet begyndte at stå stille igen, før hun skannede rummet for muligheder men vejen ud var der hvor han var kommet ind.
Men rystede skridt gik hun til døren, prøvede at skubbe reolen væk, men den var tung og hun var ikke særlig stræk, mere smidig og hurtig.
Hun tøvede et kort sekund, før hun tvang sig selv til at smide sit tøj, for at kunne skifte til sin katte form igen, hun valgte den samme fra før, den anden katte form hun havde var større. Som hendes krop skiftede, vidste hun at det ville dræne hendes energi hurtigere, men hun var nød til at prøve at flygte.
Tamires gik hen til indgangen igen, det havde lykkedes at skubbe en smule, så hendes katte krop gled igennem åbningen, før hun dog valgte at gå ind i rummet igen. Hun tog tøjet i munden før hun maste sig igennem døren igen, før hun skiftede form endnu engang tilbage til sin menneske form og begyndte at klæde sig på. DEr var nok allerede gået minutter, da hun gik end ad af trappen, og endte i hans gang.
Hun så søgende rundt, som hun på rystende ben gik hen til hoveddøren og tog i håndtaget, den var låst det havde hun regnet med, men hun måtte prøve. Hun mumlede en masse bandeord på sit hjemmelands sprog, imens hun så rundt igen efter ny flugtvej, søgte til hans køkken men indså der ikke var noget vindue, så hun søgte imod hans stue.

Theo kunne sidde og følge med i soveværelset. Hun forvandlede sig til dyreform for at komme ud. Smart. Snart var hun tilbage i menneskeform og bevægede sig rundt. Han sad bare afventende og prøvede at beslutte hvad hun havde tænkt sig at prøve. Hun måtte give op i gangen og bevægede sig i stedet mod køkkenet. Men der var ingen flugtvej der, så turen gik til stuen.
Det var en halvstor stue. Der var mange gemmesteder for en nøgle. Men om hun overhovedet havde gættet, at hun skulle finde en nøgle, var han ikke sikker på. Hun virkede ikke til at bruge hendes fornuft alt for godt. Det var vel derfor hun var endt i den her situation, var det ikke?
Der lå en nøgle i en af bøgerne der lå på bordet. Den var bare lagt indimellem siderne, og ville ganske nemt komme ud, hvis hun tog fat i den. Så var det bare at finde ud af hvor den nøgle hørte til. Selvfølgelig havde han efterladt et hint. Bogen var blevet lavet til en ordsøgning. På hver side der var omkredset et bogstav. De var i tilfældig rækkefølge, men kunne stave ’gæsteværelse’. Nøglen åbnede naturligvis låsen der blokerede gæsteværelset. Herinde ville der være en gåde på ny. Men hvis ikke hun fandt nøglen, ville hun sandsynligvis bare vandre rundt i blinde. Det i sig selv, gjorde nok heller ikke så meget. Det var underholdende at se på.

Tamires fornuft var nok væk, mest af alt fordi frygten sad så dybt i hende, og efter at have gennemlevet alt der var sket for hende, var hendes tanker et stort rod. Hun trådte ind i hans stue, og var hurtigt henne ved vinduet men kunne ikke åbne det, og at smadre der var lidt for voldsomt for hende. Lige nu ville hun ønske at hun havde en dyreform, der var en myrer eller noget andet der nemt kunne flygte, men hendes var for store til at gøre gavn nu.
Hun kiggede kort drømmende ud, før hun rystede på hovedet og vandre rundt, som hun rode ved hans ting, som en af bøgerne faldt på gulvet hørte hun en lyd af en nøgle ramme gulvet. Tamires bukkede sig ned, for at samle den op som hun kort betragtede den, men tænkte ikke nærmer over at undersøge bogen mere. Hun var på vej til gangen, hvor hun prøvede hver eneste dør hun mødte på sin vej, hver gang nøglen ikke virkede blev hun mere desperat, og tiden gik hurtigt, især fordi kroppen ikke bevægede sig hurtigt lige nu, da hun stadig var en smule svimmel.
Hun nåede endnu en dør, og som nøglen gled i følte hun sig kort lettet, til hun trådte ind i et værelse, som hun med det samme søgte vinduet for at prøve at åbne det, og som hun stod der med ryggen til døren, endte den time også med at gå sin gang.
Tamires stirrede ud ad vinduet, hun stivnede næsten, som hun mærkede håbet glide væk og frygten kom snigende for at gribe hende..

Theo vidste ikke med sikkerhed hvilke andre dyreforme hun havde. Der var en chance for, hun nemt kunne finde en vej væk. I så fald, måtte han bare få fat i hende i før hun kunne fortælle nogen hvad han havde gang i. Det var ikke helt tilfældigt, at han ikke var blevet opdaget. Dem der var blevet sluppet væk her fra, havde fået fjernet deres hukommelse om stedet. Der ville muligvis være en anelse af minderne tilbage, men det ville føltes mere som noget man havde drømt eller et deja-vu.
Theo sad og fulgte med. Så hun efterlod bare hans hint. Spildt arbejde fra hans side. Hun fandt vej ind i et rum, men blev mere panisk da vinduet ikke ville åbne. ”40 minutter tilbage,” lød det fra ham over et højtaleranlæg. Han kunne se hun var ved at give op. Det her var jo kedeligt, hvis ikke hun forsøgte at komme fri. Det næste hint var på et spejl i værelset. Der var skrevet ’find mig på bunden’ på den refleksive overflade. Ydermere, var der et glas med en klar væske på natbordet. I bunden af glasset var en nøgle tapet fast. Hun var nødt til at komme af med væsken først, før hun kunne komme til nøglen. Væsken var dog ikke vand. Nærmere var det et stof, der kunne få en til at hallucinere.
Det virkede bedst hvis det blev indtaget, men så længe det kom på huden, kunne man også få nogle milde hallucinationer. Han var spændt på hendes tilgangsmåde til denne del af det. Nøglen ville åbne en badeværelsesdør nedenunder.

Tamires blev kort slugt af sin frygt, og mistet håbet som hun så ud ad vinduet men kunne ikke komme ud, men lyden af hans stemme fik hende til at se rundt. Han var ikke til at se, men ordene gav hende en smule mod, hun trak sig fra vinduet for at se rundt, der måtte være noget der kunne hjælpe hende, det måtte der værre. Spejlet med teksten på, nærmede hun sig som hun fim øje på det, og kort efter stod hun foran, læste hans hint op et par gange, for at være sikker på det var forstået rigtig.
Blikket blev rette imod glasset, men efter han før havde forgiftede hende, turde hun ikke drikke det. Tamires tog fat i glasset, med en enkel bevægelse kastede hun væsken imod hans seng, dog blev hendes hån ramt af noget af væsken.
Hun satte glasset fra sig, før hun snuppe nøglen, men efter berøring med væsken, så hun en smule panikken ud. Hendes sind fik ham til at dukke op, flere steder omkring sig, hvilket skræmte hende men hun blev nød til at fortsætte.
Hun forlod værelset, for igen at prøve den nye nøgle, til det lykkedes at finde badeværelset hvor hun, lidt nervøst trådte ud og tændte lyset. Tamires kiggede rundt efter nyt hint, men det var ikke nemt når man var bange of hendes syn drillede hende, hun havde en følelse af han var ved døren bag hende.