Friends can be found everywhere if you know where to look (tw)

Sted: The abandoned smile, southside.
Omgivelser: Der er ikke mange mennesker og er generelt bare efterladt.
Tid: 23.24.
Vejr: Det blæser en anelse, men er ikke voldsomt køligt.
Dato: 10. juli 2022.
Outfit + brunt hår
Emnepartner: @Madison
Trigger warning: Stoffer.

Spencer havde ikke været heromkring længe. Han var ankommet med hans bedste veninde, og nu var han bare ved at finde rundt. Der var nogle behov han havde, man ikke fik opfyldt i det lokale supermarked. Han skulle til at finde ud af hvor han kunne få de gode ting, der kunne gøre det nemmere for ham at eksistere. Det var ikke så meget fordi han ikke kunne håndtere livet generelt. Det havde han gjort i mange år, men efter han var begyndt at se spøgelser, blev det lidt sværere for ham at eksistere uden noget der distraherede ham fra det.
Han kom gående igennem gaderne ved et knapt så beboet sted. Han havde hørt noget om, det var muligt at købe stoffer her. Han kunne have lov at håbe, i hvert fald. Han havde en cigaret mellem læberne. Han tog den ud og skoddede den på jorden. Han stampede på den og så en gennemsigtig figurs fødder foran ham. Han tog en skarp indånding og gik direkte igennem spøgelset. Det var bedst at lade som om han ikke så dem. Så ville de typisk lade ham være alene. Han spottede en mand, der tydeligvis så ud til at sælge. Spencer kunne efterhånden kende dealere fra almindelige mennesker. Han satte kurs derover. ”10 gram hash.” Han fandt nogle penge frem. Spencer havde taget hårdere ting end det, men når det var en han ikke kendte, foretrak han at starte med noget mildere, for at være sikker på det var gode varer.

Outfit Hair

Endnu en nat , endnu et fiks, og sikker flere problemer, det var næsten blevet en hverdags ting, for den 23 årige unge heks. Hun vandre lidt hvileløs rundt i gaderne, uden rigtig at have et mål andet end at købe nye forsyninger, ikke fordi det var godt? men det gav hende mere kontrol over sine tanker, og gjorde hende lidt nemmer for andre at være sammen med. Hun gik med hænderne i den store lomme, imens hendes ravfarvet øjne så søgende rundt, før hun trak en cigarret op fora bukselommen og fik den tændt, før den blev placeret i mundvigen for så at tage et stort sug.
Madison sukkede dybt som hun lod røgen forsvinde, før hun stoppe kort op med hovedet let på skrå, det var her i nærheden hun plejede at købe, men hvor var manden ?
I et par sekunder mærkede hun panikken i kroppen, hun havde bruge for det i dag, de sidste par dage havde hun ikke haft råd, men i morges var det lykkes for hende at stjæle en godt fyldt pung. Livet halvt på gaden var ikke ligefrem nemt, men det var bedre end hvad hun var kommet fra, bare tanken fik hende til gyse.
Hun lyste op i et skævt smil, som hun fik øje på pusheren og satte krusen imod ham, i det samme med en anden fyr åbenbart havde samme ide. '
Hendes blik blev rette imod den fremmede, som han betalte for sit, før hun selv fiskede et par sedler op af bukselommen " 30 gram hash" sagde hun med en let hæs legende stemme, før hendes blik igen søgte den fremmedes, hun kunne ikke genkende hans fært.

Spencer fik sin lille pose med hash. Han puttede den i lommen og trådte væk, så kvinden kunne komme til. Hun virkede ikke ret meget ældre end ham, men efterhånden vidste han sgu ikke rigtig hvad han skulle tro på. Det var en vanvittig verden, hvor ingenting var hvad det så ud til. Han så rundt og opdagede hvordan spøgelser virkede til at samle sig omkring ham. Han sank en klump og så ned på hans fødder et øjeblik, før han fik samlet nok fokus til at kunne ignorere dem. Han så op igen og opdagede at kvinden nu så på ham.
”Ved du hvad der er bedre end 30 gram hash?” Spurgte han og trådte hen til hende. ”30 gram hash og godt selskab. Jeg kan bidrage til sidst nævnte.” Han stak hænderne i hans lommer. ”Jeg hedder Spencer.” Han havde prøvet alt i verden for at slippe for hans Alabama accent, men den lå stadig og legede under hans ord. Det var svært at slippe af med den fuldstændig. Han ville helst slippe af med alle spor fra hans forældre, men så nemt var det ikke. De var stadig en del af ham. Selvom hans far var overbevist om han ikke var hans søn, blot fordi han ikke var født varulv. Han ville sgu hellere være født varulv end det her, hvad end det så var. Han var ikke engang sikker på det. Men med den mængde overnaturlige heromkring, kunne han nok finde ud af mere.

Madison trådte hen til sælgeren som der blev plads, fik købt sit før sælgeren, forlod dem begge to. Hun gemte posen i sin lomme, før blikket blev rette imod den unge fyr, ud fra hvad hun så virkede han til at være på hendes alder, men det var aldrig til at vide. Som han snakkede til hende, kom hun igen tilbage til jorden efter at have været lidt væk i sindet. Hun overvejede hans ord, før et skævt smil gled over læben og hun hævede brynet let " det lyder fint med mig, men vi skal nok finde et andet sted så" svarede hun ham, før hun nikkede let " Madison eller hvad du ellers vil kalde mig " svarede hun med en let, drilsk tone før hun sendte ham et let smil.
" godt at møde dig Spencer " tilføj hun, og vendte let rundt på foden, for at kigge lidt rundt, der måtte være et sted de kunne sidde lidt mindre synligt.
Hans accent kunne hun ikke helt gætte, hendes eksisterede ikke rigtig, til genglæd var hendes stemme en smule drenget. Madison lod en hånd kører gennem håret, før hun tog en nyt hvæs af smøgen og lod røgen flyve ud af næsen, før hun igen betragtede ham lidt. Hun var ikke altid god til andre folk, men han virkede okay, og at have en at ryge med for engang skyld lød helt fint, til tider var det rart ikke at være alene med sine tanker.
" kender du et sted?" spurgt hun lidt nysgerrigt.

Spencer klappede hænderne sammen begejstret. ”Pisse fedt. Det er bedre at blive høj med andre, hvis man spørger mig.” Han rynkede brynene og kneb øjnene en anelse sammen. ”Kan jeg kalde dig lige hvad jeg vil?” Han var allerede begyndt at få en masse idéer. Han var ret sikker på han var mester i at finde kaldenavne. Han var måske også uden modstander, men en sejr var en sejr.
Han nikkede og så også rundt for at finde et sted. Han var ikke kendt heromkring, så det var ikke nemt for ham at kende et sted. Men han var også blevet ret god til at finde de helt specielle steder, hvor ingen ville genere dem. ”Lige over.” Han bemærkede slet ikke hendes stemme måske ikke var så feminin som andres. Den slags var han ligeglad med. En stemme var ikke med til at bestemme en persons kønsidentitet. Der var mange faktorer involveret. ”Nah, men jeg kan finde et sted.” Uden tøven, låste han sin arm om hendes og begyndte at trække hende med. ”Kom med mig. Jeg skal nok tage mig af dig.” Spencer var måske lidt for udadvendt til tider, men han var bare sig selv, og han ville ikke gå på kompromis med det for nogen. Han stoppede op foran en gammel møbelbutik. ”Her. Det er perfekt.”

Madison så på ham, smilede lidt ved hans begejstring " det helt perfekt " svarede hun roligt, før hun rynkede en smule ved næsen " ja lige hvad du ønsker" sagde hun og grinede let. Hendes navn var ikke det hun var født med, men et hun havde valgt da hun var stukket af, så det havde ikke særlig meget betydning for hende, hun ville bare ikke beholde det gamle da det bragte for mange minder. '
Hun fulgte hans blik som han søgte, selv kom hun heller ikke her hvis det kunne undgås, hun skulle tros alt passe på sig selv, men til tider havde hun da sovet i en forladt butik.
Som han tog fat omkring hende, gav hun et kort gisp mest fordi hun blev overrasket, men fulgte med ham det var faktisk ret opfriskende at han var så udadvendt, måske det kunne få hende lidt væk fra de mange facader hun altid havde for at beskytte sig selv.
Hun stoppe ved hans side, foran butikken med hovedet let på skrå " perfekt, her kan man vist også sove" sagde hun let, før hun trak sig fra ham og skubbede døren op.
Som de kom ind, smed hun den store sorte taske fra sig, før hun åbnede den og fiskede en pose med nogle chips frem, og en plade chokolade samt to dåser cola, det kunne vel også tælles som et måltid?
Madison gik derefter hen til en gammel slidt sofa, hvor hun kastede sig ned at ligge, før hun vendte blikket hen imod ham, of smed snacksne på det ødelagte bord" kommer du ? " Spurgte hun nysgerrigt.

Spencer lagde hovedet på skrå og så på hende, mens kaldenavne blev overvejet. ”Jeg skal nok finde på noget godt, inden vi går hver til sit.” Han havde ikke meget at gå ud fra, i den korte tid de havde kendt hinanden. Han skulle nok komme på noget, med tiden.
Han så på hende da hun gispede. ”Shit, undskyld. Gav jeg dig stød eller sådan noget?” Det kunne sagtens være det det. Eller måske var det slet ikke noget. Han stoppede ved døren og stod bare og så rundt. De skulle nok få det sjovt der. Han lod blikket finde hende, da hun talte. ”Yes!” Han hoppede over til hende, og smed sig ned i en stol der stod ved siden af sofaen.
”Fucking awesome!” Udbrød han, da han så de snacks hun havde fundet frem. Han fandt hans udstyr til at rulle joints frem og begyndte at rulle et par stykker. Han tændte en og mærkede hvordan det gav en ro, allerede inden effekten faktisk trådte ind. Han pustede røg ud og lagde hovedet tilbage mod ryglænet. ”Ryger du for sjov eller for overlevelse?” Der var stor forskel på hvorfor man gjorde det. For ham var det mest sidst nævnte, men han havde også mange sjove stunder mens han var høj.

Madi nikkede let, hun regnede heller ikke med et kælenavn endnu, de kendte kun hinandens navne og intet andet. Hun sukke let som han undskyldte, sendte ham et skævt smil " nej nej, slet ikke jeg fik bare et lille chok " svarede hun en smule flovt før hun så væk, og fulgte med videre.
Hun fik sat sig og smidt snacksene på bordet, undlod at fortælle at det var hendes rigtige mad, men hun ville genre kunne dele uden at give ham dårlig samvittighed.
Madison betragtede ham lidt, som han begyndte at rulle, men trak så selv sit udsyr frem for at gøre et par klar, før det blev lagt væk og den ene blev placeret i munden, for så at blive tændt. Hun tog et dybt sug, og sukke dybt som hun pustede ud, glæde sig allerede til at mærke at de mange dårlige tanker og dæmoner, ville komme på afstand, men hun ville også komme mere ud af sin skal og være mere sig selv.
Som han spurgte så hun hen på ham, med hovedet en smule på skrå, imens de ravfarvede øjne virkede gådefulde " for overleve " svarede hun ærligt, før hun trak på skulderen og tog et hvæs mere før røgen kom ud af næsen " hvad med dig ?" spurgt hun nysgerrigt.
Madi lænede sig frem og åbnede posen med chips, for at tage en håndfuld, hun langsomt spiste af imens hun begyndte at mærke roen i kroppen.
Hendes blik hvilede på ham, han var flink og det forvirrede hende en smule, hun var ikke van til folk var så åben overfor hende, men ind til videre ville hun give ham en chance, og prøve ikke at pisse ham af " kommer du ofte her ?" tilføj hun let.

Spencer nikkede da hun sagde hun fik et chok. ”Det skal du ikke. Det er bare mig.” Han vidste ikke hvor slemt det var for hende i øjeblikket. Men han vidste hvor slemt det kunne være. Han havde selv forladt sit hjem. Hvis ikke han havde haft Lily med sig, ville han nok være endt fortabt et eller andet random sted, hvor han måtte gøre mange klamme ting for at overleve.
Men det var det heldigvis ikke kommet til.
Spencer smed fødderne op på bordet, men sørgede selvfølgelig for at undgå hendes snacks der var på bordet. Han tog endnu et hiv og lukkede øjnene i for bare at nyde det. ”Også mig. Selvom det sgu også kan være sjovt.” Han åbnede et øje på klem da han hørte en pose chips blive åbnet. Han satte sig op igen og så på hende. ”Må jeg få en?” Han gjorde sit bedste for at ligne en bedende hund. Hans øjne blev store og hans underlæbe skubbet en anelse frem.
Han rystede på hovedet over hendes følgende spørgsmål. ”Jeg er kun flyttet hertil for nyligt. Jeg har seriøst manglet en dealer. Kender du nogle gode nogen?” Hun vidste endnu ikke om ham han havde købt af var god, men det måtte han se på om lidt tid, når det begyndte at virke.

Madison havde lært at klare sig selv, ofte kunne hendes evner bruges til at skaffe penge, så hun kunne få mad eller noget tøj, men hun håbede dog på at kunne finde et arbejde en dag. Men hun havde det vel fint nok? det var i hvert fald bedre end det hun kom fra, så heller livet på gaden, eller til tider hjemme hos fremmede folk for en nat eller to. Som han lagde bene på bordet, og lukkede øjnene tillod hun sig, at betragte ham lidt imens hun selv tog et hvæs mere og slap et dybt suk som røgen fløj ud igen.
Hun mærkede den skønne følelse i kroppen, og de mange dæmoner i sindet forsvandt for en stund, og gav hende fred til at tænke selv.
Som hun spiste et par chips, grinede hun af ham som han så ynkligt på hende, før hun uden tøven kaste posen til ham " slå dig løs, du tager også bare en sodavand" sagde hun muntert, hun nikkede let " ja det kan være sjovt, men mest vis der er selskab" sagde hun ærligt, før hun lagde sig en smule ned i sofaen.
Hun lagde armene om bag hovedet, halvt hvilende imod ryglænet, imens bene blev krydset over hinanden og det ene hævet en smule, lod blikket vandre imod loftet imens hun røg videre.
Som han snakkede om dealer, drejede hun hovedet og så imod ham med et let hævet øjenbryn " altså ham vi lige købte af, er nok den jeg benytter mest, og så en kvinde. Men der er nogle af de andre der nægter at lade unge folk købe " sagde hun med et let suk.
Hun var før blevet nægtet at købe, det var dog endt i slåskamp, og hun havde med nød og næppe nået at flygte for sit liv, så nu var hun mere forsigtig.
" du går vel ikke på akademiet ?" spurgte hun nysgerrigt, de kunne vel ligeså godt lære hinanden at kende? det var sjældent hun som sådan, snakkede rigtig med folk. Mest var det smaltalk, eller sex og hun prøvede på ikke at få folk for tæt på, ville helst holde sin fortid for sig selv.

Spencer havde heller ikke lige planer om at tage hjem igen. Han havde ikke rejst så langt, for at vende tilbage til hans røv-elendige familie. Han havde et fast sted at bo nu, hvilket var langt bedre end det han kom fra. Han ville gerne en dag ud at bo for sig selv, eller måske med nogle venner eller lignende, men lige nu havde han det sgu fint nok. Det kunne være meget værre, i hvert fald. Han tog endnu et dybt sug, og pustede ud. Han sørgede også for at lave en ring eller to af røgen.
Han greb chipsene og tog et bar stykker, før han lagde dem tilbage på bordet. ”Takker,” svarede han og stoppede chipsene i munden, efter han havde fjernet jointen. Han nikkede til hendes ord. ”Enig.”
Han udstødte en ’pfftt’ lyd, da hun nævnte der var nogen der ikke ville sælge til de unge. ”Vi er sgu da de bedste kunder.” Han rystede på hovedet, for så at tage et sug mere. Han så over på hende da hun nævnte akademiet.
”Fuck nej. Jeg kom her ikke for at gå i skole. Jeg har heller ikke pengene for at betale for det.” Han så på hende. ”Men jeg kunne nok godt. Jeg er ikke menneske. Men jeg ved ikke hvad jeg er.” Han gjorde et træk med skuldrene. Han var blevet ret vant til at være sær og udstødt. ”Har du nogensinde set Sixth Sense?” Han spurgte udelukkende, så han kunne lave en joke omkring det.

Madison drømte dog om, en dag at have et hjem der var hendes, det kunne godt være anstrenge at sove mange forskellige steder, og ikke altid så behagligt men det kom nok ikke til at ske, for så skulle hun tjene penge og ikke bruge dem.
Hun smilede let til ham, som han tog chipsene, og virkede ret tilfreds med det. Han var ind til videre nem at omgås, hun følte sig okay i hans selskab ind til videre, det var faktisk rart at snakke uden at skulle være seksuel, hun havde en fornemmelse om, han ikke var til hende på den måde men det passede hende fint. Madi grinede let nu mere afslappet eftersom stoffet var begyndt at virke " ja er helt enig, men de var sgu lige ved at dræbe mig, da jeg prøvede ved ikke hvad deres problem var" svarede hun og ryste på hovedet, før hun slap et dramatisk suk for så at flække af grin.
Madi drejede hovedet imod ham, som han snakkede om akademiet " Det er sgu også kedeligt " svarede hun, før hun tog et nyt sug, og pustede et par ringe ud " de har ikke helt opdaget at jeg ikke betaler, men jeg bliver nok smidt ud snart, jeg pjækker en del " sagde hun med et skævt smil på læben.
Som han sagde han ikke vidste hvad han var, rynkede hun let på næsen og hævede et øjenbryn" du ved ikke hvad du er? " svarede hun undrende, og betragtede ham lidt indgående " nej ikke rigtig" svarede hun beklagende. Hun havde svært ved at forstå, man ikke vidste hvad man var, men så igen hun ville ønske hun var noget andet, men det var på grund af hendes fortid.
Hun lænede sig frem for at tage den ene dåse, for at åbne den og kort tage jointen ud før hun tog en slurk, før hun slap en bøvs og sat den fra sig igen, for at genoptage rygningen.

Spencer tænkte ikke så meget på fortiden. Han havde ind imellem nogle småting, men for det meste forsøgte han bare at leve i nuet og bare komme igennem dagen. Han tog endnu et hiv, og kunne se der snart ikke var mere tilbage af den første joint.
Spencer var ikke en specielt kompliceret person, hvilket nok var derfor mange fandt sig tilpas i hans selskab. I hvert fald i starten. Mange havde tendens til at blive trætte af ham med tiden. Det var ikke noget der generede ham ret ofte, medmindre det var nogen han syntes rigtig godt om. Han kunne også rigtig begynde at føle virkningen nu. ”Fucking røvhuller!” Han begyndte at le med hende og faldt ned ad stolen, men blev siddende der på gulvet.
Spencer kunne slet ikke stoppe med at grine igen. ”Så kan de lære det,” lo han og rakte hans mellemste finger i vejret. Han trak på skuldrene. ”Min familie er varulve, men det er jeg ikke. Jeg er heller ikke menneske. Så jeg er noget, men hvad ved jeg sgu ikke.” Han kravlede hen over gulvet hen til hende. ”Jeg ser døde mennesker,” sagde han og forsøgte at lyde rigtig uhyggelig, men fordi han var høj, lykkedes det ham ikke særlig godt. Han lagde sig ned på gulvet ved siden af sofaen. ”De er overalt, og det stinker.”

Madison var utrolig god til at skubbe folk væk, men måske Spencer kunne være god at beholde? det måtte tiden vise, men nu hvor han så hende i denne tilstand ville hun nok, være langt mere åben og han ville få mere af vide end normalt. Som han faldt ned af stolen, flækkede af grin så hun næsten fik tårer i øjnene " ja de er, og en dag får jeg ramt på dem " sagde hun grinende. Hun smilede stort " yes de kan så! " Sagde hun, som hun røg det sidste af sin joint.
Som han rykkede sig hen til hende, lagde hun sig på siden så hun kunne se ned på ham, hun hævede brynet let "Hmm så du er et mysterium" svarede hun alt for muntert.
Som han fortalte han så døde mennesker, slap hun et let grin før hun rakte sin hånd, ned og prikkede lidt til hans mave uden nogle rigtig grund.
" du er sikker på det ikke bare er stofferne ? " spurgt hun lidt drilsk, og blinkede til ham, før hun kørte en hånd igennem det korte hår " jeg er heks, men ville faktisk heller være alt andet" sagde hun med et let suk, før hun lænede sig frem for at snuppe chipsene for at tage en håndfuld, og fylde munden hendes mave var alligevel en smule sulten.
Madison så lidt på ham, før hun fiskede en almindelig smøg frem fra lommen, og fik tændt den med sin lighter før hun pakkede den væk, og tog et dybt sug, for så at puste røgen drilsk imod ham.

Spencer lo forsat og kunne slet ikke få luft efterhånden. Han var helt væk, hvilket var præcis hvad han ønskede. Han kunne stadig se og fornemme spøgelserne omkring ham, men det var nemmere for ham at ignorere dem når han var høj. Han smed skoddet fra sin joint fra sig og tværede det ud i gulvet med sin fod.
Spencer lo højlydt da hun kaldte ham et mysterium. ”Nah, jeg er sgu en åben bog, du.” Han skubbede blidt til hendes hånd, da hun prikkede hans mave.
Han rystede på hovedet, da hun spurgte om det var på grund af stofferne. ”Det er derfor jeg må tage stoffer,” indrømmede han. Han satte sig en smule op og så rundt i rummet. Der var kun to spøgelser derinde. Heldigvis virkede de til at gå rundt i deres egen verden. Spencer havde naturligvis ondt af dem, men han kunne ikke gøre så meget ved det. Han ville ikke ofre sit eget liv for deres.
Han nikkede da hun sagde hun var en heks. ”Det lyder ellers nice nok. Hvorfor vil du hellere være noget andet?” Han vidste ikke om det var for personligt for hende. Så han besluttede sig for hurtigt at give hende en mulighed for at undgå emnet. ”Er det fordi du vil være en enhjørning?” Han førte en hånd over hendes pande. ”Jeg kan mærke dit horn er på vej!”

Det var næsten helt befriende at kunne grine, hendes sind var mere roligt nu, og hun følte sig langt mere tilpas og nød faktisk Spencers selskab. Hun kunne ikke lade være med at grine med, det var næsten umuligt at stoppe med at grine, det gjorde næsten ondt i maven til sidst da hun endelig fik kontrol og kunne stoppe, men slap et par host.
Hun smilede af hans svar, imens hun fjernede hånden fra ham for at køre den igennem sit eget korte hår, før hun blinkede let til ham " er du så en god bog?" spurgt hun seriøst, før hun tog et sug mere og puste røgen ud af næsen efterfulgt af et afslappet suk. Hun rynkede let på brynene " er der så spøgelser her nu?" spurgt hun lidt undrende, hun havde aldrig rigtig tænkt over de var her, omkring dem det var en sær tanke at vide.
Madi kiggede lidt på ham som han spurgte, overvejede et kort sekund at lyve, men måske det ville være godt at få snakket om, bare en gang imellem " jeg kommer fra en sekt. Jeg var tæt på at blive giftet væk. For at kunne viderefører sekten. Så ja jeg ville heller være alt andet. Heldigvis slap jeg væk" sagde hun ærligt, og så en smule væk fra ham. Det var aldrig nemt at snakke om, der var sket så meget i den tid af hendes liv, flugt havde været den eneste mulighed for at få sig et liv selv, uden at skulle være styret, men det havde kostet hende meget og de havde givet hende en forbandelse.
Som han snakkede igen, kunne hun ikke lade være med at grine " ja det lyder faktisk bedre" svarede hun muntert, og lo som han rørte hendes pande, selv lod hun en finger dutte ham på næsen, før hun sendte ham et bredt smil, for at tage et par hvæs mere af smøgen " bor du så i Gaia ?" spurgt hun nysgerrigt, selv boede hun jo på gaden.

Spencer greb ud efter en sodavand og tog en god mundfuld, før han stillede den på bordet ved siden af ham. ”Det kommer vel an på hvad du synes er godt i en bog.” Han trak på skuldrene og lod sit blik føre rundt i butikken igen. ”Jeps. To styk. En ældre mand og en kvinde i… 30’erne, måske.”
Spencer skar en grimasse da hun fortalte hvad hun havde været igennem. ”Shit. Det er intens.” Han førte en hånd igennem håret og overvejede hvad han lige skulle sige til det. Han kunne næsten regne ud hun ikke var okay, siden hun måtte tage stoffer for at overleve. Det var ikke altid nemt. Han forstod det udmærket. Han havde ikke været igennem det samme som hende, men nogle gange blev livet så svært, det var umuligt at komme igennem uden en form for flugt.
Han smilede da hun lo. Det virkede til hun havde brug for det, så han var glad for at kunne hjælpe hende på den måde. ”Ja, jeg er næsten lige ankommet med min bedste veninde. Vi bor på et ungdomscenter her i nærheden.” Han havde ikke helt styr på de forskellige områder, bynavne og alt det. Men han vidste han ikke havde gået ret langt, så det måtte være tæt på.

Madison lagde hovedet let på skrå, før hun lo muntert " du er en god bog" svarede hun før hun, sendte ham et bredt smil. Som han kiggede rundt efter spøgelser, så hun også lidt rundt selvom hun intet kunne se, men vendte blikket imod ham som han svarede hende " waow det lyder vildt, tænkte slet ikke på de var her ?" svarede hun forundret, men trak på skulderen så længe de ikke rørte hende, var de ikke et problem.
Hun forstod godt, han ikke vidste hvad han skulle sige, det var heller ikke en historie man hørte hver dag, men det var desværre sandheden for hende, men hun var et bedre sted nu " ja men nu har jeg mit eget liv" sagde hun mere roligt.
Før hun slukkede cigaretten, ned i gulvet ved siden af ham, for så at kaste den væk, før hun satte sig op i skrædderstilling. Madi kiggede let ned imod ham " ej, jeg sover der nogle gange" sagde hun muntert, det var mest hvis vejret var dårligt og hun ikke havde andre steder, for de ville så genre hjælpe hende, men hun ville ikke have deres hjælp, hun skulle ikke til psykolog!
Hun rakte frem for selv for at tage sin sodavand, så hun kunne tage en god slurk, før den blev sat på plads "så kan de være vi ses der ? " sagde hun muntert, og smilede stort til ham. Hun overvejede stærkt at tage en joint mere, men ville ikke helt gøre det uden ham, for et kort øjeblik nød hun stilheden.

Spencer smilede. ”Det synes jeg sgu også. Du er heller ikke den værste bog.” Han vidste godt livet ikke havde været nemt for nogen af dem, men han insisterede også på det ikke skulle stoppe ham fra at leve hans liv. ”Det tror jeg ikke de fleste gør.” Han sørgede for ikke at få øjenkontakt med spøgelserne. Når først det skete, var der en chance for de kunne overtage hans krop, og det havde han ikke lige et ønske om.
Spencer nikkede. ”Det er også bedst at kunne leve sit eget liv.” Han tog en tår mere sodavanden og så på hende, da hun talte igen. ”Cool!” Han lagde sig ned på gulvet igen. ”Chancen er der da.” Han vidste godt det havde sine krav hvis han skulle bo der, men han ville hellere det end at bo på gaden. Det ville sikkert bare ende med ham der kom alvorligt til skade. Her havde han i det mindste nogen der kunne tage sig af ham, hvis der skete ham noget.

Madison grinede let til hans svar, før hun drilsk uglede hans hår, før hun trak hånden til sig " tak tror jeg" svarede hun muntert. Hun kiggede kort rundt, men vendte blikket imod ham igen, før hun nikkede let til hans svar " nej det nok rigtig nok " sagde hun venligt, det var stadig lidt spændende at hører om, men også lidt skræmmende på nogle punkter. Som han så på hende, mødte hendes ravfarvede øjne hans, før hun smilede skævt " ja det er helt klart bedre" svarede hun, tanken om at skulle have født børn for sektens skyld var skræmmende, hun ville være en maskine og ikke et væsen, hun håbede aldrig at se dem igen, så ville det i hvert fald blive med kamp til stregen.
" fedt " sagde hun let, hun prøvede så vidt muligt at undgå de folk der arbejdede der, men vidst også det ville være umuligt i længden.
Madi lagde sig ned igen, og strakte armene let " har du så superkræfter ?" spurgt hun nysgerrigt, før hun så op imod loftet, og lod sine arme falde ned langs siden igen. Det var længe siden hun havde været så glad, det var rart at være sammen med ham, hun håbede på at se ham igen en dag " jeg ved ikke med dig, men jeg kunne godt ryge en mere" sagde hun henkastet, og trak en joint op af lommen.

Spencer rettede lidt på håret efter hun uglede det. Men med de krøller han havde, var det ikke fordi det gjorde meget forskel. ”Jeg læser ikke ret ofte,” kommenterede han og tog en tår mere af hans sodavand. Han havde aldrig tænkt på at spøgelser eksisterede, før hans evne først begyndte. Han kunne nu ikke rigtig slippe for det.
Han mødte hendes blik. Det var rart at møde en ligesindet der kunne forstå, hvorfor stoffer nogle gange var nødvendigt. Han forstod udmærket hvorfor folk var bekymret for ham, men det var bare svært at fungere uden. Han lagde sig bedre til rette. ”Eh, på en måde. Jeg ved sgu ikke helt hvad jeg skal kalde det. Jeg kan høre ting andre ikke rigtig kan og jeg har nogle gange synske forudsigelser, I guess.” Han trak på skuldrene. Han vidste ikke hvor meget superkræfter der var over det. Det var mest bare irriterende. ”Altid.” Han satte sig op og tog den anden joint han havde rullet. Han antændte den og lod røgen sive ned i hans lunger. Han åndede resterne ud og sukkede. Det føltes godt.

Madi lo en smule, hun betragtede ham som han rette på sit hår igen, selvom hun ikke kunne se forskellen. Det var nu meget rart at være her, sammen med ham det var længe siden hun havde grint ægte " et gør jeg heller ikke" tilføj hun.
Det virkede til de begge brugte stoffer, til at få fred og det var rart, at have en der kunne forstå det. Alle andre mente at hun også burde lade være, men de havde heller ikke fremmede stemmer i hovedet, de kunne tænke for dem selv.
Hun mødte hans blik, som han søgte hendes og lod en hånd køre igennem sit eget hår.
Hun rynkede let ved hans svar, men så nysgerrig ud " det lyder vildt nok" svarede hun ham let, og sendte et smil til ham " så kan jeg afslører at jeg kan manipulere med skyggerne og folks frygt " sagde hun, så vidste han at hun også havde dystre evner, måske det kunne hjælpe lidt på det?
Hun lod som han allerede fandt jointen frem, og sørgede for selv at få tændt sin, hun tog et dybt hvæs, og nød røgen som hun lavede ringer af den da den forlod hende.
Det føltes så skønt for en stund, hun greb ud efter posen med chips for at tage en håndfuld, før hun satte den på hans mave, og grinede muntert, som hun lagde sig på ryggen igen, lige nu var livet helt fint selvom hun ikke kunne blive her med ham for evigt.
" skal vi lege truth or dare?" spurgte hun nysgerrigt, før hun grinede let for sig selv, og mærkede roen endnu mere, hun ville nok sove godt.

Spencer trak på smilebåndet. ”Du er lige som den sang jeg hører på repeat i timevis og aldrig bliver træt af. Det er bedre end en bog alligevel.” Han gjorde et træk på skuldrene. Spencer havde troet han var ved at blive vanvittig på et tidspunkt, og var stadig ikke helt sikker på det ikke var tilfældet. Han oplevede bare så mange ting der virkede urealistiske, at det var svært at vide med sikkerhed. Han prøvede dog at fastholde sit greb på virkeligheden og bare være i det.
Han gjorde store øjne, da hun indrømmede hvad hun kunne. ”Damn.” Det var ret voldsomme ting. Han kunne ikke lige forstille sig at gøre det, eller have det gjort mod en, men han synes det lød spændende. Og lidt skræmmende.
Han bøvsede lavmælt efter endnu en tår af sodavanden. ”Ja!” Han synes både det var en god måde at lære en person at kende på, såvel som at blive lidt udfordret til at gøre nogle ting, man måske ikke normalt ville gøre. ”Truth or dare,” spurgte han for at starte legen ud.

Hun smilede stort som han sammenlignede hende med musik, se det var langt bedre end en bog, musik var for hende en måde også at slippe for de mange dæmoner, og indre tanker" det lyder langt bedre end en bog" sagde hun ærligt, før hun grinede lidt for sig selv, for så at tage et sug mere af sin joint og nød røgen.
Virkeligheden var lige nu ikke så vigtig for hende, men hun havde endnu heller ikke fundet noget der interesserede hende nok, måske det en dag ville komme? Hun vidste bare at næste skoleår, ville nok blive kort, hun var sikker på de snart smed hende ud.

Madi kiggede ned på ham, og nikkede let " ja det ret dystert, ikke særligt opmuntrende " sagde hun, med et let suk de var næsten skabt til ondskab, hun var ikke så begejstret for dem, men de var en del af hende.
Som han bøvsede slog hun også en, det var befriende og hun grinede efter, før hun tænkte over hans spørgsmål " Dare " svarede hun så sikkert, før hun satte sig op og tog sodavanden for at tømme den, og lod en ny bøvs slippe. Hendes blik hvilede nysgerrigt imod ham, imens hun slukkede jointen for at lægge den på bordet.

Spencer havde altid fortrukket musik også. Det var nemmere bare at forsvinde til musik. Hvis man læste, skulle man koncentrere sig en hel masse, og det var sgu ikke noget han gad særlig ofte. ”Ja, det kan vi godt blive enige om.” Han vidste ikke ret meget om hvad Madison gik igennem. Det var minimalt hvad hun havde fortalt, og han følte ikke det var okay at spørge ind til. Han vidste fra sig selv, han ikke ville fortælle ret meget hvis folk spurgte, så hvis andre var ligedan, kunne han lige så godt lade vær med at spørge.
Han gjorde en trækning på skuldrene. ”Det er vel hvordan man ser på det.” Han var langt fra den mest optimistiske person, men han mente alting var dobbeltsidet. Det handlede bare om hvordan man så situationen an.
Han så på hende og overvejede hvad han skulle udfordre hende til. ”Prøv og slik din albue,” udfordrede han. Han var spændt på at se om det kunne lade sig gøre for hende. Han havde endnu ikke mødt en person der kunne gøre det. Men han stoppede ikke med at prøve.