A new frind? ~ Elias.j

S: Musik salen
T: 09:45
V: Solrigt med en smule blæst
O: En masse instrumenter.

Luan var taget til time i dans. Hun elskede at danse, eller i hvert fald når hun var sit mere barnlige jeg, som var det hun var lige nu. Hendes klassekammerater havde alle lært at acceptere hende, selvom nogle enkle stadigvæk så skævt til hende, når hun var sit barnlige jeg. Alle børnene larmede lige nu, og snakkede i munden på hinanden, da deres lære trådte ind af døren, og alle blev mere stille. Et venligt smil sås på lærens ansigt. ”Elever. Vi skal i dag ikke danse i dette lokale her, men i stedet for skal vi over til musikholdet. En træning i at i kan lære at danse til musik som andre laver. Så følg venligst med mig over i musiklokalet.” Man kunne høre en del af de andre brokke sig over, at de ikke kunne blive her inde og danse, men de fulgte alligevel med deres lære over til musik. Luan var dog meget begejstret over det, og hun håbede på, at hun måske vil få nogle nye venner der ovre.

Da de kom til lokalet blev hendes øjne store, som hun så rundt. Hun havde aldrig før set så mange instrumenter samlet på et sted. ”Uuuuhhhhh” lød det fra hende, som hun valgte at undersøge et klaver som stod midt i rummet. Læren kom over til hende roligt. ”Luan. Kom med mig over til de andre. Musikholdet vil komme lige om lidt nemlig.” Luan så lidt på læren inden hun så på klaveret igen ”Pææænnnt.” læren kunne ikke holde en lille latter inde, men tog blidt fat i Luans arm, og hev hende roligt med over til resten af klassen, som musikeleverne kom ind. Luan stod nu og betragtede dem alle sammen, som de kom.

Outfit: Link Dog med snickers istedet for støvlerne

Elias var rimelig flad for energi følte han, det at skulle have musik plejede ikke at være et problem for ham, hvilket det som sådan heller ikke var, dog var der det at han følte sig træt, men timen skulle udføres til perfektion som det plejede. De havde dagen forinden fået af vide at dagens time skulle være sammen med danse holdet, så det blev formodentlig en time uden særlig meget spil, men mere koordination mellem hinanden, men han var klar på det, han var jo god til sit klaver spil så det skulle nok gå tænkte han.

Elias kom ind i musik lokalet med hænderne dybt begravet i overtrøjens lommer på vej ind i musiklokalet og gabte kort og så rundt på de andre der var i lokalet, og lod blikket falde på en pige, nok omkring et år eller sådan noget ældre end ham, og lagde mærke til hvordan hun så ud, hun var meget køn, men lagde ikke noget i det som sådan, men sendte hende dog et varmt smil og så over på nogle af de andre drenge på holdet og smilede så til dem og og begav sig over til klaveret og lod fingrene glide over låget på klaveret og smilede for sig selv og lod fingrene trække låget op og derefter fingrene glide over tangenterne og lod sig bare vente en smule til alle havde fundet deres pladser, og pumpede pedalerne en smule for at fjedrene i pedalerne blev varmet op inden at han skulle spille.

Luan stod sammen med de andre for hendes klasse. Nogle af dem så på hende, og sys hun var en smule underlig fordi hun var så barnlig som hun var. Men hun kunne ikke gøre for det.
Som døren åbnede, så hun på dem som kom ind af døren. En af drengene fik lidt mere hendes opmærksomhed end de andre, og det lignede at han så mod hende og smilede? Hun smilede glad igen, og så at han satte sig ned foran det meget smukke klaver. Hun fik store barnlige øjne over det, og kunne ikke holde sin lyd inde. ”Uuuhh. Han spille på flot instrument.” Læren smilede lidt opgivende over hende, men sagde intet. Hun havde nemlig godt fået af vide at Luan ikke var helt normal, så hun kunne ikke helt tillade sig at sige noget. Der gik lidt tid inden timen rigtig begyndte, og musikholdet fik fortalt hvordan de skulle spille. Imens stod Luan og så lidt rundt. Hun havde aldrig før været her inde, men der var meget hyggeligt syntes hun, og hun glædede sig til at høre hvad musikholdet kunne.

Da de begyndte at spille lidt, smilede Luan og uden helt at tænke over det, begyndte hun at danse sin egen dans til musikken. Den vil virke som en glad dans, men samtidig vil man også kunne se den som værende en smule seksuel, selvom det ikke var det hun gik ud efter. Hun dansede for at glæde andre lige nu.

Elias nød at komme tilbage til klaveret, lige meget om han var træt vakte klaveret noget i ham, en lyst og en form for tryghed. Elias havde altid spillet klaver og havde ofte brugt det som en måde at slippe væk fra alt andet. Da han havde sat sig ved klaveret lyttede han til hvad pigen han havde haft øjnene på begyndte at snakke og komme med en lille lyd og lod blikket hvile på hende. Det var lidt som om at hendes sprog var lidt, hvordan skulle man beskrive det? Underudviklet var nok det der kom ham til tankerne først, men alligevel sendte han hende et venligt og varmt smil, og begyndte stille at spille til hvad de andre begyndte at spille og faldt ind i deres rytme og lod fingrene danse over tangenterne, og lukkede blot øjnene og nød musikken og klaverets klang.

Elias åbnede kort øjnene for at kigge ud på dem der var kommet fra dans og lod blikket ligge på pigen, hun havde virkelig fanget hans opmærksomhed, og især med den dans hun lavede næsten foran sig, og så især med hans teenage tanker på højeste gear gjorde det ikke bedre og så hendes dans som værende en smule seksuel, men smilede bare for sig slev og sendte en af de andre et 'is she serious' blik og blinkede til dem bagefter og grinede kort men lydløst med ham og vendte derefter opmærksomheden mod klaveret igen og sit klaverspil

Luan fortsatte med at danse end til musikken stoppede. Hun elskede at danse, og gjorde det derfor altid når hun fik chancen. Eller i hvert fald altid når hun var mere barnlig, da hun elskede noget andet når hun var mere voksen. Læren fortalte at der var pause nu, og de derfor måtte lave det de alle ønskede for nu. Luan så ud af vinduet, og ville gerne uden for lidt. Hun tænkte ikke over at det kunne være koldt der ude, så hun gik roligt mod døren og ud, og havde hverken sko eller jakke på lige nu. Som hun kom ud, skælvede hun en enkelt gang da vinden ramte hende, men hun vendte ikke om for at gå ind igen. I stedet begyndte hun at løbe rundt og det lignede hun havde det sjovt imens. De fleste i hendes klasse undgik hende dog, da de ikke var meget for den måde hun opførte sig på lige nu. De så mod hende og rynkede på næsen over hende, inden de gik forbi hende. Dog virkede det ikke som om Luan lagde mærke til hvordan folk var. Det virkede mere som om hun var i sin egen verden, og ikke så verdenen som alle andre.

Elias lagde til at starte med ikke mærke til der blev kaldt at der var pause. Elias havde lidt et problem med at stoppe og derudover et problem med at falde meget hen i musikken, også det som før blev kaldt Trance, men han ville ikke selv mene det var trancer, han var blot koncentreret i hans tanker. Dog efter noget tid hvor professor Birch havde sagt til dem at det var tid til at stoppe, faldt han ud af sin trancelignende tilstand og så op og så som folk havde stoppet med at spille, og nogen havde forladt lokalet.

Elias stoppede selv og lagde dækket over tangenterne igen og tog sin overtrøje på og forlod selv lokalet og gik udenfor for at trække luft. Elias gik hen mod en af de bænke han plejede at sidde på, og lod blikket glide over de andre der var udenfor, og lod atter blikket falde på pigen fra timen, som han havde synes var lidt speciel, eller faktisk meget speciel, men det var sådan det var men han ville da gerne finde ud af hvad problemet var med hende men ville heller ikke gå hen til hende og bryde det image han havde opbygget siden han kom til akadamiet, så han valgte at opservere hende på afstand

Efter lidt tid stoppede Luan med at løbe. Hun kunne fornemme en som så på hende, og hun blev nysgerrig på hvem det dog var, så hun så lidt rundt, end til hendes blik faldt på drengen fra timen af. Han sad lidt væk fra hende på en bænk, og så ud til at observere hende. Hun smilede meget, inden hun gik hen til ham. ”Heeeeeiii.” Det var tydeligt at høre ud fra hendes hej at hun var maget barnlig i forhold til alle andre. ”Mig Luan.” præsenterede hun sig. Luan havde ingen problemer med at gå over til fremmede. Selv dem som hun ikke burde gå over til. Hun kunne ikke se forskel på ven eller fjende når det var. Så for hende var alle venner. End til de gjorde hende ondt. Selvom så kunne det være for sent for hende i sidste ende nok. ”Dig virke sød.” hun smilede glad og barnligt til ham, efter hun havde sagt det.

Elias så som pigen kiggede over mod ham, og stoppede op med sin random løben og faktisk var på vej over mod sig og lod blikket hvile på hende, altså af hvad han ville mene var hun velproportioneret af udseende, ikke stor og heller ikke lille men lige tilpas af størrelse. Da pigen nåede hen til ham og kom med hendes lange hilsen og lettere barnlige hilsen svarede han bare "Jamen hejsa" og smilede varmt og venligt til hende som altid. Elias var altid venlig mod folk han ikke havde givet ham en grund til andet, og hun havde overhovedet ikke kommet på hans dårlige side.

Da hun præsenterede sig med et rimelig dårligt sprog altså hun sagt en masse af sine ord og vendinger forkert, men han forstod da hentydningen med det hun sagde, det var ikke fordi at det var helt forfærdeligt, men af hendes alder så synes han det var yderst mærkeligt at hun snakkede på og svarede hende "jeg hedder Elias. Hyggeligt at møde dig Luan" og nikkede til hende og lod blikket glide rundt og så som de andre var travlt optaget af andre ting og lod blikket glide tilbage på Luan som hun komplimenterede ham og svarede "jamen tak og i lige måde da" og smilede varmt til hende, og regnede ikke med at hendes kompliment havde noget dybere i sig, ud fra hendes barnlige opførsel. Elias havde også selv en anden han kiggede lidt langt efter.

Som Elias smilede til hende, og sagde, jamen hejsa, smilede Luan stort til ham. Hun kunne godt lide hans smil, da det føltes til at være beroligende på sin vis. Hun håbede inderligt at han måske var en ny ven. Selvom han dog måske ikke tænkte på at blive venner, var Luan mere end frisk.

Lidt efter præsenterede han sig. Elias hed han. ”Elias. Mig li det navn.” sagde hun og smilede glad og barnligt. ”Mig ogs sys det hyggeligt møde dig.” sagde hun som han sagde, at det var hyggeligt at møde hende. Hun så godt at han så mod de andre elever, inden han så på hende igen, og sagde i lige måde til det hun havde sagt. ”Yay” lød det glad fra hende af. Ja luan var meget barnlig, men Elias skulle med sikkerhed nok møde hendes voksene side, hvis han da blev hængende om hende end til da.

Elias holdt blikket på hende og så hvordan hendes smil kun blev større som han snakkede til hende og at han var den flinke person han var. Elias var en person der ikke ville gøre nogen noget, med mindre han var nød til det.

Elias lod en lille latter forlade sine læber og svarede "Det er jeg da glad for at du kan" og fortsatte "dit navn er heller ikke helt slem" og smilede skævt til hende og hørte hendes barnlige stemme endnu engang. Der måtte altså være et eller andet med hende, for det var slet ikke normalt for en på deres alder at være som hun var, men det kunne jo være det var fordi hun var en race der ikke var vandt til sproget måske? og måske var yngre af sind generalt, men han håbede da der var lidt mere intellektuelt over hende i stedet for kun hendes barnlige opførsel, for så kunne det da sagtens være han kunne blive lettere irriteret over det, og det gjorde ihvertfald intet i ham den måde hun var på, selvom hormonerne raste, følte han ikke nogen direkte tiltrækning