New school and a bad start / Riley

Påklædning: Mørkeblå sweater med pailliet mønster af en mund, dækket af en grøn jakke. Sort glitter nederdel, sorte leggins og sort-hvide sko. En lille brun håndtaske henover skulderen.



Aften timen i drama-klassen var trukket ud og Riley kom derfor senere ned til aftensmad end de fleste andre. Klassen var i gang med at sætte stykkerne sammen, således at det ikke ville vare længe før teaterstykket ville præsenteret og de ville begynde at sælge billetter. Riley havde endnu ikke fået stor og vigtig rolle, men hun fik lov til at sige nogle replikker og spille skuespil – noget af det hun elskede mest.
Da hun gik ind i spisesalen, havde hun derfor blikket på en stak papirer som var klipset dårligt sammen; manuskriftet.
Hun læste stykket igennem og forsøgte at finde ud af hvad der skete i løbet af stykket, som fik hendes figur til at skulle handle som hun gjorde. Hun gjorde alt hvad hun kunne fore at lære, for det ville jo være fedt hvis hun en dag fik hovedrollen. Hun havde tre chancer endnu medmindre der kom mere end et teaterstykke per år. Som hvis hun var en automatiseret robot, gik hun direkte ind i køen og lod sin bakke glide med sig hele vejen indtil hun havde fået sin mad. Intet omkring hende, heller ikke cafeteriedamen kunne trænge igennem til hendes læsning på manuskriftet.
Med sin mad på en tallerken, på en bakke, lagde hun manuskriftet på bakken, så hun kunne læse lidt mens hun gik ned mod sin sædvanlige plads, som hun nærmede sig, kunne hun dog dufte at tingene ikke var som det plejede. Dette fik hende til at se op. Et menneske havde sat sig på hendes sædvanlige plads. Den plads hun altid sad ved, hvor hun kunne sidde i fred og ro. Hun fnøs kortvarigt før hun gik de sidste meter hen og stillede sig så vidt muligt ved siden af ham. ”May I sit here?” spurgte hun, men valgte dog at sætte sin bakke på bordet, tæt op ved siden af ham, inden hun satte sig ned ved siden af ham. ”You’re new, right? I’m Riley,” lød det fra hende, inden hun  rakte sin arm over til ham for at give ham et godt og kraftfuldt håndtryk.

”Hi,” hilste hun, som han trykkede hendes hånd og præsenterede sig ved navn. Elias. Hun så kort på hans mad, og lagde mærke til at han havde tegnet noder i sin mad. Hendes blik forsatte over på sin egen bakke, hvor hun greb et æble, som var på bakken. Næsten samtidig med ham, tog hun en bid af sit æble. Det var godt sprødt og skallen knaste. Han stillede så et spørgsmål og hun fik hurtigt slugt sin bid. ”It’s my second year,” svarede hun og trak let på et drillende smil. ”You really like music, huh?” spurgte hun så, for at forsætte samtalen. Med sin lillefinger pegede hun ned mod hans mad, som der stadig var tydelige symboler i. Var det mon noder? Hun var selv ret vild med instrumenter, men havde aldrig rigtig turde tage chancen og spille på et instrument. Derudover havde hun ikke tiden til at kunne have dét som en hobby også. Hun havde rigeligt at se til. Hun kunne næsten fornemme på ham, at han var skrøbelig, og valgte derfor at vente lidt endnu, med at kræve, hvad hun vil kalde for sin plads. Han var trodsalt ny, og ville snart få indrettet sig til hver og en elev på skolen.

Et skråt smil formede sig på Rileys læber, som han spurgte hvorfor nogle steder var forbudt for ham at gå hen til og hvorfor nogle af eleverne ikke var smarte at gå i nærheden af. Hun fnøs kort, ikke for at håne ham – men vidste han ikke noget? ”You know, unless you want to be those beats’ lunch, I would recommend to stay away from them,” lød det fra hende, og pegede med hånden der hold sit æble, i retningen af en gruppe elever. De sad alle med vandflasker – udover at der ikke var vand i flaskerne, men tyk rød væske; blod. “Vampires and blooddemons can be quite tough, unless you know how to get them away from yourself,” uddybede hun og så først nu mod ham igen. “Sirens, those pretty ones,” sagde hun og pegede I retningen af en anden gruppe, “They can be quite scary too, if they get you too close to the water,” hun rettede sig imod ham og lagde hoved let på skrå. “Some of the places you’re not allowed to go to might be areas where those kind of species hang out,” fortalte hun og tog endnu en knasende saftig bid af sit æble.

Hun nikkede let, som han forklarede at han var meget glad for at spille klaver, “Cool. If you’re good you might be able to play for the drama class,” foreslog hun. Det kunne jo være han havde et fantastisk talent og kunne arbejde godt sammen med dramaholdet, nu hvor roller var blevet fordelt.

Riley begyndte at smågrine lidt som han undrede sig over hendes ord om vampyrer og bloddæmoner. ”Tales? No, no, no,” grinte hun og drejede sig mere med fronten mod Elias. Så snart hun indså at han ikke bare lavede sjov, men faktisk troede det hele var historier, spærrede hun øjnene lidt op og måbede lidt. ”You really know nothing?” spurgte hun og blinkede lidt overrasket. Hvad var det dog for en familie at sætte sit menneske barn ind på en skole for overnaturlige, uden at give ham nogen form for viden til hvad han blev smidt ind i?

… Full of things that want to kill humans like me? Hun vippede lidt med hovedet fra side til side. “Not really, just… A bunch,” lød det fra hende inden hun stoppede sit hoved fra at vippe fra side til side. Skolen var ikke for enhver person, og hvis ikke man kendte til de forskellige racer, hvad der kunne trigger dem og hvordan man skulle begive sig og forsvare sig på skolen, så var man så godt som død.
What are you then? ”Huh? Oh, I’m a werewolf,” smågrinte hun før hun hapsede ud i luften for at drille ham og alle de historier han havde hørt om varulve og deres bid. Riley var drilsk og barnlig af sind, dette var i den grad noget man kunne se på hende, sådan som hendes øjne nærmest skinnede af drilleri.

Riley pressede sine læber lidt sammen, som han nævnte et sjældent talent indenfor spil af klaver og nikkede let til hans ord. ”I bet you would,” klukkede hun. ”You can just go and ask my teacher. I’m pretty sure she’d appreciate that you show your face,” fortalte hun og trak lidt på sin ene skulder. Hun skulle ikke være stikirenddreng.

Et bredt smil forblev på Rileys læber, som han selv nævnte det ville være en ide at ændre på hvor vidt han vidste noget. Så havde de da en plan; og hvis ikke den lykkedes, så ville det jo komme til udtryk i det hun fortalte om. Hospitalsfløjen.
Sarkasmen var tydelig i hans stemme, og fik hende til at trække på et skævt smil. ”I know right? I’ll make sure to be on front row when it’s your turn,” drillede hun ham. Hun håbede dog inderligt at han ikke ville komme til skade, men at hvis han skulle, at hun ikke ville være i nærheden til at se det, selvom hun selvfølgelig gerne ville hjælpe ham, vis han nu skulle ende i problemer. Der var jo nogen fordele ved at være varulv.

Riley grinede som han næsten overgav sig, da hun pralede af at hun ikke var sød på den dårlige side af hendes relations bog. Hvis hun skulle være ærlig med sig selv, syntes hun ikke selv hun var særlig voldsom mod dem hun var uvenner med – men hun havde sine metoder som kunne virke noget så intimiderende. Det var i hvert fald det hun sagde til sig selv.
En torn høj, muskuløs fyr nærmede sig dem, som Riley satte sig. Han havde asiatiske gener, hvilket var tydeligt på både hans øjne og næse. Han bar en trøje tilhørende et af de mange sportshold på akademiet og i hans ene hånd bar han hvad der lignede en vandflaske, dog med den alarmerende røde væske i. Han lignede ikke en der havde travlt og hvor end han gik, sendte han et venligt smil til de andre elever.

Riley forsatte med at knibe sine øjne lidt sammen, som han forsatte med at være ret så selvsikker på at han ville tage hendes spotlight. Han virkede næsten helt kæk. Hun kunne godt fornemme det blot var drilleri, men alligevel kunne hun ikke lade være med at føle det var lidt en udfordring så hun ville kunne gøre sit bedste. ”Fine. Let’s make it a competition,” tilbød hun ham og rakte ham sin højre hånd for at kunne give hinanden hånden på at de ville se hvem der ville tage spotlyset. Det krævede selvfølgelig også at Riley enten fik en hovedrolle eller en rolle hvor hun virkelig kunne give den gas – og så skulle hun måske også øve sig noget mere.

”Is everything alright, pup?” lød det fra den høje skikkelse, som tydeligvis var Benjamin der var nået hele vejen hen til de to yngre elever. ”Is he bugging you?” han pegede på Elias men så på Riley, for at se på hvordan hun reagerede.
”No, no. Everything is fine. I just wanted to introduce you two!” lød det med et smil på hendes læber. ”Benjamin, Elias. Elias, Benjamin,” præsenterede hun dem, og pegede skiftevis på den person hun nævnte ved navn. ”He’s new here, and I thought he should know some muscles who won’t hurt him,” lød det fra hende med næsten glitrene øjne. Det var tydeligt på måden Riley så på bloddæmonen, at hun så op til ham.
Benjamin rakte derfor en velkommende hånd til Elias. ”Greetings,” Ville han hilse og give Elias et kraftigt men kontrolleret håndtryk.
Hun lænede sig lidt over mod Elias, ”Benjamin is a blooddemon. They’re almost as strong as vampires,” hviskede hun til Elias.