I wasn't born to behave...

“Now if you guys just… Would you… Hey, guys there’s still four minutes left of the class...” lærerens stemme forstummede under den tiltagende summen, af snakkende stemmer i færd med at lave aftaler for dagen, som blandede sig med stoleben skrabet hen over det slidte grøngrålige gulv. Da han efter tredje forsøg på at få sine elvers opmærksomhed druknede i støjen, var grænsen nået. I en højlydt rømmen der fulgte efter lyden den hårde af træ mod træ, fik små snakken til at standse brat. Alles blikke vendt mod den lavstammede mandlige lærer, hvis tynde hentehår ikke dækkede meget af den tiltagende måne.
“Now if you would be so kind and sit down for the next three minuts, thank you.” en pause blev lagt ind, kort nok til ingen kunne nå at komme med indvendinger, men stadig lang nok til at der kunne pareres ordre. Tæt på lydløst fandt folk tilbage på deres repræsentative pladser, hvor de sad afventende til sidste mand var på plads. “As you all know it’s about time to switch up the study groups, but this time will be different. I’ll be the one who decide who work up with who… Understand? The next three months you’ll work together in the teams given today.” lød det ud i klasselokalet, hvorefter Hr. Hahn begyndte at opremsningen navnene i grupper på henholdsvis to og tre.

“Group number seven, Ms. Solovyova and Mr. Kennedy…” straks Fleurs efternavn var blevet nævnt, søgte de lyse øjne mod hvem der skulle være hendes kommende kemi partner. Skuffelsen var mærkbar, da hun blev mindet om hvem der bar efternavnet Kennedy.
Slet skjult for det grønne blik, gled hendes egne blå op mod loftet i en himlen og et uimponeret ”Great…” sukket ud. Klassen var stor og selv for en social sommerfugl som Fleur, så var det tæt på umuligt at snakke med alle. Judas var dog ikke gået hendes næse forbi, men sjældent for det bedre. Med udsigterne til at hænge på en, der oftest lod til at have tankerne alle andre steder henne end på hvad han burde, hvis ikke det indebar flammer, bryster eller lyden af noget der blev sprunget i luften. Det var derfor ikke med et strålende smil, men derimod med en halv stramme mine, at Fleur søgte mod døren så snart klokken ringede ud.