Strangers with familiar faces

**Humør** : - **Antal indlæg** : 27

Tag: @Roman
Time: Monday, 12.24 PM
Weather: Early spring, clear sky, around 8°C in the sun
Place: Aston, Gaia Square
Surroundings: The Brewed café. Music can be heard from the speakers, slightly crowed given the time of the day
Outfit: White and black high waisted gingham pants, oversized washed demi jacket, white crop top with long sleeves, doc Martens boots in oxblood red and a small black leather backpack
Other: Loose hair with middle parting, hoop earrings, makeup kept at mascara, helmet and her custom made Harley Davidson 2009 Fat Bob
_______________________________________________________________________

Strangers with familiar faces V08mO0m

Imiterende en doven huskat der havde indfundet sig i en lyskegle af solstråler, gav Raven sig søvndøsigt under den varme dyne. Begge arme blev strakt op over det uglede hår, med en veltilfreds lyd til følge, inden hun trillede halvvejs om på maven.
Øjnene var endnu kun halv åbne, da vækkeuret blev drejet “Shoot…!” udbrød hun under opspærrede øjne og nærmest væltende ud af sengen.
Vandet nåede ikke at blive ordentligt varmt, inden hun var trådt ind under det, til hendes store fortrydelse. I klædt håndklæde lukket omkring brystkasse og hår, formåede hun at finde og påklæde sig til dagen. I alt sin hast blev soveværelset efterladt i en tilstand bedst beskrevet som en mindre krigszone. Tøj flød på gulvet, som havde skabet valgt at kaste alt sit indhold op. Resten af lejligheden var mere tilforladelig, da døren smækkede i bag brunetten.

Ved ankomsten foran Brewed, blev harleyen parkeret og motoren slukket. Det mørke visir slået op, før hjelmen blev taget af og fastlåst til forhjulet med motorcyklelåsen. Caféen var halvfyldt da Raven trådte ind. Langt de fleste siddende ved et af de mange borde, med næsen begravet dybt i opslåede skærme, studiebøger og notes blokke eller i færd med at dele weekendens vilde udskejelser med veninder og venner.
Køen var derfor, til Ravens brokkende maves held, kort. Placeret bag en efterhånden ret velkendt, mørkhåret, nakke, stillede hun sig ind i køen “Seems like I’m not the only one running a bit late, huh?” spurgte hun med mundvigene trukket op i et venligt og imødekommende smil.

Emne: Sv: Strangers with familiar faces Fre Mar 12, 2021 4:48 pm

Outfit
_____

Langtfra tilpas. Han stod og trippede i køen, håbede på at hvis han nu bare trippede hurtigt nok så ville tiden gå - men det gjorde den ikke. I stedet for så virkede tiden uendelig. Roman brød sig ikke om at vente, eller jo, hvis han kunne gøre det i stilhed. Her tænkte han ellers at de her på Brewed café var varulvens stamsted, men åbenbart var det i det nye år blevet alles yndlingssted. Roman havde virkelig behov for at finde sig et nyt sted, men i samme sekund som den tanke ramte ham, så hørte han lyden af en velkendt stemme. Et smil sneg sig op på hans læber som han drejede hovedet en anelse til siden. Åh ja, en af de bekendte stamkunder her, ligesom ham selv. "You don't say, and here I thought I was their favorite costumer," Roman fnøs lidt for sig selv. Køen var lang denne mandag middag, og han skulle være tilbage på akademiet indenfor de næste par timer. Det var fordelen på ved at læse foran, når studietimerne ramte kunne han stikke af til Gaia Square. Også havde han ikke følt for at være på akademiet for tiden, når Wayne ikke havde planer om at komme tilbage og Maya havde sine ting at håndtere - så var Roman pludselig i sine egne tanker med at håndtere døden af sin bror. Ikke at han var alene, han havde sine forældre og andre søskende. Alligevel trak han sig lidt i sig selv, han kunne godt lide at være alene, men han kendte også forskellen på at være alene og ensom. "It's been pretty crowded here since they got that new.. what is it, iced cappuccino stuff? I read somewhere online it should be the next big thing, but don't color me impressed just yet," klukkede han en smule og nikkede til hun kunne komme op og stå ved siden af ham i køen.

Det var sjovt, egentlig kendte de ikke hinanden overhovedet. Roman vidste de havde udvekslet navne, og de talte engang imellem når de først mødtes. Ellers, så var det blot et bekendtskab. Men et bekendtskab han følte sig behagelig nok tilpas i til blot at løsne op på den anspændthed der ellers havde fundet vej til hans skuldre da han trådte ind her. "So, what kind of trouble are you getting into these days Raven?"

**Humør** : - **Antal indlæg** : 27

Det havde været lige før at Romans uro kunne mærkes som små vibrationer af energi, der pulserede fra ham. Passende til hans kontante trippen på stedet i et forsøg på at få tiden I køen til at gå hurtigere, i stedet fik det den modsatte effekt og frustrationen var da også et split sekund tydeligt, da han drejede sig og læberne brød i et smil “Well aren’t we being a little dramatic today?” kommenterede hun med et drillende glimt i de mørke øjne. “I’ve seen how they almost fill your cup to the brim. It’s a wonder of coffee magic, how they gets the lit on.” forsatte hun muntert på hans spekulationer om, hvorvidt han ikke længere blev anset som en af ynglings kunderne.
“The whipped coffee? I heard it should be pretty good?” spurgte hun og trådte op ved siden af ham. Hun ville have tilbudt ham det samme, havde det været omvendt, også selvom de ikke kendte mere til hinanden. Det eneste de var bekendte med var hinandens navn og andre mindre detaljer, så som at han gik på akademiet og hun for det meste fik dagene til at gå med at tatovere folk. Alligevel havde det altid virket så naturligt at snakke med Roman. Der var bare noget ved hans person, som formåede at eliminere en hver akavet stemning.
“Oh you know just the usually stuff? Rob a bank, steal a car and just because I feel extra adventurous today I might order the famous whipped coffee.” hun forsøgte virkelig at holde masken, men desto længere hun kom i sine egne ord, desto mere krakelerede det fregnede ansigt. Sorry, Roman.” beklagede hun med en let latter. “Actually my plans just got canceled or not quite…. But my plans were to draw some of the old folks playing chess in the park this morning, and I over slept, so here we’re.” svarede hun og lod kort armene løftes ud til hver side, på passelig med ikke at ramme hverken ham eller de andre i køen “And you?” spurgte hun, med et oprigtigt nysgerrigt udtryk i det let skrånede ansigtet.

Emne: Sv: Strangers with familiar faces Ons Mar 31, 2021 10:08 am

Well aren’t we being a little dramatic today? Han klukkede lidt. Roman var kendt for at være bitter dramatisk, mest af alt fordi, at han aldrig tøvede med at sige hvad han tænkte. "I missed a month, and you get downgraded. It's a shame to the whole coffee community," pointerede han og rystede kort på hovedet. Måneden efter Romeos død havde været hårdest og han havde næsten ikke bevæget sig fra husets grund og da slet ikke hen for at få kaffe. Stedet mindede ham for meget om sin bror, og han overvejede om det måske var et tegn på at skifte sted. The whipped coffee? Han nikkede og løftede en finger op og viftede den kort, "yup that's the one," svarede han med et kort kækt grin. Rose havde snakket om den førhen, men den figurerede også rundt på de sociale medier - det var vel på tide nogen begyndte at lave den mod betaling. Sådan fungerede denne her verden, underligt nok.

Romans smil spredte sig bredere over hans ansigt, som hun svarede på hans spørgsmål. "Without me? I thought I told you to tag me along next time you decided to go rouge," klukkede han og lagde hånden på hjertet som såret af hendes beslutning. Det var sjovt, på trods af de aldrig sås udenfor disse vægge, var hun en af de få folk på denne jord, som han faktisk kunne fordrage og ikke havde noget imod at bruge tid med. Dog som hun fortalte sine oprindelige intentioner om dagen nikkede han stille, og åndede ud. "I'm in between classes, but I'm thinking about calling it a day. Maybe - we should go to the park. See if there is anything interesting you can draw instead? I mean old people playing chess - doesn't seem like the most interesting motive, to be fair," forslog han så med et varmere smil, som de trådte nærmere i køen. Hvordan kunne en kø være så lang, eller var det bare personalet der var langsomt?

**Humør** : - **Antal indlæg** : 27

Aldrig nogensinde havde Raven forestillet sig, at hun ville føle at hun kendte en person så godt som hun gjorde med Roman.
Et var at føle noget andet var hvad de rent faktisk kendte til hinanden. Virkeligheden var de knapt kendte hinanden, de små samtaler i køen til sandwichs og varme drikke havde aldrig været lange nok til at lære hinanden at kende på et dybere plan. Alligevel havde bekymring nået at slå rod i hendes brystkasse da han for en måned siden pludselig ikke var at finde i mængden. Hun havde sågar taget sig selv i at vente forgæves i halve og hele timer udenfor Brewed i håbet om, at han ville komme slentrende ned ad gaden. Så at se ham her i dag havde med det samme gjort dagen så meget bedre allerede – hvis hun bare havde vidst, hvorfor at Roman nærmest havde været forsvundet fra jordens overflade. Det var dog intet hun ville snage i nu, her, i steder satte hun bare pris på det kække grin og de små bitre stikpiller.

Raven drejede sig en anelse nærmere ham, hvorefter begge hænder blev lagt blidt omkring den overarm nærmest hende, mens hun spurgte: “Oh I’m so sorry Roman, I must have gotten a slight form of dementia will you ever forgive me?”. Underlæben blev skubbet en anelse ud, mens hun opsatte det mest troværdige hvalpeblik, som hun kunne præstere. Inden den triste mine langsomt bristede under et smil og en mild latter. Hænderne fjernede sig og hun skubbede lidt af sit hår bag det ene øre, kun for at største delen af det faldt tilbage til sit udgangspunkt.
“ I mean, I’m not much for saying yes to you skipping school…-” startede hun eftertænksomt ud og lod kortvarigt blikket sænkes til sine skosnuder, mens de trådte nærmere disken. Blikket løftede sig og søgte hvile i hans med hovedet let skrånet inden han kunne nå at komme med indvendinger. “- but I’ve missed your presence.” tilføjede hun dernæst ærligt med et smil der under sin oprigtighed tog en genert kant. Kunne hun overhovedet tillade sig at sige det?
“I would love for us to go to the park. I might draw you enjoying your new foamy coffee, while you’re secretly judging all the people passing by in your head.”.

Emne: [color=#BC8F8F] Søn Maj 09, 2021 7:06 am

"Oh, come on Raven - since when haven't you been up for breaking the ground rules a little bit?" He teased with a little smirk on his lips. Roman was perhaps not as smart as his friends Maya and Wayne, but those two also had a brain made of something incredible that he was sure they sometimes spoke a different language. However, Roman was smart too, behind with all his school work, sure he was, grief had taken a toll on him. Nothing of what really used to matter, mattered anymore, and he was desperate to feel alive. He couldn't help but smile to her confession about the fact that she had missed his presence. He had as well missed hanging out with her, even if they usually never enjoyed each others company outside of this place, then perhaps it was time for a change.
Roman chuckled a bit by her reply to going to the park and draw him. He lifted a brow slightly, before a slightly cheeky smile lifted on his lips. He could clearly imagine that scene though, his middle name was at this point judgy - which he had learned to accept. "Oh yes, draw me like one of your French girls," he replied already feeling a slight bliss in his soul. It was true he was one of the most grumpy people you could meet, and there was no doubt that when he got old, he would be yelling at people to get off his lawn and curse over the youth. But truth to be told, he also had a small circle of people that he treasured as if they were made of gold, which a part of him had chosen to believe that they were.

Finally, it was their turn to order and Roman placed his order and payed, stepping aside so Raven could place her order as well. Then they just had to wait for the barista to make the coffee. "So, what have you been up to lately? Don't tell me you have been sitting here waiting for my return," he said in a slightly more teasing matter. He had still yet to tell her what had caused his sudden disappearance.

**Humør** : - **Antal indlæg** : 27

The eyes widened as one of her hands lifted to her chest in a clearly overdramatic manner “What on earth are you accusing me of? I'm a good Christian girl. I would never do such things as breaking the rules, Roman.” his name had barely left her lips, before the fake expression of disbelieving crackled under a giggle and a smile going from ear to ear. She wasn't going to mother him for skipping class to hang out with her instead. The truth was she had been dead worried when he stopped showing up at The brewed, so she couldn't help wanting to have just a little more time in his presence, and if that meant drinking coffee in the park and ignoring school and education was a thing she would gladly turn the blind eye. Besides that, she of cause had questions as to why he so suddenly disappeared, what had happened, and all that kind of question that she couldn't ask here or maybe not at all. It all depended on the timing and how nosey she had the courage to be.
She couldn't help herself by holding both hands up in front of Romans' face, having the tips of the thumb and the index fingers touch to form a frame with her hands, saying “I'll make you my muse.” before lowering the hands blinking teasing with the eye and a burst of soft laughter.

While Roman gave his order, Raven glanced up at the menu display on the back wall, looking like someone how couldn't make the same order as usual. And that was exactly what she did when he stepped aside for her to order. A large cocoa cappuccino with extra chocolate drizzle and two big chocolate chip cookies, it was a wonder she didn't suffer from diabetes or weighed over 242.50 pounds.
“Besides tattooing and washing my motorcycle? Uhm, I've met this girl named Cecilia at a party. She is the nicest person and I think she likes pizza more than I do.” she answered while waiting for their order to be handed over. Leaving some of the details out on purpose.

» All around me are familiar faces
» All around me are familiar faces - Razor
» A familiar, non-familiar face - Syntyche.
» Faces in the dark. [[Hera]]
» Strangers