Good Cop and Bad Cop

Dato og tid: 27 december 2020, 17:58
Sted: Politistation i Aston + skov de tager ud til
Vejr: Mørk uden for, let sne
Påklædning: Højhalset sort trøje, sorte bukser. Har en sort frakke i garderoben.
Emnepartner: @Cael

Fingrene cirklede lidt rundt hen over kassen med donuts, inden Aurelia besluttede sig for at tage en med lyserød og hvid glasur. Hun så engang på sit ur på sit håndled, som hun tog en bid af donuten. Hun skulle til at komme afsted hvis hun ville nå hen til Caels kontor til tiden. Hun havde kun lige startet på jobbet som krimi fotograf for en uge siden, og var allerede blevet kaldt til et møde med en af de øverste. Enten var det meget godt, eller så var det meget skidt.
Dagen før havde hun været ude og tage billeder af en sag som hun havde givet til Cael, men hun regnede ikke med at det var billederne hun afleverede der var noget i vejen med. Havde hun overset noget? Tog hun for få og for uspecifikke billeder? Tog hun for mange unødvendige billeder?
Hun greb endnu en donut i den ledige hånd og begav sig mod Caels kontor. Så snart hun ankom bankede hun på. Hun ventede på hun fik et ’kom ind’ eller lignede, før hun åbnede døren. ”You wished to see me?” lød det undrende fra hende som hun fik begivet sig ind af døren, med en donut i hver hånd.

Et bredt tandsmil spredte sig på hendes læber, som han hilste på hende. En lille tøvende og splittet lyd kom fra hende, da han rakte hånden frem. Hendes hænder var jo optaget! Med en lille manøvre, fik hun dog sat den halvspiste donut oven på den ikkespiste og givet ham et fast håndtryk. Hendes hænder var, heldigt for dem begge, ikke fedtet eller beskidte på nogen måde. Hun var ikke nogen vatnisse, og vidste i den grad hvordan man gav et ordentligt håndtryk. ”Evening,” hilste hun tilbage inden hun slap hans hånd.

Cael vidste hvordan man kom til sagen, bogstaveligt talt. Hun lukkede døren bag sig forsigtigt. Hendes i forvejen store øjne virkede til at spærre sig en anelse op som han forklarede. Det virkede alvorligt. Hun nikkede dog bestemt som han spurgte om hun var indforstået med hvad der blev forlanget. ”Yeah, yeah, sure,” lød det fra hende inden hun lod sin frie hånd tage både kuglepennen og papiret. ”I’ll just…” lød det fra hende med et lille smil, som hun hævede donutsne, for at vise hun lige skulle stille dem et sted, så hun kunne skrive under. Hun gik hen til hans skrivebord, skævede op til ham, for at sikre sig at det var okay hun satte donutsne på hans bord, inden hun satte dem og papirerne på bordet. Bøjet forover, bladrede hun siderne lidt igennem, for at sikre sig der ikke stod noget urimeligt. En øvet, fornem og utrolig flot cirklet underskrift blev skrevet på papiret inden hun lagde kuglepennen fra sig, samlede papirerne og rakte dem tilbage til Cael. Hånden, som ikke længere var beskæftiget af kuglepennen, var fristet til at gribe fat i donuten og tage en bid, så hun kunne koncentrere sig om hvad han fortalte hende. Det var en slags teknik hun brugte, for at huske bedre; at kæde smage sammen med lyde, ting hun læste eller andet. Hun valgte dog at holde den kriblende hånd på bordet.

Hun nikkede langsomt, som hun var indforstået med at hendes billeder ikke skulle op nogen steder. Ingen aviser, ingen internet, ingen steder overhovedet. Ingen måtte vide noget… Men hvorfor? Var der noget hendes 2500 år gamle hjerne ikke kendte til? Højst sandsynligt. Hun kneb øjnene lidt sammen, som han nærmede sig et pengeskab i muren som han låste op. Hvad gemte han derinde? Hun skulle lige til at lade sin hånd læse bordet, så hun kunne finde ud af hvad han gemte derinde, men han nåede at vende sig mod hende med et kort. Hun blinkede lidt overrasket som han forklarede, men lod sin hånd slippe bordet, for at nærme sig ham og tage imod kortet. ”Yes,” lød det fra hende, for efterfølgende at tage kortet hen over hovedet og lade det falde på plads under brystet.
Da han nævnte hun skulle indlevere hukommelseskortet hun brugte til casen, klappede hun kortvarigt på både sine forlommer og baglommer. Kortet lå i hendes kamerataske, som hang sammen med hendes jakke. ”Yes, of course,” lød det fra hende, selvom hun var lidt nervøs for at han gerne ville have kortet med det samme. Hun havde masser af hukommelseskort, så hun skulle bare finde ud af hvilket hun havde brugt til den case, så hun kunne reservere det specifikt til den case og eventuelt markere det, så det var nemt at genkende når hun skulle afsted i en fart.

Hun nikkede som han nævnte hun skulle køre med ham. Det var vel også bedst, hvis de skulle undgå at spilde benzin og hvis de skulle snakke om casen. Hvem kunne jo være sikker, hvis de skulle snakke over telefon eller lignende. Han nævnte hendes kræfter, hvilket fik hende til at trække lidt på et smil. Han måtte have snust lidt op om hende efter hun havde afleveret billederne; det var hun næsten sikker på. Det var jo et nyt ansigt og sagen var jo ret fortrolig. ”Sure, I can help you out,” lød det fra hende, inden hun tog sine donuts, da hun fornemmede de var på vej ud af kontoret. Da han trak en skudsikkervest på, kunne hun ikke lade være med at undre sig. Skulle hun ikke være beskyttet? Godt nok var hun en ’gammel krage’, men hun skulle da stadig have lov til at leve, ikke? Hun kommenterede dog ikke på det, men valgte at gå ud ad døren, som han holdt for hende. Så snart hun var ude af kontoret, tillod hun sig at tage en bid mere af den halvspiste donut. Det var nærmest bedre end sex.
Hun fulgte pænt efter Cael, som han viste vej. Hun snuppede sin jakke og sit kamera ved udgangen og forsatte hent il hans bil, hvor hun ville sætte sig på passagersædet.

Som hun fik snuppet sin jakke og sit kamera, fik hun smidt den sidste bid af donuten i munden. Så var der kun den hele tilbage. Aurelia havde svunget sit kamera over nakken på vej ud til bilen, og skulle til at tage sin jakke på, som hun blev tilbudt en skudsikkervest. Hun smilede blidt som han rakte den til hende. Hun lagde sin jakke over i den hånd hun holdt den sidste donut og tog imod vesten. ”Thanks,” lød det fra hende inden hun, med lidt besvær, fik vesten over hovedet. Besværet var ikke fordi hun ikke vidste hvordan man fik den på, men fordi hun havde en arm mindre at jonglere den rundt med. Det var næsten som hvis hun havde en amputeret arm, sådan som hun fik den på. Hun stoppede, midt i at spænde den ene side af vesten, som han kommenterede på hun skulle stoppe med at spise. Hendes grønne øjne så op på ham, med en lille rynke mellem brynene. ”Does it bother you that much, that I’m eating?” spurgte hun og hævede et øjenbryn, inden hun med lidt stædighed fik spændt det sidste. Hun iførte sig så sin jakke, for at dække vesten og holde varmen. Hun tog først det ene ærme, satte donuten over i den anden hånd, og fik det andet ærme på. ”Shouldn’t we rather get going, than discussing my eating habbits?” tillod hun sig at tillægge som spørgsmål. Hun fandt det ikke selv et problem at hun spiste, da hun, efter mange års erfaring, vidste at hun havde brug for rigeligt med mad, for at kunne holde sig selv kørende, og hun havde ikke lyst til at skulle forklare, hvorfor hun havde brug for at spise.

Aurelia nikkede taknemmeligt, som han bekræftede at det ikke var et problem at hun spiste, og at de ikke skulle spilde tiden på at snakke om hendes spisevaner. Hun fik til sidst lukket sin sikkerhedsvest, og vendte derefter snuden mod passagersædet og satte sig ind, næsten samtidig med ham og tog sele på. Hendes blik røg kortvarigt henover alle Caels ejendele og dele af ting der måtte høre til efterforskninger. Hun skævede over mod ham, med et sigende blik, mens han gjorde sig klar. Uden overhoved at ’snage’ i hans sager, kunne hun mærke at han arbejdede alt for meget, og havde svært ved at sætte arbejde fra sig.
Det sigende blik, forsvandt dog, så snart han henvendte sig til hende og begyndte at fortælle. Hun løftede sine øjenbryn, for at vise at hun lyttede. “You know, you can just hand me something in here and I can tell you something?” lød det fra hende som hun lod blikket glide henover samtlige genstande.

Da han så begyndte at snakke om dæmonen, som var manden efterforskningen handlede om, gled blikket tilbage på ham. “Yeah, I get it, you guys need my help,” lød det fra hende, småligt utålmodig. Ikke at hun var snerpet, men blot fordi hun følte han gentog at de havde brug for hende.
Da han forklarede at hun skulle fortælle, hvis hun opfangede noget, så hun undrende på ham. “You do I can’t sense him, unless he has been in contact with a thing I touch, right? So I probably won’t guide you from the car,” prøvede hun at forklare, “But when we get out there, I can try to figure out where he had been and where he went, alright?” tilføjede hun inden hun tog den første bid, af hendes sidste donut.

Aurelia chuckled, as he seemed surprised about what she could and couldn’t do with her ability. “I can sense that,” she said, lifting an eyebrow with a smile on her lips. He then mentioned a file, which she leaned forward to find in the glove compartment. She opened it up and started looking on the file. She sensed all the people who had been in contact with the file, even though it seemed like it was mostly Cael. Conversations that the file had been close enough to hear, she heard. Tales about Asmoedeus. Discussion with a teen, which was probably his daughter. How he silenced people that he caught – everything. The file was old, but recently it had had more activity than normally. “I-… I don’t get it,” she said. “You’ve been handling this file like it was your wife,” she said, not really knowing if he had a wife or not. “I mostly see you,” she elaborated. “I can see your frustration and I get why you want to capture him, but I don’t see anything tied to him,” she said before she put away the file. Hopefully Cael would take her to the crime scene, so she could catch up on Asmeodeus.

They parked, and he explained what was going to happen. “Sure, of course,” she said. Whatever precaution that needed to be made, should be respected. She unplugged her seatbelt and looked over at him once again. “Do you want a picture of my shoes before I step out of the car or?” she asked and lifted one of her feet a bit, ready to lift it all the way up, so he could take a picture of it in the car, if that was what he wanted.