Chaotic lake parties

Sted: Søen i skoven omkring Athena akademiet
Tid: 22:20, 1 september 2020
Omgivelser: Der er mørkt, men magiske fakler lyser området omkring søen godt op i et hyggeligt orange lys.
Påklædning: Link
Emne til: @Maxwell
____

---

Akademiets nye skole år var skudt igang, og intens undervisning var nu påbegyndt. Calla burde have vendt sig til det efterhånden, det var også den eneste struktur hun havde i sit liv. Det eneste der virkede kontant, så det var rart nok i sidste ende - også selvom hun nok ikke ville indrømme det. Frihed klædte hendes sjæl og de ellers mørke øjne virkede til at have fundet en indre ro. Kaos var dog stadigvæk det hun var bygget af, det hun var født ind i og sikkert i sidste ende det der ville gøre en ende på hende. Hun var en håbløs sjæl at forsøge at redde, og mange havde forsøgt. Alligevel fandt hun altid tilbage til sin indre skal hvor hun altid havde været 'sikker'. Et par fra akademiet havde arrangeret denne her fest ude i skoven, stadigvæk inde for akademiets sikre grænse, men ikke langt nok væk fra den 'forbudte' skov - hun kunne mærke mørket derfra som en underligt sult der trængte til at blive hørt. Flere elever havde sørget for at det ikke var en fest uden alkohol, og havde fået sat et bord op med forskellige dunke, så folk blot kunne komme hen og få fyldt op. De fleste var i vandet, og latter forlod deres læber. Calla havde altid ønsket at hun ville have haft sådan et simpelt liv. Et liv, hvor hun bare kunne slå sig løs og blive glad over meningsløse ting. Alle de små ting der burde gøre hendes liv til noget særligt, var alle de ting hun manglede. Hendes forældre var væk, ikke at det var et nederlag. Det var den eneste grund til hun følte sig fri. "What a party, huh," spurgte hun ud i det blå og så knap nok hvem der var omkring hende. Hun lagde armene overkors og lænede det øverste af sin ryg imod det træ bagved hende.

Hun havde sine humørsvingninger, og var ofte kaldt monster rundt i hjørnet på akademiet. Alligevel var der ikke ret mange som kunne sætte ansigt til navnet, for så ofte viste hun sig alligevel ikke. Hun vendte sine blågrønne øjne over imod den unge formskifter, som han svarede på den kommentar hun havde valgt at komme med. Det var sjældent at der lå et filter over Callas udtagelser, og hun var generelt en af de mest mærkværdige personer man nok kunne komme ind i livet på. Han trådte nærmere imod hende, bare et par skridt, hvilket fik hende til at rynke blot en anelse på sine bryn ganske kort. Hun valgte alligevel at acceptere det sociale, det var vel derfor hun også var der. Hvorfor skulle hun ellers vælge at deltage til en fest, hvis det ikke var for at få et eller andet ud af det. Calla var på en ensom sjæl, og selvom hun havde accepteret den ensomhed så ønskede hun alligevel et sted at gøre noget ved det. Bare fordi, at de fleste folk havde efterladt hende - betød det ikke at alle valgte at gøre det. "Nah, I just like being outside.. at night," indrømmede hun i et lille fnys rettet mest til sig selv. Calla var et væsen af natten, eller det var hun blevet og hun nød den køllige aften fremfor en varm solrig dag. "Besides, you never know what is below the surface do you?" Spurgte hun så efterfølgende med et lille løft på det ene smilebånd.

Calla havde set mange ting i sit liv, alt for mange hvis du spurgte dem hun kendte. Alligevel af alle steder, stod hun her. "Not to sounds skeptical or anything like that, it's just facts," påpegede hun hurtigt og nikkede imod den store sø. Hun holdt sig på afstand for sin andres skyld. Selvom hun var blevet bedre til at kontrollere sin blodtørst, så var den stadigvæk på et niveau hvor at et par stykker ville nå at miste deres liv først. "What about you? Not the swimming type of shapeshifter?" Spurgte hun ham så og løftede en anelse kækt på det ene øjenbryn med et halv smørret smil på læberne. Hun bebrejdede ham ikke for ikke at være festens midtpunkt. "Is it your first year here?"

"You can say that yeah," klukkede hun en anelse med hentydningen af et lille smil der begyndte at varme mere op på hendes læber. Der var noget trist over Callas smil, som om det havde svært ved at nå op til øjnene. Ansvarlig var en måde at kalde det, ikke at Calla ville kalde sig selv spor ansvarlig og alligevel på nogle punkter kunne hun vel godt kalde sig det. "Be responsible for one night, why the hell not," tilføjede hun til kommentaren.  Hun vendte stille blikket over imod ham, da han gjorde antydning til at det kunne ligne at han kunne skifte form til et dyr af havet. Der var et lille split sekund, hvor at smilet faktisk nåede øjnene og man kunne næsten se det i, hvordan det orange skær fra lyset ramte dem. "Trust me, most people don't look at all what they are," kommenterede hun til den kække tone, dog med en humoristisk klang til den rå sandhed. Hun var eksempel på det. Det var nemt at fange en anden formskifters fært, og måske fordi at hun selv ejede noget dna fra racen så hjalp det også på det. Callas egen fært var svær, blandet med alverdens ting som adskillede hende fra en normal blanding. "What can you turn into then?" Spurgte hun kort efter interesseret i, hvilke dyr der var bundet til ham. Hun havde altid følt sig hurtigere forbundet eller interesseret i formskiftere på grund af hendes egen evne til at skifte form - hendes form var bare noget langt voldsommere.

Det var hans første år, og hun huskede selv den dag, hvor hun først havde fået lov til at rive sig fri fra sine fars lænker og starte her. Hun manglede den uskyld mange startede op med, men hun havde et ansigt der hurtigt kunne få folk til at tro hun var mere uskyldig end hun egentlig var. Det første år havde lært hende mange ting, og taget ligeså mange. Gaias byer kom sjældent kun med goder. "It's my final year.. yeah, sounds insane to say and a bit sad," indrømmede hun gerne og så ud imod mængden af folk. "I honestly have no idea what to do with my life after," det var sandheden. Nu hvor hun endelig var fri fra sin fars tyranni og havde alle muligheder - følte hun stadigvæk at intet var muligt.

Hun himlede svagt med øjnene overfor formskifteren, men med et lille træk på mundvigen - så at sige, at hun ikke havde noget imod hans selskab. Han virkede meget uskyldig og med hele verden der lå lige foran hans næse. En verden som skulle opleves og havde alle mulighederne åben - hun var modsat. Calla havde ikke været uskyldig i mange år og lige meget hvor meget, at hun ville elske at opleve verden, så var alle dørene til hendes fremtid næsten låst væk.  Sådan havde det altid været.  Han fortalte om, hvilke dyr han kunne skifte sig til. Calla måtte indrømme, at hun ikke fandt mange grunde til at hunde var et fortrække for formskiftere - ikke at de ligefrem selv valgte, men stadigvæk. Derimod ulv kunne hun relatere til. I hvert fald var det nok det hun lignede mest, hvis man kunne kalde det monster hun lignede et dyr på noget som helst punkt. "A standard wolf and a dog, sounds useful. It's much easier to hide in the city being a dog rather than being a tiger," hun klukkede lidt, og havde nok en anden tilgang til det end de fleste. Hvor folk nok var mere løse i betrækket, fandt hun sig selv opmærksom og analyserende.

Spørgsmålet om, hun havde været glad her, fik hende til at stivne kort - men grundet den allerede meget anspændte kropsholdning, så var det ikke just til andre at læse, at hans spørgsmål rørte på minder som hun havde håbet ville blive urørt. Sandheden var, at hendes liv her ikke havde været en dans på roser. Langtfra. Hun havde drømt foreviget om at være fri fra sin far, og endelig var hun - men det havde været langt mere smertefuldt at løsrive sig fra hans tortur og til en verden fyldt med følelsesmæssig og sjæl knusende smerte. Alligevel kunne hun takke følelserne for at hun vidste hun eksisterede, om det så var en fordel eller ulempe, var endnu et mysterium. "The school is great," svarede hun meget simpelt og prøvede ikke at dykke ned i de minder hun ellers kunne finde frem.  

Calla tog en dybere indånding da han spurgte, hvilke fag hun havde i forhold til, hvad hun skulle bagefter. "I like to paint and art class is my favorite," svarede hun ærligt og åndede svagt ud. Igennem kunst var hun også i stand til at sætte sine følelser på et lærred og ikke bare lade dem fylde hende op indeni. Det resulterede dog også i at malerierne også ofte var mere dystre og dybe. "I is really the only class I have left. But it keeps me sane," klukkede hun en anelse kækt og trak på en sarkastisk mine.  "What classes do you take?"