A crash course in miracles

Hun havde set ham. Men hun var ikke hurtig nok. Han var kommet frem i hendes synsvinkel ud af ingenting. Pludselig løbet direkte ud midt på gaden som et skræmt dådyr, der sprang fra mark til mark på en landevej. Mennesket bag rettet havde heller ikke just været allermest til stede. Hun havde blot styret sin bil ned ad vejen, som hun altid gjorde, mens visse ting tog fokus og fyldte i hendes hoved.
Chokket af at pludselig stille skarpt ind på skikkelsen, der blokerede vejen med sin skrøbelige krop, havde nær været nok til at kaste hende direkte ud af bevidstheden, men heldigvis var hun trods alt ikke helt svagelig nok. Det var til gengæld helt instinktivt, fra mange års erfaring som bilist, at hendes fødder reagerede og ikke nok med at den ene trampede ned på bremsen men den anden fandt samtidig koblingen. Men det var også tydeligt, at, hvem end det var, var alt for tæt på til, at hun kunne nå at stoppe op inden, hun ville køre direkte ind i ham. Og hun panikkede. Hænderne klemte hårdt omkring rettet og hendes arme drejede det abrupt og skarpt til venstre, sendte bilen med sig i den retning. Hun måtte lige akkurat have undgået ham, før hun huskede inden sammenstød. Ikke før at bilens snude gjorde et med en lygtepæl i stedet.
På et eller andet tidspunkt måtte hun have løftet foden fra bremsen, for sammenstødet var hårdt. Lygtepælen, nu lettere bøjet, havde halvt begravet sig i bilens fronthætte og en lille smule røg steg op derfra. Diverse blinklys havde automatisk sat i gang og blinkede på livet løs mens en alarmerende lyd kunne høres fra bilen. Inde i bilen så det en del værre ud. Airbaggen var blevet aktiveret, dog kun på det tomme passagersæde. Ved førersædet havde der været intet til at blødgøre sammenstødet for den unge kvinde. Bevidstheden havde denne gang for alvor forladt hende, som hun lå slapt ind mod rettet. Selen havde virkelig gjort sit for at hun ikke havde røget direkte igennem vinduet, men som hendes hoved lå hvilende på hornet, hvilket var hvad der gav lyd fra sig, kunne blod skimmes fra kontakt området. Hendes ene hånd lå i en akavet position, nærmest viklet ind i rettet mens den anden hang ned langs siden. Folk omkring, både dem der havde set hvad der var sket og dem der lige var kommet til, stod alle og så på i forskrækkelse. Trafik var stort set stoppet.




beep….. beep…. beep….. beep…

Det var den genkendelig lyd af en regulær rytme af små beep, der bragte Maeve Poe tilbage til bevidstheden. Eller helt ved sig selv var hun nu ikke, som hun åbnede sine øjne, stirrede op mod hospitalsloftet. Først var de meget tågede, men for hver gang hun blinkede forsvandt det. Beep’ene fortsatte i en konstant gentagelse og guidede hendes opmærksomhed til den ene side, nok til at hendes hoved forsigtigt drejede sig på puden for at kigge hen mod pulsmåleren. Det første stik af smerte overvældede hende ved dén bevægelse. ”Hng!..” ytrede hun sig ufrivilligt og vred en pinefuld mimik. Og pludselig føltes hele hendes tunge krop som et stort blåtmærke. Som om det hele vendte tilbage til hende.
Det var ikke smart, men det var en refleksiv reaktion idét hun så vidt muligt satte sig op i sengen. Heldigt for hende, at hovedhalvdelen allerede havde været hævet op. Hun var så umådeligt øm, hvilket det nemt kunne forstås, for selv iført hospitalskjolen kunne man bl.a. se, hvordan et blå-lilla mærke trak sig henover hendes front fra hvor selen havde siddet. Og mens et drop var blevet sat i hendes ene venstre hånd og trak en tynd type til en pose med sukkervand, var hendes højre hånd indkapslet i gips.

”Huh, Cece?” Maeve var udmærket godt klar over, at hendes kusine arbejdede på hospitalet, og hun havde nu alligevel ikke slået hovedet så hårdt, at hun havde mistet sin hukommelse. Eller sin evne til at regne ud hvor hun var. Men at dreje hovedet og se Cecilia var nu kommet noget bag på hende. Og så endda iklædt kittel og uniform. Maeves blik gled derefter ned af sig selv og blev godt endnu mere opmærksom på sit tøjskifte. Hun blev i det hele taget mere opmærksom på sig selv, og hvilken tilstand hun rent faktisk var i. Andet end at hun kunne mærke hvor kvæstet hun var. Som havde hun faldet i søvn på gulvet. Ganget med 100. Mindst. ”What happened? I just remember driving back to work when…” Endelig blev hun fanget af den tredje tilstedeværelse i rummet, og hun løftede hovedet igen for at introducerer den fremmede unge mand for hendes chokoladebrune øjne. Denne gang uden chokket, der måtte have været i dem, da hun nær havde påkørt ham.
Der gik noget tid, hvor hun bare sad og stirrede på ham. På grund af en konstant dunkende hovedpine – det var som om de syv små dværge fra Snehvide hakkede efter juveler i hendes hoved – var hendes ansigt i en konstant sammentrækning med brynene trykket godt sammen mod midten. Lyset i lokalet generede hende faktisk en hel del. Men så i stedet for at tale til ham, drejede Maeve tilbage til sin kusine med spørgsmålet og forvirringen: ”Who is he?” Helt uden anerkendelse efterlod hun ham dog ikke, for næsten lige efter at have spurgt om ham, var hendes blik tilbage på ham og næsten før spørgsmålet blev svaret, skilte hendes læber sig igen. ”You were there. Weren’t you? When I… I…”

Cecilia havde haft ret i, at hun skulle tage det stille og roligt. Ikke anstrenge sig for meget. Men Maeve var tydeligvis ikke særlig god til at høre efter, sådan som hun mere eller mindre var begyndt at tvinge sig selv til at huske, hvad der var sket til trods for den meget mulige hjernerystelse. Atter sænkede Maeve sit blik, denne gang ned mod sin ene hånd, der havde været noget tungere end den anden. Det tog hende et sekund ekstra for hende at fatte, hvorfor den var dækket svøbt i en hård skal, men så snart det virkede til at sige klik for hende, kunne man se hende blive noget blegere.
”Wha-?” Prøvende løftede hun sin arm op for at få et bedre kig på gipsen. Frisk og hvid. Hun kunne ikke rigtig bevæge sine fingre, og i takt med at hun blev opmærksom på skaden, begyndte skaden at gøre ondt. ”Please tell me it’s not broken,” bønfaldt hun så, som hun atter så mod Cecilia. Desperat. Hun kunne ikke arbejde med en brækket hånd! Om det så var hendes højre, og hun var venstrehåndet. Hvordan skulle hun hjælpe til derhjemme nu?

Maeve rystede blot på hovedet. Nej. Hun havde aldrig set ham før. Ikke andet end et split sekund før filmen var blevet klippet brat over i hendes hoved og alt var gået i sort. Og forblev sort og tomt selv nu, hvor tingene så småt var kommet tilbage til hende.
Dét der fulgte skulle vise sig at være noget af en scene at sidde som tilskuer til. Cecilia var som en løve, dominerende og stærk og snerrende overfor den unge mand, der nærmest krøb som en.. hvalp. Dét var hvad han mindede hende om, en forsømt og fortvivlet hvalp. Han havde i forvejen ikke haft en meget stærk tilstedeværelse, faktisk havde hun ikke lagt mærke til ham, før hun havde fanget ham ud af øjenkrogen, men det var som om at han med bare lidt mere anstrengelse ville kunne gå fuldstændig i et med sine omgivelser. Og Cecilia havde ingen medlidenhed for ham. Maeve fik ikke engang mulighed for at få et ord ind, selv som det egentlig var hende der blev talt til. Det var et under i sig selv så glidende hun kunne vende tilbage til den blide bekymring. Et talent der løb i årene på stort set hele familien. Poe and Rivers a like.

Et noget halvhjertet grin hoppede en enkel gang på Maeve’s tunge ved Cecilia’s sikkert meget morsomme kommentar. ”When have I ever been working myself too hard? Just look who’s talking.” Maeve kunne virkelig ikke bebrejde sin kusines bekymring. Hun kunne kun forestille sig, hvordan hvilke minder det havde bragt frem, da nyheden om sammenstødet var kommet frem. Dette var trods alt ikke den første bilulykke i deres historik. Det var Maeve i det mindste klar nok i hovedet til at huske..

”Does my mum know what have happened?” spurgte Maeve så med en pludselig usikker vibration på stemmebåndet. Hun møvede sig en millimeter eller to tilbage i sengen, før hun for en gangs skyld lænede sig tilbage op ad den hævede senge ende. Armen lod hun ligge, bogstaveligtalt. Hvilede den ved sin side. ”Have you seen her at work? I can’t properly remember if she was home when I drove off before the…” Hun rømmede sig sagte og sigende. Hendes øjne søgte derefter væk fra Cecilia og først mod sengebordet ved den side, og som hun ikke fandt hvad hun søgte, drejede hun - forsigtigt - hovedet til den anden side. Intet. “My phone. Did it survive the crash? I need to call work and explain.” Igen fandt de brune øjne lægen ved hendes side. “Can’t you call them for me? I was supposed to return within…” En anstrengende rynke formerede sig mellem hendes fyldige bryn. “…some time. Urg, my head.”
Det var nødvendigt at få Cecilia ud af værelset, før hun endte med at bide ansigtet af den …egentlig stadig meget ukendte mand, der tilsyneladende havde haft gjort hende selskab, mens hun havde været bevidstløs.

Den ubehagelige og tunge stilhed blev ikke hængende, men om det var til Flynns lettelse, var det nok ikke. For efter at have nikket sørgmodigt til nyheden om hendes mobil - forhåbentlig kunne simkortet i det mindste reddes - og efterfølgende takket for sin kusines accept til at lige give en hånd med at få visse ting på plads, blev det underliggende ønske om at være i enerum med ham opfyldt.
Med et taknemmeligt smil fulgte Maeve Cecilia med øjnene, som hun forlod værelset. Satte sig lidt ekstra op i sengen igen for at bedre kunne skimme omkring dørkarmen. Sikrede sig at Cecilia ville være et stykke nede ad gangen, før hun vendte opmærksomheden mod hvalpen. ”Just what the bloody hell were you thinking?! Running out on the road without being aware of traffic!” slyngede hun med ét mod ham. Hun råbte ikke. Men stemmen var hævet betydeligt. Hun havde ikke engang lagt meget mærke til, hvad han selv havde sagt, eftersom hun næsten bare havde cuttet ham af og talt over ham. ”I could have hit you! You could have died! Do you have some kind of death wish or something?” Hun var vred. Men den vrede som hun udtrykte var på ingen mod aggressiv. Eller offensive. Hendes vrede havde i stedet rødder i bekymring. Tanken om at hun kunne have kørt ham ned og potentielt taget et liv havde skræmt hende helt ind til marven i hendes knogler.
Takket være maskineriet hun stadigvæk var forbundet til, blev det hurtigt afsløret at hendes puls havde steget. Ikke nok til at slå nogen alarmer af. Hun var trods alt okay. Sådan da. Hendes hjerte var okay. Hendes hoved… not so much.

Der gik længe for, Maeve ikke tog sit blik væk fra den unge mand uden at sige mere selvom måden hendes læber var strakte ud kunne indikere at hun have mere på tungen, men hun holdte igen. Samtidig virkede det dog også til, at hun havde fået det hele ud, for inden længe blev hendes blik blødere. Og hun sukkede. Tungt og befriende. Like letting of the last steam. Spørgsmålet om Cecilia vendte derefter tilbage til hende, og Maeve kunne ikke lade være med at smile over det.
”Tense? No. Intense? Yes. Very much so,” svarede hun ham endelig, nu med stemmen på et klart mere rolige toneleje. Hun rystede lidt opgivende på hovedet og møvede sig bedre op at sidde, så hendes balance punkt ikke hele tiden tvang hende til at læne sig bagover, men i stedet førte hende frem.

Igen løftede Maeve hovedet for at se over på Flynn. Anstrengelser for at huske viste sig i hendes ansigt, inden hun spurgte: ”What’s your name? I'm really sorry if we actually know each other but.. yea. My head is fuzzy.”

… He would heal?! Bare dén sætning var nok til at skabe en forvirret rynke mellem Maeve Poe’s fyldige bryn. Selvfølgelig ville han hele. Det ville hun også. Forhåbentligt. Det var trods alt sådan menneskekroppen fungerede. Men det lød så henkastet. Malplaceret. For ærligtalt så gav han hende ikke følelsen af, at være typen der var fuldstændig ligeglad med at komme galt af sted. Han lignede ikke en, der gik rundt og var overbevist om, at han var udødelig. Han manglede den arrogante attitude for at den stereotype passede ind. ”I see. Don’t ever do that again, you hear me? You’re very lucky. If you were the one in this bed instead of me, I’m sure you wouldn’t have gotten away with just a headache and.. a broken arm,” skældte hun ham stift ud og så kortvarigt ned på sin gipsarm. Damnit! Det var bedst ikke at tænke over det.
Før hun så mod Flynn igen, søgte hendes øjne lige fluks mod døren, som for at tjekke om Cecilia allerede skulle have vendt tilbage. Eller nogen anden læge eller sygeplejersker havde gjort dem med selskab. Men ak, var det stadig kun dem.

”Huh?” Slaget hendes hoved havde fået af at blive hamret ned i rattet havde alligevel haft sin effekt. Hukommelsen var fin, men lige som han havde været, siden han havde glemt at se sig for, var hun nemt distraheret. Og lige så nemt svandt hun åbenbart hen i sine tomme tanke. Zonede ud. For det gav et lille set i hende, da hun hørte ham tale og fluks havde hun drejet hovedet tilbage til ham. ”Oh. Cecilia? The doctor?” Hun rystede let på hovedet. ”We might as well be, though. She’s my cousin on my father’s side. But my only actual siblings are way younger than me. And they are all boys, so…“
I stedet for at færdiggøre sin sætning med ord, trak hun blot på skulderne. En manøvre der virkelig fik ømheden frem i sele-mærket. Hun frygtede de følgende dage, hvor hævelse og den naturlige bedøvelse  ville forsvinde helt. Hendes puls var dalet ned til det normale igen.

Ord af overraskelse over og en vis form for forbløffelse over, at han ikke umiddelbart lød til at have oplevet et søskendebånd havde automatisk siddet parat på hendes tunge, men det hele var ligeledes meget brat holdt tilbage, idét hun synes at se ham blive en smule bleg. Det kunne også meget vel bare være hendes øjne, der spillede hende et pus. Eller lyset fra ramte ham fra en bestemt vinkel. Måske hans mørke hår i sig selv var med til at gøre hans hud naturligt bleg. Men det kom bag på hende, og hun pressede sine læber sammen til en mere lige streg for en stund. ”Then I can see how it can be kind of hard to imagine. You’ve been missing out on a lot of annoying car drives. Be grateful for that.” Ved at flygtigt fugte sine læber løsnede hun sit ansigtsudtryk op igen og formåede faktisk at finde et smil frem til Flynn.

”Have you been here the whole time?” Spørgsmålet have længe siddet og presset sig på og nu kunne Maeve ikke holde det tilbage. Hun var allerede forundret over det, hvis det var tilfældet. Han var ikke den eneste der var den fremmede. Hun var vel lige så ukendt et individ for ham som han var for hende. Og alligevel havde han blevet hos hende og bekymret sig om hende. Skammede sig sikkert også, så hendes løftede pegefinger havde nok godt kunne vente. ”I-..” Hun tog en dyb indånding og åndede tungt ud igen før hun samlede sætningen op igen med en mere besluttet attitude. ”I feel like I should make it clear that you really are’t the only one to blame for what happened. I should have been more focused on driving and the road ahead of me. But my head must have been everywhere else,” åbnede hun op. “I’m guessing it being just as scary for you as it was for me. At least I don’t recall anything after the initial crash.”
Det ville være løgn at sige, at det ikke havde påvirket hende, og det ville uden tvivl være en situation der ville påvirke mere og mere den følgende tid som hun kom sig over chokket. Selv allerede nu kunne hun mærke tyngden af at snakke om det, og hun skjulte det bag morskab og light-heartedness. Det var ikke fordi at hun tvang sig selv til at smile eller være kæk, overhoved ikke, men samtidig med at hun gjorde det, kunne hun stadigvæk mærke uroen i sig selv. Hvordan hendes krop sitrede og rystede. Nok meget godt mobilen ikke var overlevet for hun ville nok ikke have kunne taste noget ind alligevel, så meget som hendes tommelfinger ville ryste.

Maeve stille pressede sine læber mod hinanden, mens hun prøvede at finde ord, og hun havde nok håbet på at kunne finde lidt mere frem end, hvad der trillede af tungen. Kortvarigt sænkede hun blikket fra ham og som de skjulte læber tittede frem igen, bar de et skævt smil i takt med at hun atter så op på ham. ”Thanks.” var det ene ord, som hun kunne finde frem til ham. Et enkelt ord, men følelserne bag var virkelige. Hun var taknemmelig for at han havde været der. At han var okay. At han havde bekymret sig om hende.

Det var helt automatisk at hans følgende kommentar fik hende til at dreje sin opmærksomhed tilbage mod den åbne dør. Selvfølgelig havde hun forventet at se Cecilia stå der i døråbningen, men til hendes store overraskelse var der ikke det mindste syn af hende. Maeve syntes ikke engang at høre den velkendte rytme af marcherende skridt, hvilket fik hende til at se tilbage på Flynn med en tydelig undring i ansigtet. Men lige som hun havde gjort dét, dukkede Cecilia frem og Maeve’s øjne fandt tilbage til hende. Det var underligt… Faktisk… underlige ting var sket omkring hende fortiden. Mere end de plejede.
Der gik dog ikke længe før spændingen blev løftet ved den pure lyd af Cecilias kække stemme, og kløften mellem Maeve’s bryn blev hurtigt glattet ud igen. ”I believe I have enough of a headache already that the only alchohol I’m getting for a while is for cleaning the scabs,” pointerede hun, som hun tog imod kruset med lidt usikker hånd. Hun ville have brugt den anden hånd til støtte, men den smertede så snart, hun løftede den over og valgte derfor at lade den ligge og hvile sig på hendes mave. Der skete heller ikke noget. Hun havde et fast nok greb i kruset, og hun spildte ikke udover sig selv, da hun bær den op til sine læber.
Flynns reaktion havde nær givet hende et chok. Hun nåede kun lige at se ham tabe kruset på gulvet ud af øjenkrogen, men idét hun vendte blikket mod ham nåede kun så godt nok også at se ubehaget i hans ansigt. Hun var trods alt ikke fuldkommen blind. Hun havde blot skyklapper for. ”What the-.. Did you give him vinegar instead of water or something?” kastede hun bebrejdende mod sin kusine. Det kunne ligne hende. Ligemeget hvor professionel hun så end måtte se ud i sin hvide kittel og gode kropsholdning.

“Flynn! Wa-..” Men han var hurtig. Fluks som et opdaget firben forlod han værelset, som han ellers tilsyneladende havde siddet og våget over i al den tid, hun havde ligget der. Cecilia havde skam ret i, at det var en besynderlig ting at gøre. Det var den slags man så i film. Ikke i den virkelige verden. Hvor end virkelig hendes verden nu en gang var… Så snart hun så det sidste af hans hæl forsvinde omkring hjørnet, så hun meget direkte tilbage på sin kusine. Hun havde måske formået at holde Maeve fra at anklage hende rent verbalt, men blikket der blev sendt havde mindst den samme virkning. Provokeret, uden tvivl.
Maeve fnyste svagt og rystede lettere opgivende på hovedet, før hun gjorde et træk på skulderne. ”It’s sweet. It’s a bit weird not gonna lie but he was there, he must have been, I remember him. And in the midst of the chaos he ended up here. He might as well have been the one who saved me, Cecilia.”

Maeve tog en god slurk af sit eget eddike-fri vand og strakte sig så over for at stille kruset fra sig igen på sengebordet. En manøvre der skulle vise sig, at være langt mere smertefuld end først forventet, og hun skar lidt af en grimasse, indtil hun kunne falde tilbage mod den bløde pude i hendes ryg med et suk. Det var nu mest behageligt at ligge lidt ned. Så snurrede rummet ikke på samme måde. Og som hun lå der listede der stille sig et smil frem på hendes læber, og som hun så op på Cecilia havde det også nået hendes brune øjne. ”Thanks for the heads up. I fear what would happen to me, if she’d get the news on a later day. I still don’t really know what happened." Ikke overraskende, siden hun havde slået hovedet, men det var noget andet. ”It was as if he just …teleported right there in front of my car. I don’t remember noticing him at all. Maybe I hit my head harder than I thought.” Det var nok også alt for tidligt at sige. Hun var først lige vågnet. Alt hun vidste var, at hun havde hovedpine, men hvor slem hun egentlig stod til, ville først blive afsløret ved det lægetjek hun gættede på snart ville komme på benene. Det huskede hun i det mindste fra, da Cecilia havde været den i hospitalssengen. Den der netop havde overlevet en ulykke meget li hendes egen.

”Weirder stuff than someone watching over a unconcious stranger have happened.” På et eller andet tidspunkt, som Maeve ikke rigtig kunne udpege, havde hendes øjenlåg faldet i. Åh, det var klart at foretrække, fandt hun ud af. Ingen lys der generede hende. Ingen anstrengelser for at fokusere ordentligt. ”Believe it or not, but I have a talking cat at home.” Hendes stemme blev blødere og blødere, som hun faldt længere og længere hen. Det var som at ligge i en dynge af sne…

“Mm hmm…” Lydene var blevet meget sagte nu, hvor hun mere eller mindre allerede var ankommet til det tomme drømmeland. Men hun havde stadigvæk lige akkurat været nok til stede til at hun havde hørt spørgsmålet og dermed ladet sin underbevidsthed svare så godt som den nu kunne, før søvnen og udmattelsen havde overtaget helt. En talende kat. Ja. Det var hvad hun havde samlet op fra gaden. Det var sindssyge snak, det var hvad det var.


Om det overhoved havde været en god idé at lade Maeve Poe sove den ud med en hjernerystelse kunne vel diskuteres. Hun var stadig tilknyttet diverse maskiner der sørgede for at i det mindste advare læger og sygeplejersker om det, skulle hun risikere at dratte af i sin søvn. Falde lidt for meget hen. Så det var nok ikke så galt igen. Og da særligt ikke siden, at hun efter nogle timer atter vendte tilbage til den vågne verden uden at have taget en tur forbi Dødsriget. Stadig med øjnene lukkede tog hun en dyb indånding, som pustede hun lige sig selv op som en badering. Det var en magelig handling. Det var rart at sove. Havde det altid været. Men specielt nu var det.
Hey you… Den velkendte stemme var hvad der bragt hende det sidste stykke til at åbne sine øjne. Og selvom det var lidt sløret til at starte med, som det havde været sidst hun havde vågnet i hospitalssengen, så drejede hun helt automatisk hovedet for at stille skarpt på Zitora’s smukke ansigt. Og Maeve kunne ikke undgå at smile. ”Like I’ve been hit by a truck,” svarede hun, fuldt bevidst om ikke bare hvor kliché et svar det var men også for ironisk det var i hendes situation.

”Cece said you’d stop by. I must have dosed off at some point. Have you been here for long?” Uden at gøre brug af den gips-belagte arm, skubbede Maeve sig bedre op at sidde. Hovedenden af sengen havde ikke være blevet sænket i den tid, hun havde ligget og sovet, hvilket hun egentlig priste sig lykkelig for. Noget sagde hende, at havde hun været nød til at sætte sig helt op igen, ville hovedpinen have gjort de følgende minutter til et absolut helvede.

Maeve’s smil spredte sig yderligere og tog en anelse akavet karakter ved påstanden om nye klub-krav. Det var rigtig nok. Hendes uheld havde ikke været det første og Cecilia’s havde ikke været det eneste. Der var noget komisk over det, blandet ind i al det andet forfærdelige det indebar. ”In that case we need to state clearly that car crash by drunk driving is an immediate disqualification. We can’t have irresponsible people part of wine nights.”
Hun gjorde et forsigtigt kast med hovedet som det første forsøg til at få hår væk fra sit ansigt, men måtte nu alligevel følge op med at føre den ’raske’ hånd op og stryge den vildfarende tot om på bagerste række igen.

”Oh yea! Poor guy. He reminded me of a lost puppy. He almost lets driven over and he ends up being the victim of Worried Mama Rivers,” begyndte Maeve at fortælle med klangen af morskab I stemmen og et par tilhørende grin. Hun gjorde et henvisende nik over mod den stol, Flynn havde været forvist til som et skamfuldt barn. Hun kunne fornemme sig selv begynde at zone ud igen, men det lykkedes hende at forblive nok til stede til at tale videre, dog hendes blik stadig svævede lidt ufokuseret mod den nu tomme stol. “He apparently stayed here until I woke up to make sure I was okay. I have no idea who is was and he managed to suddenly escape. Ah, except his name was Flynn.” Og hun var så helt tilbage igen. Blikket drejet mod sin veninde og fokus tilbage i øjnene.
Dog var det som om at hendes smil famlede ved nævnelsen af Graham. Hun kunne fornemme en dårlig smag i munden, da det gik op for hende, at hun havde glemt alt om den mand. Hun var ikke til at bebrejde for det. Der var slet så meget på kort tid, hun havde været nød til at forholde sig til med et knap nok fungerende hoved. Men hendes smil forsvandt ikke helt, hendes ansigtsudtryk tog bare en mindre ændring, som hun rystede på hovedet. ”Not yet. My phone didn’t survive the crash so getting a hold of him hasn’t been possible. I remember I had Cece call around when I first got to. Maybe she called him too. He hasn’t been by since you’ve been here?” Noget håbefuldt glitrede i Maeve’s øjne ved spørgsmålet.

Graham Holland. Maeve Poe holdte den mand tæt ved sit hjerte. På mange måder komplimenterede de to hinanden godt, og det var også derfor at hun havde vokset til at elske ham. Han var hendes Graham Cracker. Også selvom de ikke havde haft helt så meget tid til hinanden på det seneste.

Maeve øjenbryn formede sig til en animeret vantro mens hendes smil helt automatisk voksede i morskaben over den åbenlyse joke vedrørende Flynn og hans begrundelser. Yea. Love at first crash. Hvis ikke noget ville det være den perfekte titel og perfekte handling til en eller anden Hallmark film. Heck, hun ville ikke være højtidelig nok til at ikke indrømme, at man nok sagtens ville finde hende sidde og se den en kedelig hverdags aften.
Ganske roligt rystede hun så på hovedet. ”No no, it’s fine actually. It’s probably for the best if I wait and call him when I’m discharged and such. I don’t want him worrying too much about me. I mean, I didn’t die and as far as I know, I just have a bit of a headache,” forklarede hun bade noget henkastet og med et let suk trillende af tungen. Det var ikke noget nyt, at hun undervurderede sin egen tilstand. En lille hovedpine var meget mildt sagt, og selv hun behøvede ikke en læge til at lyse hende i øjnene til at fortælle hende, at hun da bestemt havde slået hovedet hårdt. Men hun havde hele sin hukommelse, så vidt hun vidste af. Og hun var vågen. Talte tydeligt og klart. Hun kunne stadig bevæge resten af kroppen helt fint. Så der var i sandhed ingen grund til at bekymre Graham. Det var underligt… Graham havde af en eller anden grund ikke passeret hendes tanker, da hun var vågnet op. Det havde været hendes arbejde der havde været forrest – sammen med hendes mor selvfølgelig, men det til dels også lidt i frygt for den forlæg der kunne vente hende, når Delilah Poe hørte om ulykken. Var hendes arbejde virkelig så meget vigtigere end hendes kæreste?

Zitora havde et talent for at får Maeve på andre tanker. Om det så kom af at være professionel advokat og dermed viste hvordan man snørede sig igennem ting eller om det var fordi hun var en så erfaren veninde. Maeve så først mod sin veninde med store forbløffende øjne, inden hendes ansigt blødte op i kærlig taknemmelighed. ”I don’t deserve you, you know that? You really are too good for me. And lucky for you that I can still use chopsticks.” Hentydede til at hendes dominerende venstre hånd stadig fungerede. Nogenlunde. Kortvarigt skimmede hun mod døren og så tilbage til Zitora. ”Do you think they’ll have me discharge as soon as today? I do feel fine after all. I’m just tired. What’s the time even?”

Pludselig gik det op for hende, at hun ikke havde den mindste anelse om, hvor længe hun havde været væk. Solen havde stadig været fremme, da hun havde siddet bag rettet. Hun drejede hovedet mod vinduerne, forventede at det ville være mørkt, og at hun kun havde været bevidstløst i en håndfuld timer.

Maeve kunne ikke lade være med at skære en grimasse, da Zitora lagde muligheden for at en helt særlig herre nok havde kommet hende i forkøbet til at fortælle Graham om sammenstødet. Hun huskede altid de gange, hvor de to mænd havde været i samme rum, og stemningen mellem dem næsten ikke kunne være mere akavet. Udveksling af nogle lidt for hårde håndtryk, måske et meget sølle forsøg på at starte en venlig snak. Graham havde endda før nævnt, hvordan han følte sig truet af Ethan. Noget der havde ført til lidt af et skænderi. Noget der heldigvis var overstået og overkommet nu. Men det var netop derfor, at tanken om at Ethan havde taget kontakten til hendes stakkels kæreste fik hende til at blive lidt usikker på, hvor god en idé det nu også var.
Men så blev der lovet himmelværdige diskussioner og det var som om at den bekymring forsvandt i takt med at hun ikke kunne holde en latter på afstand. Der var bare noget ved forestillingen af kvinden ved sin sengekant bringe selveste den almægtige Gud ind i retten. Sagsøge ham for hendes tidlige død.

Menneskekvinden rystede lettere opgivende på hovedet. ”You’re right. Sometimes it feels like I’m surrounded by doctors left and right. I should really know better than to ever get sick or get hurt,” sukkede hun og lagde atter øjnene på sin brækkede arm, som hun løftede den op for sig. Det var virkelig så utrolig ironisk. Hendes mor havde godt nok fortalt hende, at hun havde valgt at læse medicin hovedsageligt på grund af hendes… medfødte vanskeligheder, men stadigvæk! At hun var indlagt og at det var fordi hendes reaktionsevne havde svigtet hende og ikke hendes hjerte var forbløffende. Og så det hele ved at hun var den tredje ud af tre der skulle ende i en bilulykke. Maeve Poe var virkelig ikke en for konspirations teorier, men selv hun kunne ikke lade være med at trække tråde.
”Actually, maybe you should prepare to ague with God, ’cause my mum is going to kill me for this when she find her way here. I can almost already here her; Ma-..” ”Maeve Poe?” Med det samme drejede Maeve hovedet til siden idét der blev banket ankommende på dørrammen indtil værelset. På ingen måde havde det lydt som hendes mor, stemmen tilhørte trods alt en mand frem for en kvinde, men timingen havde nu alligevel givet hende en overbevisning om at Delilah Poe var ankommet. Når man talte om solen… Men nej, det var en mand godt et årti ældre end de to kvinder og et strengt udtryk i ansigtet samt en hvid kittel, der stod der. ”Maeve Poe?” gentog han, overraskende tålmodigt og det fik hurtigt hende tilbage til at give et anerkendende nik og skubbe hjertet tilbage ned fra halsen igen.
Doktoren trådte derefter ordentligt ind på værelset og lige som Cecilia havde gjort tidligere, greb han som det første mappen med hendes informationer fra den hylde, åbnede den og scannede den indhold med imponerende fart. ”My name is dr. Davies. I’m happy to see that you’re up and talking. Any problems with your memories?” Med det så han endelig op fra papirerne, først så han mod Maeve og derefter mod Zitora for at få nogle svar fra begge parter. Og så var opmærksomheden tilbage på Maeve. ”Your blood tests did show a rather large amount of norepinephrine. Not extreme amount but still more than what’s considered a normal level. I’d like to run a proper check up on you to make sure how everything is.”

Siden Zitora ikke gav noget udtryk for at, hun havde lagt mærke til noget der kunne tyde på hukommelsestab, valgte Maeve selv at tro, at det var sagen og rystede derefter på hovedet som hendes opmærksomhed skiftede fra sin veninde til doktoren. ”No. Not really. I can remember everything up until the crash. And then everything from when I woke up here,” svarede hun, dog stadigvæk med en eftertænksom mine, idét at hun lige gav sig selv en sidste chance for at se tilbage om der manglede noget iblandt hendes minder. Men nej. Alt var der. Af hvad hun kunne huske…

Men hvad Zitora havde undladet af reaktioner til Dr. Davies’ spørgsmål kom alt sammen ud kort derefter. Det var tilmed nok til at få Maeve til at straks se mod hende, som attitude pludselig spillede en ekstra rolle hos den kvindelige advorkat. Maeve Poe var bestemt omgivet af bestemte kvindfolk. Kvinder med ben i næsen og krævende personligheder. Det var sjældent at hun oplevede dem i sit es uden selv at være med på trenden, så det var lidt at sidde og være publikum til. Det var ligeved at hun fik medlidenhed til den stakkels mand.
”Miss.” Dr. Davies’ stemme var forundringsværdigt rolig, og selvom han havde været lige på nippet til at faktisk afbryde Zitora, så lykkedes det ham i stedet at ytre sig lige akkurat på det rette tidspunkt til at forhåbentlig få hendes fulde opmærksomhed uden så meget som at hæve stemmen eller ændre i sit toneleje. ”I understand you want to take ms. Poe home as quickly as possible but she has been in a critical accident only a handful of hours ago where she suffered a large amount of physical trauma. She was very lucky that she didn’t lose much blood but she hit her head hard which is part of our biggest concern.” Mens han talte og forklarede situationen – på meget professionelle manere som var han slet ikke påvirket af Zitora’s skrappe utilfredshed – kiggede han skiftevis mellem hende og mennesket stadig siddende oppe i hospitalssengen. Dog sørgede han for at se mod Zitora det meste af tiden. ”Discharging a patient with major concussion is a risky move and we highly advice against it before a proper check-up to confirm to state of the patient. Besides with ms. Poe’s former medical issues we’d like to make sure this accident won’t cause a relapse.”

Det hele virkede pludselig meget virkelig for Maeve. For selvom det måske ikke lige var hende der blev talt direkte til, så hørte hun skam det hele, og chokket over ulykken, der nok skulle have sat ind så snart hun var vågnet, krøb sig nu omkring hende. Hun havde været i en ulykke. Hun havde været i livsfare. Hun havde været heldig. Men var det ikke tilfældet, ville hun være død.

”Also, miss. Are you family? Only famil-..” ”She’s family.” Det var Maeve der endelig sagde noget og svarede både før dr. Davies kunne færdiggøre sin sætning eller før Zitora kunne nå at svare. ”And I’d like to go home, if it isn’t too much trouble. I’m feeling fine. Just a little bit of a headache that’s all.” sagde den brunøjede unge kvinde, efter at have taget en dybere indånding og derefter rettet blikket mod doktoren, der for en stund bare stod og kiggede tilbage. Overvejede situationen nøje og kalkulerede ting i sit hoved. Han var ikke meget for det, kunne man se, men til sidst måtte han have givet efter for han tog patientmappen ind under den ene arm med et sagte suk. ”Very well. We can’t hold you here against your will. But I do advice you to come back for a check-up. Preferably no later than the day after tomorrow. And I’ll have the reception print out some guide lines for a concussion as well as make a prescription for some painkiller.” “Thank you, doctor.”
Og med dét – og et afskedende nik til Zitora – var han på vej ud ad døren igen for at efterlade de to kvinder.