What a lovley day ~ William

S: Den store have
T: formiddag
V: Solrigt og varmt
O: Nogle få andre elever

Det var lidt ind på formiddagen. Lee havde fri fra time da læren desværre var blevet syg, og derfor havde givet eleverne fri fra time. De fleste af eleverne fra den time, havde derfor benyttet sig af fritimen til at gå uden for i det meget gode vejr. Lee var selv en af dem. Hun gik ud i den store have, og så op på himlen. Ikke en sky at se på den, og hun smilede. Hun havde tænkt sig at gå et meget bestemt sted hen, de færreste på skolen kendte til. Hun havde været heldig at snuble over det en af dagene, og havde elsket stedet. Et lille aflukket sted med en masse smukke blomster og et springvand. Hun gik hurtigt der over. Væk fra alle menneskene, og satte sig ned på en bænk der over. Sikke fredfyldt der var her ude. Hun elskede det, og hun lukkede øjnene og sad og lyttede til den dejlige stilhed der omgav hende.

William havde ingen time lige nu, han havde en fri time, fordi han kun havde få timer om dagen ,da han ikke var lige så gammel som de andre elever, dog gik han ikke I klasse med sine jævnalderne til hver fag. Da det ikke ville kunne give ham udfordering nok. Han var gået udenfor, sammen med en bog og sin hæfte han skrev ting ned I, han havde en del af disse hæfter, hver hæfte havde en bestemt farve til hver ting han skulle bruge det til, sådan at han kunne huske hvilket der var til hvilket. Han ville så langt væk fra de andre elever som muligt ,han havde virkelig svært ved at koncenterer sig når der var støj I baggrunden.

Han viste ikke hvor han gik hen men gik bare. Han endte dog ved et springvand og en masse smukke blomster, han kiggede op sådan virkelig for første gang under hans gå tur, ellers havde øjnene været nede I bogen og kun oppe for at tjekke at han ikke gik ind ting eller andre elever. Han smilede som han stoppede op, han kiggede på spring vandet og begyndte at tale I matematik sprog, han lagde sin bog og hæfte I sin taske og tog et andet hæfte op, og en målebånd, hvor han gik rundt og målte omkring spring vandet og tog noter. Ja hvis William havde muligheden for at regne ting ud og lave optegnelser så gjorde han det, han elskede alt med tal. Han havde ikke registerede at der sad en ved en bænk, han gik lidt rundt i sin egen verden mens han skrev ned og sgade tallene højt og udregningerne.

Lee havde siddet lidt tid, inden hun hørte nogle komme gående. Hun åbnede øjnene, og så på personen, som tydeligt ikke havde set hende. Personen gik bare rundt, og så ud til at måle alt ting. Lee holdte øje med drengen, som ikke så ud til at være meget mere end de 15 hvis hun skulle tage et gæt. Hun havde aldrig set ham før, og undrede sig over om han var ny, og hvordan han havde fundet dette sted. ”Hei” sagde hun, højt nok til, at drengen burde kunne høre hende. Man vil være i tvivl på hendes stemme hvor vidt om den tilhørte en dreng eller en pige, og det hjalp hende heller ikke, at hun lignede en dreng. Mange havde før forvekslet hende med en, men hun var vant til det, og ligeglad.

William der var travlt optaget med at måle op og regne ud og snakke matematisk. Han havde endnu ikke lagt mærke til den anden person der var til stede, før der blev talt til ham, han blev så forskrækket at der kom et "skrig" fra ham, og han tabte hæfte blyant og målebånd. "næste gang ,så lad lige være med at gøre mig forskrækket" sagde han og samlede sine ting op, han valgte at gå over til bænken som personene sad på " hey, undskyld for, jeg blev skide forskrækket, jeg havde hverken set eller hørt dig" sagde han og tænkte egentligt ikke over om det var en pige eller dreng.

Lee kom til at grine over drengen som vist blev forskrækket. Hun vidste godt det ikke var pænt at grine over det, men det så sjovt ud. ”Undskyld. Det var ikke med vilje. Jeg var ikke ude på at forskrække dig” sagde hun, og så på ham. Hun så på ham, som han satte sig ved siden af på bænken. ”Det er heller ikke tit der er nogle her. Jeg har aldrig rigtig set nogle her før, ud over mig selv, men ja.” sagde hun roligt. ”Men mit navn er Lee, og hvad er dit så?” spurgte hun.

William lagde sit hæfte og og blyant og målebånd ved siden af sig imellem ham og den anden. Han kunne alligevel ikke lade være med at smile til personene, han var i virkelig i tvivl om det var en dreng eller pige, " det helt iorden, jeg bliver ofte ret forskrækket, jeg har det med at forbyde mig i ting, særligt hvis det har noget med tal at gøre." sagde han og smilede til personen, det irriterede ham virkelig at han ikke kunne se om det var en pige eller mand. " har heller aldrig været her, men det er et hyggeligt sted, kommer du tit her?" spurgte han og så over på spring vandet. " jeg hedder William, er du dreng eller pige?" spurgte han efter at havde fortalt sit navn.

Hun så på ham imens han lage sine ting fra sig på bænken. Og hun lagde mærke til, at fyren smilede en del til hende, hvilket fik hende til at smile tilbage til ham. Hun hørte det som han fortalte hende, at han meget let blev forskrækket, og hun nikkede til det. ”Nogle folk har lettere ved at blive forskrækket end andre. Det er helt normalt.” sagde hun. Hun lyttede til ham, og hørte han aldrig før havde været her. ”Ja det er et meget hyggeligt sted. Jeg kommer her næsten hver dag, efter jeg opdagede stedet. Det er et meget godt sted at finde ro, da ikke så mange kender til det, men det ligger også godt skjult her.” sagde hun og smilede over det. ”William? Et pænt navn. Og jeg er en pige. Det tit folk tror jeg er en fyr, fordi min krop ligner en fyrs mere end en kvindes.” sagde hun. ”Men det gør mig intet at den ser sådan ud. Jeg kan lide min krop præcis som den er.”

William elskede at smile, der var ikke noget bedre! jo det var der, hvis han fik en udfordering i matematik eller noget mad tal og han var nødtil at tænke bare lidt, det elskede han mere. "jeg bliver ret tit forskrækket fordi jeg ofte går i min egen verden og tænker på tal og sådan noget" sagde han og smilede til hende, " jeg kan godt forstå du kommer her, og især hvis der ikke er andre der kender stedet, jeg ved ikke engang hvordan jeg kom her hen, ofte går mine ben bare mens jeg læser eller regner noget ud, og så kigger jeg kun op hvis jeg kan fornemme jeg er på vej ind i noget og så gå jeg uden om at gå videre. kan godt lide når mine ben bare tager mig med på tur" sagde han og grinte lidt. "jeg synes det var svært at se om du var kvinde eller mand, " sagde han stille og lidt undskyldende. " det er da altid noget du kan lide din krop" sagde han og smilede. " hvad kan du bedst lide at lave når du ikke har timer?" spurgte han og så på hende med et smil

Det var rart når andre smilede. Det gjorde Lee glad, når folk var glade. Hun kunne ikke lide hvis folk var sure eller kede, eller noget andet i den stil. Hun hørte det som han sagde og smilede. ”De fleste som er i sin egen verden bliver tit forskrækkede hvis nogle snakker til dem. Hun smilede blidt til ham. ”Det helt okay du ikke kunne se det.” Hun tænkte sig lidt om ved hans spørgsmål. ”Hvis jeg i dårligt humør, eller har brug for ro, så går jeg her over, ellers så jeg for det meste sammen med andre, og prøver at lære folk at kende. Så ja. Hvad med dig selv?” spurgte hun, og så på William.

William så på hende og kunne ikke lade være med at send ehende et stort smil. ” Det er nemlig rigtigt, når folk ikke lige har fokus på det omkring dem, skal der ingen ting, til før de bliver forskrækket. ” sagde han og smilede til hende. ” jeg kan huske min venner før jeg kom her til, og mig vi hængte meget ud sammen og kunne godt lide at lave fis og ballade, men ikke på den måde hvor folk bliver kede af det eller kommer til sted, men hvor man bare griner og har det sjovt sagde han og så på hende, han kiggede lige ud kort efter og kom til at tænke på hvorfor han var her, han havde overfaldet en anden dreng, og han var ret sikker på at drengen fik hævn ved at få William bidt af en Ulv så han nu var varulv, det var han så ked af, han havde ikke længere sine venner, de skrev eller ringede aldrig til ham, så han var overbevist om at han ikke havde dem mere, det gjore ham lidt ked af det, men han viste det ikke så hun kunne se det. ” Dejligt, at du har et sted når du har brug for at være alene, jeg har ikke været her så længe, men kan godt lide at gå ture i skoven” sagde han og sende hende et stort smil. ” jeg snakker ikke sådan rigtigt med folk endnu, folk synes jeg er en særling” sagde han og sendte hende et skøvt smil.

Lee så det store smil som William kom med, og smilede selv stort tilbage til ham. Hun gengælder altid folk smil, med mindre hun virkelig selv var i dårligt humør, og ikke kunne. Hun prøvede dog altid alligevel. Hun fortrak folk var i godt humør, og så vil hun prøve at skjule sit eget for at de forblev glade. Egentlig kunne hun bare sige fuck det, og gøre hvad hun ville og ikke tænke på andre end sig selv, da hun jo var falden. Dog vil hun ikke være falden, men hun kunne intet gøre ved det. Sket var sket, og det ku man ikke ændre.

Hun hørte det som William sagde, og var helt enig i det. Det var nemt nok at forskrække folk som var i deres helt egen verden. De hverken så eller hørte noget, inden man sagde noget til dem eller stod foran dem. Og det vil med garanti skræmme dem, da de jo ikke vil være forberedte på at det skete.

William begyndte at fortælle om det som han lavede sammen med sine venner før han kom her til akademiet. Det lød som om han havde haft det yderst sjovt sammen med dem. ”Det lyder som om i hyggede jeg når i var sammen. Men savner du dem ikke nogle gange?” spurgte hun. Kende selv til det der med at savne nogle. Det var ikke nemt at svane nogle, lige meget om det var venner, familie eller noget andet. Man vil altid savne nogle hvis en person havde haft en speciel plads i ens hjerte. Hun så på ham, da han så ud over stedet, og hun kunne fornemme han tænkte på noget, men vidste ikke hvad det var, og hun valgte ikke at spørge ind til det. Hvis han havde lyst til at sige det, vil hun lytte, men hun vil ikke spørge hvad det var, hvis nu det var noget privat han ikke vil snakke om med nogle.

Hun hørte det han sagde til hende, og hun smilede over det. ”Ja det er meget rart at kunne gå her over, og vide der højest sandsynligt ikke er nogle her. Så man kan være i fred og ro, men du er velkommen til at komme her når du vil. Hvis du har brug for at være alene, selvom skoven også er et godt sted. Jeg kommer her fordi der er stille og samtidig smukt med de blomster der er her. Skoven er også virkelig smuk, men er ikke helt det samme som dette sted her syntes jeg.” fortalte hun. Hun smilede til ham, og hørte det han sagde. At folk syntes han var en særling. ”Hvorfor syntes de det?” spurgte hun, og lyttede til hans svar. Hun vil gerne være her for ham, og hjælpe ham hvis hun kunne. ”Hvis det er, vil jeg gerne være din ven. Du virker nemlig flink og som en sød dreng.” sagde hun, og smilede til ham.

Det var virkeligt rart at være her, dette sted, hvor der kun var de to! Det kunne ikke være bedre, han elskede at være Alene, eller sammen med en eller flere som ikke kaldt ham mærkelige ting eller skulle gøre grin med ting han gik og lavede. Han så på hende og smilede ” Tja det var det også, men jeg har ikke hørt noget fra dem, siden jeg kom her! De har måske bare skubbet mig væk, fordi jeg ikke er hos dem mere, jeg kan ikke rigtigt finde ud af det, de svare ikke på min beskeder eller opkald” sagde han og trak på skulderne, ja han savned e dem, men han kunne bare ikke bruge det til noget at de ikke svarede ham eller kontaktede ham. Så han forsøgte virkeligt at glemme dem! Det var hårdt og svært men han var nødtil det! Han ville ikke gå i troen om at hans venner tænkte på ham, eller sådan noget, for det virkede det sku ike til.

Han ville ikke fortælle hende hvad han tænkte på, hun ville helt sikkert bare blive sur og gå sin vej, eller slet ikke at ville tale mere med ham! Det kunne han ikke klare, de talte så godt lige nu, og det ville han ikke ødelægge, han måtte vente til han var klar til at fortælle hende det. ” jeg elsker at være i naturen det er dejligt og man kan lave så mange ting” sagde han og grinte engang gik jeg igang med at tælle alle græsstrå der var på en græsplæne men måtte opgive, det var alt for svært” sagde han lidt grinende.

Da hun spurgte hvorfor folk synes han var en særling så han på hende og virkede ikke så glad. Fordi jeg er virkelig inteligens sådan rigtigt meget, men kun på tal og matematik, og jeg elsker at lave udregninger og formeler og sådan noget, det var også derfor jeg målte spring vandet og sådan noget ,jeg elsker det, jeg kan regne alt ud stort set uden lommeregner, jeg har endnu ikke måtte have brug for en” sagde han og så på hende med et stort smil, det var tydeligt at han var gald for matematik og tal. ” fedt, jeg vil også gerne være din ven” sagde han og smilede stort til hende.

Lee sukkede over det som William fortalte hende. At hans gamle venner nok bare havde skubbet ham væk, da de ikke svarede på hans beskeder, eller tog deres mobil når William ringede til dem. ”Virkelig ikke nogle gode venner. De fortjener ikke at være med dig. Du skal finde dig nogle nye venner her i stedet.” sagde hun roligt. Hun vil være der for Will hvis han havde brug for det.

Hun nikkede til det han sagde, og smilede over det. Han havde helt ret i det. At det var dejligt at være ude i naturen. ”Ja det er meget rart at være uden for.” sagde hun, og grinte over det som Will fortalte. ”Hvorfor prøvede du dog på noget så umulig? Der er ufattelig maget græs.” dog morede hun sig over det, at Will her havde prøvet at tælle alle græsstrå på en græsplæne.
Le hørte det som Will fortalte. Hvorfor folk syntes han var en særling. Hun sukkede over det. ”Du ikke en særling William. De er blot jaloux over det. At du er så god til noget, og de ikke selv er det.” sagde hun, og smilede til ham. ”Du har dine hobbier og de har deres. Du er ikke en særling for det.” forklarede hun.

William så på hende, han trak blot på skulderne, og vidste ikke helt hvad han skulle sige til det, men hun havde ret! Det var der ingen tvivl om ”ja, du har ret, men jeg er også ligeglad, jeg finder vel nogen nye, jeg har jo fundet dig” sagde han drillende og smilende til hende. Hun virkede virkelig sød, og ikke bare en der spillede sød, for efterfølgende at være ond mod ham. Det havde han oplevet et par gange.

At hun også synes det var rart at være udenfor, smilede han til hende og sagde ” At være udenfor, giver ro, i hverfald i mit hoved, indimellem, medmindre jeg er et nyt sted, så skal tingene måles og udregnens har du nogen sinde talt bladende på et træ foreksempel?” sagde han mest at alt for sjov. Han havde ikke selv gjort det, men overvejede det kort, inden han hørte hendes stemme spørge ham hvorfor han havde prøvede at tælle noget så umuligt, fik ham bare til at grine, ” tja det ved jeg faktisk ikke, nogen gange finder jeg på nogen ret skøre ting” sagde hgan let grindende.

Efter at havde fortalt hende at han var blevet kaldt særling og folk kunne finde på at gøre nar af ham, hørte han hendes ord, de varmede virkelig inden i ham, det var rart at få afvide at han ikke være en særling. For han gjorde det jo ikke fordi han ville være en særling, men fordi han elskede det og nyd at lege med tal. ” tak Lee du virkelig sød” sagde han smilende til hende. Han kiggede lige frem og sad og studerede naturen, den var smuk! Der var ikke noget bedre end en smuk natur!. ” hvad skal du ellers lave i dag?” spurgte han hende smilende.