In a moment, I lost my whole world and my whole identity

Det var sent. Men ikke sent nok til at den lille heks lå og sov trygt i sin seng, udvidende om de grusomheder der var sket andet sted. Og som havde begivet sig mod hendes involvering. Circe var den første til at opfange de uønskede lyde. Med ét løftede den kridhvide kat hovedet fra dens ellers så behagelige position i det varme behagelige skød, ørene struttende og det gyldne blik blev straks rettet i retningen af trappen ned. Det var først da låsemekanismen brød og dørklokken spillede, sendte mere lydhøre lyde op fra underetagen, at Saga selv blev opmærksom på, hvad der havde alarmeret katten. Det var næsten som at se et forsinket spejlbillede, sådan som hun selv kiggede op og mod trappen. Automatisk krummede hendes mørke bryn sig, både i forvirring og i vagtsomhed. Noget tungt faldt, og straks sprang katten ned fra sit behagelige skød, efterfulgt, tæt på synkronisk, af at heksen ligeledes rejste sig fra spisebordstolen.

Ganske forsigtigt, som for ikke at få trappetrinene til at give lyd fra sig under hendes ellers besynderligt lydløse – og rolige – skridt, begav hun sig ned. Så snart det var hende muligt stod hun lettere bøjet for at bedre kunne skimme, hvad der foregik nede i forretningsetagen. Hoveddøren stod stadigvæk åben, og hun kunne høre både vinden og regnen udenfor. Der var mørkt, som hun havde efterladt det, dog gik der ikke længe, før hun så det. Hvad der havde forsaget indbruddet, og dermed hele forskrækkelsen. Hun stoppede noget brat på det næstsidste trin og fangede sig selv i at bare stå og stirre på den kollapsede skikkelse på gulvet.
Som en selvfølge skød hendes blik mod døren og ud i regnen, ud mod den tomme smalle brostensgade, søgte efter potentielle svar på, hvad der foregik. Lige så fluks tog hun det sidste trin og trippede letløbende mod skikkelsen. Så en sidste gang ud ad døren, prøvede at møve sig til at se ned ad gaden, uden at skulle være nød til at stille sig i døråbningen. Og så faldt blikket mod personen på gulvet.

En mand. Fremmed for hende. I skæret fra de tændte lygtepæle udenfor på gaden, kunne hun pludselig se alle detaljerne, som hun ikke havde lagt mærke til ved første øjekast. Circe kom frem i hendes synsvinkel, havde stille bevæget sig helt hen til hans umiddelbart bevidstløse ansigt for lige at snuse lidt til ham, inden der blev set op på heksen og givet et sagte, dog sigende miav.
Panik måtte ikke have sparket ind hos Saga, ikke på samme måde som en uden tidligere erfaring med situationer som disse. Dog måtte hun lige synke en gang, samle sig, før hun trådet forbi manden for som noget af det første at lukke døren i. Derefter var hun dog straks tilbage hos skikkelsen og kom smidigt ned på hug ved hans side. Blå øjne søgte hurtigt henover ham. Skimmede ham, før de landede på hans ansigt. Hun kunne ikke undgå at lægge mærke til den unaturlige skønhed, og hun lagde hurtigt mærke til, at han ikke just var bleg, hvilket kom noget bag på hende. For som hendes øjne gled tilbage ned over ham, stoppede det selvfølgelig ved de groteske sår. Det var som om at de stirrede hende tilbage. Hvad var der sket?? Langsomt rakte hun en hånd frem mod sårene. Og med umådeligt blide fingerspidser berørte hun prøvende ved, ikke direkte det våde fremlagte kød, men kanten af sårets åbning. Var han stadigvæk i live?

Saga’s fingerspidser havde nær kun strejfet det massakrerede område, før en voldsom reaktion kom fra manden. Meget voldsom. Dog på ingen måde uforstående. Som havde hun fået skød, skød hendes hånd tilbage med et højlydt og forskrækket gisp fra struben og gjorde holdt, stadig i luften, nær hendes ene skulder. Chokket var tydeligt i hendes blege ansigt, måden hvorpå hendes øjne havde vokset sig til det dobbelte og nu på ingen måde kunne se væk fra ham. Mirakuløst havde chokket ikke smidt hende ud af balance, så frem for at være endt med bagdelen i gulvbrædderne, havde hun blot nøjes med at svaje lidt i sin stilling.
Han var i live. Der var ingen tvivl om det. Hun havde både hørt og set ham! Og blikket i de øjne, der så tilbage på hende, var næsten fyldt med mere liv end hendes egne. De var desperate. Desperate efter… et eller andet. Frigivelse for smerterne, han måtte føle. Flygtigt fandt hendes blik tilbage til hans blødende ryg. Sårene så flænsede ud. Som havde nogen – eller noget – revet i både kød og hud.

Den lille heks lod sig så falde fremover for at lande knæene mod gulvet. Det bragte hende samtidigt endnu tættere på ham. ”Sir?” prøvede hun sig frem, som hendes fokus var vendt tilbage til hans ansigt. Han kunne umuligt ligge behageligt, men hun tvivlede stærkt på, at han ville foretrække at trille rundt for at ligge på ryggen lige nu. ”Can you hear my voice, sir? Nod it you do. There's not need to speak. You've got to save energy.” Hun ventede i, hvad der i situationen nemt kunne føltes som en sand evighed for at give ham chancen for at give et svar fra sig. Han havde ikke just været ved bevidstheden før. Reaktionen ved hendes berøring kunne meget vel have været en refleks-reaktion. Hun var nød til at være sikker.

Det var en dyd for Saga at forblive så samlet, som hun var, men i hendes brystkasse hamrede hjertet stadigvæk, heftigt påvirket af forskrækkelsen. Smertebrølet han havde brudt stilheden med, havde været forfærdeligt at høre på. Atter så hun tilbage på sårene. Det var ikke var sår. Rester af knækket og flækket knogle stav op fra skulderbladene. Vinger. Hun sank ved tanken. Det komplicerede tingene en del. Hun kunne ikke blot hele såret. Knoglen ville være i vejen for huden at trække sig sammen. Og hun kunne risikere at gøre smerten meget være, ved at blot lægge pres på dem. Hun rettede sig da op og løftede hovedet for at se søgende omkring sig. Der var virkelig ikke meget brugbart på første etage. Den kridhvide kat havde forsvundet fra den nære radius – skræmt væk af mandens opråb. ”Circe! The lenio leafs,” kaldte hun straks i retningen af katten, og til trods for skrækken, så gik der ikke længe, før den sprang af sted efter målet. Gav Saga mulighed for at forsat forblive ved den fremmedes side og som hun så tilbage på ham, var det med et nøje-observerende blik.

Sage. Ordet kom næsten som en større overraskelse end, da han greb fat i hende. I øjeblikket, og nok grundet den kvæstede tilstand af hans stemme, havde hun været overbevist om, at hun havde hørt ham ytre sig hendes navn. Hendes navn var måske ikke helt så ukendt i visse cirkler, og han havde fået forvildet sig in i hendes forretning, men… Måden han havde fået kæmpet det frem lød alt, ALT for genkendeligt. Og hun genkendte i særdeleshed ikke denne mand. Selv blødende og kritisk havde han et ydre, hun da bestemt ikke ville have glemt. Så i hvad der føltes som lange sekunder, men som ikke varede mere end en brækdel af et, kunne hun fornemme bekymringen krybe sig mere og mere omkring hende. Det var sjældent godt, når folk hun ikke kendte, var bekendte med hende. Dét havde hun så småt kommet til at forstå igennem årene.

Men så som hendes blik frarev sig at være stivnet mod mandens ansigt og faldt ned til hånden, der klemte så krampende omkring hendes håndled, så desperat efter at have noget at afreagerer al smerten igennem, klarede hendes hoved også op og nærmest genspillede ordet, der havde forladt hans strube. Han havde ikke sagt Saga. Var det ikke for den allerede opspændte situation ville det nok have været muligt at se hende slappe betydeligt mere af, som brikkerne faldt ordentligt på plads for hende.
Saga rystede sagte på hovedet. ”Not sage. Lenio. It’ll help relieve some of the pain. And by the looks of it; you’ll need it if I should have a chance of doing something about your back,” forklarede hun, måske en smule monotomt. Det var dog blot hvad der skete, når hun udlignede sin bekymring og indre panik med professionalitet. Salvie ville ikke være til nogen hjælp med mindre han ønskede at ungdommeligt gøre sit ydre. Eller havde problemer med maven.
Hun løftede skarpt hovedet og søgte den hvide kat – eller det vil sige; den hvide krage, der netop kom svævende i hendes retning med et glas i sine klør. Saga havde ikke tiden til at vente på at blive afleveret glasset, så med en let håndbevægelse fløj glasset ud ad fuglens klør og igennem luften til det blev grebet solidt af heksen.

Hun førte glasset op til sin mund og bed omkring låget for at dreje det omkring. Hendes anden hånd havde hun ladet forblive i den fremmedes greb selvom det ikke var det mest behagelige, når der blev klemt til. Men det var et anker, hun tillod ham at have. Med låget fjernet, rystede hun glasset indhold, rødlige og lilla små blade, lidt lignende bølgede laurbærblade, ud på gulvet for at tage et af dem op og tilbage op til munden. Det blev lige foldet en enkelt gang på midten, før hun bed ned og tyggede et par gange for at frembringe saften i det. Først dér rakte hun det helt ned til mandens læber. ”Chew. It might be painful, but I promise it’ll help. Just chew a little. It’ll soften with your spit.” Hun var klar til at føre bladet helt ind i munden på ham, skulle han åbne op. Hun var også klar til at tvangsfodre ham det, skulle han benægte. Han ville opleve den samme besynderlige sødme, som hun stadig havde siddende på sine læber. Smertelindringen ville ikke være kraftig nok til at fjerne al, men forhåbentlig var det nok til at han i det mindste kunne slappe lidt mere af. Mindske risikoen for komplikationer.

Han makkede ret, men bekymringen vendte tilbage, idét han blev slap igen. ”Sir?” prøvede hun sig med. Der var ingen reaktion. Han var helt væk, så med ferme og flukse bevægelser, et smidigt rul med håndleddet, kom hun helt fri fra hans frigjorte greb og fik faktisk mere eller mindre skiftet plads, således hun havde sine fingre omkring hans håndled. Det var på ingen måde lige så krampende, som hans. Eller så desperat. Det var blidt, for hvad godt ville det gøre, at hun pressede sin tommelfinger ind mod hovedpulsåren, der løb i det område, hvis hun klemt for hårdt og dermed blot stoppede blodtilførslen.
Der var stadig en puls. Han var ikke stille sivet mod døden. Ikke endnu. Hun løftede blikket tilbage mod hans ryg, og hendes kæbe blev stram, som det gik op for hende, at hun ikke havde mange ideer til, hvad hun skulle – eller i det hele taget kunne – gøre. Og de ideer hun havde, var baseret hundred procent på teorier. Hun så mod hans ansigt, så fredeligt. I det mindste havde lenio-bladet haft den ønskede virkning.

Med ét kom den lille heks op at stå igen. Hendes opmærksomhed landede tilbage på den tomme gade udenfor, men den fik ikke lov til at blive der længe, før hun med en løftet hånd manipulerede gardiner til at trække sig for. Fremvisningsvinduet var af en større størrelse. Og noget sagde hende, at det ikke ville være smart med uønskede og beskuende øjne. Der lød ligeledes et klik fra døren, dog det ikke var et velkendt klik. Låsen var ikke intakt. Hun kunne ikke låse den. Men der var heller ikke tid til at fumle med det eller ærgre sig for meget over det.
Med, hvad der føltes som hjertet siddende oppe i halsen, drejede hun sig atter ind i forretningen. Saga skænkede kun lige den bevidstløse mand på gulvet et flygtigt blik, før hun med hastige skridt trådte forbi ham og mod en reol. Hun havde allerede udset sig bogen, ældet og uden omslag, før hun var nået frem, så da hun gjorde, blev den taget i en glidende bevægelse, hun førte videre til at åbne den. Og bladre i den. Hun havde forstand på almen healing. At lukke et sår og alt det der. Dette var noget lidt andet, så hun havde brug for assistance. Heldigvis var siden, hun søgte, ikke svær at finde frem til. Men det gjorde det ikke nemmere.

Som hun fandt straks tilbage til englen, blev bogen mere eller mindre smidt fra sig på gulvet ved hans side. Stadigvæk åben på de brugbare sider. Hurtigt trak hun den løstsiddende cardigan af sine skuldre og med den fra sig, ligeglad med, hvor den ville lande. Hun faldt ned på hug igen, men kun lige for at søle sine fingre til af det rødflydende blod. Der var så mange andre ting, hun kunne bruge til at tegne den nødvendige cirkel op med, men blod var det mest optimale medium. Særligt hans. Selv uden de sørgelige rester af vinger, der stand ud ad ryggen på ham, ville hun have kunne gætte sig til, hvad han var. Selv uden en vampyrs fikse næse, kunne hun fornemme renligheden i blodet. Så hun brugte, hvad der var hende til rådighed. Hun tegnede cirklen. Den omkredsede hele mandens skikkelse, fyldte en god del af det ryddede gulv. Kun få gange havde hun vendt tilbage til bogen for at tjekke. Og som havde det udmattet hende, faldt hun overraskende hårdt ned på knæ sammen med ham inde i cirklen.
Med resterende blod på sine fingre, trak hun en streg op langt undersiden af hendes underarme, på begge sider. Og med dét gjorde, placerede hun hænderne faldt mod gulvet… og aktiverede cirklen.

Cirklen var ikke til for at skabe mirakler. Det var ikke et sted for healing. Men det var et sted for hende at udnytte mere tid. Sårene lukkede ikke, men det var lige ved, at de holdte helt med at bløde. Blodet koagulerede ikke, men det sivede fra hans krop med en klart langsommere fart. Hurtigt fik Saga tørret sine håndflader af i sine bare lår, før hun skuttede sig helt hen til manden. Pressede sine knæ ind mod hans side og rejste sig for at kunne være henover hans ryg. Først og fremmest begyndte hun at trygge omkring såret. Klemme omkring de flænsede områder. Knogleresten var nød til at blive fjernet, men hun tvivlede på, at hun kendte nok til de bevingedes anatomi. Hun sank. Hun tog en dyb indånding for at stabiliserer sig selv. Så som førte hun marionettråde med sine fingre, spillede hun med dem i luften over det første sår. Førte trådene til at bearbejde sener og væv der fastholde knogleleddet. Det var ikke dybt nok til, at hun ikke havde et udsyn til det, og knoglestykket var ikke så store igen. Hun tvivlede på at den smule indring, hun havde sørget for, ville være nok til, at dulme, hvad hun lavede, så hun gjorde sig mentalt parat på hans skrig, skulle det vække ham. Særligt idét det lykkedes hende at få den første rest fjernet… og revet fri.

Ville man have set sig foragtet på heksen med de ibenholtsorte lokker, havde man overværet, hvordan det forfærdelige, det modbydeligt pinselfyldte skrig knap fik hende til at blinke? Meget muligt. For dem der ville overvære, ville ikke være publikum til, hvad der foregik inde i hendes hoved. De ville ikke lægge mærke til, hvor meget hele hendes krop pludselig var spændt op, hver enkel muskel, for at ikke lade sig blive trykket bort af skriget. Skriget fortalte alt om hvor smertefuld en procedurer det, hun netop havde udført var. Men det det klingede ligeledes af sørgmodige toner af tab. Og det var netop dén del af skriget, der syntes at stikke dybere end resten. Det var dét der havde gjort det svært for Saga at holde sig kold og stenet. Resten skulle fjernes. Det var hvad fakta der var at dulme medlidenheden.

Og det lykkedes hende. Lige som skriget nåede sit peak, og hun faldt tilbage med den smule flækket knogle, der egentlig var det eneste tilbage af engels flyvende identitet. Hun havde ikke forventet, at der ville være megen kraft tilbage i ham, så da hans hånd endnu en gang skød frem og klemte omkring hendes håndled som et jerngreb, fik det hendes hjerte til at hoppe. Ikke behageligt, sådan som det allerede havde siddet oppe i halsen på hende.
Den blodige knoglerest faldt automatisk ud ad hendes hånd ved forskrækkelsen og af ren refleks havde hendes anden hånd grebet ud efter hans arm, mens blå øjne fluks havde fundet ned til ham. Mødtes med hans bønfaldne øjne. Hans koldsvedprægede ansigt. Et ansigt der stadig virkede glødende. Med ét blev skriget og bønnerne erstattet af skingre og arrige skræp fra den hvide krage. Skræppede ad englen, som den kun så behandlingen af sin heks og ikke tilstanden af den ubudne gæst. [Grab not! How dare!]

Saga så hurtigt mod sin familiær, der trods sin forsvarende adfærd, endnu holdte lidt afstand til det hele, tydeligvis påvirket af skriget fra før, og så så tilbage mod englen. ”I’ll stop. It’s over. The worst of it. I promise. But I’ll have to close the wounds. I can only hold back the bleeding for so long.” Hun så frem og tilbage mellem ryggen og hans øjne. Hun var stille i et øjeblik, mens hun overvejede sine muligheder. Hendes rosablege læber skilte sig så atter ad, som hun lagde spørgsmålet ud: ”What’s your name? I’m Saga. You’re in my boutique. You’re safe here.”
Ordene føltes underligt på hendes tunge. Hun mente dem ikke mindre, fordi hun normalt aldrig forsøgte sig med den slags beroligende tiltag, men hun havde skam sagt det velforstående, at det kunne have en ønsket effekt. Det var ikke manipulation.. som sådan.. Det var blot nødvendigt.


//OOF: Circe's 'tale' vil blive præseneret med []

Hm? Forvirringen strøg fluks fordi Saga’s ansigt idét han talte, men det var ikke det at han talte, der bragte forvirringen med sig. Tværtimod var det et godt tegn, at han stadig kunne samle sig nok til at tale sammenhængende. Men han havde ikke talt til hende. Hun havde ikke engang sagt noget. Hun drejede hovedet en ekstra tand og skævede mod den hvide krage. Hun hørte oplevede ikke Circe med en stemme og tydeligt forstående ord, selvom hendes forståelse af sin familiær var på samme niveau. For hende var der tale om en fornemmelse. Et bånd, der var meget mere end bare en telepatisk forbindelse. Men… Hun så tilbage på den vingeløse engel. Havde han forstået Circe? Eller var det blot en reaktion på skræppet?
Før Saga kunne nå at komme til nogen form for konklusion talte han igen. Denne gang til hende. Et svar på hendes spørgsmål. Og navnet, han præsenterede for hende blev mødt af lige mængder skepticisme som forbløffelse. ”Lucifer,” gentog hun for sig selv med en stille stemme, som hendes fulde opmærksomhed havde vendt helt tilbage til ham. ”Like…” The Fallen Angel. ”… the cat from Cinderella.” Hendes bløde blik forblev på ham i noget tid, forsøgte nærmest at skabe øjenkontakt med ham, som han lå der, akavet på maven med hovedet drejet til et punkt, der nok ville give en stiv nakke i sidste ende. Hun holdte øje med ham. Han var ikke menneske og det var ikke blot fordi tegnene stod helt oppe i ansigtet på hende – blodrøde og makabre. Intet menneske ville være ved bevidstheden endnu. Han var stærk.

I en bevægelse, der både var abrupt og rolig, satte hun sig atter ret op. Hun linkede begge sine tommelfingre og pegefingre med hinanden og trak dem derefter fra hinanden. Som de så løkker blev trukket fri fra hinanden dannede der dig en tynd tråd mellem dem. Som havde hun blot trukket den ud af ingenting, hvilket hun nok egentlig også havde gjort. Hendes læber blev presset sammen i koncentrationen, som hun trak tråden længer og længere. Det var først da hun skilte tommel- og pegefingeren på den ene hånd, at tråden blev ’klippet’ og hang som et fint hår fra fingrene i den anden hånd, der forblev klemt mod hinanden. Det varede dog kun indtil, at hun førte trådens start mod det første åbne sår.
Det var som om at trådens ende selv svævede det sidste lille stykke mod toppen af såret. Tråden behøvede ingen nål, som den spiddede sig ind igennem den faldne engels hud. Heksens intense blå øjne fulgte tråden, som hun ligeledes var den der førte den. Hendes ene hånd spillede igen det usynlige klaverspil. Den anden hånd lå og hvilede på hans ryg, tæt på helt nede ved hans læn. Det var både for at berolige ham – han virkede til at søge kropslig kontakt, men det var skam også for at bedre stabilisere ham, som hun syede ham sammen.
”Almost done,” sagde hun blidt, nærmest som en hvisken i normalt toneleje, uden at hun så tog blikket fra sit arbejde. Eller stoppede det for den sags skyld. Hun havde besværgelser der kunne hele et sår på ingen tid. Men hans sår havde ikke helet af sig selv, som de burde; på magisk vis. Så chancen for at det ville have haft en effekt var lav. Dette var bedre. Hun fik atter fat i trådens ende og trak forsigtigt til. Trådene der havde krydset hen over såret tvang huden sammen. Og først idét hun hvilede den magiske tråd om sin finger og trak igen, knækkede tråden og… forsvandt. Ikke blot fra hendes greb men også fra såret. Dog forblev såret lukket, som var det blevet syet sammen.

”It’s a movie,” svarede Saga ganske nonchalant, til trods for at hun et sted inde bag facaden ikke helt kunne undgå at undre sig over, at han ikke allerede havde kendskab til Cinderella. Hun kunne forstå, hvis det bare var filmen, som hun havde refereret til, men måden han havde spurgt på, lød mere som, at han slet ikke kendte til selve historien. Men hun lod det ikke syne på hende. I stedet havde hun rejst sig yderligere på sine knæ for at bedre kunne læne sig indover hans ryg og få et bedre kig på det andet sår. Han var heldig. Ingen knoglerest der skulle hives ud. ”There’s a mean cat named Lucifer in it.”

Som hun havde gjort før, trykkede den lille heks sine fingre sammen og trak en ny magisk tråd frem fra det blå - en sand tryllekunst, virkelig - og ved at forsigtigt have sin frie hånd støttende ned mod englens ryg for at holde sig balanceret, påbegyndte hun sammensyningen af det andet og sidste sår. Det ville klart have været nemmere, havde hun bare flyttet sig om på den anden side af ham, men det gik lige. Hun havde været en smule i tvivl om, der ville have været tid at spilde på at justere på sin position, men det var dér han begyndte at tale. Tale meget mere flydende end han ellers havde gjort. Før havde hans stemme været meget svag og hakkende, vel forstående med hans tilstand, men havde hvad hun havde gjort virkelig været nok til at genstarte bare lidt af hans egen overnaturlige regenerering? Hvad der dog kom mere bag på hende, end dét, var hvad han begyndte at fortælle om. Sage. Det var en person. Ikke en urt.
Med forundring pyntende på hendes ansigt, stoppede Saga kortvarigt med at spidde hans hud med tråden, for i stedet at flytte lidt tilbage, satte den støttende hånd på gulvet ved siden af ham i den tid og lod de intense blå øjne finde ned til ham. Han smilte så… elskværdigt. A good person. Hun kunne se, hvorfor han ville mene det. Hun havde ikke bare ladet ham ligge og bløde ud eller smidt ham tilbage ud i regnen. Men; hun følte heller ikke at han kendte hende nok til at tro det om hende. ”Do I? In which way? Where is she now? Do you know?” Han talte om hende, denne pige, Sage, som var hun en fortid. Hun huskede måden han havde set på hende, første gang hans øjne havde fokuseret. Længslen.

Hendes blik gned ned til sin hånd, som han tog den i sin. Den var varm. Hedende. Hans krops temperatur måtte have steget under smerterne. ”You can thank me later. I’m not entirely done yet. And your wounds aren’t healing which is still a concern.” Hun lod ham holde i hendes hånd lidt længere, før hun elegant gled ud af hans tag for at vende tilbage til tråderiet. Igen måtte hun udsætte ham for smerten af at trække de to sider af det gabende sår sammen for at lukke det. Men idét hun ’klippede’ tråden, var det ovre. Det værste var nu ovre. Kun med den pinefulde ømhed tilbage.
Saga satte sig tilbage på sine lægge og tørrede sine blodige hænder af i sin T-shirt - den kunne vaskes. ”How are you feeling? I’ll be best if I could bring you upstairs before I can bandage the wounds.” Hun skævede mod den spirale metaltrappe nær dem.

Det var nu alligevel besynderligt at lytte til hans specifikationer. De samme øjne. Den samme væremåde. Den eneste hun selv havde mødt, der mindede om hende selv var hendes far, og med ham var det mest i udseendet at de lignede hinanden. Samme øjne. Samme hår. De delte en ens melankolsk personlighed, men Reuben Rhyss var ikke nær så… hvad end hun var, som hende. Roligt flyttede hun sit blik over mod den hvide krage, der havde flyttet sig op fra gulvet til nu at sidde solidt på betalingsdiskens kant for bedre at kunne overvåge det hele. Den drejede sit hoved og så tilbage mod sin heks i samme øjeblik. Det virkede for meget af et tilfælde. Circe tog ikke bare én form. Og kun denne ene, som familiæren var i som englen var ankommet, havde fjer. Hvide fjer. Kridhvide som en engels.
Saga vidste dog også godt, at Circe’s fjer på ingen måde var af samme hellige glød som englefjer. Hun var i besiddelse af sådan en. Hun havde studeret den. Og hun havde før set engle sprede deres vinger. Men stadigvæk…

She’s dead… I det samme, som hun rettede sine øjne tilbage mod Lucifer, lagde hun mærke til den blanke overflade i hans dybe øjne. Hun pressede diskret sine læber mod hinanden, mens hun fortsat observerede hans ansigt. Det var sjældent hun stødte på en mand så såret. Og ikke blot fysisk. Han led, og han ville lide selv efter de fysiske smerter var ovre. ”My condolences. You must have cared much for her. I can tell,” sagde hun, hendes stemme blød og lavmælt. Men hun var ikke Sage. Ligemeget hvor mange ligheder der kunne være. Hun havde aldrig så meget som lagt sine øjne på denne mand. Hans navn vækkede mistanke, dét var der ingen tvivl om, dog passede tingene ikke helt sammen.
”Then you fumbled your way to the right place. Fallen or not, my boutique is a neutral zone.” Det var ikke hendes mening at lyde kold og kynisk, som om hun ville have ham til at ’get over it’. Ikke overhoved. Men der var vigtigere ting at tage sig til.
Et puff af et fnis tvang sig frem fra Saga’s strube. Han var ganske ærlig, var han ikke. Hun holdte godt øje med ham, som han kampede for at komme op, og hun sørgede også for at være til hjælp. Dog som han nåede op på sine knæ, stoppede hun ham: ”Stay for a moment,” kommanderede hun med en løftet håndflade. Hendes øjne så ham i øjnene indtil at hun var sikker på, at han forstod og adlød, inden hun så væk fra ham og begyndte at løfte op i sin store T-shirt. Hun var ikke sky. At han skulle få et glimt af hendes bare lår og underbukser og mavehud, gjorde hende lige så lidt som at se lidt blod. Hun løftede kun lige højt nok op til at et lille sort symbol blev synligt i det nederste stykke af hendes mave, ud til venstre. Og mens den ene hånd sørgede for at holde huden strakt og T-shirten oppe, tegnede den anden hånd en linje tværs over tegnet, hvor så et lille snit blev gjort. Kun lige dybt nok til at trække blod og aktivere magien. Og for tyndt til at noget knivblad kunne gøre det.

Saga pustede tungt ud, vant til den svigende smerte, før T-shirten blev sluppet og hun kom op at stå uden at kommentere på, hvad hun netop havde gjort. Hun kunne mærke magien fylde hendes krop med styrken. Det ville kun vare så længe, så hun ønskede ikke at spilde tiden. Så hun bøjede sig ned og rakte ud efter Lucifer. Hjalp ham det sidste stykke op, nu med en fysisk styrke dobbelt, hvad det havde været før. Hun kunne løfte ham, hvis det skulle være nødvendigt. Og som hun fik hans arm over sin skulder og gik mod den spiralle trappe, var der virkelig ikke meget brug for at han selv gjorde andet end at satte det ene ben foran det andet. Hun sørgede for at holde ham stabil og hævet. Kragen fløj dem i forvejen.

Hendes hjem var ydmygt for at sige det mildt. Etagen de kom op til var stort set kun ét stort rum – med undtagelse af badeværelset, hvor en dør i den ene ende førte til. Op ad den ene af de længste vægge var der bygget et køkken med tilpas bordplads og et ordentligt størrelse køleskab. Og ved siden af var der en blød sofa placeret i hjørnet med et TV-foran sig samt en reol der blev brugt from rumdeler – delte køkkenet fra dagligstuen. I midten var et spisebord. Og hist og her var der små nips af at nogen faktisk boede der. Det var et normalt hjem. En kontrast til butikken under dem.
Sofaen var deres endelige destination, hvis han da kunne holde til at det sidste stykke der over.

Hendes hjerte sprang med ét I hendes brystkasse af det pludselig jag, der kom fra Lucifer kort efter de var kommet oven på anden sal. Forskrækket havde hun i det splitsekund blevet gjort til at tro, at han var ved at kollapse. Noget der bestemt var noget at forventet. Han var en svækket mand. At han overhoved havde givet den smule hjælp til at så sig selv op ad trappen, akavet som det bestemt havde været med dens smalle og snoede design, havde været en lettelse på baggrund, at hun ikke havde vist om, det havde været muligt inden hun havde sat missionen i gang. Men han overraskede hende i stedet.
Han faldt ikke sammen på gulvet eller i sine arme. Tværtimod måtte han have fundet nok styrke tilbage i sig selv til at kunne slæbe sig selv af sted på sine fødder. I til og med noget af en hast blev det til. Et udråb, en ordre, om at han skulle stoppe og ikke gøre noget så dumt som at anstrenge sig på som han netop virkede til at gøre, sad parat på hendes tunge, men hun forblev stum, idet hun lige kunne skimme, hvordan han faldt henover toilettet, da han nåede frem. Hun kunne ikke se andet end hans ben fra hvor hun stod, men ud fra lyden og hele momentummet, hun havde overværet ham i, faldt de sidste brikker på plads i puslespillet.

Selv stående lidt på den anden side af dørtærsklen til badeværelset, var lyden af opkast umådeligt væmmeligt. Boblende. Gurglende. Dyb. Det var en lyd der så ofte formåede at bringe kvalme frem i andre omkring. Selv før den velkendte syrlige stank af opkast. Bare… den var ikke til stede denne gang. Der var ingen lug til at angribe hendes sarte næsebor som hun fluks trådte ind til den faldne engel i rummet. Det var et virkelig sørgeligt syn, sådan som han sad ved toilettet. Selv uden at tænde lyset, kunne hun skimme hvor bleg han var blevet. Bleg på en måde der ikke kunne være forsaget af blodmanglen. Hurtigt, dog stadig gjort med yderst kontrollerede bevægelser var hun henne tilbage foran ham. Helt ned at sidde med knæene på det kølige klinkegulv. Og uden megen tøven rakte hun begge sine hænder frem og greb ganske blidt omkring hans hoved. De intense øjne studerede ham på det nye nærhold. ”Lucifer? Are you..?” Hun afsluttede ikke sit spørgsmål. De væde sorte rester omkring hans mund og hage havde fanget hendes opmærksomhed, og hun fjernede sin ene hånd for i stedet at stryge sin pegefinger henover hans læbe for at samle det op. Det var lige ved at hun førte det op til sin næse for at lugte til det eller op til sine læber for at smage, men instinkt stoppede hende, og hun holdte sig til i stedet at gnide det mellem sin pege- og tommelfinger, inden de blå øjne vente tilbage til englen.
”What has happened to you?” spurgte hun med en sagte stemme til trods for at der var noget underliggende krævende i hendes stemme. Hun tørrede sin finger af i sin bluse som hun havde gjort tidligere med blod - det var ved at nå det punkt, hvor hun lige så godt kunne smide den ud. ”I cannot say that I’ve ever experienced an angel fall but… this is not normal. Is it?” Hun havde egentlig haft planer om at først udspørge ham om det hele efter han var mere stabil. Men hun følte pludselig at det var mere vigtigt at få visse ting på plads. For… hvorfor havde det føltes som om at kolde lange negle netop havde kærtegnet hende ned langs ryggen? Kortvarigt så hun sig omkring efter, hvor hun havde efterladt sine håndklæder hængende og ved at blot række en hånd mod hvor et hang, blev løkken løftet af knagen og håndklædet strømmende til hendes hånd som en magnet. Så som hun vendte fuldt tilbage til Lucifer, tørrede hun forsigtigt ham om munden uden at blokere helt for den, så han da stadig kunne tale.

Saga var ikke helt tilfreds med det svar, han gav hende. Henkastede hvad hun egentlig ville vide som blot ’en lang historie’. Hun forstod udmærket at han var udmattet. Og ikke bare dét, men hans krop måtte bygge på et traume af en størrelse, hun tvivlede på hun kunne forstå. Det eneste hun kunne vove at sammenligne det at miste sine vinger – ufrivilligt, af hvad hun indtil videre var kommet til konklusion med – var hvis hun skulle miste sin magi. Hun var intet uden sin magi. Ikke andet end en sølle lille pige i den store verden. De gange hun før i tiden havde været drænet for magi havde i sandhed været nogle af de værste øjeblikke i hendes liv. Hun huskede tydeligt følelsen af tomhed. Var det sådan det var for en engel at miste sin hellighed? ”You are quite the guillible man, Lucifer, if you think you can sleep something like this off,” ytrede den lille heks sig så, som hun kørte det lille håndklæde ned over hans hals for at fange de sidste par streger af, hvad end han havde kastet op, og atter vendte hendes blå øjne tilbage til hans. Selvom det var en helt naturlig ting for hende at gøre, at se folk så direkte i øjnene, så var det denne gang ligeledes for at sikre sig, at han havde hørt hende og forstod alvoren.
Men selvfølgelig udsatte hun ham ikke for det mulige ubehag alt for længe, inden hun blidt fjernede hånden, der stadig kuplede hans hoved og sukkede sagt, som hun stille og roligt rejste sig igen. Hun så mindst lige så værst ud som ham. Hvis ikke mere blodig, nu hvor det lille snit, hun havde givet sig selv nær lysken, havde nået at bløde igennem hendes T-shirt inden såret havde dannet skorpe. Så nu var den virkelig ikke noget værd mere…

”But sleep would certainly be favorable. Then you can talk when you wake up again. However, I still need to bandage your back. While the magical stinging I did on you should hold, it’ll be for the best. And I’d prefer not to have to deep clean the couch, should you start bleeding again.” Fluks, nu med håndklædet I sine hænder, prøvede hun at tørre det sidste blod af dem, men det var allerede størknet så det var ikke rigtig til nogen nytte, så til sidst kastede kun håndklædet fra sig i håndvasken, hvor efter hun tog et skridt nærmere Lucifer. Dog faldt hendes blik mod indholdet i toilettet, som kaldt det hendes opmærksomhed. Hun krummede straks sine bryn af synet. Det pulserede som havde det sin egen eksistens. Og det havde været i maven på Lucifer? Hun stolede ikke på det. Ikke nok til at skylle det ud. Nej. Det ville være sikre at brænde det. Det samme gik for håndklædet. Og hendes T-shirt. ”Can you stand again? Walk? You’d only need to move up and sit on the edges here,” forklarede hun, og pegede mod det porcelænshvide badekar kun et skridt eller to fra, hvor han sad placeret nu. ”Your back turned over the tub. That way I can wash you a little beforehand.” Hun havde stadigvæk styrken fra besvægelsen, hun havde aktiveret nede i butikken, så hun kunne stadigvæk løfte og støtte ham. Han havde selv gået hele vejen til badeværelset, men noget sagde hende, at det måske var mere en pludselig desperation frem for at han egentlig kunne gå selv uden problemer nu.