Feathered wings in woodland traps

Time: kl. 03:10
Place: Dybt inde i den omkringliggende skov.
Weather: Himlen er overdækket af tunge og mørkegrå skyer, kun belyst af korte, skarpe blink af tordnende lys fra tid til anden. Dog det varsler om regn, er det endnu ikke begyndt.
_______________________________________________________________________


Fra et næb så blankt som poleret stål og så skarpt som slebne knive brølede et sådan brøl der slog gnister i himlens tordenfyldte atmosfære. Det sande hjælpeløse kald overdøvet og derfor aldrig hørt som andet end uvejrets brag hos akademiet eller byens befolkning i det fjerne. Den enorme fugl kæmpede en kamp imellem træerne, vinteren havde afklædte, og våde, visne blade blev trampet til mod under rovdyrets sylespidse klør. Reb holdt fuglen fanget. Reb der udadtil ikke så ud af meget, men de var langt stærkere end, hvad man ville tro. De var som fingergarn; uglede sig så nemt og den første tordenfugl havde allerede fået viklet sig ind i dem som et værre spil kluddermutter.
Fødderne var stadigvæk solide mod skovbunden, men megen bevægelse var ikke givet ørnen. Særligt den ene vinge var fanget af reb, der tvang den halvt udstrakt, og det var som om at ingen mængde af kraftige bask med den, var nok til at rive den fri. De lange halefjer havde allerede fejer jorden bag sig helt fri fra løsliggende kviste og blade, så meget som den havde svunget og pisket og slået i takt med resten af fuglens kamp, der kun var blevet mere og mere desperat. Et reb havde særligt viklet sig om den tykke hals og holdte hovedet fra at føre næbet mod rebene ligemeget, hvor meget der blev prøvet.

… Det var ingen nytte. Ingen nytte i at mosle i hvert fald. Hun kunne kun mærke rebene stramme mere og mere ind. Det nev noget så forfærdeligt, og hun havde allerede mistet rigeligt med fjer. Hvide fjer der nu lå omkring hende i skovbunden. Hun havde set i hvert fald skæret fra en enkel gylden, der havde gemt sig under terranet.
Den store ørn prustede udmattet, som hun tvang sig selv til at falde til ro. Og rigtigt nok undgik hun at vikle sig yderligere ind i rodet. Fjerpragten omkring brystkassen puffede sig op, som dybe forpustede vejrtrækninger. Et par skridt på stedet blev taget for at sikre sig fodfæstet og den mest behagelige position. Rebet om halsen trykkede ind flere steder, men heldigvis var det ikke nået punktet, hvor hun blev kvalt. Bare fanget.

Det ironiske var netop hvordan, hun ikke kunne flytte sit hoved ordentligt. Hun kunne ikke bare nappe de fangende reb over. Hun kunne ikke engang nå sin egen fjerpragt til at hive de nødvendige fjer ud. At vikle sig selv fri ville være intet problem som menneske. Men… hun måtte finde andre muligheder. Hun måtte tænke andre veje.

Gwen befandt sig på grund af lidt uklare omstændigheder i skoven, men der sket så meget i hendes liv at hun ikke kunne være  hjemme og lave ingenting, hun kæmpede med mørket og var så dybt begravet i tanker at hun ikke ænsede de lysende glimt af lyn eller lyden af torden som flænsede gennem stilheden. Hun havde været så dybt begravet i sine tanker. Hendes ben ført hende steder hen uden at tænke over det, hvilket havde gjort at faret vild. men hun blev alligevel revet smule tilbage til virkeligheden og sig selv. Hun nåede dog ikke særlig langt før fik følelsen af ikke at være alene. Først så Gwen ikke noget, men så på grund af glimt af lys fra lynet så hun det fremmede væsen. Hun tøvede det ikke ret længe og fordi hun lys fe kunne hun ikke bare vende sig om og gå. Dyret havde brug for hendes hjælp og skulle hun død kunne det vel lige godt være fra det bevinget væsen i skovbunden " I don't want to hurt you I am just going to help" sagde hun stille og nærmede sig forsigtigt for ikke at skræmme den fremmede fugl, Hun havde af egne årsager valgt at magi og den magiske verden ikke var for hende, derfor vidste hun heller hvad hun havde med at gøre og hun kendte ikke til racen. Hun snakkede til den berolig tone lige som hun ville gjort det dengang hun sygeplejerske, men grundet vejret blev nød tale højere.
Gwen stoppede et stykke derfra langt nok til at den kunne se hende, men ikke skade hende denne skabning var så smuk hun følte sig en smule trist tænk hvis ikke hun kommet forbi. Dog havde glemt se efter om der andre end hende her, nemlig fordi hun havde haft så travlt med hjælpe. Hun satte sig imens hun ventede reaktion, dog talte hun til den beroligenede tone i håb om at vinde dens tillid.

Straks som ordene havde forladt hendes mund, løftede ørnen sit hoved – som det eneste hun umiddelbart kunne gøre - for at se direkte mod hende med øjne, der lignede, at de bar en lignende storm i sig, som den der hærgede på himlen over dem. Og efter et øjeblik forsøgte den at ranke sig, så selv fanget i reb som havde det været en lang af kluddermutter, stod den mægtigt. Næsten helt majestætisk. En regent af naturen. Der var stadigvæk afstand mellem Mykie og denne forvildede kvinde, men der var ingen tvivl om, hvordan hun tårnede sig over menneskeskikkelsen. Havde det ikke være for stormene og de tunge grå skyer, der for det meste lokkede væsner som hende ud af deres rede, ville der nok have været en del flere tilfælde, hvor beskuerne nede på den faste jord havde fået et glimt af fugle i den størrelse. Større end mennesket. Større end deres heste.

Mykie så atter bort fra kvinden. Det burde have været tydeligt nok, at hun havde brugt tiden på at se hende an. For lige meget hvor besynderligt det var at finde en som hende fanget så dybt inde i skoven, var det at finde et civiliseret individ her så sent. Og Mykie havde ikke set noget våben, så hun kunne umuligt være en jæger, der havde bildt sig selv ind, at det var en bedre idé at jage efter mørkets frembrud frem for, når solens stod højt på himlen og gav lys.
Med en faretruende klo af en fuglefod, skrabede hun skovbunden lige under sig og skræppede i en facon af svar tilbage til kvinden. En bekræftelse på, at hun blev stolet på. For i tilstanden Mykie var i nu, havde hun ikke evnen til at tale. I hvert fald ikke et sprog, som ville være til at forstå uden dyriske tilknytninger.

Hun gjorde så et ryk med hovedet for at hentyde til, hvordan rebet holdte hende fanget. Hentydede til, hvilken form for hjælp der var brug for. Hvis bare hun kunne får lidt mere bevægelighed at gøre med… Hun prustede igen. En tordenfugl var et stædigt væsen, mere end så mange andre, så det var ikke så underligt igen, at hun viste tegn på at have brugt sin energi op. Kampen med rebene havde været en konstant lige fra starten og indtil nu. Og den ville nok have fortsat efter at have genfundet pusten, havde hun ikke fået selskab.

Hun kunne ikke lade være med gispe som hun så fuglen den enorm, men det skulle ikke stoppe hende i at hjælpe hvis den ville have det.Da dette væsen så ud til at acceptere hendes hjælp var hun ikke længe om at komme på benene, begyndte flittigt at filtre rebene fra hinanden og give den plads til at kunne flyve hvis det var det den ville. Hun prøvede så vidt som muligt at undgå de fine fjer, dog havde hun lagt mærke til dens øjne da hun set den i øjnene fordi hun ikke provokere den. Det tydelig at den var irriteret på rebene der var ingen grund til at gøre den irriteret på hende. Da gik et stykke tid med svære knuder som havde været en smule hårdknude. men da hun endelig var færdig med kunne hun ved forsigtigt at flytte rebene fra krop bag til hun var stadig ikke sikker på at den ikke ville tage en bid af hende hvis endte oppe ved hovedet. Hun smilede svagt som vejret igen brød stilheden. Hun var ikke så god til dyr som hun var mennesker, men hvad hun umiddelbart kunne se virkede der ikke til være nogen skader, dog turde ikke gå i dybten med at checke " It's quite a mess you happen find yourself in, but I was happy to help" sagde hun trak sig en smule tilbage så hun ikke udgjorde nogen trussel. Dog betragtede hun den længe og forventede at den nok snart ville flyve så snart mærkede rebene forsvinde om dens krop. Derefter samlede hun rebene op og ville tage den med sig så andre dyr ikke ville komme i samme situation som denne smukke skabning.
Gwen burde også finde sin vej tilbage " by the way my name is Gwen" sagde hun og anede ikke hvorfor hun præsenterede sig til fuglen det var ikke som den kunne tale, eller tage en menneskeform. Det var tydeligt at selvom at Gwen var en fe så vidste hun ikke meget om den magiske verden. Et valg hun taget for meget længe siden. Gwen lagde rebene omkring hendes krop og ignorere hvor tunge de var " you can fly now you are free I am sorry though who ever did leave those ropes here to trap you should be punished" sagde hun

Så snart det var muligt, tog tordenfuglen et mere direkte initiativ til at få rebene af. Hun tøvede ikke med at bøje hovedet således, at hun snildt kunne bide fibrene over og i desperationen over at komme fri, blev der ikke rigtig lagt mærke til, at næbet havde klappet sammen kun få millimeter fra feens små, sarte fingre. Heldigvis smagte Mykie ikke blod på sin tunge. Det ville ikke have set godt ud for hende, havde hun kappet hånden af sin redningsmand. Men hun var heller ikke den bedste fange, sådan som hun møvede og vred sig frem for at bare blive stående og tålmodigt vente til alle rebene var faldet og fjernet. Tålmodighed var i det hele taget ikke en del af hendes fulde pakke, og hun havde allerede tilbragt rigeligt med i fælden – tilfældig eller planlagt.

Idét hun var helt fri, spildte hun heller ikke flere sekunder, før hun rystede sin krop og pustede sin prægtige fjerpragt op af ren og sker lettelse. Begge vinger blev spredt ud i sit imponerende vingefang for lige at strække sig ordentligt, og særligt den vinge der havde været fanget mest kritisk, fik lige en fluks tur med næbet for at rette op på dens tilstand. Og så gav hun lige et sidste ryst fra sig af velbehag, inden øjnene atter fandt sig frem til kvinden.
You can fly now. Det var ganske rigtigt, og hun så da også kortvarigt op mod den stormfulde himlen. Endnu en gang blev en vinge løftet, men hun lettede ikke eller gjorde andre tegn til det. I stedet bukkede den gyldne og hvide fugl sig ind under vingen og begyndte blot at rive fjer ud, som når en kylling blev plukket klar til slagtning. Næbet tog fat om store håndfylde af de marmorhvide fjer og de blev hevet ud med roden, dog uden den mindste beklagelse fra fuglen selv. Hun havde plukket sig selv mange gange før. Nok gange til at hun ikke længere blev vitterligt rørt af det. Det gjorde selvfølgelig fandens ondt! Det ville aldrig gøre mindre ondt. Men hun havde lært at håndterer smerten.

Jo flere fjer der blev plukket, så mere synes tordenfuglen af falde sammen og blive mindre, indtil skikkelsen, der stod foran feen ikke længere havde samme form, men var blevet erstattet af en nøgen kvinde, der var betydeligt lavere. Lavere end feen selv, endda. Hendes hud var lys og fjerløs, kun de fjer hun havde hevet ud, lå på jorden omkring sig, mens de resterende var forsvundet sammen med ørneskikkelsen. Håret var kort men i stedet for at være gyldent eller hvidt, var det skrigende gult. Hendes øjne bar dog samme stormgrå farve. Og samme blik.
”Phew! I thought I would be stuck there forever,” væltede det ud af hende med en vis manglende bekymring, der ellers havde været at fornemme i hendes kamp med rebene. Ligeledes var hun fuldstændig upåvirket af sin egen uanstændighed. ”Gwen was it? I’m not sure if what I would have done if you didn’t wander the woods at night. So strange that it might be, thank you.”

Gwen skulle lige til stoppe fuglen i at plukke de smukke fjer af sig dog nåede hun det ikke og halvt forskrækket over der nu stod et menneske eller en menneskeform og i hendes iver for at få fuglen til stoppe væltede hun i alle rebene og falde bagover lagde nu lige i midten af dem. Hun pustede lettere irriteret og vente så sit blik imod fuglen som den snakkede igen " You would been in a bigger mess than now maybe the people who trap you would've have found you used you for whatever purpose they wanted too use you , but lucky for you I am not one of them" sagde hun stille stadig meget overrasket over at hun, fuglen var en hun  havde en menneskeform. Det først nu hvor fuglen var i sin menneskeform at hendes gråbrune øjne betragtede hendes. Gwen rejste sig op og smilede svagt da Hun nævnte hendes nikkede svagt " what is yours I can't go around and call you birdgirl can I?" sagde hun stille og lagde hovedet lettere på skrå.
Gwen var ikke så meget mærket af den fremmede ikke noget tøj på, ikke lige nu, men det også fordi denne fremmede fugle person fascinere hende, gwen havde af mange årsager valgt den magiske verden fra mest af grundet hendes familie, men hvergang hun var ude endte hun med møde nye og langt mere interessante væsner.
Gwen samlede atter rebene op og betragtede igen den fremmede  og regnede alligevel med at den fremmede stolede på hende for ellers virkede det bare dumt at forvandle sig til sin allermest sårbare side. Gwen ænsede slet ikke stormen længere lige var hun ved finde ud af hvor hun stod forhold til denne fremmede " Maybe we should go before we find out who trapped you" sagde hun stille og begyndte langsomt at gå i den retning hun var kommet fra.

Mykie stod egentlig bare og så til, idét feen snublede i den favnfyldige mængde af reb, som var hun oprigtigt forbløffet over, at det var sket. Forbløffet over kvindens klodsethed. Men skulle tro, at hendes fugleskikkelse normalt ville være, hvad der forskrækkede folk på den måde, men ak, ikke når det kom til hende her. Hvad havde hun ellers forventet, der gemte sig bag fjerpragten? En plukket kylling? Alt for ofte gik det stadig ikke op for tordenfuglen, at hendes art ikke var udbredt viden, og det var mere almindeligt for en ulv at i virkeligheden være et menneske. Mykie gjorde heller ikke det helt store for at give en hånd med for umiddelbart så det da ud til at Gwen fint kom på benene selv.
”I mean, you can if you really want to. It’s not very far from what I am even though I’m probably a bit too old to be called a ‘girl’,” svarede hun med en tydelig kæk og letlevende tone og et træk på skulderne. Hun samlede så sine hænder foran sig og holdte armene godt ud fra sig. Førte dem efterfølgende op over hovedet for at virkelig strække kroppen ud fra top til tå. Ud fra grimassen hun gjorde sig, var det noget hun havde trængt til i et godt stykke tid nu. ”Hm, ah! But you can also just call me Mykie. Rolls off the tongue a little nicer.” Hun slap taget I sine hænder og lod armene glide ned langt siden igen, samtidig med at et veltilfredst smil havde udviklet sig på hendes læber og hele hendes ansigt lyste op på en måde, der på ingen måde matchede situationen.

Som potentielle jægere endnu en gang blev nævnt, vendte Mykie sit blik fra side til side for lige at scanne området de befandt sig i. Der var både et uendeligt mørkt og skummelt lige meget hvor hun så hen og umiddelbart kunne hun ikke fornemme tilstedeværelsen af andre. Men at der var nogen derude et sted, på vej til mod dem efter at en klokke havde ringet om, at der var kommet bytte i fælden, kunne nu stadigvæk være tilfældet. ”I was stuck for a long while and noone come so my guess is that if there would be someone stupid enough to be out here at this time of day they’d been here by now. No.” Mykie slog blikket ned og rystede på hovedet. ”They would have waited till sunrise when I would be too exhausted to put up a fight.”

Med forsigtige skridt, nu hvor hendes fødder var mere sarte på skovbunden af kviste og blade og hvad andet der kunne stikke op i den bløde hud nedenunder, trådte hun nærmere sin redningsmand, mens som hun stoppede foran hende, var hendes opmærksomhed på rebene. Stille tog hun fat i et stykke af det for at pille den fibre lidt mere fra hinanden. En misfornøjet rynke dukkede op på hendes næse, inden hun mumlede: ”Holly.”

Gwen var så uvidende omkring den magiske verden, at det at se en formskifter skifte form ville forvirre hende og det var selvom at hun var en fe, men igen grundet problemer med familien havde valgt at afskære sig fra alt magi. Dog efter mødet med en dæmon havde det ændret sig. Det var som om en helt ny verden havde åben sig op for hende. Gwen havde følt at det var så meget nemmere at gemme sig iblandt mennesker og aldrig tale om magi igen. Hun var sågar gået så langt at få hendes normale spidse fe øre lavet om almindelige mennesker øre da lægevidenskaben blev så udviklet at det kunne lade sig gøre " I didn't know how old you are and birdwoman sound so wrong" sagde hun og smilede svagt som hun rejste sig op. Hun lyttede til det næste Mykie sagde og smilede " Mykie it is than"  sagde hun og rynkede svagt på brynene som hun  nævnte navnet Holly først troede hun det var et navn på en Mykie kendte, men så hun rebet i hendes hånd og tog selv  stykke op duftede til det og hun var ikke længe om at finde ud af at det kunne være at hun ikke kunne tåle den plante som feer ikke kunne tåle jern " I'm sorry I didn't know you were allergic to Holly" sagde hun og lagde rebene ligge hvor hun var væltet i dem. Hun kunne også nemmere gå i skoven uden dem.
Desuden hvem end der var efter hende ville sikkert tage dem med sig når kom.
Det først nu gået op for hende hvor tæt de var på hinanden, normalt ville hun holde afstand, dog så det ikke ud Mykie gik ret meget op afstand. Hun kiggede svagt ud i natten og blev enig med sig selv om de komme afsted og ikke vente og finde ud af hvem det var der ville have fat i Mykie. Desuden ville Gwen ikke være til  megen hjælp hvis de skulle kæmpe. Gwen var svag lyfe som ikke kunne forsvare sig selv " come on we have to go, it's no use in staying" sagde hun og kunne nu bevægede sig lidt på afstand uden det ville virke mærkeligt.

Straks fløj Mykie’s stormgrå øjne op for at se på Gwen i takt med, at hun hurtigt gav slip på rebet igen. ”It’s not a very commen thing to be, so how would you even know such a thing?” spurgte hun retorisk. Der var skam ingen grund til at undskylde. Med mindre det selvfølgelig var feen der var skyld i, at tordenfuglen havde været filtret ind i rebene til at starte med, hvilket Mykie tvivlede meget stærkt på. Hun kunne tage fejl. Det skulle ikke være første gang. Men det var komplikationer for fremtidens Mykie at tage sig af.
Atter tog hun et par skridt tilbage for at gendanne lidt afstand mellem hende og Gwen. Fingrene der havde nulret i rebet gned hun en smule mod hinanden, som når man forsøgte at fjerne et hår fra at sidde fast mellem fingerspidserne eller man dryssede salt henover en ret. Kristtjørnen havde ikke været meget fremtrædende, ellers ville det have været til at kunne mærke og det ville ikke blot havde været en teori, hun først fik bekræftet i sin frigjorte tilstand. Havde det været flettet mere markant ind i det, ville det sviget en hel del mere end blot lidt gnid mod huden. Men der havde åbenbart været nok af det indblandet til at have styrket rebet – eller nok nærmere diskret svækket hende – nok til at hun ikke bare kunne rive sig fri.

Mykie gav gerne Gwen ret i, at det nok skulle få lettet bagdelen og komme væk fra farezonen, men til trods for at hun gjorde et bekræftende nik med hovedet, fulgte hun ikke trop lige med det samme. I stedet spejdede hendes blik omkring sig, denne gang rettet mod skovbunden, hvor alle de plukkede fjer lå og flød. Der. Hun bukkede sig ned og samlede en større fjer op, forsigtigt. De fleste andre fjer var marmorhvide med bittesmå hints af gyldent, men denne ene fjer var som forgyldt.
Så idet hun rettede sig op igen, skød en lavtliggende brise igennem skovbrynet og skubbede nedfaldne blade og andet rundt således de resterende fjer blev dækket og skjult. Forhåbentlig blevet fordærvet af jorden inden de kunne blive opdaget.
”What are someone like you even doing out here at night?” brød hun isen, dog ikke uden at påbegynde sit følge af feen. ”Hunting for thunderbirds, perhaps?” Over dem virkede det til at stormen så småt havde faldet til ro. Lyn slog ikke længere henover himlen og brag kunne ikke længere høres, dog brummede det stadig lidt. Advarede om regnen, der kunne opstå hvert øjeblik det skulle være.

Hun havde ud fra hendes reaktion på lugten gættet det desuden havde brugt det meste af hendes levetid på at pleje folk som havde været syge. Selv nu hvor tiden havde tilladt hende det havde hun uddannet sig til læge. Dog var det med speciale i Neurokirurgi og Neurologi. Hun havde været en fremtrædende læge i hendes fag og indtil for nyligt havde hun været overlæge på den Neurologiske afdelingen på Gaia hospital. Dog havde hun sagt op fordi hun havde behov for finde tilbage til den hun var. Hendes familie var grufulde de havde hyret til kidnappe hende, men det var ikke det værste. Det hun havde været udsat for havde ændret hende og mørke var langsomt begyndt spire frem og før havde haft ved at holde det nede, men efter kidnapningen og voldtægten havde ikke kunne finde tilbage til den samme lidt naive fe. Hun havde lyst til hævn, men af en eller grund kunne ikke gøre det for så ville hendes far havde vundet " I am or was a doctor, but now I don't know anymore, but the way you wrinkle on the nose when you smelled the Holly. I guessed I mean we all something that make us weak because I am fairy I weak against Iron" sagde hun og den lidt mere naive side var kommet frem igen og det var også tegn på at mente denne Mykie noget ondt for hun lige fortalt hende om feers svaghed, Hvilket sikkert ville være ret dumt hvis hun var på jagt. Gwen kiggede op himlen den meget stille og knap så vild som den havde været før, men hun stadig helt forstået at det kunne være at det Mykie som havde gjort fået det til at stoppe " I was running from my life right now it's a big mess and I don't know how to get out of it" sagde hun og smilede svagt. Hendes liv havde altid været et rod.

Mykie kunne pludselig ikke holde en kort latter fra at puffe sig igennem hendes strube. Måden hun havde rynket på næsen. Der var noget ret komisk omkring, hvor tydeligt hun havde måtte vise sin foragt igennem sit ansigt. ”I guess I do show it all in my body language, don’t I,” kommenterede hun med de følgende rester af latteren, siddende på hendes læber som et smil. ”But if you do want to know, it’s not really a ’thunderbird thing’ like iron is a ’fairy thing’.” Hun løftede gentagende gange begge sine hænder med pege- og langfingeren strakt ud og bøjet for at danne gåseøjne. ”Holly is more of a ’me thing’. And extra little fuck you given so gratefully to me back in the day when I was ‘blessed’ with feather.”
Jo mere, hun fortalte, jo mere synes bitterheden at penetrerer igennem hendes let-sindede tone. En bitterhed, der havde hæftet sig fast til hende i flere årtusindesår. En bitterhed der ikke havde famlet. Nej. Tværtimod gravede den sig blot dybere ind i hendes små usynlige revner.

Med ét måtte tordenfuglen dog finde sig taget i halefjerene, da Gwen afslørede hendes begrundelser for at være ude i skoven. Det var …ikke hvad hun havde forventet at høre. Selvfølgelig var der meget lidt, man ikke kunne forvente i et land som Gaia, men feen var så fint studset, at det næsten virkede malplaceret, at hun var blevet jagtet. Man kunne næsten påstå, at Mykie fandt det imponerende. Særligt igennem måden hendes stormgrå øjne udtrykte mere forbløffelse end så meget andet, idét hun fluks havde drejet hovedet for at se mod Gwen. Dog var det ikke ensbetydende med, at hun ikke tog det seriøst. Det gjorde hende da mere på vagt. Inden i.
”Running from your life. And yet you stopped to get me out of binds. That’s either incredibly brave of you or… stupid.” Alligevel, som ordene trillede hen over hendes tunge, blev blev hendes bryn mere krummede og noget knap så solskinsstrålende lagde sig over hendes ansigt. Munterheden havde vel og mærket forsvundet. ”Are you still being chased? Just how are after you, girl?”

Lige for en sikkerheds skyld lod hun blikket glide hen over skulderen igen. Fokuserede ind i mørket bag dem. Nope. Stadigvæk ingen. Ikke så meget som lyden af andre kviste, der blev trådt på, andre end dem de to kvinder var skyld i. Der var underligt stille i skoven denne nat.

Gwen lyttede svagt, det var ikke fordi hun kendte til Tunderbirds og deres svagheder, men nikkede ganske stille til det Mykie sagde og blev lidt fjern i blikket imens tanker bredte sig. da hun som kom til sig selv igen smilede hun svagt " if you find yourself  in a sticky situation or get hurt I can help I mean at least if you get hurt I can" sagde hun og da hørte sig selv sige det lød det måske forkert i hendes øre og det kunne måske fejltolkes, men hun kunne hjælpe hun brugt hele sit liv på at hjælpe. Dog var det en anden sag når folk prøvede på at hjælpe hende, da Mykie spurgte ind til om hun var blevet forfulgt kunne hun ikke skjule sin bekymring, for at være ærelig så vidste hun det ikke. Gwen trak lidt nervøst på skulderen. Gwen tøvede en smule da hun  talte om hvordan Gwen havde reddet hende. Måske det var dum, men Gwen var lys fe og det med at hjælpe var hvad hun gjorde " It's kind of a me thing" sagde hun var stadig bekymret, men det lykkedes dog at fremtvinge et overbevisende smil. Det var ikke fordi hun ikke ville stole på Mykie, det var mere fordi hun prøvede på at beskytte dem omkring fra at blive til et mål for hendes familie, hun havde mistet før og ville ikke risikere at miste igen. Gwen betragtede svagt tordenfuglen og så hvordan Mykies bryn krummede sig " it won't help my sister can use air to fly so she probably not on the ground if she is following she would be up in the trees. [b]You see in  my family I am the black sheep I was born before my parentes turned, that why I am a Light Fairy and rest of siblings aren't" sagde hun og hun følte sig mærkelig.
Dog nåede hun tænke længe over det før stilheden blev brudt en sød næsten barnlig latter brød tavsheden som skikkelse hoppede svævende ned fra træet, denne skikkelse var Gwen søster, de samme blå øjne stirrede på Mykie og Gwen. af ren refleks skubbede Gwen Mykie bag sig, hun kendte det blik og når fik det blik var det med at komme væk. Gwen vidste at Raine lige nu ikke var intenseret i hende, men i Mykie. Derefter blev hendes øjne gule som fik et varsle omkring hvad der skulle. Da kom til sig skubbede Mykie fra sig som kaste kniv fór igenmen luften og ramte Gwen i skuldre. Hun gispene " Get away run fly do something just get away" sagde hun Gwen var ikke en kriger og kunne ikke dræbe, men kunne beskytte og hun var med årene blevet godt til det derefter trådte en person ud af skyggen, hun kunne næsten ikke tro sine egne øjne. Hun havde set ham død, de havde dræbt ham.
Gwen havde svært ved at få vejret og hun kunne ikke tro det alt den tid hun brugt på sørge, hun vidste godt at han var død, at han var blevet forvandlet, men det virkede så forkert han var ikke den samme hun huskede hun falde på ned i skovbunden. Hun kæmpede med at holde sine tåre tilbage I think my sister like my new toy you see our dad told me that If you not allowing you self to get dark we must force you by turning you something else " sagde hun og man kunne tydeligt høre sindsyg Gwen søster var, hvor sjovt hun fandt denne situation. Det Gwen havde set var noget de fået til at ved at ændre hende minde omkring hvad der skete den dag.

Raine