Time after time again

Outfit
___

---

Det var det sted hun følte mest. Et sted, som bragte hende mest sorg og vrede. Der var så mange følelser inde i denne bygning at hun kunne drukne sig selv i dem hvis hun ønskede. Det var alligevel mange år siden nu, og alligevel var hun vendt tilbage. Igen og igen, vendte hun tilbage. Elena havde en bid af skyldfølelse overfor sin far, for grunden til hun aldrig kom hertil  var jo ikke på grund af ham. Det var på grund af Noah og alle de følelser som bandt hende til ham samt, hvad der var sket herinde. Sorgen var blevet mindre, som hun havde vendt sig til den. Vendt sig til det fravær og de mørke tanker der fulgte derefter. Tanker om hun kunne have gjort anderledes, var der noget hun kunne have gjort, som havde ændret udfaldet af situationen. Døden var ikke et ukendt land for hende, og hun havde selv betrådt dets dystre stier. Elena åbnede døren til bygningen og lukkede den bagved sig. Ekkoet derfra rungede i hele bygningen, mindede hende om den ensomhed der gemte sig i hver en krog. Det var sørgeligt og Elena bed sig i læben som hun trådte ind.

Hvert eneste skridt var til at høre, og gav genklang det grålige rum. Hun bevægede sig længere ind i rummet, i sin favn havde hun en buket med de smukkeste røde roser. Roser der lyste op i den mørke lokale. Elena foldede sine læber sammen og tog en dybere indånding. De andre var allerede gået til. Et mindre suk forlod trybridens læber, og hun lagde roserne ned på det kolde gulv. Til en forskel fra andre gange, havde hun et par stearinlys og en pakke tenstikker. Hun placerede lysene på gulvet omkring blomsterne i en cirkel. Hvis man ikke vidste bedre, kunne det ligne et form for ritual. Dog havde Elena brug for at gøre rummet mere lyst, det var så tungt og sørgmodigt. Så dunkelt og sort. Hun åbnede pakken med tenstikker og tog en enkelt op. I et blidt strøg var der ild, og hun kunne bevæge sin hånd med med en elegant bevægelse. Hun fik de fire lys tændt, og pustede tenstikken ud lige før den ramte hånden der holdt den.

Elena tog en dyb indånding, det var som om hun glemte, hvor ked af det hun blev hver eneste gang hun besøgte stedet. Savnet blev aldrig mindre i sidste ende. Siden hun var startet på akademiet efter hun genopstod, havde hun undgået at komme hertil. Hun prøvede virkelig at starte på en frisk, men af en årsag følte hun sig mere forbundet til dette sted end nogensinde før. Elena lagde tenstikkeæsken tilbage i sin lomme og fnøs en anelse af sig selv. "I guess, that I'm back here again. Sorry its been too long," sukkede hun og trak vejret dybt inde. Måske det lindrede hjertet at tale selvom hun ikke forventede han hørte det. Måske hun håbede på, at han altid var der til at se over hende. "It's insane, after I was reborn.. I keep on thinking.. hoping, that maybe so would you," hun pustede ud og afslørede den ustabile vejrtrækning der var effekten af den hulken hun prøvede at holde tilbage. Elena lagde hånden mod sin pande og gnubbede den lidt i et suk. Et par enkelte tårer undslap øjnene og løb om kap ned af de rosa farvede kinder. "It just sucks you know," indrømmede hun og blinkede endnu et par tårer ud. "In all this madness, I feel like you are the only one who would truly believe me," indrømmede hun næsten besejret. Der var ikke mange der troede på at hun var genopstået. På trods af tanken selv drev hende til vanvid, havde hun ikke sagt det til mange. Hun havde ingen beviser. "I miss you."  Hun klemte øjnene en anelse mere.

I det sekund sværgede hun, at hun kunne føle hans nærver. Hun kunne mærke han var til stede. Et mindre grin forlod hendes læber og hun rystede på hovedet. "If you think I would rather sit and do math, than go visit you. You are the one who has gone mental," det havde lydt som hans stemme. Men hun turde ikke åbne øjnene til virkeligheden om det sikkert ikke var. Elena følte sig mindst ensom her, og på samme tid var det også her hun følte sig mest alene.

Hun måtte være ved at miste forstanden. Det var jo åbenlyst, at hendes sorg fik hende til at hører ham. Høre lyden af hans stemme der fyldte hjertet op med brutal savn. Det gjorde det hele mere virkeligt, ligeså virkeligt som når hun så tilbage på de gamle billeder og videoer der lå på mobilen. Minder som virkede til at være oplevet igår, men allerede nu var for længe siden. Tiden gik både langsom og hurtigt. Det var en af de ting hun ikke kunne stoppe eller følge med i, i hvert fald ikke uden hun følte det var helt uhåndgribelig. Elena holdt sine øjne lukkede, nød det i et kort øjeblik. Den bittersøde lyd af gengivelsen af hans stemme der kørte som et ekko i hendes sind. Eller det var til, can you hear me? Hun holdt vejret, og spærrede øjnene op. De blågrønne øjne stirrede fremfor sig, i frygt for at se til siden, hvor stemme havde lydt. Hjertet syntes at sætte dets tempo op, og hun sank en klump. Stille tillod hun sig at lade luften slippe ud mellem sine læber, men hjertet lod ikke tempoet falde ned - tvært imod.

Siden hun var lille, havde Elenas mor forsøgt at fortælle hende om, hvordan livets kredsløb var. Det var meget modsat af, hvad Elenas far så havde fortalt hende i løbet af de seneste par dage. Det var som om der lå en hel ny verden for enden af fødderne på hende, og hun manglede at tage det sidste skridt. Et sidste skridt. Hun lukkede øjnene igen da hun hørte hans stemme igen. Denne gang ved at sige et ord, et navn. Elena bed sig hårdt i læben og mærkede, hvordan hun allerede havde holdet hænderne sammen. Hun kunne mærke sin hud under neglene som de blev borret ind i håndfladen. "Am I losing my mind?" mumlede hun for sig selv. Hun tog en dybere indånding og ventede på hun fik taget sig sammen. Taget sig sammen til at se til siden, til at vende hovedet og blive bekræftet i, hvor langt ude hun var.

Endelig. Endelig vendte hun blikket til siden. Der stod han. Chokket fik hende til bevæge sig tilbage, og hun mistede derved balancen. Elenas albuer mødtes med den hårde beton og hun skar en kort grimasse. Dog uden at tage blikket fra ham. Måske hun virkelig bare havde mistet forstanden komplet. Måske Zach bare havde slået hende ufattelig hårdt i hovedet og egentlig ikke slået hende ihjel. Noah kunne ikke være her. Han var død. "Please tell me that I'm not going mental here," mumlede hun for sig selv og kom stille til bens. Hun børstede lidt af støvet fra jorden af sine albuer, hvorefter hun trak vejret dybt ind. "If this is some kind of trick.. to freak me out.. its working. Its not fun," hun så sig lidt omkring. Det var næsten som om hun forventede nogle legede med hendes hoved. Til sidst vendte blikket dog tilbage til Noah. Øjnene tiggede om det ikke var et trick, at det ikke var fordi hun havde mistet forstanden. Hun ønskede det var virkeligt.

Shit. Noahs udbrud fik hende til at holde vejret og se tilbage imod ham ret hurtigt. Det var næsten som om, at han ikke ønskede at hun kunne se ham. Måden han pludselig råbte op, som hun havde gjort noget hun ikke måtte eller som om det var en farlig situation hun havde udsat sig selv for. Nysgerrighed slog katten ihjel trods alt. Elena forholdt sig tavs. Det var aldrig til at vide om man fik tavshed eller opråb fra hende, sandsynligheden var lige høj på begge udfald. Dog blev han ved med at nærmest at gå i panik, og hans panik fik hende til at gå i panik. "I don't know okay!" Udbrød hun så og flyttede sine hænder op til sit hoved. Fingrene viklede sig ind i de mørke brune lokker, og hun mærkede neglene kradse langs hovedbunden i frustration næsten i sync med hans bevægelse. Måske hun burde se bort fra, at hun kunne være mentalt ustabil og fokusere på, at det kunne være virkeligt. "Okay. Okay, calm down," instruerede hun både ham selv, men også sig selv. Det var ikke en situation hun nogensinde havde regnet med at skulle se for sig.  Han begyndte at mumle en masse ord og det var ikke ligefrem fordi, at hun havde en forøget hørelse som kunne opfange diverse ord. Dog kunne hun godt tyde, at han ikke ligefrem var helt tilfreds med udfaldet af dette møde. Snart vidste hun heller ikke, hvad hun selv skulle tænke omkring det. Det var jo det rene vanvid.

Det ville være løgn, hvis hun sagde, at hun ikke havde drømt om muligheden for at snakke til ham igen. Bare at have en enkelt time, hvor hun kunne sige de ting hun aldrig fik sagt. Nu virkede de ord overflødige, og var hvisket væk i situationens ny malede billede. Hun mærkede læberne sprede sig igen, som om, at hun havde haft en ide om ord ville forlade dem, men ikke en lyd kom. Elena var mundlam, og følte sig helt igennem rundt på gulvet.

Væk igen. Væk. Hun stod alene i lokalet og lagde armene overkors. Hun beskyttede sig selv med den bevægelse, eller i hvert fald gjorde hun sit på at holde sig sikker. Øjnene så rundt i lokalet som en hundehvalp der var fortabt. Helt igennem alene og fortvivlet. "Noah?" navnet flød usikkert henover læberne. Blikket forsatte sit flakkeri for at gennemsøge hvert eneste hjørne. Hun mærkede panikken sive ind i hver eneste af kroppens nerver, i et forsøg på at rive dem fra hinanden. Hænderne rystede som et resultat af chokket og panikken som bredte sig igennem hele hendes system. "Come back," det lød mere kommanderende end hun måske mente det, men hun ville ikke bare gå rundt og tro at det var hendes egen forstilling. Han havde da været her? Elena mærkede den psykiske energi der sendte irriterende vibrationer igennem fingrene, og hun vidste, at hun var nød til at holde sine følelser i skik. Det ville ikke hjælpe nogle, hvis hun mistede kontrollen. Alligevel kunne hun også mærke energien lade op, og vente på at få et afløb. To af ruderne i bygningen eksploderede som efterfølge og gav hende næsten et chok. Hun knyttede næverne sammen og udløste energien igennem sig selv, hvilket nok ikke var det sundeste - men det beherskede hende fra at skade andre. Hun lukkede øjnene i og tog det ind før hun pustede ud i tomrummet. Måske hun bare skulle gå igen? "You really want me to leave?" Spurgte hund ud og kunne næsten hører sin egen stemme give genklang. Måske han slet ikke var her mere. Kunne han overhovedet hører hende?

Elena snurrede rundt på sine hæle, som genlyden af hans stemme endnu engang fyldte rummet med sit ekko. Ansigtet løsnede op og afslørede sin sorg, men også glæden der lå gemt bagerst i de blågrønne øjne. Hun havde aldrig troet, at hun skulle se ham igen. Her stod han. Ikke i live, men her stod han og så tilbage på hende. Elena havde været så bange for at indse, at de ting de havde haft sammen var ofre. For hvad var virkelig værst, at være den der var død, eller den som var tilbage? Alt hun havde givet til ham, havde føltes til at blive revet væk. Alle de følelser, som havde lagt dybt inde i hendes hjerte. Sorgen havde begravet dem så dybt inde og fyldt graven til med jord. Elenas mor havde ikke været til meget støtte, sagt det var hvad hun fik ud af at være med typer som ham. Det var så den sidste samtale hun havde haft med sin mor, før hun flyttede ind hos sin kusine. Det var som om, at hun ikke var klar i blikket og måske var det bare følelserne der gjorde hun ikke bemærkede den store forskel i hans udseende først. Hun bemærkede ikke, hvor død han så ud - måske hun nægtede at se det. Elena åndede ud, så bare på ham. Hun ventede stilheden ud, ventede på, at han ville sige et eller andet. Elena vidste ikke, hvor hun skulle starte, eller hvor hun skulle ende.

Endelig brød han stilheden og hun hev vejret ind igen. Lyden af hans stemme løb koldt nedover ryggen på hende, for den virkede så nær også fjern i hendes minder. Det skræmte hende hvor fjern den endelig lå, at hun stadigvæk følte sit hjerte springe en takt når han talte. "Okay," startede hun blidt ud og nikkede for at bekræfte sine ord, "I won't." Elena pustede ud og sank en klump. På trods af at han så væk fra hende, kunne hun ikke stoppe med at lade sit blik hvile imod ham. De blågrønne øjne fulgte ham, som var hun bange for at han skulle forsvinde igen. Den næste strøm af ord var hun ikke klar på, men hun lyttede alligevel. Hun havde altid været god til at lytte. "Always?" Spurgte hun så og foldede læberne en smule sammen, hvorefter hun lod dem trække op i et lille smil. Derefter vippede hun stille hovedet en anelse til venstre.  

Det gav hende en form for sindsro, at han havde set hende her. Alligevel undrede hun sig over, hvorfor hans sjæl ikke havde fundet fred endnu. Endnu et stort spørgsmål slog ind på lystavlen og hun tog en dybere indånding ind. Måske var det grundlagdet for hun kunne kommunikere med ham nu, var det på grund af sin egen genopståelse? Tanken om, at han havde oplevet hende dø eller set hende, hvorend han forsvandt hen? Havde hun minder, som hendes sjæl ikke havde tilladt hende at få kontakt til endnu? Elena blinkede en anelse og rystede en enkelt gang på hovedet af sig selv. "How are you feeling?" Spurgte hun så og kneb brynene en smule sammen i bekymring. Han virkede udmattet og drænet totalt - var det sådan efterlivet var? Drænende og mørkt?

Det var nok det dummeste spørgsmål hun kunne have stillet ham, han var død - hvordan skulle han ellers have det? Alligevel hang nysgerrigheden ved, hvordan var det at være død? Hun huske ikke endnu selv noget fra stunden. "Well, it would be ironic if you felt alive now wouldn't it?" Svarede hun en smule kækt tilbage og lagde armene en smule over kors. Hun havde altid været ret hurtig til at svare igen på de sarkastiske bemærkninger han kunne fyrer afsted, måske var det også derfor de havde klinget så godt. Han var tættere på hende end hun havde haft ham tæt på hende i lang tid. Hun mærkede lysten til at række ud og forsøge at se, om hun faktisk kunne mærke ham. Det var alt kroppen sultede efter, den fysiske kontakt, men ikke fra hvem som helst, kun fra ham. Hjernen mindede dog hurtigt hjertet om, at der ikke var nogen grund til at sulte efter noget man aldrig kunne få. Det var først som deres øjne faktisk blev tilladt øjenkontakt, at hun mærkede sit hjerte banke hårdere imod brystkassen. Forandringen lå tydelig for hende, men kunne hun forvente andet? Han var død, og hun stod her i live. Alligevel, selvom hun nok burde være lettet over at se ham igen - så følte hun alle de sår hun havde healet blev revet op på stedet.


Elena skar kort tænder for at holde sine følelser for at tage overhånd, og tog en mindre dyb indånding. Hun var enig, det var også godt at se ham igen. Hun ville bare ønske det ikke gjorde så pokkers ondt. "I know. I feel the same," svarede hun med et lille antag af et skævt smil. Det knuste hende langsomt inden i at være så tæt på også langt væk fra ham på samme tid. Elena hev vejret stille ind og holdt det i noget tid. Dog pustede hun ud i et halv grin og rystede derefter på hovedet. "Seeking discomfort, is my new motto," fnøs hun med et lille rul med øjnene og slikkede sig endnu engang om læberne. "I admit, this wasn't what I was expecting.. and calmly freaking out, but I can handle it," indrømmede hun med et lille skulder løft. Elena reagerede ofte senere, som om, at hun ligesom sin evne, samlede energien og eksploderede på et uvist tidspunkt.

Hadede hun ham? Det spørgsmål rungede endeløst i hovedet på Elena, og det var som om hun ikke længere havde svar på noget som helst. Dog nåede hun ikke engang at svare, før han udbrød et svar selv. Måske han havde ret? Hadede hun ham virkelig? Elena havde været vred på ham. Hun havde været så vred, og aldrig havde hun troet at hun havde været i stand til at indholde så meget raseri. Elena tog en dyb indånding og foldede sine hænder sammen igen. Knorene blev hvide og først da det gjorde ondt, gav hun slip om grebet. Det var som om at han tog hvert eneste sekund hun egentlig havde til at give et svar, til at svare for hende. Frustrationen byggede stille voldsommere op, og oven på dagens nyhed og den sidste måneds event - så var der ikke langt igen før hun ikke kunne holde mere ud.  Elena løftede sin hånd op og placerede to fingre midt på panden, i håb om at massere sine frustrationer væk. Spændingerne i hovedet syntes kun at blive værre, som han nærmest bare slog ud med teorier og holdninger. Han havde intet at sige i, hvad hun burde gøre. Elena lod hænderne falde ned til siden og knyttede dem endnu engang, før hun svang dem overkors. "Could you just stop for a second and actually let me talk to you?" Udbrød hun lettere utålmodigt og man kunne næsten hører energien i rummet slå gnister af frustrationen. "And don't do that. Okay? Don't say what I probably should do and what I shouldn't," hun slog ud med armene, hvilket udløste en bølge af energi ud i rummet.

Chokket fra energi udslippet fik hende til at gå et par skridt tilbage, en hurtig panik fandt vej til trybridens øjne. Elena så rundt i rummet, og var ikke ukendt i sine evner. Men hun var langt mere emotional efter hun kom tilbage, som om det havde gjort hende mere sensitiv. Elena tog en dyb indånding og rystede på hovedet af sig selv. "You want to know how I feel about all of this? I've spend years.. begin so angry at you.. God, I hate what you did. I do," endnu et udbrud og hvor befriende det dog føltes for hende endelig at løfte den sten fra sit hjerte. Elena havde mest kommet her for at græde og udfylde sit tomme rum i hjertet. Vreden var aldrig blevet taget med her. Hun havde prøvet at holde sig mest omfattet når hun var her. Holde det et helligt sted. "I love you, you idiot. Dead or alive, that is just how it is," ordene blev svunget ud, næsten helt besejret fra krigen mod sig selv. "And I'm fine. Thank you for asking, just another bloody Tuesday you know," hun sparkede tog en dyb indånding ind og pustede frustreret ud. Derefter sank hun ned på hug og førte begge hænder henover sit hår.

Han satte sig i skrædderstilling foran hende, løftede hun stille sit blik op imøde med hans igen. Elena holdt vejret, og prøvede stadigvæk ihærdigt at holde situationen i mente. Han var død. Det hun så var hans spøgelse, eller måske var hun bare nået så langt ned på bunden, at hun så ting. Noahs spørgsmål gjorde hende mundlam, som læberne skiltes for at sige noget, men kun luft passerede. "I'm bloody tired Noah," indrømmede hun i et opgivende åndedrag. Det var udmattende og underligt nok, så var at besøge dette sted, den eneste ting som holdt hendes sjæl for ikke at slå flere brud. Der var ingenting i Elenas liv som havde en betydelig mening mere. Alting var rodet sammen på gulvet og det virkede ikke til der var en slutning. "You are right," sukkede hun i et halvt grin og prøvede at kæmpe for, at holde til det lille lysglimt der opstod kort i stemningen. Hun tog en dyb indånding ind og lod sin hånd føre op til øjnene for at tørre tårerne væk.

"I'm so sorry," sagde hun kort tid efter og så ham i øjnene. De blågrønne øjne var fyldt med skyld i alle former. Hun følte sig skyldig over ikke at have stoppet ham, over at hun ikke havde set tegnene. Måske, hvis hun havde gjort mere eller været bedre. Så havde de ikke været i denne her situation lige nu. "I should have done more," tilføjede hun og foldede læberne svagt sammen. Vægten af skylden lå tungt henover hjertet, og den enorme vægt havde holdt hende nede i så mange år nu. Der lå så mange blandede følelser, og så mange ar var spredt udover hendes sjæl. Hun havde givet ham alt sin kærlighed, men det havde ikke været nok. Hvis det havde været nok, så havde han ikke været et spøgelse foran hende nu, eller havde han? Det hele var faldet til jorden efter han havde skudt sig selv. Faldt til jorden og væk med et enkelt vindpust.

I dette øjeblik havde de ord ingen betydning, om han gentog det tusinde gange, så ville det ikke ændre hendes mening. For selvfølgelig kunne der have været noget hun kunne have gjort, det skulle der være. Livet var skrøbeligt, men det burde også være så let at påvirke på samme tid. Alligevel som han bad hende lytte, så var det den eneste egenskab hun besat i sidste ende. At lytte. "Takes a mess to know a mess," mindede hun ham om med et lille løft ved mundvigen. Et løft der hurtigt blev neutralt på ansigtet igen. Det var svært at finde en balance lige nu, og hun følte lige nu hun druknede mere end nogensinde før. Måske var det fordi, at hun nu stod overfor muligheden om at han var til stede. Alt hun ønskede var at lade sine fingerspidser mærke hans hud, mærke tilstedeværelsen og hans arme omkring hende. Dog var det ønske et af dem der ikke kunne opfyldes, og det gravede hullet i hendes hjerte dybere.

Det ville være løgn, hvis hun sagde, at tanken aldrig havde været på besøg. Tankerne om livet og døden, og Elenas oplevelse med døden, havde helt klart ændret på de tanker efterfølgende. Dog var de langtfra væk nu. Men at tage sit eget liv, havde hun aldrig set som andet end at efterlade de tilbage som holdt af en. Måske var det fordi, at folk omkring hende altid havde sagt det var en selvisk handling. Dog havde hun altid fundet sig selv på Noahs side af det, ligemeget hvor vred handlingen havde gjort hende. Han ønskede hun ikke skulle bebrejde sig selv, men det var lettere sagt end gjort. Hvordan ændrede man en tankestrøm som havde eksisteret de sidste seks år? "I really wish I could touch you right now," indrømmede hun og tog en dyb indånding. Blikket flyttede sig op imod ham igen. Måske i et andet liv, ville de have haft bedre chancer og andre muligheder. Hun ville have fundet en måde at få ham til at blive hos hende.