Misfortunate events

Time: kl. 13:25
Place: Gaia Museum... i Gaia.. i England.
Weather: Vejret er nydeligt! Foråret er kommet og solen viser sig endelig på en blå himmel. Temperaturen og den lette vind kræver dog stadig en jakke.
Outfit: Kongeblå kedeldragt & solskinsgule sneakers
_______________________________________________________________________

”Tyler?! What in the world are you doing?!” Forfærdelsen ringede skarpt i kvindens stemme, så snart hun lagde mærke til, hvordan hendes mand pludselig stod med hånden kuplet omkring skridtet på en oldtids græsk statue, tour-gruppen var nået til. Ligeledes lød der et perfekt pitchet gisp igennem adskillige andre besøgende, der også havde overværet ham række ud. Manden så mindst lige så chokeret ud. Særligt idét hans hånd begyndte at virkelig gramse omkring støbningen af den athenske mandlige stolthed, begyndte den stakkels herre at få i panik.
”I-..I don’t know!! I’m not the one-…!” Et enkelt barn I gruppen fik fluks et set hænder henover øjnene.
”Sir! Please remove your hand from the museum article. As the signs clearly states it’s not allowed to touch the statues!” En meget bredskuldret og meget intimiderende sikkerhedsvagt marcherede tværs igennem udstillingssalen. B-linede direkte igennem mængder, der delte sig om havet for Moses. Dog noget mere klumpet. Panikken steg betydeligt i mandens øjne, som hans hoved piskede omkring for at se, hvad han i det øjeblik, sikkert forestillede sig om hans endelige. I mellemtiden vandrede hans kontrolløse hånd videre ned for at gribe om de ædellige klokker.
”I swear! I’m not doing this!” Nervøs sved havde allerede gjort sin entré i hans pande.
”I’ll have to escort you from the building, do you not choose to comply with the rules, sir!”

Mykie var ved at gå helt til. Det var virkelig, virkelig svært for hende, at ikke bryde fuldstændig sammen af latter over scenariet. Hun var så heldig at have den bedste udsigt til det hele. Siddende på en beskuer bænk ikke alt for langt derfra. Det mest fjogede smil havde prydet hendes fregnebefængte ansigt. Så man hende udefra sad hun og lignede den rene udførelsesform af morskab. Hun strålede af det! Og det var ikke kun pga. de gennemtrængende gule lokker, der omkredsede hende hoved. Åh, hun kunne bare ikke dy sig.

Et kvalt grynt tvang sig igennem hendes kamp om at holde latteren inde, og hun blev nød til at slippe kontrollen for at krybe lidt mere sammen. Hænderne knuget godt om bænkens kant. Der var ingen grund for dem at blive løftet op for at skjule smilet. Ingen ville vide noget alligevel. Enhver uden alt for meget seriøsitet i sit liv ville le af det her. For det var sjovt! Og det var ganske uskyldigt sjov, var det ikke?
Hun så hurtigt op igen, lige i tide til at se manden, endelig med kontrol over sin egen hånd igen, blive eskorteret væk, mens han bare blev ved med at prøve at overbevise sikkerhedsvagten – og de forbipasserende, der så ekstra stødte ud – at han ikke havde haft noget med det at gøre! Ikke at det så ud til at virke. Sikkerhedsvagten var kold som is og hev bare mere i regelbryderen. Mandens kone, ufattelig flov og rød i hovedet, trippede småluntende efter dem. Det var klasse..!

”Huh?” Det fjogede grin nåede ikke helt at forsvinde fra Mykies ansigt, før hun automatisk drejede hovedet til siden for at se, hvem der talte til hende, og siden han næsten lige efter de første var ord, rejste sig og trådte lidt væk, fulgte hendes blik ham ligeledes. Faktisk forsvandt det morende smil ikke fra hendes læber selv efter at være blevet konfronteret med hænderne så godt som nede i småkagekrukken. For modsat hvordan et barn ville skamme sig så meget, det ville være på grænsen til at eksploderer, var faldt hun et stykke i den anden ende af skalaen, hvor skam ikke fandtes. Og ordene der følgende forlod hendes mund, bekræftede yderligere den teori. ”Oh? I have no idea what you’re talking about. I didn’t do anything,” svarede hun noget så sukkersødt og med en svagt overdrevet uskyldighed. Accenten der kom ud sammen med var også lidt besynderlig. Den havde en irsk klang, der ikke var helt ligesom nutidens og måden hun lagde stød på visse bogstaver trak mere russisk. Men selve ordene hun talte var britiske.

Mykie lod sit blik lægge sig tilbage mod statuen og lænede sig lige akkurat langt nok tilbage til at kunne bruge mavemusklerne til at svinge med benene, selvom bænken ikke var placeret højt nok til, at hendes fødder ikke kunne nå gulvet. Hun var ikke nogen lang person. Men hun var ikke så kort. Efter et kort øjeblik fandt blikket dog tilbage til den fremmede. Øjenbrynene – de største sladderhanke om, at hun ikke just var født med hår, samme farve som hendes sko – løftede sig begge, mildt udfordrende.

”Having a dinasaur skeleton flying around would make way too much of a mess. Not only would the dear and kind staff have to put it all back in place. Think about all those how would pee their pants? Dinasaurs are big and scary after all. You wouldn’t traumatise people, would you?” Hun stopped med at dingle sine ben og smed dem blot ind under bænken og rejse sig atter op i en sammenhængende bevægelse.

Selvfølgelig havde hun ikke nævnt noget med, at hun ikke besad evnerne til at få skeletter til at danse eller lignende. Det var sjovere at lade muligheden hænge i luften. Mykie stak hænderne i kedeldragtens praktiske lommer, efterlignede den unge tryllemager, og spadserede så ellers bare forbi ham. Dog ikke uden at stoppe godt to skridt længere fremme end ham for at se tilbage. ”Come on,” bjæffede hun, som for at minde ham om, at følge efter hende.

I stedet for et verbalt svar tilbage, uddelte Mykie kun lige et vokseværk på sit kække smil og et let træk på skulderne før hun vendte kursen fremad. Så han var lidt af den kyniske udgave. Interessant. I ikke meget mere end et sekund eller to, lod hun overvejelserne lægge på, hvad der havde hakket ham til sådan en finurlig figur. Og så kom andre tanker ellers til fronten igen. De første tanker var ikke glemt men nærmere gemt en smule væk i baggrunden. Det var alligevel ikke noget at lade sig blive fyldt af.
”I always prefer dinner after the show.” Han måtte have læst hendes tanker, for han stillede ikke det mindste spørgsmål om, hvor hun førte ham hen eller hvad hun havde af planer, selvom hun ikke ligefrem havde været gavmild med hints til, hvad der kunne være at forvente. En ’blind date’ var nok en ganske fin måde at beskrive det på. Hun var dog nok lidt for gammel til ham, var hun ikke?

Idét de trådte ud ad den oldtidsgræske statue udstilling, som havde været fyldt med naturligt lys fra høje vinduer og med væggene malet en meget lys beige, og så trådte igennem den lakerede gang og endelig ankom til forhistorien, hvor der var røvet for vinduer og den lidt mørkere sal kun var badet i fotografiske lys og lamper, kom hendes hænder atter på ad deres lommer og samlede sig på ryggen, der af sig selv fik ranket hendes ryg en smule. Som hun havde lavet sjov tidligere, var det ikke til at bebrejde at tro, at hun bare var kommet for at lave ballade, men kunst og museer havde et kært punkt i hendes hjerte.
Med let forundring så hun hen på ham. ”Goldilock? I like it.” Så behøvede hun ikke engang at præsenterer sig selv, skulle deres bekendtskab strække sig længere end showet. ”Goldilock and the floating dinosaurs,” rettede hun ham så alligevel efterfølgende, inden hendes arme igen skiftede position til om foran i krydsende stilling.

”You would be right that I have never seen a dinosaur skeleton move in the air so I expect you to show me but your mastery of tricks. Swing your wand, magic boy, and make a girl’s dream come true,” afslørede hun for ham og nikkede I retningen af den mest kendte af dem alle: T-rex. Det her kunne få dem i mange problemer, meget hurtigt. Men mon det ikke nok skulle gå? Hvad var det værste? En lille tur forbi politistationen til en lille hyggelig snak? Og denne unge mand havde sådan set selv talt sig op omkring det.

”Holy shit!” udbrød Mykie i en blanding af følelser. På den ene side var hun nu vidne til et enormt vandrende skelet af uddøde, dødbringende reptiler samt kaosset der fulgte, hvilket i sig selv var utrolig sejt. Men på den anden side stod hun ganske lille overfor et enormt vandrende skelet af uddøde dødbringende reptiler, og det fik da hjertet til at pumpe ekstra af den lækre adrenalin rundt i kroppen. Selv uden alle sine muskler og hvad ellers så var skelettet stadigvæk meget tungt, og hvert skridt det tog fik salen til at ryste, således at tordenfuglen valtede et par skridt bagud, før hun fandt ordentligt fodfæste. Hun stirrede bare på det med øjne så store som et barn og munden måbende på gab. Hun lagde knap nok mærke til mængden af folk, der strømmede omkring dem for at komme ud.
Det var først da en bredskuldret herre gik ind i hende, at hun rev blikket fra dinosaur-resterne og for en gangs skyld så på sin magiske nye ven. Lige i tide til at se ham fumle med at få sin tryllestav tilbage fra gulvet. Man skulle tro, at den var magnetisk knyttet til hans hånd sådan, som den susede direkte ind i hans greb.
”Hide? No way I wann-..!” Men hun var for sent på den til at komme med forslag, før han lagde glamouren over dem. Det føltes som ingenting. For hende skete der ikke rigtig noget. Så hun ned på sine egne hænder, var de som de altid havde været. Men så hun over på sin friske ledsager, havde han pludselig en hel del flere rynker end før.

Så Mykie gjorde et fluks blik hen mod vagterne i nærheden, før hun trådte helt hen til den forklædte fremmede og lykkede sin arm i hans, bøjede sig en tand sammen som var hun svagelig og havde brug or støtten og trygheden i sin ægtemands arme. ”Phillip? What is going on? I think I can hear screaming,” spillede hun skuespillet videre med en rystende og gammel stemme, som de begav sig ud af salen som de andre besøgende.
Og skuespillet virkede for en vagt nåede dem lidt efter for at give en hjælpende hånd med at få dem uskadte ud af kaosset. Var så venlig at faktisk gøre bedre plads for dem til at passere. Pff. ”Sir. Ma’am. Let me give you a hand. Everything is under control.”
I det fjerne kunne man lige akkurat høre en anden vagt sukke opgivende: ”First someone is groping the David sculture and now a dead-ass T-rex comes back to life…”

De nåede hele vejen til museets indgangs-hal før vagten mente, at det var ansvarligt for ham at lade et ældre ægtepar fortsætte alene. En venlig sjæl, det var næsten en skam at han blev snydt på den måde. Men det var også lidt sjovt. På bedste manerer takkede Mykie for hjælpen inden at vende sig til sin opdigtede mand. ”Let us go home, Philip. I need some tea.”