Frostbites and siren song

_______________________________________________________________________

Sneen knasede sprødt under de tunge såler på hendes robuste støvler. Ved næsten hvert af hendes skridt sank hendes fødder ned i hvidt til anklerne, så de nederste kanter af hendes bukseben blev våde. Hendes varme og lettere forpustede ånde var synlig som en tåget dis i den tunge bjergluft. Kulden bed stikkende og havde allerede fået både de blege kinder og næsetip til at blusse rødt. Et enkelt sagte snøft kunne af og til høres fra hende, som friskheden løsnede de ukendte blokader i næsen. Der var koldt, men den skarpe eftermiddags sol skinnede fra en klaret himmel og varmede de individer, der måtte have begivet sig udenfor den vinterdag. De rødorange stråler gjorde det næsten for varmt for hende at være pakket ind i sin tykke sennepsgule frakke, hvis facon havde et distinkt kappelignende design trods den kun nåede et stykke ned omkring hendes lår. Tiderne havde gjort slutlinjerne kortere og kortere…

Saga’s kuldebidte ansigt var halvt begravet i et fyldigt tørklæde, der sørgede ikke bare for at holde kulden fra hendes sarte hals men også for at give lidt beskyttelse op omkring ørene, så længe hendes skuldre var skubbet godt nok op. I hendes ene handskeløse hånd holdte hendes fingre omkring kostens skaft. Det ville være så nemt, at bare bruge den som en form for vandre stav, men der var ikke ét eneste øjeblik, hvor hun veg til at gøre sig brug af det. Kosten var for værdifuld til den slags. Og hun gik udmærket uden hjælp til sin balance. Alt hun behøvede var at tage højere skridt.
Det var ikke første gang, at heksen havde taget bestigningen op i bjergene - hvis da det kunne kaldes for en ’bestigning’ i hendes tilfælde - så hun havde vist, hvad hun ville være oppe imod.

Hun stoppede op i hvad der blot lignede en øde overflade af sne, hvorved hun faldt ned at sidde på hug. Kosten lagde hun fra sig ved sin side, før hun løftede begge hænder til sin mund og hurtigt åndede fingerspidserne en smule lune for så at begyndte at grave sne til side indtil at den frosne jord kom til syne. Ikke meget længe derefter lød lyden af vingeslag, inden en krage, der næsten gik i et med snelandskabet med sin hvide fjerpragt, landede på hendes skulder. Det kunne næsten ligne, at den fulgte nysgerrigt med i, hvad hun havde fundet.
Med en smule besværg kradsede hun et symbol i jorden og med et svagt skær blev jorden gjort blødere. Optøet. Mere medgørligt, som hun gravede videre ned i det efter nogle særlige rødder. Uden overhoved at være bekendt  - eller bevidst - med, hvilket område hun var endt i.

Det havde ikke været mere end et par uger siden han havde informeret hans mor, Elaine D’Combe, om hans lillebrors død. Dagene derefter havde været fyldt med en kombination af sorg der blev udlevet i øredøvende stilhed, og en foragt over for Nathaniel som ikke gik usagt hen. Nathaniel, ham de fleste traditionelle medlemmer af The Circle udelukkende kendte som Bastarden, havde brugt tid på langt vigtigere ting end at vinde sin mors gunst. Han havde startet med at arrangerer ægteskabet mellem ham selv og en af de mere magtfulde familiers yngste datter; Noelle Voclain. På trods af at han havde fået ægteskabet påbudt af sin mor, som et krav for at han kunne tage sin brors plads som regent, så havde det været ham der havde udvalgt Voclain-slægten som den blodslinje han fandt mest passende. Han kunne ikke se andre end Noelle Voclain som hans fremtidige dronning. Ikke engang Kenna, selvom muligheden heller ikke havde budt sig.

Sirenerne hadede kulden. Det var et under at Nathaniel dengang havde gået med til at grundlægge hovedsædet for The Circle oppe i Oneroi-bjergene. Sneen var så fast og dyb at de var nødt til at træde godt til for at få fodfæste. Med en ganske almindelig vinterfrakke og et par vandrestøvler på havde Nathaniel og hans mest betroede ven begået sig længere op i bjergene, med tre vagter et par meter bag sig. Han brød sig ikke om at han aldrig kunne være alene længere, men som den eneste overlevende arving til The Circle, så havde han intet valg end at lade sig beskytte når han gik i udsatte områder. Nerobel havde gået det meste af vejen og skældt Nathaniel ud; mest af alt for at han ikke havde besøgt Kenna overhovedet i den tid han havde været væk. Nathaniel havde stukket af og druknet sine sorger i alkohol, hvilket havde efterladt Kenna til at håndtere tabet af deres barn helt alene. Nathaniel sukkede og prøvede gentagende gange at understrege at hans ven havde ret til at være vred, men at han umuligt kunne forstå følelsen af at miste et barn. Nerobel tav, udelukkende for at pege direkte mod en skikkelse ikke så langt fra dem. Nathaniel løftede sin hånd ganske sagte for at give hans vagter besked på at holde lav profil, men det hjalp ikke en dyr, da det gik op for dem at en snehvid krage satte sig på kvindens skulder. En heks. Hun gravede i jorden, hvilket viste sig at være for påtrængende for den ene vagt, som højlydt gav ordren til at hun skulle stoppe hvad hun gjorde. Ordren var dog på fransk - da samtlige medlemmer af The Circle var af fransk afstamning eller havde lært fransk som sekundært sprog. Nathaniel sukkede stille, mens Nerobel stod klar til at træde ind foran Nathaniel i tilfældet af at heksen ikke skulle være venligt stemt.

//jeg beklager den ''lange'' ventetid, men jeg har haft gæster og har først nu kommet mig nok ovenpå det sociale samvær til at kunne svare emner Håber svaret kan bruges! Hvis ikke, så smid en pm, så retter jeg det

Selvom den høje vind havde en overdøvende effekt, sådan som den susede for ørene, havde det ikke været helt nok til at blokerer lyden af nedtrådt sne i nærheden. Men hun reagerede ikke rigtig før opråbet blev sendt henover det snedækkede område. Kragens hoved sprang op og perleøjne så straks mod grupperingen af mænd, der havde gjort hende selskab i de ensomme toppe. Saga løftede ligeledes hovedet, men med en smule mindre ængstelighed og mindre forskrækkelse end hendes familiær. Og blikket der var at finde i de intense øjne udtrykte sig ganske følelsesneutralt.
Uden at hun egentlig forstod fransk som en helhed, så havde hun holdt med at grave så snart hun var blevet befalet det. Visse ord var meget ens ligemeget hvilket sprog man talte og det var derfor ikke altid et problem at opfange konteksten af en sætning.

Kragen skrattede abrupt og skarpt nok til at skabe en hentydning af et ekko, men den forholdte sig derudover roligt på Saga’s skulder, som hun slog blikket ned og satte hænderne mod sine lår for at skubbe sig selv op at stå igen. De jordbeskidte fingre børstede hun snildt af i sin frakke og lidt sne, der havde hæftet sig på hendes ben, daskede hun af, inden det ville smelte helt og lave flere frosne, våde plamager.
Nu stående fandt hendes øjne tilbage til de fremmede mænd. Fronten vendt mod dem, mens hun i fortsat tilsted observerede dem. Kom de nærmere. Der skulle ikke et geni til at lægge mærke til den truende udstråling der kom fra, hvordan de stod klar, havde han først og fremmest ikke fanget den samme attitude fra råbet fra før. Forsigtigt løftede hun sine hænder op. Ikke helt op over hovedet, men bare lige over skuldrene. Håndfladerne var vendt mod dem, åbne for at vise, at hun ikke havde noget i dem, de skulle frygte.

”I didn’t expect to find company up here.” Hun lod sine hænder falde ned langs siden igen. Vinden blæste et kraftigt pust igennem hendes korte hår, der tvang hende til at stryge det væk fra sit ansigt igen. ”Is there something I can do for you?” spurgte hun. Stemmen hævet nok til at rejse distancen mellem dem. Hun udviste ingen frygt eller usikkerhed, og hun følte sådan set heller ingen af delene. Hun vidste selv, at hun ikke var en trussel. Og hun antog da, at de kun ville gøre hende noget, hvis hun var en.

Det var nærmest pinligt for Nathaniel, da hans vagter på ingen måde havde en situationsfornemmelse. I stedet havde det lille sammenstød udviklet sig til at der nu stod en heks foran dem med rejste hænder for at signalere at hun intet ondt ville dem, mens tre vagter stod i en relativt offensiv position ikke langt fra hende. Nathaniel sukkede, men med et venligt skævt smil på læben, da kvinden sagde at hun ikke forventede selskab oppe i bjergene. ’’Well, you are on siren territory,’’ svarede Nathaniel med en vis ro I stemmen, som han bevægede sig tættere på kvinden uden nogen form for usikkerhed i hans gang eller holdning. Hun lod ikke til at vide hvad der var problemet, hvilket han sagtens kunne forstå, eftersom ingen sådan set havde bevæget sig utilsigtet i bjergene i lang tid.
En af vagterne udbrød et eller andet til Nathaniel, som fik ham til at dreje hovedet mod vagten. ’’Wouldn’t it be suitable to speak English, so that all parts understand the issue at hand, Beau?’’ Spurgte Nathaniel en smule skarpt. Dertil bukkede vagten hovedet ganske lidt, inden han gentog hans udbrud i mere afmålte sætninger; ’’Your Highness should be aware that it is frowned upon to fratanize with the intruders,’’. Nathaniel så en smule utilfreds på vagten, men valgte derefter at rette opmærksomheden mod kvinden igen. ’’It isn’t allowed to wander this part of the Oneroi’s without permission from The Circle, I’m afraid.’’ Forklarede Nathaniel, endnu engang afmålt og roligt, mens han trådte nærmere. Nu talte en anden af de tre vagter, forsat på fransk, og ganske opildnet. Nathaniel stoppede op, med et anspændt udtryk i ansigtet. ’’My name is-,’’ Han blev afbrudt af vagten som endnu engang ganske opildnet snakkede. ’’I said, my name is Nathaniel D’Combe. I’m the one who is in charge of enforcing those medieval and stupid rules.’’ Sagde han, inden han så hen på den vagt der for få sekunder siden havde afbrudt ham. Her svarede Nathaniel på fransk, og udtalte en trussel så hurtigt og afmålt at det virkede urimeligt. Truslen var ikke grov, men nærmere en påmindelse om at det var ham der bestemte og at vagten skulle følge ordren om at tale engelsk. Derefter rettede han opmærksomheden mod kvinden på ny. ’’My apologies. It was not our intention to startle you.’’

”I hope that these medieval and silly rules don’t include the burning of a witch,” kommenterede hun henholdsvis uberørt af de mange forskellige information, hun havde fået på kort tid om, hvem denne mand var. Som ordene forlod hendes mund, søgte hendes blik bort fra Nathaniel for derimod at lægge sig på den mest højopråbende af de andre stadig ukendte mænd, som var det på en måde også ment til at blive hørt af hans ører. Hendes hoved havde lænet sig en smule på skrå og selvom hendes mundvige ikke havde fundet sin vej op ad, afgav atmosfæren i hendes ansigt et kært smil idét, at hun så tilbage på den kære leder. At afstanden mellem dem blev mindre og mindre, var ikke noget hun protesterede imod.

Kragen på hendes skuldre virkede nu fuldkommen afslappet. Den stirrede knap så mistroisk på forsamlingen. Og med ét blev den til en formløs hvirvel af hvidt, der snørede sig omkring hendes nakke blot for at tage formen som en fritte, hvis lange slappe krop hvilede som et halstørklæde om hendes skuldre - godt puttet i hendes allerede eksisterende halstørklæde.
”I am not here to trespass intentionally. It’s as simple as that Gnorm’s root are growing in the mountain soil in this area. And it is best harvested as the dirt has frozen over.” Som hun forklarede sin sag, så hun skannende omkring sig selv for at henvise lidt bredere til, hvad hun snakkede om. Dog med en fluks bevægelse med føden, skubbede hun sne henover hulet, hun havde gravet i. ”But… isn’t it a large bit too cold for sirens to settle down so high up? I would have guessed you’d prefer shorter distances to water as well.”

Spørgsmålet var blot uskyldig undring og nysgerrighed. Hun lagde sine arme over krop for at bedre kunne putte sine kolde hænder ind i armen af sine armhuler og samtidig trække sin frakke lidt tættere omkring sig, mens hun denne gang ikke tog blikket fra den tilsyneladende royale sirene. Afventende. Hun var ikke ung nok til at ikke have bare lidt kendskab til de andre skabninger, hun delte sin verden med.

’’Burning a witch would be like frying a siren,’’ svarede han hende med et Ganske roligt smil, på trods af at hans vagter uden tvivl var utilfredse med at Nathaniel talte med en fremmed så bramfrit. ’’Whatever lies in the ground is considered to belong to The Circle,’’ sagde Nathaniel en smule tøvende. De havde ingen gavn af en magisk rod på samme vis som en heks. Han ville nødig være den der nægtede hende hvad hun var kommet efter. Nerobel, en meget spinkel mand med langt lyst hår og elviske træk trådte nu op ved siden af Nathaniel på ny og lagde en hånd på sin vens skulder. ’’Her Majesty would not approve of this,’’ sagde Nerobel advarende, men Nathaniel fnøs blot med et skævt smil på læben. ’’Since when have I been one to please my mother? Bring the guards back home. I’ll return on my own.’’ Sagde Nathaniel, inden han så tilbage på kvinden få meter fra ham. Der var ingen grund til at opføre sig så barbarisk over for hende. Elaine, hans mor og den tidligere leder af The Circle, havde tilbragt alt for lang tid med at nægte fremmede adgang til bjergenes rigdom. Nathaniel, som aldrig havde været enig i den orden, så nu for første gang en mulighed for at afskaffe reglen. Nerobel så mistroisk på Nathaniel, inden han nikkede en enkelt gang - et tegn på at han havde forstået sin ordre - og tog et skridt baglæns. Vagterne - alle tre - fulgte modvilligt med, som Nerobel begyndte at bevæge sig tilbage via den snedækkede sti de havde fulgt derop.

’’I should apologize. Some of our people still doesn’t want to accept the new way of living. Once a territorial little bastard, always a territorial little bastard.’’ Sagde han inden han stak sine hænder i lommerne på hans vinterfrakke. Det var bidende koldt, og det kunne tydeligt ses på ham at kulden gjorde ham utilpas. Havde han vidst at han ville ende med at stå og snakke med fremmede, så havde han måske overvejet et varmere sæt tøj. ’’Our primary housing is located at the foot of the mountain, guarding the Oneroi’s. My mother decided that the mountain was considered hers.’’ Forklarede han, eftersom hun havde spurgt ind til om der ikke var for koldt for sirenerne. ’’We have plenty of access to the waters beneath the surface. Springs provides us with fresh water from the mountain sides.’’ Sagde han med et varmt smil.
‘’By the way, miss. Feel free to gather whatever odds and ends. There’s no reason for us to keep it to ourselves,’’ sagde sirenen inden han med et lettere nysgerrigt blik trådte et enkelt skridt nærmere. Han ville uden tvivl være gået tættere på, havde han kendt hende. I stedet søgte hans øjne den fritte er nu hang som hendes hals. Sikke et smukt væsen. ’’Your familiar? I don’t think I’ve ever seen one changing form.’’ Spurgte han, inden hans multifarvede øjne søgte hendes for en kort stund.

Saga fulgte nysgerrigt med i interaktionen mellem mændene. Måden hvorpå Nathaniels attitude tog nogle skarpe drejninger alt efter, hvem han henvendte sig til. Det var næsten imponerende sådan som han kunne gå fra irritabel spydighed og så tilbage til venligsindede ord. Hun så til som hans ledsagere i sidste ende adlød ham, og for et par øjeblikke så hun forbi den tilbagestående sirene til fordel for at se efter dem der forlod dem til dem selv. Det var først, da han talte til hende igen, at hendes fulde opmærksomhed faldt tilbage på ham.
”You apoligise quite a lot. There is really no need. I haven’t taken any offense to what you or your men said. After all; I’m the one who’s not supposed to be here,” svarede hun ham tilbage med en blid optrækning I smilebåndet. Hun veg ikke bort fra øjenkontakten idét, at hans øjne mødte hendes. Det gav hende blot muligheden for at virkelig tage deres overnaturlige eksistens bedre ind. Som eftermiddagssolen ramte ind fra siden, virkede hans iris næsten at tage farve som rav, poleret af havets salte bølger.

Så snart fokuspunktet flyttede sig til den hvide fritte, så hun dog væk for i stedet at dreje hovedet og dermed blikket mod dyret på sine skuldre, der ligeledes så på hende som var der blevet trukket i det bånd, der var mellem dem. ”I hadn’t seen  many do it before the first time Circe changed. Apparently, it is linked to how the bond between a witch and their familiar develops.” Hun trak en hånd fri ud fra den ellers så dejligt varme hule. Med fingrene lettere bøjet som på halvvejen til at knuge hånden, løftede hun den mod sin familiær, der rejste sig på de korte forpoter for at bedre kunne gøre plads til at kunne blive nusset bag øret. Og der var bestemt heller ikke noget imod at blive kradset lidt under hagen med en blød fingerspids. Selvom de ikke var rigtige dyr, så påførte de sig bestemt som om at de var.

Hånden trak hun så til sig igen idét at hendes krop skuttede sig i kulden og en tung ånde af frost forlod hendes mund. Hun havde da taget visse forhold til at skulle op i det bidende terræn. Men de omfattede ikke så meget stillestående samtaler. Ligemeget hvor fascinerende de måtte være.
”Would you like me to show you what I was digging for?”