Such a Sad.. sad song - Aaron

S: Juice Stop
T: Middag
O: Byen er lige blevet genopbygget og det nu frit til at komme hertil uden problemer. 
V: En anelse solrigt. 
P: En tank top og et par sorte bukser.
Emne til: @Aaron <3

---

Det var endelig tid til at åbne dørene til cafeen igen. Det var ikke ligefrem nemt at gøre, men det var hendes hjem - med eller uden sine forældre. Dem der havde haft taget stedet fra deres far under alt det kaos der var. Med lidt magi fra hendes side, var hun i stand til at sætte tingene på plads her, det gjorde hende glad - eller glad nok nærmere faktisk fik det hende bare til at tænke på noget andet. Hun havde ikke rigtig set Aaron imens hun var her. Under hele udbruddet. Det var bare for meget, det eneste de bedste vidste - var hvilken skæbne deres far havde haft. Han havde fortjent så meget bedre. Hun havde fået af vide, hvordan han var død - men havde ikke fortalt det til Aaron - det ønskede hun alligevel ikke han skulle bryde sit hoved med, medmindre han selvfølgelig spurgte hende omkring det. Audrey gik rundt ovenpå, hvor deres hjem egentlig var. Så mange minder havde været der, fra dengang de fandt ud af Audrey var syg som 4 årige, da deres mor døde - men der var også så mange gode minder. En fotoramme med et gammelt familie billed lå på jorden, glasset knust. Det sidste billed af dem alle sammen i et billed. Audrey samlede det op og lod sin tommelfinger glide henover billedet, før hun mærkede tårerne der trillerede henover hendes kinder. hun lod sig selv falde ned på hug og lod endelig bare sig græde.

Aaron havde trukket en hættetrøje over hovedet og smidt et par joggingbukser på. Det virkede næsten som om han ikke værdiggjorde hans fars minde, hvis han faktisk gik ud og levede sit liv. Audrey havde ikke fortalt Aaron hvordan deres far døde. Han havde ikke spurgt, fordi han ikke ønskede Audrey skulle gennemleve det igen. Men før eller siden, ville han gerne have det af vide. Aaron var selv løbet mod skoven efter angrebet. Kun fordi hans far havde bedt ham om det. Ellers var han blevet, og var måske selv blevet dræbt. Tanken fik hårene på hans krop til at rejse sig. Han hadede at Audrey og han selv ikke længere havde nogle forældre, men tanken om Audrey helt alene, var så meget værre for ham.

Aaron stod bag disken. Der var stadig tomt og stille. Det var næsten som om han kunne høre hans fars stemme lave ekko i rummet. Han sank en klump og bøjede sig ned for at tage en bog om. Den indeholdt virksomhedens overskud, budgetter og så videre. Aaron havde ikke meget forstand på det, men han følte det var hans ansvar. Da begge hans forældre havde været i live, havde hans mor sørget for at holde caféen relevant og hans far stået for meget af det praktiske. Nu hvor der kun var Audrey og Aaron tilbage, følte han de skulle indtage de to roller hver især. For at holde deres minde i live. Men bogen var væk. Aaron gik ud fra deres far havde lagt den et andet sted. Han gik ovenpå for at spørge hans søster. Han stoppede i dørkarmen, da han så hende med billedet i hånden. Hun så så trist ud. Han tøvede ikke med at gå hen til hende og ligge en arm om hende. "You're not alone. I know I'm younger, but I'm not a child. If you need to talk, I'm here to listen."

Situationen var speciel, hun havde prøvet at kurer sig selv så længe - for at finde ud af, at hun langtfra var rask. Hun kæmpede for at blive rask, og indtil videre var det bedst Aaron troede hun var det. Audrey skulle nok finde en vej, hun kunne umuligt efterlade ham alene. Det gav hende et andet pres på skulderne end hun ønskede, men hvis det var, hvad hun var nød til at gøre - så måtte hun gøre det koste hvad det ville. Audrey bemærkede Aaron og vendte sig imod ham da han snakkede til hende.
"I know, I am so glad you made it," smilede hun som tårerne strømmede henover hendes kinder. Derefter svang hun sine arme om livet op ham, et tæt kram - det var hvad de havde brug for. Lige nu var det Aarons tilværelse hun havde det største behov for, men hun vidste at hendes sørger ikke burde skubbe Bellamy væk. For ham havde hun også brug for, men tanken om at svigte Aaron i det her gjorde det svært for hende at tænke helt klart. Audrey stod der lidt, og nød egentlig blot at have sin brors arme omkring sig, og fik de sidste tårer grædt ud før hun var klar.
"I guess I just never thought it would happen like that.. and I always.. I never expected to experience it," fik hun hulket en anelse. Audrey havde altid fået fortalt hun havde kort levetid, og aldrig havde hun nogensinde troet at hun skulle nå at opleve nogle i sin familie dø. Det var et scenarie som hun ønskede at leve uden, men som pludselig havde slået hende hårdt i hovedet. "It seems like ages ago," tilføjede hun så som hun holdt familie billedet op for Aaron også kunne se det.

Aaron var måske ikke den mest erfarne varulv endnu, men han havde lært at udnytte sine sanser. Han havde lært at høre hjerterytmer, hvordan det duftede når folk følte forskellige ting. Men han havde aldrig brugt det på Audrey. Mest ud af respekt. Han vidste hun skjulte noget. Han kendte hende godt nok til at kende tegnene. Men han pressede hende ikke til noget. Han ville lade hende fortælle det, når hun var klar til det. Krammet kom først bag på ham, og det tog ham et øjeblik før han låste hans arme om hende. Han var glad for han kunne være der for hende. Hun var rigtig god til at tage ansvaret over på hendes skuldre. Før han blev forvandlet, havde han ladet hende. Men tingene var anderledes nu. Han var anderledes. Han ville ikke lade hende lide under et pres, når han kunne hjælpe med at lette det. Han lod hende græde ud. Lyden af hendes hulk og følelsen af de varme tårer mod hans hud fik et par tårer frem i hans egne øjne, men han slugte dem. Han havde grædt. Mere end mange ville indrømme. Men lige nu var det Audreys tur til at græde ud. ”I know. I never expected you to either. But the thought of going through this alone…” Han pausede. Var der overhovedet et ord der kunne beskrive den smerte de måtte føle, hvis de ikke havde hinanden? ”I couldn’t imagine doing this without you. And I don’t want to,” Han så på billedet da hun holdt det op. ”I know what you mean.” Det var længe siden, men ikke så længe som det føltes. ”I know it’s hard right now, but don’t push people away Audrey. I haven’t seen Bellamy around lately. If you’re doing this for me, don’t. I want you to be happy. He makes you smile. Don’t let go of that,” han tørrede en tåre væk med hans tommelfinger.