Breaking glass

Hun var okay. Det var næsten befriende at have besøgt sin familie, at de var så accepterende omkring hende også bare at hun var fra fremtiden af. Mariella og Lion havde omfavnet hende, anerkendt at hun var god nok. Det havde været som at føle solens varme stråler af ren lykke og håb. Dog viste det sig, at solens varme snart ville blive omtåget af et dystert mørke.
Tiana bevægede sig ned ad de mørke gader, på vej tilbage til sin søster. Hun havde lovet at mødes med hende senere den aften så de kunne snakke med Reginald sammen. Den unge vampyr gik i sine egne tanker, da en bestemt duft ramte hendes forstærkede sanser. Det var som et slag i maven fra en usynlig modstander, og overraskelsen tog alt fra hende. Det var som om at hun var i trance, ingen kontrol havde over sig selv eller sin krop. Før hun vidste af det, havde hun fulgt sin krop til kilden af den fantastiske duft.

Det var den mest fantastiske duft, og blodets sødme fik hende til at stoppe op i gydens skygge. En ung herre så sig tilbage. Han sad på jorden og holdt sin hånd for nakken, noget tydede på at han havde været i en form for konflikt og derved skadelig gjort.
"I'm sorry. Are you okay?" Det gik op for Tiana at hun græd. Tårerne trillerede ned. Blodige tårer, men den røde farve var utydelig i de mørke efterårs timer.  Tiana rystede på hovedet og tog en skarp indånding ind. Hun gjorde alt for at vide tænderne sammen, men den overvældende lyd af hans hjerte rytme og blodets duft der kræsede i hendes næse. Det var for meget.  Hun pustede ud, og tørsten tog over. Skabte et monster. Med sin fart fik hun stillet sig bagved ham og hendes tænder borrede sig ned i mandens nakke. Blodets sødme dansede på Tianas tunge. Hun krævede mere. Tiana følte sig grådig. En form for grådighed hun aldrig før havde følt. Hun skubbede manden væk da han var tom. Drænet. Blodet var malet om Tianas læber. Hun så ned på sine hænder, hvorefter de grønne øjne flyttede sig over på liget.
"No no no," hurtigt løb hun hen og satte sig ved liget. Ruskede i ham i håb om at hun kunne få livet tilbage. Vække ham. Han var væk. Hvis han havde sovet, ville hun have kunne vække ham - men han var livløs. Kold. Tårerne hobede sig op i hendes øjne igen, og malede de allerede røde baner endnu engang med sine tårer. "What have I done.. what have I done," hun bakkede stille tilbage til at ryggen mødte den kolde mur bag sig. Hun lod sine hænder løbe frustreret igennem sit hår og rokkede sig selv frem og tilbage.

Hvis Tianas hjerte kunne banke havde det sprunget ud af sit bur for længest. Hun var i chok. Stirrede ned i asfalten foran sig, som om at hun kunne destruere det med sine tanker. Tiana bemærkede ikke først at han var der. Hun mærkede mørket prøve at isolere hende, spærre hende inde i tågen af usselhed. Det var som om at lyden af Sebastiens stemme var et lys for enden af tunnelen. Hånden imod hendes kind, fik hende til at løfte blikket op og anerkende sin skabers tilstedeværelse.
"No its not okay," hun rystede på hovedet og så hen på liget. "I killed him," tilføjede hun åndeløst. De grønne øjne så tilbage på Sebastien.
"I'm a terrible.. terrible person," snøftede hun og prøvede at stoppe sig selv i at græde - men tårerne pressede for meget på, og hendes følelser var stadigvæk overvældende. Skylden trak i hende og havde allerede fået kløerne dybt ind under hendes hud.

Gode ord gjorde intet i dette øjeblik. Det virkede som et endeløs mørke var ved at sænke sig over hende. Tiana havde altid fundet en vej uden om drab. Hun havde set hvad det havde gjort ved folk omkring hende at slå ihjel. Det var ikke just fordi, at hun ikke havde været klar over det kunne ske. Måske hun bare havde forventet at hun havde haft bedre kontrol.
"I should have been better," hun så ham i øjnene og hev næsten efter vejret også selvom hun ikke behøvede at trække vejret. "But I failed, I should be alone.." det hun havde været allermest bange for efter hun var blevet forvandlet, var dette øjeblik. At gøre skade på en uskyldig. Det kunne have været en af dem hun holdt af, familie eller venner. Tiana følte afsky ved sig selv. Tiana rejste sig op og gik et skridt til siden. De grønne øjne landede på liget og hendes tanker flød over. Hvad hvis han havde familie der ventede på, at han kom hjem? En person i sit liv som han elskede? Tiana havde set hvad bekymring og uvished havde gjort ved Mariella, og hun ønskede ikke at se den smerte hos andre.
"We have to tell his family.. or his friends.. we have to do something. I can't just leave him here like that," skylden bed på og forvrængede hendes stemme.

"No don't do that right now, don't start blaming yourself. I did this. This is my fault, and you can't just take that from my shoulders," hun vendte sit blik imod ham og mente hvert et ord. Hun var ikke god til når folk tog skylden for ting som egentlig intet havde med dem at gøre. "I don't want to give him a burial, I want to call his loved ones and tell them about the accident. I have seen what happens to people who search for their loved ones for months without results," hun tog endnu en skarp indånding ind. "And its heart breaking," stille åndede hun ud og lod sin håndryg prøve at fjerne de blodige tårer.
"But please, Seb, we have to give his family some peace - even if we let some of the elements stay hidden," Tiana vidste, at hvis hun fortalte nogle at hun havde slået en person de elskede ihjel, så vidste hun de ikke ville tage det let. Så at undlade et par enkelte detaljer om de virkelige hændelser - kunne måske redde den unge vampyrs liv. "That is the only way I will ever find peace with myself," hun prøvede at forholde sig roligt, men det var ikke just let.

Det var hvad hun ønskede, at lukke deres dør til uvisheden om, hvad der mon var blevet af ham. De fortjente at vide, at en person i deres liv ikke kom tilbage. Tiana så på Sebastien gå hen til kroppen for at lede efter en mobil. "Or we can just call the police, and give them an anonymous tip about a vampire attack," hun vidste det ville kræve mindre spørgsmål. Og så længe at vedkommendes kære fik lov til at få besked, så var hun glad.
"I just know. I watched my sister searching for her husband in months.. waiting for his return unaware about where or how he was. I don't want anyone else to feel that lost," indrømmede hun så og så derefter på Sebastien. Hun følte sig skrøbelig, som om at hun ville vælte og gå i stykker ligesom glas indenfor få sekunder. "Please hold me," sagde hun næsten med en stemme på kanten til at knække.

Hun følte sig en smule bedre tilpas da der var ringet til politiet. De havde fået de informationer, som de skulle have og Tiana vidste at Familien ville få ro inden længe. Sebastien kom hen til hende og lagde armene omkring hende, holdt hende tæt- Det var først nu at hun faktisk følte, at hun kunne ånde ud. Skylden gnavede stadigvæk inde i hende, som et monster der levede på den enkelte følelse. Tiana var endnu dækket i den døde mands blod, og hun vidste de burde tag herfra inden politiet ankom. Blodet om Tianas læber ville afsløre, hvem morderen var hurtigere end nogle kunne blinke med øjnene.
”We have to get away from here,” mumbled hun svagt og sank en klump. “Can I take a shower at your place?”

Tiana følte hvordan han løftede hende op. Verden var vægtløs omkring hende, men kun følelserne føltes som et anker der synkede imod havets bund. Hun følte for første gang i uger behovet for søvn. Følte hvordan hun bare havde lyst til at falde i en endeløs søvn, og håbe på det fik alle problemerne til at forsvinde. Da de endelig kom til Sebastiens lejelighed og kom indenfor. Han førte hende ind til badeværelset, hvor han satte hende på toilettet. Tiana tog en dyb indånding ind, og følte hvordan verden omkring hende snorrede lettere rundt. Stille tog hun sin jakke af med halv rystende hænder. Hun rejste sig stille op, og fik øje på sit ansigt i spejlet. Blodet der malede ansigtet. Det var øjeblikke som dette, hvor hun ønskede at hun ejede sin søsters evne til at manipulere med elementerne, få blodet vasket væk i et snup tag. Tianas trøje var langtfra ny, og en der alligevel bare skulle smides ud, så da hun havde trukket den over hovedet så kunne hun fjerne lidt af blodet derfra.
"You don't have to leave.. if you don't want to. You can join me?" Spurgte hun lettere forsigtigt og vendte sit blik tilbage imod hans. "If you want."

Nervøsiteten boltede sig i hende som hun ventede på hans reaktion. Hun havde altid været meget direkte som person, og normalt var hun ikke den type som blev nervøs af at vente på andres reaktion. Sebastien havde dog en anden effekt på hende. Han fik hende til at få op i sig selv, op i hvordan han så hende an. Han spurgte hende om hun var sikker, hvilket gjorde hun kneb øjnene en anelse. Tiana nød måden han så på hende, uforandret af hvad der var sket. Det var hvad hun kendte til, at hvis folk virkelig holdt af en - så dømmede de ikke en i situationer som denne. Handling betød mere for hende end tusinde ord kunne.
"Yeah," bekræftede hun og så ham i øjnene, "I do," tilføjede hun oprigtigt.

Der var nået i hende som reagerede, som han begyndte at åbne sin skjorte. Tianas hjerte ville have siddet i halsen på hende, hvis det havde banket. Hun prøvede at holde sine impulser under kontrol, og heldigvis havde det altid været en styrke hun havde båret på. Tiana havde lært fra sine søskende, fra sine mødre, det at vente og ikke gribe ind på de ting man følte - kunne ende i år af hjertesorg og fortvivlelse. Nok var hun udødelig nu, men livet var kostbart. Det var skrøbeligt og mange ønskede at passe på sig selv bag en massiv mur. Tiana var også sådan, men hun ønskede også at være med en som elskede. Hun gik tættere en på ham og tog en dyb hver trækning ind. De grønne øjne mødtes med Sebastiens blå. Tiana lod blidt sin ene hånd glide henover hans bryst, hvorefter hun stille lagde armene omkring hans nakke. Ganske blidt kærtegnede hun hans nakke og vippede hovedet en smule på skrå. Tiana placerede sine læber blidt mod hans. Der var stadigvæk rester af blod på vampyrens læber, men de var vampyrer og lige nu var han alt hun tænkte på. Alt hun ønskede.

Han trak hende tættere på sig, og hun nød at være så tæt på ham. Føle hans hud danse mod sin i en harmoni hun aldrig havde forstået før nu. Det var som om de talte det samme sprog uden at tale, kunne se hinanden i øjnene og forstå den verden der foregik bag lærredet. Tiana smiltede stille af hans ord. "Good," hviskede hun i en mere sensuel tone. Hun foldede sine læber en anelse sammen i en kort stund før hun lod sine læber placere sig imod hans igen, denne gang mere lidenskabeligt end før.