First day - Amanda Clark

S: foran akademiet
T: formiddag
V: ikke for varmt eller koldt. Let blæst
O: hvad der er foran skolen.
P: bliver beskrevet

---

Det var første dag her. Første dag på det storslåede og berømte akademi. Nervøsiteten bredte sig i voldsomme mængder hos blandingen, men på en god måde - for første gang nogensinde var nervøsiteten ikke pyntet på en frygt. Det var vel det tætteste man kom på frihed? Eller hvad det ord så end betød. I den mail hun havde fået, havde der stået at hun ville blive modtaget af en anden elev kaldet; Amanda Clark.

Callas sammenspil med andre væsner havde altid været begrænset og faktisk ikke eksisterende. I sidste ende vidste hun også at de ikke ville acceptere hende, nok nærmere frygte hende. Hendes faders ord, ikke hendes. Endelig fik hun øje på mennesket, som skulle vise hende rundt på skolen. Det tog et par sekunder men så fil Calla trukket en anelse på smilebåndet. Hun havde iagttaget folk i mange år, så lidt havde hun da lært - bare lidt.
"Du må være Amanda?" Spurgte Calla og løftede let på et af sine øjenbryn.

Blandingens påklædning bestod af et par sorte shorts, hvor resten af benet var klædt med nylonstrømper som var løbet en smule. Et par sorte støvletter på fødderne og en top med en åben hættetrøje over. De lange brune krøller slangede sig henover skuldrene. De lettere dramatiske blå øjne så imod mennesket. Sulten var der altid, men Calla havde sørget for at dæmpe den. Selvfølgelig havde Calla skrevet til skolen hun var fuldblodsvampyr - de behøvede ikke at hører hun var blanding. For hun ønskede ikke spørgsmål.

Påklædning

Det var en ny dag! Endnu en dag hvor hun skulle påføre sig smilet og virke som den glade, udadvende og populære pige! Og denne dag var så lige lidt værre! Hun var blevet bedt om at tage imod en ny pige på skolen. Noget hun virkelig bare ikke var god til. Nye mennesker som hun skulle tage stilling til.
Hun gjorde sig dog klar som hun plejede, ikke en hårtot sad forkert!
Og trods hendes outfit var "afslappet" så ville de fleste nok stadig sige at hun var overdresst.

Hun kom ud af døren og gik ned mod indgangen hvor hun skulle møde den nye pige. Hun havde fået et billede af hende, så hun kunne genkende den nye pige.
Hun kom ned til indgangen, og fik øje på pigen fra billede. Puha!... det her blev svært.. den pige var helt anderledes. Hun bed sig en smule i læben, indnen hun dog gik over mod pigen. Okay! ikke noget med at dømme før hun kende pigen! Sådan var hun ikke opdraget.

Hun blev dog også selv hurtigt genkendt. Så hun satte et stort, bredt og glad smil på, og kom over til hende "Hej!.. ja det er mig... og du må værre Calla Moriarty?" sagde hun med en sød og glad stemme. Hun havde lært det her på fingerspidserne, derfor var hendes facade aldrig noget folk opdagede.

Hun smilede til Celle "kom, så viser jg dig rundt" sagde hun friskt, inden hun svingede sin arm om Celles så de gik arm i arm. "nårh.. hvilke fag skal du have?" spurgte hun smilende

Calla nikkede en enkelt gang da Amanda spurgte om det var hende der var Calla. Selvfølgelig var det hende. Der var det med Calla at hun vidste hvor meget energi hun selv brugte på at smile, og virke glad. Specielt overfor sin far ofte. Hun kendte til det med at være perfekt for at ville gøre en stolt. Ofte var det også det der gjorde hende til en god menneske kender, og det ofte var personer af samme personlighed der blev hendes ofre når hun var ude og jage. Dog i første omgang valgte Calla blot at følge med Amanda. Ikke at hun havde meget valg, for Amanda greb fat i hendes arm, så de kunne gå arm i arm. Først gav det et helt uskyldigt gisp i Calla - for hun var slet ikke van til kontakt på den måde. Om Amanda så mente det eller ej. Hvilke fag var det nu hun havde tilmeldt sig? Det var en del - for Calla ønskede at lærer og opleve en masse. For hun havde ærligtalt ikke oplevet meget i sit egentlig lange liv.
Jeg har meldt mig på historie, kunst.. musik, kampsport og yoga - så vidt jeg husker, fortalte hun hurtigt og åndede forsigtigt ud. Det var et utroligt sted, ikke det mest utrolige hun havde set - men utroligt. Calla ville elske at komme lidt væk fra sin far. Det var svært for Calla at virke glad og smile på samme tid - af en mærkelig årsag. Specielt med så mange ting på en og samme tid! Faktisk var det mentalt lidt belastende.

Hvad der var en smule mere belastende var det glade selskab hun var i. Selvfølgelig kendte hun glæde. Hun kendte sin fars psykopatiske form for glæde og den kendte hun også selv. Dog ærligtalt var denne her nervøsitet faktisk også behagelig, det var bare grænsen der skulle overskrides.
Så Amanda fortæl mig, hvad får en shapeshifter som dig til at vælge dette sted at studere? det var ingen hemmelighed at Callas sanser var aktiveret det sekund hun var trådt ind på grunden. En formskifter var ikke svær at genkende, specielt ikke når hun selv havde generne fra racen.