Is it possible? ¤ Theo ¤

Gæst

Den mørkhårede pige, bevægede sig ned af gangene, for at nå frem til kunstlokalet. Dove havde altid haft en passion for kunst, så det var klart, hun skulle hjælpe Amara med undervisningen, såvel som at gøre klar til undervisningen. Dove havde haft navnet ’Theo’ tatoveret ved hendes kraveben i evigheder. I starten var hun både spændt og nervøs, men efter flere 1000 år, hvor han ikke kom, blev hun godt træt af det. Så hun var for et par 1000 år siden, begyndt at dække det til. Først med påklædning og senere med makeup. Dove havde ikke brug for en eneste ene alligevel. En klikkende lyd lød, da hendes hæle bevægede sig hen over gulvet. Hun havde trukket i en hvid kjole, der gik hende lidt ned over knæene, og bevægede sig i takt med hendes skridt. Om hendes liv, var kjolen strammet med et sort bånd, der formede en sløjfe forrest på kjolen. Sløjfen var dog ikke synlig, da hendes arme var fyldt med papirbunker, pensler og andet kunstgrej. Hun havde måske læsset lige lovlig meget på hendes arme, der ikke var specielt fysisk stærke. Doves styrke lå helt sikkert i hendes magi. Hun drejede om et hjørne, da en bølge slog hende. Det var en ukendt fornemmelse, men den var stærk. Hun havde aldrig følt noget lignende, og igennem tiderne, havde hun oplevet en del forskellige typer magi. En snurrende fornemmelse startede ved hendes kraveben, og uden at tænke nærmere over det, slap hun alt hun havde i hænderne, og lod hendes fingre finde vej til hendes tatovering. Først da tingene ramte jorden med et bump, blev hun opmærksom på andet end hendes tatovering igen. Man skulle tro hendes blik ville føre ned til de tabte sager, men i stedet fandt de vej hen til en dreng. Hun beundrede ham længe, før hun endelig fik fjernet blikket fra ham. Hvad skete der med hende? Dove slog blikket mod tingene på jorden, og gjorde en håndbevægelse, for at få dem op i hendes hænder igen. Men der skete ikke noget. Seriøst, hvad skete der med hende? Dove opgav at bruge hendes magi, da hun havde haft flere mislykkede forsøg. I stedet begyndte hun at samle tingene op med hænderne. Så primitivt.

Gæst

Det havde været en stille dag og han havde været igennem nogle kedelige fag, så for ham var dette blot en på listen af kedeligheder. Han var med andre ord ikke just specielt skole glad, den eneste grund til han rent faktisk var på dette akademi, var fordi hans forældre bad ham om det. Man kunne sige det var en straf for at være en rouge. De havde hadet ham lige siden, blot fordi han modsat alle de andre ikke brød sig om at leve i en flok. Dog tog han blot det hele og nu gjald det om at få det hele overstået. I dette øjeblik var han på vej ned af gangen, ned imod en time han stadigvæk ikke helt forstod hvorfor han skulle have. Han forstod faktisk ikke meningen med alle hans fag, de var i hans øjne latterlige. Han rystede på hovedet, fik hans sædvanlige ligeglade udtryk frem og derpå gik han hen om hjørnet. Det var her alt ændrede sig, den søde duft nåede ham og med et var det som om han ikke kunne tænkte klart. Han skulle finde kilden for den og det skulle ske hurtigt. Den var helt fantastisk også sødmefyldt. Han lukkede øjnende og lod sig et øjeblik falde hen af duften.
Dog da han hørte lyden af bøger der faldt ned på gulvet, var han igen tilbage i virkeligheden. Her opdagede han en ung smuk kvinde, en smuk kvinde med perfekt brunt hår og de perfekte øjne. Han betragtede hvordan hun kørte fingrene hen over noget på sin hals, dog fungerede han længe over det. Specielt da han hørte lyden af en dreng der grinte "Kan du ikke holde ordenligt på dine ting" Som en varulv havde han ufattelig meget vrede i sig, rouge eller ej...så var en varulv aldrig en at pisse af og af underlige, ukendte grunde pissede knægtens gerning ham af. Hans ord fik en knurren frem og det tog ikke lang tid, før han havde ham imod skabet "Hold din kæft menneske" Derpå gav han slip på knægten, dog ikke uden af hamre sin knytnæve ind i ansigtet på drengen, der derpå hamrede issen ind i skabet og derpå faldt om, kun for at holde sig på sin næse. Med et rystet hoved, gik han hen til pigen, hvor han straks satte sig på knæ for at hjælpe hende. Han samlede nogle bøger op, men på samme tid som hun rakte frem imod en bog, gjorde han det samme. Dette resulterede i at hans hånd nu lå ovenpå hendes. Igen rettede han sit blik direkte op imod hendes og her fik han et nærmere kig på det smukke ansigt. Som kunne han ikke stoppe sig selv, rakte han sin frie hånd frem og kørte en fin hårtot om bag hendes øre "hej" han havde for engang skyld et smil på sine læber, hvilket man stort set aldrig ville se på ham

Gæst

Dove prøvede på ikke at se på den flotte fyr. Tiltrækning var en ting, men det der skete i hendes krop, var noget helt andet. Noget kraftigt. Hun var næsten sikker på hvad det var, men hun var ikke klar til at se det i øjnene, hvis hun havde ret. Først da en stemme fornærmede hende, fokuserede hun på noget andet end ham. Hun drejede blikket imod ham, men før hun nåede selv at reagere, var varulven over ham. Det var tydeligt han var varulv, han knurrede, hvilket betød han enten var varulv eller formskifter, men den vrede og styrke, kunne kun komme fra en varulv. Hun var efterhånden blevet god til at spotte de forskellige racer. Hun så bare til, mens han klemte menneskedrengen op af et skab, og senere slog ham lige i ansigtet. Dove havde håndteret det på en hel anden måde, men hun besad heller ikke samme styrke som ham. Hun var faktisk ganske svag, når det kom til stykket. Hvis hun havde stået i hans sted, havde hun muligvis brækket hendes hånd, i stedet for at brække drengens næse. Dove kunne nu bedre se ham, da han satte sig på knæ foran hende. Hans perfekte brune øjne, hans læber. Han var utrolig flot. Hun måtte tvinge sig selv til, at fjerne blikket fra ham, og ikke virke som en underlig tøs, der bare sad og stirrede. Så hun vendte sit blik imod bunken af bøger, og rakte ud efter en bog. Han greb efter den samme bog, og følelsen af hans hud mod hende, frembragte en brændende fornemmelse i hendes hud, der startede i hendes hånd og bevægede sig igennem hele hendes krop. Det her var så stærkt, at hun var helt ude af sig selv. Et smil bredte sig på hendes læber, da han kørte en hårtot om bag hendes øre. Han havde et tag på hende, som hun ikke ville ønske han havde. Da han hilste på hende, så hun på ham, som havde hun ikke forventet han faktisk ville tale til hende. ”Hej.” Fik hun over hendes læber. ”Dove.. Jeg hedder Dove.” Hun holdt vejret, nervøs for hans præsentation, for hans svar kunne ændre hendes liv.

Gæst

Han vidste ikke hvad der var gået over ham, men hvad end det var så kunne han ikke stoppe sig selv, og måske ville han heller ikke helt stoppe sig selv, når det kom til stykket. Hendes stemme var noget andet end han havde forventet, han havde forventet skønhed men fik perfektion. Hendes stemme var den perfekte blanding af noget hæshed, finhed og blot en generel skønhed. Hun lød som var hun en engel, hvilket han dog kunne opsnuse sig til hun ikke var. Han var fanget af hendes skønhed, fanget under en fortryllelse og han ville ikke ud af den igen, selvom der var en rationel del af ham, som ikke kunne klarer det. Den rationelle del ville ikke lade sig fange, ikke ligesom resten af ham, resten af ham ville ikke have noget imod dette øjeblik ville varer evigt. Dette øjeblik ville være perfekt og noget han ikke ville glemme. Da det gik op for ham hun var begyndt at sige sit navn, smilede han blidt til hende "Mig en fornøjelse Dove, jeg hedder Theo" Hans familie ville næppe se sig glad på hans skulle finde sig fanget af en heks, men han brokkede sig ikke...specielt ved den skønhed og ynde hun havde "Wow, du er jo som en gudinde, graciøs, smuk og nærmest guddommelig " han rødmede næsten da det gik op for ham hvad han havde sagt "Du må undskylde, du får det sikkert af vide hele tiden, men jeg kan ikke holde op med at betragte dig" han kunne simpelthen ikke fjerne sine øjne fra hende, fra hendes øjne, hendes næse, kinder, ansigt og læber. Alt ved hende havde fanget ham og det så ud til det nægtede at give slip igen

Gæst

Dove havde aldrig før oplevet forelskelse, men hun havde hørt nok om det. Hun analyserede ham nærmest, studerende ham, fra hans hår i den perfekte mørke nuance, til hans læber der havde den perfekte fylde. Hun kunne mærke, hvordan hendes hjerte slog hurtigere. Hvad end der var med ham, så var det helt sikkert en tiltrækning, hun havde oplevet før. Han var perfekt, og han tog fuldstændig pusten fra hende. Hun vidste det sandsynligvis var fortryllelse, men det var på ingen måde den dårlige slags. Det var ikke noget hun ønskede at ophæve. Og selv hvis hun gjorde, vidste hun ikke hvordan. Da han præsenterede sig, havde hun næsten allerede gættet det. Det var ikke en sædvanlig tiltrækning. Her foran hende, stod den eneste person hun kunne elske. Det var en uhåndgribelig ting. Hun havde mange forstillet sig deres møde, men det her var over hendes forventninger. Hun havde allerede følelser for ham. Allerede før hun kendte hans navn, var hun klar over han var den eneste hun kunne elske. ”Theo.” Gentog hun hviskende. Hun blev nød til at sige det, være sikker på det var virkeligt. Dove ville normalt have fundet det underligt, hvis en fremmede komplimenterede som han gjorde, men når det kom fra ham, kunne hun slet ikke fatte han tænkte sådan om hende. Ordene fik en svag rød farve frem i hendes kinder. ”Jeg har det på samme måde.” Hun havde i den grad forsøgt at stoppe med at betragte ham, men det føltes umuligt. Især nu hvor han var lige foran hende.

Gæst

Han smilede til hende, for helvede hvor han ikke kunne holde op med at smile. Det forekom ham så underligt og alligevel kunne han ikke lade hver. Det var som om der var et eller andet i ham, som gjorde det umuligt for ham at gøre andet end smile. Som sekunderne gik forelskede han sig mere og mere i denne kvinde. Han kunne ikke andet end elske hende som hun sad der foran ham. Han kløede sig i nakken og smilede fjoget til hende "Kan jeg tage dig på en date?" normalt ville han aldrig invitere nogen på en date, men i dette øjeblik fandtes der ikke andre end de to og han ville helst ikke slippe øjeblikket, om det så betød at blinke eller ej. Han kunne ikke fjerne øjnene fra hende og omkring dem havde de fået sig lidt af et publikum, hvilket han efter en eller andens grin opdagede. Han tog hendes bøger og rejste sig op, hvorefter et direkte dræbende blik skød op i de brune øjne. Han nærmest pustede sig op og gjorde tegn til de skulle holde sig væk, ellers ville det værste falde over dem. Dog som hans blik vende sig ned imod Dove, som han rakte en fri hånd ned imod forsvandt det onde og hårde, det blev derimod erstattet med blidhed og venlighed. Han var med andre ord allerede godt snoet om hendes lillefinger

» Caffeinated - Theo
» It was not supposed to end like this - Theo
» Numb
» I never thought I would find you | Theo |
» Trouble makers (Theo)