I didn't do it! - Amara

Hun havde været oppe i et slagsmål til idræt. En af drengene havde ment, at pigernes fodboldhold skulle lukkes ned, fordi der alligevel ikke var nogen som så det. Audrey var måske ikke smart nok til at lade hver med at gå op imod en vampyr, men hun gjorde det alligevel. Så efter en del råben, havde han sat tænderne i hendes hals. Klassisk træk. Dog havde læren trukket dem fra hinanden og sendt Audrey til hospitalsfløjen og fyren til ledelsen. Audrey havde fået renset sit sår, og fået sat et fint plaster på. Dog stædig som hun var, mente hun, at det ikke var nødvendigt at hun blev. Lægerne havde sendt en af lærerne for at få hende til at overtale Audrey til hvad der var bedst for hende. Og det var så blevet Amara. Audrey havde ellers tigget og bedt om det ikke skulle være den lære. Nok fordi, at hun godt vidste, at det var hendes moder. Hun havde bare ikke konfronteret Amara med det. Måske fordi, at tingene var begyndt at gå godt igen. Hun startede for tre år siden, og brugte to af årerne på at have det elendigt. 

Audrey rejste sig op så snart Amara trådte ind. Hun støttede sig til væggen.
"Det her er altså ikke nødvendigt. Jeg har det fint!" Sagde hun og smilede stort falsk. Hun kunne ikke finde ud af, om hun faktisk skulle tage en samtale med Amara omkring dette. De havde den perfekte mulighed. Lægerne gik, fordi de vidste, hvor vigtig lærer og elev tid var. Desuden havde var Amara Audreys undervisere, og hun så hende næsten dagligt. Derfor var hun også kendt som om af Audreys støtte lærer, hun havde dog aldrig haft brug for det  - og heller ikke nu, følte hun da selv.
Hun satte sig dog ned og lod Amara komme ind.

Hun kiggede Amara i øjnene. Hun kørte en hånd igennem sit hår.
"Jeg har fag jeg skal læse op i. Jeg skal træne.. jeg har ikke tid til at sidde her og blomstre. Der er så dødkedeligt her." Forklarede hun. Rummet var helt hvidt, ingen andre farver overhovedet. Hun var altid den som sagde meget i klasserne, men havde ikke rigtig sagt noget siden hun fandt ud af Amara var hendes mor. Eller jo i de andre fag. Audrey kørte en hånd igennem sit hår.
"Desuden så finder jeg mig ikke i, at vampyrer skal komme her og tro, at de kan tage mit blod bare fordi de ikke kan tåle en diskussion, hvad er der retfærdigt ved det?" Tilføjede hun. Ikke i nogen vred tone, og dog. Det var som om, at hun havde skiftet karakter. Måske fordi, hun var en smule vred over, at Amara havde forladt hende. Ikke at Audrey ikke havde haft et godt liv, for det havde hun. Hendes far var gift med en meget smuk blondine kaldes Melissa. Og hun havde en halv lillebror. Hendes liv havde nærmest været perfekt, det alle drømte om. Nok derfor at hun hadede at få sin lille cirkel af lys slået i stykker. Hun havde endda brugt sin evne til at undersøge det. 
"Desuden så kan jeg jo bebrejde dig for at smadre balancen i mit liv." Sagde hun pænt irriteret og vendte kinden til.