What a wonderful day - Aya

Det var nu dejligt at have fået overstået en del af hans eksamener allerede, så derfor tillod Damien sig selv at bruge sin lørdag eftermiddag udenfor. I aften skulle han sidde bag sin computerskærm igen for at træne med sit team, nu de nye udtagelser til dette års Overwatch World Cup nærmede sig - så skulel de jo være helt på toppen, så selvom hans skole mæssige opgaver var næsten overstået for i år, ja, så kaldte hans normale arbejde mere på ham end ellers, så denne her pause udenfor skulle virkelig nydes - og det gjorde han også, som han stod der i haven, lænet op af hegnet ind til hvor hestene glad travede omkring og nød vejret mindst lige så meget som han selv og flere andre gjorde.

Det var ikke at Damien havde noget imod folk -nej, så absolut ikke, han var ekstremt udadvendt - men han havde også alle dage haft et meget stort, blødt punkt i sit hjerte for dyr af alle slags. Måske fordi han selv kunne have en tendens til at være dyrisk til tider, af rimelig åbenlyse grunde når man vidste hva dhan var? Tja, uanset hvad, så nød han at se når dyrene havde det så godt som alle de dyr der var her på akademiet havde det.

Som altid havde han dog også lige en mountain dew i hånden som han tog en stor slurk af, og en del snacks i lommerne - med en appetit som hans så sørgede man for altid at have noget på sig, da han gik dét hurtigere sukkerkold end de fleste andre. Forbandet være den ekstremt høje forbrænding... Men igen, det bragte så også andre goder med sig, så han måtte vel bare bide i det sure æble indimellem.

Efter lidt tid var hestene dog gået ind i skyggen igen, da solen blev for meget selv for dem. Så her vendte Damien sig om igen - ingen grund til at overbeglo hestene når de bare lå og slappede af - før han lænede sig tilbage mod hegnet og lukkede øjnene mens han blot nød følelsen af hvordan solen varmede. Måske var en hættetrøje lige en tak for varm til idag, men eh, det skulle nok gå alligevel.

Mens han stod der og blot nød solens varme, opfangede hans ekstremt gode hørelse godt at der var nogen der kom tættere på, men det var først da der blev talt til ham - på et sprog han så absolut ikke kendte eller havde hørt før - at han atter åbnede øjnene, og så på kvinden der var trådt tættere på. Selvom han ikke forstod hvad hun sagde, så smilte han alligevel til hende - et varmt og blidt smil, der nok egentligt var rimelig standard for ham, men han var så også generelt bare en meget positiv person.

Hvor hans duft for hende var ukendt, så var hendes meget kendt for ham - netop fordi hans kæreste trods alt også var hvad han kunne lugte at hun var... En sirene. "Uhm... I'm sorry, I don't quite understand what you said." sagde han så i en lettere undskyldende tone, og smilet gik også over fra at være varmt til mere undskyldende i udtrykket. "Parlez-vous francais?" forsøgte han så derefter, nu det var hans andet modersmål, for derefter at følge det op med; "... Habla español?" hvis hun ikke genkendte et af de tre sprog, ville han trods alt være lidt på bar bund... Men prøve, det gjorde han da!

"No, I didn't... Sorry, I've never even heard that language before." sagde han med et lettere undskyldende smil, som han kløede sig en smule akavet i nakken. Han havde ellers hørt en hel del sprog efterhånden, især da han havde deltaget i verdensmesterskaberne i Overwatch ovre i USA, trods alt... Men lige præcis det hun havde snakket før, der havde han aldrig hørt før, ej heller noget der lød derhen af, så han havde virkelig ingen anelse om hvad for et sprog det havde været.

Og så kom der det spørgsmål han havde fået utroligt mange gange her på akademiet - præcis hvad det var at han var, siden dernærmest ikke var nogen de rkunne pinpointe det helt. Ikke at han rigtig bebrejdede dem, og det var heller ikke ligefrem en hemmelighed, men i længden blev det stadig lidt trættende atsvar epå. Men uanset hvad, så forsvandt smilet skam ikke fra hans læber som han svarede hende. "Ah. Yeah, you're not the first one to wonder... You see, uhm, my dad was a werewolf, and my mum's a fairy, so yeah, lucky me, eh? I got to be a hybrid of that." sagde han så, og trak let på skuldrene.

Men han rynkede dog let på brynene da hun undskyldte for at være 'ond'. Vent, hvad? Hvorfor sagde hun nu det? Hun havde da været rimelig venlig indtil videre? Eller var det bare et forkert ordvalg, nu han kunne høre hun ikke var voldsomt stærk i sit engelske? "Evil? What d'you mean? You seem nice."

Damien smilede nu bare og trak let på skuldrene til det med sproget - det var okay, han vidste trods alt godt at der nok var en del væsner i verden der kunne tale et eller andet dødt sprog, det var langt fra alle der var lige så unge som ham selv, eller Ben, for den sags skyld. Det havde været lidt sjovt at se Ben's ansigtsudtryk første gang det var gået op for ham at Damien var på alder med hans mor... Men hey, sådan var det nu bare engang.

Han skar dog let ansigt da hun spurgte hvad varulve og feer var, for... Han var måske ikke lige den bedste til at forklare det,nu han kun var halvt af hver? Altså, feer kunne han nok godt beskrive rimelig godt, siden han var vokset op med sin mors side af familien, der udelukkende bestod af feer. Men varulve delen var noget han selv havde måttet find eud af, og først rigtigt begyndte at lære om for et års tid siden da han mødte hans to halvsøskende.

"Uhm... I might not be the best person to teach you that, to be honest. But, like, fairies are... Well... They can do magic, and they can fly... And sense other people's feelings. I can't fly, but I can do the rest of that. And, well, werewolves... It's sort of, well, a mix of a wolf and a human, in shape. Normal werewolves can control their shapeshifting to some degree, unless it's the full moon where they have to transform... Which goes for me, too." han havde aldrig nogensinde formået at få noget som helst aspekt af ulven frem udenfor fuldmåne, og når det VAR fuldmåne, kunne han aldrig huske noget, det var som om ulven bare tog over... Så han så nok også letbekymret ud som han tænkte over det, for han kunne virkelig, virkelig ikke lide dén del af måneden. "... And it hurts like crazy, to transform." tilføjede han så i en let mumlen, for det gjorde det fandme. Der var intet det lige umiddelbart kunne sammenlignes med.

Men snart kom smilet dog tilbage på hans læber. "Oh, you don't have to worry about any of that with me. You're rather nice to talk to." indtil videre var hun, i alt fald! "And that's a really pretty name you've got there. Mine's Damien," sagde han, med et godt bredt smil som han tog hendes hånd i et let,men fast håndtryk - dog ikke for fast, da han godt vidste han skulle passe på med dét... Varulve styrken han havde arvet og alt det der.

Hun lyttede stille, da han forklarede hvad en fe og en varulv var. Spøjse væsner men alligevel interessante. Hun havde godt hørt om fortællinger da hun var lille om mørket væsner, som varulve og vampyrer men hun havde aldrig tænkt mere over det, end det blot var en historie. ‘’ Hurts? Why? ‘’ Hun så spørgende på ham som hun stadig betragtede ham. To væsner i en person, det var mystisk for hende, men stadig spændende. Lige siden hun var trådt op på landjorden, havde det været ligesom at hun var dukket op i en helt ny verden. Hun havde altid holdt sig langt ned i havet, ved hajerne. Det var kun når hun skulle have mad, hun havde brugt energi på at bevæge sig op, mændene havde været lige så dumme som altid og var sprunget i vandet med det samme for at forsøge at redde hende. Hver gang havde hun trukket dem med ned i hendes dyb, hvor hun havde spist dem uden problemer.

‘’ Well, i’m the first sirene ever lived. ‘’ Hun smilede stille til Damien. Hun vidste godt, at selv hvis hun ville forsøge at æde ham, havde han sikkert flere kræfter end hende pt. Det havde været et par dage siden, hun havde indtaget noget menneske kød, som hun trods alt altid havde været vant til at spise, siden hun var blevet sirene.

‘’ Thanks. Your name is pretty to. I like it. ‘’ Hun smilede stille til ham. Han virkede alt for flink af sig, måske skjulte han lidt med det? ‘’ Do you goes to the school.? ‘’ Hun så stille på ham. Det kunne være han kunne vise hende lidt rundt på den. Hun var næsten lige startet, så hvorfor ikke få en ven med det samme?

"... It just does? Bones, ligaments, skin,everything changing, it just... It hurts like hell. It's not like when you sirens step into water and transform, i know that's painless for you, my boyfriend is a siren, too, after all... But the werewolf transformations... There's a reason some people call it a curse. Because of that very pain and not being able to stop the transformation as soon as the full moon is there, whether you see it or not." sagde han stille, og trak på skuldrene med et let suk. Han blev dog en smule overrasket over at det lige præcis var den første sirene nogensinde han stod og snakkede med her - men han havde trods alt stadig godt vidst hendes race så snart hun var kommet tæt nok på til at han havde kunnet lugte hende.

"Thank you," sagde han så med et lille smil til komplimentet omkring hans navn. Han havde aldrig selv tænkt meget over det, men det var da rart at andre kunne lide det? "Oh, yeah, I do. I've just finished my second year, actually. Going on third year this August." sagde han så med et smil til det med skolen. "Are you just starting up here, since you're asking?" han havde i alt fald ikke lagt mærke til hende før, så det kunne jo godt tyde på at hun var meget ny her. "I'd love to show you around, if that's the case? Any idea what subjects you're going to study?"

'' You don't think being a siren is a curse? Every day i need to feed of humans, i need to eat them to survive, for what humans did to me. I HATE det moment they threw me in the water. They hoped i would die, but no. The water gave me the curse of being a human eating fish. You only become a werewolf once a month, right? I need to eat every day. I need to have water around me every day to not die. '' Sukkede hun stille. Hun forstod udmærket hans smerte, men hun forstod heller ikke hvorfor at der altid var brok fra andre racer. Der var altid et eller andet galt med dem. Et eller anden der gjorde at man skulle have ondt af dem.

'' Oh, i just startet. I was born in that time, where school not even where a word. All i did, was to working with my dad and mom. '' Smilede hun stille til ham, som hun betragtede ham. '' I don't know yet, but i have an idea. I want to study all the creatures, know every little thing about them, and my self for that matter. '' Smilede hun atter engang til Damien. Han virkede alt for sød af sig selv.

Damien løftede let hænderne i en næsten overgivende gestus, som han hurtigt forklarede, "Nonono, that's not what I was implying... I mean, I know every race has stuff to deal with, and I can't even begin to imagine how it'd be like having to kill people..." med et let suk i stemmen. "I'm sorry if it came off as me complaining a lot. I know I have it sort of easy with it only being once a month, even with as different as it is for me, compared to other wolves. They get to remember who they are and what they do while it's going on, I... No, I'm not gonna talk about it." han sukkede som han fangede sig selv på vej ind ien mindre rant, og rystede let på hovedet. "Let's just talk about something less depressing than the less fun sides of what we are, eh?" sagde han så, og lod et større smil finde vej tilbage til hans læber,som han rimelig let fik skubbet de mørke tanker væk igen.

Og så var der jo også et emne skift, som man kunne koncentrere sig om. "Ah... Yeah, compared to you I must seem such a baby, then... I'm 'only' 42." sagde han så med et let grin. "This is my third education, but the first one I've actually enjoyed a bit. And oh, if you want to study the different races and such, you should definitely take 'Magic Elements'. They explain everything about all of the more common races, and a bit more, too. It's really useful!" forklarede han så - for ja, det lød da som om at hun rimelig meget blev nødt til at have dét fag, som minimum.

Og det kunne sagtens være at han virkede alt for sød - det var der før folk de rhavde pointeret over for ham - men... Ja, sådan var han nu engang bare. Der havde før været nogen der tvivlede på at han havde noget som helst varulv i sig, og troet han udelukkende var fe - men det var så til gengæld også nogle af de få personer der havde formået at skubbe til hans temperament, og så kunne de pludselig godt se den anden side af ham, også. Men Aya her virkede nu rimelig sød, så selvfølgelig viste han sig bare fra sin normale, utroligt venlige sige af.

'' Oh, i didn't mean to... Sorry.. '' Hun så stille ned i jorden. Normalt ville hun have været ligeglad med det sølle væsens tanker og følelser, men en del af hende havde lyst til at bekymre sig om Damien. Han virkede trods alt som et godt menneske. '' Yea, i think that too. But i really don't know yet. There are so many classes you can take. So many things you can study. '' Hun smilede over hele ansigtet. Hun havde aldrig kendt til ordet skole og hun var også først lige begyndt at lærer sproget. Cain havde været en god lærermester for hende. Lært hende sproget, vist hende nogle steder og ladet hende opleve den nye verden hun var 'vågnet' op til, efter at have været trådt op fra vandet af. En verden fyldt med spænding, livsglæde men også negative ting.

'' Maybe you could show me around at the school? I only know where my privateroom is. I have, like i just said, startet there. '' Hun smilede blidt imod Damien og håbede han ville sige ja. Hestene her, virkede ikke synderligt interesseret i at snakke med hverken hende eller ham længere.


// Beklager de korte svar. Er lige begyndt at komme i gang igen :/ //

Han åndede lettet en smule op som hun heldigvis lod til at blive helt roligt igen, og smilet fandt atter vej tilbage til hans læber. "It's okay. I mean, I know what I said might have come off as a bit insensitive, but it really wasn't my intention at all. I tend to speak before I even really think about it... So really, I should be the one saying sorry." sagde han så, og kløede sig i nakken, en smule akavet.

"Mmhmm, there is. Myself, I'm taking biology, chemistry, sports and music... But there's like... What... 20 subjects or more you can choose from, here? Really, the sky seems like the limit, here," sagde han så med et let grin, som han trak let på skuldrene. "I'm sure you'll find something you'll fancy."

"Oh, I'd love to! I mean, I've only just started my second year here, but I know my way around, at least. So really - what would you like to see? Or should we just start from one end and go through it all?" sagde han så med et stort smil til hendes spørgsmål om han ville vise hende rundt. Og som det store smil tonede frem, fik hans hud også den lette glød der ofte afslørede hans fe gener for andre - da han bogstaveligt talt lyste op, bare en lille smule, når han var glad.

"I guess so," sagde han så blot, og smilede let som han trak på skuldrene, rimelig glad over at hun nu også bare grined eog jokede omkring det - han foretrak trods alt at gøre folk glade, det var aldrig hans mening at lyde som om han whinede eller lignende - han var jo også generelt en meget positiv person, så ja, han ville virkelig bare ikke træde nogen over tæerne, i modsætning til mange varulve han kendte, der som regel søgte efter konflikt... Så var han selv meget konfliktsky. Det var vel fe-siden af ham der talte, dér.

"Well, you're doing great with it, then! I'm sure you'll pick up on the last stuff soon enough, eh?" sagde han så, let grinende, som hans canadiske dialekt atter en gang slog godt og grundigt igennem - men han mente hvert et ord. Hendes engelsk var virkelig godt for kun lige at have lært det for nylig. Og man lærte jo trods alt af sine fejl. Smilet var der stadig som hun komplimenterede ham, omend en let rødmen også stødte til, og han kløede sig en smule akavet i nakken. "Eheheh... Well, thank you. Sounds like you agree with my boyfriend there... He constantly calls me cute or adorable..." og det var ikke en underdrivelse - det var hver evig eneste dag at Ben sagde det til ham.

"Well, being curious about it all is the first step on the road - there's much to learn, yea, but I think you'll like it," sagde han så med et stort smil på læberne. "And you've got it - you've seen this part of the school already, with the animals we keep here, so... Yeah, let's just take the quick route through the flower garden, then you get to see that, too!" sagde han så, stadigt storsmilende, før han ledte vejen hen gennem den store blomsterhave, hvorfra man også kunne se atletikbanen, før de begyndte at bevæge sig op mod de store, massive døre der udgjorde indgangen til skole bygningen.