So... What are you? - Ellery

Tja... Det her føltes lidt mærkeligt. Som noget han ikke burde gøre. Hvad var det derføltes sådan? Jo, det at gå rundt ude i solen, nu han godt vidste hvad han var. Og hvad der ville ske, hvis han nogensinde tabte ringen fra Cecil herude midt i solen. Så ville han sku være ristet og borte inden han kunne nå at se sig om. Så der var en god grund til at han havde en ekstra ring på, på den finger lige præcis daglysringen sad på... Og så havd ehan som altid en del andre ringe på, så den så skal aldrig ud til at være malplaceret,nej, den camouflerede sig rigtig godt blandt de andre ringe, nu han altid gik med en masse smykker. Det var vel noget af det teatralske fra scene livet der smittede af, dér.

Men uanset hvad var det nu også stadig en rar følelse at kunne være ude i solen igen. Han havde godt nok savnet den i starten af denne nye eksistens, inden han havde fået mødt Cecil, og heksen nærmest så hurtigt som muligt havde fået fremskaffet en daglysring til ham så han atter kunne gå rundt ude i solen. Han havde nærmest bare skulle surmule over det i fem minutter før han var blevet lovet den! Der måtte skam være noget over det der magebånd der... Nu ikke at han havde noget imod det, han kunne skam rigtig godt lide heksen. Så 'skæbnen' havde vel haft ret, dér.

Men lige nu nød han bare at han for en gangs skyld ikke havde den glubende sult der gav ham voldsom mavepine, men at han rent faktisk følte sig mæt, og derfor ikke lagde så voldsomt meget mærke til lugten af alle folk omkring sig, lyden af deres hjerteslag, som han ellers ville. Det var meget rart ikke at skulle holde ekstra styr på sig selvmens han var ude blandt andre. Især siden han nu stadig ikke kunne lide at gøre andre ondt. Han var blevet kaldt en kujon, en tøsedreng, af andre vampyrer for det... At han var et lille 'barn', der nok snart skulle lære det. Men hvad hvis han ikke ville? ja, de kunne sku sige alt det de ville, men han var sikke rpå at han aldrig nogensinde ville blive præcis så blodtørstig som mange af de andre vampyrer lod til at være.

Lige nu, for eksempel, sad han ved kanten af den lille sø i parken, lænet bagud som han støttede på sine albuer, et par solbriller på, som der endda var i formen af røde hjerter! Altså, ja, ikke det man ville forvente af en med hans nye race, men han var fandme ligeglad. Han følte sig glad og tilfreds lige nu, og ville bare sidde her og nyde livet... Eller u-livet, hvad man nu ville kalde det.

Ellery havde endnu engang vågnet op med en bragende omgang tømmermænd. Hans bror, Nathaniel, havde en tendens til at drikke sig så lam, at når Ellery endelig fik kroppen tilbage morgenen efter, så ville den være totalt bombet. Derfor havde skrivningen for i dag været sat på pause, mens Ellery kom sig over tømmermændene og den bragende hovedpine der fulgte trop. Solskin havde altid været den bedste kur - men typisk mens han var i vandet. Eftersom han ikke følte for at svømme rundt helt alene, men derimod bevæge sig i en summen af snak og lyde, havde han besluttet sig for at bevæge sig ned i parken.
Han skulle bare undgå søen, så vidt muligt.

Som han gik der, i sine egne tanker, måtte han erkende at de slag Nathaniel havde modtaget dagen forinden havde sat sine spor. Han havde forsat et flækket øjenbryn og en flækket underlæbe. Hver gang han bevægede sin mundvige sprang såret på læben op, og blod bevægede sig ganske roligt ned af læben indtil han gned det væk med sin håndryg. Ih, tak, brormand.

Iført grå shorts der stoppede midt på hans lår - ganske løse og luftige - samt en hvid t-shirt, sorte almindelige solbriller og et par bådsko bevægede han sig ned igennem stierne der var dannet i parken. Alligevel, pludselig, befandt han sig tæt på den lille sø. Havde hans solbriller ikke skærmet for det, ville folk uden tvivl have set at hans øjne havde skiftet fra en blanding af gul, grøn og brun til en kombination af grå og violet. Hans instinkter skreg efter at han skulle hoppe i vandet - men han orkede ikke det cirkus det ville være at vente på at alle forlod parken senere hen så han kunne komme op til overfladen igen og få fat i sit tøj.

Det tog ikke mange sekunder før det gik op for ham at der sad en ung mand mindre end en meter foran ham, ved søens bred. Som han stod der, og studerede mandens ryg, smilede han svagt for sig selv - et smil der resulterede i at blod sprang frem på den flækkede læbe endnu engang.

Remington havde blot siddet der og nydt det. Hvor han førhen havde kunnet mærke solens stråler varme ham, kunne han ikke rigtigt mærke det længere. Eller, okay, det varmåske ikke helt sandt, mærke det kunne han jo godt. Men det gav ham bare ikke den samme behagelige fornemmelse som det havde før, nok igen grundet hans krop teknisk set var død... Suk. Så mange ting han stadig ikke havde vænnet sig til, selvom det langsomt nærmede sig at han havde været sådan her i et års tid. Han havde haft øjnene lukkede som brisen ruskede let i hans hår, dog uden det bevægede sig særlig meget med så meget hårgel som der nu engang var i det, for at få det til at stå op på den måde som det nu engang gjorde.

Men bedst som han nød det og blot slappede af, ja, så var der noget der prikkede til tørsten som der altid lå og lurede, selv når han ellers følte sig mæt... Og ja, det var jo intet under hvad det var. Lugten af frisk blod. Ganske ufrivilligt, helt instinktivt, sniffede han lige en ekstra gang. Det var ikke fra et menneske, i alt fald. Men det var heller ikke en lugt han havde stødt på så ofte, så præcis hvilket overnaturligt væsen det var, anede han ikke. Men derfor drejede han nu stadig hovedet mod lugten, og fik øje på en mand... Der stod der med et flækket øjenbryn, og vigtigt af alt, den flækkede læbe, der blødte.

Han løftede solbrillerne til de sad oppe i håret på ham, og sendte manden et skævt,omend måske en smule forsigtigt, smil - meget påpasselig med ikke at vise tænder, da han vidste at hans hugtænder uden tvivl var helt fremme nu, det blev de altid ved lugten af blod, og han havde så absolut ikke lært at styre den impuls endnu. Ej heller den måde den kastanjebrune farve i hans øjne blev en smule lysere og klarere i det, netop som respons på blodet, men dem havd ehan dog stadig lidt bedre kontrol over end tænderne. "...Well, hello, there." sagde han så helt simpelt, men ved at åbne munden så lidt som absolut nødvendigt,igen for at skjule hugtænderne så godt han nu engang kunne. Han gad fandme ikke reklamere for hans nye race mere end højst nødvendigt... Alene den utroligt blege hud gav ofte folk et hint om det, trods alt.

Som den unge mand vendte hovedet og så på Ellery, kunne han ikke lade være med at smile til ham. Vampyr - uden tvivl. ''Good afternoon,'' sagde Ellery inden han nikkede på pladsen lige ved siden af den unge mand. Uden egentlig at spørge om lov satte han sig ved siden af ham, og så kort ud over vandet.
''Enjoying the Sun?'' spurgte han, inden han rettede blikket mod Remington igen. Det var tydeligt at Ellery genkendte den unge mands race, men han ville ikke påpege den over for ham. Han var jo ikke ligefrem selv fan af at folk pegede fingre af ham og kaldte ham en havfrue. *Careful, E...* sagde Nathaniel advarende til Ellery, og ordene gav genlyd i hans hoved. ''I hope you don't mind me joining you? I'll move, if you want.'' sagde han ganske roligt. Han frygtede ikke en vampyr, og havde aldrig gjort det. For han antog at hans blod trods alt smagte mere af skidtfisk eller saltvand - så de færreste gad drikke det.

Som han kiggede ud over vandet igen, smilede han skævt. Han havde måske godt af en dukkert - men ikke her i parken. Han orkede ikke de stirrende blikke. Han tog sine solbriller af, eftersom Remington havde placeret sine i sit hår, så han ikke virkede nær så afvisende. Trods alt, så var nye mennesker bare venner man ikke havde lært at kende endnu. Hans håndryg børstede hurtigt blodet væk fra hans underlæbe, inden han så undskyldende på Remington. ''My brother likes to fight..'' sagde han, med et lille skævt smil. Den udtalelse kunne forstås på forskellige måder, så han var ikke bange for at Remington forstod hans præcise mening med det ud fra ordene alene.

''Are you out here alone? I thought the new ones followed their parents for a while?'' spurgte han så, ganske roligt. Endnu et hint til at han kendte til hvad Remington var. Han kunne være særdeles grænseoverskridende når han ikke tog højde for andres følelser og holdninger, desværre.

Remington smilede let og nikkede til mandens første ord, lidt hans måde at gengælde det på uden at sige noget. Jo mindre han snakkede, jo mindre blev tænderne blottet, trods alt. Men noget ved måden fyren spurgte ham om han nød solen på, gjorde at han fik på fornemmelsen, at fyren alligevel allerede havde gættet hvad han var. Fan-fucking-tastic. Han afstod dog fra at rulle med øjnene over spørgsmålet, og trak blot let på skuldrene. "It's always nice to get out for a bit, isn't it?" var hans svar på det, sammen med smilet der blev en tak skævt i det. "No problem. You just sit wherever you want." sagde han så, til spørgsmålet om, om fyren måtte sidde ved siden af ham. Det havde han som sådan ikke noget imod, trods alt... Omend det også bragte lugten af blodet tættere på ham, hvilket i sidste ende måske ville vise sig at have været farligt.

Men så igen, måske ikke - han havde trods alt fået noget indenbords idag, så tørsten var nemmere at kontrollere end ellers. Men hans øjne blev selvfølgelig helt naturligt draget hen til manden igen som han tørrede blodet væk, og hans øjne mødte kort den anden fyrs - som han selv rynkede let på øjenbrynene, men han tog nu den mest logiske løsning. Broder slåskampe var trods alt ikke uhørte, selvom det var de færreste der ville slå hinanden til blods.

Men som det næste spørgsmål kom,skar han lidt af et ansigt, før han fnøs og så ud over den lille sø igen. Nu var han i alt fald helt sikke rpå at fyren godt vidste hvad han var. "Yes, I'm out here alone, without that shithead whom I'd prefer you not call a 'parent'. And I prefer it like this. I'll be a happy man if I never have to see his fuckin' face again." he muttered, a slight growl to his voice - it was pretty clear he'd struck a nerve, as Remington's memory went back to that incredibly shitty night everything had happened.

Ellery så på den unge mand, som han svarede på hans første spørgsmål. Ganske roligt nikkede han, velvidende at ikke alle fandt solen lige rar - specielt ikke når den teknisk set ville brænde dem til ukendelighed. Med et skævt smil så han ud over vandet. ''It is, indeed,'' tilsluttede han sig, inden han atter så tilbage på Remington. Jo, vampyr det var han - men ikke en der var særlig tilfreds med det. Han forstod ham egentlig godt.
''Thanks,'' sagde han, som Remington tillod ham at sætte sig.

Han havde trådt på en øm tå, da han havde nævnt hvad han altid havde kendt som ''forældrene'' i det skaberforhold der lå mellem to vampyrer. Han så lidt ned, som Remington tydeliggjorde det faktum at han ikke var på god fod med sin skaber.
''I'm terribly sorry, I didn't mean for it to sound like that.'' sagde han inden han så på Remington igen med et beklagende blik. ''Let's call him the shithead instead then. And for once, I totally understand that - I have my fair share of shitheads in the register.'' sagde han så, som om det skulle trøste den stakkels vampyr. Han vidste dog godt at det ikke ville hjælpe.

''My name's Ellery,'' sagde han så, og rakte ham hurtigt hånden, som et forsøg på at starte forfra. ''Ellery D'Combe.'' uddybede han, inden han nikkede mod vandet. ''Siren, hearththrob and a massive idiot when starting conversations,'' sagde han så, rimelig gennemskueligt. Han havde intet at skjule, og siden han kendte til den unge mands race uden han selv havde fået chancen for at vurdere om han skulle fortælle Ellery det, så burde den gælde den anden vej.

Remington lænede sig en smule tilbage for svagt at få strukket sin ryg lidt ud - han havde siddet der længe nok til at den måske lige var blevet en lille smuleøm, men udstrækningen udgjorde et mindre vidunder for det, før han rettede sig en smule op igen, nu han havde fået selskab her ved bredden af den lille sø.

Efter den svage opblusning af hans temperament ved tanken om Alias, kom der dog en undskyldning fra fyren ved siden af ham, så han rystede let på hovedet som for at skubbe det lidt på afstand igen, og smilte derpå skævt til ham - nu ikke lige så påpasselig med ikke at vise tænder som før, siden fyren nu trods alt helt klart vidste hvad han var. Så hvorfor fanden bruge energi på atprøve at holde det skjult, stadig? "Well... Maybe you do, but I daresay none of them have killed you on a whim after they figured out you'd hate getting to be like them, now have they?"

For ja, det var udelukkende grunden til at Alias havde forvandlet Remington, og ikke bare dræbt ham... At han havde fundet ud af at det Remington havde frygtet mest, var at blive forvandlet til en vampyr. Så selvfølgelig havde han gjort det - skiderikken var så fandens sadistisk at det jo nok var den ultimative underholdning for ham. "Anyway... Even if it was a bit abrupt, and even if you are an idiot, it's still nice meeting you. And siren, you say? Well, then I finally know how that smells," han kluklo en smule og kørte en hånd igennem sit hår. "My name's Remington." introducerede han så sig selv, som han trykkede sirenens hånd.

Ellery følte sig som en kæmpe nar, som Remington stillede sit spørgsmål. Nej, Ellery havde ikke en eller flere personer der havde behandlet ham som skidt. Han havde sin bror, som havde forbandet dem begge. ''Well, my brother made me kill the love of my life, and got my mother-in-law-to-be to curse both of us. I guess shitheads tends to come in strange forms.'' sagde han så, ganske roligt. Han talte normalt ikke om den del af sit liv; han følte dog at det måske ville være rart for Remington ikke at føle sig så alene omkring den del med en nar der ødelagde ens liv.

''Remington? - That really is a special name, isn't it?'' spurgte han, som hans hånd blev trykket af den unge mand. ''And yeah - we smell quite bad, I've been told.'' sagde han så, som han blinkede ironisk til den unge vampyr. Han vidste egentlig ikke hvor meget selvkontrol denne vampyr havde, siden hans tænder allerede var fremme. Han bebrejdede ham dog ikke - de første mange årtier var det svært at styre hvem af de to brødre der fik mest 'taletid'. Den slags tog tid at få på plads, for alle.

Han lod sin hånd hvile på hans lår, som han atter kiggede ud over vandet. Han havde lyst til at beklage over hans direkte og sårende måde at spørge ind til hans skaber, men så igen - han anede jo ikke at de havde så ringe et forhold til hinanden.

... Ja okay, det viste sig da så at Remington ikke var den eneste i det her selskab der havde fået vendt op og ned på sit liv af en idiot. Hos ham havde idioten bare været en han aldrig havde mødt før, mens Ellery her åbenbart havde haft at hans bror havde ødelagt hans liv istedet... Ouch. Remington kunne fandme ikke lige forestille sig hvordan han ville have det hvis en af hans brødre havde været skyld i alt det her, nu de begge havde gjort alt hvad de kunne for at hjælpe ham, istedet. For fanden, havde det ikke været for dem, så havd ehan nok allerede haft dræbt folk til højre og venstre! De vidste præcis hvordan de skulle appellere til hans bedre side, gjorde det nemmere for ham at undertrykke rovdyret... Mens han jo så godt kunne høre at Ellery's bror nok ikke ville have været typen der ville gøre dét. "Damn... Shit, dude. Well, guess we can just both agree that life sucks at times, eh?" sagde han så med et lettere skævt smil.

"Well... i guess it might be? it was pretty usual for Canada when I was born, though. Which, if you're curious, was just over 150 years ago." han smilede stadig let, men lagde som sædvanlig mærke til præcis hvor varm mandens - sirenens - hånd va ri forhold til hans egen, som han trykkede den. Sjovt nok var det en af de ting der var sværest at vænne sig til - at alle var utroligt varme i forhold til ham selv, som der næsten altid villevære iskold at røre ved. "Oh, you really don't smell all that bad. I used to love eating fish though, maybe that's why I like the smell?" jokede han så med et let grin.

Han kluklo, som den unge vampyr fastslog at de begge havde oplevet livets uretfærdigheder. Han skulle bare vide... ''Indeed. Life seems to be rather fond of screwing the ones trying to make do with what they have. It's fast fashion-thing, I guess.'' svarede han med et lille skævt smil som matchede Remingtons.

Da Remington derefter forklarede at hans navn ikke var en særhed der hvor han var født - både tid og sted - smilede Ellery ganske interesseret. Han søgte kort vampyrens øjne, mens han lyttede, inden han nikkede roligt. ''I'm from France, but my mother is british. Hence my name being incredibly long, and not really that interesting.'' sagde han, med et lille smil, inden han blinkede til vampyren. ''I was born abput 860 years ago, with my brother.'' sagde han så, med et ganske roligt smil. Han vidste godt at det for nogen virkede som en evighed - og det havde også været. Han havde tilbragt knap 850 med sin bror fanget i hans sind.

Som vampyren forklarede at Ellery ikke lugtede så slemt, måtte han tilstå at han forstod det som en joke. Han var, trods alt, mest af alt en kødædende fisk. Han kunne ikke undgå at lugte til tider. ''As long as you don't eat me, I'll take it!'' sagde han så, med en let latter i stemmen, inden han så ud over vandet. Han sukkede kort, som solen begyndte at gøre ham en smule udtørret. Det ville i sandhed være rart med en dukkert, men med alle de mennesker omkring dem ville det virke upassende.

''Tell me, Remington,'' sagde han, inden han atter vendte sit blik mod vampyren ved siden af sig. ''Have you never tasted siren-blood then? I figured, since you didn't know the scent of it?''

"Maybe it is. Or maybe there's just shitheads everywhere, waiting to fuck everybody's shit up at the opportune moment..." sukked ehan, men smilet var dog kommet hurtigt tilbage igen, især som han så gengældelsen fra sirenen ved siden af sig. Det var nu rart at vide at der også var folk der absolut intet havde imod vampyrer - eller, ikke af princip, i alt fald. Han prøvede som regel ikke at reklamere for meget med det netop for at folk ikke skulle føle sig utrygge omkring ham, trods alt.

"Really? Interesting, though. So I guess it's pretty obvious you speak French... I learned it as my second language. Grew up in Quebec, you see. It's sort of a problem if you can't speak French there, although I'm still more comfortable with English," sagde han så med et let grin. Det, og selvom de begge snakkede fransk, ville der nok også være en voldsom forskel i deres dialekt af det, jo... Naturligvis, nu de var vokse top på forskellige kontinenter. Alderen var ikke noge than bed særlig meget mærke i - Cecil var trods alt langsomt ved at nærme sig de år, også, og for fanden, hans egen mor var endnu ældre end det. Så han syntes ikke han behøvede at kommentere på det.

"Wouldn't dream of it, dude," sagde han så med etkækt grin til kommentaren om ikke at spise ham - for ja, for alt i verden så prøvede Remington trods alt at undgå at bide folk... Medmindre de selv bad om det, og lod ham. Så 90% af tiden levede han af blodposerne, i stedet. Han kunne virkelig ikke lide tanken om at gøre andre ondt med fuldt overlæg. Så som han blev spurgt ind til om han aldrig havde smagt sirene blod, sukkede han let.

"Nope, never. There's a lot of blood I haven't tasted. If you don't count the blood the shithead made me drink to turn me, it's just been human and shapeshifter blood so far... And a bit of witch blood." og hvis man kendte den mindste smule til hekse, ville man så også vide at en heks' blod var dødeligt for enhver der drak det... Medmindre man altså var heksens mage, hvorfor Remington selvfølgelig havde haft en direkte modsat reaktion på Cecil's blod - det var det absolut bedste han nogensinde havde smagt. Ikke at han havde været vampyr så længe, men intet andet havde kunnet måle sig med det indtil videre.

Denne unge mand lod til at have en attitude der fastslog at det var dem omkring ham der gjorde ham uret, fremfor skæbnen og livet selv. Ellery kunne ikke sætte sig ind i den tankegang, eftersom han var en fast tilhænger af skæbnebestemte tilfælde. Skæbnevæverne havde han altid fundet interessante, i de forskellige mytologier. Han havde dog ikke ligefrem studeret dem så meget, eftersom hans håndværk som stenhugger nu engang var det han var vokset op med.
''Life, or people, can be some true dicks.'' sagde han roligt, med et venligt smi.

''Quebec? Never heard of it, to be honest. I didn't leave France until I moved here about three weeks ago.'' sagde han med et skuldertræk, velvidende at hans franske uden tvivl ville være tilnærmelsesvis uforståeligt for vampyren. Han talte en uddød dialekt af det, udelukkende anvendt i den del af landet han dengang var født i. Som hans navn antydede, så var han født i Combe, en by der ophørte med at eksisterer tilbage i 1160'erne, kort efter hans brors handlinger resulterede i at de blev forbandet.

''Oh, is that so? - Should I take that as an insult?'' spurgte han så, med et smøret grin plasket på ansigtet, som han så på den unge vampyr. At han ikke kunne drømme om at spise - eller drikke, som det vel hed - fra Ellery måtte vel på et punkt være en fornærmelse, eller hvad?

Hans opmærksomhed blev dog hurtigt fanget, som han forklarede at han faktisk havde drukket hekseblod. Ellery nikkede eftertænksomt. ''You're someone's mate then? There goes that date!'' lo han så, ganske sagte, eftersom han ikke anede om andre var velkomne til at kende til den unge vampyrs mage-tilstand.

Som Ellery ganske rigtigt tænkte, så gik Remington's tanker aldrig særlig meget på skæbne... Det var aldrig rigtig noget han havde troet særlig meget på. Hvilket vel var ironisk nu når det med hekse og deres mager måske var detstørste bevis på en 'skæbne' der eksisterede, og han var blevet udset som mage til en af dem? Uanset hvad så alt dårligt der nogensinde var sket ham, havde kommet i form af andre folk der var kommet forbi og havde fucket ting op - han havde endnu ikke set på skæbnen som noget der lavede de fucked up ting i livet, i alt fald.

"Well, fair enough." sagde han så med et let grin. "Quebec was established by French colonists, so that's why that entire part of Canada is bilingual with English and French, you see." forklarede han så lige kort, så fyren i alt fald forstod hvorfor han havde sagt som han havde, lige før. "Of course it's quite it's own dialect, but, well, 's still French." sagde han så, og trak let på skuldrene.

"And nah, don't take it as an insult - there's many people I wouldn't like to drink from. Most people, in fact. I don't really like doing it." uddybede han så - selvom Ellery havde sagt det i et grin, ja, så ville han da også lige forsikre ham om at det skam ikke bare var fordi han var det han var, eller noget. Også selvom det halvt var en løgn - for selvfølgelig føltes det fantastisk når han drak blod, rent fysisk... Men mentalt? Ja, nej tak. Selv når folk tilbød det følte han sig en del skyldig bagefter, og fik næsten lyst til at kaste det op igen grundet skyldfølelsen.

"... And yeah, I am. Also, I don't think you'd want to get on his bad side, either, let me just say that," sagde han så med et lidt større grin end de foregående - for ja, en coven leder var ikke lige den type heks man havde lyst til at pisse af.

Ellery sad bare og nikkede mens han lyttede til den unge vampyrs fortælling om hans hjemby. På trods af at Ellery selv talte fransk, så var det en dialekt der - lige som hans hjemby - uddøde for knap 700 år siden. Det ville komme bag på ham hvis nogen faktisk snakkede den dialekt længere, ud over hans slægt.

Som Remington begyndte at forklare at han ikke kunne lide at drikke fra andre løftede Ellery begge øjenbryn i overraskelse. Det kom trods alt bag på ham, at en vampyr ikke kunne lide at drikke blod. Ellery elskede desværre blod, når han var i sin naturlige form. Det var i sandhed en forbandelse, når det kom til at holde sig på måtten.

Magen kom ikke bag på Ellery til gengæld. Mange lod til at have en skæbnebestemt eneste ene - Ellery var dog ikke en af dem. Efter mere end 800 år havde han accepteret at han ikke ville møde den eneste ene, eller sit livs kærlighed. Den chance var druknet sammen med Joselynn dengang. ''So, you are a mate. I can't say that I would know what that's like. Old Ellery here, single forever!'' sagde han med et skævt smil, velvidende at det ikke var en information Remington havde efterspurgt.

''Your mate - how's he? I assume it's a male, since I don't want to get on his bad side?'' spurgte han så, ganske roligt, inden han så ud over vandet igen. De violette øjne udstrålede en tydelig trang til at springe i - som Remingtons tænder varslede om hans trang til at drikke fra andre. I og for sig havde de ikke ligefrem gode chancer for at skjule hvem de var, nogen af dem.

Han savnede egentligt canada en smule, som han sad og forklarede omkring det... Måske skulle han se om han ikke snart kunne komme dertil igen,og gerne som noget der ikke var del af en tourné med bandet. Ikke dermed sagt at tournéerne ikke var sjove og noget han nød i fulde drag, for det var de i dén grad... Men man fik bare aldrig tiden til at nyde byerne, landene, som man var i.

Det overraskede ham ikke rigtigt med den reaktion som man så tydeligt kunne se Ellery havde, da han fortalte det med at han ikke ligefrem havde det godt med at drikke blod. Men det var vel også lige akkuratdet modsatte man forventede når man stødte på en vampyr. Men det var vel heller ikke de fleste vampyrer der havde været det han havde været førhen, altså en lys fe, vel? Han havde altid afskyet vold og blodsudgydelser af alle slags førhen, det var kun hans egne skader han var riemlig ligeglad med, som når han før i tiden havde brækket anklen i et hop ned på scenen fra en højtaler, og lignende... Men at skade andre med fuldt overlæg? Selv med tilladelse var det ikke nogen han nogensinde havde villet, hvis han kunne undgå det. De eneste slåskampe han havde været i, havde været i selvforsvar. Han havde aldrig selv startet en kamp.

Han smilede skævt til fyrens kommentar med at han selv var 'forever single'. Med det han var blevet fortalt førhen, forstod han skam godt hvis fyren lidt havde givet op på kærligheden. "He's.... It's a bit difficult to explain, really. But I think it's pretty safe to say that if he hadn't found me when he did, I probably wouldn't be sitting here." siden han på det tidspunkt havde været en vampyr i godt og vel en måned, og havde været ved at blive vanvittig af det - han havde seriøst overvejet at blive op til solopgangen for bare at lade solen gøre det af med ham, dengang.

"I guess he can seem pretty arrogant and unemotional when you don't really know him, but he's a real softie behind it all." sagde han så med et lille grin. "Like, he has this image of being this really big, bad, tough coven leader, and trust me, at most times he is - but he looks after me like I'm a little puppy that'll get into trouble the moment he looks away."

Ellery smilede ganske roligt over Remingtons forklaring om hans mage. På et punkt var han glad for at Remington havde en der passede på ham. Han virkede som en skrøbelig ung mand, som ikke helt vidste hvilket ben han skulle stå på. Måske havde det været hvad Ellery havde haft brug for dengang - og måske forsat, nu - men han var fanget i limbo med sin bror. Han nikkede, som Remington nævnte at hans mage var en coven-leder. Han var altså en af de stærkere hekse. Han skulle nok skrive sig bag øret at han ikke skulle pille for meget ved Remington, for at undgå vreden fra hans mage.

''He sounds a bit like Nathaniel on good days,'' sagde han med en svag klukken i hans stemme, mens han kort lukkede øjnene. Havde han allerede forklaret denne unge vampyr hvem Nathaniel var? Måske, måske ikke. De færreste vidste det egentlig, for det var nemmere at fortie stemmer fremfor at lade dem komme til orde.

''What do you do for a living, Remington?'' spurgte han så, inden han atter så på vampyren. Det var mere eller mindre bare høflig smalltalk, men det var rart at have en af snakke med uden at blive mødt af fordomme eller leve med frygten for at personen ville rejse sig op og forsvinde det sekund man havde nævnt noget andre fandt en smule upassende. Havde han tænkt sig at gå ville det ingen konsekvens have for Ellery. Ikke endnu.

Nej, Ellery havde ikke lige nævnt dét navn før... Men alligevel sad Remington lige og tænkte lidt over det, og kunne jo sagtens huske han lige havde nævnt noget med hans bror før. Så måske...? Det var i alt fald ligeså logisk en forklaring som at det også bare kunne være en ven. Men nysgerrig detvar Remington nu engang... En egenskab der så ofte havde fået ham ud i problemer, så måske var det ikke helt dårligt at Cecil var så forholdsvist overbeskyttende overfor ham. "Your brother, or a friend?" spurgte han så, spørgende, bare for lige at få det afklaret.

Da han blev spurgt om hans arbejde - som  så ofte var noget folk spurgte om - så smilede han skævt og lænede sig lidt tilbage, støttende på sine arme. "Well, I'm the front singer of a rock band I started with my half-brothers. We've been touring quite a bit of North America and Europe by now. And it's just a little over a month until our next tour in the US. It's a bit ironic, though - my nickname among the fans have always been 'the vampire', but I never was one... Until now, that is." med måden han sagde det på, så var det helt tydeligt præcis hvor stolt han var over at den drøm var lykkedes - han nød det i fulde drag at kunne leve af musikken.

... Men samtidig var han også en smule nervøs for denne næste tourné, da det villeblive denførste efter han blev turned... Og altså derfor også den førstehvor han næsten hver aften ville befinde sig ude i midten af tusindvis af mennesker, siden han altid hoppede ned til publikum flere gange under showet, for at stå der og synge og hoppe med fansene. Til gengæld skulle hans tendens med at klatre alting nok forblive uændret - måske endda blive bedre, siden der nu skulle mere til for at et fald ville gå helt galt!

Ellery nikkede roligt, som den unge vampyr gættede på om Nathaniel var en bror eller en ven. I bund og grund var han begge dele; han var bare ikke god til nogen af delene. ''Both,'' svarede han med en rolig stemme, inden han så hen på Remington. ''He's my brother, and my friend. He's just terrible at both,'' svarede han med et lille skævt smil.
Ellery vidste godt at det ikke var fair at udstille Nathaniel på den måde, men han havde ikke ligefrem meget tilovers for den forbandede møgunge hvis han hele tiden skulle blande sig i alt muligt der ikke kom ham ved.

Som Remington begyndte at fortælle om sit arbejde, smilede Ellery ganske roligt og lagde sig ned i græsset, mens han så på den unge vampyr. Han foldede hænderne bag hovedet for at støtte sig selv en smule. ''That sounds exciting,'' sagde han med et skævt smil. Han var ikke den store fan af rock, men han var trods alt mere eller mindre et barn af den tidlige middelalder, hvor det var lut og harpe der leverede musikken. Senere hen havde violin og klaver overtaget hans interesse; mest af alt violinen, da den forhindrede ham i at synge mens han spillede. Det var en stor fordel når man ikke kunne synge uden at aktiverer dybe instinkter i andre.

''Im a mason,'' sagde han så, med et saligt smil. Han elskede sit arbejde. ''I do sculptures, busts and ornaments for buildings,'' sagde han så, for at uddybe hvad der betød at være en en stenhugger. ''So, the US, huh? I've just met a girl from there,'' sagde han så, en smule fraværende. Kenna optog meget af hans sind for tiden. Ikke kun fordi hun var smuk, intelligent og farlig, men fordi han følte en trang til at beskytte hende mod alt det grumme i verdenen. En tosset følelse for en han ikke kendte særlig godt.

Okay, så han havde da haft ret i sin antagelse. Det var nu altid noget. Også selvom han så kunne høre at det måske alligevel ikke var så rar en fyr? I alt fald lod det til at Ellery her nok ikke var på helt lige så god fod med sin bror som Remington var med sine to halvbrødre. Igen, så ville det at tage på tournéer i en lidt trang tourbus, hvor man gik op og ned af hinanden hele tiden, nok heller ikke være så god en idé hvis han ikke var på så god talefod med hans brødre som han nu engang var. De vidste altid hvor de havd ehinanden, og at de altid var der for hinanden. En meget betryggende tanke når man var afsted i måneder af gangen.

"It is. You get to see so many cities, travel in ways only very few people do... All while meeting tons of fans, having them singing your songs right back at you while you're on stage, or in the crowd with them... I don't think I know any feeling better than that one, especially when it's one of the more personal songs, and you can see in their eyes that they really get it, that they get the meaning behind the lyrics... It's something truly magical." sagde han derpå med et lille smil så han så lidt ud i luften foran sig, tydeligtvis dybt inde i et minde af lige præcis en af de gange, han snakkede om, før han så over på sirenen igen.

"A mason, eh? Nice. Not too often you hear of someone having that job nowadays... But good to hear you can still make a decent living off of it." sagde han med et lille smil. "And yea, back to the US with us... Like, all three of us are from Canada, but my brothers have something semi-permanent in Vegas, too, so when I'm not here, at the dorms, I'm usually at their house in Vegas." og nu han tænkte efter, så var det jo endnu en god grund til at have fået ringen af Cecil... Siden Vegas jo lå midt ude i en ørken. Al den sol, ellers...

Ellery smilede ganske roligt, som vampyren forklarede om hans arbejde, og hvor spændende det egentlig var. Det var egentlig meget hyggeligt at have en samtale kørende med en der ikke spurgte ind til alt for mange personlige detaljer; som det faktum at han havde forladt Frankrig til fordel for Gaia, eller at han var blevet godt gennemtæsket dagen forinden på grund af sin bror. Det var befriende ikke at skulle forklare sig. ’’You’re talking about being something truly magical, while you’re a vampire and I’m a siren? That seems somewhat ironic, don’t you think?’’ spurgte han med et lille skævt smil inden han så tilbage over vandet.

Som Remington konstaterede at man ikke mødte mange stenhuggere mere, kiggede Ellery roligt på ham. ’’That’s the reason I won’t change the business. People pay big bucks for something made by someone that knows the ancient techniques,’’ svarede han inden han ganske diskret nærstuderede Remington en smule. Det var sjovt; han lignede ikke en vampyr, sådan som Ellery kendte dem. Måske var han noget diametralt modsat en vampyr tidligere? En fe? Det ville udligne det en smule, ville det ikke? Han var ikke sikker, og han ville ikke spørge. Det kom ikke ham ved.

’’You’re a student at the Academy, I take it?’’ gættede Ellery, eftersom vampyren havde nævnt sovesale. Medmindre hans mage havde en ret så interessant boligsituation, så måtte det være forklaringen. ’’Vegas? In your condition? That seems a bit hazardous, doesn’t it?’’ spurgte Ellery så, med et lille skævt smil, inden han atter så ud over vandet, mens en hånd gled igennem hans hår, eftertænksomt. Det kunne være han skulle til at komme tilbage til huset inden Kenna kom tilbage?

Remington hyggede sig fint med at fortælle om hans arbejde - så passioneret som han var omkring det, så elsked ehan jo selvfølgelig også at snakke om det, og elskede de utroligt mange gode minder det havde bragt med sig, selv med de år hvor de havde været rimelig sammenpresset i en varevogn som de kørte fra bar til bar som de havde spillet på førhen... Det var først nu, hvor de var blevet lidt mere kendte, at han havde haft lidt mere fritid og kunne begynde at tænke på uddannelse, også, til hvis - eller nærmere, når, sådan som ting altid var - at berømmelsen falmede og man skulle have en plan B.

Han kluklo en smule ved Ellery's bemærkning, dog. "Well, considering how I used to be, I think I should know a bit more about magic than most people do. Believe me, it feels just as magical as any true magic does," sagde han så med et skævt smil og blink Ellery's vej. Da han stadig var fe havd ehan trods alt haft en smule magi. Den og hans vinger havde desværre bare ikke været nok til at slippe væk fra Alias så snart han havde fået fat i ham... Hvilket hans nuværende tilstand var mere end rigeligt bevis på.

"Yea... Been for just about a year now. Ever since I got a slight bit more free time on my hands. Mind you, I'm still only here like half the year,but I got a good deal going with them, at least they do get that my job doesn't allow for me to complete regular school years the old fashioned way," sagde han så med et lille smil til det med at studere på Akademiet. "And now you sound like my mate the first time I told him I was going to Vegas," sagde han så med et stort grin på læberne. "He made sure to enchant the ring so that he's the only one capable of removing it, ever since then," sagde han så, let hentydene til sollysringen - som der faldt rimelig meget i ét med de mange andre ringe han bar, så man aldrig helt ville vide hvilken en var den magiske.

Ellery nikkede ganske roligt, som Remington besluttede sig for at fortælle endnu mere om hans opfattelse af magien. Ellery kunne ikke se sig enig med vampyrens opfattelse, men han anerkendte hans virkelighed såvel som hans egen. Der var intet facit i livet; alle havde deres egne svar. ’’Magic is in the eye of the beholder,’’ svarede Ellery ham, og med det lille blink vampyren kom med, kluklo Ellery ganske varmt. At tale om alt og intet virkede befriende, men han måtte anerkende at han følte sig mere og mere tvunget til at korte deres samtale af, da hans krop skreg efter at vende hjem til havet.
Aftalen med akademiet lod til at være en god ide, når man havde tankerne rettet mod vampyrens beskæftigelse. At rejse rundt var velsagtens en stor del af det, og derfor gav det god mening at der ikke var fastlagt år-til-år undervisning for ham. ’’So, when will you be finishing school?’’ spurgte han, med et skævt smil. Tanken om at han ikke gik der i komplette skoleår fik ham til at tænke at der måtte være en forlængelse på uddannelsen, årsmæssigt. Men han var ikke sikker.

’’Geez, I’m sounding like your mate? Why don’t you just call it like it is; I’m sounding like your overprotective mother!’’ kluklo han med et skævt smil, inden han fumlede med sin telefon, da den spillede en ganske velkendt melodi; Tjajkovskij. ’’Pardon,’’ sagde han, inden han vendte siden til Remington og accepterede opkaldet. Samtalen var hurtigt overstået, men selv et almindeligt menneskelig ville kunne høre en kvindelig stemme i røret råbe og skrige at han skulle møde op hos deres mor, lige nu. Han sukkede, svarede med et enkelt ’oui’, inden han lagde på.

’’I am afraid that I have to cut the conversation short,’’ sukkede han mens han så på Remington med et oprigtigt beklagende blik. ’’My mother seems to be in some sort of distress,’’ sagde han, inden han så kort ud over vandet. ’’And no one is allowed to let mother be distressed,’’ sukkede han, inden han rejste sig op.

"I guess it is," sagde Remington blot med en let skuldertrækning, og et lille smil stadig tydeligt på hans læber. Han vidste jo trods alt godt at f.eks. en der havde sceneskræk, nok ikke ligefrem ville dele hans mening om hvordan det var at være på scenen næsten hver aften et par måneder af gangen. Men han selv havde altid elsket det, altid elsket den opmærksomhed, elsket at se hvordan deres musik kunne påvirke folk, og møde alle fansene både før og efter koncerten. Næsten noget af det bedste var når han hoppede ned blandt publikum, hoppede sammen med dem mens han stadig sang... At virkelig connecte med folk på den måde. Han kunne nærmest ikke forestille sig nogetbedre.

"Oh... That's a good question. We haven't quite worked that out yet, as we need to schedule things a year at a time, in cooperation with our tour manager, and the record company... But at the very least it's going to be five years longer than other students there. Then again, I mean, time's something I've got loads of, right? No need to hurry up with the education," han havde i starten kløet sig let i håret, fordi ja, han havde ikke en fast tid at arbejde med. Men til sidst havde han så bare grint let og trukket på skuldrene. Tid var trods alt en af de ting han potentielt havde uanede mængder af.

"Well, I wasn't going to put it like that, but now that you said it..." sagde han så med et skævt smil og drillende blink til Ellery. Det var trods alt sirenens egne ord, ikke hans, han var komplet uskyldig i denne sag! Kort efter blev sirenen så ringe top - og Remington nikkede blot let, før han så ud over den lille sø igen, mens det var noget så nemt at høre måden der blev råbt og skreget af ham på. Stadig en ting Remington skulle vænne sig til... Det med den ekstremt gode hørelse. Det kunne godt være lidt overvældende indimellem, især siden, som de sad her,med folk der gik frem og tilbage, kunne han stadig høre alt hvad folk snakkede om ovre på den anden side af søen... Det var en kende forvirrende til tider, måtte han indrømme.

"Aww, that's really too bad. But yea, go do something about it before your head gets torn off or something, judging by that call," sagde han med et skævt smil. "I'm sure I'll see you around sometime." lige præcis ting der angik familien, der forstod Remington skam sagtens at man slap hvad end man havde gang i, og satte dem først. Det havde han trods alt gjort hele sit liv, med sin egen familie.

‘’Even that, is up for debate these days, I take it,’’ sukkede han med et lille drilsk smil. For ham var der sikkert ikke mange ting der kunne virke positive og magiske i denne verden, efter den uretfærdige skæbne han var blevet tildelt. Alligevel vidste Ellery på et eller andet punkt, at han ikke havde i sinde at diskuterer med vampyren; hans virkelighed var lige så relevant som Ellery’s, trods alt.

Som vampyren fortalte om den manglende planlægning grundet forhindringerne der kom med pladeselskabet og manageren nikkede Ellery roligt. Han havde engang selv overvejet at forfølge en karriere inden for musik, men han havde opgivet da han ikke helt kunne styre hvornår hans evner som sirene tog over og lokkede folk omkring ham til at gøre ting de ikke ville have gjort på eget initiativ. ’’It sounds like you’re quite comfortable about the situation,’’ indrømmede han med et skævt smil.

Inden de kunne nå at joke videre med at Ellery var en pyldrehøne af en mor, ringede hans egen mor og gav ham et møgfald, for derefter at kræve hans tilstedeværelse. ’’Trust me,’’ sagde han med et skævt og lettere opgivende smil. ’’If you thought living forever seemed tough, try have a mother that does the same! They get weirder with age,’’ kluklo Ellery med et skævt smil. ‘’I’ll be seeing you around!’’ sagde han så, inden han ganske roligt rakte Remington hånden. Tog han imod, ville de give hånd, hvorefter Ellery ville rejse sig.

’’If you need anything, just head for the beach. I’m sure you’ll find either me or my brother there,’’ sagde han så roligt. ‘’It was nice meeting you!’’ sagde han, inden han med et charmerende smil på læben begyndte at gå med lettere hastige skridt tilbage den vej han var kommet fra. Inden for få sekunder var han forsvundet ud af parken og tilbage mod bjergene hvor hans mor havde residens.

//Out