Are you okay? (Alicia)

Tid: 19:30
sted Parken
vejr: klart og stjernerne er fremme
Omgivelser: nogen som ryger udenfor teltes ingang
Påklædning: http://cache3.asset-cache.net/gc/469069752-actress-ashley-rickards-attends-the-aol-gettyimages.jpg?v=1&c=IWSAsset&k=2&d=GkZZ8bf5zL1ZiijUmxa7QdZyvO4pxpu81VEZShBla59PJh3jYnS3bipa%2BS%2FJ2GXDY1sy32yowt9QXVJrnFG%2FJA%3D%3D

Claire blevet inviteret til en fødseldagsfest, hun kendte ikke vedkommende som holdte fødseldag, men en af hendes såkaldte venner havde sagt at hun ikke ville med vis ikke Claire skulle med. Hun hadede fester og ville engentlig heller være hjemme og tegne og give sig hen til dystre minder og tanker, men det kunne hun ikke få lov til og nu gik hun arm i arm med hendes veninde Sophie. Så snart de kom til festen ville Sophie lade hende være for sig selv og havde slet ikke tid til Claire. Hun fugtede svagt sine læber og de var havnet ved parken, da de kom ind kunne de se telte som var sat op til festen. Claire gjorde store øjne hvem ville holde fest udenfor om vinteren. Hun bed sig svagt i læben inden hun gik frem imod teltene sammen med Sophie. Claire havde haft ret så snart Sophie var kommet ind var hun gået. Det havde gjort at Claire var ladt til sig selv helt alene. Hun mærkede med det sammen varmen i teltet som kom fra store varmeblæser. Hun tog sin jakke af afslørede en sort kjole. Hun var normalt ikke vant til at gå i højehæle, men Sophie havde tvunget hende og det havde gjort at hun endt i par sort hæle som passede til kjolen. Hun begyndte at gå det telt hun var i, var poppet og det kunne hun mærke. Efter det der var sket for så mange år siden, havde hun stadig svært ved at være sammen med andre og i det hele taget være så tæt på. Claire sank svagt en klump. Inden hun forsatte ind i mængden for finde Sophie for meddele at nu tog hun hjem, men Sophie var forsvundet og hun kunne ikke finde hende. Det var så typisk. Hun bed sig endnu hårde i læben og måtte ud. Hun gik hen til indgangen og tog sin jakke og tog den på. Det var derfor hun hadede fester og steder hvor der var for mange. Hun hadede at blive rørt og komme for tæt på mennsker, ja endda et hvilket som helst levende væsen.
Selvom det var flere hundrede år siden hun blev fundet i en grøft blodig og forslået ved siden af hendes døde søster, havde hun stadig svært ved nærkontrakt og brød sig slet ikke om det, men hun var engentlig bare taget med for at være sød ved Sophie. Hun ånede lettet op. Luften ude gjorde hende dejlig og klar i hovedet og desuden var der mere ro, til at tænke. Hun syntes ikke at hun kunne gå uden sige det til Sophie først så det gjorde at hun var tvunget til at vente udenfor ved teltes udgang.

Alicia sukkede stille, da endnu en fuld person kom til at skubbe til hende. Hun hadede at feste, men var alligevel gået med til det, da hendes søster havde presset hende en del. Hun gik hen til en sofa, som var blevet placeret i teltet, og satte sig på den. Alicia havde aldrig været dn slags person som sad almindeligt. Hun synes bare at det var ubehageligt, og sad derfor tit på de mest mærkligste måder.

Hun mærkede noget der skubbede til hendes fod, men var lidt ligeglad. Folk havde allerede skubbet til hende over 63 gange, hvilket var pænt irriterende.

"Så se dig dog for!" knurrede en foran hende. Hun kiggede forvirret op, og hendes øjne faldt på en lille gruppe af drenge, somm kiggede surt på hende. "Eh, undskyld mig?" sagde hun forvirret, og undrede sig over hhvad hu havde gjort.

"Du skal ikke komme og spille lille og uskyldig overfor mig!" sagde drengen, og spyttede næsten ordene ind i hendes hoved. Hun tørrede sig hurtigt, og rystede på hovedet. Det var ikke det dejligste at have en fremmeds spyt på sig. '

Irriteret rejste Alicia sig op, og sendte ham dræberblikket. "Hvorfor skulle jeg spille uskyldig, når jeg faktisk ER uskyldig? Jeg har ikke gjort dig en fløjtende fis?!" knurrede hun koldt tilbage, og viste ikke rigtig nogen tegn på hendes følelser. Hun vendte sig om, og begyndte at gå mod teltets udgang. Dog nåede hun ikke så langt, da en hånd greb fat om hendes håndled.

"Så du spiller kostbar? Jeg kan godt lide kostbare piger." mumlede drengen, og trak hende ind til sig. Alicia prøvede at kæmpe imod, men hun havde ikke trænet særlig meget på det seneste, og havde derfor ikke mange kræfter. Hun tænkte på en af de eneste muligheder hun havde. Is.

"Kan du godt lide kulde?" spurgte hun, og smilede til ham. Han rystede hurtigt på hovedet. Han måtte være fuld. "Syndt for dig!" sagde hun, og lukkede øjnene. Hun forstillede sig hvordan isen krøb op af hans ben, og videre op til hans mave, hvor den så stoppede. HUrtigt, en roligt åbnede hun øjnene igen, og gik ud af drengens greb. Han stod stille, og bevægede ikke en eneste del af hans ben. Hun fniste stille, det skulle hun dog ikke have gjort. Hun mistede hurtigt koncentrationen, og kund mistede balanćen, da et hårdt slag ramte hende. Hun væltede bag over, men nåede ikke at tage fat med hænderne, så hun røg lige på ryggen. "Av for satan!" råbte hun højt. Luften røg ud af hendes lunger, og hun kunne smage blod. Hendes næse gjorde forfærdelig ondt. Hun kiggede måbende op på drengen som havde slået hende.

Alicia forbandede sig selv over, at hun ikke havde frosset hans arme sammen med benene. På hans hånd, havde drengen en slags handske på, men noget skarpt metal på, ved knoerne. "Du er sindsyg.." sagde hun til ham, og rejste sig op. Hendes ryg gjorde skrækkelig ondt, og den ubehagelige smag af blod var overalt i hendes mund.

"Gå til helvede!" spyttee drengen bare, og sendte hende et dræberblik.

Så godt som Alicia nu kunne, løb hun ud af teltet, og fandt et stort træ i paken, hvor der ikke var nogen. Hulkende satte hun sig op af træet, og prøvede at tørre blodet væk, fra de rifter hun havde fået i ansigtet. "Hvorfor sker det her altid for mig?" mumlede hun irriteret...

Claire hørte godt det skænderi som pigen som fór ud af teltet havde været en del af hun skulle lige til at spørge pigen om hun var okay, men nåede det ikke før hun var forbi hende. Hun rejste sig op og fulgte hende på afstand. Hun ville ikke skræmme pigen, men hun blev også nød til at gøre noget, det hele skete så hurtigt at Claire ikke havde opdaget at pigen blødte. Claire havde for en stund glemt Sophie og fulgte pigen, det eneste hun kunne gøre var måske at trøste hende. Hun bed sig svagt i læben og et svagt smil bredte sig på hendes læber idet hun nærmede sig pigen, idet hun kom tættere på kunne hun se pigens skader. Hun satte sig ned ved siden af pigen. Hun nåede da ikke sige noget før nogen forstyrrede dem. Hun kiggede op og så at det var drengen fra før. Eller det troede hun, uden tænke over det lavede hun svagt en meget lille bevægelse med hånden og drengen som sikkert havde slået pigen begyndte hvine idet hans underbukser lavede en olfert på ham. Hun rejste sig ” det er ikke det eneste jeg kan gøre” sagde hun og den franske accent var ret så tyk. Hun var vred over at nogen kunne behandle andre med så lidt respekt også forsætte når vedkommende var gået.  Hun var ikke et menneske og var ligeglad blev hun smidt ud fra festen kunne hun vel tage pigen med tilbage til skolen. Hun hadede alligevel denne fest så meget at for hende var det lige meget. Hun kiggede vredt og truende på drengen som hurtigt forsvandt, hun vendte sig om imod den forslået pige. Hun måtte først tjekke at intet var brækket for ellers kunne hendes evne ikke hjælpe ret meget.
Hun løftede hænderne op i luften for at fortælle pigen at hun ikke ville gøre hende noget derefter satte hun sig igen ned ved siden af hende og igen kom smilet frem på hendes læber ” festen er vidst eller ikke noget for dig?” spurgte hun og lød så venlig som hun kunne den franske accent var der stadig, men mindre tyk. Claire kunne ikke lide at se når kvinder og piger ikke blev behandlet ordenligt, det var sket især efter hendes søsters død, men hun havde heller aldrig haft nogen at kunne snakke med om det, faktisk havde hun ikke kunnet huske alt der sket den nat, men hendes familie havde ikke villet snakke med hende om det hvilket bare gjorde det hele endnu værre og nu lod hun som hun tog alt som leg, men det mere for gemme de sande følelser hun havde og vis ikke hun var positiv så væltede alt mørket ned over hende. Claire prøvede også at undgå at se på pigens blodige ansigt . Claire brød sig eller ikke ret meget om blod og det kunne gøre hende dårlig ” vis du vil kan jeg hjælpe, men du har vel ikke brækket noget?” spurgte hun og rykkede tættere på pigen uden rigtigt spørge om det var okay.

Alicia kunne høre skridt nærme sig hende, mens nogle stemmer fuglte efter. Hun fortatte med at kigge ned i jorden, så personen eller personerne ikke kunne se at hun faktisk blødte.

"Hvis ikke du vil gøre mig noget, hvorfor er du her så?" mumlede hun, og spyttede lidt af det blod hun havde i munden, ud. Hun smilede lidt. "Du ved godt at drengen du lige gav en olfert ikke var ham der slog mig... Jeg har frosset hans ben, så han kan nok ikke bevæge sig meget de næste par minutter." grinte hun stille, hvilket fik hendes ryg til at gøre lidt ondt.

Hun huskede tilbage på dumme tidspunkt, men smilede stille da hun huskede drengens udtryk i ansigtet, efter hun havde frosset hans ben. "Han fortjente det virkelig...!" grinte hun.

Pigen sagde noget igen. "Nej, men min søster er den største fest abe. Hun tvang mig med..." svarede hun, og overvejede hvorfor at hends søster havde fået hende overtalt lige præcis den dag, når hun ikke plejede at kunne overtale hende.

Alicia tvang sig selv til at kigge op, men kiggede skuffet ned igen. Hun kunne tydeligt se hvor meget pige ikke ville kigge på hendes ansigt. Det var nok pågrund af blodet, men så langt tænkte Alicia ikke. Tilbage til fortiden, tænkte Alicia sammenbidt. Den eneste der faktisk kunne lide hende på hele denne skole, var hendes tvillingesøster. Selvfølgelig kunne pigen her heller ikke lide hende, det var der alligevel ingen der kunne, så hvorfor skulle hende her lige præcis kunne lide hende?

Pigen rykkede tættere på hende, og sagde noget. Alicia rykkede med det samme, væk igen, og forstod slet ikke pigen. "Hvorfor vil du overhovedet hjælpe mig, hvis du ikke kan lide mig?" spurgte Alicia lidt sløret. Hun havde fuldstændig glemt hendes kolde facade inde til festen, så hun var virkelig sårbar ligenu, og hun hadede det.

Claire kiggede overrasket på hende idet hun sagde at hun havde givet den  forkerte en olfert og hun bed sig lidt i læben. Grunden til at hun ikke kiggede på pigen var pågrund af blodet ikke fordi hun ikke kunne lide hende. ” hør her jeg kan hele dine sår vis ikke du har brækket noget, men det kræver bare at du vil lade mig hjælpe” sagde hun og rykkede selv en smule væk så de sad på afstand af hinanden. Hun skulle lige til sige noget mere, men tog sig i det, det vedkom ikke pigen at hun ikke brød sig om blod, sagde hun det ville pigen sikkert også have en forklarning på hvorfor og det gav hun ikke med mindre hun kunne stole på folk og inderst inde stolede hun på ingen. Hun fugtede kort sin læber og tvang sig selv til kigge på pigen ” hør giv mig en grund til at jeg ikke skulle kunne lide dig” sagde hun og som altid var det nemt for hende at få et smil frem på hendes læber. Måske ville pigen bløde op vis hun præsenterede sig ” mit navn er Claire” sagde hun og rakte tøvende en hånd frem imod pigen, men hun var ikke sikker på at hun ville tage hendes hånd.  Claire fugtede kort sine læber og overvejede at hele hendes sår under tvang, men det gavnede hverken pigen eller hende især vis de skulle kunne snakke bagefter.  Hun sukkede svagt så de var lidt i samme båd. Hun kom til at tænke og et  smertefuldt stik ramte hendes sind idet pigen nævnte en søster. Hun havde altid holdt sig selv ansvarlig for hendes søsters død. Hun sukkede igen, men rystede det af sig, der var ingen gruund til at kravle ned i mørket især ikke når der var andre ” så er vi lidt i samme båd, min veninde tvang mig med var faktisk ikke inviteret i starten, men det sørgede hun for” sagde hun smilede igen. Hun lod svagt en hånd glide igemmen håret ” da vi kom brændte hun mig af, selv om hun ved at jeg har det svært ved for mange mennsker og nærkontrakt” sagde hun og smilede svagt. Clarie havde ikke tænkt sig at gå før hun havde hjulpet pigen. Derefter kunne de måske gå hjem sammen. Hun havde ikke tænkt sig at skulle blive hængende ret længe.
Claire lod svagt en hånd glide igemmen håret og hendes tatovering blev for en stund synlig, men det skete så hurtigt at man skulle være  hurtig for se det, men det var underordent om pigen vidste hvad hun var, så længe at hun ikke gjorde pigen noget. Hun vendte svagt blik op imod himmlen ” jeg kan også følge dig hjem vis du heller vil det” sagde hun til pigen. Hun havde ikke lyst til at blive hængende og vis pigen ville med videre kunne det være rart for så havde hun en at snakke med og desuden kunne det være at vis de kom ind i varmen et sted hvor der ikke var så mange mennsker som kunne forstyrrer at pigen ville lade hende hjælpe. Det eneste ulempe for hende med hendes evne var at hun skulle have kontrakt med den hun skulle hele, men for pigens skyld ville hun gøre det. Desuden var pigen ikke mange, men en og for hende var det værst når der var mange.

Alicia bed sig i læben. "Jeg plejer at klare det alene..." mumlede hun og bed lidt hårdere. Det var faktisk rigtigt, problemet var bare at hun ikke var specielt god til at klare disse situationer alene. Pigen skulle til at sige noget, men bed det åbenbart i sig igen.

"For det første, der er ikke rigtig andre end min søster som kan lide mig. For det andet, vil du ikke kigge på mit ansigt?" sagde Alicia stille, og sukkede stille. Selvom hun virkelig havde lyst til at give pigen plads, turde hun ikke. Hun var bange for at det bare ville ende som det normalt gjorde. Tåre, kaos og vrede.

"Sødt navn..." mumlede Alicia, da pigen præsenterede sig. "Mit navn starter med A, og slutter med Licia." jokede Alicia, for at prøve på at fjerne den lidt akavede stemning, der var.

Alicia kiggede overrasket op da, Claire fortalte at hun også var blevet tvunget. Hun havde ellers aldrig mødt én som ikke ville feste. "Lyder som en dejlig veninde!" sagde Alicia ironisk. Hvilken veninde brændte en person af, der havde et problem med mennesker og nærkontakt? Det ville Alica aldrig gøre. "Er hun en dæmon? De glemmer tit andre?" spurgte hun, og kiggede ind i Claires øjne. Du havde en meget mørkebrun farve, næsten sort, som virkelig klædte hendes ansigt.

"Undskyld, jeg skulle ikke have sagt det om din veninde... Det var lidt ondt sagt." mumlede hun, da hun faktisk indså at de jo var veninder. Hun kiggede ned i jorden og skammede sig. Hun var nogengange ikke den sødeste, men hun havde aldrig sagt noget så ondt før, da dette faktisk var virkelig ondt.

Alicia tænkte lidt, og kiggede så op på Claire igen. "Du må godt hjælpe mig, på en betingelse! Det skal ikke være sådan noget du får det dårligt af. Hvis du gør det MÅ du ikke hjælpe mig.." smilede Alicia, og lagde tryk på 'må'. Hun kiggede ned på hendes hvide Converse, og smilede. Dette var første gang hun havde ladet andre end hendes søster komme ind, bag den store mur...

Claire smilede svagt hun rystede svagt på hovedet ” det var ikke fordi jeg ikke kan lide dig det var noget andet der  gjorde at jeg ikke kunne kigge” sagde hun og rykkede nu nærmere, hun lukkede sine øjne og da hun åbende dem igen var de gyldne. Hun lod svagt sine fingre glide henover Alicias sår og de begyndte at langsomt at hele. Når det ene sår var helet forsatte hun til det næste. Hun havde haft den evne så længe hun huskede, men det havde desværre  ikke kunnet reddet hendes søster fordi hendes sår var for store. Claire var ikke klar over om hun kunne træne evnen til at blive bedre så kunne hele større skader, faktisk brugte hun den næsten aldrig. Hun fugtede kort sine læber og lukkede øjnene da hun var færdig, da hun åbende dem igen var de den samme brune farve som før. Hun smilede svagt og grinede kort ” det har du ret i, hun er nok ikke bedste veninde, men hun var i lang tid den eneste som gad snakke med mig” sagde hun og rynkede svagt brynene ” jeg tror ikke hun er dæmon” sagde hun og havde aldrig spurgt Sophie hvad hun var, men for hende var det ligemeget. Hun var som regel ikke den første til sige nej og desuden kunne man nemt presse Claire til at sige ja fordi hun bange for at være anderledes og ikke at passe ind. Hun smilede og betragtede Alicias ansigt det var som om hun aldrig havde slået sig. Hun rykkede en smule væk bagefter fordi Alicia før givet udtryk for at det var noget hun ikke brød sig om og på den anden side skulle hun heller presse cirtronen for meget, for hendes eget vedkommende. Hun lagde hovedet en anelse på skrå ” hvorfor sagde du ikke bare nej?” spurgte hun og kom tanke om at pigen kunne stille hende det samme spørgsmål. Claire foldede kort sin hænder og  kiggede på dem ganske kort inden hun igen mødte pigens ansigt, faktisk var Alicia også den første hun havde mødt som ikke kunne lide at feste, måske de var mere ens end de gik troede, men hun kendte ikke Alicia så godt og kunne ikke sige det med sikkerhed, alle havde noget med i deres rygsæk enten noget man var stolt af eller som Claires tilfælde mindre stolt af.  Hun fugtede svagt sine læber ” jeg skal tilbage på skolen og tænke på om du ville med?” spurgte hun der var ingen grund til sidde her og hun ret sikker på at ingen af dem ville tilbage til festen, men det var bare en tanke. Claire kunne også godt selv gå, men denne pige fasinerede hende så meget, den sårbarhed som vidste lige nu, var ikke noget Claire kunne tillade sig selv og på en måde var en smule misundlig over det, men der var ikke ret meget hun kunne gøre ved det. Hendes rygsæk var hendes egen at bære og hun kunne aldrig fortælle nogen at hun havde været skyld i hendes søsters død.
Claire sad lidt i sin egne tanker idet det gik op for hende at hun ikke havde sagt noget i et stykke tid. Hun kunne tillade sig at lade vreden og sorgen komme ud når var sammen med andre, kun når  hun var alene eller i hendes tegninger og malerier. Hendes malerier var altid dyster og ingen vidste hvorfor, men mange slog sig til tåls med at det var kunst. Hun havde hele tiden disse billeder af hendes søster som blev stukket. Det var det eneste hun huskede fra den nat og det var mange år siden, men det plagede hende stadig og det var måske fordi hun aldrig rigtigt havde haft nogen at snakke med det om. Hun holdte en facade og blevet god til det med årene.

"Jeg ved ikke om jeg stoler på det, men jeg vil ikke kradse i såret." mumlede Alicia, da Claire sagde at hun havde en grund til ikke at kigge på hendes ansigt.

Pigen lukkede øjnene, og åbnede dem igen. Denne gang var hendes øjne blevet helt gyldne, og skinnende. Hun bevægede sin hånd hen imod Alicias sår, på hendes kind. Alicia kunne mærke hvordan smerten forsvandt, og hvordan blodet stoppede med at løbe ud.

Alicia kørte hånden hen over hendes kind, og blev overrasket over at der ikke engang var et ar. "Det er fantastisk..." mumlede hun, og kiggede hen på Claire. Hendes øjne var nu blevet brune igen, og skinnede ikke vildt meget som før.

Alicia fik igen dårlig samvittighed da hun nævnte det med hendes veninde. "Min søster har også været en af de eneste som faktiak har snakket pænt til mig? Måske har det også noget med min attitude at gøre, men jeg er ikke den bedste til at være sammen med mennesker, da jeg ikke har den bedste fortid.." sagde hun, som svar på at Claire ikke var den eneste.

Alicia grinte svagt, da hun så hvordan Claire rynkede øjenbrynene. Det hele blev lidt bedre da hun sagde at hendes veninde ikke var en dæmoin, da hun stadig så meget koncentreret ud. "Då sød..." mumlede hun, med et smil på læben og kiggede ned på hendes sko igen.

Alicia kiggede op på Claire igen da hun talte til hende. "Jeg er ikke den bedste til at sige nej til min søster. Og så sagde hun at det ville betyde meget for hende hvis jeg tog med... Hun har det også lidt svært med mig, da hun fandt mig dengang..." Alicia sank en klump som havde sat sig fast i hendes hals. Måske var Claire sød, men hun kendte hende stadig ikke så godt, at hun ville kunne fortælle hendes hemmelighed...

Der var stille lidt, da Claire igen snakkede. Alicia smilede stort da hun spurgte om de skulle følges tilbage til akademiet. "Det vil jeg meget gerne!" sagde Alicis lidt mere selvsikkert, da hun havde en god fornemmelse ved Claire. Hun rejste sig op og kiggede på Claire.

"Jeg skal bare lige skrive til min søster først," mumlede hun til Claire, og fandt hendes mobil frem. Hurtigt fik hun skrevet en besked om hvad der var set, og at hun ville tage hjem.

Claire smilede svagt der var ingen der havde sagt at hun var sød efter hun var kommet her til. det betød alligevel noget når det nu kom fra pigen “ du er da også sød, kan slet ikke forstå hvorfor der nogen som ikke gider dig” sagde hun og mente det. Claire var faktisk parat til lukke hende ind, men det afhang også lidt af pigen. Pigen virkede sky hvor Claire var udavendt og aldrig sagde nej til en udfording, men det var bare en facade for  at skjule den virkelige smerte som gemte sig inde i hende. En smerte som hun ikke turdte vise til nogen. Hun havde hørt pigens pause og et smil bredte sig over hendes læber “ vi har alle sammen noget vi ikke er stolte af, desuden behøver du ikke at fortælle mig det” sagde hun og vidste hvor vigtig det var for hende at holde det med hendes søster hemligt. Hun betragtede pigen imens hun skrev og ventede tålmodig imens pigen skrev. Claire havde ikke tænkt sig svare sin veninde da hun havde brændt hende af. Hun havde fanget hvor overrasket hun var blevet “ det er min evne som gør at jeg kan hele dig, for jeg er ikke et helt almindelig menneske. Dog kan den kun hele mindre skader” sagde hun smilede svagt, pigen havde sikkert fanget det. Hun flyttede svagt på sit hår igen, men denne gang blev hendes tatovering som viste hun var en heks ved med at være synlig. Hun regnede med pigen havde gættet at hun ikke var et mennske.
Claire havde aldrig haft lyst til at lukke nogen ind, men en svag lyst til at fortælle hende hvad der sket for mange år sinden bredte sig i hendes krop. Claire undertrykte den alligevel, men det var mere fordi hun ikke ville virke unormal og forkert på nogen måde. Frygten for ikke at være som andre, var stor i hende og derfor havde hun ikke lukket andre ind end hendes mor. Selvom hendes mor ikke viste det udadtil så vidste hun at hendes mor holdte Claire ansvarlig for hendes søsters  død. Da Alicia så ud til at være færdig med at skrive til hendes søster hævede hun spørgende det ene øjnbryn “ er du klar til at gå?” spurgte hun og smilede svagt. Der intet der holdte dem og tvang dem til at blive så de kunne vel lige så godt smutte.