Year 1005

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Påklædning + udseende
Vejr: solskin.
Omgivelser: Da vi er tilbage i år 1005 er det nogenlunde i stil med Game of thrones. Middelalder... alt den slags!
Tidus vågner op i en kro, hvor der stinker af tis, røg og en smule nybagt brød.
Tid: det er tidlig morgen. Solen er først lige stået op.
Topic to @Alexander @Constantine @Christian @Emory

Tidus slog sine blå øjne op med et sæt. Han tog en dyb indånding og så sig omkring. Det her... var ikke hans værelse.
"Ahhh...fucking ape shit," mumlede han irriteret og svang benene udover sengen. En seng der føltes som at sove på en sten. Han strakte sig og rejste sig hurtigt op. Han fortsatte med at se sig omkring. Der var intet af dette der virkede bekendt. Værelset var lille og det eneste lys var en lille stråle fra det smalle vindue.
Han rynkede på næsen og gik hen til døren. Uden at se sig tilbage, åbnede han den hurtigt og kom nu ud i en opgang, lille mørk og smal. "Where the fuck am I? What have I done now?" gik han og mumlede for sig selv som han begav sig ned af gangen.
Heldigvis var der stadig lunt så han ikke følte sig helt kold med kun sin t-shirt på. Han bebrejdede bare sig selv for at have drukket for meget og endt et mega random sted igen.
Uden at det skulle lyde forkert, gik han imod lyset og fulgte lyden af mennesker. Hvad han kom ud til, var dog ikke det han havde forventet. Pludselig stod han nu i en kro. En klassisk gammeldags kro hvor en krokone stod og så underligt på ham bag disken.
Tidus stod og lignede et stort spørgsmålstegn. Han var faldet i søvn i en rollespils hus. Den var ny.
"Oh goodmorning random fokes! sorry... I must have fallen asleep here," snakkede Tidus bare som han gik igennem kroen.
Folket derinde så forvirret efter ham. Nogle af dem så ud til at de var klar til at smide deres øl efter ham. "Sorry for the troubles!"
Tidus skyndte sig her udenfor og ligesom han troede alt var som det plejede, blev han mødt af et nyt forvirrende syn. "Holy father of Levi!" udbrød han.
Udenfor var tingene endnu værre. Heste over alt, folk i rustninger og kvinder iført de gamle dages klassiske kjoler. Han følte han var med i Game of thrones! De folk der fik øje på Tidus, stoppede op og stirrede underligt på ham.
Tidus så her ned af sig selv og derefter op på de andre. Tydeligvis hørte han ikke til i deres tid! "This is one hell of a roleplay..."
Der var ikke andre forklaringer til dette. Det kunne der ikke være. Selv ikke i den overnaturlige verden han levede i.
For at forsøge at undgå folks blikke, begav han sig igennem mængden af mennesker og ignorerede deres hvisken.
Han var ikke en rollespils nørd og hvad så!? Nu når han tænkte over det, kunne han ikke engang huske han havde haft drukket?
Da han endelig så op, var det som skæbnen spillede ham et pus, for der stod Constantine... iført rollespils tøjet.
"Connie?" kom det lavt fra ham. Roligt begyndte han at gå hen imod Constantine.

Gæst

Påklædning
- Tøj + Sko Han har en hvid/grå skjorte på, med en beige vest udenom og et par blå bukser Link. Han har sorte støvler på
- Hår + Skæg Han har krøllet mørkt hår Link. Han har et fuldskæg Link
- Accent Irsk Stemme
- Andet Han er 205.74 cm høj

Det havde været en lang morgen, hvor han havde reddet til byen for proviancer, og andet lig dette. Hans kone, som i øjeblikket var gravid med deres 4. barn, havde smidt ham i byen, for at kunne finde noget mad til hende, såvel som andre ting de måske skulle mangle. Han havde fundet stof til hendes sygninger, såvel som bøger hun kunne bruge som læsestof for de små, og hvad hun ikke vidste var, at han også havde indkøbt en mindre gave til børnene og det af hende selv. Han havde aldrig forestillet sig, at han ville havne i den situation, hvor han havde en kærlig og smuk kone, og nu kunne se frem til at have hele 4 børn, i formen af de nuværende 2 drenge og en enkel pige. Ava havde udtalt, at hun følte deres 4. ville blive endnu en pige, og selv huslægen havde samme ide, ud fra hvordan hendes mave hang, men ligegyldig hvad det ville blive, så ville han elske dette barn mere end noget andet.
Han var godt i gang med at pakke sin taske, der hang omkring hestens ryg, da han kunne høre en komme imod ham, og hvad han gik ud fra, var et forsøg på at kalde på ham, da han hørte navnet Connie blive udtalt. Forvirret så han op, og fik øjenkontakt med et par blå øjne, og et udtryk der syntes at minde om genkendelse, næsten som kunne den fremmede unge knægt kende ham fra et sted. Han rynkede brynet, og lukkede tasken, hvortil han vendte sig imod den unge mand, som var kommet hen til ham "I peg ye pardon? I do not know any Connie" modsat hans fremtidige udgave af sig selv, havde denne udgave ikke samme dybe og kolde stemme, domineret af en amerikansk accent, denne havde snarer en charme og liv til sig, fanget af en stærk Irsk accent, der strak i hvert R. Han rynkede brynet, som han så ned af knægten, der var iført meget underligt tøj "What in Gods name are ye wearing?" han lød sit mørke blik mødes med knægtens blå øjne, mens han lod sine fingre glide gennem det mørke skæg.

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Connie kunne ikke genkende Tidus. Der var i hvert fald ingen genkendelse at finde i hans altid mørke øjne. Men, Tidus havde også lidt en følelse af fremmede, som han stod her foran Connie. En mand han havde kendt siden han var 14. For Connie havde ikke sin sædvanlige dybe og kolde stemme. I stedet var den fyldt med liv og havde irsk over sig. Men… hvis dette ikke var Connie… Hvorfor lignede han ham så ufatteligt meget? Derfor trådte Tidus nu et skridt tilbage og kiggede nu tøvende på manden foran ham. Han havde hørt om dobbeltgængere før. Men dette… dette var ikke tilfældet… var det?
Kommentaren på hans tøj fik endnu engang Tidus til at se ned af sig selv og herefter op på Connie. ”I´m… I´m wearing… I…” her så han sig omkring. ”Is this a roleplay area? And if it is… what on earths name are you doing in it Conn… I mean sir.” Han bed sig i kinden og pustede ud. ”I must be dreaming… of all the dreams I could have… I´m dreaming about this…”
Han kørte en hånd igennem de blonde lokker og så op på Constantine. ”Can you tell me where I am Con… sir?”

Gæst

Han betragtede den unge mand med forvirring, som han med et begyndte at snakke om noget rollespil, og blev ved med at kalde ham Connie, eller i hvert fald stoppede sig selv gentagende gange, før han nåede at udtale navnet. Men hvem end denne unge mand var, så syntes han fast besluttet på at kende ham "I'm afraid I do not understand what ye mean, I don't know any Roleplay" alt hvad denne unge mand sagde, var ren volapyk, som han snakkede om at måtte drømme og andet lig dette "This is York young lad" fortalte han den unge mand. Det hele var meget forvirrende, men det så også ud til at være forvirrende for knægten selv, der ikke kun var klædt i underligt tøj, men også snakkede med en underlig accent, en som han ikke helt kunne placere nogle steder "Are ye here all by yeself?" spurgte han efterlidt tid, og dog rakte han til sidst hånden frem imod ham "Me name is Jaymes, so I ask ye stop calling me Connie" et smil kom til hans læber, et smil som Constantine aldrig nogensinde ville give, et der faktisk var varmt og blidt, og fuld af glæde, kontra manden Tidus kendte, der ikke just var fuld af varme.

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Det var lige før Tidus ikke forstod et ord af hvad Connie sagde til ham. Hans accent var så tyk. Men, den var nu også frisk og rar at lytte til. Og han blev rent faktisk kaldet lad. LAD.
Og de var i York. Men… i hvilken tid? Kunne han have rejst tilbage i tiden!? Nej nej, det var umuligt! Nok levede han i en overnaturlig verden, men nogle ting burde da ikke kunne lade sig gøre, tidsrejser var en af dem! ”Oh uhm… yes, I am here by myself.” sagde han så høfligt han nu kunne. Der var et eller andet i gære her. Connie kunne ikke genkende ham og derudover var han ikke en kold skiderik, men tvært imod en hyggelig og venlig mand, der rakte hånden frem. Tidus tog imod hånden og nikkede venligt til ham.
”Nice to meet you Jaymes,” svarede han selv med et smil. ”My name is Tidus… and I have no idea where I am…” han så her rundt. Tilbage i tiden vil et navn som Tidus være meget usædvanligt. Specielt siden det var japansk og Japan var ikke ligefrem en stor del af England endnu. ”So uhm… If you could tell me how I find the nearest bus… or in this case… horse wagon… then I would really appriciate it.”
Det var underligt at Se Constantine så glad og varm. Specielt når man var van til den kolde facade han altid bar. For ikke at sige at hans navn ikke var Connie! Det var Jaymes! Men men… det hele var et stort rod i Tidus hoved. Måske manden foran virkelig ikke var Connie…

Gæst

Som knægten rakte hånden frem imod hans egen, lod han sin hånd tage et fint tag om hans, som for at sige hej til ham, eller måden man vel altid præsenterede sig for hinanden, via et håndtryk, før han trak sin hånd til sig igen. Dog som knægten præsenterede sig som Tidus, rynkede han brynet, det var da godt nok et underligt navn, og ikke et han syntes nogensinde at havde haft hørt før, og dog kunne det vel også være fra et andet land, ud fra hans ret så mærkelige accent "Please to meet ye Tidus" han lod navnet ligge, også selvom det var ganske underligt. Dog som Tidus spurgte indtil om han kunne vise ham til den nærmeste bus, hvad end det var, også det af en karet, klukkede han blot "Unless ye have money, ye not going anywhere" han tænkte sig et kort øjeblik om, Ava ville slå ham hvis hun fandt ud af, at han havde efterladt en ung knægt alene, et sted han ikke syntes at kende.
Han sted op på sin hest, og rakte en hånd ned til Tidus "But ye can come with me, me wife is making breakfast if ye want some" spurgte han med et hævede øjenbryn. Ava havde altid været en indbydende kvinde, klar til at tage imod andre, det var trods alt sådan de første gang mødtes, da han var kommet til skade, og hun hjalp ham tilbage til et godt helbred, og senere endte de ud med at forelske sig i hinanden. Skulle Tidus sige ja, og tage imod hans hånd, ville han straks hjælpe ham op også om bag ham, hvor han kunne sidde i takt med at de red op til hans hjem "So tell me lad, where ye from?" han forsøgte at starte en form for samtale, så turen ikke foregik i ren stilhed.

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Medmindre han havde penge, så havde han ikke nogen mulighed for at smutte nogle steder! Det fik Tidus til at klappe sig på siderne, for at tjekke om han havde sin pung på sig. Her gik det op for ham at han hverken havde mobil eller penge på sig. FUCK. Han var fanget i rollespils land uden kontanter. Her gjorde han en lille sjov grimasse og så kort den anden vej. Tænkende bed han sig i læben, til han ud af sin øjenkrog bemærkede at Connie satte sig op på hesten. Han havde ingen anelse om hvor han var og nu var Connie tæt på at smutte fra ham! Nej… vent. Connie rakte rent faktisk en hånd ned til ham og tilbød ham et sted at være. ”I uhm… I…” her smilte han dog stort og nikkede kort som i et tak. ”Thank you… that sounds wonderful.” Her tog han imod Connies hånd og lod ham hjælpe ham op på hesten. Først når Tidus sad på hesten, gik det op for ham at han aldrig havde prøvet at ride før. Derfor i en smule hurtig panik, lagde han kort armene om Connie og så ned på hestens ben som den begav sig fremad.
Det var dog langtfra ligeså skræmmende på en hesteryg som Tidus havde troet. Derfor slappede han langsomt mere og mere af. For ikke at sige han bestemt nu kunne fornemme at manden foran ham var Connie. Man skulle ikke stille spørgsmål til det… han kunne bare fornemme det.
”A country far away… I think someone dropped me here and therefore I have no idea where I am…” svarede han roligt. ”Or which year.” Han så rundt på de forskellige mennesker. Alting virkede så anderledes… og det kunne ikke længere være en rollespilsplads. Det var den alt for stor til. Her gik det op for ham at Connie havde nævnt en kone. ”So… how long have you known your wife?”

Gæst

Han red stille ud af byen, og imod landområdet, hvor han levede med sin kone og deres 3 børn "It's the year 1005, how can ye not know this, has someone hit ye over the head?" spurgte han drillende, hvortil han dog grinede lidt efter. Omgivelserne var ganske smukke, og hvis man så imod himlen, var den klarer end noget andet, netop fordi moderne teknologi ikke eksisteret, og derfor var tingene ikke forudrenet, og luften derfor renere, selvfølgelig også med lugten fra landområderne i sig "I've know her for 18 years, but we've been married for 15" han smilede stort, og fiskede en medaljon op af sin ene lomme, hvor han åbnede den op og her rakte den tilbage til Tidus, hvor der var et billede af en smuk rødhåret kvinde "That's me wife Ava" han lod Tidus holde medaljonen, så han kunne kigge på billedet, ud fra hvordan han snakkede om hende, var det tydeligt, at han elskede hende mere end noget andet, og ideen om at være med hende, nok var det bedste i hans liv. Han tog senere imod medaljonen, når Tidus gav den til ham igen.
Det tog dem omkring 10 minutter, før de nåede hans hjem, hvor han steg ned og samtidig hjalp Tidus nede fra den store hest. En mand kom ud fra en stal, og efter at Jaymes havde taget sin taske, fulgte den fremmede mand hesten tilbage i stallen. Døren gled hurtigt op, og en lille pige på ikke mere end 4, løb ud og hen imod Jaymes "Papa" kaldte hun, og med et stort smil på læberne, løftede han hende om "Hello me heart" han kyssede hendes kind, og dog blev pigens smil mindre, da hun så Tidus "ohh don't be scared my angel, this is our guest Tidus. Tidus this is my youngest Sylvia" den irske accent, gjorde at hans udtale af Tidus navn nok ikke var helt korrekt, specielt ud fra hans hårde t. Med tasken over sin ene skulder, og hans arme omkring den lille pige, gik han indenfor, hvor han samtidig også havde vinket Tidus med sig ind. Hans hjem var ganskje varmt og kærligt, og i stuen kunne man høre to drenge lege, og ud fra køkkenet, kom en meget gravid rødhåret kvinde ud, det var hende fra billedet "Have ye taken another lad home? I suppose this one needs food?" spurgte hun, hvortil Jaymes kun klukkede, endnu med Sylvia i sine arme. Ava trådte frem imod Tidus med et blidt smil, der virkede helt varmt og kærligt, præcis som man kunne forvente fra en mor "tell me, are ye hungry lad?"

Ava: Farve
Sylvia: Farve

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Havde nogle slået ham i hovedet? Det føltes sådan i det Connie forklarede ham hvad år det var. År 1005. Han var hoppet over 1000 år tilbage i tiden! Men men... var han nu virkelig også dette? Var der nogle der lavede en joke på ham?
“Yeah... someone must have hit me in ma head,” svarede han og klukkede nervøst.
Medaljonen der blev rakt til ham, gav Tidus et stort smil på læben og i det han åbnede den, blev han mødt af et billede af en smuk rødhåret kvinde. Måden Connie beskrev hende på, gav Tidus en fornemmelse af at hun var hans et og alt. Det var noget så smukt.
“She’s gorgeous, you’re a lucky man,” sagde han og rakte medaljonen tilbage.
Naturen omkring dem var vidunderlig. Luften var ren. Fri fra os og andre menneske skabte kreationer. Han lukkede kort øjnene i og nød det.
Det varede ikke længe før de kom til et stort og smukt hus. Han spærrede øjnene op og smilte. “Your house is amazing!” Kom det beundrende fra Tidus.
Han hoppede her, så godt han kunne, af hesten og fulgte ellers med Connie ind i det vidunderlige hus. Her kom den kønneste lille pige løbende imod dem og blev med det samme løftet op i sin fars arme. Dette varmede Tidus hjerte. Det var det sødeste syn! Et syn der nu hurtigt fik det til at vende i ham. Connie havde ikke denne familie i fremtiden... hvilket ville sige... Tidus tog sig til maven et kort øjeblik. Pludselig så de blå øjne så skræmte ud. Hans familie ville dø... det ville også forklare connies fremtidige kolde facade!
Tidus var så opslugt af de tanker, at han ikke bemærkede hvad Connie sagde til sin datter, ej heller hvad Ava sagde til Connie.
Først da konen nu så på ham, blidt og smukt så engle skammet sig, kom han ud af sine tanker. Hurtigt skyndte han sig at smile venligt og kærligt til hende.
“Oh uhm... yes I’m a bit hungry, but if I’m eating you out of your house, then I kindly decline your offer,” svarede han og så på hende. Denne kvinde ville dø... blive taget fra Connie i fremtiden.
Tanken gav ham igen en knivskærende følelse i maven.

Gæst

Både Ava og Jaymes havde bemærket Tidus mærkelige udtryk, næsten som blev den unge mand fanget af noget helt andet, noget som syntes at bringe ham smerte, og dog som han kom til sig selv, og endelig gav et svar til Ava's spørgsmål, om hvorvidt han var sulten, smilede hun kun til ham. Hun gik tættere imod ham, og lagde sine hænder imod hans kinder "Don't worry little one, Jamie is already eating more than me, and I eat for two, there's more than enough for ye" hun lagde sin ene hånd imod sin store mave, hvor det kun var et spørgsmål om enkelte måneder, før hun ville give fødsel til deres 4. barn. Jaymes selv satte Sylvia ned, som straks løb ind til sine brødre, og han vandrede hen til sin kone med kærlighed i øjnene, som han lagde sin hånd ovenpå hendes "How is the little one doing? I hope she doesn't kick too much me love" et næsten intimt øjeblik foregik mellem ægteparret, som de fik øjenkontakt med hinanden "She's fine, tho I believe she's going to be a strong one" hun gav Jaymes et kys på kinden "Just like her beautiful mother"
Han smilede kærligt til hende, og dog fjernede Ava til sidst hans hånd "Now ye cheeky!" hun klukkede "I'm going to make some food, and yee help the poor boy" hun lagde sin hånd imod Tidus kind, og strøg ham blidt over kinden "now ye just make yeself at home sweetheart" hun forsvandt ud igen i køkkenet, hvor hun ville hjælpe kokken med at lave maden, og dække bordet "Well lad we might as well get ye out of those clothes, ye could catch a fever walking around like that" han pegede i retningen af hvor han ville gå hen, så Tidus vidste han skulle følge med "I do apologize for me wife, she means well and she's a very caring person, but sometimes she becomes a bit of a mother to everyone" sagde han, og selvom det var undskyldende ord, sagde udtrykket i hans ansigt og smilet på hans læber, at han skam elskede disse træk af hendes.

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Følelsen af at Ava lagde sine hænder imod hans kinder gav en varme igennem hans krop. Normalt ville han have gjort et lille hop over en fremmede rørte ham… men denne gang… denne gang var det ikke tilfældet. Han faldt med det samme ind i hendes varme. I det hun lagde sin hånd imod sin gravide mave i stedet, smilte Tidus ømt og betragtede maven. Der gik ikke langtid før hun skulle føde.
I det Connie gik hen imod sin kone, trådte Tidus nogle skridt tilbage og gav dem lidt plads. Trods alt havde de allerede tilbudt ham at spise med. Han skulle ikke stå mere i vejen. Deres kærlighed var ægte. Han stod og beundrede den på sidelinjen. En kærlighed som den skulle man søge længe efter.
Igen var han som zonet ud i tanker, i det Ava igen snakkede til ham og endnu engang placerede sin varme hånd imod hans kind. Det fik ham til at smile ømt til hende og takke som hun sagde at han bare skulle føle sig hjemme. Han var nu efterladt med Connie endnu engang.
Den blonde gik den vej som Connie pegede. ”Oh no… don´t apologise for her… she is a dream. Your family seems lovely.” han gik side om side med Connie. Igen kom der en ubehagelig mave fornemmelse. Denne familie… hvad ville der ske med den? Han bed sig i læben og så ned i jorden. Måske dette var en drøm… en underlig, underlig drøm….”How many kids do you have?” De nysgerrig blå øjne så nu rundt i huset. Det var virkelig et smukt hus!

Gæst

//Skal vi forsætte dette emne?

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

// Yes :3

Gæst

Han smilede kærligt til Tidus "thank you, it may be a classic thing to say, but they are my everything" indrømmede han med et skuldertræk, og de var skam hans et og alt, og han vidste ikke hvad han skulle gøre, hvis han ikke havde dem ved sin side. I mange år havde han været ved Guds side, alting ageret som hans trofaste kriger, klar til at være med i hvilken som helst krig han skulle ønske. Dog havde han aldrig vidst, hvad det ville sige fuldkommen at leve, før han mødte og forelskede sig i Ava. Hun var hans livs kærlighed, hans eneste ene og han håbede på at være ved hende hele sit liv, aldrig skulle han tilbage til krigen og alt det voldelige, han ville hellere leve et stille liv med hende "We have 3 kids, 2 boys and a girl, and with the little one on it's way, that'll be the fourth kid. Ava says she can feel it being a girl" sagde han med et stort smil på læberne, i takt med at han vandrede op at trappen, op til soveværelset, hvor han ville finde noget tøj til Tidus. Som han trådte ind, gik han straks hen til en kommode, hvor han fiskede et par bukser og en trøje op "I think this will fit ye well" sagde han som han vendte sig om, og rakte det til Tidus "I will be downstairs if ye need anything" han klappede ham på skulderen, før han begav sig ud af rummet og nedenunder til sin kone.

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Tidus burde være fyldt med glæde over at se Connie begravet af glæde fra sin familie. Men i stedet… fik det hans hjerte til at føle så tungt. Denne familie var ikke til stede i fremtiden. For ikke at sige Connie aldrig havde nævnt dem. Hvor var de? Hvad var der sket?
alle disse tanker kørte rundt i hovedet på ham, som de begav sig op ad trapperne. Tankerne gjorde hans ben så tunge. Maven snurrede så uroligt, men alligevel smilte han til Connie, som hans faderfigur så stolt fortalte om sin familie. Det var kært. Tidus kunne ikke vente med at møde resten af familien.
”You must look really forward to it,” lød det opmuntrende fra Tidus omkring babyen. Det lå i hvert fald til at Connie var ret så glad for tanken om endnu en datter.
Som de kom ind på værelset, tog Tidus imod tøjet med et smil og nikkede til, at han var nedenunder, hvis Tidus ville ende med at mangle ham. Måden Connie sagde ’ye’ på fik Tidus til at klukke.
Så snart Connie var ude af rummet, rendte han en hånd igennem sit hår og kiggede en smule frustreret ned i gulvet. Hvordan var han endt her? Hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre? Det måtte være en drøm… en lidt for uhyggelig, ægte drøm.
med et suk, forsøgte han at få det bedste ud af det og iføre sig tøjet. Trods alt var der en voldsom rar familie nedenunder…
som han begyndte at gå ned af trappen, gav han sig til at tænke over sine muligheder. Hvis han var på en eller anden måde hoppet tilbage i tiden… hvad kunne det så betyde? Hvem kendte han, som bestemt ville være i live, for lidt over 1000 år siden?
Alexander… Emory måske? Christian… nej… Christian kom ikke til denne verden før langt senere.
Måske han skulle prøve at se om han kunne finde Alexander? Han kunne godt bruge at snakke med ham.
Med forsigtige skridt, begav han sig ind i rummet til Connie og hans kone. Her sendte han dem et forsigtigt smil. ”So… Uhm… Is there a crownprince… of uhm… this city?”

» New year, new me or maybe...
» New year, new start
» The ghost of new year
» New Year's at midnight [xxx]
» New year shopping with bff (Angel)