Moving in

”You will get a few hours to move into your new room before you have to meet in the dining hall. Once again welcome to Athena” smilede en ældre elev, som netop havde givet en kort rundvisning på skolen og alle klappede. Dean var dog sikker på der stadig var meget de endnu ikke havde set af det store akademi. De havde fået et lille kort i deres introduktionspakke som forhåbentligt ville være behjælpeligt. Han kiggede rundt på de andre 1. års studerende i sin gruppe, hvoraf de fleste betragtede kortet for at kunne finde vej til kollegieværelserne. Dean fulgte dem efter og havde, udover den rygsæk han bar, medbragt en sort kuffert. Det hele var så storslået og nyt. Han kunne næsten ikke vente med at komme i gang og ikke mindst lære de andre studerende at kende.

De fleste derhjemme havde været meget støttende og hans far havde da også knoklet for at få råd til at Dean kunne gå på Athena Akademiet alle disse år. Den primære grund til at han overhovedet kendte til Akademiet var fordi begge hans britiske bedsteforældre havde gået her som unge. Der var dog også en del skepsis blandt nogle af medlemmerne, som helst så ham blive i flokken og få et arbejde i Spanien. Det var dog rart med en luftforandring. Han havde aldrig været udenfor sit hjemland, hvilket også gjorde det endnu mere spændende for ham at være her. Han havde en iver efter at se hele verdenen og lære mere om de andre væsener der gik på skolen. Han fulgte et par andre elever ind ad hovedindgangen, mens de småsludrede omkring deres forventninger og hvor de kom fra. Dean tog et hurtigt blik ned på kortet i hånden for at bekræfte hvilken vej han skulle gå. Umiddelbart havde han ikke hørt nogle af de andre elever sige de skulle bo på samme kollegieværelse, så det var muligt at eleven han skulle bo med gik på en anden årgang ellers ville han under alle omstændigheder møde ham indenfor et kort tidsrum.

Han løftede sin kuffert, for at gå op ad et par trapper og befandt sig endeligt på den gang, hvor hans nye værelse befandt sig. De fleste døre var åbne og havde andre studerende som allerede var godt i gang med at snakke og pakke ud. Hans værelse var et af de første på gangen og her var døren ligeledes åben.
”Hi” hilste han sin nye roommate med et bredt smil og stillede sin kuffert ved den seng som skulle tilhøre ham. ”My name is Dean” præsenterede han høfligt og rakte sin højre hånd mod fyren. Hans primære sprog var spansk, men han lærte engelsk i en ret ung alder og kunne derfor snakke det flydende på trods af at han stadig havde et snert af en spansk accent i stemmen.

Påklædning
Accent: Britisk.

Aaron vidste der flyttede nogle nye ind på skolen i dag. Han havde blandede følelser omkring det. Han var ikke den bedste med forandringer, og han havde lige vænnet sig til alting som de var. Men han var også optimistisk for det nok skulle blive godt. Han ville få en roommate. Det var nok det mest skræmmende af det hele. Men skulle det ske han ikke kunne med ham, var det altid en mulighed at sove i hans hjem nær Juice Stop. Der var også en chance for, han ikke ville se meget til hans nye roommate. Han havde som regel travlt mellem skole, hans job og hans musik. Og så var der selvfølgelig hans flok som han også skulle bruge tid med fra tid til anden. Han gik rundt i rummet og sørgede for flere af hans ting ikke lå på den anden halvdel af rummet. Han havde taget sig den fritid at bruge hele rummet. Det betød så nu, at hans halvdel af rummet var proppet med ting. Han blev nok nød til at finde en anden plads til det. Det var ikke så længe siden skolen var under angreb fra intet andet end zombier. Aaron havde heldigvis undgået det meste af dem, men hans far havde ikke overlevet angrebet. Nu havde han kun sin søster tilbage, hvilket var skræmmende for ham. Efter hun blev syg da de var yngre, var han sikker på hun ikke ville overleve. Nu var hun den eneste familie han havde tilbage. Aaron satte sig på sin seng og fandt sine høretelefoner. Han var i gang med at arbejde på en ny sang, men han kunne ikke finde ud af hvad teksten skulle være. Han hørte den igennem og skrev nogle ord ned i hans notesbog, for så at strege dem ud igen. Han stoppede musikken da folk begyndte at finde deres værelser. Det kunne ikke vare længe før hans roommate også kom.
Han rejste sig da en ung mand på hans egen alder kom ind på værelset. Aaron kunne hurtigt finde frem til hans race – det var en af fordelene ved at være varulv, hvilket hans nye roommate måtte kende til. Han tog hans hånd og gav den et klem før han igen slap den. ”I’m Aaron,” sagde han og satte sig igen på sengen. ”If you have any questions, feel free to ask,” tilbød han. Aaron ville gerne hjælpe folk til at falde godt til. Han vidste han selv havde følt sig tabt da han først startede, fordi han ikke havde haft nogen at spørge til råds. Han flyttede sin guitartasken fra sengen og fik i stedet skubbet den under sengen.

En hurtig indånding af luften i værelset fortalte ham at hans roommate var en varulv og dette faktum i sig selv var meget betryggende. Han havde aldrig nogensinde mødt andre væsener, så det havde måske også været sværere at skulle dele værelse med en anden race.

Han havde nok omtrent en million spørgsmål, men de fleste gik egentlig ud på at lære Aaron bedre at kende. Han havde det generelt bedst med at være omkring andre personer og kunne nemt falde i snak om hvad som helst. ”It’s great to meet you, Aaron” sagde han med oprigtighed i stemmen. ”I will probably have a million questions in the beginning. But first I’d like to know a little more about you” sagde han og tog sin denimjakke af, for at lægge den på sengen. De vigtigste regler og informationer gik han ud fra at vejlederen allerede havde fortalt dem. Hvis ikke måtte han jo bare spørge når den tid kom.

Dernæst smed han rygsækken på gulvet og lagde sin kuffert ned på siden så han kunne åbne den. Dette gav i hvert fald Aaron rig mulighed for at fortælle de informationer han selv havde lyst til at dele, eller måske bare mere konkrete ting som Dean burde vide som sin roommate. Ellers var han sikker på de nok skulle lære disse ting om hinanden som tiden skred frem.

Han bemærkede Aaron flytte en guitartaske under sengen, hvilket betød han spillede musik. Dette var ikke just noget Dean vidste særlig meget om, men så længe han ikke spillede på sin guitar konstant mens Dean var i rummet, var der bestemt ikke noget dårligt ved denne interesse. Han åbnede herefter et skab som stod for enden af hans nye seng. Indtil videre havde Dean en meget begrænset garderobe, så der var i hvert fald plads til mere end det han havde medbragt. Han begyndte stille og roligt at pakke sit tøj ud og placere det i skabet. ”I’m also interested in knowing how many different creatures live here? To be honest I’ve never met anyone other than werewolves since I grew up pretty isolated” indrømmede han og håbede på at Aaron kunne hjælpe ham med at afklare den tvivl han havde omkring de forskellige væsener. Hvis nu Aaron havde haft nogle dårlige oplevelser eller andet man især burde være opmærksom på, var dette meget værdifuld viden for Dean her i begyndelsen.

Aaron så på ham, da han gerne ville mere om ham selv. Han vidste aldrig hvor han skulle starte med den slags. ”Okay,” sagde han først og overvejede om det var bedst bare at starte med familie. ”I was born human. I have a sister. She was also born human, but is now a vampire. So the whole rivalry don’t really sit well with me,” svarede han og fandt på flere ting at fortælle. Det var ikke fordi han levede det mest spændende liv. ”My sister and I own Juice Stop not long from here. I also have a room there,” forklarede han og så på ham som han begyndte at pakke ud. ”Your turn,” opfordrede han. Han ville også gerne vide mere om Dean, og så var han ikke specielt glad for at skulle tale en masse om sig selv. Det var noget det bedst kom over længere tid for ham. Han følte det så tvunget, og han vidste aldrig hvad han skulle sige. Men han forstod også godt hvorfor Dean ville vide noget om ham.
Aaron lænede sig tilbage i sengen, så hans ryg og baghoved hvilede mod væggen. Aaron havde brugt meget tid på at spille musik i rummet, men han ville selvfølgelig tænke mere over det nu han ikke var alene. Han havde trods alt også en masse apparater, så han kunne slutte høretelefoner til hans guitar, så det eneste andre ville kunne høre var lyden der blev lavet når han spillede på strengene, men ikke selve melodien. Han var forberedt på at skulle tage hensyn. Hans blik bevægede sig rundt i rummet mens han overvejede at fortælle noget. Blikket faldt igen på Dean da han stillede et spørgsmål. ”There’s everything. Vampires, demons, banshees. You name it. We also have quite the collection of local royalty attending school here. Most of them are pretty cool though. They don’t expect you to bow to them and stuff like that.” Han havde selv været rundt på gulvet, da han første gange stødte på en royal. Men nu var det bare en del af hverdagen. Han kendte ikke mange af dem personligt, men han vidste hvem de var.

Han lyttede interesseret på Aaron, som han fortalte om sin familie og sendte ham et langvarigt blik, da han fortalte om sin søster. Han kunne ikke forestille sig hvor vred han selv ville blive, hvis nogen forvandlede hans søster til en vampyr – og han havde ikke engang nogen søskende. Han væmmes ved tanken. I forhold til det han havde hørt om racen, ville han hellere dø fremfor at blive forvandlet til de følelseskolde væsener. Dog var han også klog nok til at undlade at sige nogle af disse tanker højt. Det var også dumt af ham overhovedet at tænke sådan, da han i virkeligheden aldrig havde snakket med en vampyr før. Måske tiden ville vise at denne rivalisering ikke holdt for de fleste. Han var lige ved at sige han var ked af det – altså at Aarons søster blev forvandlet, indtil det gik op for ham at Aaron ligeledes oprindeligt var menneske og sikkert ikke havde bedt om en forvandling til varulv. Derfor lod han blot være med at kommentere på det og spurgte i stedet. ”Does she also go here at the academy?” det kunne jo være han mødte hende på et tidspunkt, hvis det var tilfældet.

Han foldede en trøje der var krøllet sammen i kufferten og lagde den på hylden. Den unge mand ejede allerede sin egen forretning, hvilket i sig selv var ret imponerende. ”That’s cool. You’ll have to show me your shop sometime” sagde han med et lille smil på læben. Det virkede oplagt for Dean at skulle se stedet på et eller andet tidspunkt, måske når de alligevel var i byen. Selv havde han også planer om at få et deltidsjob et eller andet sted. ”Are there a lot of cool shops around Gaia? I’m searching for a part time job to help me pay the tuition” han vendte sit blik mod Aaron. Han havde trods alt aldrig rigtig været i Gaia før, men han havde i hvert fald håbet at der var en del butikker eller andet arbejde, så han kunne forsøge sig med et studiejob. Han havde trods alt ikke så mange penge og bestemt ikke nok til at betale for hele hans uddannelse.
Da turen kom til sig selv, forsøgte han ligeledes at fortælle det mest grundlæggende. ”I’m 18 years old. I was born a werewolf and grew up in a pack in the woods of Asturias, Spain. The only family I’ve known is my dad and grandparents” hvilket så betød han ikke rigtig kendte nogen i denne del af verdenen. ”I love working out and being outdoors” hvad end det var at sove under stjernehimlen, jage i skoven eller svømme ved stranden. Han vidste ikke rigtig hvad han ellers skulle fortælle om sig selv, uden Aaron spurgte ind til det først. Der var sikkert meget de ville lære om hinandens personlighed løbende alligevel.

Da kufferten var pakket ud, gik han ud på badeværelset for at sætte sin toilettaske på en plads under vasken. Dernæst gik han hen for at sætte sig på sin seng. Han brugte et par sekunder på at tænke over de forskellige væsener han nævnte, men havde aldrig hørt om banshees – måske dette var en sjælden race. ”I’ve never heard of banshees, but I guess there’s nothing else to do than to be open minded” især med væsener som vampyrer og dæmoner, var han nødsaget at lægge sine fordomme bag sig og tage en dag af gangen. Ellers endte det nok med at han kom skævt ind på dem og blev bortvist. Da han nævnte at de royale gik på skolen, prøvede han at tænke tilbage på hvad instruktoren havde sagt. Han mente vist nok det var en prinsesse og prins der gik på skolen? Måske flere. Men det var da fedt, at de ikke opførte sig bedre end alle andre af den grund. ”Do you go to class with any of them?” spurgte han af ren nysgerrighed, siden det lød som om han havde snakket med dem før.