Moving in - Lori

Selvom det langt fra var en varm dag, skinnede solen lige nøjagtig nok til, Reign følte, han kunne tillade sig at skifte vinterjakken ud med noget lidt tyndere. Solens varme stirrende ned fra himlen og matchede den varme følelse i menneskets mave. Det var storflyttedag, og selvom intet var blevet, som han havde regnet med, kunne han ikke andet end at føle sig velsignet over at få lov til at blive boende i Gaia. At skulle gå fra en toværelses lejlighed til et værelse i et hus, der allerede boede andre i, var i den grad at falde i hierarkiet. Men det var helt okay. En seng at sove i var det vigtigste for Reign at have, mens han ledte efter et andet sted at bo.
Kvarteret var hyggeligt. Bestod mest af rækkehuse i alle verdens farver, hvilket adskilte de ellers meget ensformige bygninger. Reign havde taget bilen derhen - kørt foran flyttebilen - og parkeret ude foran det yderste rækkehus. Lagde med det samme mærke til, der ikke var nær så meget trafikstøj, som der var i det område, han førhen havde boet i, og smilede for sig selv efter at have trådt ud i det vindstille vejr.
Han skubbede de mørke aviatorsolbriller op i panden og vendte opmærksomheden mod flyttemændene, der også snart havde forladt deres vogn. Instruerede dem i, hvilke møbler der skulle op først, og åbnede døren for dem med den nøgle, han for et par dage siden havde fået efter sin samtale med husets ejere.
Det var gået overraskende hurtigt at flytte ind, fordi værelsets tidligere ejermand ikke havde overlevet zombieangrebet, og det blot stod tomt. Til gengæld havde Reign kun fået lov at bo der i 6 måneder, inden den næste på listen flyttede ind, men det burde også være mere end nok til at kunne finde et andet sted. Og så var huslejen latterligt billig, så det gav også mulighed for at spare op til indskud. Alt var planlagt.

Mennesket greb selv en papkasse med tøj i, mens flyttemændene havde taget fat i hver deres ende af boksmadrassen, og viste dem indenfor og ovenpå, hvor værelset var.
Det var mindre, end han huskede det - et lille firkantet værelse med to vinduer - men i det mindste var det lyst og rent, så der var noget at arbejde med.

Det havde været en meget underlig, forvirrende og overvælgende tid her i denne verden. Alting var så anderledes, og nyt. Meget mere støj og larm ind han var vant til. Mange flere folk, og en masse andet nyt at forholde sig til. Af og til savnede han Dommsville, det gamle og kendte. Og ofte tog han sig selv i at savne Sean. Hvordan kunne han andet? Han havde elsket manden, og gjorde det jo egentlig stadig.. Mange ville mene det var en lige lovlig drastisk beslutning at tage at rejse til en anden dimension blot for at komme væk fra kærestesorgerne. Men hvad holde ham ellers i Underworld og Doomsville? Reign var forsvundet, uden så meget som et ord, Kace havde han ikke set i uendelige tider, og han vidste ikke engang om fyren stadig var i live… Så hvad var det han skulle blive for? For at se på Sean igen og igen, for at have en hersker der også var hans tidligere elsker og partner? Nej… han ville væk, ikke bare til sunfurry væk, men helt væk. Tankerne havde gået på at rejse over havene, men da han havde hørt om portalen, var det der valget var landet.
Hans tid i denne verden var ikke startet nemt, og han havde endt med at fare forvirret rundt. Indtil en kvinde en aften havde skreget! Hun blev jagtet af et eller andet væsen, en…. Levende død, var det tætteste Lori kunne komme på det. Efter at have redet kvinden, havde hun budt ham hjem, givet ham med og et sted og sove. Hende og hendes mand, tilbød ham et værelse, hvis han til gengæld ville hjælpe lidt til hos dem.
Han havde nu boet der i lidt over en måned, alting var stadig meget nyt for ham, og han længtes ofte hjem. Men hvad var det egentlig? Hjem altså? Var det et sted? En person? Eller noget helt tredje? Det eneste sted han havde følt RIGTIGT som hjem, var i armene på Sean. Men det var ikke et sted han længere kunne søge til.

Denne dag var dejlig, solen skindede og det var lunt. Han gik og nød den lune luft mod sit ansigt. Han havde været ved købmanden, det længste han måtte gå væk forløbig, hvis du spurte kvinden i det par han boede hos. Bare så hun var sikker på han ikke farrede vild. Han lagde mærke til en stor… hvad var det nu det hed, lastbil? Da han kom hjem, og gik mod huset. Hmm den nye måtte være ved at flytte ind , det var vidst i dag? Han gik forbi bilerne, og mod huset. Han kom ind af døren ”jeg er hjemme!” kalde han ind mod perts stue. Kvinden kom ud som var han et lille barn der havde været for længe væk. ”åh.. jeg troede du var faret vild!.. er du okay?” spurgte hun. Lori kunne ikke helt lade vær med at sukke opgivende af hende, men smilede dog. ”Ja jeg har det fint, der var bare mange ved købmanden” sagde han roligt. Han så lidt op mod trappen, måske for at få et glimt af den nye lejer.

Reign stillede kassen ned og trådte ud på gangen igen. Hørte så en stemme. En stemme der virkede genkendelig men som umuligt kunne være fra den person, der først var dukket op i hans hoved. Han skævede et øjeblik ned ad trappen, og syntes han så noget - ligesom før noget genkendeligt, der ikke var muligt. Var sikker på, hans øjne spillede ham et puds.
Den første flyttemand trådte forbi Reign, skærmede for udsynet. Den næste lige efter. Og så, da udsynet var frit, var der ikke noget at tage fejl af. Det gav ingen mening, og den eneste logiske forklaring var, at dette var en drøm, og at Reign snart ville vågne op midt i zombieapokalypsen igen. Men det hele virkede så livagtigt, da mennesket efter sekunders intens stirren, spurgte, "Lori...?" Det var ikke en drøm. Spørgsmålet var så bare, om det faktisk var Lori, eller om han havde en utrolig vellignende klon, der tilfældigvis stod foran ham lige nu.
Reign var normalt god til at spørge først og handle bagefter, men denne gang overvældede gensynet ham til sådan en grad, at han blev som trukket ned ad trapperne, mod Lori og ind i et tæt kram. "It is you!" udbrød han i krammet, munden trykket ned mod fyrens skulder, og følte sig sikker i sin sag, selvom der ingen beviser var - udover selvfølgelig det faktum, at det lignede Lori. Håret, ansigtet, selv tatoveringerne.

Tvang snart sig selv til at rykke sig lidt tilbage, stadig med hænderne liggende på Loris overarme og lod blikket glide ned af ham, overvære hver eneste centimeter. "You're-" Reign vidste slet ikke, hvad han skulle gøre af sig selv. Hvad han skulle sige. Om han skulle smile eller ej. Havde aldrig forestillet sig det her skulle ske og havde ærlig talt heller ikke skænket Lori særlig mange tanker, siden han havde fået hukommelsen tilbage.
"I-" mennesket lod endelig hænderne forlade Loris arme og lod blikket falde ned af ham en gang til, denne her gang med noget mere tempo. Der var dog stadig problemer med at få flere ord ud af gangen.
"You look-" endelig følte han, en sætning var på vej, men flyttemændene afbrød ham for at høre, om han ville have garderobeskabet eller tv'et op som det næste. "Just, uh, do it in whatever order you want," skyndte Reign sig at vifte dem væk, inden Lori atter fik opmærksomheden hen på sig og et smil, der endelig blev der i længere tid end bare et halvt sekund; et bredt, glædesfuldt et af slagsen, "you're actually here. I can't believe it. How? Why? When?"

Lori stod og små snakkede med kvinden i huset, om hvordan turen havde været og det hele, han skulle altid aflægge en fuld raport når han kom hjem, da hun var bange for der var sket ham noget på vejen hjem. Han stod midt i sin forklaring da en stemme fik ham til at stoppe. En stemme der tilhørte en han kende, men… det kunne ikke passe! Hans blik gled op mod trappen, og der… der stod det umulige! Reign… hvordan? Han nåede knapt at reagere, knapt at opfatte at det virkelig var Reign, han nåde kun lige at udtale fyrens navn ”Reign?...” inden denne var kommet ned af trappen og nu omfavnede ham tæt. Et kram der kun blev gengældt. Hans ansigt blev gemt mod Reigns skulder. Hvordan kunne dette være virkeligt? Hvordan kunne Reign være her? Han krummede sine hænder om Reigns trøje som hvis han på den måde kunne få ham tættere på.
Han så på ham da der kom lidt afstand mellem dem. Og det var et både lettet og næsten lykkeligt udtryk man kunne finde hos ham. Alt havde været så skræmmende her! Han havde mistet det her, Reign var væk… Kace og Vienna var ikke til at finde nogle steder, og Sean…. Sean og Lori var ikke længere et par, og det havde slået ham helt ud!
At finde Reign her var som at få en ny chance. Tænk at fine bare EN ting der var velkendt i denne verden fyldt med nye og skræmmende ting.

Han så på Reign og kunne ikke undgå og smile som han kludrede rundt i det. Som Reign endelig kunne sætte to sætninger sammen, og var færdig med at snakke med flyttemændene, og i stedet havde spurgt Lori, var det et mindre glad smil der var at finde på hans læber.
”jeg kom gennem portalen for et par måneder siden, midt i Zombie angrebet.. ” forklarede han. Dog ændrede Loris ansigt udtryk sig dog pludseligt, og det var ikke behageligt. Nærmere vredt. ”og du?... hvordan kunne du bare skride?.. er du klar over hvor bange jeg har været? Jeg var sikker på du var død… eller hvad der var værre, rodet dig ud i et eller andet med Razor” kurrede han. Han vidste fra Sean at Razor heller ikke havde været hjemme meget længe. Han så pludselig på Raign med et skeptisk blik. ”sig ikke til mig at Razor også er her?...” brummede han.

"No way," brød Reign kort ind og lavede en grimasse. Tanken om at komme til en ny verden uden at vide noget som helst var uhyggelig i forvejen - hvis den verden så var i panik og fyldt med monstre, gjorde det det langt, langt værre. Stakkels Lori måtte have været ude af sig selv.
Medfølelsen forsvandt dog hurtigt, blev erstattet af en forvirring, der ikke lod sig skjule fra menneskets ansigt. Og forvirring blev ligeså hurtigt erstattet med skyldfølelse. Reign vidste godt, det ikke var hans skyld - at han ikke kunne have gjort noget for at ændre sine forældres tanker og handlinger - men det gjorde stadig ondt at tænke på, at Lori var blevet efterladt i det hus helt alene. Han havde Sean, han kendte folk - men boede alene uden de havde nået at nyde hinandens selskab nok. Det havde fungeret godt for dem og var sluttet så brat og ærgerligt.
Den sidste sætning fik menneskets blik til at flakke lidt til siden, og hans bryst til at snøre sig sammen indeni. Han havde ikke set Razor, siden zombieangrebet, hvor de var blevet adskilt, og savnede ham noget så grusomt. Havde gjort alt for at finde ham - sat sedler op, gået til politiet, selv fået ham nævnt i avisen blandt en masse andre, der også blev ledt efter siden episoden, der havde kostet så mange livet.
"He, uh... he is but-" Reign havde ærlig talt slet ikke lyst til at tale om Razor nu. Det var vigtigere at få forklaret til Lori, hvad der var sket, så han ikke stod og var så vred på ham. Lori havde sådan en varmt ansigt - det passede slet ikke til ham at være vred.

"Wait," sagde Reign pludselig og så op, langt mere energifuld end før, "I know someone who's dying to meet you first. Come with me for a second." Han sendte et hurtigt smil til Lori og nikkede let hen mod hoveddøren, inden han selv smuttede udenfor. Solen var forsvundet om bag en sky og gjort det en del mere gråt, end det havde været for blot få minutter siden.
Django sad på bilens bagsæde og fulgte nysgerrigt flyttemændene med blikket, indtil Lori i stedet fik opmærksomheden og fik hunden, der tydeligvis ikke havde glemt ham, til at hoppe rundt af glæde og pive højlydt.
Et smil formede sig atter på menneskets læber, som han tog de sidste skridt hen for at åbne døren og lade hunden overfalde Lori. Reign kendte den; Django glemte ikke let folk og slet ikke en som Lori, der havde forkælet den så meget, mens de havde boet under samme tag. "I think he might've missed you just a tiny bit," lød det sarkastisk fra Reign, der stak hænderne i jakkens lommer og fortsat fulgte med fra sidelinjen. Django pev fortsat af glæde og vidste ikke, hvad den skulle gøre af sig selv, udover at mase sin pjuskede krop ind mod Loris ben og konstant slå den logrende hale ind mod hans lægge.

Egentlig var Lori pustet helt op med sur luft, klar til at fyre lige i ansigtet på det stakkels menneske! Klar til at skælde ham ud, og ikke mindst Razor! Sean havde været syg af bekymring!...... Sean… hvorfor kunne den mand ikke komme ud af hans hoved…
Lori skulle lige til at springe ballongen da Reign virkede til at skulle til at tale om Razor, dog begynde luften langsomt at sive ud af ballonen da han så Reigns ansigt, og den måde han talte. Hvad var der sket? Hvor var Razor? Han skulle til at lægge en hånd mod Reigns skulder og spørge ind til det, da mennesket pludselig lyste op, Lori blev næsten forskrækket over det. Han så undrende på ham da han sagde at han havde en der sikkert gerne ville hilse på Lori.. Hilse?.. på Lori? Hvem skulle det være her. Han kom ud af døren, og synet af den glade pjuskede hund fik Lori til at lyse op.
Godt nok var Django Reigns hund, men Lori havde elsket den hund som sin egen. Hvor ofte havde han ikke ligget med den i sofaen, med dens hoved på sin mave, mens han læste, hvor ofte havde den ikke ligget i hans seng og holdt øje med ham når han kom alt for fuld hjem fra en hård nat?
I det hunden løb mod ham, faldt han på knæ ved den, og krammede den ind til sig. Hunden var heldigvis lige så glad for at se Lori som Lori var for at se ham.
Men midt i alt denne genforenings glæde, ramte savnet. Han havde savnet både Reign og Django så meget! Han havde følt sig så alene, på trods af at han havde Sean, på trods af at han havde bekendskaber i doomsville, så havde Seans meget pludselige forsvinde gjort så forbandet ondt.
I virkeligheden mistænkte Lori lidt han og Seans brud, for at være på grund af Reign.. Lori havde haft svært ved at koncentrer sig om ret meget andet end det.
Sean var vant til at Razor forsvandt nu og da, og kom tilbage noget tid efter. Men Lori var kommet hjem til et hjem der var efterladt, ingen Reign, ingen Django, og Reigns tøj var også væk.

Lori ende med at kramme hunden tæt ind til sig, i det at tårestrømmen begynde. Alting væltede op i ham, Hvad han havde mistet, men også hvad han havde forladt. Han kyssede hunde på hovedet. ”hvor har jeg dog savnet dig Django!...” hans blik vende sig op mod Reign. ”jer begge to..” forsikrede han. Hans blik gled ned på Django igen, der trods alt kunne formå at fremane et smil hos Lori igen, midt i alt gråden.
Lori snøftede et par gange som han rejste sig igen. ”Jeg havde aldrig troet at jeg ville se nogle af jer igen,.. særligt ikke efter jeg valgte at tage her til” sagde han med et snøft. Han klappede hunden fortsat.

Reign overværede Lori få smeltet sit hjerte af den store, klodsede hund, der havde det med at få forvildet sig ind i folks hjerter. Var tæt på at bryde ind, da en uventet gråd begyndte at lyde fra fyren, men indså meget hurtigt, at det var glædestårer. Eller måske overvældelsestårer. I hvert fald ikke de dårlige af slagsen.
"Me neither. The fact that you're here, it's..." Reign rystede lidt på hovedet og smilede blot, uden helt at vide hvad han skulle sige. Fortsatte dog snart, "you need to tell me everything. And I'm gonna explain everything to you, too, of course. But..." Han skævede hen mod flyttemændene, der netop var kommet udenfor igen for at hente flere ting, og selvom det var deres job, havde han det lidt skidt med slet ikke at hjælpe, "give me 15 minutes to get settled, okay? I'll hurry. Maybe you could take Django for a short walk in the mean time? I'd really appreciate it."
Reign sendte Lori et bedende blik med et sødt smil til, der forhåbentligt var overtalende nok til, han ville vente og lade ham forklare. Hentede hundesnoren til ham og satte fart på, da han bar flere kasser op på sit værelse, én af gangen. Der var heldigvis ikke så meget. Havde lejet et opbevaringsrum til de større ting, der alligevel ikke var plads til, for der VAR vitterligt ikke særlig meget plads i det rum.

Da Reign havde snuppet den sidste papkasse, greb han muligheden for at hilse på sine udlejere. Sørgede for at være høflig og ikke give et dårligt førstehåndsindtryk men skyndte sig samtidig i sin iver efter at få talt med Lori. Både fordi han var opsat på at forklare sig selv, men Loris ankomst havde nu også forskrækket ham en del. Portalen var den eneste mulighed, han selv kendte til, men hvorfor ville Lori nogensinde tage afsted af egen fri vilje? Det var jo ikke engang, fordi han fulgte efter Reign, som Razor havde gjort.
Han smuttede op på sit værelse med kassen og sendt flyttemændene afsted. Stod så lidt der i sin egen stilhed med hænderne solidt plantet i siderne og lod langsomt blikket tage en runde. Sengen stod, hvor den skulle, og skabet skulle også kun rykkes en smule. Ellers var der et lillebitte men højt spisebord med tre høje stole til, spejl, tv, nattebord... og en røvfuld papkasser med ord skriblet på, der fortalte indholdet.

Lori rettede blikket mod Reign da han endnu engang ikke virkede til at kunne sætte to sammenhængende sætninger sammen igen, men det gjorde nu ikke så meget.. det kunne Lori nok heller ikke hvis han prøvede.
Han ville heller ikke kunne forklare lige nu. Så da Reign sagde at Lori skulle fortælle det alt hvad der var sket. Det vidste han ikke engang om han kunne.. han vidste virkelig ikke hvordan han skulle fortælle det hele!..
Derfor var det da også noget af en lettelse da Reign snakkede om at han lige skulle hjlælpe flyttemændende, og om ikke Lori kunne gå en tur med Django imens. Egentlig så var det nok ikke en så god ide at han gik tur med hunden, særligt fordi han stadig havde det med at fare meget vild!
Men på den anden side kunne han lige samle tankerne og få styr på hvad hans skulle sige til Reign egnelig.. Han nikkede derfor blot da Reign kom med hunde snoren, og satte den på Django. Lori gik afsted med hunden , der virkede til at være mere end glad for at have fået sin gå tur makker igen. Han gik og tænkte, hvordan skulle han forklare Reign alt det der var sket? Reign kunne i forvejen ikke rigtig fordrage Sean, men Reign ville også få så sindsygt dårlig samvitighed, hvis Lori fortalte ham at han havde på fornemmeslen det var på grund af Reign. Så den del skulle han nok hellere udelukke!
Men hvad mon der var sket med Razor? På trods af de to altid havde haft deres sammenstød, så ville han da blive ked af det hvis der var sket fyren noget under dette Zombie angreb.

Der gik en rum tid, også mere en 15 minutter, nok nærmere en halvtime før Lori og Django kom tilbage. Lori slap Djangos snor da de kom ind i opgangen. Heldigvis kom hans udlejere ikke ud og spurgte hvorfor han havde været væk så længe. Han gik op af trappen efter at hunden allerede havde løbet op af den. Han gik op, stillede dig i dør åbningen og lænede sig op af døren, bankede forsigtigt på døren. "beklager ventetiden, men.... jeg har det stadig med at fare lidt vild.." erkende han. Selv i denne verden lignede Lori ret meget sig selv. De sorte skindbukser var dog skiftet ud med tætsidende Cowboy jeans, men han havde som altid en skjorte og en sweater ud over, ærmerne var trukket op, og han stod nu med armene over kors.
"skal jeg hjælpe dig? eller... vil du heller lige være lidt alene og komme på plads" spurgte han så roligt.

Tøjet

Reign kiggede ud af vinduet for at se, om Lori var der, men den lille gade stod udover hans egen bil tom. Brugte ekstratiden på at forsøge at få det til at se en smule mere hjemligt ud - redte sengen op, stillede spisebordet hen på sin plads op ad væggen og skubbede tøjskabet det sidste stykke. Smuttede efter tilpas lang tid hen for at tjekke efter Lori igen, igen uden held, og kunne mærke nervøsiteten sprede sig. Havde det mon været en dum idé at sende ham afsted alene?

Heldigvis nåede Reign kun lige at tænke tanken, inden Django dukkede op, pustende efter at have løbet op ad trapperne, med Lori lige bag sig. Mennesket sad på ét knæ og hilsede på hunden, da han dukkede op i indgangen. "No, no, no worries. I probably shouldn't have sent you out there all by yourself, anyway," indrømmede Reign, som han kom på benene igen. Denne verden skulle helst ikke fremstå farlig eller uhyggelig for Lori, men derfor måtte Reign stadig erkende, at det altid ville være skræmmende at træde ud i en ukendt verden - farlig eller ej.
Han skyndte sig at ryste på hovedet af det næste, "no, let's, uhm- let's talk for at bit, shall we?" og fjernede jakken, der tidligere var blevet hængt på en af spisestolene, og smidt den hen i sengen i stedet. Lavede en håndbevægelse, der antydede Lori skulle tage plads, og satte sig selv på stolen tættest mod vinduet.
"So..." den klassiske start. Reign rømmede sig og foldede fingrene ind mellem hinanden på bordet, inden han fortsatte, "do you live here?" Et dumt spørgsmål. Selvfølgelig gjorde han det.

Han havde brugt lang tid på at lære at finde rundt. Særligt fordi han kun  havde været uden for dørene i nogle uger. I hele tiden med Zombierne havde han jo været inde bag disse døre. Han smilede lidt som Django lovrede rundt, og så skiftevis på de to mænd der også tidligere havde været hans passere, den ene hans eger den anden hans daglige passer og putte makker. Han vidste ikke helt om han var glad, eller lidt skuffet over at han ikke bare kunne smutte ind til sig selv, og ikke behøvede at forklare Reign hvad der var sket siden at han var her. 
Han så mod bordet, og rettede sig efter lidt tænketid sig op fra dørkarmen, og begav sig hen til bordet. Han satte sig med me stolen, og lænede sig lidt tilbage. 

Reigns spørgsmål fik Lori til at løfte et øjenbryn, selvom det ikke ligefrem var en bevægelse han selv lagde mærke til. Han trak vejret midt mindt, mdn rettede sig så lidt op. "Ja... Jeg kom midt i  zombieangrabet, og da jeg så kinden der bor har blive jagtet af en af dem, hjalp jeg hende. Hende og hendes mand tog mig tilgengæld ind, gav mig mad, lyttede til min historie, og lod mig flytte ind i værelset her overfor." Sagde han så med en rolig stemme. 
Han sad lidt og kiggede på Sean, kunne tydeligt se på ham at han havde svært ved hvad han skulle sige. 
Han sukkede lidt og så på Reign. "Bare spørg om hvad du gerne vil vide... Jeg har ikke nogle hemmeligheder mere" erkende han og så ned. Han vidste dog at Reign ville have svært ved at tackle de ting han havde gjordt mens Reign havde været væk. 
Selvom Reign havde ting at forklare også, så var der underligt ikke meget Lroi havde at spørge om. Desuden hvad der var sket var sket, ingen af dem kunne lave det om. Havde Reign og Rozor valgt at stikke af sammen var det jo blot sådan det var. Han havde selv været tæt på at rejse med Sean over havene uden så meget som at se sig tilbage. Dette var dog ikke sket, og i stedet var det endt i et brud mellem dem. Og Lori var rejst sin vej.

"I see," lød det lavmælt fra Reign, der i stilhed havde lyttet til Loris historie. Man kunne i den grad sige, at fyren havde ramt ind i en ordentlig gang held i uheld. Zombieangrebet var ikke en god måde at starte noget på, men hvis det havde givet ham et hjem, var det i det mindste godt for noget. Hvem vidste hvor længe, Lori ville have endt med at gå forvirret rundt, sove på gaden, kæmpe for føden, hvis ikke nogen havde hjulpet.
Reign foldede fingrene ud af hinanden igen og lænede sig tilbage i stolen, så meget det nu var muligt med det lille ryglæn, stolen havde. Lod blikket hvile på dæmonen og overvejede kort, hvad hans næste træk skulle være, selvom det på mange måder var selvsigende, "why did you come here?" Hans hoved tiltede lidt på skrå, spørgende, og der blev tilføjet, "don't get me wrong, I'm really happy too see you but- it doesn't make sense." Reign havde på fornemmelsen, Lori godt vidste, han antydede til Sean McGivens. De to dæmoner havde knyttet sig til hinanden, og selvom mennesket aldrig forstod hvorfor, havde han accepteret, at det var et faktum. Så hvorfor ville Lori forlade det?

Det havde bestemt ikke været nemt, at være ny, og ikke mindst en incubus dæmon midt i alt dette virvar. Han havde gået ur afgangen uden at spise. Og gjorde det stadig. Han skulle lige lære byen at kende inden han valgte at begive dig ud om aftenen for at finde føde. Hans blik hvilede lidt mod bordet som Reign stillede sig spørgsmål. Tja.. det var vel logisk at han ville vide det. Selvom han tydeligt kunne mærke at der lå en del mere i menneskets spørgsmål end blot hvorfor Lori sad der. 
Han sukkede lidt, inden han begynde at forklare. 
"Du nåede at forsvinde inden jeg fik fortalt dig det... Men Sean og jeg var faktisk blevet et par" forklarede han. "Du havde haft ret den dag du sagde at jeg var forelsket i ham..." Han sukkede lidt. Det blev sværere og sværere at holde en facade oppd, for emnet gjorde ondt og trykkede hårdt om hans bryst. 
"Vi var sammen næsten et år.. men... Forholdet gik ikke.. vi slog op midt i et kæmpe skænderi.. Sean bebudet at han ikke ønskede at se mig mere.. og jeg.... Jeg var bare nød til at komme så langt væk fra Doomsville som muligt" han vende blikket mod Reign. "Sean er hersker i Doomsville nu.. og jeg ville ikke kunne g rundt og se på den mand hver dag... Såh.. jeg besluttede mig for at rejse.." han rettede op sig i stolen. "Jeg hørte rygter om Portalen.. og. Tja.. det var vel så langt væk som jeg kunne komme fra Doomsville og ham" 

Hans blik var sunket. Og selvom han kæmpede og kæmpede for at holde sig bare en smule stabil, så var øjnene uundgåeligt blevet blanke. Han havde elsket Sean! Det havde ikke bare været fordi de to mænd havde været tiltrukket af hinanden. De rent faktisk elskede hinanden. Men deres forskelligheder havde slået forholdet ihjel! De havde skændes over små ting. Og efter Reigns forsvinden havde det været helt galt, eftersom at Sean blev negativ hver gang Lori nævnte ham. Og den anden vej rundt omkring Razor.

"Oh," lød det oprigtigt overrasket fra Reign, der knapt nok selv nåede at lægge mærke til, hans øjenbryn havde løftet sig. Attraktionen mellem de to havde været tydelig, men at de decideret var et par - Sean havde ikke virket som forholdstypen. Men så igen; det gjorde Razor heller ikke.
Reign lyttede opmærksomt til resten og lagde mærke til, hvordan Lori sank mere og mere sammen. Og selvom det ikke var sjovt at se ham sådan, fortrød mennesket ikke at have spurgt. Det skulle trods alt siges før eller siden, og måske var det bedst, det blev overstået hurtigst muligt.

Han sagde ikke noget i et stykke tid. Så blot ned i bordet, overvejende, men lod så sin hånd finde hen og lægge sig ovenpå Loris, "Lori, I'm so sorry. Truly. I can't even imagine what you're-" Stoppede sig selv. Det var ikke helt sandt - han havde fået sit hjerte alvorligt knust en enkelt gang. Dog ikke til en grad, der havde fået ham til at stikke af.
Kort stilhed igen. Reign lod blidt sine fingre finde omkring dæmonens hånd og sendte ham det, han selv håbede, var et opmuntrende smil, "if there's anything I can do to cheer you up, even in the slightest bit, you just tell me. I know you're struggling and everything but... just remember that you do have a friend to talk to," Reign trak på skulderen og smilede lidt bredere, "hell, he's living right next to you. You won't even have to knock, you can come in whenever you feel like it."

Han sukkede lidt "jah... som du sikkert kan regne ud var det en dyb hemmelighed... både fordi vi begge var mænd men også fordi Sean var blevet hersker.." sukkede han så.
Lori gjorde alt hvad han kunne for ikke at se på Reign. For han vidste hvilket udtryk der var at finde i hans ansigt. tristhed og medfølelse. Han havde det blik Lori hadet allermest for tiden... alt ville ose af at han havde ondt af Lori. Der ville stå 'stakkels Lori' malet over hele hans ansigt! Han havde brugt så lang tid, så mange kampe og skænderiger med Sean på at komme ud over det stadie. Han hadet at være stakkels Lori, han ville ikke være den fyr mere. Det var derfor han var kommet her til. Derfor han var stukket af, for at komme videre, komme væk fra alt det der holde ham på den side.. Han var en dæmon for guds skyld! Han var en dæmon der var skabt til at dræbe! Hvorfor insisterede folk på at se ham som stakkels Lori?
Hans blik ramte dog deres hænder da de blev forenet. Han sukkede stille som Reign begynde at snakke. Han lyttede og hans blik ende da også hos Reign. Et halvhjertet smil gled over hans læber da Mennesket forklarede at Lori altid ville have en ven der. Han så ned på deres hænder igen, inden han lod fine fingre flette sig ind i mellem Reigns. Han sukkede lidt stille, som smilet blev en smule bredere. "hvor har jeg dog savnet dig..." lød det lavt fra ham.
Hans blik gled over mod Reign igen. "Selvom jeg har bandet dig langt væk i den sidste tid, så er det virkelig dejligt at se dig" sagde han roligt.

Han havde været rasende over at Reign blot var forsvundet! At han var rejst uden så meget som at lægge en sæddel eller komme med en forklaring på hvorfor han og Django pludselig bare var væk. Han havde hadet Reign for det, særlig der hvor han havde allermest brug for sin ven. Men her sad han så... lysevende og i en anden verden. Han så lidt skeptisk på Reign. "men nu er det vidst også på tide at du forklare dig.... Hvorfor stak du bare af uden et ord?" Loris stemme var ikke blid og behagelig, og den ellers så rare fornemmelse af at holde i hånden forvandt sa Lori trak hånde til sig, og lagde armene over kors. Han forventede et svar. For selvom han var glad for at se Reign, så var han stadig rasende over at denne ikke havde sagt et ord.

Reign havde næsten glemt, at han havde glædet sig til at kunne forklare sig selv, men Lori huskede ham på det med sine ord og et tilhørende afvisende kropssprog. "I didn't run off," rettede han dæmonen og trak noget misfornøjet sin hånd tilbage til sin side af bordet. "My-" han skævede et øjeblik ned mod Django, der gnavede i en ødelagt tennisbold. Overvejede lidt hvor mange detaljer, han skulle inkludere, og hvad der var ligegyldigt at sige, "to make a long story short, my parents wanted to go through the portal and I didn't so they- they used some kind of witchcraft to delete my memories and make new ones. Fake ones. Of this world. And they just dragged me along with 'em." Reign var godt klar over, det lød forfærdeligt, når man sagde det højt. At hans forældre lød som forfærdelige mennesker. Men det var de slet ikke, de havde deres grunde til at have handlet, som de havde gjort, og Reign havde tilgivet dem for det.
Hans blik, der var faldet ned på bordfladen, flyttede sig hen på Lori og fyldtes med desperation, "please, don't hate my parents. They're good people. But even good people do stupid things when they're desperate."
Reign rømmede sig lavmælt, "so that's what happened," og kunne kun håbe på, Lori ville godtage forklaringen, "I didn't tell you I was leaving 'cause I didn't know myself. I forgot everything about you and Doomsville."

Han var noget misfornøjet, og han var allerede klar til at afvise Reigns forklaring med mindre den var VIRKELIG go! Da Reign begynde at forklare faldt noget af fasadeb dog. Han blev mere og mere overrasket over hvad Reign fortalte. Hans forældre? Ja det kunne lyde forfærdeligt. Og i andres øre kunne det lyde som om hans forældre var forfærdelige mennesker. Men ikke ikke for Lori. Han havde trods alt prøvet en masse. Han sukkede lidt som Reign sagde at Lori ikke måtte hade hans forældre, hans holdning var blevet meget mere slap, og opgivende. "Hvorfor skulle jeg hade dine forældre Reign" han sukkede og lod hænderne glide ned igen. "Reign du taler med en hvis mor kastede en forbandelse på sit barn fordi han hans far havde ødelagt ham" han sukkede og kørte en hånd gennem håret. "Jeg er eller ikke vred på dig... Men jeg blev såret.. et var at du måske havde flyttet, mennoget andet var at du bare var væk.. jeg anede ikke hvor jeg skulle finde dog, jeg tror jeg har gennemsøgt både Firewood og the forest 100 gange mindst" det blev sidste blev sagt med et akavet grin. Tænkt at han havde gjordt det! Han måtte virke desperat. 
Han vende blikket med Reign. "Razor der imod, skal nok ikke bryde sig om at komme hjem til Doomsville" sagde han så inden han kastede et blik ned mod Django der lå på gulvet. "Sean er ikke sig selv, og han er alene og rasende..." Han bed sig i læben. " Han må føle sig helt alene....." Hans stemme begynde at dirre, og hans øjne blev blanke som hans tanke gled tilbage til den mand han havde forladt.

"I know, I know, and I'm sorry. But I really had no choice - like, at all," sagde Reign og var ikke sikker på, hvad han ellers kunne sige, der kunne hjælpe på Loris humør. Han var ikke skredet, han var blevet tvunget til det uden muligheden for at vide, at han kunne tage hjem igen. Og motivationen til det for den sags skyld. Et lille smil formede sig henover hans læber, "but I'm glad to hear you were looking for me, anyway."

Smilet svandt hen, da Lori atter gled hen i en bølge af nedtrykthed og efterlod Reign til opgaven at trøste ham. Eller at ignorere det - hvilket ikke var noget, der lå til Reigns natur.
"Well, he threw away something amazing and therefore caused his own misery. That's not your fault," slog han fast og måtte anstrenge sig for ikke at gribe ind efter dæmonens hånd igen.
Han skævede ned mod Django igen og prøvede desperat at finde på noget at sige, der kunne redde Lori fra sine egne tankers pinsler. Fik så en idé og lod atter et smil finde vej til sit ansigt, "so, am I gonna get a guided tour of your room anytime soon?" Han vidste, at de havde førstesalen med køkken og badeværelse til deling, men anede ikke hvor meget plads Lori havde. For hans skyld håbede Reign, det var mere end blot ét værelse, som han selv havde.

Han prvøprø på ikke at være sur eller skuffet over Reign. Men det var lidt svært, også selvom han jo ikke kunne gøre for det. Men nu var det bare sådan han var blevet vant til at føle, så den skulle lige have lov til at vende. Han kunne ikke undgå a små smile lidt som Reign sagde at han var glad for at Lori havde ledt efter ham. 
"Selvfølgelig har jeg det" sagde han med et glad men også bestemt smil. 

Det var svært at tænke på Sean uden at blive trist. Han savnede ham. Også selvom de måske slet ikke passede sammen, og selvom de var blevet enige om at de ikke skulle være et par. Skænderierne var kun blevet værre og værre og var taget mere og mere til, og det hele var endt i et kæmpe skænderi, hvor de havde besluttet at gå hver til sit. 
Lori så på Reign da han sagde at Sean selv havde smidt noget fantastisk væk så han var selv skyld i det. 
"Det var nu mest en fælles beslutning" erkende han, og sukkede lidt. Han nåede dog ikke rigtig at dvæle mere ved de sørgelige tanker, før Reign spurgte ind til hans værelse. 
"Oh.. uhm.. hvis du gerne vil se det" sagde han så inden han rejste sig op. Han sende Reign et smil, og et tip med hovedet i retningen af hans værelse. 

Han gik gennem fælles området, og hen til døren, åbnede den, lod Reign gå ind. 
Lori havde også kun et enkelt værelse, men en smule srre end Reigns. Det meste af der lignede Blot Loris værelse den gang han boede øverst hos fru clear. Et værelse der senere blev Reigns, bare mere.. moderne. 
Han havde en halvanden mands seng, et lille bord med to stole om, et lille tv, og så en bogreol med en smule bøger. 
Han gik over til bogreolen, og kiggede lidt på dem. "Tja... Min samling er ikke ret stor endnu" grinte han lidt.

Smilet bredte sig en smule, som Reign hoppede ned fra stolen og fulgte med. Loris værelse var ikke meget mere interessant, end hans eget var lige nu. Få møbler, upersonligt. Han trådte et par langsomme skridt frem, "It's nice, it's..." og brugte den tid, han brugte på at binde sin trøje om livet, til at overveje sine næste ord, selvom det ærlig talt ikke var det nemmeste rum at komplimentere. "Minimalism is the new black, you know?" endte Reign med at sige og sendte Lori et venligt smil.
Mennesket trådte hen og stillede sig foran bogreolen, "considering you had nothing and walked right into a zombie attack I can't say I blame you." Han lod fingrene glide henover bogryggene. Bøger - det der havde bundet dem sammen til at begynde med. Dengang Lori arbejdede i boghandelen i Doomsville og havde været så uskyldig - anede ikke engang selv han var dæmon.

Reign skævede mod Lori ud af øjenkrogen. Han kunne godt lide den nye Lori men savnede til tider også den gamle - auraen af hjælpeløshed, der så desperat havde givet Reign lyst til at passe på ham. Den var der ikke rigtig mere.
Mennesket bed sig i læben i et forsøg på ikke at sige noget men kunne i sidste ende ikke lade være, "I've really missed you. I know I should feel sad for what happened to you and Sean but I can't help being just a tiny bit happy also. 'Cause it brought you here." Det var rart at få det sagt - også selvom det måske var upassende, når Lori var trist og havde brug for trøst. Men lidt egoistisk havde man vel lov til at være engang imellem.
Reign lod blikket hvile på fyren et øjeblik, inden han vendte sig og omfavnede ham i et tæt kram. Gentog lavmældt, "I've missed you so bad..." og kærtegnede fyrens ryg.

Lori vidste godt at dette virkelig var et sparsommeligt rum, og at det stadig ikke lignede ret meget et hjem. Men det var det bedste han kunne klare lige nu. Han havde ikk haft noget med fra Doomsville. Kun 3 ting.. Et lommeur han havde fået af si gamle chef Morty, Et halstørklæde som Fru. Clear havde strikket til ham, og så en bog. En bog han havde fået af Sean. Det var ikke ligefrem en særlig bog, men det var en bog han havde nydt at læse mange gange på Seans bibliotek.. Derfor havde manden foræret ham den. Og nu stod den sammen med de mange andre bøger, der alle havde det til fælles at de var en smule ældre i det. Men den lille bog, der engang havde haft et blåt omsag, men nu var temmelig brugt, skilde sig tydeligt ud fra de andre bøger. Med tiden ville han sikkert få flere bøger, og nogle ting der gjorde at dette så langt mere hemmeligt ud.
Han trak lidt på smilebåndet over Reigns kommentar, særligt fordi han vidste Reign havde ret. Dette var ikke ligefrem noget at råbe hurra for, men det var tag over hovedet, og det havde holdt ham sikkert under Zombie angrebet.

Han stod og pillede lidt ved Radioen, som han stadig ikke helt havde forstået hvordan fungere, og han ende altid med at trykke på alle knapperne indtil der kom lyd ud, og han var ved at dø af skræk. alting var så nyt og anderledes, alle disse teknologiske opfindelser som larmede og var besværligt, de kunne godt skræmme ham af og til.
Han så over mod Reign da ha begynde at tale. Det var ikke helt nemt at finde ud af hvordan han skulle føle med det Reign sagde. At han var lidt glad for det der var sket med Lori og Sean? ikke at det undrede ham. De 2 mænd havde aldrig kunne enes, og de ville nok aldrig ha kommet til det... desværre. Men han forstod hvad Reign mente. Han var ikke glad for at Lori havde kæreste sorger, han var glad for at Lori var her.
Han mærkede krammet, og gengælde det "jeg har virkelig også savnet dig!" svarede han tilbage som hans hoved hvilede sig lidt mod Reigns skulder. han sukkede roligt. Det var behageligt, og trygt at stå her. Og selvom Lori var en dæmon og meget stræk, så følt han sig sikker her. Det var en rar følelse.

Reign smilede ind i krammet og gav Lori et ekstra klem, da hans følelse af savn blev gengældt. Han havde egentlig ikke overvejet, hvor meget, han havde brug for Lori i sit liv. Det var først nu, han var tilbage, det rigtigt gik op for mennesket, at han havde savnet sin ven og sammenboende.
Reign plantede et kys i fyrens pande, da han skulle til at slippe, men blev i stedet overvældet af en ny følelse. Begæret havde listet sig ind på ham, stille og uset, og blev lukket ud i form at et kys på Loris læber, der startede blidt men hurtigt blev mere sultent og glubsk.

Men uanset hvor stærk følelsen var, nåede Reign at stoppe sig selv, inden det blev for meget. "Sorry..." mumlede han flovt ud og slap. Det ville ikke blive let at vænne sig fra at kunne røre ved Lori, når man havde lyst, som da de boede sammen, men skylden hjalp heldigvis på det. At bruge det faktum, at fyren var hjerteknust til sin egen fordel - sådan var Reign ikke.
Han rømmede sig og gned sig lidt i nakken, "If you need book recommendations, you just ask me. I've got a whole box." Lod sig forføre hen af sit eget emneskift og smilede til Lori, "this world is far from perfect but the books - they're amazing. Well, some of 'em."
Reign skævede hen mod bogreolen igen og så så spørgende på Lori, "you had lunch yet? We could make some sandwiches?"

Han havde savnet Reign hver eneste dag, også selvom han måtte indrømme at det første lange stykke tid havde han måske ikke været så god til at bemærke forandringen. Men måske var det fordi tingene stadig havde været så nye mellem ham og Sean, at han aldrig følte sig alene. Men jo mere travlt Sean fik, og jo mere de begynde at skændtes, jo mere havde han savnet Reign. Savnet fyren han altid kunne støtte sig til, eller som bare var den bedste til at jage ensomheden og kedsomheden på flugt. Han og hans dejlige skøre hund.
Et let og mildt smil gled over Lois læber da han mærkede kysset mod sin pande, et kys der fik hans øjne til at glide roligt i. Han elskede Reign for det her. Han kunne altid et eller andet der fik den farlige dæmon tilbage til menneskeheden. Det have været så anderledes. Han havde efterhånden fundet ud af hvorfor Sean og Reign aldrig ville enes.. fordi det repræsenterede det stik modsatte af hinanden. Og sådan var de også i Loris liv! Reign havde en faktisk evne til at får det menneskelige frem i Lori! Den uskyldige og forsigtige fyr han var den gang i mødtes første gang. Sean der imod, fik dæmonen frem i Lori. Viste ham at den side af sig selv ikke var et monster, men derimod en styrke de fleste ville drømme om. Lige meget hvem af de 2 mænd han var sammen med følte han sig underligt nok som sig selv, på trods af at et var 2 vidt forskellige følelser han fik sammen med dem.
Kysset mod hans pande og den behagelige følelse i hans krop, blev dog til en overraskelse da han mærkede Reigns læber mod sine egne, og først lagde Lori ikke så meget i det, måske det mere var en blid gestus end noget andet. Men som kysset udviklede sig, ende han med blot at stå overrasket tilbage da Reign trak sig af sig selv. Han gippede et par gange med øjnene, og rømmede sig lidt. ”uhm… det.. det okay” sagde han roligt, og prøvede ihærdigt at huske om han ved en fejl havde fået brugt sine incubus evner…
Han kunne dog tydeligt se hvor flov Reign var over det, og måtte indse, at den længsel der havde været mellem dem nok ikke kun var på grund af deres venskab.. men måske lige så meget hvad deres venskab havde haft af de frynsegoder den gang.
Det næste forvirrede ham dog. Reign begynde at snakke voldsomt uden om. Som om det var flovt, det var nu ikke sådan Lori så det! Det havde han aldrig gjort! Han havde aldrig fundet deres venskabs frynsegoder og fordele pinlige eller på nogle måde underlige. Hvorfor skulle 2 fyre ikke kunne tilfredsstille hinanden når de nu begge havde en mulighed for det, og rent faktisk også fandt hinanden tiltrækkende.

Han valgte dog at lade det ligge, han ville ikke rode rundt i en masse, og ende med at der kom en dårlig stemning mellem dem. Han smilede derfor blot over kommentaren med bøgerne. Dog da Reign begynde at snakke om mad, rømmede Lori sig lidt. Han havde puttet hænderne i baglommerne på sine bukser.
”uhm… Reign.. tak men… har du glemt jeg ikke spiser menneskemad?” spurgte han lidt forsigtigt, bare lige i tilfælde af at Reign måske ikke havde fået HELE hans hukommelse tilbage.

Reigns blik flakkede et par gange til siden, "not at all?" Han kunne næsten ikke tro på, det ikke var gået op for ham før, at Lori ikke havde spist menneskemad, mens de havde boet sammen, men måske var det netop tilfældet. Han var ikke særlig skarpsindig, når han slappede af med venner eller derhjemme. "It's jus' funny, Razor eats human food. I mean, he doesn't always enjoy it but... oh, well, maybe it's 'cus he's a hybrid," mennesket kradsede sig lidt i det rodede hår og smilede igen, "I'm gonna make something for myself then. Do you have anything in the fridge that's off-limits?" spurgte han på vej ud til døren og smuttede ud i køkkenet.

Køleskabets indre var i en sørgelig tilstand, næsten uden noget spiseligt. Men det var vel at forvente, når man boede sammen med en, der kun spiste sjæle.
Så Reign lavede den klassiske ret, der ikke krævede mere end én enkelt ingrediens; havregrød.
Satte havregryn/vandblandingen over et blus og rørte rundt.

Lori bed sig en smule i læben med et svagt smil og en næsten beklagende træk på skulderen. Han vidste at han før hen havde spist mad, den gang de lærte hinanden at kende, men han havde lært at den slags mad ikke gjorde det mindste for ham. Han blev aldrig mæt, han kunne æde indtil han fik kvalme, men han var stadig sulten. Han små grinte lidt "se det på den lyse side, jeg spiser ikke din mad fra dig" drillede han lidt. Han hørte Reigns kommentar omkring Razor, og et lille sekund nåede han at tænke *sammenlignede du mig lige med Razor?* Heldigvis smed han hurtigt den tanke væk, det var klart at Reign kunne blive forvirret over det, han vidste de begge var dæmoner, men måske ikke lige hvilke.
Han kløede sig lidt i nakken. "tja... nu er Razor og jeg heller ikke samme slags dæmon" sagde han med et roligt smil. "bloddæmoner er tvunget til at indtage fast, eller flydende føde, og ja så er han en hybrid.. jeg derimod... jeg lever af Sjæle, så jeg behøver ikke spise fysisk føde.." forklarede han roligt.
Han fulgte med Reign ud i køkkenet, og betragtede ham som han stod og lavede havregrød. Han betragtede ham lidt, var mennesket en smule skuffet over at skulle spise alene?
Han kunne ikke undgå at smile lidt skævt, inden han bevægede sig over til ham, lagde sine arme om hans skuldre, og hovedet på den ene skulder.
"Meen... jeg elsker stadig smagen af god mad, sååh, jeg spiser gerne hvis du skulle få lyst til at lave lække mad, eller bage" Drillede han inden han placerede et kys på hans kind.

"Right, I see. You know, they have a thing called 'soul food' in this world, you think that'll work?", spurgte Reign drilsk med et tilhørende selvtilfredst smil, der dog langsomt forsvandt, som mennesket forstod, at det ikke var en særlig sjov joke.
Han hældte lidt mere vand i gryden og drejede hovedet en anelse, da Loris arme endte om hans skuldre. "Really?" Vendte sig helt om, smilende, og lænede lænden ind mod komfurets kant, "so if I suggested popcorn and a movie your answer would be...?"
Han hævede spørgende et øjenbryn men måtte vende sig om igen, da havregrøden boblede løs. Slukkede blussen, "do you got any sugar? Or some kind of fruit I can ude as a topping?"