Isn't it lovely? - Micah

Malia sank en klump som hendes far tog hendes hånd i sin. Dog holdt hun vejret som han lagde hænderne om hendes ansigt i stedet for og hun så ham i øjnene. Hun nikkede svagt og holdt tæt om ham som han gjorde med hende. Hun lod tårerne vælte ud, og havde egentlig blot mest lyst til bare at stå her lidt. Bare stå og nyde øjeblikket. Også selvom hun gerne ville genforenes med sin mor også.
"Or maybe we can just stand here for a little while," sagde hun som hun ombestemmede sig og blev ved med at holde omkring sin far. Det var hvad hun havde brug for lige nu.

"I.. Where do you live?" Spurgte hun så og sank en klump. Lucifers mind prisons til hende var anderledes end dem han havde placeret sine fjender i. Malia havde haft eventyrere, intet var naturligvis alt for godt - for hun havde fået stød de gange hun havde været tæt på at vågne op. Det betød derfor også at hun ikke havde haft sit eget værelse i den virkelige verden i mange år - og når det meste af ens liv viste sig at være en drøm, hvor reglerne var som hun havde malet dem - hvem var man så nu når man var vågen? "How is your life.. your days.. everything," spurgte hun nysgerrigt.

Micah lagde armene om hende. Hendes gråd fik tårer frem i hans øjne. ”I would like that,” sagde han og knugede hende ind til sig. Han havde ikke lyst til at give slip igen. Hvad hvis hun forsvandt igen. Han kunne ikke klare tanken om at slippe hende af syne igen. ”I will never let you go again,” forsikrede han hende. Han trak sig væk fra hende så han kunne se på hende. ”I live in a house near your mother’s castle. We can go there if you want. I can talk to your mother about meeting us there later.” Han tænkte at slottet måske var for stor en mundfuld for hende lige nu. Micah var så opmærksom på hvad Malia havde brug for, hvad hun ville. Han trak på smilebåndet ved hendes nysgerrige blik. ”Busy. Before we were separated, my father was the royal advisor. He stepped down and I took over. I have my hands full, but I love my job. But don’t worry, I will always make time for you.” Han havde ikke haft noget der tog hans tid andet end arbejde. Han havde af og til haft en flirt, men det havde sjældent udviklet sig til mere. Men nu hvor han også havde planer om at vinde Felicity over og Malia var tilbage i hans liv, var der flere ting i hans liv end arbejde. Men før han kunne tænke på noget af det, blev de nød til at stoppe truslen der lige nu lå foran dem. ”I can’t express how much I’ve missed you.” Han savnede selvfølgelig alle sine børn, men han havde ikke mulighed for at fortælle de andre det.

Malia tog en dyb indånding.
"I would love too, but today has been rough.. the sun is almost up.. maybe we should wait for her to come to us," indrømmede hun med et skævt smil. Hun lyttede til hvad hendes far fortalte om arbejde og livet. Malia trak stille på smilebåndet som han tilføjede at han ville have tid til hende også. Det var hun taknemlig for. Det var dog stadigvæk en mærkelig tanke at tænke på hendes forældre ikke var sammen mere. Men hun forstod på sin vis egentlig også godt, at sorg kunne splitte folk ad. Hun havde set hvad de folk havde gjort ved hendes søskende.. hvordan de var blevet behandlet som skadedyr. Hun blinkede kort mindet væk. Der var gange Lucifer havde fået hende bildt ind at det var hende der havde slået dem ihjel, men hun vidste det var indbildning - eller var det? Malia sank en klump. Hun spærrede øjnene op som han sagde at han havde savnet hende, og et par friske tårer forlod hendes øjne.
"You have no idea how much I've missed you as well," indrømmede hun og så op på sin far før hun flyttede blikket lige frem. Det var et held ingen døde helt denne her aften. Men de havde danset med døden, og var han egentlig så nem at komme udenom som de troede?

Micah nikkede ved hendes ord. Det var nok bedst. ”I’m not ready to share you yet anyway,” sagde han med et smil. Han ville selvfølgelig aldrig frarøve Abigal tid med Malia, men hvis han kunne have hende for sig selv lidt endnu, ville det ikke gøre ham noget. ”If I had ever even suspected you were alive, I would have searched the earth for you.” Han følte sig som en dårlig far fordi han aldrig havde ledt efter hende. Han sukkede og så op på slottet da det blev tydeligt i det fjerne. Der var ikke så længe før de var ved hans hjem i Gaia. Han havde også et i London. ”That’s where you mother lives,” sagde han og pegede på slottet længere fremme. Micah havde et øjeblik været så overvældet af glæden af at se hende i live, at han ikke havde tænkt over hvad der ville ske senere. Hun var en prinsesse, hun ville blive en del af det samme liv som Abigal, og det skræmte ham fra vid og sans. Det var ikke første gang Abigal var blevet kidnappet, og tanken om det samme kunne ske for Malia vækkede en frygt i ham han ikke kunne ligge fra sig. Det var vel hvad det var at være forældre. En konstant frygt for der ville ske noget med ens barn. Det eneste anderledes her var, at Malia var i real fare for at det kunne ske. Han førte hende ned ad en vej der ledte til hans hus.

Malia så bedrøvet op på ham, som han indrømmede at havde han vidst hun var i live havde han ledt. Hun nikkede let og åndede ud.
"I know..," dog holdt hun en pause som han pegede mod slottet. Det var jo ikke fordi, at hun ikke havde set det før. Det var bare umådelig længe siden. Malia sank en klump og lyttede bare til omgivelserne. En kort tanke ramte hende, hvad hvis dette ikke engang var virkeligt? Det kunne være bare en af Lucifers små fængsler.
"It's okay," sagde hun så bare stille og vidste egentlig ikke om det bare var sig selv hun forsøgte at overtale eller sin far. Abigal så mod hans hus som de kom derhen. Det gik vel op for hende, at ingen just vidste, hvor hun havde opholdt sig de sidste mange år. Hun havde fornemt sine søskendes død den aften og været opsat på at beskytte lille Joseph - men hun havde ikke været stærk nok.
"I'm sorry I couldn't save them," indrømmede hun så åndeløst og sank en klump. Hun vendte sig om og så mod sin far. Selvom det var dejligt at være tilbage ved sin familie, lå der en masse ting som fyldte hendes hoved op. Malia havde været heldig at hendes forældre begge var banshees og det havde gjort hende godt.

Micah ville ønske hun kunne tage alle de negative følelser Malia følte og begrave dem dybt i jorden så hun aldrig behøvede at føle dem igen. Men det eneste han kunne gøre, var at være der for hende, sørge for hun vidste hun aldrig ville være alene igen. Han forsatte mod huset, hans blik faldt på hende da hun undskyldte. ”It was never your responsibility. And it was not your fault. I can not get rid of these feelings you have with you. But I will always listen to you. You don’t have to handle anything alone anymore,” han låste døren op til huset. Det var ikke det største sted, men det var nok for ham. Han brugte det meste af hans tid på slottet, så han brugte nærmest kun huset til at overnatte. Man kom først ind i stuen der var enkelt indrettet med få farver og pynt. Til højre var der en gang med to værelser og et badeværelse. Til venstre var der en dør der førte ud til køkkenet. ”Welcome home,” sagde han og så på hende før han gik indenfor. ”Do you need anything? Something to drink? Eat?” Det eneste han kunne tænke på lige nu var at sørge for Malia havde det godt.

Det kunne godt være at det ikke havde været hendes ansvar at beskytte hendes søskende. Men hun havde følt det var hendes ansvar som storesøster at passe på sin yngste bror, og det havde hun fejlet i. Hun rystede tanken ud af hovedet og trådte ind i huset. Det var pænere end de steder Lucifer havde trukket hende med rundt i. Der var langt flere farver og mere personlige ting her, og hun syntes om det. De mørke øjne flakkede rundt omkring hende og tog alle indtrykkende ind. Malia så tilbage på sin far som han spurgte om hun havde behov for noget. Hendes eget sår var healet allerede, men hun overvejede det kort.
"Maybe some water," besluttede hun sig så for og fulgte ham med ud i køkkenet. Malia hoppede op og satte sig på bordpladen, det havde hun også kort tilbage i tiden - og Summers stemme rungede i hendes hoved that is not very ladylike Mal, men mindet fik hende bare til at smile for sig selv.
"You know.. I'm alright. He didn't hurt me," måtte hun så fortælle. Hun vidste det måtte gå igennem hans tanker, hvad hun havde været igennem. Havde hun hele tiden været ved Lucifer? Eller det tænkte hun at han måtte tænke, for det var hvad hun ville tænke.Det måtte vel give en ro at vide, at Lucifer ikke havde udsat hende for hvad han havde udsat Kyle for. Hun havde måske fået tappet lidt blod og det var gemt på glas - men det var ikke noget hun havde taget skade af eller ligefrem vidste.

Micah kendte alt til at være beskyttende, selvom det ikke var hans ansvar. Han havde det på samme måde med Clementine, selvom hans forældre blev ved med at fortælle det ikke var hans ansvar, og nu stod han og gjorde det samme til sin datter. Han gik med hende ud i køkkenet og fandt et glas vand klar til hende. Han rakte hende glasset og lænede sig mod væggen. ”That’s good,” sagde han og lagde armene over kors. Alle han holdt af havde været igennem så meget, at han næsten ikke vidste hvad han skulle gøre for at være der for dem alle. ”If he had I don’t know what I would have done,” indrømmede han. Det var slemt nok Lucifer havde tortureret Abigal og Kyle, men hvis han havde rørt hans datter ville han ikke kunne tænke klart. Hun var hans ansvar, han skulle sørge for hun var i sikkerhed. Hvis ikke hun var det, havde han fejlet som far. Han følte allerede han ikke havde været den far hun fortjente. ”He is going to come back. When he does, I don’t want you anywhere near this. The only one he wants is Abigal. Everyone else is expendable to him. If he took you again or even worse…” Han kunne ikke afslutte sætningen. ”I don’t think I would be able to go on.” Han havde mistet Abigal fordi de havde mistet deres børn. Hun var den første og eneste kvinde han faktisk havde elsket. Han havde ikke råd til at miste flere han elskede. Selvom han måske stadig var en del af Abigals liv, ville det aldrig blive det samme.

Det virkede ikke til at påvirke hende for meget da han sagde, at Lucifer ville komme tilbage. For det vidste hun at han ville. Det havde han selv sagt, at hvis hun gik for langt væk, ville hun komme tilbage til hendes lille mind prison så han bedre kunne holde øje med hende. Spørgsmålet var hvad han ville lade hende gå igennem denne gang. Malia tog en dyb indånding da han også tilføjede at hun ikke skulle være en del af det.
"But perhaps you get blinded by what the facts are.. I stopped him.. Dad, when I told him to stop, he did. Not because he had to - he could have killed me ages ago, but didn't," pointerede hun og kom med en farlig pointe. "Mom always said there is kindness in everything, and we need to be brave enough to see it.. and there is a woman who can get through to him perhaps better than me.. who is not on his side," tilføjede hun og tog en dyb indånding. Hun havde set Zitora.
"Her name is Zitora Cowan," fortalte hun så og sank en klump. Det var ikke ligefrem den samtale man ønskede at have når man blev genforenet, men havde de haft en blidere genforegning havde det nok været anderledes - men hun var nød til at komme af med de facts hun havde.

Micah ønskede ikke at tænke på hvad hun havde været igennem. I Lucifers kløer, kunne det næppe være godt. Han lyttede alligevel da hun talte om ham. Et øjeblik troede han hun ville foreslå at prøve og nå igennem til ham, men hun endte med at nævne en anden kvinde, det kunne lyde til Lucifer havde et ømt punkt for. Umiddelbart ville det lyde til, han også havde et ømt punkt for Malia, hvilket han ikke var glad for, men nok måtte leve med. ”I will find her. If she can help her, I will get her to.” Han gik hen til hende og lagde blidt en hånd mod hendes kind. Hans blik fremviste mere kærlighed end han havde vist til nogen andre. Han satte familie højt, og ville altid føle en kærlighed til familie andre ikke kunne blive en del af, før de blev en del af hans familie. Abigal var en del af hans familie. ”I won’t let him near you again,” sagde han og sendte hende så betryggende et smil han kunne. Han ville kæmpe med alt han havde for at Lucifer aldrig kom i nærheden af hende igen, men han var ikke sikker på han kunne holde sådan et løfte.

Malia vidste hvad Lucifer var i stand til. Hun vidste hvad han kunne udrette i sine mind prisions og uden dem. Der var trods alt en grund til at han var djævelen. Men Malia var også drevet af impulser og tanker, når hun havde en tanke så blev den delt. Hun havde været det stille barn da hun var yngre, den stille pige som bare gjorde hvad hun egentlig følte for at gøre - men alt det var forhøjet nu. Forhøjet på grund af hun var blevet mere og mere den person som havde overlevet i den verden Lucifer havde skabt for hende. Malia blev slået ud af sine tanker som hendes far sagde, at han ikke ville lade Lucifer kommer nær hende igen. Det var lettere sagt end gjort. Men Malia vidste også, hvis hun var Lucifers mål lige nu - så havde han ikke ladet hende gå væk. Lige meget hvad var der gået nogle år de havde været væk fra hinanden, og hun vidste de havde formået hun var død ligesom sine søskende. Dog var hun også sikker på hans ord, og hans blik sagde mere end tusinde år. Hun gabte stille. Det havde været en lang dag.
"I love you dad," sagde hun så stille og sank en klump. "But can we get some sleep?"