The man in the mirror.

Udseende + påklædning (ham til højre uden briller)

Lonán vidste ikke hvorfor han tog denne tur, for det ville vel ikke ændre på meget. Han havde så småt fået det meste af hans hukommelse tilbage, men han havde ikke turde opsøge nogen. Dog var han draget til denne adresse som intet andet. Var det for at få lukket det kapitel af hans tidligere liv? Han vidste ikke, men stod blot og kiggede lidt på huset. Det var her han så den blonde fyr træde ud af sin fordør og han kunne mærke sit hjerte banke hurtigere. Dog var det ikke den samme følelse han havde haft i hans tidligere liv. Det var ikke tiltrækning, nærmere nervøsitet og bekymring der fik hans hjerte til at banke. Ordene der blev råbt fik Lonán til at kigge ned i jorden og bide sig i læben. Det havde været dumt at komme forbi her, specielt når han nu bare lignede en indbrudstyv der stod og ledte efter sit næste mål. Han sukkede stille, men det var her en lille beagle kom løbende mod ham. Han satte sig på hug og lo lidt som hunden så gerne ville snakke. Han lod den slikke hans fingre og han nussede den blidt bag øret. Han så med sine brune øjne op på de blå som den blonde fyr var kommet over. Hans kommentar fik ham til at smile og rejse sig op og rette lidt på sig selv. Som den blonde fyr skulle til at gå vendte han sig let om.

”It’s OK Tidus, I didn’t recognize myself in the mirror when I got here,” sagde Lonán, men vidste at den blonde nok ikke kunne forstå hans ord. Han kørte et par fingre gennem sine mørke krøllede lokker og sukkede en smule, for den følelse havde han ikke vænnet sig til endnu. Kroppen var stadig et så fjernt koncept for ham og han kunne ikke beskrive det helt. Lonán lo lidt som hunden stadig forsøgte at komme hen til ham, men i stedet for at blive stående valgte han at gå med den blonde fyr og hans hund. Det ville nok virke underligt, men han kendte ham vel. ”You might hit me, but here goes nothing; I’m Lonán,” sagde han som de gik. Hans skridt var rolige, for han havde endelig fået nogenlunde styr på hvordan han gik. Hans hænder placerede han i sine jakkelommer og han så kort op mod himlen.

Det var lige før Lonán kunne høre hvordan den blonde fyr spændte sine muskler som de gik. Ikke at han havde noget imod det, for det var vel en underlig ting at gå sammen med en der så så fremmed ud. Han foldede sine hænder og tog dem op til hans mund som han åndede noget varme på dem. Det var her hans gå partner stoppede af hans ord og han stoppede sige så og så på blondinen. Den måde som Tidus foldede sine arme foran sit bryst fik ham til at smile skævt. Hans minder omkring den blonde fyr var stadig en smule slørrede, men han kunne huske han en gang havde holdt af ham på en underlig måde. Men som engel havde man svært ved at forstå hvad et mage bånd havde gjort ved ham i hans tidligere liv. Tidus lød som om han var ved at falde over sine ord og et suk undslap Lonáns læber. Han havde ikke forventet at skulle konfrontere den mand der havde presset livet ud af ham, men sådan var det vel bare nu.

”I might not have his face, his voice or his body – but I am Lonán,” sagde han og nikkede lidt for han vidste hvor sindssygt dette måtte lyde for den unge banshee foran ham. Hvordan kunne han bevise at det faktisk var ham? Han sukkede og satte sig ned for at nusse Queen en smule, og søgte på en måde at få svar fra den lille beagle. Derpå så han op på de blå øjne igen med et opgivende smil. ”Ask me something only Lonán would know – not something that anyone else would,” sagde han roligt og nussede Queen en ekstra gang før han rejste sig igen. De var vel omkring samme højde, men Lonán havde et par centimeter over den blonde fyr. Ville det være for underligt at sige at han havde savnet de blå øjne og det trodsige blik det kunne have? Han havde vel savnet det der kunne have været blevet, men nu søgte han bare en ven der kunne forstå ham. Hjælpe ham når det blev nødvendigt – når ensomheden greb ham og han ikke kunne holde de gamle minder væk om smerte.

Hvis Tidus synes at alt dette var nyt, så skulle han have prøvet at vågne op i en krop man ikke kunne huske – ja, faktisk knap nok huske meget fra før denne realitet. Queen var ivrig efter at slikke på hans hænder og han ruskede hende kærligt og sendte hende små ansigter så hun stod og hoppede en smule af spænding. Hans latter fyldte tomrum mellem de to unge fyre og han rejste sig op på benene som den blonde fyr begyndte at snakke igen. Som Tidus mere eller mindre gentog hans forrige sætning nikkede han blot og afventede let spørgsmålet som den blonde så rundt. Spørgsmålet som blev stillet fik Lonán til at smile skævt, for det spørgsmål virkede næsten for nemt. Dog lukkede han øjnene og fokuserede på det minde der virkede så fjernt.

”The book you wanted to read was the one that Levi kept of the different races,” sagde Lonán roligt som han huskede mindet. Det var et sløret minde, men han gættede på at det var på grund af hans tidligere mage mærkes påvirkning. Han havde stadig lukkede øjne som han huskede mere og han rynkede let brynene. ”I gave it to you after I kissed you, and you read the part about a witch’s mate first – because I asked you. Then I went out and I think I smoked two cigarettes before joining you again,” sagde han og åbnede derpå øjnene for at se på de blå foran sig. Han smilede skævt for selvom mindet var sløret var det et af de få der var nemmere at komme i kontakt med. Jo tættere han kom på hans dødsminde, jo sværere var det at huske de præcise ting. Queen hoppede op af Lonán og han var ikke helt klar på det, derfor var det også grunden til at han trådte et skridt tilbage for at finde balancen.

”It sounds weird hearing it back, but it’s what I remember,” sagde Lonán og trak på skuldrene. Nu var det vel op til Tidus om han havde svaret rigtig.

Lonán vendte på hovedet over det som Tidus sagde til hans svar. Han så ned på Queen og var bange for at han havde svaret forkert. Hans minder var ret så blandede, så det var vel ikke utænkeligt at han havde blandet to minder sammen. De næste ord fik Lonán til at se på de blå igen og et lille smil sneg sig på hans læber. Som den blonde slap hundens snor greb han den let og sørgede for at Queen ikke ville stikke af. Som Tidus fik fremstammet nogle flere ord der i teorien blev til en sætning eller to sukkede han stille. ”I’m alive, yeah – but most of me still don’t work all that good,” sagde han og trak på skuldrene som han mærkede musklerne under sin hud. Der var meget at vænne sig til, og derudover så var det svært for ham at finde svar på de fleste spørgsmål. Nok havde nogle af de ord Alexander og Abigal gjort at han følte sig bedre tilpas i denne nye krop, men der var stadig ting han frygtede for at skulle opleve igen. I og for sig var det vel dumt for en håbløs romantiker at være bange for kærlighed, men det var nu igen den situation han stod i. Lonán bed sig i læben som Tidus nævnte deres fælles grønøjede ven. Hans mave vendte sig en smule, for han havde jo ikke planlagt at møde dem begge endnu. Det var vel bare sket ved et rent tilfælde at han var gået forbi som TIdus var på vej ud.

”I want to contact everyone, but what am I supposed to say? Sorry, I died but I’m good now? That would be a lie, because I’m not good,” sagde han med et lidt forvirret blik som han så på de blå øjne. Det var her Tidus slog sig i hovedet og Lonán tog roligt hans hånd som den blonde fyr forsøgte at sige undskyld. Den grødede stemme og måden han snakkede om Dexter på fik ham bare til at ryste på hovedet. Hævn var ikke på hans dagsorden – i hvert fald ikke før han havde fået styr på de fleste af sine minder. ”Please don’t cry,” bad Lonán med et trist smil. Det sidste han ønskede var at se Tidus græde og hvordan tårerne ville falde over de blege kinder. Han sukkede og så lidt på Tidus’ hånd han holdte. Det var underligt, for han havde et svagt minde om at hans hud engang havde føltes som elektricitet mod hans, men den følelse kunne han ikke mærke nu. Han slap hans hånd og kørte i stedet et par fingre gennem sit hår. Han sank en klump som han vendte blikket tilbage til blondinen.

”I still don’t blame you, if you are worried – I can hardly remember it, but I do have the nightmares of it,” sagde Lonán med et blidt blik rettet mod Tidus. Han kunne huske de blå øjne svagt fra hans mareridt om hans død, men selv hans drømme var svære at tyde.

Lonán kunne se hvor usikker Tidus var over hele situationen, og det var vel derfor han havde holdt sig væk selvom han begyndte at huske den blonde fyr. Det spørgsmål som han spurgte nu skar en smule, for var det ikke tydeligt? Han følte det at alle hans svagheder sad for skue for alle omkring ham. Som Tidus forsøgte at berolige sig selv så Lonán lidt væk men lyttede som blondinen basisk svarede på sit eget spørgsmål. Han rakte ham roligt snoren til Queen som fyren foran ham spurgte om der var noget han kunne gøre og han sukkede svagt. Der var ikke rigtig nogen der kunne gøre noget, for det handlede vel om at det skulle gå over af sig selv. Lonán så op som han ud a øjenkrogen at fyren var ved at falde over sine egne fødder og sendte ham et svagt smil. ”I guess it’s just hard, trying to come to terms with what had happened,” sagde han og lænede nakken tilbage som hans brune øjne så op på himlen. Han forsøgte ikke at lade tankerne løbe løbsk og forsøgte i stedet at trække vejret roligt før han igen vendte sit blik mod Tidus.

”I guess we all have stuff that we have to work through, but I still feel like I’m walking in the dark – I can’t see the light at the end of the tunnel, but I guess if I keep on going I’ll stumble upon it,” sagde han og bed sig i læben. Nogle gange følte han at han forklarede tingene så rodet og han tog sig til hovedet. ”I’m sorry – maybe I should just go,” mumlede han og rystede let på hovedet.

Lonán så på Tidus som han bad ham om ikke at gå fra ham. Han sendte ham et skævt men lettere trist smil men nikkede som blondinen foreslog at han kunne gå med dem. Han kunne vel i og for sig godt have behov for ikke at være alene, men det var en underlig følelse at gå sammen med den person der i forrige liv havde fratvunget ham retten til at trække vejret. Som de gik var han stille og fokuserede mere på at gå så normalt som muligt, for det hele var stadig så nyt. Parken var relativ tom for mennesker, men det var vel i og for sig også tidligt for nogen. Enten det eller også var folk på arbejde. Han fulgte med blikket som Tidus gik over og satte sig på bænken. Den måde han klappede på pladsen ved siden af ham fik et lettere genert smil frem på Lonáns læber, men han gik da over og satte sig ved siden af ham. Tidus’ ord om at han bare skulle snakke om alt fik ham til at placere sine albuer på sine knæ og ligge hagen ned på hans hænder som han så ud over parken. Hvor skulle han begynde?

”I woke up in this body maybe a week ago now, and I couldn’t remember a thing – only that this wasn’t my original body,” sagde Lonán og åndede ud. Han så kort på sin ånde som var så tydelig i det kølige vejr før han med blikket fulgte den lille beagle der boltrede sig og løb rundt og legede. ”I was lucky – A nice girl called Abigal found me, gave me a place to stay and helped me remember – but there’s still a lot of things that I cannot remember, or are so fuzzy that it makes my head hurt,” sagde han og lænede sig tilbage på bænken. Hans ryg ramte bænken med et lille bump, et så tydeligt tegn på at han endnu ikke kunne kontrollere sin krop og han rødmede svagt. Det var pinligt at han ikke kunne kontrollere den endnu, for han havde brugt de fleste af dagene på at lære hans nye krop at kende.

”Before I knew it I was dragged to this big birthday party and I met a guy called Alex, and he was good to talk to,” sagde han og så op på den overraskende klare himmel. Hans brune øjne lukkede sig kort i som han sukkede, for han havde opført sig som en idiot overfor prinsen, men der var vel ikke noget at gøre. Han var rædselsslagen når han tænkte på det kys som vampyren havde givet ham ude i haven. Den elektricitet havde han sidst mærket da han havde kysset Tidus, få uger før hans død. Var det virkelig så underligt at han havde fået et panik anfald? Han rystede på hovedet af sig selv og rettede hovedet op. Hans brune øjne faldt på Tidus med et skævt smil. ”I’m constantly terrified of people getting too close,” indrømmede han og sank en klump. Det var som om at hver gang han forsøgte at åbne sig op overfor andre strammede hans hals sammen om sig selv. Elvar havde han mistet, og senere det der kunne have været med blondinen ved hans side. Han følte ikke han fortjente kærlighed når det hver gang sårede ham på den måde, måtte det vel være et tegn om at han skulle holde sig væk fra det. Han kørte begge hænder gennem hans krøllede hår og lo lidt opgivende.

”A part of me still hopes to find love, but how can I when that was what killed me?” hviskede han. Der var ikke noget i hans stemme der lød som om han bebrejdede Tidus, det lød nærmere som om han bebrejdede sig selv.

Lonáns krop stivnede en smule ved Tidus’ berøring, men hvem kunne bebrejde ham? Sidst de hænder havde rørt ved ham var som livet forsvandt omkring ham og mørket tog fat. Han flyttede dog ikke blondinens hånd, for den var vel ikke ment til at skade ham. Den var ment til at berolige ham og som fyren ved siden af ham talte vendte han blikket mod de blå. Det var underligt hvordan hans mareridt gjorde de øjne kolde som is, når de her i parken var flydende som vand. Hans ord fik dog Lonán til at ryste på hovedet og tage hånden forsigtigt til sig. ”Don’t you think I know that I need to find myself first?” sagde Lonán mens hans kæbe spændte. Det var den frustration i ham der blussede op og han forsøgte at trække vejret roligt. Hans tanker kørte og han kunne knap nok holde sig selv ud.

”But how can I focus on myself when I can hardly stand myself?” spurgte han med et suk som han gemte sit ansigt i sine hænder. Han ville ikke snakke om de her følelser. Følelserne om at han skulle have været forblevet død og bare forsvundet fra alles liv. Følelserne der skreg af ham i hans tanker og gjorde hans krop urolig. Han knyttede forsigtigt sine fingre om hans krøllede hår som forsøgte han at holde sammen på sig selv. ”How can I focus on myself when I don’t feel like I deserve this second chance? When I doubt every move this new body makes? When the weight of what happened to me keeps haunting my sleep?” mumlede han og følte tårerne presse sig på. Han holdt tårerne indenbords som han nu så på Tidus med et lettere forpint blik.

”I thought a new life would mean escaping the pain I left behind, but it keeps on haunting me in this new life, wouldn’t you find it hard to focus on yourself?” spurgte han som hans kæbe spændte. Han sukkede frustreret og rejste sig op som Queen kom løbende mod dem. Hunden hoppede op af Lonán og han væltede tilbage på bænken. Han sad nu igen og vendte hovedet op mod himlen. Det var som om uanset hvad han prøvede for at stoppe med at snakke om det hele, så var verden imod ham. Den bad ham åbne op, men han følte sin hals trække sig sammen som han så op på himlen. Queen hoppede op af ham, men han reagerede ikke. ”I’m sorry for being dramatic, but it’s all true,” mumlede han mod himlen, som snakkede han med sig selv.

Lonán sukkede og så på som Queen blev løftet op i Tidus’ skød. Faktisk holdt han sine brune øjne på hunden som blondinen snakkede, da det ville gøre for ondt at se de blå igen. Hele hans krop virkede til at ville flygte fra de blå øjne, men han kunne ikke få sig selv til det. Som Tidus sagde at han forstod han frustration rystede han på hovedet. Hvordan kunne den unge fyr nogensinde sætte sig ind i at vågne op i en fremmed krop og blive forfulgt at sin fortid på den her måde? I stedet for at ytre den sætning bed han sig i læben for ikke at sige noget han fortrød senere hen. Som han lænede hovedet tilbage kunne han mærke hvordan vægten blev skiftet en smule på bænken. Uden at se på bansheen ved sin side, vidste han at de blå øjne så på den samme himmel som de brune.

”I don’t want to say you had it easy after what happened, but in someways I think you did have it easy,” indrømmede Lonán som han så op på himlen. Han vidste at det var en urimelig tanke, men en banshee ville aldrig vide hvordan et mage mærke kunne spille med ens hoved. Selvom han ikke huskede meget om sin død, vidste han at han ikke var vred i øjeblikket. Vreden var kommet senere, men ikke på grund af Tidus. På grund af det skide mage mærke. Det fik hekse til at opføre sig irrationelt og kun fokusere på deres udvalgte. ”I know it’s a selfish thought, but I need some time to figure myself out,” sagde han og rettede sig op i sædet. Han placerede sine albuer på hans knæ og gemte sig ansigt i sine hænder. Tårerne pressede sig på men han ville ikke lade dem falde.

”I’d like to try being your friend, but if all I can focus on are the last thing I saw before I died, then it’s going to take some time,” sagde han trist. Han havde ikke håbet at deres møde ville gå på den her måde. Faktisk havde han håbet at han kunne have gemt sig i det mindste en måned mere. Bare til han havde fået styr på papirer om sin nye identitet, eller måske fundet et arbejde. Et sted at bo? Han sukkede mod sine håndflader og mærkede hvordan hans varme ånde kørte op og ramte hans pande. ”Please don’t tell Levi yet – I know you guys are close, but if you ever wanted to make things right again, then keep this from him,” bad han stille og slap sit hoved for at se på Tidus ved hans side.

”How is Levi?” spurgte han til sidst, for han var bekymret for hans ven. De gik i det mindste et par årtier tilbage, så der var vel noget familiært ved den fyr.

Lonán kunne næsten høre hvordan blodet i bansheen dunkede rundt og han forventede et møgfald. Han følte også at han fortjente et, for han kunne vel godt opføre sig som det elendige enebarn han var vokset op som. Alting var altid hårdere for dig, tænkte han ironisk og rystede på hovedet. Alle omkring ham mente at han skulle være selvvisk i dette øjeblik, og tage tiden til sig selv, men hvorfor føltes det så hårdt? Burde det ikke være nemmere at åbne op og falde tilbage i de gamle rammer? Han sank en klump mens han ventede på at Tidus svarede. Han vidste at at bede Tidus om at holde sin mund omkring deres møde ville være svært, men Lonán var ikke klar. Som talte om hvad der var sket nikkede han roligt, men smilede lidt for sig selv. Det var rart at høre at livet havde forsat, trods hans død.

”It’s good – they are good together,” mumlede Lonán, nok mest for sig selv. Han havde lært Leviticus at kende på et punkt i hans tidligere liv hvor det gik op i fest og farver. Den hybrid han havde mødt dengang var ikke klar til at slå sig ned, men den lyse fe havde påvirket ham på alle de gode måder. Han vidste dog også at Leviticus var en følsom fyr der tog sine venner nær sit hjerte – faktisk turde Lonán ikke forestille sig hans reaktion da han hørte om den tidligere heks’ død. Lonán fjernede sit ansigt fra sine hænder og rejste sig op foran Tidus. Han rakte ham en hånd for at hjælpe ham op at stå, måske en smule underligt, men han havde behov for at kigge den blonde fyr i øjnene. Lonáns brune øjne kørte forsigtigt fra Tidus bryst og op til de blå øjne. Han sendte ham et trist smil før han klappede ham let på skulderen.

”I’m gonna go,” sagde han roligt og så lidt ned. Han havde ikke været klar til at se den mand i øjnene. Ikke nu i hvert fald. Men nogle gange kunne man vel ikke ændre på hvad skæbnen bragte en. Selv havde han fået en chance mere. Han satte sig ned på hug og kløede den lille hun under mulen. ”Keep a good eye on this blondie,” sagde han stille til hunden før han rejste sig op. Han sendte et smil til Tidus og forlod derpå parken.