A little hike to meet prince charming? I think not.

S: Bjergene, Oneiroi
T: Middags tid
O: Deroppe er der den smukkeste udsigt i hele byen, en anelse koldt grundet det er vinter.
V: En anelse koldt, men himlen er klar og solen stråler.
P: En blå striktrøje og et par sorte bukser, støvler og en vinterfrakke plus halstørklæde og en beanie.
Andet: Britisk accent, plus hendes evne: læs i profil.
Emne til: @Tidus <3

---

Hun havde sneget sig hen og 'lånt' sin fars mobil mens han var til et af de mange møder omkring hans fest imorgen. Det var altid stort når kronprinsen fyldte år den 20. februar og alle var i sving med at hjælpe til - undtagen Abigal. Hun havde det med at gå meget op i hvem hendes familiemedlemmer brugte sin tid med. For at være nøjagtig var hun meget overbeskyttende overfor hvem hendes far gik og brugte sin tid med.  Nogle ville nok kalde hende jaloux anlagt, og måske det også var en anelse sandt. Abigal vidste dog bare hvor mange gange hendes far var blevet såret, og hvis hun kunne gøre noget ved det - så gjorde hun det. Denne her gang havde hun set på instagram at han havde svaret på nogle kommenterer fra denne her Tidus person - så hun havde stalket ham lidt, og hvad var bedre metoder til at gøre sådan end det gode internet? Dog ville hun altid hellere have et blik af personen personligt, så hun havde inviteret ham en tur i bjergene. Hvorfor? Ingen kunne hører hvis hun begik et mord heroppe trods alt, ikke at hun havde tænkt sig at slå ham ihjel.. medmindre han var en trussel - så kunne det da overvejes. Abigal havde sørget for at hendes bodyguards ikke vidste hvor hun var taget hen. Hun havde ikke engang taget sin egen mobil med, for hun ønskede ikke at trackes idag. Hun havde fået en til at hente Tidus og bringe ham op halvvejs af bjerget - resten stod til at måtte bruge egne ben. Da han kom derop var der et lille telt sat op, men da han kom ind var det ikke Alexander som sad der. Hun var ikke just den samme karisma som sin far gjorde, men hun havde en attraktiv aura som ingen nogensinde rigtig havde kunne placerer sin finger på hvad gjorde. Ofte gjorde den bare at folk syntes om hende rent automatisk.
"Hello love," smilede hun stille og tog en tår af et glas champagne, "expecting someone else?"

Tidus havde ingen anelse om hvad han skulle forvente. Men hey, det var tit en lille guilty pleasure. Han elskede at han ikke vidste hvad der kom til at ske. Om hvert hjørne kunne der være en overraskelse og i dag... var det uden tvivl en overraskelse uden lige.
For det første, havde Alexander inviteret ham op i bjergene, hvilket var en smule underligt, men han dømte ikke og nu stod han der, foran et telt. Et telt... Om vinteren!? Var der noget han ikke kunne forstå?! Her pustede han en smule ud, før han rettede sin jakke og halstørklæde inden han trådte ind i teltet. En overraskelse om hvert hjørne.
Og de var ikke færdige. Foran ham var nu ikke den såkaldte prins, i stedet sad der en attraktiv kvinde med et glas champagne og en dragende aura, der kunne minde om det lys der fangede fluer. Hendes lille love hørte sammen med den britiske accent.
Han klukkede og lagde armene på skrå. Inden i bandede han dog over at han var gået i en fælde, uden nogle former for våben på sig. Forhåbentlig ville kvinden foran ham intet ondt. Ellers måtte der gøres andre metoder i brug.
”Well... I did yes...” med rolige skridt gik han imod hende. Han stoppede få meter fra hende. ”Who are you? Where do you know me from? And I could let the questions keep running, so I request you start answering them.”
Her så han på glasset med champagne. ”Is there any more of that?” Han nikkede imod hendes glas.

Påklædning + udseende + vinterjakke og halstørklæde

Det var altid sjovt hvordan forskellige folk reagerede på hendes løjer. Hun fnøs ganske munter som han kom tættere på hende, han formåede at være rolig i sin måde at bevæge sig på - hvilket skreg i at han så hende an, ligesom hun gjorde ham. Han stillede mange spørgsmål, og de fik hende til at trække skævt på smilebåndet. Som han sagde han forslog hende at besvare hans spørgsmål, rejste hun sig op og gik de sidste par skridt mod ham. Nok var han højre end hende, men det havde aldrig stoppet hende i at se folk i øjnene før. Abigal så overvejende på ham.
"You do have a ton of questions, who says I don't have just as many for you dearie?" Spurgte hun og vippede hovedet en tak på højkant. "And of course there is. This might be a trap to lure you out here, but I don't intend on having bad manners," tilføjede hun så og gik et skridt til siden for at passere ham. Hun tog champagnen og fyldte sit eget glas, og et glas ved siden af. Da det var fyldt op, satte hun flasken og rakte ham den. Der var et stort bord med mad alt fra små sandwicher og kæmpe frugtfade. Lidt forkælet var hun vel, det også måske en smule diva.
"What are your business with the Crown. You've been spending lot of time using your electronic device to communicating with the crown prince," pointerede hun og afslørede dermed middagens gøremål. Eller var der mere i det? Måske. Eller faktisk var der. Lonan var en anden sag hun ville ind på, men hendes far kom lige først. Abigal gik hen til Tidus og rakte ham glasset. "Please be so kind to enlighten me, Mr. Technique," tilføjede hun så. Abigal gik aldrig halvhjertet til noget, og hun havde tildels også nogle venner som kunne opsnuse informationer som alle egentlig forsøgte at gemme - hun kaldte dem ånder og de sociale medier.

Kvinden gav ikke nogle truende aura fra sig. Hvilket nok var derfor at han ikke tog sin facader op som hun trådte tættere på ham. Hendes overvejende blik var dog en lille alarm hos ham. Stadig en fremmede, der havde logget ham herud, truende aura eller ej.
Hun havde ligeså mange spørgsmål til ham. Det troede han på! Trods alt havde hun logget ham herud ved at spille Alexander. Han kunne dog ikke andet end at smile svagt over hendes lille 'dearie'.
Ordet fælde gjorde at han så på hende med et hævet bryn og et advarende glimt i øjnene. Men igen, han lod sin vrede blive indenborgs, til hun i det mindste havde fået chancen for at forklare sig selv. Og så var der det at hun tilbød ham champagne. Helt farlig kunne hun vel heller ikke være. ”Well... in that case, I´m all ears to your questions.”
Med et smil tog han imod glasset med champagne. Kort så han hen på bordet der var fyldt op med forskellige delikatteser. Imponerende.
Da hun endelig kom til sagen, grinte Tidus en smule og tog ellers en ordentligt tår af sin champagne. Som det lå til at hun havde fået spurgt om det hun ville, tillod han sig selv nu at komme med sin del af samtalen.
”First of all... are you some kind of stalking, jelaous ex girlfriend of the prince?” spurgte han med et drilsk smil og stod ellers afslappet og betragtede den fremmede kvinde. ”My business with him... well, until you answered my question... or rather until you have elighten me of who you are, then I see no reason to answer you.” her løftede han på skuldrene og gik ellers hen for at snuppe en sandwich. Selvfølgelig først efter om han havde tjekket der var kød i. ”After all... you kinda stole his phone to contact me...” Igen så han drilsk hen på hende. ”A bit... creepy, don cha think?”

Hun så på ham tage en tår af champagnen, han måtte ikke se hende som en trussel siden han bare drak fra glasset uden at overveje, at hun faktisk kunne have forgiftet det indhold hun havde hældt op til ham. Folk nu til dags havde evner i alle mulige mærkværdige afskygninger. Hun fnøs let over hans første respons, og skar en grimasse.
"Hardly. It's a bit codswallop," svarede hun blot og trak på en grimasse.  "If you want his lover, you should look for Roze. Maybe you'll run into her. She is very beautiful," tilføjede hun overvejende. Stillede rullede hun med øjnene som han endnu engang ville have hendes identitet. Man måtte indrømme, at snuppe sin fars mobil ikke ligefrem var et mildt træk. Dog trak hun bare på skulderen.
"It's was a lot harder to find information about people when I couldn't kindly borrow his phone," smilede hun og tog en slurk af sin champagne. "A bit, but he will get past it. Not to flatter myself, but he will forgive me rather quickly - unless I kill you, I could just make up a story. Of course I'm not that violent," tilføjede hun så og satte sit glas fra ham.
"And you are a banshee so.. do you reckon that we can sense your own death before it falls upon us?" Spurgte hun overvejende. Så rystede hun let på hovedet af sig selv.
"Abigal Mikaelson," sagde hun så og vendte sig imod ham. "I'm Alexanders daughter," tilføjede hun så for at forbinde sin relation til sin far. Derefter tog hun en lettere dyb indånding og trådte tættere på ham.
"Now. Tell me your business with my father," kom det en anelse mere bestemt fra hende. Det var nu mest fordi, at hun vidste at han var den som havde dræbt Lonan - og selvom Lonan havde sagt det ikke havde været hans mening, så ville hun være sikker på at hun ikke stod foran den næste snigmorder der ville ind på slottet.

Langt fra havde han tænkt på at champagnen kunne være forgiftet. Mest af alt fordi han så at hun drak af den først. Maden derimod, betragtede han tøvende, snuste endda diskret til det før han ellers tog en bid. Screw it. Hvis det var forgitftet så var det forgiftet. Det var da ikke den helt forfærdelig måde at stille træskoene på.
Han gjorde en sjov lille rynken på næsen. ”What on earth is a codswallop?” De blå øjne betragtede hende spørgende. Den næste kommentar om at han skulle opsøge en Roze for at få fat på hans elsker, grinte han og kørte ellers en hånd igennem sit hår, hvorpå han uglede det en smule. ”Thanks for the tip.” Han gjorde et løft på sine skuldre og tog den sidste bid af sandwichen. Som stod han og overvejede om hvor vidt han skulle gå, tyggede han på sin sandwich og gjorde ellers klar til at drikke, til hun begyndte at snakke igen med sin fine engelske accent. Hun forklarede situationen og det fangede hans interesse. Alexander ville nemt tilgive hende for at have stjålet hans mobil. Ikke for at slå ham ihjel dog. Her gik en tanke igennem ham... mon ikke Alexander ville have tilgivet det alligevel, specielt nu når denne kvinde vidste sig at være hans datter... datter... Tidus havde nær fået champagnen galt i halsen. Nok var han blevet informeret om det overnaturlige, men han skulle virkelig... virkelig! vende sig til at folk ikke så ældre ud og børn kunne derfor ligne den samme alder som deres forældre! Flovt rømmede han ned i sin hånd og stillede kor sit glas fra sig.
”Well... lucky me, you are not violent and will therefore not kill me and let wolf eat me,” han klappede kort hænderne sammen og gned dem for at finde varme. Hans toneleje ”And yes, I´m a banshee... so yes, if I was going to die, then I would be my own alarm clock to tell me to get the fuck out of here.” Han klikkede med tungen og trådte tættere på hende, lidt ligesom hun gjorde imod ham. ”And nice to meet you Abigal... or princess? Whatever you prefer.”
Det bestemt blik hos hende gjorde det klart for ham at hun mente det. Et forkert ord og hun ville sikkert have ham myrdet. Hvis de kongelige nu kunne gøre det. ”My business with your father is nothing big. We´re friends...” Han pustede ud og tog hurtigt glasset op igen for at tømme det. Uden at spørge, gik han hen for at hælde mere champagne op. ”You are a very overprotective daughter...” Blikket lå nu på hende igen som han hældte champagnen op. Dets dejlige brusen var som musik i hans øre. Han forsøgte hurtig at skifte emne. Så snart glasset var fyldt, stillede han flasken væk og begyndte at drikke af glasset igen. ”But hey... i´m not complayning... free alcohol and food... plus I got to meet a spoiled, stalker princess.” Her grinte han over sine egen kommentar og så ellers hen på Abi. ”But is that really the only reason you dragged me allll the way out here?”

Hun fnøs kort, kunne han ikke engang de basiske britiske slangs, havde han befundet sig under en sten? Abigal boede ikke engang i England mere og hun kunne stadigvæk de typiske vendinger.
"Nonsense, I would be a bad person If I let the wolves eat you - human flesh isn't good for them," tilføjede hun og trak let på den ene skulder. Hun nød nu lidt hans måde at reagere på, tydeligvis ikke lige den kommentar han havde regnet med. Da de kom til banshee snakken trak hun let på mundvigen, hun var erfaren med deres evner - men selv gange hvor hun kunne have været død var det aldrig hende selv hendes evner advarede hende imod.
"Miss Mikaelson," svarede hun til ham og løftede let på et øjenbryn. Stille lagde hun hovedet en tak på højkant og så ham an. Abigal havde ikke i sinde at lade ham snige sig udenom formålet med hendes mission. Måden han derefter reagerede på fik hende til at rulle med øjnene.
"Friends.. who are fucking or what?" Spurgte hun som om spørgsmålet var helt naturligt. "It's 2019, I'm well aware of sexuality," tilføjede hun og så over imod ham. Han var tydeligvis ikke glad for hendes spørgsmål. Han skiftede emne og hun rullede atter med øjnene.
"You forgot, beautiful, intelligent and full of herself in that sentence," pointerede hun med et skævt smil. Den sidste kommentar bragte en anelse mere alvor frem i hendes mørke øjne.
"That is true, mostly my fear is with how easy your mind is to alter," fortalte hun så. "I wouldn't risk you "accidentally" killing my father," tilføjede hun og holdt sine fingre oppe for at pointerer 'ved et uheld'. Abigal åndede stille ud og kneb øjnene en anelse.
"I don't care that you are a killer. We all are these days anyway. Like I said, I care out how easy your mind is to alter," tilføjede hun og rystede en anelse på hovedet.
"I met your.. something. Lonan, I know you killed him," sagde hun så og gik hen til en køleboks for at trække to flasker op. En vin og en whisky. Hun tog selv vinen og hældte et glas op. "He is okay, ish. Very confused but okay, he just said you accidentally killed him. I wonder how? Did you fall into him with a knife or was your mind altered with?"

Ulve kommentaren himlede han bare med øjnene af og sukkede. Dette skulle nok gå hen og blive en laaaang dag. For ikke at sige at hun ville tiltales Miss Mikaelson.
”Alrighty then Miss Mikaelson,” kom det en smule sarkastisk fra ham. Det lå ikke helt rigtig på tungen. Mest fordi det var så lang et kaldenavn. Men lige nu, ønskede han ikke at pisse prinsessen af. Det ville ikke se pænt ud med Alexander hvis han gjorde.
Hvad angik banshee tingen. Tidus havde ikke den meste erfaring... Han gik egentlig bare en smule ud fra, at en banshee da måtte kunne mærke hvis deres egen død var nær, bare en lille smule. Det burde det da... ikke sandt?
Hendes spørgsmål ville have fået ham til at tabe champagneglasset, hvis ikke det havde været for hans eget held, at han ikke længere stod med det. Her blussede hans kinder op og hurtigt så han den anden vej, altid en forsvarsmekanisme for at skjule sin rødmen. Kort rømmede han ned i sin hånd. ”No, Miss Mikaelson... we haven´t fucked.”
Efter her gik han som sagt hen for at hælde mere champagne op. ”What daughter wants to know that about their own father anyway?” dette var mere en lille hviskende mumlen til ham selv.
I det hun tilføjede flere ord til hans sætning, kunne han ikke lade være med at lade det trælse i sin personlighed overtage, som han ignorerede det mørke i hendes øjne og sagde: ”Fine. I got to meet a spoiled, stalker, beautiful, intelligent and full of herself... princess.” Her løftede han glasset som i en skål og tog en ordentlig tår.
Pludselig gik samtalen hen og blev en smule alvorlig. Og alting blev som is omkring dem i det hun nævnte Lonan. Drabet på Lonan... og det faktum at hun havde snakket med ham! Han var så optaget i hendes ord at han ikke engang bemærkede alkoholen hun trak op. ”He is okay? What... what do you...” Nu var det hans tur til at se alvorligt på hende. ”You are saying that you have talked to Lonan?”
Langsomt begyndte han at klemme om glasset. ”And I killed him thanks to a curse there was thrown on me... By the dark fairy Rayna, leader of the Umbrella corporation... It´s removed now... but whenever someone said my full name... I was forced to do whatever command they gave me... and... that´s what killed Lonan... I was ordrered to kill him...” Han så ned i jorden. Huskede tilbage på minderne... de grumme minder... Lonan der langsomt mistede livet under hans hænder. Her så han alvorligt op på hende igen. ”So no... Miss Mikaelson... I did not fall into him with a knife... I strangled him against my own will...”
lød det hårdt fra ham. Bagerst i hans sind kunne han mærke monsteret klukke så grumt.
Hurtigt tog han en tår af champagnen for at komme væk fra mørket. ”Now... where do you know Lonan from?”

Hun fnøs munter som han alligevel besvarede alle hendes spørgsmål og kaldte hende hvad hun havde sagt han skulle. Det var nogle gange sjovt, hvad simpel tale kunne få folk til at gøre - også uden brug af evner. Abigal nød at få folks rene reaktion ud når de blev sat op for spørgsmål de ikke forventede - for det var deres rigtige reaktion. Man fik ikke noget mere ærligt end et svar på et spørgsmål der ikke var forventet at blive hørt, men som skulle have et svar.
"I don't. I'm just messing with you. Just call me Abigal alright," trak hun stille på smilebåndet.

Abigal trak lidt på skulderen, men ligeså varm som samtalen havde syntes at blive, så bed frosten på og vinteren kunne mærkes.
"I bloody talked to him, gave him a place to stay," pointerede hun og løftede stille på et bryn. Abigal lyttede stille til hvad han fortalte, tydeligvis en anelse mere information end hun måske ønskede - men al information var vel information.
"I just landed in Gaia, was around the markeds and he walked around like a lost puppy. So I helped him. He didn't remember anything at first," fortalte hun så. Burde hun advare Tidus om Lonans nye udseende og race? Eller skulle hun lade den være op til Lonan - hvis han overhovedet havde tænkt sig at se Tidus i øjnene. Ikke på grund af Tidus, men han havde selv fortalt hende at han ikke troede på kærlighed længere.
"He is a bit out of himself you could say, but he knows who he is."