The crisis on Planet X - Cassie

S: Harrys slot på Planet X også kaldet Kazan
T: Efter aftensmaden.
O: De er på deres værelse.
V: Der er altid dejlig lunt udenfor.
P: Klik + plus et par unikke handsker der kun Harry kan tage af.
Emne til: @Cassie

---

De havde været til fælles spisning. Måltiderne havde været anspændte siden Amaya havde sluppet fri. Siden Amaya havde gået i sit koma for mange år siden, havde Harrys evne ikke kunne påvirke hende ligeså godt som den havde gjort de andre år, hvilket gjorde hende og Cassie meget mere bevidste om hvad der forgik. De kunne sikkert slå ham ud hvis de ønskede. De, i hvert fald Mikayla var langt stærkere fysisk. Men hvordan slog man en ihjel som man ikke kunne rører uden at længdes ydeligerer efter hans berøring? Han brugte den ikke så meget på dem når Amaya ikke var der til at holde den ved fulde styrke døgnet rundt. Det var først nu hvor hun så det mere klart at hun ikke længdes for andet end at halshugge Harry. Så snart aftens måltid var færdig, var det tid til at ligge at gå tilbage på værelserne.
"Goodnight girls, tomorrow we will talk about how we can get our missing friend home," kom det fra Harry som gik tilbage til sit eget soveværelse så snart Mikayla havde givet ham et anerkendende nik. De blå øjne flyttede sig over på Cassie og tog hende med ind på sit værelse.
"We can't lead him back to her. He will just take more, and we've already lost so many years longing for him like hopeless puppies," kom det irriteret fra Mikayla. Hun brød sig ikke om tanken om hvad de havde gennemgået. Alligevel vidste hendes krop også, at selvom det lød ubehageligt ikke at have den kontrol, så var den emotionalle del af hjernen helt sikker på det var det bedste der var sket. Den logiske side måtte altid kæmpe ekstra fra ikke bare at gå hen og bake på Harrys dør. "We can't stay here, but we only get one shot at this," pointerede Mikayla så. Hun var ikke just van til at bruge sin evne. Hende og Harry havde øvet den dengang hans egen evne var stærkest, for når hun var som en kludedukke i hans arme - så tænkte hun slet ikke på at have flygtet.
"I'm not going back in the dungen like last time I disobeyed him," sagde hun bestemt. Der havde været få gange hvor Mikaylas mentale tilstand havde været den stærkeste og den logiske del havde fået hende til at gå imod Harry. I fangekælderen ophængt og drænet for blod til hun var ved at mumificere - var ikke hvad hun ønskede igen.

Påklædning

Cassie savnede Amaya, men hun var også glad for hun var sluppet væk. Hun fortjente bedre end det her, det gjorde de alle. Nu skulle Mikayla og hende bare finde en vej ud. Cassie satte et smil på for Harry, men det faldt lige så snart han havde vendt hende ryggen. Hun fulgte Mikayla ind på hendes værelse. Hvis der var noget godt ved hele situationen, var det at hun ikke var der alene. Det var lidt lettere når hun gik igennem det med en anden. ”You’re right. We need to get those gloves off and get out of here,” hun så på handskerne. Hvis bare der var en måde hvorpå de kunne få dem af. Det var en kæmpe ulempe at det kun var Harry der kunne tage dem af. Det betød at de på en eller anden måde skulle få ham til det. ”Let’s come up with a plan then.” Hun lænede sig op ad væggen. Hun kunne fornemme dyrene udenfor. De kaldte på hende, og det generede hende at hun ikke kunne komme ud til dem. ”Maybe a few of my animals friends can lend a hand, or paw.” Hun så på Mikayla med et optimistisk smil. ”I would like to think even Harry would do anything to get out of a life threatening situation, don’t you think?” Der var nogle mærkværdige væsner på planeten, men med lidt venlig opmuntring kunne hun få dem til at gøre hvad der skulle til. ”Then we tell him he will live, if he removes the gloves. As soon as they are off, we make a run for it and get back home.” Cassie vidste på ingen måde om planen ville virke, men det var det bedste hun kunne komme på lige nu.

Hun var lettere misundelig på at Cassie kunne være bare en anelse optimistisk i denne her situation. Hun valgte dog at lytte til ideen, og åndede stille ud.
"It's a great plan, expect we forget an important detail. If he even agrees to do it, he will have to touch my skin - if he is smart he will use the last strain of his powers on me, and if I open the portal while he is there.. he will have a door open one day earlier than planned. I'm not sure he would mind that," kom det fra Mikayla med et mildt suk. Hun kløede sig i håret og gik rundt i rummet.
"There most be something we haven't been thinking about," Mikayla satte sig i vindueskarmen og bed sig i underlæben. "We don't really have a huge aspect of animals here, we have the giant lizards.. and me," sukkede Mikayla stille. De fleste her brød sig ikke om Mikayla, fordi af et lettere vegansk univers - så drak Mikayla blod for at overleve.
"Maybe," hun tog en dyb indånding som hun gjorde klar til at fortælle den mest idiotiske plan af dem alle, "maybe if I go into his chambers, he always takes the gloves on when I'm with him. The second he takes them off, can you turn them into something else or just burn them? I used to be a succubus, I should be able to handle it.. please note I said should," tilføjede hun og rystede lidt på hovedet. Igen alt de kunne komme på var næsten det samme, og alt var risikabelt. "Magic always has a loop-hole, we just need to find it," brummede hun. Situationen var frusterende og Mikayla var ikke ligefrem typen der lagde låg på at hun hadede det som pesten. Så lyste Mikayla pludselig let op.
"Do you reckon with a bit of his blood.. we might be able to trick the magic? And I he loves beating the poor people up in the dungen, till his fists bleed. There should be some of his blood down there," forslog Mikayla så.

Cassie kunne ikke stoppe tanken om at komme fri en dag. Hun havde nogen der ventede på hende. Underbevidst lagde hun sin hånd ved sit kraveben hvor hendes mages navn stod. ”Right,” sagde hun og satte sig på sengen. Cassie skævede til hende. ”Stop that. You are not an animal. Harry is the animal for doing this to us and all the others he works to the bone.” Cassie havde altid forsøgt at være positiv i selv negative situationer. Mest af alt var hun positiv omkring de forskellige racer. Hun bedømte ikke folk på deres race som andre gjorde. Det var en af grundene til hendes forældre ikke brød sig om hende, hun var anderledes end dem.
”No. What is something goes wrong? Then we will both be held in that basement and that shouldn’t happen again. You said so yourself,” påmindede hun hende. Hun lagde sig tilbage i sengen og lukkede øjnene. Det plejede at hjælpe hvis hun kunne forstille sig forskellige scenariers udfald. Hendes ord fik Cassie til at åben øjnene igen. ”Maybe. But I might have something even better.” Hun satte sig op og så på hende. ”Back on earth I was taught a trick. If I have some blood and a fingerprint, I can create a replica of a hand. This could work. It has to.” At få fingeraftrykket ville helt sikkert være den sværste del af det, men ikke umuligt.

Mikayla sukkede. Det var ikke fordi de ikke havde haft over ti år til at planlægge noget, men Harry var klog - at undervurdere ham ville kun bringe missionen i fare.
"Like I always say, make the plan. Execute the plan. Expect the plan to go off the rails. Throw away the plan," den sætning var mere til sig selv. Dog løftede hun sine blå øjne over imod Cassie som hun kom med en ny ide. Mikayla kneb øjnene en anelse, men måtte indrømme at det ikke lød helt dårlig.
"Well this place is filled with his fingerprint, I don't reckon there is anything in this castle he hasn't touched," Mikayls sank en klump og rejste sig op. Hun gik hen til Cassie og greb om hendes ansigt for at give hende et stort smæk kys. Hvorefter hun slap hende igen og trådte et skridt tilbage.
"You are the best Kazan girlfriend I could have asked for," drillede hun og lagde hovedet på skrå. De havde deres egne liv at vende tilbage til når de undslap, men Cassie havde været et anker til Mikaylas menneskelighed.
"The only thing is, how do we sneak out without the staff calling us out? They are more scared of him than we are," spurgte Mikayla så og lagde armene overkors. Mikayla kunne sikkert hurtigt være frem og tilbage, men det krævede hun fik noget ordenligt mad og ikke bare den smule blod hun fik om dagen af Harry.

Cassie vidste at komme væk ikke var en let ting, så hvis de skulle væk skulle de være sikre på de kunne gøre det uden komplikationer. Også kendt som Harry. Hun kommenterede ikke på hendes ord, da det virkede som et mantra hun gav sig selv. Men det gav god mening. ”Then that should be easy enough. We need tape or something like that to get the print.” Hun smiled blot da Miky kyssede hende. Der var intet romantisk imellem dem, men det var rigtig nok hvad hun sagde. De var hinandens ’kærester’ her. Hvordan det blev sådan, vidste hun ikke helt. Men hun havde intet imod det. ”Second best to you,” kommenterede hun og blinkede. Cassie vidste at når de kom tilbage, ville de sikkert gå hver til sit. Men hun håbede alligevel at deres venskab kunne forsatte derhjemme. ”You’re faster, so you should probably get the blood and print. I will distract the guards.” Hun så ned på hendes arm der stadig havde to små huller et par steder. Det var sådan Mikayla havde overlevet. De små portioner hun fik var ikke nok, så hun havde tilbudt at give lidt af sig selv. ”Do you need more?” Hun løftede hendes arm og sendte hende et opfordrende smil. Det havde været underligt i starten, men hun havde hurtigt vænnet sig til følelsen af at blive blidt. Hun var lidt nervøs hun ville savne det når hun kom tilbage.

Det var godt at have noget at knytte sig til når intet gav mening, og hun havde haft Amaya og Cassie. Stille nikkede Mikayla, bare hun var hurtig nok så Cassie ikke ville behøve at komme med undskyldninger. Dog så hun også ned på Cassies arm og overvejede kort om hun burde tage noget at spise til. Dog rystede hun lidt på hovedet.
"No, you'll need the energy if something goes wrong," svarede hun og tog en dyb indånding. "See you in a flash," kom det så drillende fra hende og hun gik hen til døren. Derefter satte hun fart på, og køb afsted for at finde noget tabe af en ting, og bevægede sig i skyggerne ud i stuen for at få hans fingeraftryk fra hans stol. Som hun hørte døren åbne fik hun fart på en sidste gang og ned mod fangekælderen. Sidste sted nogle ville forvente at finde hende, også det sted som gav hende traumer. Hun valgte at angribe de to vagter der var, den ene slog hun ud og den anden tømte hun. Det var rart endelig bare at drikke til sidste dråbe var taget. Mikayla brugte sin håndryg til at tørre blodet væk. Derefter gik hun hen til hvor hun havde set Harry tæve løs på tideligere fanger, og heldigvis genkendte hun færten af hans blod. Så snart hun fik tørret en del af det op, løb hun tilbage til værelset.
"We have few minutes for this to work. They heard us," advarede Mikayla så og rakte Cassie det hun havde spurgt om. Mikayla gik hen og skubbede klædeskabet foran døren så ingen kunne bryde ind.

Cassie var ikke helt okay med at Mikayla løb af sted uden mere blod, men hun vidste også hun ikke kunne tvinge det i halsen på hende. Hun trådte ud af værelset omkring samme tid som hende og sørgede for at vagterne i nærheden ikke så Mikayla løbe af sted. Det var ikke svært, det krævede bare lidt snik-snak. Da hun var sikker på, de ikke var i fare for at se hende, gik hun tilbage til værelset og gjorde klar til besværgelsen. Det var ikke fordi hun fik lov at dyrke magi hver dag, så hun var nervøs for hun ikke kunne. Imens hun ventede, varmede hun op ved at bruge enkle besværgelser. Hun ville bare hellere være sikker på hendes magi stadig var intakt og kunne gøre det den skulle. Cassie tog imod tingene og gik straks i gang. Hun lagde blodet og fingeraftrykket på et bord hun havde rykket ud i midten af rummet. Hun hviskede besværgelsen over blodet der svævede op i luften og lagde sig om hendes ud rakte hånd, men var både større og bredere end hendes. Til sidst lagde fingeraftrykket sig mod fingrene, der langsomt var begyndt af danne et lag af hud. Det lignende ikke en rigtig hånd, mere end dårlig kopi, men det fungerede burde være nok. Hånden faldt sammen som en handske om hendes hånd. Hun gik hen til Mikayla. ”Ready?” Hun tillod hende ikke at svare, før hun med den falske hånd greb fat om den ene handske og begyndte at trække den af. Hun sukkede lettet da det virkede. Hurtigt fik hun dem begge af. ”It worked,” sagde hun med et lettet smil. Hun havde været så nervøs for det ville give bagslag.

Mikayla trippede stille halv utålmodigt imens hun ventede på om besværgelsen ville virke. Hun havde tiltro til Cassie, men hvis dette gik galt ville de blive straffet. Dog som det så ud til at virke og de forsøgte, mærkede hun den falske hånd trække hendes handske stille af. Mikayla åndede lettet ud som hendes hænder var fri og hun kunne mærke energien omkring sig igen. Hun bøjede og strakte sine fingre som havde hun aldrig haft dem fri før. Mikayla tog en dyb indånding og nikkede stille. Så tog hun et skridt til siden og rakte sin hånd frem for at tage en dyb indånding. Det begyndte at hamre imod deres dør, og det stressede blot Mikayla. Hun holdt sine tanker mod Amaya, og sendte energien ud i rummet der åbnede en blålig portal.
"Ready or not here we come," sukkede hun. Mikaya greb Cassies hånd og sprang igennem portalen, som lukkede det sekund de var igennem. Det var en underlig fornemmelse. Hun landede i et koldere miljø og var lige ved vælte ved sin landing. De landede på en sti midt i Gaia, men Mikayla trådte et skridt frem og var ved at falde over en sten - da hun landede ind i favnen på en ukendt mand.
"Oh hey," sagde hun næsten åndeløst som hun så ind i den unge mands øjne.

Cassie stor smilede da handskerne kom af. Det var nu de kom hjem. Nervøsiteten steg dog da det hamrede på døren. Hun kunne se det stressede Miky, så hun lagde en rolig hånd mod hendes overarm. Da portalen opstod, tøvede hun ikke med at tage imod Mikaylas hånd og springe igennem portalen. Det var en underlig oplevelse at gå fra en varme til kulde. Hun så ned af sig selv og fortrød nu hun ikke havde taget en længere kjole på. Hun så op igen og spottede Mikayla i armene på en fremmede. ”You don’t waste any time,” sagde hun med et drilsk smil og gik hen til dem.

Nick havde blot gået en tur. Han havde gjort det meget efter Calla var rejst væk. Han vidste nu at deres forhold aldrig ville have holdt i længden. De var kun sammen, fordi det føltes som om alle andre havde vendt dem ryggen, fordi det var belejligt. Men han savnede hende alligevel. Det føltes tomt uden hende. Han kendte ikke rigtig andre. Selvom han havde søskende, havde han haft svært ved at knytte sig til dem. Det virkede ikke som om de rigtig forstod hvad han havde været igennem – de fleste af dem, i hvert fald. Han stoppede op da han så et blåligt lys dukke op foran ham. Kort efter stod der to kvinder foran ham. Den ene trådte frem og var ved at vælte. Han reagerede hurtigt og greb om hende så hun ikke faldt. Han så ind i hendes blå øjne, og hun tog et øjeblik pusten fra ham. ”This is not normal, is it?” Han vidste ikke meget om verden, men han var ret sikker på at kvinder normalt ikke dukkede op ud af det blå.

Mikayla sank en klump kort og hørte ikke engang Cassies stemme. Hun mærkede sit hjerte springe en takt over, hvilket ikke skete ofte for hende. Det var først da han snakkede at hun faktisk vågnede op, og trådte skridtet ud af hans favn.
"No don't worry, sagde hun så og kørte en hånd igennem sit hår. Hun så sig kort omkring. Folk vandrede rundt med apparater i hånden, ikke ligeså specielle som dem de havde tilgang til før. Kazans teknologi var hundrede år fremme i forhold til mobiltelefoner. Mikayla holdt stille om sig selv, kulden var uvant i forhold til så mange år i varme. Det var altid noget hun havde sin sollyssmykke i en halskæde, så solen ikke slog hende ihjel.
"I should have thought about a house while I telepotred, this place is freaking cold," brokkede hun sig lidt og så på den fremmede.
"I'm Mikayla, this is Cassie." Præsenterede hun dem, "I'm sorry for falling into you," tilføjede hun så hurtigt og sank en klump. Hun så over på Cassie, "we should get out of this clothes, which town are we in?" Spurgte hun til sidst herren hun var stødt ind i. Hvis de var i Moonlight Falls, vidste hun at hendes mor havde et hus tæt på. Gaia, kendte hun måske nogle - men så mange folk kendte Miky alligevel ikke.

Cassie spottede hurtigt kemien imellem dem, men hun sagde ikke noget. Det kunne hun altid gøre når hun var alene med Miky. Hun så rundt og spottede hvor meget teknologien havde udviklet sig siden sidst hun var her. Det var ikke helt så udviklet som teknologien på Planet X, sådan så det i hvert fald ikke umiddelbart ud til. Hendes blik faldt tilbage på Mikayla da hun præsenterede dem. Hun havde bemærket kulden, men den generede hende ikke så meget som den burde. Selvfølgelig var det noget anderledes end varmen hun kom fra, men hun havde vænnet sig til kulden fra før hun blev fanget.

Nick så udelukkende på kvinden i hans arme. Han havde kun følt hvad han følte engang før. Men det her var større. Han havde troet han elskede Calla, men hans havde aldrig hørt ordet kærlighed før han kom til jorden, så han vidste ikke helt hvordan det føltes. Måske elskede han hende, eller måske var det noget andet mellem dem. Han rømmede sig da hun trak sig ud af hans greb. Han havde et øjeblik glemt der var en verden omkring dem. Han flyttede blikket over på den blonde kvinde for ikke at stirre på brunetten. Sagde hun lige teleportering? Han vidste ikke hvad der foregik, men hans nysgerrig steg for hvert øjeblik. ”Nick,” præsenterede han og smilede let. ”I’ve lived through worse,” sagde han og så Mikayla igen. ”You’re in Gaia,” fortalte han og overvejede om han skulle hjælpe dem. Han ville gerne, fordi han gerne ville vide mere om Mikayla og hele deres historie, faktisk. ”I know of a place nearby. I’m sure the owner wouldn’t mind if you borrowed her clothes,” Nick vidste at Jessalyn havde et hus i Gaia. Han havde været der et par gange. Hun benyttede det sjældent, så han kunne undre sig over hvorfor hun ikke solgte det. Men lige nu kom det ham til gode. ”I would love to hear your story. It sounds to be quite the tale,” fortalte han og så over på Cassie.

Det undrede Mikayla hvordan de var endt lige præcis her, alt hun havde gjort var at fokusere på Amaya - burde Amaya så ikke være der? Hun slog tanken ud af hovedet da han fortalte de var i Gaia. Okay, så måtte hun finde på en ny plan. Dog kom Nick med et forslag som fik hende til at trække på smilebåndet.
"Girlfriend?" Spurgte hun stille og løftede nysgerrigt på brynet. Mikayla var ikke ligefrem kendt for at holde sine tanker tilbage. Hun talte altid før hun tænkte, hvilket også var grunden til hun var den af hende, Amaya og Cassie som oftes kom i problemer. Men hun vidste jo heller ikke om der lige om kort tid ville rende en jaloux kæreste ind i og råbe af dem. Var det derfor hun spurgte? Overhovedet ikke. Stille lagde hun hovedet en anelse på skrå, som han sagde han gerne ville høre historien.
"It sure has been, hope you aren't scared of horror stories," blinkede hun. Så kiggede hun over på Cassie og håbede hun var enig om det var en god ide. Hvis de kunne overleve Harry, så kunne de vel også overleve at stole på Nick. Han havde langtfra den samme aura som Harry havde. Man kunne selvfølgelig aldrig være for sikker, men noget sagde hende - at de intet havde at frygte. De ville sikkert også snart finde Amaya, på et eller andet tidspunkt kunne Mikayla vel opsnuse hendes fært.
"Lead the way," smilede Mikayla så til Nick.

Nick havde overvejet at smutte forbi bageriet, han havde ikke fuldt besluttet sig da han stødte på Mikayla og Cassie, men nu havde planerne ændret sig. Han så på Mikayla da hun talte. Han var lidt i tvivl om hvorfor hun spurgte, og derfor også hvad han skulle svare. ”No, she is in Australia. Or she’s my ex. So no girlfriend.” Han besluttede sig for at stoppe før han fortalte mere end højst nødvendigt. Selvom han nok allerede havde gjort det. Han kunne ikke sætte ord på det, men der var noget Mikayla der blev med at tiltrække hans opmærksomhed, hendes løftende øjenbryn, hendes nysgerrigt udtryk og den skrå position hun lagde sit hoved i. Han følte allerede en tiltrækning mod hende, men han vidste ikke om den var gengældt, så han reagerede ikke på den. Han var ikke ligefrem mester i at læse folk. ”I have quite a few horror stories myself,” indrømmede han og så hvordan de to udvekslede et blik. Det var næsten som om de kunne kommunikere uden at tale. Måske kunne de. Han forstod sig ikke på alle de evner folk kunne have – så han gik ud fra alt var muligt. Han begyndte at gå videre ned ad vejen der ville føre dem frem til huset. Han samlede sin telefon op fra hans jakkelomme, da den vibrerede voldsomt mod hans side. Han så på dem begge. ”I’ll just take this, it will only be a moment,” fortalte han og tog imod opkaldet. ”Hey,” sagde han en i telefonen.

Hun nikkede stille og trak en grimasse.
"Cool. Not that is cool cool.. just cool," prøvede hun at redde den, men indså hun kun gjorde det mere akavet. Hvilket ikke just var en af hendes karaktertræk, i hvertfald ikke et hun havde haft i spil i rigtig mange år. Så fik hun samlet sig selv op og tog en dyb indånding. "So who owns the house?" Spurgte hun nysgerrig, man skulle tro de ville være mistroisk efter hvad de havde været igennem, men Mikayla var optimistisk i forhold til folk, hvor Cassie var lidt mere situationer og generelt alt - men her kunne Mikayla følge lidt med. Men det var på sin viden vel også rart nok at vide at han ikke var bundet - af en eller anden årsag. Måske hun var så god på denne her front alligevel på grund af sin tideligere race, eller måske var det bare hundrede procent dejlig personlighed - det var den sidste hun fortalte sig selv. Hun nikkede kort da han indrømmede at han havde sine egne historier at fortælle. De begyndte at gå og Mikayla gik ved siden af Cassie, og så stille over på hende.
"What?"-"He is cute," hviskede hun til Cassie og så tilbage over imod Nick igen som han tog mobilen.

Amaya havde haft tideligt fri, eller havde hun overhovedet faste arbejdstider? Lige meget. Hun havde hjulpet Alison i bagerforetningen og egentlig håbet på at se en af sine nye venner. Nok havde hun en flok af nye venner i Legendens, men det var også rart med en udenfor arbejde. Så hun tog sin mobil op og ringede til Nick.
"Hey how are ya?" Spurgte hun og gik på gaden på vej hjem - Roman havde givet hende et tilbud om at bo - og selvom hun havde tilbudet ved andre som sin bror og venner fra arbejde - så følte hun sig mest hjemme ved Roman. "What are you up to?"
Mikayla rynkede på brynet, hun havde trods alt en god hørelse og syntes at registrerer den velkendte stemme.

Nick så på hende som hun forsøgte at gøre situationen mindre akavet. Det lykkedes hende ikke fuldstændig, men han satte pris på hendes forsøg. Han forsatte blot med at gå indtil hun stillede et spørgsmål. Cassie virkede ret stille, men han tænkte ikke videre over det. Måske var hun bare genert, eller også lod hun Mikayla tage styringen af en eller anden grund. ”My sister, sort of. It’s complicated.” Hans biologiske søskende så på Jessalyn som deres søster, men han havde kun lige mødt hende, og de var ikke biologisk beslægtet. Så var hun hans søster? Eller bare hans brødres søster?
Han lyttede til Amaya i telefonen. ”Fine,” sagde han kortfattet og så mod husene omkring dem. ”How about you?” Spurgte han for at være høflig. Det var åbenbart vigtigt for mange. ”You know how my Tuesdays are Amaya, I go for a walk, meet a couple of fancy dressed women who literally appeared out of the blue, and I’m now leading them to Jessalyn’s house. Just another day in this crazy world.” Verden var så meget mere indviklet her end hvad han havde været vant til. Det vidste han hvad han kunne forvente, ikke at det var en god ting, men der var ikke en masse der var usikkert, og det gjorde ham faktisk lidt utilpas til tider. For det meste håndterede han det fint, men af og til bragte det noget panik og angst i ham.

Cassie så bare på dem konverserer. Det var tydeligt Mikayla var interesseret, så hun holdt sig på sidelinjen så meget som muligt. Hun skævede til ham da han tog den lille maskine frem og begyndte at snakke i den. Det mindede om en simplere udgave af et apparat de havde på planeten. Først lagde hun ikke videre mærke til samtalen. ”I noticed,” sagde hun drillende. Hun kendte Mikayla nok til at vide når hendes overnaturlige sanser opfangede noget hun ikke kunne. Hun så sig over skulderen på Nick da han sagde Amaya. Hun trådte tilbage til ham. ”I think he’s talking with Amaya. Maybe our Amaya.”

Det var vel fordi Mikayla var vokset op i det miljø som de lige var undsluppet - og levet i de omgivelser så meget af hendes liv, at hun vidste at lade det holde en tilbage ikke gjorde nogen gavn. Mikayla kunne beskrives som at være i benægtelse over det faktisk var sket, og måske var hun. Men hun vidste hvem hun var og hvad der var sket med hende, der var ikke mange følelser i det som hun følte behøvede at blive bearbejdet.
"Nice," var hendes eneste kommentar. Mikayla lyttede ekstra med som han snakkede i telefonen. Som Cassie forslog det måske var deres Amaya, gav tingene mere mening i Mikaylas hoved - måske de ikke var så langt væk som hun kort havde frygtet.

Amaya smilede stille, men det var først da han nævnte hvad der var sket - at hun faktisk syntes at fryse fast kort i sin seneste bevægelse. Hun sank en klump.
"Nick, are there any chance that their names are Cassie and Mikayla?" Spurgte hun så og gik direkte mod hvor hans fært førte hende hen. Som varulv var hun hurtig til at opfange andres fært trods alt. Hun stoppede op lidt fra dem som de kom gående hen af gaden. Hun lagde hurtigt på og løb hen imod Cassie og Mikayla. Hun kastede sig i armene på Cassie og holdt hende tæt indtil sig. Og Mikayla omfavnede dem begge to. Dog kom Amaya direkte til sagen og så bag dem.
"Are you here alone? How did you escape?" Hun tog en dyb indånding som panikken næsten nåede hendes øjne - hvad hvis de var forfulgt.
Mikayla rystede stille på hovedet, "no need to worry dove, we have time to make a plan in case he comes back," pointerede Mikayla så og lagde sin hånd mod Amayas skulder. Så flyttede hun sit blik tilbage på Nick.
"Lets get out of the street first," tilføjede hun til de skulle gå videre hen til huset.

Nick forsatte med at tale med Amaya i telefonen. Han rynkede brynene da hun sagde pigernes navne. Hun kendte dem. ”Yes,” svarede han kort. Det tog ikke længe før Amaya var hos dem og smed sig i armene på Cassie. Han stod på sidelinjen og så dem tale sammen, før Mikayla så på ham og mente de skulle væk fra gaden. ”Right this way, ladies.” Han førte dem til huset. Det var mere eller mindre tomt foruden nogle enkle møbler og et rum der var brugt til opbevaring. ”Make yourself at home. Let me know if you need anything.” Han gik til køkkenet for at tage sig noget at drikke, såvel som for at give dem plads til at tale. Han havde selv prøvet at blive genforenet med folk. Dog var det nogen han ikke huskede, men det var stadig hans familie.

Cassie følte en bølge af glæde flyde over hende da hun så Amaya. Hun greb hende og holdt hende tæt til sig og smilede til Mikayla da hun lagde armene om dem. Mikayla besvarede Amayas spørgsmål. ”We’re never going back,” forsikrede hun hende. Hun fulgte Nick til huset og så efter ham som han gik væk. ”Any ideas?” Spurgte hun, i forhold til hvad de skulle gøre hvis han kom efter dem.

//Out <3